Polonia

Polonia av Sylvester Sivertson

Polonia, Polonia! falder Du?
Er Røst i Ørken dit Nødhjælpsskrig?
Snoer alt om dit Hjerte Dragen sig
og sprudler Edder i din aabne Barm?
Er det til din Ligfærd i Gyldenkarm
man drager med stolten Hu?

Segnende Olding med Sølverhaar
seer gjennem Bloddamp mod Himlens Blaa.
Forklarede Gamle! sig hvad du saa?
O, skued Du vel gjennem Fremtids Sky
i kommende Dage fremblomstre paany
Polonias Friheds-Vaar?

Polonias kjempende Skjoldmøflok!
som stilled den svulmende Barm
mod Slavernes væbnede Morderarm
og kjæmped med Frihedens Sværd i Haand —
Du skjælver nu atter for Slavebaand
og afvisker Taaren med blodrød Lok.

Ungmø, o Ungmø, hvi græder Du
dog saa ved din Elsktes Lig?
Sit Hjerteblodspurpur han ofrede Dig
og Friheden svorne Ed.
Nu har han fundet Frihed og Fred;
nei over Dig selv græder Du!

O skjul Dig Du Heltens grædende Viv!
At han — o Polonias Speil! —
udmattet segned, var hans ene Feil.
Din Graad er Tyrannen en Brøde, værd
til Soneblodsrødme paa Bøddelsværd.
Spar Dine fa'rløse Smaa Dit Liv!

O Smaabørn! Ved Legen end dvæle I?
O, flyer dog den blinkende, slebne Dolk,
den Blodtyrannernes Retfærds-Tolk!
Hører, hvor Kampkvad og Seirjubel klang,
nu Børn! Eders Moders den jamrende Sang:
«Med Polen og os er forbi!»

Polonia, fordum en Skjoldmø skjøn,
værged Europa saa kjæk og bold
mod Østbarbarernes Slavevold,
kjæmpende, alt som den ømme Mo'r
for spæde i Vuggen liggende Nor.
Hvor er nu dens Moderløn?

O villig en Rovørn ei Byttet slap!
og, mens man i Nød den Fortvivlende seer,
ved Fjælebodsfarcer Europa leer.
Har hermed det engang nok moret sig,
den Pragt-Tragedie, Polonia, Dig
man ofrer et Bifaldsklap.

Da gryed Europa en Frelsens-Dag,
en Østledens glødende Birman-Lund
Dine Kjæmper store, hvis Skjolderund
lued i herlige Straalebrud.
Nu breder Du for os Din Jammer ud,
som et Nødens kaldende Flag.

Europa, Europa! o seer Du os ei,
hvor hist udi Støvskyers Hvirveldamp
det Blodflag Dig kalder til Kamp, til Kamp?
O, red Polonia, red Dig selv!
thi gjennem Polonias Hjerte — o skjælv! —
gaaer og til dit eget Vei.

Og frem mod de Stolte med Vælde stævn! —
Dog — mig ikke høre Du kan.
O lød fra min Harpe en Stormorkan!
Gid knusende Kartov hver Tone blev!
en Jette-Geled hver en Linje, jeg skrev,
til Polonias Frihed og Hævn!

Polonia blegner
og udmattet segner
ha! udi Voldsmandens Arm.
O skuer, hvor Skjoldmøen vaander sig,
og hører det jamrende Nødhjælpsskrig:
«O Dig Europa forbarm!»

Europa! Du dvæler,
mens Voldsmanden kvæler
den ædleste Mø.
Med Blod hun bestænker
de knugende Lænker.
Ak, skal hun i disse dø?

End trættede Hænder
hun bedende vender
mod Vest og mod Nord.
Men søsterlig Skare
ved Søsterens Fare
dog stander, som naglet til Jord.

Saa gaa da Polonias Søsterflok!
Spind Trælle-Bastbaand paa Slave-Rok!
og kjæmp indtil da paa Distants uden Taal
tappert med Pariser-Fraser mod Staal
og udskjæld djærvt de Barbarers Czar,
ja myrd ham, som tit Du ham myrdet har!
Og saadant er sagtens Bedrifter dog,
som glimre maa i en Saga-Bog.