Paa ski over Grønland/20
En storm i det indre. — Vort huslige liv.
At maatte stadig færdes ude i kulde som den, vi havde, er ikke altid behageligt. Der dannede sig ofte slig is i ansigtet, at skjegget frøs fuldstændig sammen med klæderne, som vi havde rundt hovedet, til et stykke, og det kunde være vanskeligt nok at faa aabnet munden for at tale. Bedst er det under saadanne omstændigheder at klippe skjegget af sig; men det havde vi hverken tid eller lyst til i de omgivelser.
Kom der vind i disse høider, da blev det endnu mindre sødt, «da puster her», som det heder om Nordland i Norge (i «Nordlands Trompet»):
. . . .«ud en med Magt
Som bide kan digt udi Næse;
Da kan man med Hast blive graa udi Skjeg
Da vanker her Hagel-Bræst,
Smell udi Væg, Tandgnissel og Pust udi Næve.
Hvo som imod Veiret da sidde vil vendt,
Han vogte sig, Ansigtet bliver ei skjendt
Af Rimen, som da monne svæve!»
I min dagbog finder jeg bl. a. følgende optegnelser om vinden:
«Om formiddagen den 4de september havde vi et herligt stille veir, nysneen var faldt ganske løst og let om natten. Solen skinnede paa den uendelige, ensformige sneflade, der med en forsvindende stigning udbredte sig forover og forover som et eneste hvidt, diamantsaaet teppe, fint og blødt som dun, i svage, næsten usynlige bølger. Men om eftermiddagen forandrede landskabet sig betydelig; det røg op med en bidende vind fra nordvest (retvisende); — den piskede nysneen foran sig og forvandlede det hele til et eneste sneyre. Himmelen klarnede fuldstændig af oventil, og det blev koldere og koldere, termometret sank ned paa ÷19° C. Vindens styrke steg stadig og kom snart op til storm, det var surt at stampe sig frem imod den, og man maatte være varsom for ikke at fryse sig fordærvet.
«Først frøs næsen bort, det merkede jeg dog saa tidlig, at jeg ved gnidning med sne fik frelst den, og troede mig nu berget. Saa følte jeg en underlig kuldefornemmelse under hagen og merkede, at halspartiet rundt strubehovedet var stivfrossent; ved gnidning med sne og ved at pakke nogle uldvanter og andre beklædningsgjenstande ind paa halsen, klaredes ogsaa den. Men saa kom det værste af alt, i mavepartiet trængte vinden sig ind gjennem klæderne, og der kom voldsomme smerter; men ved en heldig anbringelse af en filthat klaredes ogsaa den del af legemet. Med Sverdrup var det en stund omtrent lige galt, hvordan det gik de andre, som kom efter, ved jeg ikke, men antager, det neppe var stort bedre. Det smagte mer end sedvanlig godt at komme i teltet den kveld og faa varm lapskaus.
«Den følgende formiddag var veiret stilnet af; men om eftermiddagen røg det paany op med storm og snefok fra sydvest. Den fortsatte den dag og hele den følgende nat og blev mer og mer sydlig; jeg glædede mig til god seilevind, men da vi skulde afsted om morgenen (den 6te september), var den løiet saa meget af, at vi ikke fandt det umagen værd at sætte seil. Ud paa formiddagen friskede imidlertid vinden til igjen, og ved middagstid var den rent sydlig (retvisende); jeg mente derfor, at vi burde sætte seil, men da dette mødte indvendinger fra de andre, som havde liden lyst paa omrigning og de mange surringer i dette snefok, lod jeg det uheldigvis være, hvilket vi senere skulde komme til at angre paa; thi efterhvert som vi drog frem, blev vinden mer og mer agterlig samtidig med, at den voksede i styrke.
«Det blev snart en fuldstændig snestorm, som gik over til ost-sydost eller ost. Vi havde den følgelig næsten ret agterind, og den blæste baade os og kjælkerne afsted. Da nu snefladen ogsaa tydeligvis heldede lidt med, bar det hurtig vestover. Snefokket tiltog i den grad, at Sverdrup og jeg ikke paa 20 skridts afstand kunde se de andre, som kom efter, og vi maatte hyppig vente for ikke at miste dem. Da vi ved otte-tiden om kvelden stansede, var det intet let arbeide at faa teltet op i den forrygende storm; og ve den ulykkelige, som havde gaaet let klædt om dagen og nu maatte tage trøien af for at faa paa sig noget mer undertøi; stormen blæste snestøvet lige ind paa skindet gjennem alle porer i uldtrøie og skjorte, det føltes, som om man stod der splitter nøgen; selv holdt jeg paa at fryse af mig venstre haand ved den forretning, og det var med de største vanskeligheder, at jeg fik klæderne tilknappede. Dog, teltet kom op dengang ogsaa; men kogt noget blev der ikke den kveld, der gøv for meget sne ind gjennem alle aabninger dertil; vi tog et par beskøiter, lidt leverpostei og pemmikan og var glade ved snarest mulig at krybe dybt ned i poserne, trække laaget over hovedet og spise det der, sove og saa overlade stormen herredømmet udenfor. Vi var den dag komne et langt stykke frem, vi antog henimod 4 mil (det var dog neppe mer end 2 ½).
«Stormen rasede hele natten og blev mer og mer ren østlig (retvisende). Just som jeg vaagnede den næste morgen (7de september) og laa i halvsøvne, hørte jeg noget springe istykker, det var den ene af bardunerne paa teltets østre væg; vinden stod ret paa denne med en voldsomhed, saa jeg hvert øieblik ventede at se den revne. Ved hjælp af nogle paksække, stablede ovenpaa hverandre, fik vi den nogenlunde afstivet, jeg frygtede dog endnu for, at den skulde springe, og tænkte kun paa, hvad vi saa skulde gjøre, naar snefokket kom lige ind i teltet til os. Det blev vel ikke andet for end at krybe godt ned i poserne og lade sig nedsne.
«Vi haabede dog paa, at det skulde bli bedre med vinden, og imidlertid fik jeg tændt op og kogte lapskaus og the, som gjorde godt i de sultne maver. Saa blev vinden lidt bedre, og vi mente at kunne drage videre. Vi riggede os til i uveirshyre og skulde ud for at sætte seil, idag var det endelig seilevind, som forslog. Balto var først færdig og krøb ud af teltdøren, hvilket ikke var let arbeide, da den var stængt af en snefane. Det varede ikke mange sekunder, før han kom hoppende ind igjen med ansigt og klæder fulde af sne, aldeles forpustet, vinden og snefokket havde taget veiret fra ham. Det første, han sagde, da han kom sig saa pas, at han kunde snakke, var, at «idag blir der ingen reis». Jeg stak hovedet ud og indsaa for vel rigtigheden deraf, alt stod i raak.
«Vi maatte bli, hvor vi var; men teltet maatte støttes, og mad maatte vi have hentet ind til os fra slæderne, før vi blev sneede helt ned. Balto og Kristiansen skulde gaa ivei med dette, de riggede sig ekstra til og surrede klæderne igjen overalt, hvor der var mulighed for sneen at trænge sig ind. Balto var først færdig, jeg saa efter ham gjennem aabningen, idet han gik; men han havde ikke taget mer end nogle skridt ud i sneraaket, før jeg ikke kunde se ham længer. Kjælkerne var næsten helt forsvundne, han maatte lede efter dem, og det var ikke lidet arbeide med at komme til den mad, vi trængte.
«Da Kristiansen skulde ud af teltet for at faa sat flere stormbarduner paa luv teltvæg, tog vinden slig, at han maatte krybe paa fire. Trods de mange hindringer kom dog alt i nogenlunde orden. Ved hjælp af ski blev den udsatte teltvæg forsvarlig støttet paa kryds og tvers indenfra, og under mønestangen blev der anbragt skistave til forstøtning. Vi kunde nu være nogenlunde trygge for, at det holdt. Saa blev alle aabninger og sprækker, saa godt det lod sig gjøre, tilstoppede med reserveklæder og lignende, ganske tæt fik vi dog teltet aldrig, lidt efter lidt dannede der sig store snefaner inde hos os, og rummet, som var lidet nok før, blev stadig mindre dels paa grund deraf, dels paa grund af sneen, som tyngede paa udenfra.
«Vi havde det dog ganske lunt og godt, der vi var, sneen, som hobede sig op paa udsiden og lidt efter lidt begravede teltet, gjorde det varmt og beskyttede godt mod vinden. Men saa lidt efter middag stilnede denne pludselig af, det var, som man med et slag havde hugget den over, — det blev fuldstændig vindstille. En uhyggelig taushed kom over os, vi forstod alle, at næste øieblik vilde den komme endnu sterkere igjen fra den modsatte kant; det føltes fuldstændig, som det maa være ombord i et skib i en orkan pludselig at faa den velkjendte dødsstilhed.
Vi lyttede med spændt forventning, det lod vente paa sig, enkelte mente, at det dog muligens var slut; men nei, der kom et svagt pust fra nordvest (retvisende), saa for det ene vindstød sterkere end det andet hen over os, og stormen brød løs endnu vældigere end før ret mod teltdørsvæggen og fyldte hele luften inde hos os med sneraak, som stod ind af alle aabninger. Balto skulde nytte øieblikket og var just ude for at fylde sne paa kogeapparatet; men han havde sin nød med at finde tilbage til os.
«Nu var gode raad dyre, den væg var den svageste, og derfor sørgede vi altid for at vende den fra vinden. Ved hjælp af ski, skistave, indianertruger og uldtøi blev den dog nogenlunde sterk og døraabningen saa pas tæt, at der var udholdeligt; men vi sad der nu som mus i en fælde, alle aabninger var stængte, ud kunde vi ikke komme, om det var aldrig saa nødvendigt.
«Imidlertid gjorde vi os livet saa behageligt som muligt, kogte kaffe — hvilket, som ovenfor omtalt, var afskaffet til dagligt brug — krøb i vore poser, og de røgende fik til trøst for uveiret en pibe tobak.
Kun Ravna var trods kaffeen den hele tid ulykkelig. Jeg søgte at trøste ham, men han sagde: «Jeg gammel fjeldlap, jeg kjende godt, naar det kommer snestorm paa fjeld i september maane, da holde længe ved,» og derved blev han staaende, trods alle forestillinger.»
Da vi vaagnede den næste morgen (8de september), var vinden løiet saa meget af, at vi kunde fortsætte; men det var ingen let sag at komme ud, vi maatte grave os gjennem sneen, som havde dækket teltet, saa bare mønet stak op. Til kjælkerne saa vi omtrent intet, og vi havde meget arbeide, før vi fik dem frem og kom saa meget i orden, at vi kunde drage videre paa et føre, som var tungere end nogensinde.
Dette døgn i teltet beskriver Balto paa følgende maade:
«En dag fik vi forfærdelig haardt veir, snefok og storm. Vi drog dog alligevel fremover lige til kvelden. I begyndelsen var det storm fra nord (skal være syd) men siden blev det østenvind. Om morgenen, da vi havde kogt kaffe (?), skulde en mand ud i et erende; men da han aabnede teltdøren, for han tilbage igjen, veiret var saa forfærdeligt udenfor, at det var saa godt som umuligt at komme ud. Jeg tog da en kufte om hovedet, saa jeg bare kunde gløtte lidt med øinene, og vaagede mig ud. Jeg gik nogle skridt bort fra teltet for at se efter kjælkerne, men jeg saa ikke en eneste kjælke, de var aldeles begravne af snestormen. Heller ikke teltet kunde jeg se mere, saa jeg maatte sætte i at huje, og først da de svarede fra teltet, kunde jeg finde det. Ogsaa det var aldeles begravet i sne. Næste dag var det godt veir, og vi fik da travlt med at grave alle vore sager op igjen af sneen.»
Det daglige liv i denne tid gik sin regelmæssige gang og udmerkede sig ved sin mangel paa større begivenheder. Det værste arbeide i døgnet var at tørne ud om morgenen en time før de andre for at være kok. Naar man vaagnede, fandt man gjerne hovedet fuldstændig omgivet af is og rim inde i soveposen, det var fugtigheden i aanden, som var frossen og havde slaaet sig ned i haarene paa skindet. Havde man nu faaet søvnen af øinene og reiste sig op i posen, sad man i et rum med en temperatur af henimod ÷40 °, og hvor der paa alle væggene undtagen den, som vinden stod paa, hang tommelange rimfrynser; var man saa ulykkelig at røre derved, fik man et mindre behageligt morgenbad af rim.
Saa skulde man til at tænde paa
(Af E. Nielsen efter fotografi).
(Af E. Nielsen efter fotografi).
kogeapparatet. Først bare det at røre ved metallet var mindre behageligt i den temperatur, og ikke var det bedre at fylde paa lampen og bringe vægerne i orden; thi forat de skulde brænde godt, var det nødvendigt at væde dem med spiritus, som man uundgaaelig fik paa fingrene, og det kunde i den sterke kulde volde store smerter. For at holde vægerne tørre og saaledes for en del undgaa dette pleiede jeg gjerne at bære dem i bukselommen.
Efterat man havde faaet varme paa og sat kogekarret over, maatte flammerne passes vel, saa de ikke kom til at brænde for sterkt; spiritusbeholderen blev nemlig derved for varm, hvilket ofte skede, og det førte let nok til ubehageligheder i form af eksplosion. Den blev i saa fald afkjølet med sne. Men lampen maatte heller ikke brænde med for liden flamme; thi da gik der for lang tid, før man blev færdig. Naar nu endelig theen eller chokoladen var kogt, blev de andre purrede ud til frokosten, som gjerne spistes paa sengen. Naar vi var færdige dermed, gjaldt det saa hurtig som muligt at rigge sig istand til at bryde op, kjælkemeierne skrabedes omhyggelig paa undersiden, bagagen blev stuvet godt paa og surret, og teltet toges ned; som oftest gjordes ogsaa om morgenen nogle observationer med kogebarometret, før vi brød leir[1].
Efterat alt dette var gjort, drog vi ivei, men efter et par timers forløb stansede vi gjerne for at faa os en plade kjødpulverchokolade hver, saa fortsattes atter i nogle timer indtil middagen, som spistes paa saa kort tid som muligt, mens vi sad paa kjælkerne. Derpaa drog vi igjen frem et par timer, og der kom en ny uddeling af kjødpulverchokolade. Efter endnu et par timer var det saadan ved 5-tiden om eftermiddagen «eftasvær» eller «nonsmad». Saa drog vi frem lige til kvelden, kun afbrudt ved en liden hvil med endnu en plade chokolade.
At tage de astronomiske observationer om dagen var ofte i den kulde et alt andet end behageligt arbeide; det var vanskeligt at haandtere de fine instrumenter med tykke vanter paa; helst brugtes, naar observationen skulde være rigtig fin, bare næverne, men man maatte da passe paa, at fingrene ikke blev hængende fast ved metallet. Trods dette blev dog vore observationer, saavel med sekstanten som med teodoliten, saa nøiagtige, som man med saa smaa instrumenter godt kan faa dem. At bruge sekstant og kunstig horisont i snefok var meget vanskeligt; thi sneen lagde sig saaledes paa horisontens tag, at man maatte være hurtig med observationen, skulde man kunne se noget. Var det altfor galt, maatte teodoliten anvendes; men det var forbundet med det dobbelte besvær at bruge denne; observationerne blev imidlertid omtrent lige nøiagtige.
Naar vi stansede for kvelden, gik de fleste mand straks igang med at feie teltplads, reise teltet, styrke det og tætte væggen med presenninger paa den side, som vendte mod vinden. Ravnas arbeide om kvelden, og jeg tror, det var det eneste, han havde paa hele turen, foruden at trække, var at fylde kogekarene med sne; som gammel fjeldlap, der hver vinter bruger sne til gryden istedenfor vand, havde han selvfølgelig god greie paa, hvilken sne var den bedste at smelte. Straks vi stansede, puslede han stiltiende afsted med kogeapparatet, grov sig et hul ned til den gamle sne, der, som bekjendt, giver langt mere vand ved smeltning end nysne; naar han saa var færdig med dette arbeide, bar Ravna, kogeapparatet til teltet, og hvis dette var reist, krøb han ind og satte sig ned med benene overkors for ikke mer at reise sig, før kveldsmaden var færdig. Det var først, efterat jeg i mange dage havde sat ham dertil hver kveld, at Ravna viste saa meget tiltag som at gjøre
(Af E. Nielsen efter fotografi).
(Af E. Nielsen efter fotografi).
dette eneste arbeide uden opfordring; men
dermed syntes han nok ogsaa, hans mission i denne verden var
fuldbragt.
Kveldsstunderne i teltet, naar alle mand var komne til sæde paa sine sække efter at have børstet sine klæder vel for sne for ikke at trække denne med ind, var glanspunkterne i tilværelsen den tid. Dagen kunde have været aldrig saa strid, vi kunde være aldrig saa slitne, og det kunde være noksaa koldt, saa var dog, naar vi sad der rundt kogeapparatet og stirrede ned mod de svage lysstriber, som kastedes fra spiritusflammen ud gjennem hullerne i lamperummet, og ventede paa vor aftensmad,
«— — alting glemt og alt det onde over,
saa var vor vraa et marmorslot — —»
Og naar saa suppen, lapskausen, eller hvad det nu var, var kogt, rationerne blev udveiede, og den lille stump lys, vi havde, blev tændt, forat vi kunde se at spise, ja da steg vor lykke til sit høieste.
Var vi saa færdige med kveldsmaden, blev der gjort smaa forberedelser for den kommende morgen, kogekarrene blev fyldte med sne, færdige til at sættes over ilden, chokoladen blev opbrudt i stykker, saa den var færdig til at koges o. s. v.; og naar dette var gjort, krøb vi ned i poserne, lukkede igjen, saa godt vi formaaede, og sov blidelig ind.
Maden udgjorde selvfølgelig for os midtpunktet i tilværelsen; skulde vi tænke os eller ønske os en rigtig høi lykke, saa var det altid tilstrækkeligt af mad i en eller anden form, især var det fedt, tankerne dreiede sig om; som tidligere meddelt, havde vi faaet altfor lidet af den vare, og det bragte os tilslut til at lide af fuldstændig fedthunger. Vi fik udveiet1⁄4 kg. smør om ugen til hver mand, og saa længe denne ration varede, var det det bedste, vi kjendte, at kunne spise smør i store klumper uden noget andet til. For enkelte af os varede denne nydelse temmelig kort. Ja, Kristiansen, som var den værste i saa henseende, spiste hele rationen den første dag, hvilket var en meget slet husholdning.
Fedthungeren gik saa vidt, at Sverdrup en dag spurgte mig, om jeg troede, han vilde have noget ondt af at drikke vor skosmørelse, det var gammel kogt linolje.
Som regel blev der omhyggelig udveiet rationer til hver mand med en liden brevvegt. Disse rationer skulde efter min beregning være fuldstændig tilstrækkelige, der var omtr. 1 kg. mad tilmands om dagen. Da vi nærmede os
(Ved A. Bloch efter et fotografi).
(Ved A. Bloch efter et fotografi).
vestkysten, fik man imidlertid lov at spise, saameget man vilde af det tørrede kjød, hvoraf vi havde overflod. Men merkeligt nok kunde vi ikke engang da opnaa følelsen af at være mæt. Balto blev spurgt, da han kom tilbage til Norge, om han nogensinde var mæt. «Nei, jeg var ikke mæt,» svarede Balto; «husker du, Sverdrup, da vi havde festmaaltid inde paa indlandsisen og havde faaet dobbelt ration, og jeg sagde til Dig, da vi havde spist: «Er Du mæt, Sverdrup?» og saa sagde Du til mig: «Jeg er sulten som en skrub.»»
Vor spiseseddel for dagen var følgende:
Frokost: Chokolade, kogt i vand (da chokoladen var opbrugt, brugtes the med sukker), kjødbeskøit, knækkebrød, lidt leverpostei, pemmikan.
Middag: Knækkebrød, lidt leverpostei, pemmikan. Dessert: 2 havrekjæks, lidt citronsaft med sukker til at helde over sne.
Eftasvær: Knækkebrød eller kjødbeskøit, lidt leverpostei, pemmikan.
Kveldsmad: Ertesuppe (eller bønne- eller linsesuppe), kjødbeskøit, pemmikan. Istedenfor suppen kogtes undertiden lapskaus af pemmikan og ertepølse, ja hertil sattes hyppig ogsaa kjødbeskøiterne, og da blev det en mer end sedvanlig velsmagende ret. Undertiden toges the om kvelden istedenfor dette og suppe.
Vor ugeration af smør stod det os selvfølgelig frit for at bruge af, til hvilke maaltider vi ønskede. Helst tog vi det midt paa dagen, da vi fandt, at smørret nydt bart læskede for tørsten, hvilket muligens tør være en noksaa enestaaende erfaring, naar man betænker, at det var saltet.
Vort madstel var forøvrigt neppe af det rensligste, især var kogningen ganske merkelig. Som tidligere omtalt, havde vi ingen overflod paa vand, og der var følgelig intet til at vaske kogekarret med, heller ikke vilde det været noget behageligt arbeide i den temperatur. Naar vi havde kogt ertesuppe eller lapskaus i det om kvelden, blev det gjerne som en særlig begunstigelse overrakt til en af dem, som hjalp til ved kogningen, forat han kunde rense det. Det var gjerne Baltos lykkelige lod at faa dette arbeide, og det gik for sig paa den vis, at hele karret slikkedes saa rent, som fingerne og tungen formaaede det; bunden rak han dog aldrig, da der dertil var for dybt og trangt. I samme kar kogtes saa chokolade eller the om morgenen, og naar det var tømt, kunde det hænde, at man fandt et underligt bundfald, bestaaende af levninger efter lapskaus eller ertesuppe i skjøn blanding med halvopløste chokoladestykker eller theblækker; at dette straks spistes og smagte den lykkelige finder fortræffelig, behøver vel neppe at noteres. Naar kvelden kom, var det saa atter til at koge suppe, eller hvad det nu var, sammen med levningerne efter chokoladen. Dette madstel vil maaske mange husmødre grine paa næsen af; men jeg kan dog forsikre dem om, at de ikke i hele sit liv med al sin renslighed har tillaget mad, som smagte dem, der spiste den, saa godt, som vor mad smagte os.
En vare, som i Grønlands indre stod i næsten lige høi pris som smørret, var tobak. Jeg mindes, at der blev budt en krone for en liden pibe deraf. Som nævnt, havde jeg ikke medtaget stort tobak, fordi jeg anser det som skadeligt under sterke anstrengelser. Den pibe, man fik om søndagen, blev tøiet langt, først røgte man tobakken, og siden røgte man paa asken og træet i pibehovedet, saa mange gange som muligt; men det rak dog ikke til for hele ugen, og saa stoppede man tjæretaug i og røgte det isteden, — det smagte af fugl, sa’e kjærringen, hun kogte suppe paa kvisten, som fuglen havde — — — —.
Mangelen paa tobak var føleligst for Balto; ham kunde man faa til at gjøre, hvad det skulde være, ved at love ham en pibe deraf. Skraatobak var der intet af; men flere tyggede store stykker tjæretaug isteden. Da jeg tænkte, det kunde bidrage til, at man følte den brændende tørst mindre, forsøgte jeg dette en dag, men det kom ud hurtigere end ind.
Noget, som jeg derimod syntes var godt at tygge paa under marschen, var træfliser; det holder, som bekjendt, munden fugtig og læsker for tørsten. Jeg brugte gjerne et stykke bambusrør; men bedst var det dog at skjære en flis af de norske truger, som tildels var gjorte af heg; især var barken af denne ypperlig, og baade Sverdrup og jeg gjorde saa sterke indhug paa trugerne, at de var temmelig tynde, da de kom frem til vestkysten; heldigvis var dette den eneste brug, vi fik for dem.
- ↑ Den 9de september tog jeg ogsaa en prøve af luften paa den side 68—69 angivne maade.