Prolog ved Kunstnerforeningens Aftenunderholdning
Vi saae med Undren her i Vintrens Hjem
paa Klippegrund en Plante skyde frem,
der syntes hidført fra en fyldig Have.
Ja, Mange vented af vor Luft og Jord
dens Blmostring kun som en exotisk Flor,
der er en sjelden Sommertimes Gave.
Men frit den folded sine Blade ud,
og Aar for Aar den stod med nye Skud,
og nu betragte vi dens Blomsterkrone;
i den er Fjeldnaturens Ynde lagt,
og alle Mærker i dens Flor har sagt
at Planten hører til vor egen Zone.
For Norges Liv, der skabte sig en Vaar
af skjulte Kimer fra dets gyldne Aar,
er Kunstens Flor det kosteligste Smykke;
naar den er kommet, krones Haabet bedst,
den slutter Vaaren som en Pintsefest
med ny Forjettelse om Folkets Lykke.
Thi inge Stormands- eller Fyrstegunst
haar aabnet Banen for vor unge Kunst;
af ydre Glimmer vil den Intet borge,
og ingen Skoleregels Ledebaand
har kunnet fængsle til en fremmed Aand
det Kunstnerblik, der aabnedes i Norge.
Hvad Norge priser høiest i sit Nu
er Mindets Glands, der staaer for Folkets Hu,
og Landets Adel i Naturens Billed;
men disse Goder, der saa mangen Gang
forkyndtes vidt i Tale og i Sang,
har Kunsten atter for vor Tanke stillet.
Vor Oldtids Kraft er ei et Minde blot;
thi Saga peger fra vort Ahneslot
paa Folkets Arner i de grønne Dale;
der groer det samme Liv fra Slægt til Slægt
som fordum gav en Kæmpeøxe Vægt
og lagde Malmen i den frie Tale.
Alt, hvad der møder os i Folkets Færd
med Præg og Mærker af dets eget Værd,
hver Skik, som holdes hellig i sin Ælde:
Alt staaer i Lys endnu af Kraftens Old,
og mer end Sagabog og Runeskjold
betyder dette Liv blandt vore Fjelde.
Se, Kunsten viser det med klare Træk,
og som i Fjernsyn over Søkkvabæk
vi føle Aanden af det store Svundne,
og denne Aand, der gjorde Stammen stærk,
og Nuets Friskhed i det skjønne Verk
staae da for Blikket levende forbundne.
Og med det samme Syn paa Norges Liv
har Kunsten vist, som ved et andet Bliv,
den stolte Form, hvori vort Land er præget.
Spørg dette Billed, som du drages til,
hvad Magt det har i sine Miners Spil,
hvis høie Alvor er af Smil bevæget.
Her Svvæver Nordens Aand om Klippens Tind
og vækker Tanker i dit eget Sind,
hvormed din stille Spørgen er besvaret;
i disse Former staaer en Billedskrift,
hvis skjulte Ord er i vort Folks Bedrift
og i vort Haab for Norge aabenbaret.
Sku viden om i Verden og erfar
hvad Lys der skinner, og hvad Nuet har
at bringe Norge fra de travle Lande.
Men lad vort Fjeld ei vente paa dit Blik;
thi Runen for vor GJerning og vor Skik
er sat i Tidens Morgen paa dets Pande.
Saa tyder Kunsten i sit stille Sprog,
og løser smilende af Tvivlens Aag
hvad der er gjemt som Anelse hos Folket,
og mangen Gaade, som det grunder paa,
og mangt et Tegn, som det i Drømme saae,
skal det i Kunstens Verker finde tolket.
Den norske Kunst forsamler os ikveld
om sine Villeder fra Fjord og Fjeld,
der skal belyses af en magisk Kjerte.
Den aabner Scenen med sin Tryllestav,
og peger paa sit Maal og paa sit Krav,
og beder Folket lægge det paa Hjerte.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |