Åpne hovedmenyen
Samlede Skrifter
Utgitt av M. J. Monrad og H. LassenG. E. C. Gad (1s. 521-524).
(Død i Rom den 25de Mai 1863.)

Atter lyder Dødsklokken
Over Norges Kirkegaard
For en af dets bedſte Sønner.

Fra det fjerne Syden
Lydløs foer den
Gjennem de hemmelighedsfulde
Stille Traade,
Der med Tankens Fart
Bære Glæde, bære Sorg
Over Fjelde og Have.
Førſt da den traf paa
Norges Hjerte
Fik Dødsklokken Mæle.
Men da klang den og
Dybere, tungere,
Videre, mere klagende
End nogenſinde
Thi den raabte jo over Landet
Det Sorgens Budſkab:
Din ſtørſte Sagamand er død! —
Død i det Fjerne,
Langt fra Fædrelandet,
Han, ſom var Fædrelandets
Haab og Stolthed!
Bortrevet i ſin Manddoms Kraft
Brat fra ſit Sagaværk,
Han, ſom alene
Kunde magte dette,
Han, ſom alene
Med Aſakløgt og Jættemagt
Kunde af Norges Urdyb

Løfte og klarne
Mindernes Arveguld.

Norge vil ei fatte,
At den Haand, ſom ſaa raſtløs
Arbeided til dets Hæder,
Nu ligger ſtille for ſtedſe;
At den Pande, ſom rummed
Hele dets Fortid,
Nu hviler tanketom;
At Aanden, ſom boede
Bag denne mægtige Hvælving,
Nu er henfaret
Med al ſin Lærdom
Til ukjendte Steder,
Hvor Jorden ei mere kjender den.
Og dog maa dette fattes,
Og dog maa det bæres,
Bæres med Ydmyghed,
Ja ſelv med ſtille Tak.
Herren, ſom gav os ham,
Har atter taget ham til ſig
I den Stund, Ham tyktes bedſt.
Hans Navn være lovet! —

Hvad Gud gav den unge Mand Tid
At ſamle og efterlade
Sit Folk i Arv
Er en rigere Skat
End Frugten
Af mange Oldingers Liv.
Han arbeidede Dag og Nat
Og gjorde Uger til Aar —
Derom vidne
De mægtige Mure
Af Norges Mindeborg,
Som han opførte,

Saa den kneiſer høit paa Fjeldet
Og ſkinner viden om Landene.
Dens Taarne og Tinder
Fik han vel ei reiſte,
Men Grundvolden lagde han;
Og paa den
Skal Efterſlægten
Bygge videre.
Aldrig kan derfor
Hans Navn og hans Gjerning glemmes
Saalænge Nordmænd
Bygge i Norge.




Saa lyder Dødsklagen
Over Landets Savn.
Men endnu tungere falder Savnet
Paa dem,
Som ſtode ham nær i Livet.

Jeg var En af disſe.
Saalangt, jeg kan mindes tilbage,
Saae jeg hans lyſende Skikkelſe
Blandt de Kjære
Fra mit Barndomshjem.
Vore Fædre vare Brødre,
Vore Mødre Søſtre —
I Alder, i Navn, i Slægt var vi lige,
Kun ikke i Evner.
Alt tidlig fyldtes han
Af ſit ſtore Kald.
Jeg mindes grant,
Alt ſom Dreng ſagde han til mig:
„Jeg vil blive
Mit Fædrelands Thukydid —
Bliv ſaa du dets Tyrtæus.“

Ikke kunde jeg vel naae
Det Maal, han ſatte mig.
Men han blev
Hvad han vilde.

O, min Ven, min Broder! —
Hvi blev det ikke mig,
Døds-ſlaget ramte? —
Mig, ſom Fædrelandet kunde undvære?

Dog, Guds Villie ſkee! —
Han gjør det bedſt for os Alle.
Han gav dig ſaameget,
Han gav dig tilſidſt
At hvile dit trætte Hoved
I dine længe ſavnede
Elſkedes Favn,
At udaande i deres Arme,
Medens det evige Roma
Hiſtoriens Moder
Bredte ſin Mindefred over dig.

Nu hviler du
Under Roms hellige Mure
I den ſkjønne Gravlund,
Hvor Ceſtiuspyramiden
Peger op
Mod de evige Boliger.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.