Phædri Fabularum Æsopiarum libri V
4. Phædri, Augusti Liberti, Fabularum Æsopiarum Libri V. Udgivne til Skolebrug med Anmærkninger af L. O. Schønning, Adjunkt ved Bergens Cathedralskole. Bergen 1851. 5 Ark 8. indb. 40 ß. Udg. Forlag. Christiania hos Feilberg & Landmark.
Det tør antages for erkjendt blandt Folk af Faget, at der overhoved er Mangel paa hensigtsmæssige Skoleudgaver af de i Skolerne læste gamle Forfattere. Endog paa omhyggeligt reviderede og efter de bedste Hjælpekilder samvittighedsfuldt berigtigede Textudgaver er der liden Overflod, medens vore Skoler derimod ere oversvømmede af tydske Godtkjøbsudgaver, daarlige Frugter af tydske Boghandlerspeculationer, som dog uvægerligt faae Indpas, da det idetmindste i Regelen ikke betydes Disciplerne i en Skole, hvilke Udgaver af de gamle Forfattere de have at anskaffe sig; dette overlades i Almindelighed til deres eget private Skjøn, saa at det nok ei sjelden træffer, at en Forfatter læses i samme Classe under samme Lærers Veiledning kanskee i et halvt Snees forskjellige Udgaver. Og dog vil nok den samvittighedsfulde Lærer idetmindste efter nogen Reflexion indrømme, at endog een og samme daarlige Text i alle Disciplers Hænder er et heldigere Vilkaar og en bedre Basis for hans Underviisning, end den brogede Blanding af i og for sig kanskee bedre, men fra hinanden ofte ei lidet afvigende Textudgaver. Thi ved det sidste vanskeliggjøres ei lidet hans Control med Disciplens rette Forstaaen af Forfatteren, da han ei altid kan stole paa, at Afvigelsen i Texten af Disciplen bemærkes og forelægges ham; og Sagen bliver slemmere, jo mere elementært Underviisningens Standpunkt er, og tillige jo usikkrere og derved mere for vilkaarlig Behandling udsat en gammel Forfatters overleverede Text er.
Men bedre er dog altid bedre, og man tør ikke vente, at Læreren altid vil kunne supplere eller rette den daarlige Texts Mangler, især paa Steder, hvor literære Hjælpemidler mangle. Den Udgiver altsaa, som leverer en omhyggeligt gjennemseet og efter de bedste Kilder berigtiget Text af en gammel i Skolerne læst Forfatter, har allerede derved Krav paa disses Erkjendtlighed. Nærværende Udgiver har imidlertid ikke indskrænket sin Opgave dertil. Han har ledsaget sin Forfatters Text med veiledende Anmærkninger. Det Maal, han herved har stillet sig for Øie, angiver han selv i Fortalen. Han vilde levere en Udgave, „som med tilbørlig Iagttagelse af pædagogiske Hensyn meddeelte Disciplerne de til en grundig Tilegnelse af deres Pensum fornødne Bemærkninger.“ Men ved disse Anmærkninger har han stadigt havt for Øie kun at give Disciplerne det nødvendige Materiale til Forberedelsen. Idet han med Ret betragter det som et af Skolens vigtigste Formaal at udvikle Disciplens Aandskræfter ved Selvvirksomhed og Selvtænkning, mener han, at man ikke paa den ene Side bør tiltroe Disciplen for lidet og altsaa ikke ved nogen, Disciplens egen Erkjenden foregribende, Forklaring nægte ham den Glæde, han vil føle ved at skaffe sig selv Lys; men paa den anden Side heller ikke vente eller fordre for meget af Disciplen, da derved „hans Lyst og Iver vil svækkes istedetfor at vækkes“.
Det er saaledes ogsaa her den rette Middelvei, det gjælder at træffe. Udgiverens Arbeide har ikke villet gjøre Lærerens overflødigt; det er mere Vink og Veiledning til Bekjæmpen af Vanskelighederne ikke nogen fuldstændig Bortryddelse af alle disse, Udgiveren har tilsigtet. Han har vel nærmest villet gjøre den besværlige, ialfald tidsspildende Gjennemgaaen af Lærerne i Forveien — des nødvendigere, jo mere elementært Underviisningens Standpunkt er — overflødig, idetmindste undværlig. Hvorledes Udgiveren har løst sin Opgave, skal nedenfor blive Gjenstand for en kort Belysning. Dog først et Par Ord om Forfatteren selv.
At den æsopiske Dyrefabels Allegorie i fortrinlig Grad egner sig til at tiltale den barnlige Phantasie og indvirke paa det barnlige Gemyt, og neppe nogensinde i sin Ideekreds ligger udenfor Barnets Fatteevne, er vel til alle Tider almindelig erkjendt. Dette var vel og Motivet til, at Quinctilian (1. 9. 2.) tilraader dens Anvendelse i de romerske Skoler til praktiske Sprogøvelser ved Gjenfortælling i simpelt, ukunstlet Sprog (mundtlig og skriftlig). Dyrefabelens traditionelle Stof, almindelig betegnet med Æsops Navn, har nu Phædrus i den latinske Litteratur først isoleret behandlet i Jambedigtningens Form. Han har derved uden Tvivl lagt for Dagen noget Talent og hans Indklædning i det Hele bevarer den antike Simpelhed. Hans Forhold til den græske Litteratur, idetmindste til den Græker, han selv nævner som sit Mønster Æsop, er med Nødvendighed et andet end den romerske Digtnings overhoved til den græske. Thi ingen paalidelig gammel Beretning gjør Æsop til Digter, endnu mindre til egentlig Skribent. Han var hos Grækerne blot en heldig Fabelfortæller, under hvis Collectiv-Navn en Mængde i Livet anvendelige Fabler gik og forplantedes fra Slægt til Slægt. Hvormeget af disse hos Grækerne var bragt i poetisk Form, kan neppe afgjøres. Selv Sokrates skal jo vistnok efter Platons Phædon i Fængslet have syslet med saadan digterisk Indklædning af Æsopiske Fabler. Men ialfald har den æsopiske Ainos eller Apologos aldrig udgjort noget eget Digtgenre; leilighedsviis behandlet i Distichet, Hexametret, udgjorde den vel hyppigt en Ingredients i den vidt omfattende jambiske Digtning; meget sildige ere Babrius’s Mythiamber (i choliambisk Metrum), sandsynligt nær Phædrus’s i Tid; til at Phædrus har kjendt dem, er der intet Spor. Det er vel derfor i det Hele sandsynligt, at Phædrus ikke blot i sin digteriske Form er lidet paavirket af Grækere, men endog i selve Stoffets Behandling er gaaet frem med en vis Frihed og Selvstændighed. At han i selve Fabeldigtningens traditionelle Stof indblander meget og ei altid til det øvrige passende af sin egen Opfindelse eller fra andre Kilder, og derved har givet dette Stof et Anstrøg af broget Mangfoldighed, see vi. Og her viser sig neppe hans Dømmekraft i noget glimrende Lys. Enkelte af hans egne originale Meddelelser bevæge sig vistnok i den samme Sphære; andre derimod skride langt udenfor. Og overhoved har han udentvivl i mere end een Henseende miskjendt og feilagtigt opfattet den æsopiske Fabels Idee. De forskjellige Fabler, som deels alene, deels væsentligt bevæge sig i Menneskelivets Forhold, som hist og her hos Phædrus findes, høre ialfald ikke ind under den æsopiske Dyrefabels Begreb; maaskee ere idetmindste enkelte af visse hentede fra de sybaritiske Fabler eller analoge med disse, som for en stor Deel vel vare Apophthegmer fra Sybaris. Men enkelte af Phædrus mellem de øvrige Fabler indblandede menneskelige Begivenheder ere blotte og bare Byanekdoter fra hans egen Tid (f. Ex. Historien om Fløitespilleren Princeps, om Tibers Slave, om scurra og rusticus). Saa rummeligt har Phædrus gjort sig Genret, saa at dettes Begreb er omtrent ligesaa vagt som den ældre romerske Satiren. Men sandsynligt er Phædrus ogsaa i andre Henseender skeiet ud fra den æsopiske Dyrefabels Idee. Jeg sigter her til, hvad vel utvivlsomt maa ansees som en Udvæxt paa den æsopiske Fabel, den tilføiede Moral i Eximythierne, 6os Phædrus ofte som Promythier, enkelt Gang begge Dele[1].
Dette traditionelle, med flere ueensartede Ingredientser broget blandede Fabelstof har Phædrus behandlet i en overhoved elegant og behagelig, blot hist og her lidt knudret Form. Hans Sprog er i det Hele reent og simpelt uden meget indviklede Construktioner, og forsaavidt passer og fra denne Side af Læsningen af hans Fabler til Underviisningens elementære Stadium. Hvor han endnu holder sig indenfor den æsopiske Fabels Sphære — og det er dog i Størstedelen af hans Værk — ere Hindringerne for den fulde Forstaaen endnu kun af sproglig Art og bortryddes ved den — i videre Forstand saakaldte — grammatiske Fortolkning. Kun i den mindre Deel af hans Digte, som fremstille menneskelige Scener og Begivenheder, hvor ialfald af og til Menneskelivet bevæger sig i det antike Livs eiendommelige Former, tiltrænges den — overhoved vanskeligere — historiske Fortolkning. Men uagtet hans Sprogs Simpelhed i det Hele, er der dog ikke faa, især syntaktiske, Egenheder, der ligge fjernere fra den almindelige grammatiske Regelmæssighed, som baade vanskeliggjøre Forfatterens rette og fulde Forstaaen paa Underviisningens elementære Standpunkt og gjøre Fordring paa en dygtig, med et dybtgaaende grammatisk Studium udrustet Fortolker. Meget og mangt er derhos ogsaa i hans Udtryksmaade og Phraseologie særegent og afvigende fra den almindelige latinske Sprogbrug og stiller til den omhyggelige Fortolker den Fordring, at paavise dette særegne og henvise til det almindeligt brugelige Udtryk. Sproget befinder sig umiskjendeligt under den første romerske Keisertid i en Overgangstilstand fremkaldt ved flere indre og ydre Omstændigheder og Paavirkninger. Men netop det lille Antal af Forfattere, især Digtere, som ere levnede fra Tibers, Gajus’s og Claudius’s Tidsalder og den derved ofte nægtede Anledning til Sammenligning med samtidig Sprogbrug gjør det vanskeligt altid at bestemme, hvad der ved Phædrus’s Særegenheder i Udtryk og specielle Sprogbrug er at tilregne Sprogbrugens Forandring i det Hele fra den foregaaende Tidsalders, og hvad der maaskee maa skrives paa Phædrus’s fremmede Nationalitets eller hans Individualitets Regning. Men derhos er der dog og, uafhængigt af Sprogformen, ikke sjelden endnu fra en anden Side Dunkelhed hos Phædrus og Vanskelighed ved at forstaae og fortolke ham. Ikke saa ganske sjelden er nemlig selve Tanken hos ham uklar og skjæv, Tankegangen abrupt, ufuldstændig og forvirret, og Læsningen af Phædrus gjør derfor ei sjelden Fordring paa — hvad man kan kalde og har kaldt — logisk Fortolkning. Om æsthetisk Fortolkning kan der, ialfald paa det Stadium af Underviisningen, hvor Phædrus hører hen, vel lidet blive Tale.
Men foruden de ovenantydede Vanskeligheder, som hist og her møde ved at forstaae og fortolke Phædrus’s Fabler, saa staaer endnu tilbage at omtale den allerstørste, nemlig den mislige Tilstand, hvori den overleverede Text hyppigt befinder sig. De 5 Bøger phædriske Fabler, som fra først af kjendtes, ere alene fuldstændigt levnede i 2 franske Codices, i hvilke Skriften bærer det 10de Aarhundredes Præg, men som i det Hele staae hinanden meget nær og ere af samme Familie (udsprungne af samme Grundexemplar), medens en Slags Anthologie eller Samling af en Deel af disse Fabler, bevarede i et Manuscript af Biskop Nic. Perotti[2] († 1480), hentyde paa en italiensk Familie af Haandskrifter, der have havt en fra de franske Haandskrifter ofte ei lidet afvigende Text. Kommer nu hertil de i disse, i sig selv mindre rene, Kilder til Phædrus’s Text hyppige Lacuner og Interpolationer, hvor Conjectural-Critiken i lang Tid tidligere har havt et tøilesløst benyttet Spillerum, skjønt vistnok fortrinlige Critici, som en Bentlet o. A., ogsaa have arbeidet med Held paa dette Feldt og ofte bragt Lys i Mørke, saa indsees det let, at denne Textens Beskaffenhed gjør denne Forfatter mindre egnet til at læses i Skolerne, ialfald paa Underviisningens lavere Trin. Det var denne Omstændighed, som bevægede den berømte Philolog F. A. Wolff til at fraraade denne Forfatters Læsning i Skolerne, idet han blot vilde gaae ind paa, at man der kunde benytte en 30—40 Fabler i chrestomathisk Udvalg, (uden Tvivl nærmest efter Hensyn til Textens Tilstand). Fra denne tidligere Vilkaarlighedstilstand er dog Phædrus’s Text nu bragt ud ved den bekjendte Orells flittige critiske Bestræbelser. Han har i 1832 leveret den første, egentlig critiske, Udgave af vor Forfatter og givet Texten saaledes, at denne saavidt muligt heelt igjennem er ført tilbage til de levnede Text-Kilder, saa at man overalt faaer vide, hvad Hjemmel Phædrus’s Text har i de tilbageværende Haandskrifter. Men af den Opgave, Orell bar sat sig, at levere en diplomatisk berigtiget og overalt ved Manuscripterne hjemlet Text, følger ogsaa, at han kun paa de færre Steder har indladt sig paa efter de tidligere Bearbeideres Conjecturer at udfylde aabenbare Lacuner eller afændre aabenbare Corrupteler og Interpolationer i Texten, men lader, hvor ikke Conjecturerne ere evidente Emendationer eller Restitutioner, for det meste Lacuner og Corrupteler blive staaende som de i Manuscripterne findes; og hvor han af og til forlader dette Princip og optager mindre evident rigtige Textforbedringer, er han visselig — som det overhoved er Tilfældet med Orell som selvstændig Critiker — ikke altid heldig. Vil man nu uagtet de nævnte Betænkeligheder ikke destomindre benytte Phædrus til Læsning i Skolerne, saa er det klart, at man maa indlade sig paa et Slags Accomodation og i det Hele opgive den her blot ideale Fordring paa en endog kun i det Væsentligste fuldkommen oprindelig Text, som efter Værkets Skjæbne gjennem tidligere Aarhundreder og de nu forhaandenværende Hjælpemidler ei længer kan haves, og i det Hele tage til Takke med en hist og her rimeligt udfyldt og berigtiget modern Overarbeidelse. Det er vel ligeledes aldeles klart, at Orells diplomatisk berigtigede Text med de Huller og Forvanskninger, som i Manuscripterne findes, ikke ligefrem kan følges i en Udgave, som i Skolerne skal kunne læses; ligesom selve de af ham optagne Berigtigelser ei altid ere tilfredsstillende eller bifaldsværdige. Orells Udgave danner imidlertid for en ny Textrevision Udgangspunktet og et Textgrundlag, som enhver sildigere Udgiver med Taknemmelighed bør paaskjønne, og ved skjønsom Benyttelse af dette og de af ham i Udvalg meddeelte tidligere Bearbeideres critiske Bestræbelser kan det dog nu lade sig gjøre at levere en nogenlunde fyldestgjørende og til Skolens Tarv nogenlunde passende Textudgave af vor Forfatter, skjønt i det enkelte meget og mangt kan være Gjenstand for Tvivl og Tvist.
For altsaa at komme tilbage til nærværende Udgiver, saa har han naturligt ingen nye, selvstændigt fremskaffede Hjælpemidler til Textens Berigtigelse havt at benytte, og man kan alene med Hensyn til denne Deel af hans Udgiver-Virksomhed til ham stille den Fordring, at han med Samvittighedsfuldhed og besindig og moden Dom benytter de af Andre — her især Orell — budne Materialier til at levere en saavidt muligt til Haandskrifterne støttet, i det Hele rimelig, og med Hensyn til Bogens særegne Øiemed, i Skolen læselig Text. Betragter man nu den af Udgiveren meddeelte Form af Texten, vil man erfare, at han er afvegen fra den orelliske ei blot — og det jo med et Slags Nødvendighed — der, hvor Orell med „ἔποχὴ“ har ladet Haandskrifternes Lacuner eller Corrupteler blive staaende uden Afændring; men ogsaa ofte, hvor Orell er gaaet ind paa Optagelsen af en Conjectur, har Udgiveren fulgt en anden, og ligesaa ved Vaklen i Manuscripterne har han decideret paa anden Maade end Orell; undertiden, hvor Orell har ladet Haandskrifternes eenstemmige Text staae som rigtig og forsvarlig, har han fundet Grunde til at afvige fra denne. Enkelte Steder har imidlertid Orell selv bifaldt en saadan Afvigelse, uden at sætte den i Texten, som af vor Udgiver nu er optagen. Ved en Jevnførelse med Orellis Text vil man udentvivl erkjende, at nærværende Udgiver er gaaet frem i Textrevisionen med Besindighed og Omtanke og neppe nogetsteds har afændret uden idetmindste antagelige Grunde:
Saaledes: 1, 8, 12 postulas, med Bentlei, for postulas (Orell) kan alene billiges, da det andet vilde være ligefrem soloecistisk.
Ligesaa 1, 9, 8 mortis en solatium for: in solatio (billiget ogsaa af Orell).
1, 12, 2 rimeligt og heldigt (jeg veed ei om „Marte proprio“): hæc testis erit narratio, hvor Manuscripterne have med Lacune: hæc ...... erit narratio; (testis findes vistnok i „vetus Danielis churtula“ eller det nu i Vaticanet sig befindende Haandskrift af 7 Fabler i 1ste Bog; men Ordene ere der umetrisk omkastede i en ganske anden Orden).
1, 13, 2 er vor Udgivers Text (efter Danielis charta) udentvivl at foretrække for Orells efter de franske Manuscripter constituerede. Ligesaa er vel det tilføiede Epimythium (før staaer der et Promythium), som giver Anstød baade fra Sprogets og Meningens Side, med Føie udeladt som sandsynlig Tilsætning.
1, 23, 2 er Udgiverens verum (for: rerum) — som det synes, egen Conjectur — idetmindste i høi Grad tiltalende og sandsynligt en Restitution af det oprindelige; peritum staaer jo saare hyppigt absolut og rerum er her en meget unødvendig og besynderlig Relation.
2, 5, 10 respicit for prospicit efter Heins. og J. Fr. Gron. med halvt Bifald ogsaa af Orell. ibid. v. 16 come officium jactitans (efter Rigalt), hvor Orell leverer Haandskrifternes Forvanskning (i metrisk Henseende), men derhos giver en egen lidet rimelig for ei at sige meningsløs Conjectur.
2, 7, 4. 5 har Udgiveren rigtigt beholdt Manuskripternes eminens, jactans, hvorfra Orell unødigt er afvegen (eminet, jactat).
ibid. v. 8 har Udgiveren optaget for de 2 franske Manuscripters aabenbare Forvanskning: trucidant, den vistnok paa een Maade heldige Conjectur: trusitant. Men man maa vel med Rette være betænkelig ved at indføre i Texten gjennem Conjectur et ἁπαξ εἰρημένον; thi trusitare findes intet andet Sted; da nu Perottis Codex har: sauciant, faaer man vel nøies dermed, om man end maaskee kan tvivle paa, at det er det oprindelige.
2, Epil. S. 3 er dog maaskee Bentleis Conjectur: honori af Manuscripternes Corruptel: homini, bestyrket af Perottis Codex, at foretrække for Pithæus’s Rettelse honoris.
3, Prol. v. 5 har Udgiveren vel med Rette givet Heinsius’s Conjectur: officiis meis Fortrin for: officii mei i Haandskriftet, som neppe lader sig forsvare; ligesaa vel beføiet v. 22 med Gude og Schwabe: laude multa for invicta (Orell), uden Mening. ibid. v. 38 derimod ikke at billige er: semitam for Manuscripternes semita. Udgiveren har maaskee ei ret overveiet, at facere aliquid aliqua re (at gjøre Noget af eller med Noget) er en ikke sjelden Phrase, især hos Comikerne.
3, 1, 2 har Udgiveren („et testa“) fulgt Manuscripterne, hvorfra Orell uden gyldig Grund („e testa“) er fravegen.
3, 6, 9 er vistnok et meget tvivlsomt Sted, og sikker Restitution af det oprindelige er her neppe at vente. Saavel mod tricandum som mod Conjecturen strigandum er der væsentlige Indvendinger at gjøre, og uagtet tardandum (i Perottis Manuscript) vistnok levner Tvivl og synes at være Glossem, vilde jeg dog med Udgiveren her i en Skoleudgave foretrække Det. — Dog synes det endnu nødvendigt for Verset med Bentlei for nam ubi at læse nam et ubi, da nam vel neppe kan undgaae Ecthlipsen.
3, 8, 8 har Udgiveren, som det synes, selvstændigt rettet quid enim (parenthetisk sat) til quid ni. Han maa her have overseet den eiendommelige Brug af denne Partikelforbindelse quid enim, der, i det Væsentlige eenstydigt med quid ni, elliptisk i livligt Udtryk netop spørger efter Indvending (som det græske: τί γαρ) eller opfordrer til Bifald; egentligt at tænke fuldstændigt: quid enim (contra dici potest?) Saaledes t. Ex. Hor. Sat. 1, 1, 7.
3, 18, 3 er der neppe nogen afgjørende Grund til, som Udgiveren har gjort, at foretrække avibus (i Codex Perot.) for auribus (i de franske Manuscripter).
IV, Prol. 5 (hos Andre IV, 27, 5) har Udgiveren, trods Orells vistnok urimelige Indvendinger fulgt Rigalts aldeles passende divinabit istedetfor den ogsaa af Orell erkjendte Corruptel damnabis, hvorfor han vil: demonstrabit med en aldeles sælsom og urimelig Forklaring. Ved Corruptelen i v. 12: quasi synes og Udgiverens Textconstitution: paucas si ille–dissero heldigere og mindre vilkaarlig end Orells: si paucas ille – sero (si, her, som oftere, = siquidem). ibid. v. 14 er vel den af Udgiveren optagne Bentleis Conjectur quum vacarit det heldigste, som har været foreslaaet. Ligesaa ibid. v. 20: illiteratum plausum nec desidero (i Manuscripterne forvandsket in literarun plausum ire desidero) er vel neø absolut at foretrække for Andres Rettelse cur, da cur desidero er en aabenbar Soloecismus (ved cur her nødvendigt Conjunctiv).
IV, 2, 14 er ogsaa med Føie efter Bentlei comprensus foretrukket for compressus. Disse og lignende Former (som pressare og prensare) forvexles saa ofte, at Haandskrifternes Auctoritet ved dem kun har liden Betydning; Meningen maa afgjøre, hvilket der er det rette.
IV, 5, 38 villas vist og med god Grund for vites (som ogsaa er Conjectur for Manuscripternes Corruptel: utiles).
IV, 16 (andre 17), 5 subito mutatur efter Manuscripterne, hvor man (Orell og Andre) vel unødigt har tilsat et ut.
IV, 20, 9 er Udgiverens: coepto propositum ordine idetmindste ligesaagodt hjemlet fra Haandskrifternes og Meningens Side som Orells: coeptum propositi ordinem (Manuscripterne: propositum).
IV, 24, 14 har Udgiveren sandsynligt med Cod. Perotti givet det Rette: ut sine ira te dimissum sentiant, istedetfor Orells (efter Cod. Pith.): ut ne irate (?) te dimissum sentiant, hvor irate vistnok er sprogstridigt (ialfald da: iratum).
ibid. v. 18 er Conjecturen dimissus vel med Føie optagen, trods Orells Paastand, at dette ei er rigtigt Latin og trods hans — saare uheldige — Forsvar for dimissam; ligesaa ibid. v. 23 diffluentes corpora efter Manuscripterne, hvor Orell ubeføiet retter corpore, henført til supra, og ganske vilkaarligt paastaaer, at den græske Accusativ — ved diffluentes — som hos alle romerske Digtere er Fælleseiendom, skulde stride mod Phædrus’s Stiil.
V, 1, 12 er Udgiverens vestitu affluens efter Cod. Pith. og Rhem. dog et mindre dristigt Udtryk end Orells fluens efter Cod. Perot. Ibid. v. 15 har Udgiveren og beføiet (efter Manuscript.) in conspectum meum for in conspectu meo.
V, 5, 4, dives nobilis er beføiet beholdt af Manuscripterne for Orells Rettelse nobiles (til ludos): cfr. Juvenals: nobilis indoctus (see Madv. § 301, Anm., hvad sandsynligt ogsaa Udgiveren her har støttet sig til). ibid. v. 26 har dog sandsynligere Orell af Manuscripternes Forvanskning (et derisuros non exspectaturos silet) givet det oprindelige: et derisurus non spectaturus silet (for dette dog nok bedre Cod. Per. sedet), idet favor staaer her ved en ei usædvanlig Personification fremdeles som Subject (cfr. Livius 3, 59: ferox Appii animus quum insuper sævire vellet concionemque advocaret, og ovenfor hos Phædrus 1, 4, 5), end udgiveren ved sin {{sperret|Rettelse: et derisuri, non spectaturi sedent.
V, 9 (10) 3 flecteret for plecteret (med Bifald af Orell).
V, 11, 1 er Udgiverens fortis et velox sandsynligt at bifalde fremfor Manuscripternes ogsaa af andre Udgivere forkastede: fortes et veloces og Orells: fortis veloces.
1, A, 4 derimod kan Udgiverens Textafvigelse aliamque prædam ab altero ferri putans (for alio) ikke billiges, da Meningen ikke tillaver dette altero, naar aliam prædam gaaer foran. Det er det jo, som skal udhæves, at Hunden troede, at, hvad der dog blot var dens eget Billede i Vandet, var en anden Hund med et andet Stykke Kjød i Munden; alio refererer sig til Modstillingen mellem Hundens Mening og den Læseren bekjendte Virkelighed („en anden, en ny Hund“); ab altero „den anden Hund“, et bestemt og objectivt gyldigt Begreb, passer ikke til putans, ialfald maatte med en i Latin undertiden forekommende mindre bestemt Brug af alter, „nok en“, (cfr. Madv. § 487) uden bestemt Forestilling om to, dette Ord ogsaa staae ved vrædam (saaledes virkelig ogsaa i den prosaiske Opløsning af 60 phædriske Fabler fra Middelalderen, udgivne af Nilant). Det er sandsynligt en metrisk Grund, som her har bevæget Udgiveren til at opgive Orells Text (efter Cod. Pith.): aliamque prædam ab alio ferri putans, som vistnok umuligt kan staae, da Verset er urigtigt. Men her er vel Bentleis Conjectur aldeles fyldestgjørende: ab alio cane, skjønt rigtignok med en Dachtylus paa fjerde Plads. Phædrus er dog nok ligesaa fri i Senarien som Comikerne.
II. Prol. 12 fgg. Ita sic rependet illi breritas gratiam, som Manuscripterne give Stedet, synes vistnok forvansket og er af Orell levnet som Corruptel (med 1); men Forvanskningen ligger neppe, som det vel ved første Øiekast kunde synes, i sic, som vor Udgiver retter til si. Det er vanskeligt her at afgjøre noget med Sikkerhed; jeg skal imidlertid fremsætte min fra Udgiverens afvigende Mening om Stedet. Jeg antager, at sic her er rigtigt, i den Brug, det hyppigt har i parenthetisk indskudte Ønsker (som Hor. Od. 1, 4, 1 sic te diva potens Cypri – regat og ofte): „saa sandt“, og at: sic – commendatio er at læse som Parenthes. Men da er det vistnok nødvendigt at læse rependat, da Futurum nok kan findes for Imperativ, men vel intetsteds for det ønskende Conjunctiv. Illi i Manuscripterne er vistnok urigtigt, da 2den Person gaaer foran (accipias) og følger (attende), men det ligger dog vel nærmere at antage det forvansket af tibi end, som Udgiveren gjør, af illam, hvorved han noget tvungent, som mig synes, maa fortolke: illam gratiam, „saadan Velvillie (Gunst)“, mens, ved tibi, rependere er det samme som reddere gratiam, „yde Tak“. Ita, siger Udgiveren, hører til attende; dette er utvivlsomt. Men naar han forklarer, at ita sigter til det foregaaende, er det ei tydeligt, hvad han mener. Jeg mener, at ita her indfører Exemplet i Henhold til det umiddelbart foregaaende (at han vil indflette egne Fabler), og i Forbindelse med de 2 sidste Vers, der øiensynlig som et Promythium indlede til næste Fabel, betegner dette ita altsaa den følgende Fabel som Phædrus’s egen.
IV, 11, 3, hvor Manuscripterne (og Or.) have: onustus qui sacrilegio quum discederet, (hvor Burmann og Schwabe med Johnson udslettede qui, som Orell mener, uden Grund), har Udgiveren uden Tvivl med Føie vel af metriske Grunde troet maatte forandres (det har unægteligt en overskydende pes). Udgiveren har med forandret Orden af Ordene beholdt qui og givet Stedet: qui onustus sacrilegio quum discederet, hvorved Verset lader sig forsvare, naar første Stavelse i sacrilegio, uagtet den svage Position, bruges lang, og Phædrus indrømmes samme Frihed som Comikerne, at bruge Spondæen ei blot i regio impar men ogsaa par (2den og 4de pes). Verset er ialfald da aldeles construeret som hos Burmann og Schwabe, der udelade qui (som hos Udgiveren her lider Synaloephe.)
Disse Exempler paa Udgiverens Behandling af sin Forfatters Text turde være tilstrækkelige til at vise, hvad ovenfor er paastaaet, at han i sin Textrevision er gaaet frem med Samvittighedsfuldhed og Omtanke. Navnlig har han paa flere Steder efter rigtig Indsigt og Skjøn bevaret den haandskriftlige Text, hvorfra Orell i sin diplomatisk-critiske Udgave er afvegen.
Jeg kommer nu til en anden, ved en Skoleudgave for dette Underviisningstrin vel endnu vigtigere Deel af Udgiverens Virksomhed, hans Fortolkning af Forfatteren. Jeg skal her først dvæle lidt ved dennes grammatiske Retning i engere Forstand, det vil sige, Udgiverens Belysning af de grammatiske, fornemmes lig syntaktiske Phænomener hos Forfatteren. Udgiveren har givet denne Belysning ved Henviisninger til den ikke blot for dette Underviisningens Standpunkt men ogsaa langt videre hen fuldkommen tilstrækkelige Madvigs Grammatik, som i sin Korthed — relativt til tydske Skolegrammatiker — er saare righoldig. Med Hensyn til Dommen om, hvorledes Udgiveren her har gjort sin Opgave fyldest, skal jeg bemærke, at man kun i een Retning kan opstille en bestemt og ubetinget Fordring, den nemlig, at en Fortolker intet ualmindeligt eller særeget, dunkelt eller vanskeligt grammatisk Phænomen upaaagtet lader glide sig forbi, men med fuldkommen vakt Reflexion for det grammatiske Udtryk med Skarphed opfatter og klart belyser det i grammatisk Henseende sjeldne og vanskelige. Og dette er, skulde jeg mene, den sande Prøvesteen for den dygtige Philolog og Fortolker. Saa mangen lærd og fornem Exeget seer man desværre ofte med sløv Sands for sin Forfatters Eiendommelighed i grammatisk Sprogbrug glide hen over grammatisk vanskelige Steder uden Iagttagelse eller Opklaring; det skal maaskee ofte see ud, som om han intet Anstød der har taget, medens den fornemme Taushed vel som oftest har sin Kilde enten i sløv Iagttagelse af Formen hos Forfatteren — ved ubevidst Forbigaaen af Stedet — eller i virkelig Udygtighed til at udrede Vanskeligheden, hvis den forbigaaes med Bevidsthed. Jeg udtaler her en almindelig Anke mod en Fleerhed af tydske, ældre og nyere, Fortolkere. Spørges der nu, hvorledes nærværende Udgiver fra denne Side af har løst sin Opgave som grammatisk Fortolker, da maa jeg paastaae, at Udgiverens Fortjeneste af denne Deel af Fortolkningen er blandt det nærværende lille Arbeides mange lyse Sider og Fortrin ret egentlig Glandspunktet. Herved kommer først i Betragtning, at Udgiveren i denne Deel af sit Arbeide nødvendigt har maattet være aldeles selvstændig og intet Forarbeide har havt at støtte sig til. Men derhos kan jeg efter nøiagtig Gjennemgaaen af Forfatteren netop i den Hensigt at mærke mig de Steder, som fordrede og tiltrængte grammatisk Belysning, og efter siden at have fra denne egne Gjennemgaaen som Udgangspunkt undersøgt det af Udgiveren i den Henseende præsterede, erklære, at jeg ikke har fundet og ikke veed at paapege noget i grammatisk Henseende virkelig vanskeligt Sted, som ikke af Udgiveren er paaagtet og hos ham har fundet Belysning ved Henviisning til Grammatiken, og at det ialfald er yderst sjeldent, man endnu kunde ønske en Henviisning, som ikke hos Udgiveren findes. Og Phædrus er trods sin Korthed riig paa mange særegne og lidet almindelige grammatiske Phænomener. Hvormeget derimod Udgiveren bør give af Henviisninger til Grammatiken til Belysning ogsaa af almindelige og simple grammatiske Ting eller til Indøvelse af Grammatikens Regler der, hvor Forfatteren følger Sprogets slagne Landevei, derfor kan vel ingen bestemte Regler opstilles. Disse maa vel her betinges, foruden af reent pædagogiske Hensyn, ogsaa af concrete Omstændigheder Underviisningens Standpunkt, for hvilket Udgaven er beregnet, og dette kan muligt ved de forskjellige Underviisningsanstalter være noget forskjelligt. I den Henseende gjælder det vel, at meget og mangt eller det meste maa overlades til Lærerens mundtlige Veiledning og hans Skjøn paa hans Disciples Tarv, og heri bør en Udgiver ei formeget foregribe. Et, dog ikke meget væsentligt, „pædagogisk Hensyn“ skal jeg tillade mig at gjøre gjældende mod Forfatteren. Det kan være rigtigt og nødvendigt oftere at indskærpe en eller anden grammatisk Regel. Men Henviisningen bør da i Gjentagelsestilfælde ikke længere skee til selve Grammatiken, men til selve Stedet hos Forfatteren, hvor den fandt Anvendelse. Motiveringen heraf ligger saa nær, at jeg maaskee kan undlade den. Discipelen bør vide og drages til Minde, at Regelen alt før har været anvendt, og at han egentlig nu burde havt den tilfulde inde. Dette er dog sjeldnere hos Udgiveren Tilfældet; almindeligt henvises til Grammatiken igjen paanyt.
For ikke at forlade dette Punkt ganske „ασύμβολος“, skal jeg meddele, som Efterslet, nogle faa grammatiske Bemærkninger fornemmelig med Hensyn til Steder, som, skjønt jeg erkjender, at Udgiverens Opfatning er støttet til antagelige Grunde, dog vel rettere burde opfattes noget anderledes, og en og anden liden grammatisk Bemærkning, som maaskee kunde savnes, om den end ei er absolut nødvendig.
1, 8, 10 pactam. Udgiveren citerer her (og oftere til dette Ord) Madv. § 153. Citatet er ganske i sin Orden, og hvad jeg har at bemærke her, gjælder ei Udgiveren, men Grammatiken. Pactus er nemlig der ubeføiet opført blandt de Participier af Deponentier, som have passiv Betydning, forsaavidt som det er ligefrem passivt præt. Particip af pango, som i Præteritum og derhen hørende Tempora har samme Betydning som paciscor.
2, 4, 8. Ved: quod vides fodere er rigtigt henviist til § 398 b. Anm. 2; men desuden var at bemærke her en ei usædvanlig Sammendragning af 2 Sætninger. Egentlig skulde det have hedt: quod, ut vides, fodit terram (vides er i Tanken det underordnede, fodere, det overordnede egentlige Factum, hvorom der i den følgende Sætning er Tale).
2 Epil. 17 bemærkes: „nec sc. qui“ og henvises aldeles rigtigt til Madv. § 326 a; der burde dog været tilføiet, at, hvis qui havde staaet, nec quidquam ei kunde staae; men det maatte hedde: et qui nil.
3, 1, 2, 3 ved: Falerna fæce et testa nobili–spargeret henvises udentvivl rettere til Madv. § 275 og 262 (Fjernelsens Ablativ) eller til § 254 (Abl. instrum.), end til § 256 Anm. 1 (Grundens Ablativ).
3, 2, 17 ved memini, qui burde maaskee været henviist til Madv. § 87 Anm. 1.
Ved 3, 7, 11 ego vero savner jeg Henviisning til Madv. § 464; dog giver rimeligt Lexicon her den nødvendige Oplysning, og den er kanskee derfor af Udgiveren udeladt.
3, 6, 12 putes. Der citeres Madv. § 350 a og Anm.; rigtigere vel § 370.
4, 6, 10 alvi mersit tartareo specu. Udgiveren, som ellers indskrænker sin Belysning af de grammatiske Phænomener til Henviisning til Madvigs Grammatik, hvad overhoved maa billiges, har her ingen saadan Henviisning, men en selvstændig Bemærkning som dog tydeligt refererer sig til Madv. § 263, som ved lignende Construction (t. Ex. 2, Prol., 1) af ham citeres. Det er af hans Bemærkning („ved Ablativen udhæves mere det paafølgende Ophold“), synes mig, klart, at Madvigs Forklaring af Constructionen ikke ganske har tilfredsstillet ham, og at han selv stræber yderligere at forklare den. Sagen er, at Madvigs Opfatning af denne Construction, som hos Phædrus hyppigt forekommer (som 1, 2, 16 mersum limo, 1, 11, 4 contexit frutice, 2, 8, 4 bovili se condidit), ikke lader sig forsvare eller begrunde. Madvig forklarer Ablativen ved Begreberne, „indeslutte, indbefatte, optage i“ som Stedets Ablativ istedetfor med Præpositionen in. Men Madvigs egen Analysø af Udtrykket includere aliquem carcere („in carcere, sædvanligt in carcerem“) viser det tvungne i Forklaringen, da man, hvis Sprogets Opfatning af Forholdet var saadan, maatte vente Dativ (som hos Digterne ialfald staaer for in med Accusativ ved Retningen, Maalet for Bevægelsen). Men Sagen er, at de nævnte Udtryk blot ere en liden Deel af en temmelig omfattende Analogi, nemlig Verber med generelt Begreb: „indeslutte, skjule, bjerge“, celare, occulere og occultare, tegere, condere, mergere, includere, continere, recipere, receptare. Ablativen ved disse er umiskjendeligt det instrumentale (meest egentligt ved Verberne „skjule“, ved de øvrige „per cognationem“), svarende til Redskabets Dativ paa Græsk ved lignende Begreber. Madvig forklarer dog selv (græsk Syntax § 39) i δεχεσθαι τινα πολει, dette πολει som Redskabets Dativ, medens i recipere aliquem tecto, urbe dette skal være Stedets Ablativ. Men hvad Consequents er heri eller hvad Grund til forskjellig Opfatning hos en Forfatter, hvis Øiemed jo er at vise det paralelle i begge Sprog?
Jeg indrømmer, at dette er en i Sandhed ubetydelig Efterslet, hvoraf endog et Par Bemærkninger ikke gjælde Udgiveren.
Med Hensyn til den øvrige Deel af Fortolkningen (den almindelig sproglige og logiske), som jeg dernæst under eet i Korthed skal betragte, kan man vel heller ikke opstille nogen Fordring paa absolut Fuldstændighed, som Udgiveren ei har sat sig til Opgave, men kun den, at overhoved de vanskeligere Steder finde Belysning. Og man vil sikkert ikke kunne paavise noget virkeligt vanskeligt Sted, som ikke af Udgiveren er blevet behandlet. Ved Phædrus’s oftere eiendommelige Sprogbrug troer jeg man hist og her kunde ønsket en Henviisning til eller Jevnførelse med den almindelige Sprogbrug, og jeg kan ialfald ikke ganske gaae ind paa, at de almindelige lexikalske Hjælpemidler altid i den Henseende strække til, hvad Udgiveren sandsynligt har antaget. Dette bliver dog ialfald en lidet væsentlig Anke, og Grændsen for, hvad der bør meddeles og ikke meddeles, er vistnok vanskelig at træffe. Desuden skal jo ei i eet og alt Lærerens mundtlige Veiledning anticiperes. Hvad nu det i Fortolkningen præsterede angaaer, da maa man skjønsomt erkjende, at den i det Hele er heldig, og at de væsentligste Vanskeligheder hos Phædrus fra Sprogformens eller Tankens Side med Dygtighed ere udredede. Jeg skal i det Følgende dvæle lidt ved enkelte Steder, hvor jeg ikke har kunnet være enig med Udgiverens Opfatning, om jeg end ei tør paastaae, at denne overalt er absolut forfeilet eller uden antagelig Grund. Enkelt Sted tør der være hændt Udgiveren noget menneskeligt, og 4 Øine skulle jo see bedre end to.
1, 10, 9. 10. Udgiverens Forklaring og Begrundelse af Abens Dom taaler neppe nogen logisk Analyse, og den saakaldte Dom kan ei urgeres som nogen virkelig Retsbekjendelse, men indeholder jo blot, hvad i Promythiet er sagt, at den Svigfulde og Bedrageren ei kan vente at blive troet.
1, 22, 5 dedissem veniam supplici. Venia er her neppe rigtigt opfattet. Det maa her forstaaes efter Senecas Definition: venia est debitae poenæ remissio.
1, 24, 10 iacuit. Her burde maaskee været bemærket den aoristiske Brug af Perfectet om det Momentane, som ved de Verba, der udtrykke en varig Virksomhed eller Tilstand, maa tænkes udgaaet fra inchoativ Betydning af Præsens (ganske ligesom Aorist paa Græsk af lignende Verbalbegreber t. Ex. ἔσχε, „han fik“, af ἔχειν, „have“, da med Betydning: „faae“; εβασιλευσε o. a. paa samme Maade).
1, 25, 6 quam libet–otio. Disse Ords Forbindelse burde vel været bemærket. Otio staaer som reent adverbialsk Begreb (= otiose), da der ellers for quamlibet burde staaet quanto libet.
2, Epil., 5 occupare er her: komme i Forkjøbet (græsk: φθάνειν), som oftere hos Livius med følgende Infinitiv (occupat invadere etc.)
3, 1, 50 suavis anima! er her neppe, som Udgiveren mener „et Kjælenavn“, men simpelt: „o, søde Duft“!
3, 4, 4. Noget Ordspil kan her vist ikke erkjendes, og sapor er ganskelig egentlig talt; præstare er ei hellere: „indestaae for“, men: „yde“, „give“.
3, 5, 3. En As gjaldt paa disse Tider (ligefra Reductionen under 1ste Puniske Krig) kun lidet over 1 Skilling.
ibid. v. 4. Ved prasequi (sc. verbis) er snarere Gaven end Personen Objectet.
3, 7, 27 ut er her: „paa det Vilkaar, at“.
3, 12, 4 hoc (ɔ: te indigno loco jacere) havde maaskee tiltrængt et Fingerpeg. Ibid. 5 burde maaskee været bemærket, at olim her betyder jamduudum, hvad oftere andetsteds har været miskjendt.
3, 13, 15 pactam fidem. fides er utvivlsomt ikke: „Overeenskomst“, men det vistnok fleertydige Ord fides maa her være: „Troværdighed, Garanti, Beviis“. Fides nemlig er ofte concret at forstaae: „det som giver Tiltro (cfr. Ov. ex Pont. 1, 5, 32 Sumque sides hujus maxima vocis ego). Som technisk rhetorisk Udtryk er fides (ligesom paa Græsk: πίστις hos Aristoteles) den Deel af Talen, som indeholder Beviisførelsen, som ellers hedder: confirmatio. Samlgn. ogsaa Liv. 6, 13 extr. manifesta sides, Volscos,“ ɔ: „et haandgribeligt Beviis, for at etc.“ Justin. 9, 2 extr. Ea primum sides inopiæ Scythicæ erat“.
3, 14, 6 expedi quid fecerim er ikke „hvorfor jeg har gjort det“, hvad Tydelighedens Lov forbyder, men: „forklar, hvad jeg der har gjort“, hvor expedi indeholder Betegnelsen af den reale Allegori.
3, 16, 1 humanitati qui se non accommodat tiltrænger vel en Forklaring (humanitas er Sympathiens, Velvillighedens Lov, som binder Væsener af samme Art sammen).
3, Epil., 18 quum jam desierit esse benesicio utilis er neppe rigtigt opfattet eller forklaret. Subjectet er vistnok ei bonitas tua, men Objectet i foregaaende Sætning: senio debilem, og Meningen: „naar han alt har ophørt at være skikket Gjenstand for Velgjerning (utilis beneficio d. s. s. idoneus beneficio). At dette er saa, lader sig her bedre føle end strengt grammatisk bevise. Men Sammenhængen med følgende Vers og Tankens Rigtighed i og for sig selv taler afgjørende derfor. Udgiverens Forklaring: „naar den ikke længere kan være o. s. v. har ingen Hjemmel i Ordene (desierit: „naar den har ophørt at være“). Ibid. v. 27 et gratulari me fac judicio tuo er besynderligt misfortolket af Udgiveren. Judicio er ikke Ablativ, men den ved gratulari nødvendige Relation, Dativ: „ønskte din Dom til Lykke“ ɔ: „Dig med din Dom“ (cfr. infra IV, 4, 7, tulisse auxilium me precibus tuis).
4, Prol. 12. Udgiveren har her sammenblandet de 2 Verber dissero.
4, 1, 8. Ved delicio kunde været bemærket, at deliciotum ogsaa forekommer hos Seneca i Betydningen: en Yndling (Mignon).
4, 2, 8 sine mercede, hvorom Udgiveren er i Tvivl, vil sige temmelig egentligt: uden Betaling ɔ: uden at have givet noget reelt (ei blot Snak og Pral).
4, 7, 23. 24 molestus esse litteris og major molestia er vel mindre rigtigt opfattet. Meningen er vel: genere ved altfor streng Critik, (at ei Critiken skal ramme dig selv).
5, Prol. 7, trito argento. For Udgiverens Fortolkning af trito „drevet, af drevet Arbeide“ har jeg ingen Hjemmel kunnet finde[3]. Det er vel simpelt: „slidte“, som derved gav Spor af Ælde. Det er vel Epithetet novo ved marmore, som har hindret Udgiveren fra at opfatte det saa; men nogen egentlig Tankestrid bliver der dog ikke (Marmoret lider vel ei saa ved Tidens Tand, som Sølvet).
At Udgiveren i Udeladelse af de Fabler, som kunde give Anstod, har brugt Discretion, tør man vistnok antage. Dog begriber jeg ikke tilfulde, hvorfor han ved enkelte, som maaskee kunne give et lidet Anstød, men som han dog har optaget, har undladt at tilføie Bemærkninger; thi enten mener han, at de dog kunne læses og da burde de vel, som de øvrige været ledsagede med Anmærkninger, eller og, at de ei bør læses, og da burde de vel, som de flere andre, ganske have været udeladte.
Naar jeg nu i Henhold til de ovenfor meddeelte Momenter endnu i Korthed skal udtale min Dom om det af Udgiveren i det Hele præsterede, da maa jeg erkjende, at det lille Værk under et meget prætentionsløst Ydre gjemmer gode Frugter af megen Flid, af Dygtighed og Skarpsindighed; og at han har budet vore Skoler en Gave, som de med Erkjendtlighed bør modtage og som visselig vil yde fortrinlig Bistand ved Underviisningen. Og ikke blot paa det Standpunkt af Underviisningen, hvor Phædrus almindeligt læses, men sjelden læses til Ende, vil Bogen utvivlsomt stifte Nytte. Ogsaa de ældre Disciple vil den vistnok saare passende kunne gives i Hænde til frugtbart Selvstudium; ja jeg frygter ei at sige formeget, naar jeg paastaaer, at selv mangen Lærer, som paa det Skolens Stadium, hvor Phædrus læses, jo ei altid er Philolog, ja mangen ei ret befæstet Philolog især paa et Sted, hvor Adgangen til literære Hjælpemidler er vanskelig, i Udgiverens Arbeide vil kunne finde adskillig Veiledning og Belæring.
Hvis Centralauctoriteten for vort Underviisningsvæsen havde Tid og Kræfter at disponere til Controlleren af Underviisningens Detailler og de i Skolerne brugte Lærebøger, saaledes som dette andetsteds er Tilfældet, saa troer jeg, at nærværende lille Arbeide vel fortjente officielt at anbefales til Benyttelse i Skolerne — videre troer jeg ikke Lærefriheden bør indskrænkes. Nu er mit Haab alene, at jeg ved disse Linier skal kunne henlede en og anden Skolebestyrers eller Lærers Opmærksomhed paa Bogen, og jeg tvivler da ikke paa, at han, efter selv at have gjort dens Bekjendtskab, vil skjænke den sit Bifald og søge at bringe den i sine Elevers Hænder.
Bogens ydre Udstyr er simpelt men ret anstændigt. Af Trykfeil findes faa og neppe nogen forvildende et skulde da være 1, 5, 5 jecisti for fecisti, ellers blot hyppigere den sædvanlige u for n og omvendt). Prisen (40 ß. for Bogen indbunden) er maaskee lidt vel høi. Udgiveren, som vel selv — efter Titelbladet at slutte — er Forlægger, har sandsynligt sat den saa høi af Mistvivl om tilstrækkelig Afsætning. Jeg vil haabe, at denne Mistvivl snart maa skuffes, og at Udgiveren snart ved rigeligere Afsætning maa finde sig motiveret til at nedsætte Bogens Priis (f. Ex. til 30 ß. indbunden); ja at han inden føie Tid maa see sig foranlediget til en fornyet Udgave i en — som det af hans Samvittighedsfuldhed og Dygtighed tør ventes — endnu fuldkomnere Gestalt.
L. C. M. Aubert.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Den oprindelige Ainos, som hos Grækerne er ældre end Æsop, da Hesiod alt har anvendt den, (ἔργα καὶ ἡμέραι v. 202. fl.), senere Archilochus og Stesichorus, var et udgaaet fra nogen barnlig naiv Betragtning og Opfattelse af Dyrelivets Virksomhed, men dens Opfindelse hos Grækerne er at søge i en bevidst og forsætlig Indklædning af menneskelige Forhold. Den er oprindelig — hvad Navnet antyder — en Formaning eller Advarsel, som af forskjellige Grunde skjuler sig under Fiction af en Begivenhed mellem Dyrene. Som Naturvæxt er den knyttet til en ydre concret Anledning, og er saaledes selv et historisk Factum i det ydre Menneskeliv. Hvor den historiske Oprindelse af en saadan Fabel lader sig paavise, er det almindeligt en Handling, et Forehavende, daarligt og forkasteligt, hvis Natur og Følger fremstilles i Fabelen, som ved sin Fattelighed og Anskuelighed ofte mere træffende var i Stand til at forklare Sagens Stilling og belyse det rette Punkt end alt Raisonnement (See K. O. Müllers Geschichte der griechischen Litteratur I. 255 fl.) Det gjaldt blot for et eiendommeligt menneskeligt Forhold at finde et Analogon fra en Dyreverden, som med Bibehold af sin virkelige Charakteer og med Tilgift af Fornuft og Tale da stiller denne Charakter frem i det nødvendige Lys. At Dyrefabelen, saaledes opstaaet, siden i Traditionen kunde bevares som Bærer af en, nu i sin Anvendelse mere abstrakt, Lære til Benyttelse ved analoge Tilfælde, eller indeholdende en almeengyldig moralsk Sandhed, kan være rimeligt nok. Men det ligger vel klart for enhver, at den oprindelige Dyrefabel som Naturprodukt ikke kan have havt nogen Ingredients af nogen moralsk Nytte-Anvendelse, nogen Forklaring af den almindelige Sandhed, Allegorien jo netop skulde udtale, hvis Anvendelse var given i de concrete Omstændigheder selv, som gave den Foranledning. Her var den ligesaa lidt paa sit Sted, som i det oprindelige Epigram nogen Forklaring eller Beskriven af den Gjenstand, hvorpaa det sattes, da Epigrammet jo netop refererte sig til denne som en Forudsætning, der paa anden Maade selv meddeelte sig. At nogen saadan reflecteret Moral heller ikke findes ved de historisk ældste overleverede Fabler hos Grækerne af en Hesiod, Archilochus, Stesichorus, Æsopus, og vist længe efter ikke brugtes, behøver vel neppe at forsikkres. Behovet for en saadan Moral staaer jo nødvendigt i omvendt Forhold til Allegoriens egen Klarhed og Gjennemskuelighed, dens virkelige indre Sandhed og Passelighed og et saadant ὁ μύθος δηλοῖ er vel ligesaa meget stridende mod en saadan Alegories Idee og Mening, som den plumpe Malers omstændelige Forklaring af, hvad hans Billede forestiller, nedværdiger hans Kunsts Opgave. Dermed være det dog ikke sagt, at Phædrus skulde være den første, som med sine Epimythier — ja Promythier undertiden paa Kjøbet — skulde have forvansket Dyrefabelens oprindelige Væsen. Alt i en Æsopisk Fabel, fortalt af Ennius i hans Satirer i trochaiske Quadratvers (hos Aul. Gell. 2, 29) finde vi et fabulæ argumentum, og de levnede græske prosaiske Fabler under Æsops Navn fra meget sildig Tid, for en ikke liden Deel vel prosaisk Paraphrase af Babrius’s Mythiamber, kunne gjøre det sandsynligt, at denne Udvæxt paa den æsopiske Fabel ogsaa hos Babrius fandtes. Overhoved tilhører den vel den sildigere græske, grammatiske og didaktiske Litteraturperiode. De, som skulle ville paastaae Epimythiernes Oprindelighed, ville maaskee paaberaabe sig Jothams Fabel (Dommernes Bog 8, 9.), og at Smagen for Dyrefabelens Allegorie sandsynligt er kommen til Grækerne fra Orientalerne med deres billedrige Tale. Men ved Siden af Orientalernes Billedrigdom gaaer der vel tidligt en opløsende Reflexion, og beroer vel Paralellismen i den hebraiske Lyrik ofte paa andet? har man ei der ofte Billede ved Siden af egentligt Udtryk? Det være nu som det vil, et saadant isoleret ældre Faktum hos et orientalsk Folk kan dog ialfald intet bevise mod Grækernes sunde Sands og fine Takt og Følelse for det Sande og Skjønne og fuldkomne Selvstændighed i Bearbeidelsen af det fra andre Folk optagne.
- ↑ Af ham alene ere desuden 32 andre nye phædriske Fabler, som i den senere Tid ere optagne som 6te Bog, bevarede.
- ↑ Jeg veed vel, at terere oftere hos Digterne er det samme som tornare („dreie“), men dette er ei det samme som cælare, sculpere (τορνέυειν = tornare og τορέυειν ligne hinanden meget i Lyd, men afvige ligesaa meget i Betydning (cfr. Bentl. til Hor. Serm. 1, 3, 9 og Ars poet. 441).