Presten i Hallingdalen
Hallingdølerne skulle i Fortiden have været haarde og ustyrlige Folk, der havde behandlet flere Prester saa ilde, at Ingen vilde søge didhen. Endelig vovede en dansk Mand, der var bekjendt for sin usedvanlige Styrke, at drage derop. Blandt andre Oldtids Skikke fandtes da ogsaa den, at hver Bonde mødte bevæbnet ved Kirken, hvor han i det saakaldte Vaabenhus indsatte sin Øxe, medens Prædikenen varede. Naar Gudstjenesten var tilende, og Enhver vilde tage sin Øxe, opstod der som oftest Klammeri, der ikke sjelden endtes med Drab. For at forhindre saadan Uorden udkom der en Forordning, som forbød Bønderne at komme bevæbnede til Kirke. Ikke destomindre kom en gammel stolt Bonde til Kirke med sin Øxe ihænde. Da Presten saae denne Overhørighed, gik han ham imøde med de Ord: „Kjender du ikke Kongens Bud?“ og fratog ham med et raskt Greb Øxen i hele Almuens Paasyn. En saadan Fornærmelse skar den stolte Bonde i Hjertet. Han blev syg, og paa sit Dødsleie forlangte han af sin Unge Søn, at han skulde fordre Bod af Presten for Øxen. Disse den døende Faders sidste Ord lode Sønnen hverken faae Rist eller Ro. En Aften, da Presten sad ene i sit Studeerkammer, traadte Sønnen ind og blev staaende med sit Gevær ved Døren. „Hvad vil du, min Søn?“ sagde Presten idet han blev ham vaer. „Jeg kommer for at fordre Bod for min Faders Øxe“ svarede denne. Disse med Fasthed udtalte Ord sloge Presten, der erindrede den offentlige Beskjæmmelse, han havde tilføiet Faderen, og i det han gik hen til sin Boghylde og Udtog en Bibel, sagde han: „Een skal du faae. See her, min Søn, er det Kiereste, jeg eier i Verden, tag den til Bod for din Faders Øxe.“ Ynglingen rørtes saaledes ved denne Prestens høitidelige Tiltale, at han faldt ham tilfode, tilstod, at det havde været hans faste Beslutning at skyde ham, bad om Tilgivelse og blev fra den Dag Prestens fortrolige Ven og trofaste Medhjelper.
(Meddeelt).
Anm. Biskop Munch, der i „Presten i Hallingdalen eller Hevnen“ saa skjønt har dramatiseret dette Sagn, fortæller i en Efterskrift, at hans Arbeide grunder sig paa en mundtlig Fortælling af en meget gammel og hederlig Enke i Sande-Sogn i Jarlsberg Provsti, som var en Slægtning af Ole Madsen Engelstrup, den 8de Sogneprest efter Reformationen i Aalls Prestegjeld i Hallingdalen. Han var en Prestesøn fra Sande i Jarlsberg og en lærd og kyndig Mand. Hans Søn blev Prest paa Hof, hvor Oles Enke B. Vinge døde 1729. Journal over Ringerikes og Hadelands Prester 1733. Top. Journ. 32, 121.
Efter Aalls Kaldsbog blev han 1682 Capellan og 1694 Sogneprest i Aall, hvor han døde 1716. „Paa samme Tid var Lars Mikkelsen Kongens Foged og skal ofte have trængt til Prestens Bistand naar det gjaldt at udføre Overøvrighedens Befalinger hos den selvraadige Almue. Denne var især forbittret over den saakaldte Dagskat eller Krigsstyr, som blev udskrevet i Aaret 1712, og for hvis Fordeling den vilde drage Fogden til Ansvar. Der opstod i denne Anledning en farlig Tumult paa Thinge, som Presten formedelst sin Aandsnærværelse, og den Agtelse, han stod i hos Menigheden, letteligen stillede. Sagnet fortæller, at Engelstrup skal have været en anseelig høi og før Mand, hvilket ogsaa kan skjønnes af hans Portrait, som er opbevaret i Choret i Aalls Hovedkirke. Han skal have forenet sjelden Klogskab og Sindighed med stor Legemsstyrke, hvilken sidste Egenskab var hartad nødvendig i fordums Tid for enhver Embedsmand, som blev ansat i Norges Fjeldbygder. Han skal tillige have været retsindig og nidkjer i sit Embede. Ved sin Kaldsiver paadrog han sig i Begyndelsen Manges Uvenskab, der gik saa vidt, at trende Bønder lagde sig i Veien for ham i en øde Skov for at tage ham af Dage. Endskjønt han var alene slog han Stimændene paa Flugten og slap letteligen fra dette Møde med et Hug over det høire Kind, hvor han beholdt et vældigt Ar. Dette sees paa Maleriet i Kirken, og kunde endnu for en Deel Aar siden tydeligen spores paa hans Liig, der er nedsat under Kirkegulvet.