Præster og Streiker
Dersom der er noget, en Statskirkepræst skulde sky, saa er det den gamle Snak om Mammon; — han skulde ikke sky den, fordi der ikke er nok at sige om den Ting, endmindre fordi Dagens Brøst ikke skulde være passende Gjenstand for Prædiken; men han skulde, om der var levnet ham nogen Rest af Blufærdighed, ikke tale et Ord om „vor Tids Jagen efter større Løn, mere Fortjeneste, større Fordel, mere Nydelse“.
Thi der skal være Sammenhæng mellem Liv og Lære, naar man vil blære sig med at være Præst. Og enten vi er Christne af Gavn eller bare af Navn, saa ved vi dog alle fuld Besked om, hvorledes vor Religion stiller sig i Spørgsmaalet: Rigdom-Fattigdom, hvilket Parti Christendommen tager: deres, som har Noget, eller deres, som Ingenting har. Lad saa den Mand, der vil staa frem med Mesterens Lære i Haanden, lad ham først skille sig ud fra den Stand, hvis hele Liv og Organisme er bygget netop paa dette, at alle søger efter større Løn, mere Fortjeneste, større Fordel og mere Nydelse.
Eller har nogen nogensinde seet en Præst gaa den modsatte Vei? Har det høndt nogensinde i denne fromme Kjæde, at nogen i den Grad har foragtet Mammon, at han har „søgt“ sig nedover? — til ringere „Kald“, til mindre Løn, mindre Fortjeneste, mindre Fordel og mindre Nydelse?
Og dog er der vel ingen, som vil benægte, at dette — christeligt talt — burde være Regelen for dem, der gjennem Lidelse og Forsagelse skulde følge Mesteren efter og lede de andre ad den trange Vei.
Hvoraf kommer Streiker? — spørger Præsten. De skriver sig fra en Sygdomsproces i Samfundets Indre, „at Samfundet i det store Hele nu mere end nogensinde tjener og dyrker den Gud Mammon“.
Tag Forholdet engang grundigt og se paa det: En fast ansat Mand med en magelig Livsgjerning, med Udsigt til stadig bedre Kaar, med Alderdoms-Forsørgelse for sig og sine, og — vel at mærke: forpligtet ved Ed til i Liv og Lære selv at udtrykke det i Verden ringe og foragtede, han træder frem og siger til de Folk, som ingen fast Ansættelse har, ingen magelig Livsgjerning, ingen Udsigt til bedre Kaar, endmindre til Alderdommens Sorgfrihed, til de i Virkeligheden ringe og foragtede — til disse vover hin Mand revsende at holde Tale om, „at de dyrker den Gud Mammon“.
Hvis det er saa, som det visselig er, at „vor Tid“ dyrker Mammon, saa er selvfølgelig Præsterne, som til alle Tider har dyrket ham ivrigst, først og fremst skyldige ved sit over al Maade slette Exempel. Hvis der derfor var levnet dem en Rest af Blufærdigbed, saa holdt de sin Mund, naar Arbeide strides med Kapital, og prøvede at rense sig selv og sin Stand først.
Men der er endnu en anden Grund, hvorfor vi ikke vil taale Præsterne i disse Spørgsmaal. Og det er, fordi det er Løgn og Talemaader at sige til de streikende Arbeidere, „at de dyrker den Gud Mammon“. Naar Præsterne med Beregning synes at ville revse til begge Sider og formane baade Arbeiderne og Arbeidsherrerne, saa er bare dette Spilfægteri. De kan nok tale om at dyrke Mammon til Sagbrugseiere og Grosserere; men det er et aldeles uretfærdigt Ord om Arbeidernes Kamp for at forbedre sine Kaar.
Det kan være ondt og vanskeligt at skifte Ret mellem Kapital og Arbeide; mange mener, det lader sig i Længden ikke gjøre med bare Ord. Men naar der kommer en Revser og siger: I have begge lige „Uret“, saa gjør dette bare Striden bitrere til ingen Nytte. Og naar saa denne Revser til og med er Statskirkepræst, da svulmer det op til Forargelse.
Lad dem holde Fingrene af Fadet, at ikke den Krig, som Mammons Afgudsdyrkelse har avlet, begynder med at blæse selve Præsteskabet overende.