Præstegaarden
Det saa ud, somom det aldrig vilde blive Vaar. Hele April gik hen med Nattefrost og Nordenvind. Midt paa Dagen skinnede Solen saa varmt, at enkelte store Fluer begyndte at surre omkring, og Lærken forsikrede høit og helligt, at det var fuld Sommer.
Men Lærken er den upaalideligste Skabning, som findes under Himmelen. Om den frøs aldrig saameget om Natten, var det glemt ved den første Solstraale; og den steg syngende høit over Heden, indtil den huskede, at den var sulten.
Saa dalede den langsomt i store Kredse, sang og svirrede i Takt med Vingerne. Men et Stykke fra Jorden lagde den Vingerne sammen og faldt som en Sten ned imellem Lyngen.
Viben gik med smaa Skridt mellem Tuerne og duppede betænksomt med Hovedet. Den stolede ikke stort paa Lærken og gjentog sit forsigtige: „Bi litt! — bi litt!“ Et Par Stokænder laa og rodede i et Myrhul, og den ældste af dem mente, at det blev ikke Vaar, før der kom Regn.
Langt ude i Mai vare Markerne endnu gule; kun hist og her i Solbakkerne var det begyndt at grønnes. Men naar man lagde sig ned paa Jorden, kunde man se en Mængde Smaaspirer — nogle tykke, andre saa tynde som grønne Stoppenaale, — der stak Hovederne forsigtigt op af Mulden. Men Nordenvinden strøg saaa kold henover dem; de blev gule i Spidserne og saa helst ud, somom de havde Lyst til at krybe ned igjen.
Men det kunde de ikke, og saa stod de stille og ventede, — spirede bare saa smaat i Middagssolen.
Stokanden fik Ret: der maatte Regn til. Og tilslut kom det — først koldt, men lidt efter lidt varmere, og da det var forbi, kom Solen for Alvor. Og nu var den ikke til at kjende igjen; den varmede helt fra den tidlige Morgenstund til langt udpaa Aftenen, saa at Nætteren bleve lune og fugtige.
Der opstod en uhyre Travelhed; al Ting var forsinket, og det gjaldt at tage det igjen. Bladene brød ud af de fulde Knopper med et lidet Smæld, og alle de smaa og store Spirer tog en svær Fart. De skjød ud en Stilk — snart til den ene, snart til den anden Side, — saa fort, somom de sprællede med grønne Ben. Markerne bleve spraglede af Blomster og Ugræs, og Lyngbakkerne nedimod Havet begyndte at lysne.
Kun den gule Sand langsmed Stranden holdt sig som før; den har ingen Blomster at pynte sig med, al dens Stads er Marehalmen. Derfor samler den store Sanddynger omkring, saa de lange, bløde Straa svaie som en grøn Fane fra høie Tuer, der sees vidt udover Stranden.
Dernede løb Strandrylerne omkring saa fort, at Benene saa ud som et Stykke Finkam. Maagerne gik i Stranden, hvor Bølgerne slog dem over Benene. De holdt sig alvorlige, trykkede Hovedet ned og satte Maven frem som gamle Damer i stygt Føre.
Kjælden stod med Hælene sammen i sine trange Buxer med sort Snipkjle og hvid Vest.
„Til By’n! til By’n!“ raabte han; og hvergang gjorde han et kvikt lidet Buk, saa at Kjoleskjøderne svippede op bag.
Oppe i Lyngen fløi Viben og flaksede. Vaaren var kommen saa pludseligt over hende, at der ikke havde været Tid til at søge nogen god Redeplads. Nu havde hun lagt Æggene midt oppe paa en flad Tue. Det var rent galt, hun skjøndte det godt; men nu fik det staa til.
Lærken lo af det hele. Men SPurvene var ganske fortumlede af Hastværk. De var ikke halvfærdige. Nogle havde ikke engang Rede, andre havde lagt et eller to Æg; men Størsteparten havde siddet i ugevis paa Fjøstaget og kjæglet om Almanakken.
Nu vidste de ikke, hvor de skulde begynde af bare Iver. De samlede sig i en stor Rosenbusk ved Præsten Havegjærde, snakkede og skraalte i Munden paa hverandre. Hannerne pustede sig op, saa at alle Fjærene stod bent ud; Halen stak de tilveirs paaskjøns, saa de saa ud som smaa graa Nøster med en Pinde i; de trtillede nedad Grenene og hoppede henover Marken.
Med ét fór to i Brystet paa hinanden. De andre styrtede til, alle de smaa Nøster blev til et stort. Det rullede frem under Busken, steg med stort Spektakel et Stykke i Veiret, derpaa faldt den hele Klump til Jorden og gik istykker. Og uden at give en Lyd fra sig fløi med en Gang alle Nøsterne hver sing Vei, og et Øieblik efter var der ikke en Spurv at se paa hele Præstegaarden.
Den lille Ansgarius havde betragtet Spurveslaget med levende Interesse. Thi for ham var det et stort Slag med Indhug og Rytterfægtninger. Han læste Verdenshistorie og Norges Historie med sin Fader, og derfor blev alt, hvad der foregik paa Gaarden, krigersk paa en eller anden Maade. Naar Køerne kom hjem og Aftenen, var det store Troppemasser, som nærmede sig; Hønsene var Borgevæbningen, og Hanen var Borgermester Nansen.
Ansgarius var en flink Gut, som kunde sine Aarstal paa Fingrene; men han havde ingen Forestilling om Tidsafstanden. Derfor blandedes Napoleon og Erik Blodøxe og Tiberius om hinanden; og paa Skibene, som seilede forbi ude paa Havet, kjæmpede Tordenskjold snart med Vikinger snart med den spanske Armada.
Bag Lysthuset i et hemmeligt Hul gjemte han et rødt Kosteskaft, som her Bukeflaus. Det var hans Lyst at sprænge omkring i Haven med sin Ganger mellem Benene og en Blomsterpind i Haanden.
Lidt bortenfor Haven var der en Houg, hvor der groede nogle Smaatræer; her kunde han iskjul speide vidt ud over de flade Lyngvidder og det store Hav.
Det slog aldrig feil, at en eller anden Fare var i Anmarsch; enten fordægtige Baade ved Strangen eller vældige Rytterskarer, som nærmede sig saa listigt, at det saa ud bare som en eneste Hest. Men Ansgarius gjennemskuede den lumske Plan; han kastede Bukefalus om, jog nedad Hougen, gjennem Haven og svingede i Gallop ind i Gaarden. Hønsene skreg, somom de skulde slagtes, og Borgermester Nansen fløi lige mod Præstens Kontorvindu. —
Præsten skyndte sig frem og fik netop se Halen af Bukefalus, idet Helten svingede om Fjøshjørnet, hvor han skulde forberede Forsvaret.
Der er en sørgelig Vildskab i den Gut — tænkte Præsten. Alle disse krigerske Lyster huede ham sletikke. Ansgarius skulde blive en Fredens Mand, som Præsten selv var det; og det gjorde ham ligefrem ondt at se med hvilken Lethed Gutten lærte og tilegnede sig alt, hvad der handlede om Kamp og Krig.
Stundom prøvede han at skildre det fredelige Liv hos de gamle Folk eller hos fremmede Nationer. Men det gjorde liden Lykke. Ansgarius holdt sig til det, som stod i Bøgen; og her gik det fra Krig til Krig, Folkene vare ikke andet end Soldater, Heltene vadede i Blod, — og det var forgjæves Arbeide, naar Præsten prøvede at vække Medfølelse hos Gutten med dem, hvis Blod de vadede i.
En enkelt Gang kunde det falde Præsten ind, og det kanske havde været bedre fra først af at fylde det unge Hoved med fredsommeligere Idéer og Billeder end rovlystne Kongers Kampe eller vore Forfædres Snigmord og Overfald. Men saa huskede han, at han jo selv havde lært det samme i sin Barndom, altsaa maatte det være rigtigt. Ansgarius skulde nok blive en Fredens Mand alligevel — og blev han det nu ikke?
„Nuvel — alt staar i Herrens Haand!“ — sagde Præsten tillidsfuldt og tog atter fat paa sin Prædiken. —
— „Du glemmer nok rent Frokosten idag — Far!“ — sagde et blondt Hoved indad Døren.
„Ja du har Ret — Rebekka! jeg er jo en hel Time for sent,“ svarede Faderen og gik strax ind i Dagligstuen.
Fader og Datter satte sig til Frokostbordet. Ansgarius havde altid Lørdagen til sin Raddighed, da Præsten var optaget med sin Prædiken.
Man skulde ikke lettelig finde to Mennesker, der passede bedre for hinanden, og som levede et inderligere Venskabsforhold end Præsten og hans attenaarige Datter. Moderløs var hun voxet op. Men der var i den blide, sagtmodige Fader saa meget af en Kvinde, at den unge Pige, der kun mindedes Moderen som et blegt Ansigt, der smilede, snarere følte Tabet som en vemodig Sorg end som et bittert Savn.
Og for ham udfyldte hun mere og mere, mens hun modnedes, den Tomhed, der var kommen i hans Sind; og al den Ømhed, som ved Hustruens Død var bleven saa tilhyllet af Sorg og Savn, den lagde han nu omkring den unge Kvinde, som voxede op under hans Hænder, og Smerten mildnedes og der kom Fred i hans Indre.
Derfor kunde na næsten blive noget af en Moder for hende. Fra sit stille, rene Standpunkt lærte han hende Livet at kjende. Det blev den bedste Del af hans Livsmaal at omhegne og værge hendes skjære og fine Natur mod atl det urene, — alt det urolige der gjør Verden saa forvirret, saa farlig og saa vanskelig at komme igjennem.
Naar de stod sammen paa Bakken ved Præstegaarden og saa udover det oprørte Hav, sagde han: „Se — Rebekka! saaledes ser Livet ud, — det Liv, hvor Verdens Børn tumle sig; hvor urene Lidenskaber løfte og sænke den skrøbelige Baad, for tilslut at bedække Stranden med Vragstumper. Kun den, der bygger stærke Volde om et rent Hjerte, kan trodse Stormen, — og Bølgerne brydes matesløse for hans Fod.“
Rebekka klyngede sig til Faderen; hun følte sig saa tryg hos ham. Der var en saadan Klarhed over alt, hvad han sagde, at der skinnede som et Lys foran hende, naar hun tænkte fremover i Livet. Hun fik Svar paa alle sine Spørgsmaal; Intet var ham for høit, Intet for ubetydeligt. De udvexlede sine Tanker utvungent næsten som Broder og Søster.
Men alligevel var der et dunkelt Punkt mellem dem. I alle andre Ting gik hun lige paa Faderen med sine Spørgsmaal; her maatte hun gjøre Omveie, gaa udenom noget, som hun drog aldrig kom forbi.
Hun kjendte Faderens store Sorg og vidste, hvilken Lykke han havde eiet og mistet. Med inderlig Medfølelse fulgte hun de Elskendes vexlende SKjæbne i de Bøger, hun læste høit om Vinteraftenerne; hendes Hjerte fattede, at Kjærligheden, som giver den største Lykke, ogsaa kan volde den dybeste Smerte. Men udenfor den ulykkelige Kjærlighed var der noget andet — noget skrækkeligt, som hun ikke forstod. Gjennem Elskovens Paradis syntes hun stundom, der gled dunkle Skikkelser — fornedrede og skamfulde. Sammen med Kjærligheden — det hellige Ord — nævntes den værste Skam og den største Elendighed. Der hændte undertiden Ting blandt Mennesker, hun kjendte, som hun ikke vovede at tænke paa; og naar Faderen i strenge, men varsomme Ord havde talt om Sædernes Fordærvelse, generede hun sig en lang Stund for at se paa ham.
Han mærkede det og glædede sig derover. Saa ren, saa skjær havde han ladet hende voxe op; saa fjernt havde han holdt alt, hvad der kunde forstyrre hendes barnlige Uskyld, at hendes Sjæl var som en skinnende Perle, ved hvilken intet Smuds kunde hæfte sig.
Maatte han nu ogsaa faa beholde hende saaledes! —
Saalænge han selv vaagede over hende, skulde intet ondt nærme sig. Og om han kaldtes bort, saa havde han dog medgvet hende en Rustning for Livet, som skulde komme hende tilgode paa Kampens Dag. Og en Kampens Dag maatte der vel komme. Han saa paa hende med et Blik, hun ikke forstod, og sagde med sin stærke Tillid: „Jaja! — alt staar i Herrens Haand!“ —
„Har du ikke TId til at gaa en Tud med mig idag — Far?“ — spurgte Rebekka, da de havde spist.
„Jo — ved du hvad! — det kunde jeg vist have godt af. Veiret er deiligt og jeg har arbeidet saa flittigt, at Prædikenen er saagodtsom færdig.“
De traadte ud paa Heellen foran Hoveddøren, som vendte mod den Kant, hvor Gaardens øvrige Bygninger laa. Der var den Eiendommelighed ved Præstegaarden, at Landeveien, som førte til Byen, gik lige gjennem Gaardsrummet. Præsten syntes slet ikke om dette; thi han yndede fremfor alt Ro; og uagtet Egnen var afsides nok, fulgte der dog altid lidt Liv med Byveien.
Men for Ansgarius var den Smule Færdsel og en stadig Kilde til spændende Situationer. Mens Fader og Datter stod paa Hellen og drøftede, om de skulde følge Veien eller gaa gjennem Lyngen ned til Stranden, kom pludseligt den unge Krigsmand sprængende opad Bakken og ind i Gaarden. Han var rød og forpustet, og Bukefalus var i strakt Karriere. Midt foran Husdøren holdt han sin Hest an med et kraftigt Ryk, saa der kom en dyb Stribe i Sandet, og svingende sit Sværd raabte han: „De kommer! de kommer!“
„Hvem kommer?“ spurgte Rebekka.
„Fnysense, sorte Hingste og tre Stridsvogne fulde af Bevæbnede.“
„Sludder — Gut!“ sagde Faderen strengt.
„Der kommer tre Kaleschevogne med Byfolk,“ sagde Ansgarius og steg af med en flau Mine.
„Lad os gaa ind — Rebekka!“ — sagde Præsten og vendte sig.
Men idetsamme kom de første Heste i hurtigt Skridt opfor Bakken. Fnysense Hingste var det vel ikke; men det var dog et smukt Syn, da Vogn efter Vogn dukkede op i Solskinnet fulde af glade Ansigter og livlige Farver. Rebekka kunde ikke lade være at blive staaende.
I den første Vogn sad en ældre Herre og en trivelig Dame i Bagsædet. Paa Forsædet saa man en ung Dame, og just som de kom ind i Gaarden, reiste den Herre sig, som sad ved Siden af hende, og med en let Undskyldning mod Fruen i Bagsædet vendte han sig helt fremover og saa forbi Kusken. Rebekka stirrede paa ham uden at vide det.
„Hvor her er deiligt!“ — raabte det unge Menneske.
Thi Præstegaarden laa paa den sidste Bakke ud mod Havet, saa at den vide, blaa Horizont blev synlig med en Gang, naar man kom op i Garden.
Herren i Bagsædet strekte sig lidt frem: „Ja — her er ret vakkert; det fornøier mig, at De sætter Pris paa vor eiendommelige Natur — Hr. Lintzow.“
Idetsamme mødte den unge Mand Rebekkas Øine; hun tog dem i Hast til sig. Men han stansede Kusken og raabte: „Her vil vi blive!“
„Hys!“ — sagde Fruen smaaleende, „det gaar ikke an — Hr. Lintzow! det er Præstegaarden.“
Siger Intet! raabte den unge Herre i en lystig TOne, idet han sprang af Vognen; — „ikke sandt?“ raabte han bagover mod de andre Vogne, „her slaa vi os tilro?“
„Jo — jo!“ lød det i Kor, og det glade Selskab begyndte strax at stige ud.
Men da reiste Herren i Bagsædet sig og sagde alvorligt: „Nei nei! mine Venner! det gaar virkelig ikke an. Vi tør paa ingen Maade slaa os ned hos Præsten, som vi sletikke kjender. Om ti Minutter er vi hos Lensmanden, og der er de vant til at tage mod Fremmede.“
Han vilde just give Ordre til at kjøre videre, da Præsten kom ud i Døren og hilste venligt. Af Udseende kjendte han Konsul Hartwig — Byens mægtigste Mand.
„Dersom Selskabet vil tage tiltakke hos mig, saa er det mig inderligt kjært; og jeg tør nok forsikre, at hvad Udsigten angaar“ —
„Nei — bedste Hr. Pastor! — De er altfor god; vi tør paa ingen Maade tage mod Deres venlige Tilbud, og jeg maa ligefrem bede Dem undskylde disse gale unge Mennesker“ — sagde Fru Hartwig halvt fortvivlet, da hun saa sin yngste Søn, som havde siddet i den bagerste Vogn, allered efordybet i en familiær Underholdning med Ansgarius.
„Men jeg forsikrer Dem — Frue!“ — svarede Præsten smilende, „at baade min Datter og jeg selv vilde være meget lykkelige ved en sa behagelig Afbrydelse i vor Ensomhed.“
Hr. Lintzow aabnede Vogndøren med et høitideligt Buk, Konsul Hartwig saa paa sin Frue og hun paa ham, Præsten traadte til og fornyede sin Indbydelse, og Enden blev, at de halvt modstræbende halvt leende steg ud og lod sig af Præsten føre ind i den rummelige Havestue.
Her fulgte nu fornyede Undskyldninger og Præsentationer. Selskabet bestod af Konsul Hartwigs Børn og nogle unge Venner og Veninder af dem, og Landturen var egentlig foretagen til Ære for Max Lintzow, der som en Ven af Husets ældste Søn opholdt sig som Gjæst for nogle Dage hos Konsulens.
„Min Datter — Rebekka“ — forestillede Præsten, „som vil gjøre sig Umage for i al Tarvelighed at —“
„Nei — ved De hvad! — Hr. Pastor!“ — afbrød den livlige Fru Hartwig med stor Iver, „nu gaar det dog for vidt. Har det end lykkedes den uforbederlige Hr. Lintzow og mine gale Sønner at tvinge os ind i Deres Hus og Hjem, saa giver jeg dog ikke slip paa den sidste Rest af min Myndighed. Beværtningen vil sandelig jeg forestaa — afsted! — mine Herrer!“ hun vendte sig til de Unge — „og pak ud af Vognene. Og De — kjære Barn! — De skal saamænd more Dem med de Unge; lad bare mig forestaa Husstellet, det er jeg vant til.“
Og den gode Kone saa paa den smukke Præstedatter med sine trohjertige graa Øine og klappede hende paa Kinden.
Hvor det gjorde godt. Der var en egen lun Fornemmelse ved den trivelige Frues bløde Haand. Rebekka fik næsten Taarer i Øinene; hun stod, somom hun ventede, at den fremmede Dame vilde tage hende om Halsen og hviske hende noget, som hun længe havde ventet paa.
Men Samtalen gled videre. De unge Mennesker bragte under stigende Jubel alskens forunderlige Pakker fra Vognene. Fru Hartwig kastede sin Kaabe paa en Stol og ordnede efter bedste Evne. Men Ungdommen — bestandigt med Hr. Litzow i spidsen syntes bestemt paa at tilveiebringe saa megen Forvirring som mulgit, selv Præsten blev smittet af Lystigheden, og til sin usigelige Forbauselse saa Rebekka sin Fader i Ledtog med Hr. Lintzow skjule en stor Papirpakke under Fru Hartwigs Kaabe.
Endelig blev det den gamle Dame for broget. „Kjære Frøken Rebekka!“ — udbrød hun, „er her ikke noget mærkværdigt at se i Hærheden — jo længere borte jo bedre, — saa jeg kunde blive disse gale Mennesker kvit en liden Stund?“
„Der er en smuk Udsigt fra Kongshougen, og saa er der Stranden — og Havet“ —
„Ja — ned til Havet!“ raabte Max Lintzow.
„Se det var Ret!“ sagde Fruen, „kan De skaffe mig af med ham der, saa er jeg hjulpen, for han er den værste af dem alle.“
„Hvis Frøken Rebekka vil føre an, saa følger jeg, hvorhen det skal være“ — sagde den unge Herre med et Buk.
Rebekka blev rød. Saadant noget havde hun aldrig hørt før. Den unge, smukke Mand bøiede sig saa dybt for hende, og hans Ord lød saa oprigtige. Men der var ikke Tid til at stanse ved et Indtryk; snart var den glade Skare ude af Huset — gjennem Haven, og med Rebekka og Lintzow i Spidsen gik de opad den lille Høide, som kaldtes Kongshougen.
For mange Aar siden var der nok fundet endel Oldsager i Toppen, og en Formand i Kaldet havde plantet nogle haardføre Træer paa Skraaningerne. Foruden et Rognbærtræ og en Nøddeallée i Præstegaardshaven fandtes der ikke andre Træer end disse i Miles Omkreds paa de vindhaards Skraabakker ud imod det aabne Hav. I Tidens Længde havde de trods Storm og Sandflugt drevet det til henimod Mandshøide, og vendede de bare knudrede Stammer mod Nordenvinden som en bøiet Ryg, sendte de lange længselsfulde Arme mod Syd. Indimellem havde Rebekkas Moder plantet Violer.
„Nei — hvor heldigt!“ — raabte den ældste Frøken Hartwig, „her er Violer! Aa — Hr. Lintzow; pluk mig en Buket til iaften.“
Den unge Mand, som havde anstrængt sig for at finde en Tone, hvori han kunde konversere Rebekka, syntes, at den unge Pige fór sammen ved Frøken Fredrikkes Ord.
„Violerne er deres Ynglinge?“ sagde han halvhøit.
Hun saa forundret op paa ham; hvorledes mon han kunde vide det?
„Tror De ikke — Frøken Hartwig! at det vilde være mere hensigtsmæssigt at plukke Blomsterne, naar vi kjører hjem, saa holder de sig friskere?“
„Som De vil“ — svarede hun kort.
„Hun glemmer det forhaabentlig til den Tid,“ sagde Max Lintzow halvhøit til sig selv.
Men Rebekka hørte det, og undrede sig over, hvad Fornøielse han kunde have af at beskytte hendes Violer istedetfor at plukke dem til den smukke Dame.
Efterat de en Stund havde beundret den vidtrakte Udsigt, forlod Selskabet Hougen og fulgte en Fodsti nedover mod Stranden.
Paa den faste, glatte Sand lige i Havkanten vandrede de unge Mennesker afsted under munter Samtale. Rebekka var i Begyndelsen ganske forvirret. Det var somom disse glade Byfolk talte et Sprog, hun ikke forstod. Undertiden syntes hun, de lo af ingenting, og omvendt maatte hun mangen Gang le af dem, naar de kom med sine Forundringsraab og Spørgsmaal til alt, hvad de saa.
Men lidt efter lidt følte hun sig tryg blandt de godmodige, velvillige Mennesker; den yngste Frøken Hartwig lagde endogsaa sin Arm omkring hende, mens de gik. Og da tøede ogsaa Rebekka op; hun lo med og fortalte let og utvungent som en af de andre. Hun var langt fra at mærke, at de unge Herrer og især den Fremmede fortrinsvis beskjæftigede sig med hende, og de smaa spidse Ord, som i den Anledning flettedes ind hist og her i Samtalen, forstod hun ligesaa lidt som meget af det Andet, der blev sagt.
En tidlang morede de sig med at løbe ned ad Sandskraaningen, hvergang Bølgen trak sig tilbage, for derpaa at flygte opover, naar den næste Bølge kom. Og stor Jubel vakte det, naar en af Herrerne indhentedes, eller naar en Sjø — større end de andre sendte sin Skumkant helt ind ove Skraaningen og tvang det lystige Selskab til en skyndsom Flugt.
„Se! — Mama er bange for, at vi skal komme for sent til Ballet!“ — raabte pludseligt Frøken Hartwig, og man opdagede nu, at Fruen og Konsulen og Præsten stod som tre Vindmøller paa Præstegaardsbakken og viftede med Lommetørklæder og Servietter.
Tilbagetoget begyndte. Rebekka førte dem en Snarvei over Myren, idet hun ikke beregnede, at Damerne fra Byen ikke som hun kunde hoppe fra Tue til Tue. Frøken Frederikke hoppede for kort i sin indsnørede Kjole og steg ned i et fugtigt Hul. Hun skreg og raabte, med Øinene fæstede paa Lintzow, ynkelige om Hjælp.
„Men Henrik!“ — raabte Max til Hartwig junior, som var nærmere ved, — „saa hjælp dog din Søster!“
Frøken Fredrikke hjalp nu sig selv, og Toget gik videre.
Bordet var dækket i Haven langsmed Husvæggen, og skjønt Vaaren var saa ny, var der dog varmt nok i Solen. Da alle vare komne til Sæde, kastede Fruen et prøvende Blik udover Bordet.
„Men — men — jeg syntes, her mangler noget! Det forekommer mig saa bestemt, at jeg saa Jomfruen pakke ind en Aarfugl imorges; — kjære Fredrikke! husker ikke du ogsaa —?“
„Undskyld Mor! men du ved, jeg befatter mig ikke med Madstel.“
Rebekka saa paa sin Fader, Lintzow ogsaa, og Præstemanden satte et Ansigt op, paa hvilket selv Ansgarius kunde læse Brøden.
„Jeg kan dog aldrig tro“ — begyndte Fruen, „at De — Hr. Pastor! — er i Ledtog med“ — Men da maatte han le og tilstod under megen Munterhed, medens Gutterne bragte Pakken med Fuglen ud i Triumf. Stemningen var ypperlig. Konsul Hartwig var henrykt ved at erfare, at den geistlige Herre ogsaa kunde gaa ind paa en Spøg, og Præsten selv var saa let tilmode, som han ikke havde været paa mange Aar.
I Samtalens Løb kom en til at nævne, at Arrangementet vistnok var meget landligt; men Retterne vare for bymæssige. „Til et Maaltid paa Landet hører tyk Mælk.“
Rebekka reiste sig strax og bad om at faa Lov til at bringe en Mælkeringe; og uden at høre paa Fru Hartwigs Indvendinger forlod hun Bordet.
„Lad mig hjælpe Dem — Frøken!“ — raabte Max og løb efter hende. —
„Det er en rask og ung Mand“ — sagde Præsten.
„Ja ikke sandt!“ svarede Konsulen, „og dertil en Pokkers flink Handelsmand. Han har opholdt sig flere Aar i Udlandet, og nu er han optaget i Faderens Firma.“
„Lidt ustadig er han kanske!“ — sagde Fruen usikkert.
„Ja det er vist!“ — sukkede Frøken Fredrikke. —
—Den unge Mand fulgte Rebekka gjennem Stuerne ud i Mælkekammeret. Hun ligte det igrunden ikke, skjønt Mælkekammeret var hendes Stolthed; men han spøgte og lo saa muntert, at hun maatte le med.
Hun valgte en Mælkeringe paa den anden Hylde og strakte Armene op, for at tage den.
„Nei — nei Frøken! det bliver for høit for Dem!“ — raabte Max, „lad mig tage den!“ — og idetsamme lagde han sin Haand over hendes.
Rebekka trak Haanden til sig i en Fart. Hun følte selv, at hun blev ganske rød, og det kjendtes næsten, somom hun maatte græde.
Da sagde han stille og alvorligt, idet han saa ned: „Jeg beder Dem om Tilgivelse — Frøken Rebekka! — mit Væsen — jeg føler det! — er altfor løst og letsindigt overfor en Kvinde som Dem. Men det vilde gjøre mig saa ondt, om De beholdt det Indtryk af mig, at jeg bare er den letsindige Laps, jeg synes at være. Mange Mennesker maa være lystige, for at skjule, hvad de lide, og der gives dem, der le, for ikke at græde!“
Ved de sidste Ord saa han op. Der var noget saa vemodigt og dog saa ærbødigt i hans Blik, at Rebekka med en Gang fik en Følelse af, at hun havde været haard imod ham. Hun var vant til at tage ned fra anden Hylde; men da hun anden Gang greb efter Mælkeringen, lod hun Armene synke og sagde: „Nei — det bliver nok kanske for høit for mig alligevel.“
Der var et lidet Smil over hans Ansigt, idet han tog Ringen forsigtigt og bar den ud; hun fulgte med og aabnede Døren for ham. Hvergang han gik forbi hende, betragtede hun ham nøie. hans Flipper, hans Halstørklæde, hans Frakke — alt var anderledes en hendes Faders, og der fulgte ham en egen Parfume, hun ikke kjendte.
Da de kom til Havedøren, stansede han lidt og saa op med et tungsindigt Smil: „Jeg maa give mig selv et Øiebliks Tid, for at lægge mit Ansigt i lystige Folder, saa at Ingen derude skal ane noget.“
Dermed traadte han ud paa Trappen med et muntert Ord til Selskabet ved Bordet, og hun hørte, at der svaredes under Latter; — men selv blev hun staende igjen i Havestuen.
Den stakkels unge Mand! — hvor det gjorde hende ondt for ham; og hvor forunderligt, at netop hun skulde være den eneste, som han betroede sig til. Mon hvad det var for en hemmelig Sorg, han bar. Havde mon ogsaa han mistet sin Moder? — eller var det noget endnu tungere? Hvor gjerne vilde hun ikke hjælpe ham, om hun kunde.
Da Rebekka senere kom ud, var han atter den gladeste af alle. Kun en enkelt Gang, naar han saa paa hende, syntes hun, at hans Øine igjen fik det tungsindige, halvt bedende Udtryk; og det skar hende i Hjertet, naar han lo i samme Aandedræt.
Endelig skulde Gjæsterne afsted; der blev taget hjertelig Afsked fra begge Sider. Men under de sidste Indpakninger og i den almindelige Forvirring, da alle skulde finde sin Plads i Vognene eller søge en ny til Hjemturen, sneg Rebekka sig ind i Huset, gjennem Stuerne, ud i Haven og hen til Kongshougen. Her satte hun sig skjult af Træerne, hvor Violerne groede, og prøvede at samle sine Tanker. —
— „Men Violerne — Hr. Lintzow!“ — raabte Frøken Frederikke, som alt sad i Vognen.
Den unge Herre have en Stund søgt ivrigt efter Husets Datter og svarede adspredt: „Jeg er bange for, det er for sent.“
Men med ét syntes han at fa en Indskydelse: „Aa — Fru Hartwig! — De undskylder vist, at jeg løber bort i to Minutter, for at hente en Bukk til Frøken Frederikke?“
— Rebekka hørte hurtige Skridt nærme sig; det forekom hende, at det ikke kunde være nogen anden end ham.
„Ah! — finder jeg Dem her — Frøken! — jeg kommer for at plukke Violerne.“
Hun vendte sig halvt fra ham og begyndte at plukke.
„Vil De plukke Blomster til mig?“ — sagde han usikkert.
„Er det ikke til Frøken Frederikke?“
„Aa — nei! — lad det være til mig!“ bad han, idet han lagde sig paa Knæ ved Siden af hende.
Hans Stemme lød atter saa mistrøstig — næsten som er Barns, der tigger.
Da rakte hun ham Violerne uden at se op. Han greb hende fast om Livet og holdt hende ind til sig. Hun stred ikke imod, men lukkede Øinene og aandede tungt. Da kjendte hun, at han kyssede hende — En Gang, mange Gange — paa Øinene, paa Munden; indimellem nævnte han hendes Navn og forvirrede Ord, og saa kyssede han igjen. Der blev raabt fra Haven. Han slap hende og løb ned at Hougen. Hestene stampede, den unge Mand sprang raskt ind i Vognen, som rullede afsted. Men idet han skulde slaa Vogndøren i, var han saa ubehændig at tabe Buketten; kun en eneste Viol beholdt han igjen.
„Ja — det kan vel ikke nytte at byde Dem denne ene? — Frøken!“ sagde han.
„Nei Tak! — behold den kun som en Erindring om Deres store Behændighed“ — svarede Frøken Hartwig; hun var meget unaadig.
„Ja — De har Ret! — det vil jeg gjøre“ — svarede Max Lintzow med stor Sindsro.
— Da han om Morgenen efter Ballet trak paa sig sin Hverdagsfrakke, fandt han en vissen Viol i Knaphullet. Han knipsede Hovedet af med Fingeren og trak Stilken ud paa Gabsiden.
„Ja det er ogsaa sandt!“ — sagde han, idet han saa sig i Speilet med et Smil, „hende havde jeg jo næsten glemt!“
Om Eftermiddagen reiste han, og saa glemte han hende ganske.
Sommeren kom med varme Dage og lange, lyse Nætter. Udover det rolige Hav laa Røgen i mørke Striber efter Dampskibene, som passerede. Seilskibene drev forbi med slappe Seil og brugte næsten en hel Dag for at komme ud af Synskredsen.
Det varede en Tid, iden Præsten mærkede nogen Forandring i sin Datters Væsen. Men lidt efter lidt blev han opmærksom paa, at Rebekka slet ikke trivedes denne Sommer. Hun blev bleg og holdt sig meget paa sit Værelse; i Kontoret kom hun næsten aldrig, og tilslut troede han, at hun skyede ham.
Da talte han alvorligt til hende, bad hende sig ham, om hun var syg, eller om Skrupler af nogen Art var Aarsag i, at hun ikke mere var saa let og glad som før.
Men hun bare græd og svarede næsten ingenting.
Efter denne Samtale blev det dog bedre; hun holdt sig ikke saameget alene og søgte Faderen hyppigere, men den gamle Lyd i hendes Stemme var borte, og Øinene vare ikke saa aabne som før.
Doctoren kom og begyndte at examinere hende. Hun blev blussende rød og tilsidst brast hun i Graad — saa heftigt, at den gamle Herre forlod hendes Kammer og gik ned til Præsten i Kontoret.
„Nu — Doctor! hvad siger De saa om Rebekka?“
„Sig mig engang — Hr. Pastor!“ — begyndte Doctoren varsomt, „har Deres Datter havt nogen heftig Sindsbevægelse — hm! — nogen“ —
„Anfægtelse — mener De?“
„Nei — ikke just det; men har hun ikke havt nogen Hjertesorg? — eller — rent ud sagt — nogen Kjærlighedssorg?“
Det var ikke langt fra, at Præsten følte sig lidt stødt. Hvorledes kunde Doctoren tro, at hans egen Rebekka, hvis jerte var ham som en aaben Bog, at hun skulde kunne — eller ville skjule en Sorg af den Art for sin Fader. Og desuden! — Rebekka var sandelig ikke af det Slags unge Piger, hvis Hoveder ere fulde af romantiske Elskovsdrømme; heller ikke var hun nogensinde borte fra ham, og hvorledes skulde da — „Nei nei! bedste Doctor! den Diagnose gjør Dem liden Ære!“ — sluttede Præsten med et roligt Smil.
„Jaja! — godt Ord igjen!“ — sagde den Gamle og skrev sammen en Recept, som ialfald ikke kunde skade. Han kjendte saa alligevel ingen Urt mod Kjærlighedssorg; men i sit stille Sind holdt han fast ved sin Diagnose.
Doctorens Besøg havde Skræmmet Rebekka. Hun vogtede nu endnu nøiere paa sig selv og fordoblede sine Anstrængelser for at synes som før. Thi Ingen maatte ane, hvad der var skeet: — at en ung, vildfremmed Mand havde holdt hende i sine Arme og kysset hende — mange Gange!
Saa ofte dette stod for hende, blev hun blussende rød. Hun vaskede sig vel ti Gange om Dagen; men hun syntes aldrig, at hun blev ren.
Og hvad var det egentligt, som var skeet? — var det ikke den allerværste Skam? — var hun nu bedre end saa mange ulykkelige Piger, hvis Feiltrin hun havde betragtet med Gru og aldrig havde kunnet begribe. Ak — om hun kunde spørge nogen! om hun kunde faa læsset af al den Tvivl og Dunkelhed, som pinte hende; faa vide klart, hvad hun havde gjort; om hun endnu havde Ret til at se sin Fader i Øinene, — eller om hun var den største Synderinde.
Faderen spurgte hende saa ofte, om hun ikke kunde betro ham, hvad der trykkede hende; thi han følte, at noget var skjult mellem dem. Men naar hun saa ind i hans klare Øine — i det rene, lyse Ansigt, saa var det umuligt — og hun bare græd. Undertiden tænkte hun paa den gode Fru Hartwigs bløde Haand; men hun var fremmed og langt borte, og ganske alene maatte hun kjæmpe sin Strid og kjæmpe saa stille, at Ingen skulde mærke det.
Og han, — som færdedes ude i Livet med det glade Ansigt og det tunge Sind! Mon hun aldrig skulde se ham igjen? — og hvor skulde hun skjule sig, om hun nogensinde traf ham. Han var fast sammenvoxet med al hendes Tvivl og Smerte, men uden nogen Bitterhed, uden Nag. Alt, hvad hun led, bandt hende fastere til ham, og han var aldrig ude af hendes Tanker.
I det daglige Husstel gik Rebekka opmærksom og paapasselig som før. Men i alt, hvad hun gjorde, blandedes smaa Glimt af ham. Utallige Steder i Huset og Haven bar Minder efter ham; hun mødte ham i Dørene, der stod han, da han første Gang talte til hende, paa Kongshougen havde hun ikke været siden — det var der, han tog hende om Livet og — kyssede hende.
Præsten anstillede mange bekymrede Betragtninger over sin Datter; men hver Gang Doctorens Hentydning faldt ham ind, rystede han uvilligt paa Hovedet. Han kunde jo umulig tænke sig, at en behændig Haand med et forslidt Fægterkneb skulde kunne gjennembryde den gode Rustning, han havde givet hende.
— Havde Vaaren været sen, saa var Høsten ude itid.
En vakker varm Sommeraften begyndte det at regne; den næste Dag regnede det ogsaa, og nu regnede det uafladeligt — stedse koldere og koldere i samfulde elleve Dage og Nætter. Endelig blev det klart; men den næste Nat var det fire Graders Kulde.
Paa Buske og Træer hang Bladene sammenklistede efter den lange Regn; og da Frosten havde tørret dem paa sin Maade, faldt de til Jorden i massevis, hver Gang Vinden tog et lidet Ryk i dem.
Præstens Forpagter var en af de faa, som havde faaet Kornet i Hus; nu skulde det tærskes, mens der var Tærskevand. Den lille Bæk nede i Dalen skummede afsted saa brun som Kaffe, og hele Gaardens Mandskab var optaget med at passe Maskinen og kjøre Korn og Halm op og ned ad Præstegaardsbakken.
Rundt paa Gaardspladsen laa der Halmstraa, og naar Vinden strøg ind mellem Husene, tog den Havrehalmen i Hovedet, løftede den paa Ende og lod Straaene danse som gule Spøgelser henover. Det var den ungdommelige Høstvind, som prøvede sig; først udpaa Vinteren, naar den faar fuldvoxne Lunger, leger den med Tagsten og Skorstenspiber.
EN SPurv sad sammenkræben paa Hundehuset; den trak Hovedet ned i Fjærene, glippede med Øinene og lod som ingenting. Men i Virkeligheden gav den nøie Agt paa, hvor Kornet blev lagt hen. Ved det store Spurveslag ivaar havde den været midt inde i Nøstet, hakket og skraalet som den værste. Men den var bleven fornuftig siden; den tænkte paa Kone og Børn — og paa, hvor godt det er at have noget i Baghaand for Vinteren.
— Ansgarius glædede sig til Vinteren —, til farefulde Expeditioner i Snefanerne og bælmørke Aftener med bragende Brændinger. Han benyttede de allerede den Is, som laa paa Vandpytterne efter Nattefrosten, idet han lod alle sine Tinsoldater med to Messingkanoner marschere udpaa. Selv iagttog han staaende paa en hvælvet Stamp, hvorledes Isen lidt efter lidt gav efter, indtil den hele Armé styrtede igjenne, og kun Kanonerne Hjul stak op. Da raabte han Hurra og svingede med Huen.
„Hvad raaber du for?“ — spurgte Præsten, som gik over Gaarden.
„Jeg leger Austerlitz!“ — svarede Ansgarius straalende.
Faderen gik videre, idet hna sukkede tungt; han forstod ikke sine Børn. —
— Nede i Haven sad Rebekka paa en Bænk i Solen. Hun saa udover Lyngen, som stod med dunkelviolette Blomster, medens Markerne blegnede mod Høsten.
Viberne samlede sig i Taushed og holdt Flyveøvelser til Reisen, og alle Strandfugle flokkedes, for at flyve sammen. Selv Lærken havde tabt Modet og søgte Reisefølge — stum og ukjendt mellem andre graa Høstfugle. Men Maagen gik roligt og satte Maven frem; den skulde ikke flytte.
Der var saa stille og Luften saa mat og diset. Farver og Lyd afdæmpedes mod Vinteren og det gjorde hende saa godt.
Hun var træt, og den lange, døde Vinter vilde passe for hende. Hun kjendte, at hendes Vinter vilde blive længer end alle de andres, og hun begyndte at grue for Vaaren.
Da vilde alt det vaagne, som Vinteren havde faaet til at sove; Fuglene vilde komme tilbage og synge de gamle Sange med nye Stemmer; — og oppe paa Kongshougen vilde atter hendes Moders Violer staa i blaa Klynger; — det var der, han tog hende om Livet — og kyssede hende mange — mange Gange. —
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |