Paa ski over Grønland/29
(Tegnet af forfatteren).
Dagbogsoptegnelser fra Sardlok og Kangek.
«Den 6te februar. Jeg bor i en jordhytte halvt under jorden, her er lavt under taget, jeg kan saavidt staa opret — ind kommer man som til alle eskimohuse gjennem en lang og endnu dybereliggende husgang, som er saa lav og trang, at man maa næsten krybe paa alle fire for at komme frem! Udenfor ligger sneen høi og begraver huset; det eneste, som kan sees, er lidt af vinduet, som saavidt muligt holdes klart for sne, samt det hul, hvorigjennem man kryber ned i husgangen.
«Jeg havde længe tænkt paa at reise til Sardlok, og da doktoren i januar skulde hid for at se til en syg, reiste jeg samtidig i følge med min ven Joel. Det er tre mil fra Godthaab, og det var en uvant motion for armene, ligesom den tvungne stilling med de ret udstrakte ben i kajaken virkede helt trættende for den endnu uøvede; da det led ud paa eftermiddagen, var det derfor ikke uden længsel, jeg tænkte paa Sardlok. I Joel havde jeg imidlertid som læseren véd, en munter følgesvend, snart sang han viser — fremdeles «den evig glade kobbersmed» — snart fortalte han en hel del uforstaaelige ting om de steder, vi reiste forbi, snart gjorde han, naar han saa en flok edderfugle komme flyvende, nogle forfærdelige anstrengelser for at faa bøssen op af kajaken, hvilket kun engang lykkedes tidsnok, og da skjød han bom — han var ingen mesterskytte —, snart brølede han, at han maatte tilland, og saa roede han, alt han orkede, indover for at faa tømt kajaken, som var halvfuld af vand; den var nemlig ligesom alt, hvad der tilhørte den mand, i meget slet stand, og den lækkede ubarmhjertig.
«Kvelden var mørk — Sadlen og de andre tinder stod truende og stængte paa østsidsen af fjorden; men over os tindrede stjernehvælvet funklende klart, og mens vi roede tause paa siden af hverandre, hørtes ingen lyd uden aarernes dyp i vandet og dettes rislen langs kajakernes sider.
«Endelig som vi kom forbi en odde, smilede lys os venlig imøde fra land, og vi var fremme. Doktoren var kommen en stund før os. At krybe gjennem husgangen, at komme ind i disse smaa rum, bli modtaget og pleiet med den eskimoiske gjestfrihed, det har sin egen tiltrækning.
«Det er i huset hos den gamle kateket Johan Ludvig, jeg opholder mig; foruden ham og min ringhed bor her hans hustru, en datter og en ung søn. Johan Ludvig fortalte mig med synlig stolthed, at hans bedstefar havde været en nordmand, som var bekjendt for sin ubændige styrke. Han har selv været en sjelden flink fanger i sine dage, men nu gaar han ikke i kajaken mere, han er over 70 aar gammel. Han har havt flere sønner, som var flinke fangere, men to er omkomne i kajak, og nu er der bare en paa 18 aar hjemme, men han duger ikke til fangst, forældrene er for rædde for at slippe ham ud.
(Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg.)
(Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg.)
«Johannes, den fjerde søn, som engang var Sardloks stolthed,[1] laa, da vi kom, her paa briksen, bleg og udmagret, det var tæring (svindsot), han led af. Han havde en skjærende hoste og kunde næsten intet spise; men som han laa der uden haab om nogensinde at kunne reise sig, dvælede dog alle hans tanker ved jagten og friluftslivet.
Minderne fra gamle dage, da han var pladsens første fanger, dukkede atter frem, og han blev aldrig træt af, naar bare hosten tillod, at fortælle om sine mange bedrifter; det lyste i øinene, der kom smil om læben, han var atter i kajaken, han saa sælen, han løftede den magre, kraftløse arm for at harpunere, han bugserede hjem i storm og stille. Saa kom hosteanfaldene, han spyttede blod og sank sammen paa puden, drømmene sluknede som fagre luftsyner — harpunen er kastet for sidste gang.
«Doktoren tog ham med sig for at pleie ham paa Godthaabs sygehus. Snart er han ikke mere.
«I huset her ved siden af ligger Johannes’ fætter Justus, han var ogsaa engang en af Sardloks bedste fangere, men er nu endnu værre. angreben af tæring end Johannes og kan neppe leve længe.[2] Begge efterlader de sig familie, den sidste har dog flere haabefulde sønner, men Justus har bare en. Det er uhyggeligt at se, hvor dette stakkars, elskværdige folk herjes af denne snigende sygdom.
«Det er just ingen daadrig tilværelse, jeg fører her, blir mer og mer fuldstændig eskimo. Jeg lever deres liv, spiser deres mad, lærer at sætte pris paa deres lækrerier, som raat spæk, raat kveiteskind, vinterfrossen krækling med harskt spæk o. s. v. Jeg prater med dem, saa godt jeg kan, arbeider med dem, ror i kajak med dem, skyder, fisker, gaar paa ski med dem, kort sagt, det gaar mer og mer op for mig, at det ikke vilde være ganske umuligt for en europæer at bli eskimo, naar han havde tiden for sig. «Man befinder sig uvilkaarlig vel i disse menneskers selskab; — deres uskyldige, sorgløse væsen, deres fordringsløse tilfredshed og godhed smitter en og forjager uimodstaaelig al mismod og urolig higen.
«Min oprindelige tanke var at gaa efter ren, jeg var ogsaa ude en dag paa ski, men da der ikke engang var spor at finde, har jeg siden opgivet dem. Min største fornøielse har været at fiske kveite[3]. At trække denne store, kraftige fisk, som er istand til at kantre en baad, fra den smale kajak er det første af, hvad jeg endnu har prøvet af fiske paa sjøen.
«Paa kveitepladsen kan man ligge længe, ofte hele dagen uden at faa bid, og det er just intet sødt arbeide i en kulde paa ÷20° og i en bidende nordenvind, hyppig med snedrev, saa man bør tage sig ivare, skal ikke en større eller mindre del af ansigtet fryse bort. Men bider det saa endelig, er alt glemt. Man kjender som regel ikke straks noget voldsomt ryk, det er mer, som om snøret blev trukket ned med en langsom, men uimodstaaelig kraft; saa blir der mere tydelige ryk, — i et nu stikkes aaren ind under remmen[4], man fatter snøret med begge hænder og rykker til saa haardt og saa voldsomt, som en bare orker, atter og atter, saa kjende lidt, om den endnu er der — man kjender den — og rykker atter til, tager nyt tag, rykker om igjen og om igjen mange gange, man ser ud som en rasende, men det gjælder at faa godt fast, og skal det forplantes gjennem 100 favne snøre, maa en rykke duglig til. Saa er den endelig fast nok, og man begynder at hale op. Det gaar tungt; thi fisken strider imod, og snøret er langt, det tager godt paa armene. Snøret kveiles op paa kajaken, og forat det ikke skal fryse sammen, dynkes det stadig med sjøvand. For det tilfælde, at fisken atter skulde gaa tilbunds og rende med hele snøret, kaster man fangeblæren, som er fæstet til dets ende, ud paa siden af kajaken; man lader da fisken gaa, følger efter blæren,
som flyder ovenpaa vandet, og kan saaledes tage snøret igjen, naar fisken er bleven spagere.
«Det er forbistret, hvor langt et sligt snøre kan være, naar man haler kveite. — — Endelig begynder det at lide, man kan se snøret tvinde sig efter dyrets bevægelser, modstanden blir sterkere, det er ikke mere end saa, at man orker at trække; men tag for tag gaar det opad, der kommer søkkestenen, endnu et tag — og et vældigt kveitehoved stikker op af sjøen med en kjæft og to øine saa svære, at en kunde bli ræd dem. Man griber træklubben, som ligger bagpaa kajaken, og giver den muligens et par voldsomme slag over hjernen. Men med et fortvilet slag faar den hovedet under vandet, og i lynende fart bærer det atter tilbunds, og ve den, som ikke da har snøret i orden, saa det ikke kommer i beknib paa noget sted; sker det, er man vendt op ned, før man ved ordet af det. Saa er fisken kommen tilbunds, farten begynder at mindske, og man kan atter begynde at hale. Man faar fisken op for anden gang, men atter gaar den muligens tilbunds. At trække en kveite 3, ja muligens 4 gange op paa 100 favne vand, det er et temmelig anstrengende arbeide. Endelig har man den oppe for sidste gang og kan faa tildelt den nogle velrettede slag mellem øinene; den blir straks spagere, og saa banker man løs saa haardt og saa hurtig, en bare kan, endnu gjør den nogle fortvilede forsøg paa at gaa ned, men efterhvert som slagene regner nedover den, blir den bedøvet. Der paa stikkes kniven ind i hjerne og rygmarv, indtil den er saa død, som det foreløbig er raad at faa den.
«Mens alt dette stod paa, havde jeg en dag faaet begge kinder samt næse og hage frosne bort. Ved at gnide dem med sjøvand og is, hvoraf der var nok paa kajaken, blev de dog nogenlunde reddede.
«Saa fæstes fangeblæren i fiskens mund for at holde den flydende, snøret tages mellem tænderne, og man ror mod land, idet man paa den maade trækker fisken med sig. Jeg maa indrømme, at jeg fandt denne bugsering det mindst behagelige ved den hele forretning; thi hver gang kajaken bares frem paa toppen af en sjø, blev man pludselig holdt igjen af snøret, og det gav et ryk i tænderne, saa jeg mange gange troede, de skulde gaa sin vei. Dette kan eskimoen muligens ikke forstaa; thi naturen har givet ham slige tænder, at han uden vanskelighed trækker ud spiger med dem.
«Er man kommen under land, bindes kveiten forsvarlig til siden af kajaken saaledes, at den staar ret op og ned i vandet med hovedet forover for at gjøre saa liden modstand under bugseringen som muligt. Derpaa bærer det hjemover. At komme til Sardlok, bugserende paa disse store fiske, og bli modtaget paa stranden med de samme glædestraalende ansigter, som venter enhver fanger, der kommer med bytte, det var øieblikke med følelser, som om man havde været et barn, der kommer hjem med sit første vildt.
«Denne fangst er forøvrigt ikke til at foragte; fiskene veier saadan fra 100 til 200 kilogram, og det er en god næring især om vinteren, da der ikke er saa fedt med anden fangst. Af to fiske, som jeg fik, levede vi, 5 mennesker, i over to uger og havde i den tid næsten ingen anden føde.
«Som vi en dag i stille, blankt veir laa nede paa fiskepladsen, sortnede det pludselig i syd, det var søndenvinden, som kom. I en hast fik alle sine snører op, men før man endnu var færdig, brød det løs, — først et par svagere kast, saa i al dens voldsomme vildhed. Sjøen gik sorthvid foran den, og snart var den rolige vandflade forvandlet til et eneste skumhav. Strøm og sjø gik mod hinanden, det toppede og brød i grønhvide skumkavler, kajakmændene blev helt borte i bølgedalene. Vi maatte under land for at berge fangsten og os selv, og med sjøen tvers bar det indover saa hurtig, som aaren kunde tvinge os frem.
«For grønlænderne var naturligvis tilfælde som dette hverdagslige ting, men for mig havde det hele nyhedens interesse, og min øvelse i kajakroning blev sat paa en haard prøve. Man maatte have vaagent øie med de svære braadsjøer, fik en saadan tag paa en, naar aaren ikke var færdig paa luv side, var der al udsigt til i samme nu at bli sendt «nedom og hjem».
«Komne under land holdt vi langs med dette for at søge læ. Unda veiret bar det nu med strygende fart nordefter, men det var endnu vanskeligere end før, sjøerne kom rullende efter, og man maatte bruge aaren vel for ikke at bli kastet overende. — Der kommer en svær braadsjø, et par raske aaretag, saa aaren flad ud paa den ene side, agterenden af kajaken løftes høit, man lægger sig bagover, sjøen bryder, man faar den som et slag i ryggen, det sprøiter over hovedet, og man føler sig slynget gjennem luften paa toppen af den fraadende skumkam. Saa ruller den forbi, man synker ned i bølgedalen, saa atter et par aaretag, en ny braadsjø, og man bæres atter afsted.
«Jeg havde en god læremester i Eliase, som stadig holdt sig paa siden af mig, saa nær han turde for sjøerne. Snart jog han forbi mig som en stormvind, ridende paa toppen af en sjø, mens skumsprøiten fossede om ham, snart jog jeg forbi ham paa en anden sjø. Det er en dans med bølgerne og en fristende leg med faren.
«Saa kom vi did, hvor landet bøiede vestover, og hvor der var læ; men et isbelte laa iveien, som vi først maatte gjennem, og der gjaldt det om ikke at faa kajaken knækket mellem de urolige flag. Der var en liden aabning, øieblikket maatte nyttes, og med et par raske aaretag joges kajaken uskadt igjennem paa toppen af en sjø.
«Terkel, Sardloks stolte fanger, og hans broder Hoseas havde begge hver sin kveite paa slæb, og de kom først ilæ en stund efter os. Vi havde haabet, at vinden skulde
(Af A. Bloch efter fotografi af inspektør C. Ryberg)
(Af A. Bloch efter fotografi af inspektør C. Ryberg)
give sig noget, mens kveiterne blev fæstede til kajakerne, og andre forberedelser blev gjorte; men den holdt sig lige stiv, og vi maatte atter ud i den for at slippe hjem til Sardlok; men da det bar unda veiret, gik det hurtig, og vi var snart i tryg havn.
«Jeg blir ofte buden til at spise kveite i de andre huse, efterat jeg vel har spist mig mæt derpaa herhjemme, og maa da gaa rundt og spise, saa længe maven lader sig tøie. Især er jeg ofte inde i Terkels hus, som er det
(Af E. Nielsen efter et fotografi).
(Af E. Nielsen efter et fotografi).
største her paa pladsen. Forleden kveld, jeg sad der, blev jeg vidne til et i sit slags eiendommeligt skuespil. Det var Hoseas’s søn paa lidt over ét aar, som dansede «mardluk»[5] med Terkels datter paa henimod 3 aar.
Den lille fyr dansede i bare skjorten, som rak ham til midt ned paa maven, armene holdt han stivt ud fra livet, og med en mine saa alvorlig som en professors hoppede han sin reel, snart paa det ene ben, snart paa det andet, saa dreiede han sig rundt, alt fuldstændig rigtig og i takt med sangen og altid med den samme mine ligeoverfor den lille vakre jentungen, med dragt og haar sat op i top aldeles som paa en voksen og med et ansigt saa koket og skøieragtigt, som om det nok ikke var første gang, hun var i lag med herrer. Det hele frembød et syn, for hvilket ingen lattermuskler kunde holdes i tømme. — De eskimoiske børn er «tidlig udviklede».
Da jeg den 14de februar havde været i Sardlok henimod en maaned, reiste jeg atter tilbage til Godthaab. Paa veien var vi 3 i følge; foruden Joel fulgte nemlig ogsaa Hoseas fra Sardlok med. Alle kajaker var godt lastede med kveitekjød, fugl og lignende. Det var derfor ikke netop beleiligt, da vi paa veien blev overfaldne af en temmelig stiv vestenstorm. Saalænge vi holdt os langs det vestre land, gik det dog nogenlunde godt, da vinden her ingen magt havde: men da vi skulde sætte over fjorden mod Godthaab, blev det værre. Jo længere vi kom fra land, desto sværere blev bølgerne, og vi blev helt borte for hverandre nede mellem dem. Da vi nu samtidig fik snetykke og intet kunde se, blev det efter eskimoernes mening betænkeligt, og de brølede til mig, at vi maatte vende for at komme tilbage under landet igjen. Jeg, som mente, det var let at finde til land paa den anden side trods snedrevet, holdt paa, at vi skulde fortsætte, og det gik endnu en stund med sjøerne ind halvt agtenfra, men værre og værre blev det, og nu hjalp ingen bønner, de brølede atter til mig og vendte nu uden mit svar. Vi arbeidede os op mod vinden tilbage under landet igjen, hvor vi laa ilæ for at se, om veiret ikke vilde bedage sig. Imens bragtes al den last, som laa bagpaa vore kajaker, iland, og stuvedes godt ned under stene og sne, forat det kunde hentes den følgende dag, om veiret da var nogenlunde. At have for meget ovenpaa kajakerne er ikke heldigt i sjø, da de derved faar lettere for at kantre. Da saa senere snedrevet letnede, og vinden gav sig noget, lagde vi atter ud og kom nu godt over fjorden til Godthaab.
(Af A. Bloch)
(Af A. Bloch)
«Kangek den 28de februar. Idag er det den sidste februar — ogsaa denne maaned er allerede tilende — muligens endnu en — skibet kommer derudefra — og saa bort fra dette liv og disse mennesker uden at faa leve sommerlivet med dem. Men det lader sig neppe ændre, og lad saa tanken derpaa fare.
«Det er forfriskende herude ved havkanten. Havet staar paa med sin fulde kraft, boltrer kajaken som en garnkavle, bryder skummende hvid helt over en og velter sig brusende mod skjær og berg, mens skumsprøitet kastes langt indover det snedækte land.
«Det er et herligt liv, vind og sjø vasker kindet, medens hjerne og muskler anspændes for at holde kajaken paa ret kjøl, og øiet speider til luvart for at tage vare
(Af Th. Holmboe efter udkast af forfatteren).
(Af Th. Holmboe efter udkast af forfatteren).
paa braattene
— — — — — — — — — — — — — — —
— — —
Og saa undertiden nætterne næsten stille — landet staar tyst
og snedækt, berghamrene stikker hist og her sorte i mørket frem
gjennen sneen ude mod havet, som i langsom, tungsindig takt vugger
sig mod stranden og kaster et svagt gjenskin af den mørke,
stjernetindrende himmel. Henover denne farer af og til flimrende
nordlys, snart blaalige, snart rødlige, saa gjennem gult, grønt
over i det blaalige igjen — snart ruller det sig i bølgende, altid
skiftende baand som buer over den sydlige himmel, snart samler det sig i blendende straalebundter, det flimrer, det
brænder, saa spredes de, saa samles de paany — og forsvinder. Saa
kommer nye baand, nye flammer skyder op — der er en evig vekslen,
altid den samme, altid ny — lige gaadefuld og fengslende — — men
havet ruller som før i tunge slag mod landet.
«Se Syden, du vil ikke glemme det — se norden, kan hænde længselen til denne vil bli større. — —
«— For kort tid siden var jeg i Sardlok, nu er jeg herude, hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg venter paa vaaren, kan hænde, da dagene blir lange, solen blir varmere, og sneen smelter bort. Jeg er vaaren ligesom nærmere herude, naar den kommer dragende sydfra over havet, men skal dog ikke faa møde den her nordpaa — men det er velgjørende at se dagene længes, at se havet blinke i den stigende sol, at føle denne skinne næsten varmt, at drage paa fangst med den gryende dag, at vende tilbage mod kvelden, og dagen er endnu ikke tilende. Samfund, damp, store tanker og stor elendighed — alt lige fjernt — at færdes frit og glædes ved livet, det er alt.
«Det var den 17de februar jeg kom herud. Det er et godt sted for at faa øvelse i kajakroning. Strømmen er mer rivende end nogensteds, den kan gaa ud for odderne og mellem holmerne som en elv, og hvor den møder de store sjøer ude fra det aabne hav, der taarner disse sig op, topper og bryder som braat over et skjær. Intet under derfor, at kangekerne er de første kajakroere heromkring, og vanskelig finder man dem bedre i hele Grønland. Paa det aabne hav søger de sit erhverv, ofte staar det paa livet, mange omkommer; men lige rolige færdes de daglig derude. Det er en lyst at se dem tumle med de svære havsjøer, som jagende heste kommer de ridende paa dem med skumsprøiten om sig som en hvid flagrende man. Der findes næsten ikke den sjø, som de ikke klarer; blir en dem for svær, lægger de gjerne siden af kajaken til, stikker aaren under remmen paa luv side, bøier sig ned mod kajaken og lader sjøen rulle hen over sig, eller
(Af A. Bloch efter udkast af forfatteren).
(Af A. Bloch efter udkast af forfatteren).
ogsaa lægger de aaren fladt ud paa luv side, og idet sjøen bryder, velter de sig og kajaken over i gabet paa den og svækker derved dens magt; idet den er forbi, reiser de sig igjen paa aaren. Jeg har hørt, at rigtig overlegne kajakroere har en endnu smukkere manøvre. Er en sjø saa svær, at de tror, at de ikke klarer den paa anden maade, kantrer de kajaken rundt, i det øieblik den bryder, og lader bunden tage stødet, er den over, reiser de sig atter.
«De stød, en slig sjø kan give, maa ofte være voldsomme. Det blev mig fortalt, at en mand ved et braat, som faldt med hele sin vælde over ham, blev knuget ned mod kajaken og fik en knæk i ryggen, saa han blev krøbling for livet, men trods dette kantrede han dog ikke. Det er
(Et fotografi af inspektør C. Ryberg).
(Et fotografi af inspektør C. Ryberg).
merkeligt, hvilken aandsnærværelse og herredømme over kajaken de kan vise. Anton, en ypperlig fanger fra Karusuk (inde i fjorden), kom en dag til Kangek paa fangst. Det var svært hav, og ukjendt som han var, jog han paa en havsjø over en flu, pludselig tog det grundbraat, og han sad tør paa fluen, i næste øieblik veltede et nyt braat ind over ham, han tænkte, det var forbi, men bøiede sig dog fremover, klemte aaren mod kajaken, og saa var han borte; men grundbraattet rullede over, og frem skar Anton, atter flot, lige overlegen som før.
«Den fangst, jeg driver mest paa herude, er edderfuglejagten. Et af de bedste steder for den er ude ved nogle smaa øer og holmer, som heder Imerigsak. Især kan der tilhavs, vest for dem, være meget fugl, men der er altid sjø, og strømmen gaar strid, og det gjør det gjerne vanskeligt at skyde for den uøvede. At drive jagten derude paa aabne havet finder jeg dog at staa høiere end alt, jeg har prøvet af kajakfangst.
«Man skyder gjerne edderfuglen paa en anden maade her end i Godthaab, idet man selv ror rundt for at opsøge den. Opdages fugle paa vandet, søger man godt til luvart og bærer saa ned paa dem. Som regel kommer man dem ikke meget nær, før de letter; men da de maa lette mod vinden for at komme op, blir de gjerne nødte til at flyve forbi kajaken indenfor skudhold; det gjælder imidlertid at stelle sig slig, at de kommer paa rigtig side af en, saa man kan faa skud. Et menneske, som ikke skyder links, kan nemlig ikke skyde til høire side, naar han sidder i kajaken, men maa enten have fuglene ret foran eller paa venstre side, kajaken tillader ikke store dreininger. Idet fuglene letter, og man ser, i hvilken retning de skjærer, maa man altsaa, hvis kajaken ikke peger rigtig, vende den i en fart, derpaa stikke aaren under remmen, saa høire vante af, bøssen ud af posen og til kindet — skuddet smelder; men skal man have haab om at faa noget, maa alt dette være et øiebliks sag, og gaar der høi sjø, maa man være saa sammengroet med kajaken, at man haandterer bøssen lige sikkert, for ikke at tale om, at man bør undgaa at kantre, naar skuddet smelder. Mange af kangekerne er fuldstændig overlegne i denne jagt. Jeg har seet dem i høi sjø skyde sit halve snes træffere efter hinanden, og det paa enkelte fugle. Et par gange har jeg langt tilhavs truffet sammen med en fanger, som heder Pedersuak — det er den store Peder —og vi har da gjerne slaaet følge. Undertiden har vi prøvet styrke i skydning; men, da han er en fortrinlig flugtskytter, har jeg meget snart, til hans store munterhed, maattet give tabt. En dag vi laa sammen, kom to edderfugle flyvende for fuld fart med vinden under vingerne. De fløi udenfor skudhold for mig, men skar mod Pedersuak, jeg raabte til ham, han saa dem ogsaa, men lod dem rolig flyve sig forbi, jeg forstod ikke, hvad der gik af ham; men pludselig hævede han bøssen, det smaldt, og begge fugle faldt. Han forklarede mig siden, at han bare havde ventet for at faa dem paa en linje, naar han skjød. Jeg tænkte, det var nu vel et slumpeheld; men vi havde ikke roet langt, før to edderfugle kom skjærende som sidst, men denne gang paa endnu bedre skudhold for Pedersuak. Han stak aaren under remmen og holdt bøssen færdig, men skjød ikke; endelig, da de var langt forbi, smaldt det, og atter faldt begge. Sligt gjøres ofte, ja jeg har seet 3 fugle, som kom flyvende sammen, bli skudte, idet man afventede det øieblik, da de fløi forbi hverandre, og alle tre var paa en linje. De har kun mundladningsbøsser, som de imidlertid lader godt, og hvormed de skyder paa, hvad vi vilde kalde urimelige hold. Jeg har ofte ligget sammen med dem og har ladet være at skyde paa fugl, som fløi forbi, jeg fandt holdet altfor langt; men saa har en eskimo ved siden af kastet til kindet, og ned kom fuglen. At lade disse bøsser, naar sjøen bryder over kajaken, er ofte lidt vanskeligt, man lægger den imidlertid med kolben forover kajaken og holder mundingen op mod ansigtet, eller støtter den mod skulderen, mens man tager krudt, knaldhætter, stry til forladning osv., som man altsammen har inde i luen for at holde det tørt. Paa denne maade kan man greie sig endog i
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
noksaa meget sjø, uden at den slaar ind i bøsseløbet. Til at opbevare bøssen, saa den altid er lige forhaanden, har man gjerne en egen pose ovenpaa kajaken foran.
«En anden maade at jage fugl paa, og som igrunden er endnu større idræt, det er fangsten med fuglepil, men den er vanskelig og fordrer megen øvelse. Deri er imidlertid kangekerne rene mestre. Det er en sand fornøielse at se dem kaste sine pile, de farer fra kastetræet, som om de var udslyngede fra en staalfjær, og fuglen rammes ofte paa lige langt hold, som man skyder den liggende paa vandet. Jeg har endog seet dem kaste paa fugl i flugt med pil.
(Inspektør C. Ryberg).
(Inspektør C. Ryberg).
Det er især alkejagten, som kangekerne driver paa denne vis. De har da intet andet vaaben end en eller to saadanne fuglepile paa kajaken, men i november eller decbr., da der er flest alker, kommer de dog gjerne hjem med 60—70 alker. Det er mer, end man faar med bøsse; thi af den skræmmes fuglene og dukker paa langt hold ved smeldet, mens ved fuglepilen blot de nærmeste skræmmes.
«Mens jeg har været her, er fangsten daarlig, fuglene er skyere nu, da solen staar for høit paa himlen, siger de, men alligevel kommer de dog gjerne hjem med 20 fugl, tagne paa en formiddag, og dette er alt fanget ved armens kraft og ved et redskab, gjort af træ og ben. Hvor bliver det saa af den store fordel, som vi med vore skydevaaben skulde kunne bringe? — Civilisationens fremskridt er neppe altid saa store, som vi gjerne vil gjøre dem til.»
Efter 3 uger i Kangek reiste jeg atter tilbage. Ved den leilighed fik jeg et godt eksempel paa grønlændernes overtroiskhed. Ved ankomsten til Godthaab blev jeg som vanlig modtaget af en hel del grønlænderinder paa stranden. Jeg maa da have været mere tvær og ordknap, end jeg pleiede; muligens har jeg været træt efter at have flakket hele dagen om ude mellem øerne efter fugl Grønlænderne fandt imidlertid straks ud, at jeg havde truffet et stort, uhyggeligt trold eller væsen (det heder tupilik, fordi det ligner et telt paa formen), som holder til paa nogle af øerne derude, og som har den stygge vane at vise sig for og skræmme livet af enslige kajakmænd, som kommer i nærheden af disse øer. Naar kajakmændene kom hjem efter at have seet dette væsen, var de altid tause lang tid efter. Herpaa tror de fuldt og fast, og af den grund tør kajakmændene aldrig komme alene til disse øer, og det skulde ikke tillades mig at flakke omkring saa meget alene, som jeg gjorde, nu haabede de, jeg havde faaet en lærepenge.
- ↑ Se blot den beskrivelse, løitnant Bluhme giver af ham. (Bluhme: «Fra et ophold i Grønland 1863—1864»).
- ↑ Han døde, endnu før vi havde forladt Grønland.
- ↑ ɔ: Helleflyndre.
- ↑ Den stikkes ind under tverremmerne paa kajaken foran kajakmanden, saaledes at den kommer til at ligge ud paa siden. Ved den modstand, aarebladet yder i vandet, hjælper aaren i høi grad til at støe kajaken.
- ↑ Mardluk er det eskimoiske ord for 2, men betegner i denne forbindelse en reel, danset af to personer, der som regel begge er mandlige.