Bjærken Pladsen i solen[1]

av Olaf Bull
Fra Digte og noveller (1916)
Motto: Fiat Germania pereat mundus.


Franske nation, har du hørt din dom?
 Hører du stemmen fra keiserstolen:
«Nu eller aldrig skal daaden ske:
 Dø i dit blod eller vig dit Eden!

«Keiserens er, hvad han gir sig selv,
 hele din slette, din plads i solen —
«Keiseren kommer med fredens plog —
 keiserens bomber er frø for freden!»

Pladsen i solen er naadd mod syd.
 Sletten er tagen og — tom for taarne!
Plogen har pløiet dens røtter af.
 Nibelungnæven har naadd dens dômer!
Aldrig skal kimingens solguld mer
 ind gjennem farvede ruder morgne —
Kjæmpefantômerne er det gaat slig
 som det retteligt gaar fantômer!

Straalende støtter i ren azur,
 buernes blændende stenregister —
vindige chor, hvor chimærer hang
 udover stræderne sammenkrummet —
Alt er forvirret, forbrændt, forbi, —
 gjennem arkadernes segl, som brister,
strømmer de duftende, dunkle rum
 klagende, tonende ud i rummet!

Murenes mægtige, stenens slægt,
 folket paa sokler og plumpe paller —
slægten, hvis evighedsfjærne træk
 bare var streifet af muntre duer, —
se, for en skinnende avgrundsrøs —
 statuekiumper og spænd af buer,
stentabernakler og knuste kors,
 kroner og smadrede pandeskaller!

Fiat Gennania — — mærk dig det,
 vældige rest af et uddødd lynne!
Hæren er over dig, frels dig selv,
 frugt af mysteriets maanestraaler!
 Henover vinger af fabelform,
 henover hænder af helgenkynde
strømmer ustanselig tidens flod, —
floden af flate soldatersaaler!

Saalerne eier sin dumpe sang,
 saalerne tramper i takt parolen —
tramper med klangen af hælejærn,
 sammen med grove granaters snerren:
«Bedre end buer og vakre hvælv
 huer en sædelig styrke Herren —
bomberne baner en ny gotik
 festligt og syngende frem i solen.»

Ja, for en vild og velsignet pakt,
 Gud og Germania, tro og viden!
Kirker og skoger og byers brand
 blander sig blodigt med solens flammer —
Men — bag den kvælende offerrøg,
 under ruinernes sorte rammer
stiger den galliske vølves skrig:
 «Siden, gudfrygtige venner, siden — — —»
— — — — — — — —

Siden vil duen med fredens blad
 dale vidunderligt ned til dyden.
Solen vil straale i Tysklands skog,
 røde blir kinderne, grøn er graven — — —
Saa, Wilhelm Meister, gaar du en dag
 syngende, sværmende ned mot syden
bare ved tanken paa ædel kunst
 svinger du fyrrig din hat paa staven!

Skogene synker i slettens sol,
 bjærgene blaaner med alt, du levet!
Da skal du stanse og blekne braat,
 midt i din strupe skal sangen slutte!
Sletten, som aabner sig her har holdt
 alt hvad et høiere hensyn krævet —
biter, I brøt, har du fundet igjen,
 slig, som I stolte forlod dem — brudte.

Havde du glemt, du tyske mand?
 Her, hvor dit hjerte i sang vil over,
over til frihedens lykkeland,
 opover svimlende hvælv og buer —
hér blev mysteriets kupler knust
 under de legende muntre duer —
aadsler af slægternes gyldne aand
 ligger i sumpenes smuds og sover!

Ingen pontoner hjælper dig her
 over de mægtige, øde hit/ler.
Bunden af dette brutale dyb
 naar ikke hele «den tyske tanke»!
Til at besmykke den raa ruin
 egner sig ikke en aandfull ranke!
Bare staa stille, Teuton, og lugt
 hvordan det hellige had forkuller!

Sturende trodser du skjebnens røst, —
vil ikke fatte at veien ender —
taus vil du bie paa tidens gang,
 vente og haabe, at kanskje de andre — —?
Ak, Wilhelm Meister, om alt blev glemt,
 hjælper det Helvede hér — det hænder,
folket paa rædselens anden strand
intet kan gjøre, kan intet forandre!?

Tror du, en verden, hvor troens vin
 bare berøres af kolde læber
eier det mægtige ungdomsblod,
 styrken i længselen og gebærden
til at beskrive paanyt i sten
 blændende buer og hvælv, som stræber?
Nei, Wilhelm Meister, saa høit et haab
 haanes af alt, hvad du véd om verden!
— — —

Pladsen i solen er stængt mod syd,
 O, men jeg glemmer: Du har jo Havet!
Frihed paa havet for daad og trang —
 flaadestationer og handelshavne!
Men — var din høieste higen her,
 martrer dig minderne, da er kravet:
Op, Wilhelm Meister, vær stærk, gaa hjem,
 meld dig paa slottet og søg din navne!




  1. Dette digt er skrevet under mars-offensiven 1918.
Tilbake til toppen av siden.