Paa ski over Grønland/13
(Efter et fotografi).
En eskimoleir.
Kommen i nærheden af det nordenfor Puisortok liggende forbjerg Kap Bille fik vi inde fra land høre en merkelig lyd lig en blanding af menneskestemmer og hundehyl. Vi stirrede i den retning og fik øie paa nogle mørke masser, hvori der syntes at være nogen bevægelse, og da vi skulde se nærmere til, viste det sig at være mennesker, spredte op efter klippeafsatserne, pludrende i munden paa hverandre, fegtende med armene og pegende udover mod os, som rolig arbeidede frem gjennem isen. Vi opdagede nu ogsaa flere skindtelte, som stod opefter berget, og kjendte samtidig en egen lugt af tran eller lignende, der bares mod os med luftningen fra land. Balto beskriver det saaledes: «Da vi havde roet en stund nordover (efter at have sovet), lugtede vi en harsk lugt af sælhundespæk, og det varede ikke længe, førend vi saa folk og skindtelte».
Uagtet det endnu var tidlig paa kvelden, kunde vi ikke modstaa fristelsen til at hilse paa disse underlige, for os ukjendte mennesker. I det øieblik vi vendte baadene mod land, steg larmen derinde pludselig, de skreg og pegte, nogle fløi mod stranden, andre endnu høiere op paa berget for at se bedre. Stansede vi saa ved nogle isflag, som spærrede os veien, og greb vore lange baadshager af bambusrør for at støde flagene tilside, blev larmen rent ustyrlig derinde, de raabte, og de lo. Nærmere
(Efter et fotografi).
stranden kom nogle mænd mod os i sine kajaker, deriblandt gjenkjendtes ogsaa en af dem, vi havde mødt om formiddagen; de smilte over hele fjæset og var særdeles venlige, idet de for rundt os i sine smaa vævre farkoster, forsøgte paa at vise os vei, som vi vel saa godt fandt selv, og saa undrende paa vore sterke træbaade, der gled fremad uden at ænse saadanne isstykker, som vilde have skaaret deres skindbaade istykker.
Endelig gled vi forbi de sidste isflag mod land og mødte en scene, der i halvmørket tog sig yderst fantastisk ud. Paa alle kanter opefter berget stod lange rækker af vildt og lurvet udseende mennesker, mænd, kvinder og børn, alle i omtrent samme lette dragt, og som gloede paa os, pegte og udstødte den samme rautende ko-lyd, som vi havde hørt om formiddagen; nu var det skuffende ligt en stor bøling kjør, som rauter omkap, naar man om morgenen aabner fjøsdøren for at bære ind foder; nede ved stranden saaes en hel del mænd, ivrig fegtende med armene for at vise os god landingsplads[1]; — flere gulbrune skindtelte saaes oppe paa berget, mens kajaker, konebaade og forskjelligt løsøre laa spredt udover nær sjøen, rundt om os paa vandet sværmede kajakmænd; — naar saa hertil lægges isbræen, drivisen og himmelen
(Af E. Nielsen efter fotografi)
(Af E. Nielsen efter fotografi)
glødende bagenom og saa endelig vore to
baade med os seks, som heller ikke udmerkede os ved noget tamt udseende, faar man et billede af en ganske eiendommelig art.
Her var et liv og en røre, som var en velgjørende modsætning til den øde taushed, hvoraf vi hidtil havde været omgivne.
Det varede selvfølgelig ikke længe, inden vi var paa land, baadene fortøiede, og vi tæt omringede af hedninger, som saa undrende paa os og paa baadene, idet der overalt lyste os smil og venlighed imøde. Et smilende ansigt er den velkomsthilsen, eskimoen giver den fremmede, noget ord for goddag eller velkommen har han ikke.
Det er ikke mer end ventendes, at man pludrede i ørene paa os, det lød omtrent som foskog i en gryde, uden at vi forstod en stavelse. Saa saa vi os lidt om, de lod til at have det hyggeligt disse mennesker her midt i isen og sneen, der kom uvilkaarlig en følelse over en, som man kunde ønske at bli længe hos dem.
Da vi stansede foran det største telt ved at se det skinne koselig ud af teltaabningen, blev vi straks ved tegn anmodede om at gaa ind, og vi fulgte indbyderne. Efter at være komne gjennem den ydre teltaabning, sloges et forhæng af tyndt, gjennemskinneligt tarmskind tilside paa det ene hjørne, og idet hovederne maatte bøies lidt for høidens skyld, traadte vi ind i et koseligt teltrum, oplyst af flere tranlamper.
Det syn og den atmosfære, som her mødte en, maatte i det mindste for europæiske øine og næser virke mildest talt fremmedartet. Vistnok havde vi allerede hørt, at eskimoerne paa Grønlands østkyst gik med et minimum af klæder inde, samt at der i deres boliger skulde være en mindre behagelig luft, men at det saa saaledes ud og lugtede i den grad merkværdig, det havde ingen af os kunnet tænke sig. For det første havde man nok med lugten; det var en ganske eiendommelig blanding af de forskjelligste «ingredienser», den mest gjennemtrængende var tranlugt fra tranlamperne, men dertil kom de forskjelligste slags menneskeuddunstninger og dampe fra stinkende vædsker, opbevarede i kar — nei, jeg tror, at der af hensyn til læseren ikke bør gaaes mer i detalj. Man vænte sig dog snart dertil og fandt det muligens endog ganske behageligt; men alle gik det ikke lige godt, og et par af os forsvandt allerede meget snart.
Jeg fandt mig imidlertid tilrette, saa jeg i ethvert fald kunde bruge mine øine og se mig om i leiligheden. Det første, som da tiltrak sig opmerksomhed, var den mængde nøgne legemer, som befandt sig rundt om, siddende, liggende og staaende. Alle var iført sin natit eller husdragt, men denne var saa liden, at et uøvet øie ikke hæftede sig synderlig derved; den bestod i et smalt baand rundt lænderne, hvilket især for kvinder nes vedkommende var indskrænket til det smalest mulige. Dernæst bar kvinderne et baand rundt haartoppen, og mændene tildels nogle snorer om haaret og paa brystet. Her var neppe meget af falsk blufærdighed, og at den naturlige ligefremhed, hvormed man omgikkes hverandre, forekom os europæere, som var vante til europæiske seder, lidt fremmed, kan neppe synes underligt; at endog enkelte af os rødmede ved at se et par unge piger og mænd, som kom ind i teltet, aldeles ugenert iføre sig denne husdragt — hvilket altsaa vil sige tage af sig alle klæderne — og stilfærdig indtage sin plads paa briksen, kan vel heller ikke nogen forarges over, naar man betænker, hvor længe vi nu havde været vænnet til blot at leve mellem mænd paa hav og is. Lapperne syntes især at føle sig meget besværede ved dette syn. Underligst var det, da en ung moder kom ind, afførte sig sine klæder og uden omstændigheder krøb ind paa sin brikseplads til sit barn, som laa der helt nøgent, lagde sig paa alle 4 hen over det for at give det die. Der var noget saa naturligt og moderlig ømt i denne scene, at det maatte gjøre indtryk paa den, som ikke var altfor hildet i sin europæiske anstændighedsfølelse. Hun laa en lang stund helt nøgen, saa syntes det at bli lidt koldt, og hun bredte et sælskinds teppe, smukt kantet med hvidt skind af ufødte sælunger, beskyttende over sig og barnet.
Efterhaanden kom der flere ind i teltet, og det var snart ganske fuldt af mennesker.
Vi var bleven anviste plads paa nogle kister, som stod langs tarmskindsforhænget paa teltets forside. Dette er den plads, som anvises besøgende, mens teltets egne beboere sidder eller ligger paa den lange briks eller bænk, som gaar langs hele teltets bagside; den er gjort af træbord og er saa dyb, at man kan ligge udstrakt efter dybden, mens bredden retter sig efter teltets størrelse og følgelig beboernes antal. Den er dækket med flere lag skind (sælskind), og paa den tilbringer eskimoerne sit liv inden døre, der sidder de, kvinderne gjerne med benene overkors, der arbeider de, der spiser, ligger og sover de.
Eskimoernes telte har en ganske eiendommelig form. Reisverket bestaar af en træbuk, hvorover lægges lange stænger i en halvkreds, saaledes at de kommer til at støde sammen eller pege mod hinanden med spidserne foran bukken, som danner teltets forside. Over disse stænger lægges der saa skind i to lag. Det inderste bestaar af haarskind, som lægges med haarene indad, det yderste er vandskind, og dertil bruges for en stor del gamle skind, som er tagne af konebaaden eller kajakerne. Teltaabningen er under træbukken, hvorfra der hænger et forhæng af tarmskind, der som tidligere nævnt stænger for indgangen. I det telt, vi her var inde i, boede 4 eller 5 familier, hver familie havde ved en liden støtte afdelt sin baas paa briksen, og i denne baas sad hustru, mand og børn paa et minimum af plads En 4 fod bred brikseplads kan saaledes være stor nok for «en mand med 2 koner og 6 børn». Ved hver families plads brændte en tranlampe ned en bred flamme; disse lamper er gjorte af vægsten, de har en halvrund form, er flade og udhulede som en skaal og er temmelig store (op til en fod lange); vægen bestaar af tør mos, som lægges flad langs lampens ene side, og som stadig næres med friskt spæk, der snart smelter til tran. Det er kvindernes sag at holde disse lamper vedlige og med en særskilt pinde passe vægerne, saa de ikke oser, men heller ikke brænder for lidet. Over dem koger de den mad, som de ikke spiser raa, i store vægstens gryder, der hænger ned fra taget. Merkelig nok bruger de ikke torv eller ved til at koge med, skjønt der ikke er vanskeligt om saadant brænde. I dette telt var der mange lamper, over et par hang ogsaa nogle store gryder og kogte. De brænder baade nat og dag, det er dem, som besørger opvarmningen og om kvelden og natten belysningen (eskimoen sover nemlig ikke i mørkt rum som vi), ligesom de ogsaa sørger for at vedligeholde en stadig aroma af tran, der som sagt paa os europæere til en begyndelse ikke virker absolut tiltalende, men som vi dog snart kan komme til at trives meget vel ved. Som vi sad efter rad paa disse kister og saa paa de fremmede omgivelser, begyndte man at underholde os; hver gjenstand, vi saa paa, forklarede man os brugen af dels ved ord, som vi ikke forstod, dels ved fagter, som vi kom lettere ud af det med; paa denne maade fik vi vide, at nogle trægrinder, som hang under taget, var til at tørke tøi paa, at i gryderne kogtes sælkjød o. s. v.; saa viste de os forskjellige gjenstande, som de nok var meget stolte af; blandt andet aabnede nogle gamle fruentimmer en pose og tog frem et lidet stykke hollandsk rultobak, en mand viste os en kniv med et langt benskaft, disse to ting var nok det merkeligste i hele teltet; thi de blev betragtede med stor ærbødighed. Dernæst begyndte man at gjøre os familieskabet mellem teltets forskjellige beboere begribeligt; en mand omfavnede et fedt fruentimmer, hvorpaa begge lo yderst
tilfredse og
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren).
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren).
pegte paa nogle yngre individer, hvilket nok skulde betyde saa meget som, at de to var mand og hustru, og at disse andre var deres børn; manden strøg end videre konen ned ad ryggen og kløb hende i fedtet, forat vi skulde lægge merke til, hvor hun var deilig, og hvor han var glad i hende, som hun ogsaa syntes at sætte pris paa.
Merkelig nok syntes ingen af mændene i dette telt at have mer end en kone hver; ellers er det en almindelig ting paa Grønlands østkyst, at hver mand, som er saa god fanger, at han har raad dertil, holder 2, men aldrig mer. Mændene er som regel snille mod sine koner, og man kan endog se dem kysses, hvilket sker derved, at næserne trykkes mod hverandre. Forøvrigt forekommer ogsaa egteskabelige stridigheder, og da kan det gaa temmelig voldsomt til; uenigheden afgjøres, efter Holm, som regel ved, at konen faar sig en dragt prygl eller et knivstik i arm eller ben, og saa blir forholdet ofte lige ømt som tidligere, isærdeleshed hvis konen har børn. Undertiden er det der som andre steder manden, der ved saadanne leiligheder faar prygl; saaledes fortæller Holm, at en mand, som havde to koner, kom i slagsmaal med den ene og blev banket ganske eftertrykkelig af hende.
Mellem vort telts beboere syntes der at herske den bedste forstaaelse. Mod os var de meget venlige, smilte, lo og snakkede stadig, trods de for længe siden var paa det rene med, at vi aldeles ingenting forstod. En af de ældre, som tydeligvis var en fremragende størrelse mellem dem, sandsynligvis en angekok[2], med et forslagent, slu udtryk og en værdig mine, fik efter meget stræv ved tegn gjort os forklarligt, at nogle af dem kom nordenfra og skulde sydefter, mens nogle kom søndenfra og skulde nordefter, og de havde nu tilfældigvis mødt hinanden her, og saa kom vi, og dette var da saa rent urimelig fornøieligt. Men saa vilde han vide, hvor vi kom fra, det var værre; vi pegte udover mod havet og drivisen og antydede, saa godt vi formaaede, at vi havde brudt os gjennem denne og var komne til land længere sydpaa og havde saa reist nordefter; ved denne beretning sattes meget betænkelige ansigter op, og der blev et nyt kor af rautende kjør; vi var vist neppe naturlige mennesker. Saadan fortsattes konversationen, og vi underholdt os efter omstændighederne ganske godt med dem; men for en udenforstaaende maatte det have virket komisk at se den pantomime, som her opførtes.
Jeg skal ikke paastaa, at de var absolut renlige, alle de spækglinsende ansigter, som her omgav os. Af naturen havde jo rigtignok de fleste af dem en temmelig gulagtig eller brunlig farve, men hvor meget af farven var egte i disse mange paafaldende mørke ansigter, var ikke ganske let at afgjøre; i enkelte, især børneansigter var vistnok smudsen groet saa tyk, at den gik over til at danne aldeles sorte skorper, som paa enkelte steder var begyndt at falde af, og her saa man da den egte hudfarve skinne igjennem. Hos kvinderne, især de unge, der selvfølgelig her som andre steder er meget forfengelige, skal vask ikke høre til sjeldenhederne, ja Holm beskylder dem endog for at være «meget renslige»; men uden at gaa nærmere ind derpaa tror jeg, det er nok at sige, at til vaskevand anvendes urin; det samme lader ogsaa til at være en særdeles yndet parfume og benyttes til haarvand; dette er de skjønhedsmidler, hvorved damerne paa de kanter især gjør sig yndige for de unge mænd.
Hvorfor urinen har naaet en saa høi anseelse blandt eskimoerne, at den opbevares i kar til forskjelligt brug, er antagelig, fordi den har en evne til at opløse fedt, især naar den blir gammel, og det er kun ved hjælp deraf, at det er dem muligt at faa sine fedtete ansigter og hænder saavelsom klæder rene; sæbe har de, som rimeligt kan være, ikke. Paa grund af dens fedtopløsende evne anvendes ogsaa gammel urin til at berede skind i.
En meget yndet beskjæftigelse, naar man intet andet har at tage sig for, er at fare rundt med haanden oppe i hovedet for at klø sig, snart her, snart der i den sande urskog af stridt, ravnsort haar, som især hos mændene er yppigt og faar lov til at vokse vildt, som regel aldeles uden at klippes, for ikke at tale om kjæmmes. Undertiden foranstaltes der formelige store jagter oppe i disse sorte urskoge; jagtudbyttet fortæres som regel paa stedet; hyppig skal det dog, efter kaptein Holms sigende, hænde, at hvert fanget dyr sendes rundt. til beskuelse og beundring af hver enkelt i det tilstedeværende selskab, hvorpaa det blir leveret tilbage til eiermanden og af ham fortæret med synlig tilfredshed. Et saadant interessant skuespil fik vi desværre ikke anledning til at overvære. Forøvrigt lader det til, at de fleste mennesker paa de kanter bærer rundt med sig sin egen koloni beboere af forskjellig natur; en merkelighed er dog den, at lopper synes aldeles ikke at forekomme hos de oprindelige eskimoer; det er noget, vi europæere endnu kan berige dem med, hvilket vi da ogsaa har gjort paa Grønlands vestkyst; de kaldes derfor ogsaa «europæiske lus».
Det synes næsten, som eskimoerne trives helt vel ved disse sine beboere; for det første byder det dem som sagt adspredelse i ledige timer, dernæst smager de vist udmerket, ja de ansees sandsynligvis som en delikatesse. Undertiden skal de ogsaa have konstrueret særskilte fangstapparater til disse dyr; de bestaar i træpinder, paa enden af hvilke er fæstet en dot hareuld. Denne stikkes oppe fra halsen ned mellem klæderne og skindet til fangestedet; at dyrene søger ind i den bløde ulddot, synes ikke urimeligt, og man skal paa denne vis kunne gjøre særdeles heldig fangst.
Efter hvad ovenfor er meddelt, vil det vistnok forekomme mange sandsynligt, at disse mennesker maa virke frastødende. Men dette er langtfra tilfældet; kommer man først over usedvanlighederne i deres ydre fremtræden, glemmer at bemerke hændernes tilbøielighed til snart at fare op i næsen, snart i ørene og snart i hovedet, glemmer smudset i ansigtet, hvilket i forbigaaende sagt vi, som var deltagere i ekspeditionen, skulde tale lavt om, ikke lægger merke til atmosfæren og til en begyndelse ikke ser altfor meget af deres madstel, saa virker de tiltrækkende, man befinder sig vel i deres selskab, og der er noget velgjørende naturligt og egte i al deres gjøren og laden.
Om de er vakre? Ja, se det er, som man ved, et meget vanskeligt spørgsmaal at afgjøre; thi opfatningen er i saa henseende yderst forskjellig. Skal vi tage et bestemt skjønhedsideal, som f. eks. det græske, da er sagen let nok afgjort; former, der gaar i den retning, er Grønlands østkyst temmelig blottet for; men hvis vi kan frigjøre os lidt fra den skjønhedstype, vi dyrker og har arvet fra vore forfedre, og bli enige om, at vakkert er det, som tiltaler os, og som vi synes om at se paa, da blir spørgsmaalet betydelig mer indviklet. Jeg tror, at har man været lidt sammen med dem og vænnet sig til dem, da blir mange tiltalende. Forøvrigt findes der ansigter, som ogsaa efter europæisk smag vilde kaldes vakre; jeg saa saaledes en kvinde, som mindede mig levende om en feiret skjønhed i mit hjem, og ikke alene jeg blev slagen af denne lighed, men ogsaa en anden af
(Efter et fotografi taget af den danske ekspedition under kaptein Holms ledelse)
(Efter et fotografi taget af den danske ekspedition under kaptein Holms ledelse)
os, som kjendte den samme dame, saa den. Jeg føler mig overbevist om, at blev denne eskimo-dame indført i en europæisk salon, tilstrækkelig elegant klædt, vilde herrerne flokkes om hende og finde hende i høieste grad pikant.
Som regel er ansigterne runde med brede, fremstaaende kindben, og de er især hos kvinderne meget fede, kinderne er ofte fuldstændig fremstaaende og struttende, øinene er mørke og ligger lidt skjævt, næsen er flad, smal mellem øinene og bred nedentil; hele ansigtet ser ofte ud, ligesom det var trykket fladt og havde givet sig ud i bredden. Det er hos kvinder og især børn ofte saa fladt, at man meget nær kan lægge en lineal fra kind til kind uden i nogen paafaldende grad at komme i kollision med næsen; ja hos enkelte børn kan denne formelig danne en fordybning midt i ansigtet. Det er jo ikke netop skjønhed efter europæisk maalestok; men det er heller ikke paa den vis, at eskimoerne virker tiltrækkende; der er i deres buttede, afstumpede og fedtglinsende træk netop noget venligt, veltilfreds og gemytligt, som virker tiltalende. Lemmerne, hænder saavel som fødder, er paafaldende smaa og velskabte. Deres former er i det hele runde ligesom deres bevægelser, man støder sig ikke paa nogen kant, og saa er det ogsaa med deres liv. For eskimoen selv er sikkert hans egne. kvinder de vakreste, og jo federe, desto bedre; jeg tror saaledes neppe de europæiske skjønheder vilde kunne smigre sig med at eventuelt komme i pris paa Grønlands østkyst; der er forøvrigt heller ingen mangel paa damer.
Haaret er ravnsort. Hos mændene bindes det hyppig fra panden ved en perlesnor og falder frit ned over skuldrene. Det ansees endog for farligt at miste noget af haaret. Hos enkelte, som ikke bærer nogen saadan snor, skjæres det dog over øinene eller rundt hele hovedet med kjæven af en haakjærring; thi ifølge deres overtro maa jern ikke under nogensomhelst betingelse komme i berørelse med haaret. Eiendommeligt er, at hvis en mand har begyndt at faa sit haar skaaret som ung, maa han holde ved dermed hele sit liv og maa desuden altid iagttage en hel del besynderlige formaliteter; saaledes blir bl. a. ører og hale skaarne af hans hunde, mens de er hvalpe. Kvinderne binder haaret sammen over den bagre del af issen i en top, som ombindes med et stykke skind, og som bor staa saa ende tilveirs som muligt. Dette er selvfølgelig særlig magtpaaliggende for de unge, ugifte damer, og for at opnaa det strammer de haaret tilbage fra tindinger og pande, saa at det efterhaanden rykkes ud, og de blir skaldede i en meget tidlig alder; et sligt hoved er intet skjønt syn; men da er de som regel for længe siden gifte og forsørgede, det har jo ikke længer slig nød; for en eskimo-dame af verden er det ligesaa nødvendigt at stramme haaret op, som det er nødvendigt for en dame af verden i Europa at snøre sig; de er forsaavidt lige, kun er den eskimoiske tilbøielighed betydelig mindre skadelig end den europæiske.
I det telt, hvor vi var inde, havde kvinderne gjennemgaaende smukkere eller maaske rettere mindre stygge ansigter end mændene, som dog saa snille og venlige ud. De var som sedvanlig skjægløse, undtagen en, som havde lidt tyndt, sort skjæg paa hage og overlæbe.
Da vi havde siddet en stund, reiste en af teltets fædre sig (han med det lidet tiltalende ansigt) og gik ud. Efter en stund kom han atter ind med en lang fangrem af sælskind, som han siddende paa briksen gav sig til at rulle ud. Jeg saa lidt forbauset paa disse manøvrer, da jeg ikke forstod, hvor det bar hen, men saa tog han frem en kniv og skar af et stort stykke, som han derpaa reiste sig og gav til en af os, saa skares et nyt lige stort stykke, som gaves til en anden af os, og saaledes fortsattes, indtil vi alle seks havde faaet hvert vort stykke; da dette arbeide var færdigt, saa han sig smilende rundt, yderst veltilfreds med sig selv og den hele verden. Saa gik en anden ud og kom ind med et lignende stykke sælskindrem, som uddeltes til os paa samme vis; saa en tredje, og paa denne maade fortsattes, indtil vi havde faaet 4 eller 5 stykker sælskindsrem hver. Stakkars mennesker, de gav os det bedste de havde, og som de mente, vi kunde have brug for; det var de forbausende sterke remme, som bruges til at fæste fangeblæren til harpunspidsen med.
Efterat denne gavmildhed var udfoldet, sad vi en stund og saa paa hverandre, jeg ventede, de skulde gjøre tegn til, at de ønskede gjengjæld fra os. Efter en stund reiste ogsaa ganske rigtig den første sig og kom frem med noget, der tydeligvis gjemtes som et sjeldent klenodium; det var intet mindre end en gammel, forrusten og klumpet rifle med den underligste fremtoning af en hane, som endnu var kommen mig for øie; den bestod af et stort stykke jern, hvori der var et hul til at stikke fingeren ind i for at spænde den. Som jeg senere erfarede, var dette en rifle af den form, som sedvanlig anvendes paa Grønlands vestkyst, og som er gjort specielt for brug i kajaken. Efter at have vist os dette kuriosum med stor stolthed, og efterat vi pligtskyldigst havde lagt vor beundring for dagen, betydedes vi med nogle betegnende fagter, at han intet havde at putte i den. Jeg lod en stund, som jeg ikke forstod hans mening; men da det ikke længere gik, maatte jeg lade ham forstaa, at vi intet havde at give ham dertil. Han satte en skuffet og bedrøvelig mine op og gjemte atter riflen bort. Merkelig nok gjorde ingen af de andre tegn til, at de ventede noget vederlag, de var gjestfriheden og venligheden selv; men en bagtanke havde de dog vel om at faa sine gaver betalt, hvilket de selvfølgelig ogsaa fik den næste dag.
Gjestfriheden hos menneskene langs denne øde kyst kjender forøvrigt ingen grænser, selv sin værste fiende kan de behandle vel og underholde i flere maaneder, hvis omstændighederne tvinger ham til at tage ind hos dem; naturen og deres omflakkende liv har tvunget dem baade til at tage og yde gjestfrihed, og den er bleven til lov hos dem.
Da vi havde nydt opholdet i teltet, saa længe vi ønskede, hvilket for et pars vedkommende var, som omtalt, særdeles kort, gik vi atter ud i det frie.
Efterat vi nu havde udseet os en leirplads paa en klippeflade lige ved landingsstedet, begyndte vi at bringe vore sager iland, men straks styrtede en skare eskimoer til baadene, og masser af hænder blev nu ivrig sysselsatte med at bringe vore kasser og sækker opefter bergskraaningen; hver eneste gjenstand blev ledsaget af undrende udraab, idet man lo og havde det ganske utrolig fornøieligt; især var de store blanke blikbokser, hvori vi havde meget af vor proviant, kilde til en ustyrlig glæde og beundring, idet de gik fra haand til haand og blev undersøgte og befølte paa alle ender og kanter.
Snart var baadene tomme, og vi skulde faa dem paa land; straks tog alle fat, dels i baaden og dels i fanglinen, som man stod og drog i i en lang linje opefter berget, der var vel mindst 20 eller 30 mennesker om at trække en tom baad op; det var moro, og da en af os begyndte at synge ud paa almindelig sjømandsmaner: «alle mand, paa en gang, hal i o-haai!» da steg glæden til sit høidepunkt, man stemte i med og lo, baade børn og voksne, saa man næsten ikke kunde trække; vi var nok efter deres mening nogle yderst fornøielige skabninger.
Snart var baadene oppe, og vi skulde slaa vort telt. Dette var en operation, som man maatte se; thi intet interesserer eskimoen som det, der grænser ind paa deres eget levevis, saaledes som netop telte, baade og lignende; dette er dem nemlig ikke saa fuldstændig fremmed, som de mange andre ting, vi har, og hvad vi maatte have
(Efter et fotografi).
forud for dem eller staa tilbage for dem i saa henseende, har de derfor et skarpt øie for. Saaledes kunde de tilfulde beundre den hurtige maade, hvorpaa vi reiste vort lille telt, som var saa langt enklere end deres store, tungvindte skindtelte, men til gjengjæld heller ikke saa varmt. Vore klædedragter var selvfølgelig ogsaa gjenstand for deres opmærksomhed, særlig syntes lappernes dragt at optage dem; de høie, firkantede luer med de 4 horn og deres vide, skjørtelignende kufter med røde og gule kanter var noget yderst merkeligt, men endnu merkeligere blev det, da de om kvelden viste sig i sine renskindspesker, da maatte alle bort og føle paa dem og nappe i haarene paa dette underlige skind, som de aldrig havde seet magen til; thi det var jo ikke sælskind, ikke bjørneskind, ikke ræveskind, skulde det være hundeskind? og de pegte paa de hylende hunde. Men nei, heller ikke det, og dermed var deres fantasi udtømt; Balto snakkede og gjorde nogle betegnende fagter med hænderne op over hovedet for at forestille renens horn, men der stod deres forstand stille; ren havde de tydeligvis aldrig seet, de forekommer ikke paa den del af Grønlands østkyst, hvor de færdes.
Saa deltes rationerne ud, og vi nød vor kveldsmad siddende foran teltdøren, omringet af et talrigt publikum. Der stod mænd, kvinder og børn i flerdobbelt kreds iagttagende, hvordan hver bid beskøit førtes til munden og fortæredes. At tænderne løb i vand paa dem efter disse lækrerier, kunde vi ikke ænse; thi vi havde ikke mere brød, end vi trængte, og skulde vi dele ud til alle disse munde, da vilde vi komme til at gribe dybt i brødkassen; men at spise med saa mange blikke rettede paa hver bid tør beskøit er ikke behageligt. Da vi var færdige, gik vi lidt rundt og saa os om i leiren.
Nede ved stranden laa en hel del kajaker, samt et par konebaade, som for mig havde stor interesse. En af mændene var meget ivrig i at vise mig alt; hver ting, mit øie faldt paa, blev straks forklaret med fagter. Fremforalt var det ham magtpaaliggende at faa vist mig sin kajak, som var smukt prydet med ben, og sine vaaben, som alle var i god stand og rigt udstyrede med benudskjæringer. Hans stolthed var harpunen, hvis lange spids af narhvaltand han triumferende viste mig. Han forklarede mig ogsaa meget anskuelig, hvordan kastetræet benyttedes, og hvordan harpunen ved dets hjælp slynges ud med større kraft. Af sine vaaben og sin kajak er enhver eskimo stolt, og paa deres udsmykning lægger han meget arbeide.
Imidlertid var solen gaaet ned og natten brudt frem, det eventyragtige ved hele denne scene og disse mennesker, omgivne af is og sne paa alle kanter, blev i endnu høiere grad fremtrædende. Mørke skikkelser bevægede sig frem og tilbage paa berget; mest eiendommelig tog skyggeomridsene sig ud af de kvinder, som gik med børn bag i amauten,[3] de saa ud, som de havde store pukler paa ryggen. Ud af hvert telt faldt gjennem de tynde tarmskindsforhæng et rødligt lysskjær, som gav et eget indtryk af hygge og varme og kaldte tankerne langt væk; det lignede skjæret fra farvede transparent-lygter og mindede om illuminerede haver og sommerfester derhjemme; men bag disse forhæng levede en sorgløs og lykkelig slegt, maaske vel saa lykkelig som mangen hinsides havet.
Det var snart paatide at krybe tilkøis, vi kunde godt trænge det. de sidste døgn havde vi havt liden søvn. Vi bredte vore soveposer ud paa teltgulvet og lagede os til at sove. Dette var atter noget af allerstørste interesse for eskimoerne, og der samlede sig straks en tæt ring af tilskuere rundt teltdøren; jeg er nødt til at tilstaa det, der var ikke blot mænd iblandt dem, det andet kjøn var ogsaa i sterk grad repræsenteret, og det lod ikke til i ringeste grad at genere dem, at det ene plag forlod vore legemer efter det andet, indtil de tilsidst var temmelig afdækkede. Men hvad skulde vi gjøre? At bede damerne forsvinde vilde neppe været meget høfligt, at oplyse dem om det upassende efter vore begreber i, at damer saa paa herrer klæde sig af, vilde, om vi havde kunnet gjøre os forstaaelige, vakt megen forbauselse og sikkert uvilje og at lade være at lægge sig hele natten vilde dog være for meget forlangt; følgelig tilverks med dødsforagt. Megen munterhed vakte det, da vi krøb i vore poser, og krop efter krop forsvandt, indtil 6 hoveder var det eneste synlige af den hele ekspedition — saa blev teltdøren trukket for og godnat.
Den nat kunde vi da altsaa sove trygt uden vagt, og det var en god søvn, vi fik trods hundehyl og andet spektakel.
(Efter et fotografi).
(Efter et fotografi).
Det var først sent paa morgenen
vi vaagnede og hørte da eskimoerne i travl beskjæftigelse udenfor.
Gjennem sprækken i teltdøren kunde vi se dem vandre utaalmodig frem
og tilbage, ventende paa at se døren slaaes op, saa at de atter
kunde faa fryde sine øine ved alt det forunderlige derinde. Vi
kunde se, hvorledes de idag antagelig i anledning af os havde
smykket sig i sine bedste klæder, deres hvide tarmskindsskjorter eller overtræks-trøier
lyste lang vei af bare hvidhed ligesom rent linned, og de gik op og
ned nydende sin egen pragt. Ved vore baade var der en hel
forsamling; nogle sad oppe i dem, andre stod rundt, og alle
gjenstande og hvert eneste jernbeslag blev befølt og undersøgt; men
intet blev ødelagt.
(Efter et fotografi).
Saa sloges teltdøren op, og atter var der samlet rundt den flere kredse af tilskuere, den ene udenom den anden, man strakte sig paa taa, hoved over hoved, for at komme til at se, hvorledes vi laa i vore poser, hvorledes vi krøb ud, og hvorledes hvert plag kom paa kroppene. Det, som af alle vore klædningsplag vakte mest beundring og forbauselse, var et kulørt belte, som Kristiansen havde paa, og som var broderet med straalende perler og havde en stor messingspænde midt foran paa maven. Dette maatte de tage i og beføle paa alle kanter og saa «raute» i kor som kjør igjen. Efterat han havde faaet trøien paa og stod udenfor teltet, kom endog en mand farende og løftede paa trøien for at se beltet. Saa blev vore beskøiter med vand, der blev hentet lige udenfor, fortæret i al taushed i deres paasyn ligesom om kvelden.
Da vi havde spist, gik vi ud i det frie, vi havde besluttet at tage det lidt magelig denne morgen og se lidt paa disse mennesker, før vi drog fra dem.
Jeg forsøgte ubemerket at tage et fotografi af den mangedobbelte kreds af tilskuere, som omringede vor egen teltdør, men idet jeg rettede apparatet ind paa dem, blev
(Af E. Nielsen, efter et fotografi).
(Af E. Nielsen, efter et fotografi).
nogle opmerksomme derpaa, og de for fra hverandre, som om de frygtede, at en geværsalve eller anden troldom skulde fare ud af apparatet; straks efter vilde jeg forsøge paa at tage en gruppe, som sad paa berget, men med samme udfald. Det var kun ved at bortlede deres opmerksomhed, at jeg fik taget nogle billeder af dem.
Derpaa tog jeg mig en tur rundt i leiren med mit fotografiapparat. Udenfor et lidet telt, der laa afsides for sig selv, traf jeg en sjelden venlig dame, som syntes at være husfruen; hun var forholdsvis ung, havde et tiltrækkende ydre, et smilende, skjelmskt ansigt med to skraatliggende, kjælne øine, som hun brugte paa et meget koket og indtagende sæt; vistnok lod hun ikke til at have lagt megen omhu
(Efter et fotografi .
paa sin klædedragt, det var vel en følge af, at hun hørte til den saakaldte forsørgede eller gifte klasse; men klædedragt er jo dog en biting. Paa ryggen havde hun i amauten en liden svart unge, som hun lod til at være meget glad i, og hun havde det ligesom mange af de andre mødre meget travlt med at faa ungen til at spærre op sine to mørke glugger af øine og se paa min ubetydelighed. Dette var vel ogsaa en maade at gjøre sig indtagende paa. Vi havde det i det hele meget gemytligt og underholdt hverandre, som vi bedst kunde, mens jeg ubemerket fik taget flere øiebliksbilleder.
Saa kom husherren ud af teltet og blev, som det lod, aldeles ikke overrasket ved at se sin frue i en tête à tête med en fremmed herre. Han havde nok sovet; thi han kunde næsten ikke holde øinene oppe mod dagen og satte derfor en skjerm eller rettere nogle store snebriller af træ over øinene. Han var en sterkbygget og trohjertig udseende mand, var meget venlig og viste mig mange af sine sager; især lod han til at være stolt over sin kajaklue, som han absolut vilde have mig til at tage paa, mens han uden videre tog min lue og satte paa sit hoved; begge dele havde jeg liden lyst paa, dette svære sorte haar saa mig mistænkeligt ud, og jeg sørgede for, at jeg ubemerket fik tørket af min lue paa indsiden, før jeg atter satte den paa. Saa viste han mig sin konebaad o. s. v., tilslut maatte jeg afbryde for at komme videre.
Vi saa ogsaa ind ad døren til enkelte telte; i et stod to unge jenter, som just drog en stor maage op af en gryde og begyndte at spise af den, idet de bed i hver sin ende og smilte over hele fjæset af bare velbehag; det meste af fjæren sad vistnok paa fuglen, men det gjorde nok ikke meget til sagen, den spyttede de antagelig ud igjen.
Nogle kvinder havde lagt merke til, at lapperne brugte sennegræs i sine komager, og de kom nu med store forsyninger af saadant til hver af os, idet de smilte koket; vi takkede selvfølgelig ved at smile ikke mindre huldt igjen. Da begyndte de at gjøre tegn, om vi ikke til gjengjæld vilde give dem nogle synaale. Dette kunde jeg vistnok have gjort, da jeg havde medtaget adskilligt af den slags byttemidler, som staar i høi pris paa Grønlands østkyst. Min hensigt dermed var dog at gjemme det for en mulig overvintring, da det nok vilde kunne komme til nytte. Jeg gav dem derfor isteden en blikdaase, hvori der havde været hermetiske sager; herover blev de aldeles vilde af glæde, det lyste af øinene, og de for rundt for at vise den til de andre. Sennegræsset kom forøvrigt vel med for lapperne, da det begyndte at skorte paa saadant for dem, og uden sennegræs i sine sko liker ikke lappen sig; forøvrigt havde de meget at sige paa dette eskimoernes sennegræs; de havde ikke samlet det paa den rette aarstid, det var vinterfrossent græs og var ikke skaaret friskt om høsten og saa tørket; det nyttede jo lidet at fortælle dem, at ekimoen som regel ikke har for vane at gjøre større indsamlinger end netop nødvendigt.
(Af E. Nielsen efter fotografi fra 31 aug.).
(Af E. Nielsen efter fotografi fra 31 aug.).
Men nu blev det snart paatide for os at bryde op — og vi begyndte saa smaat at stelle os istand dertil. Da kom en mand og spurgte ved tegn, om vi skulde nordefter, og da vi dertil svarede bejaende, lyste det op i hans ansigt, det skulde nemlig ogsaa han og hans følge, og straks løb han tilbage og forkyndte dette. Nu blev der liv og opbrud over hele leiren, og mens europæere og eskimoer kappedes om at faa sine telte ned, baadene paa vandet og faa dem lastede, kappedes hundene, som ogsaa merkede, hvad der skulde gaa for sig, om hvem der kunde hyle høiest.
Det teltlag, vi havde besøgt den forrige kveld, skulde sydover; før vi skiltes, var det en selvfølge, at vi gjengjældte de gaver, vi havde faaet. Med nogle blikdaaser gik jeg derfor ind i teltet og fandt enkelte af mændene siddende halvnøgne og spise; da de fik hver sin blikdaase, blev de meget glade, og nogle viste, hvorledes de skulde benytte dem til drikkekar. Udenfor traf jeg manden med riflen, han gjorde atter tegn til, at han manglede krudt, men da jeg hentede en stor blikdaase og gav ham, slog han sig tiltaals og blev fornøiet.
Snart var alle de store skindtelte nedtagne og pakkede i baadene, det var helt forbausende at se, hvor hurtig eskimoerne kunde gjøre sig færdige til afreise med al sin jordiske eiendom og sin hele husstand; men der var jo rigtignok ogsaa mange hænder om det. Vi selv var meget nær færdige, da en daase salt, som var i en af vore sække, mistede laaget, og indholdet tømtes udover en del proviant; dette maatte straks rettes, og vi blev derved opholdte saa eskimoerne maatte reise noget før; to konebaade drog sydover, hvor der nu var aabent farvand, mens to andre konebaade snart efter forsvandt bag nærmeste odde nordenfor. Kajakmændene nølte dog endnu, de skulde tage et intimere farvel, inden de skiltes, antagelig for flere aar, og vi blev nu vidne til en meget komisk scene. Der var vel omkring en 12 kajaker, og disse lagde sig op ved siden af hverandre paa en snorret linje, aldeles som man opmarscherer et geled soldater. Jeg studsede paa, hvad denne besynderlige manøvre skulde betyde; men jeg skulde ikke længe bli i uvished; thi saa blev snushornene tagne frem og gik fra mand til mand, — det kan hænde, de snusede; hornet aabnedes og for med kraft gjentagne gange op i næsen, hvert næsebor maatte bli fuldstændig fyldt. Der var flere horn i virksomhed, og da hvert horn kom to gange til hver mand, vil det forstaaes, hvilke kvantiteter der gik med; enkelte af dem nyste, saa det var en stor merkværdighed, at de ikke kantrede rundt i sine kajaker. Jeg vilde fotografere dem, men blev opholdt, indtil linjen delvis var
(Af A. Bloch efter et fotografi).
(Af A. Bloch efter et fotografi).
brudt, og flere kajaker pilede den ene efter den anden sydefter gjennem isen. At traktere hverandre gjensidig med snus, er den maade, hvorpaa østkyst-eskimoerne tager farvel; det er omtrent, som naar norske bønder skjænker hverandre en dram til afsked. I dette tilfælde var det blot de, der kom søndenfra, som havde noget at traktere med; de havde tydeligvis været ved de danske kolonier paa vestkysten nær Kap Farvel, mens de sydoverdragende sandsynligvis var paa reise did. Disse sine handelsreiser foretager eskimoerne paa denne kyst desværre ofte. De har et godt stykke til sin butik, for at naa did bruger de, som har længst vei, gjerne et par aar. En slig handelsreise, frem og tilbage, kan altsaa vare 4 aar eller mer, og det vil forstaaes, at der neppe blir mange af dem i en mands liv; dog blir der snart nok til, at de kan virke skadelig. Det kunde synes sandsynligt, at det var trangen til enkelte nyttige ting, som drev dem til disse reiser; men dette er dog neppe tilfældet; den egentlige drivfjær er sikkerlig længsel efter tobak. Røgning og tygning af tobak bruges ikke af befolkningen paa Grønlands østkyst; men saa snuser de til gjengjæld værre, end jeg har seet nogen mennesker gjøre. Tobakken kjøbes gjerne i ruller, saakaldt hollandsk rultobak. Snusen lages paa den vis, at denne tobak skjæres op, tørres godt (over lampen) og rives fin paa flade stene; den blandes gjerne med knust kalkspat, kvarts eller lignende for at gjøres drøiere, nogle paastaar ogsaa, forat den skal rive mer(?).
- ↑ Det at anvise de kommende landingsplads, samt at bære sagerne op og trække baaden paa land, saaledes som de gjorde med os, er den maade, hvorpaa eskimoerne viser fremmede, at de er velkomne. Er de tilreisende uvelkomne, da staar man stille og ser paa dem uden at røre sig. «Sml. Meddelelser om Grønland», hefte 10, p. 171.
- ↑ Saa kaldes de hedenske eskimoers vismænd og aandebesvergere.
- ↑ Amaut er et trøielignende plag, som bruges af de kvinder, som har spædbørn. Paa rygsiden har den en poselignende udvidning, som stænges forneden med remme, der bindes rundt livet udenpaa amauten. I denne pose sidder barnet baade godt og lunt, idet det varmes af moderens legeme, og heri tages det med til alslags arbeide uden døre, saavel vandringer paa land som roning i baad; en eskimo-mor gaar sjelden fra sit barn.