XVII.
Vi forlader østkysten
————————

De første dage efter Sverdrups og min isvandring anvendtes, som ovenfor omtalt, til istandsættelse af vor udrustning. Vi havde et tungt, mildt veir med regn og havde derfor ikke megen hast med at komme afsted, vi haabede paa klart veir med frost om nætterne.

Til mad i disse dage brugtes væsentlig kun sjøfugle, som vi havde skudt under baadreisen langs kysten, og som vi tidligere ikke havde faaet tid til at spise. De smagte aldeles fortræffelig, og det var et kosteligt syn at se os leirede paa berget rundt gryden, en blikkasse, hvori der havde været brød, og med fingrene hente os op hver vor fugl, som blev slidt istykker og fortæret ved hjælp af fingre og tænder. Saa moderne indretninger som en gaffel havde vi selvfølgelig ikke, jeg kan efter egen erfaring ogsaa forsikre om, at en saadan aldeles ikke er nødvendig; de gafler, vi fik af Vorherre, er særdeles gode, naar man bare ikke bruger dem op i altfor kogende gryder; men det lærer man snart ved øvelse.

Den 14de fik vi bedre veir og bestemte os nu til at røre paa os. Efter Sverdrups og min mening skulde den letteste adkomst til isen være fra det berg (paa Jensens Land), hvor vi havde været sidst hin nat, saafremt dette var nogenlunde tilgjængeligt fra sjøen. Vi satte følgelig vore baade endnu en gang paa vandet, stuvede alt i dem og drog afsted for om muligt at tage fat paa opstigningen med en gang. Men komne frem fandt vi berget saa stupbrat, at det vilde være altfor tungvindt at komme op

Optrækning af baadene ved vor sidste teltplads paa østkysten (Efter et fotografi).
Optrækning af baadene ved vor sidste teltplads paa østkysten
(Efter et fotografi).
Optrækning af baadene ved vor sidste teltplads paa østkysten
(Efter et fotografi).

der med vor svære oppakning. Vi maatte vende tilbage til vor teltplads for at begynde isvandringen derfra.

Endnu engang blev altsaa vore baade udpakkede her, og det var først sent paa nat, at vi blev færdige.

Den følgende dag (15de august) bragtes baadene op til sit blivende hvilested i en liden bergkløft, hvor de var nogenlunde beskyttede. Her sattes de omhyggelig op med bunden iveiret og blev belastede med sten for vindens skyld; og har ingen nyttet dem, saa ligger de der vel endnu.

Under baadene lagdes et lidet depot af ammunition, tørret sælkjød og andet. En del verktøi, nærmest hørende til baaden, blev ogsaa igjenlagt, deriblandt en seilhandske[1], som vi senere skulde komme til at savne. Som tidligere

Baadene, som vi forlod dem. (Efter et fotografi).
Baadene, som vi forlod dem.
(Efter et fotografi).
Baadene, som vi forlod dem.
(Efter et fotografi).


omtalt, var det ogsaa min hensigt at lægge igjen her den ene af vore bøsser; da det kom til stykket, fandt vi imidlertid, at den var saa pen, at vi ikke havde hjerte til at skille os ved den.

Paa et lidet stykke papir skrev jeg en ganske kort beretning om ekspeditionens skjæbne indtil den dag, opbevarede den vel i en liden blikdaase, og denne nedlagdes i den brødkiste, som tilhørte hvalfangerbaaden, og som stilledes ind under denne. I beretningen siger jeg blandt andet, at vi har det bedste haab om at naa godt frem til vestkysten, naar vi bare maatte faa nok frost. — Vi skulde i sandhed faa mere end nok.

Lapperne holdt meget sterkt paa, at vi burde lade den ene af soveposerne være igjen; thi vi kunde godt sove 4 i den anden, og saa vilde de 2 sove i sine pesker, der holdt de nok ud, selv i 40° kulde, sagde Balto. Jeg fandt det dog rigtigst at se det lidt an, før vi skilte os ved den, det kunde jo hænde, de vilde faa brug for den alligevel. Nei, de skulde ikke faa brug for den, mente Balto, det var bare unødig dødvegt; han blev dog ikke særdeles længe af den mening.

Da det var for varmt om dagen, og sneen som følge deraf blød, besluttede vi os til at arbeide om natten og sove om dagen.

Om kvelden henved 9 tiden var kjælkerne stuvede, og vi drog afsted paa vor vandring med Kristianshaab som maal. Til en begyndelse gik det ikke hurtig, snefladen, hvorover vi drog frem, gik vistnok ned til stranden, saa vi kunde trække kjælkerne lige derfra; men stigningen var brat, og vi maatte være tre og tre om hver og tage det i korte vendinger. De var nemlig tunge, der var over 100 kg. paa hver af dem. Da vi kom saa høit op, at vi kunde begynde at trække enkeltvis, omlastede vi dem lidt, saaledes at hver af de 4 kjælker kom til at faa omkring 100 kg.’s vegt, mens den 5te, som blev trukken af 2, havde henved dobbelt saa meget.

Vi fik den nat godt veir med lidt frost, netop saavidt, at sneen blev lidt haardere. Naar undtages den sterke stigning, var isfladen nogenlunde god, sprækker fandtes endnu ikke. Paa morgensiden kom vi ind i værre is med talrige kløfter og ujevnheder, men som dog havde en haard overflade, hvorpaa kjælkerne gled ganske godt. Efter at være komne henimod en halv mil frem, slog vi telt i en høide af omtrent 180 m. Det smagte ligefrem himmelsk at faa sig et halvt dusin kopper god varm the (med kondenseret melk) i livet og saa krybe i soveposerne. Jeg tror, det var alles mening, at vi havde kjendt behageligere arbeide end dette, men vi beholdt vore meninger for os selv. Netop som vi skulde lægge os til at sove, opdagedes, at vi havde glemt igjen vort eneste stykke schweizerost paa det sted, hvor vi i mørket ved midnatstid holdt vor middag. At lade dette ostestykke ligge igjen var for galt, men at hente det, nu vi var saa trætte, var endnu værre. Da tilbød Dietrichson sig at gaa og hente det, han vilde gjerne have sig en morgenspadsertur, før han gik tilkøis, sagde han, saa fik han se sig lidt om med det samme, og det kunde være godt for hans karts skyld. Jeg husker, det var med beundring, jeg saa ham let og ledig gaa afsted; jeg havde vanskeligt for at fatte, at nogen kunde have lyst til at gaa morgenture efter sligt arbeide.

Om kvelden drog vi videre i samme slags ujevne is. Mod midnat blev det saa mørkt, at vi ikke kunde se; kl. 11 slog vi derfor telt, kogte os chokolade, spiste og ventede paa dagslyset. Vi kom nu paa jevnere is; men føret blev løsere, og sprækkerne begyndte; de fleste undgikkes dog med nogenlunde lethed. Ud paa morgenen begyndte det at regne, og nu blev tilværelsen mindre lystelig; vi tog allesammen paa os vore regndragter, men de var alt andet end vandtætte, og regnen øste slig ned, at vi blev gjennemblødte lige til skindet. Der fandtes snart ikke en tør traad paa os; fryse var der vistnok ingen anledning til, skjønt der blæste en temmelig skarp vind; arbeidet med at trække varmede ganske godt, vi maatte tage i, det vi orkede; men at føle klæderne klisse sig ind til skindet

Vor teltplads morgenen 17de august. (Ved A. Bloch efter et fotografi).
Vor teltplads morgenen 17de august.
(Ved A. Bloch efter et fotografi).
Vor teltplads morgenen 17de august.
(Ved A. Bloch efter et fotografi).


overalt og lægge sig iveien for hver bevægelse er dog ikke egentlig behageligt. Vi drev paa til udover formiddagen. Stigningen var nu ikke større, end at vi kunde trække kjælkerne nogenlunde let, naar vi var to og to om hver. Der var talrige sprækker, saa det gjaldt at tage sig i agt. Vi kunde ikke binde os sammen i taug, da det blev for tungvindt, men maatte nøies med at være bundne til kjælken ved det sterke træktaug, som var gjort godt fast i den solide træksæle, vi havde paa. Faldt vi igjennem snebroerne over sprækkerne, blev vi saaledes hængende ved dem, og saalænge ikke kjælken kom med i faldet, hvilket der var liden sandsynlighed for, da den var saa lang, kunde vi hænge sikkert, til en af de andre kom os tilhjælp. Det hændte bare et par gange, at vi faldt igjennem, og

Opstigning paa indlandsisen 17de august (Af forfatteren).
Opstigning paa indlandsisen 17de august
(Af forfatteren).
Opstigning paa indlandsisen 17de august
(Af forfatteren).


det var ikke mer end op til armene; ved at anbringe staven eller isøksen paatvers klarede vi os gjerne op igjen uden hjælp. At faa de lange slæder over sprækkerne var som regel let, de havde slig en god stor bæreflade, og det gjaldt kun at rende dem hurtig over, da gik de af farten, selv om det hist og her kunde hænde, at det brast lidt under dem.

Henimod kl. 12 om formiddagen stansede vi endelig og slog telt paa en liden flade mellem to vældige sprækker; veiret var da blevet ganske umuligt. Tørre klæder paa kroppen udvendig og varm the indvendig smagte den dag ganske ubeskrivelig. Efter at have lagt staver og ski under teltgulvet for at faa et nogenlunde tørt leie og, saa godt vi kunde, beskyttet os mod det styrtende regn, krøb vi tilkøis, de røgende medlemmer fik sig ogsaa en pibe tobak, og nu befandt vi os usigelig vel, mens vind og regn fortsatte sit arbeide udenfor.

I tre døgn, altsaa fra middagen den 17de og til formiddagen den 20de august, blev vi nu holdte i teltet af et overhændigt veir med styrtregn og vind. I hele den tid forlod vi ikke vore soveposer uden for ganske kort tid, naar der skulde hentes mad eller lignende.

Mesteparten af tiden blev anvendt til at sove, og til en begyndelse sov vi et helt døgn i et sæt. Madrationerne blev satte ned paa det mindst mulige; naar vi ikke arbeidede, skulde vi jo heller ikke trænge stort mad. Lidt maatte vi dog have til at holde liv i os, og vi spiste derfor omkring 1 gang i døgnet; der var dem, som fandt dette lovlig lidet, og som paastod, at tarmene skreg. Naar vi ikke spiste og sov, fyldte man huller i sin dagbog, fortalte historier eller læste lidt i det ikke meget righoldige bibliothek, bestaaende af sjøkalender, logarithmetabel og andre omtrent lige interessante bøger samt prof. Hellands afhandling om Grønlands isfjorde. Ravna og Balto læste, som sedvanlig ved saadanne leiligheder, i sit testamente. Helst anvendtes dog tiden til at studere taget i teltet og lytte til regnplasket udenfor og vinden, som sled og rev i teltvæggen og bardunerne.

Endelig gav det sig formiddagen den 20de august saa vidt med veiret, at vi kunde fortsætte vandringen efter at have faaet et kraftigt maaltid med varm linsesuppe, som skulde bøde paa de foregaaende dages sultekur.

Vi havde fremdeles sterkt sønderreven is; da vi skulde forsøge at stige op ad en høide, som laa ret foran os, blev sprækkerne saa talrige og store, at vi ikke kunde komme frem, de løb nemlig ikke alle parallele, men skar

3 døgn i teltet. (Tegnet af E. Nielsen).
3 døgn i teltet.
(Tegnet af E. Nielsen).
3 døgn i teltet.
(Tegnet af E. Nielsen).


i to retninger tvers paa hverandre, og da er man færdig. Vi maatte tilbage for at holde nordefter og akte nu siddende paa kjælkerne udover igjen mellem sprækkerne, men maatte passe vel paa for ikke at forsvinde i dybet.

Længere nordpaa fandt vi mindre sønderreven is, ikke saa brat stigning og i det hele bedre fremkomst; paa enkelte steder var det endog saa pas, at vi kunde trække en kjælke hver, undtagen Sverdrup og jeg, som med den tungeste gik foran for at finde ud veien. Regnen havde tydeligvis hjulpet os til at faa bedre føre; thi sneen var blevet fastere og tildels bortvasket af isen. Vi sank vistnok endnu dybt i, men kunde vi bare faa frost, vilde det bli udmerket. Overfladen var imidlertid fremdeles ujevn, og Balto siger i sin beskrivelse om den:

«Den 20de (skal sandsynligvis være 22de) blev indlandsisen forferdelig ujevn, den var som store bølger paa

Udsigt mod Kiatak fra indlandsisen 20de august. (Tegnet af forfatteren).
Udsigt mod Kiatak fra indlandsisen 20de august.
(Tegnet af forfatteren).
Udsigt mod Kiatak fra indlandsisen 20de august.
(Tegnet af forfatteren).

havet, og det var forfærdeligt at slæbe kjælkerne op paa disse bølger, og naar man skulde ned igjen, kom isstykker rullende ned over os. Tauget, som vi drog kjælkerne med, smertede skuldrene saa, at det kjendtes, som om de var brændte.»

Om kvelden henved 8-tiden saa det ud til, at himmelen vilde klarne, og da vi antog som sikkert, at det i saa tilfælde vilde bli frost, stansede vi straks og slog telt for hellere at vente, til føret blev haardt.

Den næste morgen (21 august) ved 4-tiden blev der purret ud, himmelen var skyfri, og uagtet termometret viste, at luften endnu havde varmegrader, var der dog virkelig saa haard skare paa sneen, at den bar os. Stigningen var endnu sterk, og sprækkerne var fremdeles store og talrige, men uden uheld rykkede vi dog raskt fremad i det herligste veir og holdt tappert ud til langt paa formiddagen i solstegen, som gjorde sneen blødere og blødere. Det blev efterhaanden meget anstrengende, og vi led af en brændende tørst. Drikkevand fandtes der ikke længere, vi skulde nu ikke finde det igjen før nær vestkysten. Hvad vi fik under marschen, var kun, hvad vi kunde smelte ved vor egen varme, idet vi fyldte vore lommeflasker af blik med sne og bar dem inde paa brystet, undertiden endog lige inde paa skindet. Faa af os var dog varmblodige og taalmodige nok til at vente, til sneen var forvandlet til vand; efterhaanden som den blev lidt fugtig, sugede man vanddraaberne af den, og ordentligt drikkevand blev der selvfølgelig aldrig paa den vis.

Endelig naaede vi ved 10-tiden om formiddagen op paa den høide, vi havde sat som vort maal, før vi stansede. Vi havde gaaet34 mil. Herfra var skraaningen liden indefter, og isen ganske sprækkefri, og vi syntes nu, vi havde overvundet den første vanskelighed paa indlandsisen og kunde som følge deraf holde et ganske lidet festmaaltid; det bestod i, at der blev uddelt en ekstra ration med lidt mysost, havrekjæks og tyttebærsyltetøi. Vi var nu paa en høide af ca. 870 m. og begyndte at kunne se enkelte nunataker indefter, i nord for os havde vi allerede en hel række.

Kl. 2 om morgenen den 22de august drog vi atter videre. Vi havde nu faaet god nattefrost (÷5° C ), og sneen var stenhaard, men usedvanlig ujevn, saa ujevn, at kjælken endog veltedes. Udpaa morgenen ved 9-tiden fik atter solen saa megen magt, at vi maatte slaa telt efter at være komne frem vel en mil.

Vi begyndte nu mer og mer at føle savnet af vand og glædede os den dag meget til at faa the. For at faa denne endnu mere opfriskende fandt jeg paa den genistreg

Anikitsok, Johnstrups Nunatak, Kornerups Nunatak o. s. v. (Af forfatteren efter fotografi)
Anikitsok, Johnstrups Nunatak, Kornerups Nunatak o. s. v.
(Af forfatteren efter fotografi)
Anikitsok, Johnstrups Nunatak, Kornerups Nunatak o. s. v.
(Af forfatteren efter fotografi)


at have citronsyre i den; vi vidste jo alle, at the med citronsaft skulde være udmerket. Vi betænkte dog ikke, at vi først havde havt kondenseret melk op i, og hvem beskriver vor skuffelse, da vi ved at have citronsyren i faar se melken skjære sig og falde tilbunds i klumper; vi drak den naturligvis lige godt; men forsøget blev ikke gjentaget.

Ved 9-tiden om kvelden drog vi atter videre. Isen var fremdeles

meget ujevn, kjælkerne maatte snart trækkes
Hellands og Rinks nunataker (22de august)
Hellands og Rinks nunataker (22de august)
Hellands og Rinks nunataker (22de august)


op paa toppen af de krappe isbølger, snart styrtede de ned i bølgedalene; det rykkede og brød i skuldrene og overkroppen, og det er betegnende, hvad Balto siger, at man følte det, som om skuldrene var brændte.

Men havde vi det end ofte lidt ondt i saa henseende, saa gav dog disse nætter med nordlys og maaneskin et godt vederlag; ogsaa denne del af jorden har sin skjønhed. Naar det altid skiftende nordlys traadte sin lette eventyragtige dans over den sydlige himmel, maaske i mer straalende pragt end noget andet sted, kan det nok hænde, at man glemte slid og møier; eller naar maanen kom op og tilbagelagde sin tause vei over den stjernesaaede himmel, spillede paa toppene af iskammene og badede hele denne døde, stivnede isverden i sit sølvbad, da sænkede der sig fred over alt, og livet blev skjønhed. Jeg er sikker paa, at nattevandringerne over

Grønlands indlandsis har gjort et uudsletteligt indtryk
Mohns, Baltos, Kristiansens, Dietrichsons og Sverdrups nunataker (22de august). (Tegnet af forfatteren).
Mohns, Baltos, Kristiansens, Dietrichsons og Sverdrups nunataker (22de august).
(Tegnet af forfatteren).
Mohns, Baltos, Kristiansens, Dietrichsons og Sverdrups nunataker (22de august).
(Tegnet af forfatteren).


paa alle os, som var med paa hin færd.

Da vi omkring midnat kom til en brat og tung stigning, blev det værre end værst; vi maatte nu være flere om hver kjælke, og endda var det et ødelæggende slid; men saa kjendte vor forundring og glæde heller ingen grænser, da vi kom nogle hundrede fod tilveirs og fandt det fladt indefter, saa langt vi kunde se i maaneskinnet, og et føre og en isflade saa haard og jevn som isen paa en indsjø. I den gladeste stemning slog vi derfor telt ved 2-tiden for at hvile lidt, koge lidt kaffe og faa noget i livet, før vi atter drog videre. Vi var alle meget ovenpaa i anledning det herlige føre, vi nu havde faaet, lettere kunde neppe findes, og vi talte meget om, hvor længe det sandsynligvis kunde vare, inden vi rak frem til vestkysten, skulde det vare saaledes ved. Jeg mente, at det vilde være heldigt, om vi kunde formindske vor kjælkelasts vegt noget, uden dog at mindske paa provianten. Balto mente da, at vi trygt

kunde lade indianertrugerne igjen, dem havde vi ingen brug for.
Jomfrua, Kuns, Kjerulfs, Pearys og Whympers nunataker (22de august). (Tegnet af forfatteren).
Jomfrua, Kuns, Kjerulfs, Pearys og Whympers nunataker (22de august).
(Tegnet af forfatteren).
Jomfrua, Kuns, Kjerulfs, Pearys og Whympers nunataker (22de august).
(Tegnet af forfatteren).


Jeg svarede, at det var sandt, saalænge vi havde sligt føre; men det kunde ingen vide hvor længe varede; men da sagde Balto: «Aa saa pina død, han Ravna er fjeldlap, og han har levet 45 vintre paa fjeldet, men han si’, at han har aldrig brugt sligt noget, og ingen skal lære ham, gammel mand, det nu heller; og det samme siger jeg ogsaa, og jeg er lap, og ingen skal lære os lap noget paa sneen.» Dertil svarede jeg leende: «I lapper tror eder selv saa forferdelig kloge, men I kan endnu komme til at lære adskilligt, inden I kommer hjem» — og jeg mindede ham om, hvordan det gik med snebrillerne, som han havde kaldt noget skidt, da jeg viste ham dem i Kristiania, men som de 2 lapper var de første til at trænge. Balto mente, at det var noget andet, det med de brillerne, han kunde jo ikke negte for, at han nu fandt dem gode og nødvendige; men med disse truger, nei, han bandte høit paa, at han aldrig skulde sætte dem paa sine ben. Han var nu saa kry, at han hyppig tillod sig den synd at bande ganske eftertrykkelig, det var imidlertid særdeles opmuntrende for os andre, for det viste, at han var ved godt mod.

Kogning (Efter fotografi).
Kogning
(Efter fotografi).
Kogning
(Efter fotografi).

Desværre, lykken med den glatte is varede ikke længe. Den rak dog den dag ud, og sligt føre, som vi da havde, har vel neppe mange seet paa Grønlands indlandsis; om man havde høvlet den over, kunde den umulig blevet glattere. Stigningen var jevn med en næsten umerkelig langstrakt bølgegang.

Kl. omtrent 11 om formiddagen (23 august) stansede vi og slog telt. Solen stegte den dag, ligesom tidligere, saadan paa teltet, at det var temmelig varmt at ligge derinde, ja en af os fandt det endog saa varmt, at han gik udenfor og lagde sig paa en presenning i skyggen for at kunne faa sove.

Kl. halv syv var vi atter paa benene. Efterhaanden som vi kom frem, forsvandt det gode føre, og den haarde is blev dækket af fin nysne. Vi fik nu allerede føle, at vi skulde faa mer nattefrost, end vi skjøttede om; thi paa denne støvfine nysne gled staalmeierne under vore kjælker i de 7 eller 8 graders kulde, vi da havde, meget tungt, og efter at have gaaet omtrent tre kvartmil indsaa vi det dumme i at fortsætte paa denne tid af døgnet, det var nu fordelagtigere at trække om dagen, da sneen ikke var saa kold. Klokken henimod ti slog vi derfor telt.

For at lette lasten paa vore kjælker tænkte vi paa at lægge igjen soveposernes oljedugs træk; vi var nu naaede saa langt, at ingen fugtighed udenfra var at befrygte uden i form af sne, og da den kunde afbørstes, var følgelig disse varetræk overflødige. Men at lægge dem igjen uden at nyttiggjøre dem, fandt vi at være dumhed, oljedug var brændbar, og følgelig kunde vi koge med den. Det var en heldig idé, som straks tiltalte, det gjaldt kun at finde en gryde. Men alle de brødbokser, vi havde, var lække paa grund af den haarde behandling og de stød, de havde været udsatte for. Endelig fandt vi dog en, som var nogenlunde tæt, og vi gik igang med kogningen inde i teltet. Blikboksen blev fyldt med sne som sedvanlig, og ved en stillads af de staalstænger, som havde dannet kjøle under vore kjælkemeier, blev den sat saaledes, at vi kunde gjøre op ild under. Oljedugen blev revet i smale strimler, og i en snespade af staal, der anvendtes som fyrfad, tændte vi nu paa under vor kjedel. Oljedugsstrimlerne brændte fortræffelig, flammen slog høit op paa siden af blikboksen og kastede et vakkert rødligt lys ud i teltrummet paa os 6 mand, som sad omkring, stirrede ind i varmen og fandt, at nu begyndte livet rigtig for alvor at bli koseligt. Men alle glæder paa denne jord er kortvarige, og den at koge med oljedug i et telt uden ljorehul i taget ikke mindst. Det varede nemlig ikke mange minuterne, før teltet var saa fuldt af røg, at vi næsten ikke saa hverandre, selv om vi klarede at holde øinene oppe. Det var forgjæves, at vi aabnede paa teltdøren; thi om der end trak lidt røg ud, saa kom der stadig mer igjen, og røghavet blev tættere og tættere, glæden ved at se ilden var for længe siden forbi; kunde man aabne lidt paa det ene øie, saa man blot en mat lysning langt ude i taagen. De fleste af selskabet valgte det fornuftige parti at putte sig i soveposene og drage laaget godt til over hovedet. Et par maatte dog holde ud for at passe ilden, saa at sneen kunde bli smeltet og theen kogt. Ved at lette lidt snart paa det ene øie, snart paa det andet, og saa af og til stikke hovedet ud af teltdøren for at hente en portion frisk luft, gik det saa nogenlunde, og sneen begyndte at smelte; men for at fylde vore gjenvordigheders bæger til randen, viste kogekarret sig nu at være læk som et sold, vi maatte finde paa noget andet. Laaget paa den blikkasse, som indeholdt vort apothek, var vistnok tæt, men det rummede ikke mere end halvdelen, hvad vi trængte. Det var dog det eneste, vi nu havde tilbage, og ved at anvende det ved siden af den anden blikboks, som stilledes paa den kant, hvor den var mindst læk, klarede vi os og ved at fyre rigtig paa og forvandle teltet til et fuldstændigt helvede, fik vi omsider kogt en slags the.

Den næste morgen kogte vi ogsaa med oljedug, men var nu saa fornuftige at flytte ildstedet udenfor teltet og drev her paa, saa vi fik en forsvarlig portion sne smeltet, saaledes at vi foruden en god, varm ret karvekaalsuppe med opløst kjødpepton for en gangs skyld fik drikke os helt utørste; vandet blev ved tilsætning af citronsyre, citronolje og sukker forvandlet til den lifligste citronsaftopløsning, men det var ogsaa sidste gang vi fik slukket tørsten, indtil vi rak over mod vestkysten; som regel maatte vi spare paa brændselet.

At faa se hverandre igjen ved dagslys den morgen, var ganske merkværdigt. Bevares, hvor vi saa ud! Vor ansigtsfarve, som før havde været temmelig lys og forholdsvis renvasket af veir og vind, var fuldstændig forvandlet; hist og her sad sodklatterne saa tykt, at de kunde skrabes af med kniv, især var alle rynker og ujevnheder fyldte med dette stof, ligeledes havde store ansamlinger deraf slaaet sig ned paa alle fremstaaenheder, som øienbryn, kindbenene, underlæben og hagen, og havde man været saa uheldig af naturen at faa blondt haar eller skjæg, var det blevet rammende sort; det eneste, som var rent, var øiekuglerne og tænderne, men disse lyste til gjengjæld uhyggelig hvidt.

Naar det berettes, at vi trods saadanne uregelmæssigheder ikke vaskede os, fra vi forlod Jason, og til vi kom til vestkysten, vil vel snæversynte læsere rent ud kalde os for nogle store svin. Men det faar vi nu risikere. Det bør dog muligens oplyses, at vi under almindelige omstændigheder havde den vane at vaske os; men naar det ikke skede under hele denne reise, saa havde det sine grunde. For det første havde vi nu paa indlandsisen ikke andet vand end den lille portion, vi smeltede morgen og aften med spiritus, og den endnu mindre, vi i løbet af dagen kunde smelte paa vort eget legeme. Naar man nu, som vi, altid er brændende tørst og har valget mellem at bruge denne portion vand til at vaske sig i eller drikke, eller først vaske sig i og saa drikke, da tror jeg, selv det mest bornerede menneske, naar det kom til stykket, vilde foretrække blot at drikke det.

For det andet er det en tvilsom behagelighed at vaske sig i en temperatur, hvori vaskevandet fryser, hvis det staar nogle minuter, hvori fingrene blir stive og haardfrosne, før de fra vaskevandskarret naar til ansigtet, og hvor ansigtet blir ligesaa, saasnart der kommer vand paa det. Jeg tror, der ikke blir mange, som under de omstændigheder vilde ødsle andet end en teoretisk veltalenhed paa rensligheden.

For det tredje var det hos os ligefrem forbudt at vaske sig, selv mens der var vand nok og varme nok, af den grund, at i sligt et solskin, hvor lyset foruden at komme ovenfra ogsaa kastes tilbage fra sneen, er det uheldigt at omgaaes for ødselt med vandet. Sollyset angriber nemlig isaafald huden voldsomt, og denne sprækker, skaller af, ja det gaar undertiden lige til saar, som kan forvolde ulemper og smerter. Jeg tror, at naar man har valget mellem dette og urenslighed, saa blev det ogsaa af den grund faa forsvarere for rensligheden at finde. Nu kunde det jo vistnok for velanstændighedens skyld se godt ud, om vi sagde, at det var meget ubehageligt at maatte være uden vask i saa lang tid og lige længe uden at bytte klæder; men desværre, sandheden skyldes det at oplyse, at vi tvertimod befandt os særdeles vel.

Hele den 24de august havde vi et elendigt føre, nysneen blev traaere og traaere og dybere og dybere, vi sank nu lige til 4 tommer i den, desuden havde vi en sterk stigning at arbeide os op imod. For at holde modet oppe betaltes hver kvartmil, vi kom frem, med en plade kjødpulver-chokolade tilmands. Til middagsmaaltidet om ettermiddagen kogtes under aaben himmel atter chokolade med oljedug, men desforuden anvendtes et reserve teodolitstativ af ask, som vi fandt overflødigt; desuden brugtes en del træskinner til forbinding af brukne ben og arme; disse havde vi ført med i vort apothek; men da vi var komne heldig over den sprækkede is, fandt vi de fleste af dem saavel som gibsbandager overflødige og kasserede dem. Lidt beholdt vi for det tilfælde, at det kunde gaa galt under nedstigningen gjennem den sprækkede og sønderrevne is, som vi maatte vente at finde nær vestkysten.

Om kvelden begyndte det atter, straks solen var gaaet ned, at bli følelig koldt, sneen blev tungere end nogensinde, og vi slog telt. Vi havde den dag ikke kommet frem mer end noget over en mil.

Da det ikke var mere end nogle timer, siden vi havde spist middag, blev det bestemt kun at uddele nogle af de tynde havrekjæks tilmands, før vi gik tilkøis. Disse blev nydt sammen med sne, hvorover var heldt en opløsning af citronsyre, citronolje og sukker, og som dannede den mest oplivende og vederkvægende desert, man kan tænke sig. Den ligner fuldstændig, hvad man i Italien kalder «granita», ja, bruges ny og rigtig fin sne, er den endnu meget bedre. Det var en egen stemning, man kom i ved at sidde udenfor teltet, nyde denne sne med de par kjæks i rigtig smaa mundfulde for at drøie dem saa længe som muligt og se paa maanen, som spillede henover dette øde, umaadelige snehav, mens tankerne søgte tilbage til omgivelserne, i hvilke man sidst spiste granita. Det var ogsaa i maaneskin, men det var varm sommernat ved Neapels golf, og maanen spillede henover Middelhavets mørke bølger.

Den 25de august var stigningen fremdeles sterk, og føret endnu værre, vi havde nu 6 til 8 tommer løs foksne; desuden var det begyndt at blæse os ret i ansigtet.

Da vi syntes, at vore middagsraster tog os vel lang tid, fik vi den dag den heldige idé at koge paa kjælken, mens vi var i fart, saa vi sparede den lange tid, vi ellers maatte sidde og vente paa kogningen. Kogeapparatet blev placeret bag paa den ene kjælke, og der blev fyret op, og mens sneen efterhaanden forvandledes til vand, «hvori saa kommedes» bønnepølse, drog vi videre, uhyre stolte over denne vor kløgtige opfindelse. Da suppen var kommen i kog, stansede vi, slog telt og bar kogeapparatet forsigtig ind; men just som vi skulde sætte os ned for rigtig at gjøre os tilgode med denne herreret, gjorde jeg en klodset bevægelse og veltede den vaklende stillads, saa al den kostbare bønnesuppe flød sammen med brændende spiritus, vand og halvsmeltede sneklumper (fra det øverste smeltekar) ud over teltgulvet. Som ved et slag var alle mand paa benene, alt, hvad der var i teltet, kastedes ud, og vi greb teltgulvet i hjørnerne, saa at suppen rendte ned i fordybningen i midten, og herfra blev den saa atter heldt op i kogekarret og kogt videre, neppe en draabe blev tabt; under saadanne omstændigheder er det meget heldigt at have vandtæt seildugsgulv. Balto siger om denne bønnesuppe, «at den vistnok ikke var saa ganske og aldeles ren; thi teltgulvet var temmelig skiddent, men det fik ikke hjælpe. Den smagte os lige godt; thi vore maver var temmelig tomme». At der var kommen lidt spiritus i lag med suppen, omtaler han ikke, det

var jo lidet, og det forhøiede vel efter hans mening smagen.
Holms og Gaméls nunataker (26de august). (Tegnet af forfatteren).
Holms og Gaméls nunataker (26de august).
(Tegnet af forfatteren).
Holms og Gaméls nunataker (26de august).
(Tegnet af forfatteren).

Mens vi endelig kom til at fortære vor suppe og vor middag, siddende lunt og godt i teltet, røg det op med snestorm; det var vistnok bare «jordfok»[2], men vi fik det midt i ansigtet, da vi drog videre, og vinden voksede stadig udover kvelden; i 9 graders kulde var det mindre end behageligt. Vi stampede os imidlertid frem mod det, saa godt vi kunde, opad en brat stigning, med hovederne bøiede forover og indhyllede i hætterne lig munke, mens den fine foksne gjorde sit bedste for at trænge ind gjennem alle porer og sprækker i vore regnklæder. Det var først sent paa kvelden vi slog telt og krøb i poserne. En havrekjæks, en liden plade kjødpulverchokolade og lidt citrongranit smagte fortræffelig paa sengen, mens maanen kastede sit fredelige skin ind gjennem en sprække i teltdøren, og ufreden, vinden og snefokket syntes stængt ude.

Snestormen vedvarede imidlertid hele natten, og da jeg den næste morgen (26 august) tørnede ud for at koge kaffe, blev jeg ikke lidet overrasket ved at finde mig selv, soveposerne, sækkene med vore klæder, alt begravet under sne, som havde trængt ind gjennem alle sprækker og havde fyldt teltet. Da jeg skulde stikke benene i skoene, var ogsaa disse fulde af sne, og da vi skulde se til kjælkerne, var de halvt forsvundne, og store snefaner laa opover teltvæggene paa alle sider. Vi havde dog trods alt en hyggelig søndagsmorgen med kaffe og frokost paa sengen.

Snestormen fortsatte hele den dag, og den blev tungere og tungere at gaa imod, da sneen blev løsere. Jeg tænkte meget paa at binde kjælkerne sammen og forsøge paa ved hjælp af seil at krydse os op mod vinden; skulde vi fortsætte paa denne vis, vilde det vare længe, inden vi rak Kristianshaab; vi maatte ialfald haabe paa en forandring, men den kom ikke den dag; vi stampede os frem, saa godt vi kunde. Efter en fjerdings vei kom vi til en høide, hvor vi maatte op, men stigningen var saa brat, at vi maatte være tre og tre om hver kjælke, og trods dette var det dog et tungt slid at faa dem op, stigningen viste sig ved maaling at være omtrent 1 fod paa 4 fod frem.

Da vi gik nedover efter en vending, vendte Kristiansen, som kun sjelden oplod munden, sig til Dietrichson og sagde: «Herregud, at folk kan ville sig selv saa vondt som at gjøre dette.»

  1. Dette er en slags stor syring, hvormed man trykker naalen gjennem seildugen.
  2. ɔ: fok af allerede falden sne, til forskjel fra almindelig snefok af sne, som kommer ovenfra.