Åpne hovedmenyen

Wikikilden β

Protest og Exceptions-Skrift for Hans Excellence Statsminister m. m. Løvenskiold i den mod ham anlagte Rigsretssag

Proteſt

og

Exceptions-Skrift

for

Hans Excellence Statsminiſter m. m.

Løvenſkiold

i den mod ham anlagte Rigsretsſag.

Chriſtiania 1836.

Trykt hos Chr. Grøndahl.

Det er et af Civiliſationens Særkjender, at den ſøger at omgjærde Individets Rettigheder med al den Sikkerhed, menneſkelige Inſtitutioner kunne forſkaffe; en velordnet Stat anſeer dette ſom ſin førſte Pligt, ſit nærmeſte Øiemed, fordi Opnaaelſen deraf middelbar leder til Erhvervelſen af alle de moralſke og intellectuelle Goder, Samfundsordenen kan og ſkal udvikle. Kun i denne Henſigt have Menneſkene underkaſtet ſig alle de Indſkrænkninger, det borgerlige Selſkab medfører. Retstilſtanden er derfor den eneſte ſande Prøveſteen paa Statens virkelige Værd; dens Beſkaffenhed afgjør dette; giver den alle de Garantier, endelige Væſener med Rimelighed kunne fordre, da er Statens Fundament faſt og varigt; i modſat Fald ſtaaer Bygningen paa en løs, undergravet Grund, hvor glimrende dens Form og Indredning end kan være; Fornuften lærer dette og Hiſtoriens Aarbøger bekræfte det. Vi ſee derfor ogſaa, at ethvert Folk, der er traadt ind i de dannedes Række, ſtedſe har ladet det være ſig yderſt magtpaaliggende at ordne ſine Forhold ſaaledes, at denne Sikkerhed kunde opnaaes, og Retfærdighed vederfares enhver Statens Borger, ikke mindre i hans Stilling til Staten ſelv, end i hans Forbindelſer med de øvrige Medlemmer af denne. Allerede tidlig indtraadte der Conflikter og Stridigheder vedkommende dette dobbelte Forhold, og man indſaae ſnart Nødvendigheden af at ſætte et Værn mod Vilkaarlighed og Selvtægt. En Authoritet, forſynet med tilſtrækkelig Myndighed, etableredes derfor i den Henſigt at træde imellem de ſtridende Parter, og at uddele til enhver af dem hvad Retfærdigheden paabød; man indførte Domſtole; man concentrerede Statens moralſke Kraft i dette Brændpunkt, for at Sandhed og Ret derfra kunde udgaae i en forædlet og forſtærket Skikkelſe; man nedkaldte Retfærdighedens Gudinde til Jorden og bød hende tale igjennem de hendes Tempel indviede Præſter. Øiemedet var ædelt, Planen ſmuk, Følgerne velgjørende. Allerede denne Stræben efter et ophøiet Maal, denne Anerkjendelſe af Statens øverſte Pligt, denne Hylding af Sandhed og Ret vidnede om en Følelſe, der ei fornægtede ſin guddommelige Oprindelſe. Men de menneſkelige Svagheder og Lidenſkaber viiſte ſnart, at Villiens Reenhed ikke altid formaaede at adſprede ethvert Mørke, og at Forſtand og Hjerte lige ofte lode ſig hilde i Garn, ſom Ondſkab hentede frem fra ſine ſkjulte Gjemmer, eller Skrøbelighed og Ufuldkommenhed ubevidſt ſammenflettede; man døvede Retfærdighedens lydelige Skemme for at tilfredsſtille uædle Lidenſkaber, eller lod det klare Blik omtaages af ſelvſkabte Skyggebilleder, forudfattede Meninger og indbildte Chimærer, ſkjøndt det ærlige Forſæt og Bevidſtheden om redelige Henſigter ikke ahnede ſaadan Skuffelſe. Disſe ulykkelige Tilfælde maatte forebygges, endog den blotte Mulighed deraf tilintetgjøres. Skulde den ſkjønne Henſigt opnaaes, ſkulde det virkelig være Himlens Røſt, der aabenbarede ſig i de afſagte Domme, ſkulde Staten med Sikkerhed kunne erklære disſe for at være Retfærdighedens ſande Orakelſprog, ſkulde Borgerne med Tryghed og Rolighed lade deres helligſte Rettigheder være afhængige deraf, da maatte der ſørges for, at den reneſte Villie og den ſtørſte Dygtighed i Forening indtoge Dommerſædet. Uretfærdighed er aldrig afſkyeligere, end naar den ifører ſig Retfærdighedens hellige Dragt; Menneſkets Forhaabninger ſkuffes ikke bittrere, end naar det bedrages af den, det maatte ſætte ſin hele Tillid til, og Staten forſynder ſig ikke grovere mod Himlen end ved at fremhykle en Sandhed, den ſelv burde vide ei exiſterede. Intet oprører Følelſen i den Grad, ſom et Spilfægterie med Formerne. Tyrannie og Vold, udøvede der, hvorfra man ikke havde noget bedre at vente, ere lettere at bekjæmpe og vidne ikke om den Fordærvelſe, en lignende Handling, foretaget i Lovens Navn, nødvendigviis forudſætter; af alle Forbrydelſer betragtes et Juſtitsmord derfor ſom den ſtørſte Skamplet paa Menneſkeheden. Samtlige civiliſerede Nationer have erkjendt Rigtigheden heraf; alle have de med ſtørre eller mindre Held beſtræbt ſig for at gjøre ſaadanne Fordringer til Dommernes Perſonlighed og deres Forhold til den Angjældende og Sagen, at enhver Hindring for dennes retfærdige og fordomsfrie Afgjørelſe kunde fjernes.

Vort Fædreneland ſtaaer i ſaa Henſeende ikke tilbage; lærer ikke N. L. 1 — 5 — 1 at Dommerne ſkulle være vederhæftige og uberygtede Dannemænd? — 1 — 5 — 6 at Ingen maa dømme i de Sager, ſom hannem ſelv gjælde paa? — 3 — 4 — 4 at Dommeren ſkal vige ſit Sæde naar han til Thinge tiltales for Sager, ſom hans Ære eller gode Navn og Rygte og Oprigtighed paagjælder? — 5 — 3 — 10 at Dommerne ſkulle være uvillige Mænd, ſom ikke ere beſlægtede til nogen af Parterne? — Rigsretsreglementet af 18de Sept. 1815 § 9 at Ingen maa deeltage i denne høie Ret, der er den Tiltalte ſaa nær beſlægtet ſom Sødſkendebørn eller ligeſaa nær beſvogret, eller af nogen anden lovlig Grund ei bør ſidde i Rettens — og Høieſteretsloven af 12te Sept. 1818 § 24, at Ingen af de Tilforordnede maa meddele nogen Part Raad eller Veiledning i nogen Sag, ſom er eller kan komme for Høieſteret, ligeſaalidt ſom ſidde i Retten, votere eller være tilſtede ved Voteringen i nogen Sag, af hvis Udfald han ſelv paa nogen middelbar eller umiddelbar Maade kunde have eller vente nogenſomhelſt Fordeel eller Skade, eller hvor nogen af Parterne eller nogen Embedsmand, der forhen har handlet i Sagen, hvis ſaadan Embedsmand er ſtævnt til at ſtande til Rette, er ham ſaa nær ſom Næſtſødſkendebarn eller nærmere beſlægtet eller beſvogret? Og gjælder dette ikke endog Rettens Secretairer, ſamt i visſe Tilfælde ogſaa, naar Embedsmanden blot er ſtævnt for Procesſens Skyld.

Forſigtigheden ſynes ikke at kunne gaae videre; i ethvert Tilfælde, hvor det var tænkeligt, at menneſkelig Svaghed kunde have Indflydelſe paa Dommerens Mening, befales han at vige ſit Sæde.

Støttet til disſe beſtemte Lovbud og almindelige Retsgrundſætninger er det, at jeg herved exciperer mod de Medlemmer af nærværende Rigsret, der vare Medlemmer af ſidſt afholdte Storthings Lagthing, dem jeg alle anſeer for incompetente og inhabile til at deeltage i denne Sags Behandling og Paadømmelſe. Mine Grunde herfor ere:

1) fordi de havde ophørt at være Lagthingsmedlemmer, da Rigsretten førſte Gang traadte ſammen, og altſaa manglede juridiſk Hjemmel til at tage Sæde i denne høie Ret.

2) fordi de alle have gereret ſig ſom Parter i Sagen; og

3) fordi de ikke kunne paakjende denne, uden baade direkte og indirekte at paakjende deres egne Handlinger. Den førſte af disſe Indſigelſer ſtøtter jeg til Grundlovens 86de § og Rigsretsreglementets 1ſte §, i hvis Følge Lagthingets Medlemmer og Høieſteret udgjøre Rigsretten. Det er ikke nok at man har været Medlem af Lagthinget, man ſkal virkelig være det paa den Tid, Rigsretten organiſeres og ſættes i Virkſomhed; ellers er man ikke mere berettiget end enhver anden til at beklæde dette Dommerſæde. Ordene ere tydelige og tillade ingen kunſtig Fortolkning; men hverken den 23de Auguſt, da Sagen ſkal incamineres, eller den 11te Juli da Rigsretten førſte Gang traadte ſammen, gaves der nogen lovlig Corporation, ſom kunde tillægges Prædikatet Lagthing; Storthinget var allerede hævet den 8de Juli, og da Lagthinget er en Underafdeling af dette, var ogſaa det paa ſamme Tid opløſt. — Man vil maaſkee indvende, at Lagthinget dog exiſterede ſom ſaadant paa den Tid, Aktionsdekretet blev udfærdiget, og at man ikke kan fordre mere, foruden at jeg imidlertid ſenere ſkal viſe, at Odelsthinget ſelv har manglet al Competence til at anlægge nærværende Sag, maa det vel være afgjort, at det ikke ſtaaer i ſammes Magt at udvide Lagthingets Myndighed over de lovbeſtemte Former og den lovbeſtemte Tid. In casu ſøger Rigsrettens Pluralitet ſin eneſte Hjemmel i Odelsthingets Beſlutning, uden hvilken den ikke kunde være her tilſtede; men jeg ſkulde troe det var uimodſigeligt, at Spørgsmaalet, om der exiſterer et Lagthing, ene er afhængigt af, om der gives noget Storthing, og at det er udenfor Odelsthingets Competence at overdrage Lagthinget en Myndighed, ſom det ſelv ikke har, og ſom ligefrem vilde tilintetgjøre den conſtitutionelle Ret, med hvilken Hans Majeſtæt Kongen har opløſt Storthinget. Det forudſættes derfor ogſaa paa det beſtemteſte i Rigsretsreglementets 6te, 9de, 10de 11te og 20de §, at der virkelig exiſterer et Storthing paa den Tid Rigsretten træder i Virkſomhed. I Særdeleshed bliver det klart, at Indſigelſen maa tages til Følge i et Tilfælde ſom nærværende, hvor Odelsthingets Beſlutning førſt er fattet, efterat det paa lovlig Maade var afgjort, at der intet Storthing, altſaa heller ikke noget Lagthing gaves paa den Tid, da Beſlutningen ſkulde realiſeres. Storthingsmedlemmerne fungere vel ſom ſaadanne i 3 paa hinanden følgende Aar; men deels knytter Udøvelſen af dette deres Kald ſig til et virkeligt exiſterende, ordentligt eller overordentligt Storthing, deels gjælder Inddelingen i Odelsthing og Lagthing kun for den Sesſion, ved hvis Begyndelſe denne Deling foregik.

Hvad den anden Indſigelſe angaaer, da maa jeg kalde tilbage i Rettens Erindring, hvad der pasſerede i det ſamlede Storthing den 7de Juli ſidſtleden. Efterat en Statsraad ſamme Dag havde anmeldt for Thinget at Hans Majeſtæt havde givet Befaling til at Storthinget næſte Dag ſkulde opløſes, beſluttede dette — Storthinget — eenſtemmigen, at en Committee af 9 Medlemmer ſtrax ſkulde udnævnes, for at tage under Overveielſe den overbragte Underretning om Storthingets foreſtaaende Opløsning. Samme Dags Aften fremkom Committeen med ſin Indſtilling, hvori der udtrykkeligen yttres: at Storthingets pludſelige Opløsning maa have mange ſkadelige Følger for Landet — at Aarſagen til denne Hans Majeſtæts Beſlutning maa ſøges, enten deri at Kongens Raadgivere have forſømt at oplyſe Høiſtſamme om de forhaanden værende Omſtændigheder, eller deri at de have ſtillet disſe i et urigtigt Lys — at Hans Majeſtæts Yttringer angaaende Behandlingsmaaden af de proponerede Grundlovsforandringer tydeligen viſe, at en Misforſtaaelſe herfor ligger til Grund — at det er Storthingets Pligt, ſaavel for Kongens, ſom for Folkets og dets egen Skyld, i en Adresſe at oplyſe Hans Majeſtæt om Forholdene og den ſtedfundne Misforſtaaelſe — at det vel er vanſkeligt for nærværende Storthing at faae de Foranſtaltninger føiede, ſom fornødiges for at kunne drage de af Hans Majeſtæts Raadgivere, der ved denne Leilighed maatte have tilſideſat deres Pligt, til Anſvar, men at Storthinget dog bør gjøre Alt hvad der fra dets Side kan ſkee, for at tilfredsſtille Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning — at Storthinget derfor bør af den kongelige Norſke Regjering forlange ſig ſnareſt mueligt meddeelt det ved denne Leilighed i Statsraadet Pasſerede, og ſaaſnart denne Meddelelſe indkommer, uden Ophold tilſtille Odelsthinget ſamme.

I Storthingets Adresſe til Kongen af 7de Juli paapeges tydeligen, deels at Hans Majeſtæts Beſlutning om Thingets Opløsning er ſkadelig for Riget, deels at Kongens Raadgivere have efterladt de dem paaliggende Pligter, ja man giver endog Vink om, at denne Pligtforſømmelſe maa tilſkrives ond Villie, og man driſter ſig til at gjøre Raadgiverne ſuſpekte i Hans Majeſtæts Øine. Der ſiges endvidere i Adresſen med beſtemte og utvetydige Ord, at Kongen ikke kan antages at have været hindret fra, overeensſtemmende med Grundlovens 15de §, at indhente den Norſke Regjerings Betænkning angaaende Storthingets pludſelige Opløsning, og man beſkylder ſaaledes de kongelige Raadgivere for en Overtrædelſe af Grundloven, ſom dog, efter hvad jeg ſenere ſkal documentere, ikke er Gjenſtand for nærværende Sag.

Fire af Lagthingets Medlemmer have deeltaget i denne Committee-Indſtilling, og det ſamlede Storthing, altſaa tillige Lagthinget, har billiget ſaavel den ſom Adresſen Følgen heraf var, at Rigsretsſagen mod Statsminiſter Løvenſkiold fik ſin Tilværelſe.

Ingen Upartiſk vil kunne nægte at Lagthinget ſaaledes har, ei blot gjort ſig til Part i Sagen, men tillige allerede paakjendt denne. I Stedet for at overlade til Odelshinget at forberede og beſlutte, hvad der kunde være at foranſtalte i Anledning af den Kongelige Reſolution, forſaavidt Underſøgelſen om Statsraadets Anſvarlighed angik, har det ſamlede Storthing paataget ſig Odelsthingets Funktioner. Plenum har ei alene udvalgt en Committee af ſin egen Midte i den beſtemte Henſigt, at tage Meddelelſen om Storthingets foreſtaaende Opløsning under Overveielſe, men ogſaa indladt ſig i Bedømmelſen og Afgjørelſen af Sagens Realitet. I utvetydige Udtryk erklærer man, at Kongens Beſlutning er ſkadelig for Riget, at Hans Majeſtæts Raadgivere, enten af Forſømmelſe, eller med fuldt Overlæg have givet Anledning til denne, at Storthinget ſaaledes er ſat i den Nødvendighed, at maatte forſvare ſin hele Færd for Kongen og Nationen, og at de af Hans Majeſtæts Raadgivere, der her have tilſideſat deres Pligter, bør drages til Anſvar; Kan man paa en mere utvetydig Maade erklære en Sag for at være ſig ſelv vedkommende, eller i Forveien afſige en mere beſtemt Dom i dens Det er ubegribeligt, hvorledes en ſaadan Forſamling ſaa ganſke kan tabe al Fatning, tilſideſætte alle Former og lade ſig henrive af en øieblikkelig Lidenſkabelighed Under disſe Omſtændigheder vilde det være den meeſt aabenbare Uretfærdighed og Vilkaarlighed, om Lagthingets Medlemmer bleve Dommere i nærværende Sag, i hvilken de ſaa uforbeholdent have gereret ſig ſom Parter, og meer end tilſtrækkeligen lagt for Dagen, hvor uſkikkede de ere til at paakjende den, ſiden de have afſagt deres Fordømmelſesdom, førend Sagen blev underſøgt — og Anklagede hørt. Det er allerede ſlemt nok at en Corporation ſom Storthinget kan dele ſig i 2 Sektioner, hvoraf den ene er Anklager, den anden Dommer, efterſom — begge ere dannede af et eneſte Element, hvis politiſke Anſkuelſer — om hvilke der ved ſaadanne Leiligheder almindeligviis blot er Tale — maae præſumeres at falde ſammen; men al Sikkerhed, ethvert Skin af Upartiſkhed forſvinder, naar Lagthingets Medlemmer endog direkte have deeltaget i de Forhandlinger, der lede til en Rigsrets-Aktion, under disſe allerede udtalt deres Anſkuelſe af Forholdene, og klarligen lagt for Dagen, at deres perſonlige Interesſe ere afhængig af Maaden, paa hvilken disſe bedømmes. I ingen almindelig Sag vilde en Dommer under ſaadanne Omſtændigheder kunne betænke ſig paa at vige ſit Sæde; man gjennemlæſe blot Høieſteretslovens 24de §, og man maa erkjende, at en langt ringere Virkſomhed, en langt ſvagere Interesſe gjør de Tilforordnede, aldeles inhabile. Ingen ærekjær Mand kan i ſaadanne Tilfælde ønſke at beklæde Dommerſædet; hvor meget han end ſtoler paa ſin egen Redelighed, maa han dog erkjende ſin Skrøbelighed ſom Menneſke, og indſee at Retfærdigheden fordrer bortfjernet endog blot Muligheden af en ubevidſt Partiſkhed. Rigsretsreglementet forudſætter, at der exiſterer lovlige Grunde for at et Medlem af denne høie Ret ikke bør beholde Sæde i den, uden at disſe Grunde imidlertid ſpecielt opregnes; men der ſiges ”lovlige Grunde”, altſaa Grunde, der følge af den almindelige Lovgivning. Foruden at nu rigtige Retsprinciper og Chriſtian den 5tes Lov umiskjendeligen medføre, at Ingen kan være Part og Dommer paa eengang, er det vel i den fuldkomneſte Orden, at Reglerne for det Tribunal, der ſtaaer Rigsretten nærmeſt, og hvis Medlemmer udgjøre en vigtig Beſtanddeel af denne, her maae komme til Anvendelſe. Men jeg ſpørger Enhver: kunde en Asſesſor beholde ſit Sæde i

Høieſteret, naar han havde meddeelt en af Parterne Raad eller Veiledning i dennes og have Lagthingets Medlemmer ikke raadet og veiledet Odelsthinget i nærværende Sags have de ikke endog gjort mere, have de ikke allerede udtalt deres Mening om denne og afſagt deres Doms Man ſkal have Vanſkelighed for at bringe dette Factum i Harmonie med Anſvarlighedsloven af 7de Juli 1828 § 8. Bruger Lovgiveren nu ſaa ſtor Forſigtighed hvad Høieſteret angaaer, da maa han ſandelig ville have idetmindſte ſamme Forſigtighed anvendt med Henſyn til Beſættelſen af Rigsretten. Det vilde ikke blot være en ſynderlig Modſigelſe, om der ſkulde gives Inhabilitetsgrunde mod nogle af et Tribunals Medlemmer, uden at de ſamme kunde gjøres gjeldende mod andre i aldeles lignende Tilfælde; men det maa ogſaa ſærdeles nøie lægges Mærke til, at Lovgiveren baade har tilkjendegivet og maa præſumeres at ville tilkjendegive, at Retfærdigheden fordrer en langt ſtørre Vaerſomhed hvad Rigsretten angaaer, end med Henſyn til nogen anden Domſtoel. Dette høie Tribunal dømmer i førſte og ſidſte Inſtants, og Kongelig Benaadning kan blot i et enkelt Tilfælde og for en Deel tilintetgjøre Virkningen af en overilet Dom. Hvor nødvendigt altſaa, at her gaaes frem med den ſtørſte Forſigtighed, og at enhver Omſtændighed, der kunde afſtedkomme en ſaadan Muelighed, med Omhyggelighed bortfjernes! Man betænke endvidere, at Lagthingets Medlemmer ikke nødvendigviis ere i Beſiddelſe af de ſpecielle Egenſkaber, Loven anſeer ſom en ufravigelig Betingelſe for at betroe nogen den vigtige Dommermyndighed, at de vel ſjelden have aflagt Dommer-Eed, følgelig ikke afgive den Betryggelſe, ſom Lovene ved at paalægge en ſaadan have villet tilveiebringe, og at der paa dette Sted gjerne ſtrides om politiſke Anſkuelſer, hvor Lidenſkaberne altſaa have et friere Spillerum, og forudfattede Meninger let faae Indpas — og man ſkal finde ſig nødſaget til at erkjende, at her mere end andre Steder maa Intet ſavnes af hvad der opvækker Tillid til Høieſteret, naar han havde meddeelt en af Parterne Raad eller Veiledning i dennes og have Lagthingets Medlemmer ikke raadet og veiledet Odelsthinget i nærværende Sags have de ikke endog gjort mere, have de ikke allerede udtalt deres Mening om denne og afſagt deres Doms Man ſkal have Vanſkelighed for at bringe dette Factum i Harmonie med Anſvarlighedsloven af 7de Juli 1828 § 8. Bruger Lovgiveren nu ſaa ſtor Forſigtighed hvad Høieſteret angaaer, da maa han ſandelig ville have idetmindſte ſamme Forſigtighed anvendt med Henſyn til Beſættelſen af Rigsretten. Det vilde ikke blot være en ſynderlig Modſigelſe, om der ſkulde gives Inhabilitetsgrunde mod nogle af et Tribunals Medlemmer, uden at de ſamme kunde gjøres gjeldende mod andre i aldeles lignende Tilfælde; men det maa ogſaa ſærdeles nøie lægges Mærke til, at Lovgiveren baade har tilkjendegivet og maa præſumeres at ville tilkjendegive, at Retfærdigheden fordrer en langt ſtørre Vaerſomhed hvad Rigsretten angaaer, end med Henſyn til nogen anden Domſtoel. Dette høie Tribunal dømmer i førſte og ſidſte Inſtants, og Kongelig Benaadning kan blot i et enkelt Tilfælde og for en Deel tilintetgjøre Virkningen af en overilet Dom. Hvor nødvendigt altſaa, at her gaaes frem med den ſtørſte Forſigtighed, og at enhver Omſtændighed, der kunde afſtedkomme en ſaadan Muelighed, med Omhyggelighed bortfjernes! Man betænke endvidere, at Lagthingets Medlemmer ikke nødvendigviis ere i Beſiddelſe af de ſpecielle Egenſkaber, Loven anſeer ſom en ufravigelig Betingelſe for at betroe nogen den vigtige Dommermyndighed, at de vel ſjelden have aflagt Dommer-Eed, følgelig ikke afgive den Betryggelſe, ſom Lovene ved at paalægge en ſaadan have villet tilveiebringe, og at der paa dette Sted gjerne ſtrides om politiſke Anſkuelſer, hvor Lidenſkaberne altſaa have et friere Spillerum, og forudfattede Meninger let faae Indpas — og man ſkal finde ſig nødſaget til at erkjende, at her mere end andre Steder maa Intet ſavnes af hvad der opvækker Tillid til Dommernes Retſindighed og Upartiſkhed. Sikkerheden bliver alligevel ikke fuldkommen; men jo ſandere dette er, deſto ſtrængere bør man være i at overholde den, der er muelig. Dette har Lovgiveren ogſaa paa den tydeligſte Maade tilkjendegivet, idet Grundlovens 87de § hjemler den Anklagede Ret til, uden nogen derfor anbragt Aarſag, at forſkyde af Rigsrettens Medlemmer indtil Deel. Men har han ſaaledes en ſtørre Ret end hvilkenſomhelſt anden Part ved en almindelig Domſtol, hvor modſigende og vilkaarligt vilde det da ikke være at nægte ham den mindre Ret, den, der tilkommer enhver Statens Borger i Tilfælde af almindelig Rettergang? Det er klart at det Høieſte, man kunde udlede deraf, at den Anklagede ei paa eengang antoges beføiet til at udøve disſe to Rettigheder, maatte være at hans Ret til at forſkyde indſkrænkedes til ſaa mange, ſom der blev tilbage af en Trediedeel af Rigsrettens Tilforordnede, efterat de, mod hvem han havde fremſat ſpecielle Indſigelſer, ved Kjendelſe vare tilpligtede at vige deres Sæde. Imidlertid kan ikke engang denne Indſkrænkning billiges, da Reglementets 9de § beſtemmer, at den Anklagede ſkal vælge dem, han vil forſkyde, inden Stævningen falder i Rette, altſaa inden han har havt Anledning til at fremſætte ſine Inhabilitets-Exceptioner. Derimod kan den Ret, Grundloven giver den Anklagede til efter Forgodtbefindende at forſkyde dem, til hvilke han af Grunde, hvis Rigtighed han ei troer at kunne bringe til Evidents, ingen Tillid har ſom Dommere, ingenlunde afſkjære ham Adgang til at forlange Rettens Kjendelſe med Henſyn til de Medlemmer, han fremſætter beſtemte og beviislige Indſigelſer imod.

Den 3die Grund for den af mig fremſatte Inhabilitets-Exception er ikke mindre afgjørende. Statsminiſteren tiltales, fordi han ikke har proteſteret mod Kongens Beſlutning af 2den Juli, og det antydes ſaavel i Adresſen af 7de Juli ſom i Committee-Indſtillingerne af 7de og 8de ſ. M. at dette havde været Pligt for ham, fordi Beſlutningen anſaaes ſkadelig for Riget. Om og hvorvidt man har antaget, at denne Proteſt tillige burde indeholde, at den Norſke Regjerings Betænkning førſt maatte indhentes, vedkommer Sagens Realitet, og kan ingen Indflydelſe have paa Afgjørelſen af dette formelle Spørgsmaal, ſiden Sagen dog i alfald ogſaa gaaer ud paa en Underſøgelſe, om Storthingets Opløsning var ſkadelig for Landet eller ikke. Imidlertid maa jeg dog underdanig bemærke, at hiin Omſtændighed ſaa meget mindre kan præſumeres at have bevirket Aktionsdekretet, ſom dette ene er ſtilet mod Statsminiſteren, ikke tillige imod de 2 i Stockholm tilſtedeværende Statsraader, uagtet disſe ingen fra Grundlovens 15de § hentet Proteſt have nedlagt, hvilket formeentligen tilſtrækkelig beviſer, at Odelsthinget blot har fundet det pligtſtridigt, at Hans Majeſtæt ei er bleven gjort opmærkſom paa det for Riget Skadelige, i, at Storthinget ſaa haſtigt opløſtes. Herpaa gaaer altſaa Sagens Realitet ud, og dens Udfald beroer følgelig paa, om Hans Majeſtæts Beſlutning virkelig er i Strid med Landets Tarv og Interesſe eller ikke. Rigsrettens principale Virkſomhed vil ſaaledes beſtaae i at underſøge og afgjøre denne Qvæſtion. Nu er det vel uimodſigeligt, at Statsminiſter Løvenſkiold ikke kan fældes, hvis han documenterer, at ſand Omſorg for Rigets Bedſte netop fordrede en ſaadan Beſlutning ſom den, Hans Majeſtæt har fattet; thi han kan naturligviis ikke ſtraffes, naar den Kongelige Reſolution har været gavnlig for Landet, eller i det mindſte ingen Skade medført for dette. Kunde Realiteten komme under Paakjendelſe, da troer jeg mig iſtand til at beviſe, at Rigets Interesſe, naar man betragter denne fra en mere fordomsfri Side og fra et mere ophøiet Standpunkt, end Mængden har Evne eller Villie til, paa det Kraftigſte opfordrede Hans Majeſtæt til at gjøre Brug af den Høiſtſamme ved Grundlovens 80de § hjemlede conſtitutionelle Ret. For Øieblikket er det ligegyldigt, om ſaadant Beviis vil lykkes mig eller ikke; nok er det, at Statsminiſterens Forſvar i Realiteten væſentligſt maa gaae ud paa at fremhæve alle de Omſtændigheder, der efter hans Anſkuelſe gjorde Storthingets Opløsning nødvendig. Men disſe Omſtændigheder beſtaae for ſtørſte Delen i en Critik over Storthingets Færd, en Anke, deels over hvad det har forſømt at gjøre, deels over hvad det har udrettet, og Statsminiſterens Skjæbne er følgelig afhængig af, om Rigsretten tiltræder hans Reflexioner over Alt dette eller ikke. De høiſtærværdige Herrer ville ſaaledes blive forpligtede til at udtale deres Mening om enhver Beſlutning, enhver Fremgangsmaade fra Repræſentationens Side, ſom Statsminiſteren paaſtaaer ikke ſtemmer overeens med de conſtitutionelle Former og Rigets ſande Tarv; de ville komme til at afgjøre, om min Part med Føie har fundet Storthingets Virkſomhed deels at indbefatte høiſt ubetydelige Gjenſtande med Tilſideſættelſe af de allervigtigſte, deels at røbe Smaalighed og Lyſt til at gaae ind paa den executive Magts Gebeet; de ville blive opfordrede til at erklære, om Landets ſande Tarv har ſvævet Repræſentationen for Øie, om ikke Konge og Folk lige meget have Grund til at beklage ſig over en Aand, der ene ſynes ſkikket til at opvække Mistillid til Regjeringen og Splid mellem de conſtitutionelle Magter, om det ſtemmer overeens med Fædrenelandets Tarv, at Intelligentſen fortrænges af Uvidenhed, Eenſidighed og ſmaalige private Henſyn. Men, høiſtærværdige Herrer, med hvilket Sindelag ſkulle vel Lagthingets forrige Medlemmer gaae til deslige Underſøgelſer? Kan man vente, at de ville bryde Staven over deres egne Handlinger? og maae de ikke, ſom alle ſvage Dødelige, hvor meget end det kolde Overlæg, den rolige Beſindighed, den rene Sandhedskjærlighed, ſom Dommerſædet fordrer, kunde foreſvæve dem, i det mindſte være tilbøielige til at retfærdiggjøre ſig ſelv for de Beſkyldninger, der fremſættes imod dem? Den Anklagede kan, uden at fornægte ſin Overbeviisning om disſe Mænds redelige Villie, alligevel ikke betroe ſin Skjæbne i deres Hænder; han kan ingen Tillid have til deres Upartiſkhed, han kan ikke ſtole paa, at de betragte Sagen med en Dommers fordomsfrie Blik. Visheden om at de allerede forlængſt have udtalt deres Anſkuelſe, og det uden Betænkningstid, uden fornødent Overlæg, uden at have hørt den Beſkyldte, Formodningen om at de af menneſkelig Skrøbelighed kunde finde ſig ſaarede ved Paaankningen af deres egne Handlingen og Urimeligheden af for noget Menneſke under ſaadanne Omſtændigheder at ſige ſig frit for enhver Svaghed, maa jo gjøre Forſvaret aldeles henſigtsløſt. Dommen er afſagt i Forveien, og de Vaaben, den Anklagede troede kraftige nok til at værne om hans ſaa uforſkyldt angrebne Ære, maae jo ſløves ved at ramme det Jernharniſk af forudfattede Meninger og egen Interesſe, hvori nærværende Domſtoel for en ſaa ſtor Deel er iført. Jeg ſiger egen Interesſe; ja tilvisſe verſerer en ſaadan under denne Sag. Storthinget har paa den beſtemteſte Maade erklæret ſig ſaaret ved den Kongelige Beſlutning; det har appelleret til Folket, og ſøgt at redde ſit gode Navn og Rygte. I hvilken beſynderlig Stilling befinde de forrige Lagthingsmedlemmer ſig ikke nu? De ſkulle ſelv dele ſig tilrette, de ſkulle ſelv afgjøre den imellem Konge og Storthing opſtaaede Controvers, de ſkulle ſelv afſige Dom i deres egen Sag, og derved beviſe for Nationen at de ere rene og pletfrie, medens hele Brøden hviler hos deres Modpart! Sandelig, en beqvem Maade at dokumentere ſin Uſkyldighed paa, en let Udvei til at ophøie det i, Adresſen indeholdte Forſvar til en endelig Frifindelſesdom! Nei, høiſtærværdige Herrer, et ſaadant Spilfægterie er uden for Loven, det er uden Exempel i civiliſerede Stater, og det vil derfor heller ikke blive ſanctioneret af dette ophøiede Tribunal. Nationens Interesſe fordrer den Skyldige afſtraffet; men ſimpel Retfærdighed ikke mindre end Nationens Ære fordrer tillige, at Sværdet ene betroes i uvillige Mænds Hænder.

Saaledes tænkte Rigsretten i 1827, da den erklærede Statsraad Grev Wedel-Jarlsberg inhabil til at deeltage i Paakjendelſen af Sagen mod Statsraad Collett, fordi Statsregnſkaberne fra hans Forvaltningstid viiſte, at han tildeels havde hyldet de ſamme Principer ſom ſidſtnævnte. Jeg giver de høiſtærværdige Herrer at betænke, om denne Inhabilitets Exception indbefattede mere end de af mig her fremſatte, og jeg henſtiller til Rigsrettens retfærdige Afgjørelſe, om det er pasſende eller anſtændigt at befølge ſaadanne Indſigelſer, naar de fremkomme fra Actor, men derimod at forkaſte dem, naar de gjøres gjældende af den Anklagede. Man glemme desuden ikke, at Talen her er om Meninger og Anſkuelſer, om den individuelle Overbeviisning angaaende Gjenſtande, der ſaalænge Verden har ſtaaet have udgjort et Stridsæble mellem de forſkjellige Statsmagter; man have for Øie, at det abſolut Rigtige, det ene Sande her vanſkeligen lader ſig paaviſe; man betænke, at Lidenſkaberne allerede mere end tilbørligen have ladet deres ſkingrende Røſt høre, og man vil tilſtaae mig, at alt langt kraftigere end ellers opfordrer til den ſtørſte Vaerſomhed, at blot Skinnet af Partiſkhed her maa undgaaes for Nationens, Anklagedes, Dommernes, Menneſkehedens Skyld, og at man reiſer Forfatningen en Skamſtøtte, naar Repræſentationen paa eengang fremſtaaer ſom Part og Dommer. Man vil maaſkee indvende, at de fleſte Sager, ſom indankes for dette ophøiede Tribunal, efter Tingens Natur ville angaae Krænkelſe af Nationalrepræſentationens Rettigheder ligeover for den executive Magt, uden at Grundloven for disſe Slags Sager har gjort nogen Undtagelſe fra den almindelige Regel at Lagthinget udgjør en Deel af Rigsretten — og at de ſamme Individer kunne komme til at udgjøre 9de ordentlige Storthings Lagthing, hvoraf Følgen vilde blive, at de da ligeſaavelſom nu maatte anſees inhabile ſom Dommere, og at nærværende Sag ſaaledes aldrig kunde blive bragt ind for en Rigsret. Men disſe Argumenter have ikke mindſte Vægt. Med Henſyn til det førſte vil det være tilſtrækkeligt at bemærke, deels at Grundloven umiskjendeligen forudſætter, at et Odelsthing ene kan befatte ſig med de Regjeringshandlinger, der ere foretagne inden Storthinget ſammentraadte, og ſom følgelig ikke kunne indeholde noget Angreb paa ſamme Odelsthings eller Storthings Færd, deels at Rigsrets-Reglementets 9de § beſtemt antager, at de af Rettens Medlemmer, der af lovlige Grunde ei bør ſidde i Retten, ſkulle vige deres Sæde, hvilket ogſaa maatte følge af Tingenes Natur og Lovenes almindelige Beſtemmelſer, uden at nogen anden udtrykkelig Foranſtaltning fra Lovgiverens Side end den i Slutningen af bemeldt Paragraph anførte var nødvendig. Hvori ſkulde vel de andre lovlige Grunde, ſom Reglementet anſeer muelige, beſtaae naar de ei maatte ſøges i Medlemmernes Forhold til den individuelle Sags og kan man for Alvor ville tillægge Grundloven den Uretfærdighed at den, tvertimod hvad der gjælder i alle andre Tilfælde, ſkulde ville til lade et Rigsretsmedlem at paakjende ſine egne Handlinger? Dette ſtrider ſaa ganſke mod Begrebet om en Domſtoel, at det endog maatte anſees upasſende om Grundloven eller Rigsretsreglementet mere beſtemt havde udtalt Sætningen. Der er desuden en mærkelig Forſkjel paa den Interesſe, Lagthinget ſom integrerende Deel af Storthinget har af at en Strid mellem den lovgivende og den udøvende Magt, angaaende Grændſerne for deres conſtitutionelle Rettigheder, afgjøres derhen at Storthingets Myndighed erholder den ſtørſt rimelige Udſtrækning, og paa den Interesſe, Lagthingets Medlemmer have af en Sags Udfald, i hvilken de, forinden dens Anlæg men efterat Conflikten er opſtaaet, have gereret ſig ſom Parter, afgivet en beſtemt Erklæring om dens Retmæsſighed, og under hvilken deres egen Færd ſkal bedømmes. I det førſtnævnte Tilfælde er Interesſen ikke ſtørre hos Lagthingets Medlemmer end hos enhver anden Statsborger, og den modarbeides desuden ved Foreſtillingen om Nødvendigheden af at den udøvende Magt beholder ubeſkaarne ſine grundlovmæsſige Prærogativer; dens Indflydelſe kunde i alfald ikke forebygges naar Grundloven fandt det rigtigt at gjøre en Deel af Nationalrepræſentationen til en nødvendig Beſtanddeel af Rigsretten. Den Interesſe derimod, hvis Indflydelſe paa Lagthingsmedlemmerne Anklagede her frygter for, er af en langt farligere Art; den er aldeles perſonlig, og den kan undgaaes enten derved at de afholde dem fra at tilkjendegive nogen Formening om den præſumerede Brøde og fra paa nogen anden Maade at optræde imod ham, eller derved at det overlades til næſte ordentlige Storthings Odelsthing at dekretere Aktion for Handlinger, der ei kunne paakjendes uden at bedømme nærværende Storthings Fremgangsmaade.

Hvad den anden Indvending angaaer, da vilde det være det uretfærdigſte Princip af Verden hvis man tillod en Mand at blive ſiddende paa det Dommerſæde, hvortil han erkjendes inhabil, blot fordi det var uviſt om man kunde faae nogen habilere iſteden. Feilen maatte i ſaafald ligge i Lovene og burde rettes ved at forandre disſe; men ikke kunde det forſvares at lade den private Mand, den Anklagede lide derunder. Man ſkylder imidlertid Beviſet for at en ſaadan Inconvenients vilde opſtaae; det er langt fra ikke rimeligt, og endnu mindre afgjort at næſte Lagthing vil komme til at beſtaae netop af de ſamme Medlemmer ſom nu; tværtimod tale mange Grunde for at dette ikke vil indtræffe; men ihvorom Alting er bliver det Rigsrettens Sag, hvis den efter et kommende Odelsthings Beſlutning ſættes i Virkſomhed, at afgjøre om hine Mænd, ſom Medlemmer af et andet Thing, kunne indtage Dommerſædet eller ei, og i alfald at drage Omſorg for at Storthinget paa den i Rigsretsreglementets 9de § beſtemte Maade kan blive ſat i Stand til at complettere Retten. Man vilde følgelig foregribe næſte ordentlige Storthing og en da muligens organiſeret Rigsret i de Beſlutninger, det ene ſtod til dem at fatte, hvis man nu vilde handle anderledes end Ret var blot under Forudſætning af hvad der ſenere formodedes at ville ſkee.

Jeg kan ſaaledes ikke tvivle paa at enhver yderligere Behandling af nærværende Sag for Tiden maa ophøre, og det ſaa meget mere ſom jeg aldeles ikke erkjender Rigsretten efter dens nuhavende Organiſation competent til at paadømme disſe af mig fremſatte Indſigelſer. Viſtnok beſtemme de almindelige Love ſaaledes ſom disſe i Praxis fortolkes, at underordnede Dommere ſelv ved foreløbig Kjendelſe ſkulle afgjøre Vægten af de mod dem fremſatte Inhabilitets-Exceptioner; men det indſees let at Retsſikkerheden intet lider ved en ſaadan Fremgangsmaade, da man her har det almindelige Remedium at kunne appellere Kjendelſen til høiere Ret, medens det dog vilde blive den ſtørſte Vilkaarlighed og Uretfærdighed om et Tribunal, fra hvilket ingen Appel kan ſkee, tillodes at afgjøre et ſaadant Spørgsmaal. Antog man dette Princip, ophævede man med det ſamme al Retsſikkerhed og ſyndede imod de førſte Regler for en Domſtoels Organiſation. Man behøver ikke at være Lovkyndig for at kunne indſee det Unaturlige, urimelige og Farlige i at overlade til Medlemmerne af det øverſte Tribunal ſelv at bedømme om de med Føie kaldes inhabile eller ikke. Den ſamme Grund, der anføres mod deres Habilitet til at paakjende Sagen ſelv, gjælder jo ogſaa det foreløbige Spørgsmaal om denne Grund er gyldig eller ei, og det vilde jo være .et gruſomt Spilfægterie om man vilde tillade dem ad en ſaadan Omvei at tilintetgjøre den Anklagedes Ret til at fordre ſig ſtillet for uvillige Dommere. Den poſitive Lovgivning indeholder ogſaa en aldeles uforkaſtelig Regel for et ſaadant Tilfælde; Høieſteretslovens 24de § beſtemmer nemlig udtrykkeligen, at den Tilforordnede, mod hvem der exciperes, ikke ſkal deelta i Paakjendelſen af denne Indſigelſe, men at Retten, efterat han er aftraadt, ſkal gjøres fuldtallig og afgive den fornødne Kjendelſe. Rigsretten i 1827 fulgte denne Regel forſaavidt Exceptionen mod Statsraad Grev Wedel-Jarlsbergs Habilitet angik, og nærværende høie Ret har allerede bekjendt ſig til ſamme Grundſætning da Stiftamtmand Sem ikke deeltog i den foreløbige Underſøgelſe om og Afgjørelſe af hans Competence til at tage Sæde ſom extraordinair Asſesſor i Høieſteret. Man kan altſaa ikke nu forandre Princip. At Indſigelſen denne Gang rammer alle Lagthingsmedlemmer, gjør denne Fremgangsmaade ſaa meget mere nødvendig; thi Faren voxer i Forhold til Antallet af de Dommere man exciperer imod, og den er tilſtede i yderſte Grad naar disſe udgjøre den ſamlede Rets Pluralitet. Her er altſaa et ſaadant Tilfælde forhaanden ſom Rigsretsreglementets 9de § forudſætter; efter Grundlovens 87de § maa denne Domſtol ikke beſtaae af mindre end 15 Medlemmer; for at paakjende de fremſatte Exceptioner udfordres der altſaa mindſt 8 Tilforordnede foruden Høieſteret, og disſe 8 maa udnævnes af næſte ordentlige Storthing. Det kan ikke tilſkrives den Anklagede at nærværende Rigsret er bleven ſat efterat Storthinget var opløſt, og han kan ikke derfor tabe nogen af ſine lovlige Rettigheder. Jeg forventer ſaaledes underdanig at denne Fremgangsmaade iagttages, og proteſterer paa det alvorligſte imod at de forrige Medlemmer af Lagthinget paakjende de opkaſtede Quæſtioner. Billiges dette og det var mueligt at erholde Rigsretten completteret paa den lovbeſtemte Maade, da tvivler jeg ingenlunde paa at mine Inhabilitets-Indſigelſer vilde gives Medhold; men ſkeer dette maa Følgen deraf tillige blive at Sagen afviſes. Da Lagthinget nemlig efter Grundloven udgjør en nødvendig og fundamental Beſtanddeel af Rigsretten, anſeer jeg en Rigsret, hvoraf Lagthinget in corpore har maattet udtræde, for aldeles incompetent. Denne Mangel paa Competence kan ikke hæves ved nogen Tiltræden af nye Medlemmer, da intet Lagthing kan creeres uden for..den.i Grundlovens 74de § beſtemt Maade. Saaſnart derfor et Odelsthing dekreterer Rigsrets Aktion paa en Tid da der intet habilt Lagthing exiſterer til at deeltage i Sagens Paadømmelſe, maa Sagen, ſom for tidligen anlagt, blive at afviſe. Den Myndighed til at tilforordne Retten overordentlige Asſesſorer, ſom Rigsretsreglementets 9de § giver Storthinget, ſigter deels til at erſtatte den tilfældige Afgang, ſom bevirkes ved at enkelte Medlemmer af Lagthinget eller Høieſteret af perſonlige Grunde maae vige Sæde, deels til at erholde afgjort ſaadanne formelle Indſigelſer ſom de, Anklagede under nærværende Sag har fremſat mod det hele Lagthings Habilitet. Med Henſyn til deslige Exceptioner er der nemlig ingen anden Udvei end at tilkalde extraordinaire Asſesſorer, naar man paa den ene Side ikke vil tilſideſætte den Garantie mod muelig Forurettelſe, ſom almindelige Retsregler tilſtaae den Anklagede, og paa den anden Side ikke kan lade Rigsretten ſættes med et mindre Antal Medlemmer end Grundloven foreſkriver. Jeg antager ſaaledes at de overordentlige Medlemmer, ſom Storthinget overeensſtemmende med Rigsretsreglementets 9de § maatte tilforordne Retten, ere competente til at paakjende Inhabilitets Indſigelſerne i Forening med Høieſteret, uagtet intet Medlem af Lagthinget har Sæde i Retten, men at de derimod paa ingen Maade have Adgang til at deeltage i Realitetens Paadømmelſe Denne Diſtinktion har intet Paafaldende ved ſig naar man tager i tilbørlig Betragtning Rigsrettens grundlovmæsſige Organiſation og Øiemedet med dette overordentlige Tribunals Oprettelſe.

Skulde Rigsretten virkelig blive completteret paa lovlig Maade, og det derefter mod al tænkelig Formodning ſkulde blive Tilfældet at Lagthingsmedlemmerne erklæredes habile til at beklæde Dommerſædet i nærværende Sag, eller ſkulde, hvad der viſtnok er, om mueligt, endnu urimeligere og uſandſynligere, disſe Medlemmer blive tilladte at paakjende de fremſatte Indſigelſer og da forkaſte disſe, under hvilke to Forudſætninger der ei levnes den Anklagede noget andet Middel end at appellere til den hele civiliſerede Verden, maa det viſt nok billiges at jeg in subsidium fremſætter nogle Erindringer ved Sagens Form, hvilke nødvendigviis maae bevirke Stævningens og Sagens Afviisning, og ſom retteſt ſynes at burde være Gjenſtand for en præliminair Kjendelſe. Til disſe Indſigelſer regner jeg: at ſidſte Odelsthing manglede al Competence til at fremſtaae ſom Anklager i nærværende Tilfælde, og at Sagen i det Hele taget er for tidligen anlagt. Som Grunde herfor tillader jeg mig underdanig at anføre følgende:

1) Jeg har allerede i det foregaaende udviklet hvorledes den kongelige Reſolution af 2den Juli maa anſees at indeholde en Misbilligelſe af Storthingets Færd, og at Lagthingets Medlemmer derfor ikke kunne være Dommere i Sagen. Den ſamme Grund medfører ogſaa at Odelsthinget ikke kan være Anklager. At Ingen er berettiget til at udøve den ham betroede offentlige Myndighed i Sager, der angaae ham ſelv, trænger ikke til noget Beviis. Man vilde ſaaledes aldrig betænke ſig paa at erklære et af Over-Øvrigheden udfærdiget Aktions-Dekret for en Nullitet naar det gik ud paa Tiltale mod Nogen for Handlinger, ved hvilke den individuelle Øvrighedsperſon ſelv var fornærmet eller forurettet. I ſaadanne Tilfælde overdrages den fornødne Myndighed for den enkelte Sags Vedkommende til en Mand, der er uinteresſeret og upartiſk. Dette er ogſaa ganſke i ſin Orden; thi den Magt, Staten har lagt i en Embedsmands Hænder, lader ſig ikke bruge af ham uden hvor han fremſtaaer ſom Statens Befuldmægtigede, hvilket han ikke gjør naar han gererer ſig ſom den, der ſøger Beſkyttelſe hos det Offentlige for ſine krænkede Rettigheder, en Beſkyttelſe han ikke kan give ſig ſelv.

Da Odelsthinget i et Tilfælde ſom nærværende ligefrem udøver en Over-Øvrigheds Myndighed, maa det forſaavidt være bundet til de ſamme Regler; ja man maa her, af Aarſager, der forhen ere anførte relativ til Lagthinget, gaae frem med ſtørre Vaerſomhed end almindeligt. Endog blot Reglerne for det Anſtændige og Pasſende fordre dette; thi det opvækker en høiſt ubehagelig Senſation naar man ſeer en Authoritet ſom Odelsthinget benytte ſig af denne vigtige Ret i et Tilfælde, hvor den præſumtive Brøde foregives at ramme Thingets Medlemmer ſelv. Det er nødvendigt for Nationens Ære og den Anklagedes Sikkerhed at denne Ret anvendes med Sindighed; men ligeſom dette neppe kan ſiges at ſkee naar Odelsthinget paatager ſig et Slags Selvhævn, ſaaledes kan man desværre heller ikke nægte at det i Thinget den 7de og 8de Juli Pasſerede altformeget vidner om at Lidenſkaberne have havt frit Raaderum. Man burde altſaa have overladt det kommende Odelsthing at fatte Beſlutning om denne Sag; der var ſandelig ingen periculum in mora, ſaa at man ikke dermed ſkal kunne undſkylde denne overilede Fremgangsmaade, om dette forreſten kunde være nogen Undſkyldning.

2) Controllen med den Regjeringshandling, ſom her ankes over, henhørte ikke under ſidſte Odelsthings Resſort. Foruden at Praxis beſtandig har hyldet det Princip, at Reviſionen af Statsraadets Protokoller ene kan udøves af Odelsthinget for det Tidsrum, der ligger imellem det næſtforegaaende og ſidſte Storthings Sammentræden, ſynes dette ogſaa at være tilſtrækkeligen begrundet ved Sagens Natur og Conſtitutionens formodede, ja tildeels udtrykkeligen udtalte Villie.

At der i det offentlige Liv begynder en ny Epoqve med ethvert Storthing, lader ſig ikke nægte. Naar undtages den Storthinget tilkommende Myndighed efter Grundlovens 75de §, Litr. a førſte Pasſus, Litr. b og l, er dets Virkſomhed indſkrænket til deels at faſtſætte hvad der i de forſkjellige Statsanliggender ſkal ſkee for de kommende 3 Aar, deels at underſøge hvad der i de forløbne 3 Aar er ſkeet. Fra § 75 Litr. a førſte Pasſus, Litr. b og l, der angaae en aldeles uligeartet Virkſomhed, kan Intet udledes til Fordeel for Udſtrækningen af den her omhandlede Myndighed.

Derimod er det et vigtigt Argument mod ſaadan Udvidelſe, at den Storthinget tillagte controllerende og reviderende Myndighed i alle øvrige Tilfælde uomtviſteligen er indſkrænket til de nærmeſt foregaaende 3 Aar. Grundloven forudſætter dette tydeligen, og kunde heller ikke andet naar idelige Conflikter ſkulde undgaaes. Man har derfor altid erkjendt at Bevilgningsretten indſkrænkede ſig til de 3 paafølgende Skatteaar, at Grundlovens 75de § Litr. g blot gjælder de Forbund og Tractater, der ere indgaaede med fremmede Magter inden Storthinget ſamledes, og at den Reviſionsret, Litr. i hjemler, ikke vedkommer de midlertidige Penſioner, der ere bevilgede af Kongen efter bemeldte Tid.

Der er ingen Grund til at anvende en anden Maaleſtok paa Rettigheden efter Litr. f. Retsſikkerheden vilde jo i mangfoldige af de vigtigſte Tilfælde blive forſtyrret, Rigets Forhold til andre Stater i Utide blive offentliggjort, derſom der ikke gaves en lovbeſtemt Grændſe for de 2 paahinanden følgende Storthings Virkſomhed, og denne Grændſe afſtikkes ved Repræſentationens Sammentræden. Grundloven, der antager at Thinget kan udføre ſit Hverv i 3 Maaneder, er ſaaledes ogſaa gaaen ud fra den Forudſætning at det ſtrax ſætter ſig i Virkſomhed for at opfylde ſine Pligten at det altſaa ſtrax forlanger ſig forelagt Statsraadets Protokoller; men der er ingen Anledning til at ſtatuere, at man kunde vedblive med ſaadant Forlangende efterhaanden ſom der faldt kongelige Reſolutioner eller foretoges Regjeringshandlinger medens Storthinget var ſamlet. Henſigten ſees tydeligen at være at forvisſe ſig om den exekutive Magt i Mellemtiden mellem begge Storthing har handlet grundlovmæsſigen og overeensſtemmende med Rigets ſande Tarv; uden for denne kan man ikke gaae. Det er desuden en aabenbar Misforſtaaelſe, fremavlet ved de Fleſtes Mangel paa Evne til at betragte ſit offentlige Kald ſom Repræſentant fra det nødvendige ophøiede Standpunkt, naar man troer at kunne opfylde Grundlovens Mening og Villie ved at rive en enkelt Regjeringshandling ud af ſin Forbindelſe med det hele Regjeringsſyſtem i det beſtemte Tidsrum, og at bedømme den iſoleret. De nedſatte ſaa kaldte Protokol-Committeer have neppe dannet ſig det rette Begreb om Betydningen af Nationalrepræſentationens controllerende Myndighed. Iſteden for at lade et almindeligt Overblik opfatte og bedømme de Maximer, Regjeringen i de 3 ſidſte Aar har befulgt, iſteden for at holde ſig til generelle Principer og underſøge om den exekutive Magt ved foretagne eller efterladte Handlinger har hyldet ſaadanne, der enten ſtrede mod Forfatningen, eller vare uſorenelige med Landets Tarv, indſkrænker man ſig til en møiſommelig og ſmaalig Reviſion af Enkeltheder, og troer ſig opfordret til med ængſtelig Nøiagtighed at efterſpore og paapege enhver nok ſaa ubetydelig Regjeringshandling, om hvis Gyldighed der kunde være mindſte Spørgsmaal; man anſeer ſig ikke forpligtet til andet end til det minutiøſeſte Inqviſitionsvæſen, og bruger altſaa den her omhandlede Myndighed i en anden Henſigt og paa en anden Maade end Grundloven har tænkt ſig det og Repræſentationens Værdighed og Betydning ſynes at fordre. De foregaaende Rigsretsſager godtgjøre tilfulde at denne Fremgangsmaade blot har ledet til uheldige Reſultater, og jeg tvivler paa at ret Mange ville finde at nærværende Sag i ſaa Henſeende gjør nogen Undtagelſe. Men hvor meget længer vilde man ikke fjerne ſig fra Maalet naar man var berettiget til midt iblandt en ſammenhængende Række af Regjeringshandlinger blot at udſøge en eneſte, og at anvende al ſin Flid og Skarpſindighed paa at finde noget at dadle ved dens Skeer dette nu tillige med en Beſlutning, der gjælder det ſamme Things egne Handlinger, ſaa troer jeg ikke man vil betænke ſig ret længe paa at erklære en ſaadan Fremgangsmaade at være Uconſtitutionel og uforenelig med Begrebet om en velordnet, værdig og gavnlig Nationalrepræſentation. Vi kunne ikke vente at Grundloven ſkal have forudſeet alle Tilfælde og nedſkrevet faſte og beſtemte Regler for disſe. Ved mangfoldige Leiligheder maae vi efterſpore dens Aand og handle i Harmonie med denne; men at det aldrig kan være ſtemmende med en ſaadan, at Odelsthinget tiltager ſig en Myndighed ſom den her paaankede, haaber jeg de Fleſte med mig ville erkjende. Kun ved at følge det modſatte Princip er det at man indleder ſig i de Forviklinger, ſom nu ere opſtaaede og ſom enhver ſand Fædrenelandsven maatte ønſke undgaaede. Med ſamme Føie ſom nu maatte et Odelsthing ogſaa kunne anke over Anvendelſen af ethvert andet conſtitutionelt Middel, ſom Statsraadet anbefalede Hans Majeſtæt for at betage Nationalrepræſentationens Beſlutninger den fornødne Gyldighed; thi da Thinget ſelv naturligviis maa gaae ud fra den Forudſætning at dets Forføininger ſigte til Landets Bedſte, kan det jo heller ikke andet end betragte enhver Modſtand mod Iværkſættelſen deraf ſom ſkadelig for Riget, og maatte altſaa conſeqvent dekretere Rigsrets-Aktion mod enhver kongelig Raadgiver, der direkte eller indirekte havde Deel i Modſtanden. Men naar Grundloven lægger et Værn mod Misbrug fra Storthingets Side i den exekutive Magts Hænder, er det ikke Meningen at Thinget ſelv ſkulde kunne tilintetgjøre den dermed tilſigtede Sikkerhed, eller at det ſkulde være tilladt det Odelsthing, der ei havde faaet ſin Villie ſat igjennem, at fremtvinge denne paa en indirekte Maade og ſelv afgjøre om dets Anſkuelſer vare rigtigere end den exekutive Magts. Man glemmer beſtandig at Folkets Vel er betroet til Kongens og Repræſentationens fælleds Varetægt, og at Forfatningen har til Henſigt ligeſaavel at forebygge Misgreb fra den ſidſtes ſom fra den førſtes Side.

3) Nærværende Sag angaaer det Spørgsmaal om Landet har havt Gavn eller Skade af at Storthinget blev hævet den 8 Juli. Denne Qvæſtion kan ikke løſes ved eenſidigen at betragte de muelige Fordele, Storthingets fortſatte Virkſomhed kunde have medført; førſt ved at oppebie hvad Regjeringen fandt fornødent at ſætte i Stedet, førſt opfyldte Hans Majeſtæts Befaling; men det vilde dog neppe være ſtemmende med Retfærdighed hvis man fulgte modſatte Principer med Henſyn til 2 forſkjellige Embedsmænd, der befinde ſig i eet og ſamme Tilfælde, al den Stund det ikke bør præſumeres at det er Statsminiſteren perſonlig man agtede at ramme. Man har ſaaledes upaatvivleligen forhaſtet ſig og grebet ind i det kommende Odelsthings Rettigheder, en Feil, ſom ikke kan gaae upaaanket hen, hvor tilbøielig Mængden end ſynes at være til at ſee igjennem Fingre med de Overilelſer, Repræſentationen gjør ſig ſkyldig i, paa ſamme Tid ſom Kongens Raad uden Barmhjertighed fordømmes hver Gang det ikke har været ſaa heldigt at træffe dens Mening.

4) Odelsthinget har formeentligen ingen Ret til at befatte ſig med Kongelige Reſolutioner, der endnu ikke ere ſatte i Udøvelſe. Den Omſtændighed at en ſaadan Beſlutning er fattet og ſtaaer i Statsraadets Protokol, er ei Hjemmel nok for denne Virkſomhed. Enhver indſeer det Skadelige, Forfatningsſtridige og mod Kongens Prærogativer Fornærmelige i at denne controllerende Myndighed ſaaledes i Utide gjør ſig gjældende. For det førſte ſynes Henſigten dermed blot at være at lægge alle muelige Hindringer i Veien for Beſlutningens Fuldbyrdelſe, noget man ingenlunde kan forſvare, da Hans Majeſtæts conſtitutionelle Ret i enhver Henſeende bør være omgjærdet med den ſamme juridiſke Hellighed, Storthinget ikke mangler at tillægge ſin egen. Det maa dernæſt være klart for Enhver, at den Sag, man vil anke over, bør være afgjort inden man griber den med Controllens Staalhandſke. Den Kongelige Reſolution i og for ſig er ikke Gjenſtand for Thingets Reviſion; førſt naar den er realiſeret, naar den har knyttet ſig til en virkelig Begivenhed i den ydre Verden, falder den ind under Repræſentationens Myndighed; i Forveien er den blot Præmisſer uden Concluſion og kan ikke lægges til Grund for nogenſomhelſt retsgyldig Forføining ved at erfare om ikke Sammenkaldelſen af et overordentligt Storthing eller et andet lovligt Middel vilde paa en ſimplere og mere pasſende Maade have ledet til det forønſkede Reſultat, blev man iſtand til at bedømme det Henſigtsmæsſige eller uhenſigtsmæsſige i den tagne Beſlutning. Saalænge denne Sammenligning ikke lader ſig anſtille, er det altſaa umuligt at erklære det Skeete for at være ſtridende mod Rigets Interesſe. Man maa ikke betragte denne Qvæſtion fra en altfor materiel Side. Henſigten med Storthingets Opløsning var mindre at gjøre en Ende paa den ufuldkomne Maade, paa hvilken det opfyldte ſine Pligter, end at lægge Folket og Repræſentationen paa Hjertet, at Statens ſande Vel fordrer en Reform i Principerne og disſes Anvendelſe. Den kongelige Beſlutning var ſaaledes en nødvendig Advarſel, et Alvorsord i rette Tid, ſom forhaabentlig vil have en gavnlig Indflydelſe for Fremtiden, der ſikkert ogſaa vil viiſe at Middelet var probat.

Nu for Tiden er det altſaa umueligt at anſtille nogen Sammenligning, og paa Reſultatet af denne kan det alene beroe om Skade er ſkeet eller ikke. Nærværende Sag er ſaaledes for tidligt anlagt, og det maa ene komme an paa næſte ordentlige Storthings Odelsthing, efter en ſamvittighedsfuld Prøvelſe af alle Omſtændigheder, at afgjøre dette Spørgsmaal. Den fornødne Sagkundſkab og Upartiſkhed kan alene ventes hos det kommende Thing, under hvis Resſort Sagen ogſaa i enhver Henſeende henhører. Forudſat nu at dette ikke delede Anſkuelſer med det ſidſte, at det misbilligede meget af hvad der paa 8de ordentlige Storthing er pasſeret, og fandt Kongens Beſlutning nødvendig og gavnlig, til hvilke beſynderlige Reſultater vilde det da ikke lede om det mod Statsminiſter Løvenſkjold udfærdigede Aktionsdekret antoges at være i Formen rigtigt og gyldigt? Det er meget tænkeligt, ja endog høiſt rimeligt at næſte Odelsthing ingen Anledning vil finde til at ſætte den Norſke Regjerings Medlemmer under Tiltale fordi de, uden Proteſt,

5) Da Hans Majeſtæts Reſolution af 2den Juli allerede var communiceret Storthinget inden nærværende Sags Anlæg blev beſluttet, opſtaaer der en ikke aldeles ugrundet Tvivl om Odelsthinget havde Hjemmel til at foretage Noget, der ſaa langt fra at ſtaae i Forbindelſe med Storthingets dekreterede Opløsning, netop er i den beſtemteſte Oppoſition dermed. Odelsthinget vidſte at det inden faa Øieblik ikke længere exiſterede ſom ſaadant, og at der da heller ikke gaves noget Lagthing. Naar man ikke deſtomindre fatter en Beſlutning, ſom førſt faaer Betydning og kan effektueres paa en Tid, hvor den lovlige Adkomſt mangler, naar man fingerer at have et Lagthing til ſin Dispoſition uagtet dette er ophørt at være til inden det træder i Virkſomhed, ſaa forekommer det mig temmelig klart, at man har tiltaget ſig en Myndighed uden for Loven. Rigsretsreglementet forudſætter derfor ogſaa, ſaaledes ſom tidligere bemærket, at der exiſterer et Storthing ikke blot paa den Tid Aktionen dekreteres, men ogſaa i det Øjeblik Retten ſættes. Jeg maa benegte at det førſte in casu har været Tilfældet, da et Thing, ſom allerede er meddeelt Underretning om at det ſamme Dag ſkal hæves, ikke længer exiſterer uden forſaavidt de Handlinger angaaer, hvilke dets Opløsning gjør nødvendige; og at det ſidſte ikke har været det, er bekjendt.

Foreſtaaende er hvad jeg har at erindre ved nærværende Sags Form, og hvorved den ſubſidielle Paaſtand, jeg agter at nedlægge, forhaabentligen maa.anſees tilſtrækkeligen begrundet.

Førend jeg imidlertid ſlutter maatte det være mig tilladt at relevere 2 Omſtændigheder, der ſynes mig altfor mærkelige til at en Defenſor ſkulde vove at forbigaae dem med Taushed, uagtet jeg ingen Exception deraf udleder, men overlader til Rettens nobile officium at afgjøre hvad Vægt og hvilke Følger de kunne have.

Det har ſikkert gjort et ubehageligt Indtryk paa Mange at ſee Aktoratet i nærværende Sag nedlagt i en Mands Hænder, der viſtnok ved ſine Talenter og ſin Dygtighed fuldeligen vil vide at ſvare til Odelsthingets Forventninger, men hvis Stilling og Færd i Storthinget formeentligen burde have bevæget Vedkommende til at udnævne en anden Sagfører. I de noget over 5 Maaneder, ſidſte Storthing var ſamlet, har Præſidentſkabet ene været betroet til Høieſterets-Advokat Sørensſen og en anden Repræſentant, hvilke beſtandig have afløſt hinanden. Min ærede Modſtander har ſaaledes været Storthingets Præſident omtrent den halve Tid dette var i Virkſomhed, og han var det in specie da Thinget blev opløſt. Nationalrepræſentationen har ſaaledes paa den meeſt eclatante Maade lagt for Dagen hvor megen Tillid den ſatte til hans Duelighed og Indſigter, og han har, paa Grund af denne Tillid og den ophøiede Stilling han ſkyldte ſamme, ledet Storthingets Forhandlinger i mange vigtige Tilfælde. I Særdeleshed har han kraftigen grebet ind i de Beſlutninger, der fremkaldte nærværende Sag. At han nu har nedlagt ſit Præſidium og blot fremſtaaer ſom Odelsthingets Befuldmægtigede, forandrer kun tilſyneladende de ældre, ſaa nylig beſtaaende Forhold. Han fremſtiller ſig her for en Domſtol, hvis Medlemmer for ſtørſte Delen have været vante til at ſee ham paa Præſidentſtolen, der have deeltaget i Thingets Virkſomhed under hans Veiledning og Styrelſe, og ſom viſt nok ofte have ladet ſig beſtemme i ſine Meninger af hans med Liv og Varme udtalte Anſkuelſer. Hvor naturligt altſaa at de ogſaa paa Dommerſædet, dem ſelv maaſkee ganſke ubevidſt, lytte til hans Stemme med meer end almindelig Interesſe; hvor begribeligt at de fremdeles ville lade ſig henrive af ham og troe at de høre deres yndede Præſident! Man maatte lidet kjende til Menneſkene naar man vilde benægte Mueligheden af at en ſaa kort i Forveien udøvet Indflydelſe kunde gjøre ſig gjældende hos de ſamme Individer under noget forandrede Former, og jeg forudſeer derfor at de forrige Lagthingsmedlemmer, endog mod deres eget Vidende, ville føle ſig opfordrede til at følge den ſamme Fane, de nyligen vare ſamlede under paa Repræſentationens Mark. Hvad der iſær gjør mig bekymret er den Kjendsgjerning at der i Egenſkab af Præſident tildeels ledede det Angreb, Thinget den 7de og 8de Juli gjorde paa den exekutive Magt, og at han ſom Medlem af Odelsthinget gav Stødet til den ulykkelige Beſlutning, paa Grund af hvilken denne ophøiede Ret er nedſat. En elſket Anfører forlader man ikke gjerne; mangehaande i ſig ſelv agtværdige Følelſer binde hans Mænd til ham, og har man førſt under hans Anførſel udfordret Fienden til Slag, da maatte det jo næſten være Feighed og Troløshed at lade ham ſtaae ene i Farens Stund. Det vilde derfor aldeles ikke forundre mig om Rigsrettens ſtore Pluralitet kom til at glemme at den havde ſkiftet Rolle og at den nu optræder ſom Voldgiftsmænd mellem de kjæmpende Parter; thi man kan vel i ærlig Henſigt nedlægge ſine Vaaben, men ikke med ſamme Lethed afføre ſig det Sindelag, med hvilket man havde grebet dem. Og hvad har nu den Anklagede at ſtille imod denne fiendtlige Masſe? hvilke Stridskræfter ſtaae der vel til hans Dispoſition, ſom kunde danne en nogenlunde pasſende Modvægt og gjøre Partiet forſaavidt lige?. Desværre, kun et ringe Navn, en Perſon, der vel ikke betragtes for noget bedre end en politiſk Kjætteri Men dette ſtemmer ikke med Ridderſkabets Love, efter hvilke der dog blot burde kjæmpes paa dette Sted. Man bryſter ſig af ſine kraftige Forfædre og beklager at disſes mandige Færd er bleven os fremmed; man vilde gjerne indføre den drabelige Næveret igjen, i hvilken det lader til man ſætter Landets gram og da man ikke kan det, da man, ſkjøndt ugjerne, nødes til at beholde Civiliſationens.Former, vægrer man ſig ved at adoptere det Eeneſte, vi burde have arvet fra Oldtidens Berſærker, deres ridderlige Aand og Foragt for ulige Vaaben. Den Høimodighed, den Elevation og ædle Flugt, ſom et Folk aldrig kan ſavne naar det vil fortjene Agtelſe og Ære, gives der kun faa Spor af, og dog ſøger man at indbilde ſig ſelv og andre at der herſker ſand Frihed og Lighed inden Landets Grændſer! Nei, høiſtærværdige Herrer, dette er kun tomme Ord! Beviſet herfor ligger i vort hele offentlige Liv, i denne Rigsretsſag og i Maaden, paa hvilken den fik ſin Tilværelſe.

Efter § 6 i Reglementet af 18 Sept. 1815 ſkulle alle Rigsrettens Forhandlinger føres i en ſærſkilt for hver Sag indrettet Protokol, der authoriſeres af Storthingets Præſident. Det almindelige Rygte ſiger, at man denne Gang ikke gav ſig Tid til at iagttage disſe lovbeſtemte For.mer, og at man i ſin blinde Iver glemte at forſkaffe ſig den fornødne authoriſerede Protokol, men at man dog vidſte at bøde herpaa ved at lade det opløſte Storthings ſidſte Præſident udøve ſin Myndighed paa en Tid hvor hans offentlige Stilling indſkrænkede ſig til at være Rigsrets-Aktor. Man er ſaa meget mere berettiget til at anſee dette for ſtemmende med Sandhed, ſom det er yttret offentligen paa Prent uden at det har mødt nogen Modſigelſe, og jeg antager det følgelig ſom faktiſk rigtigt indtil Aktor oplyſer naar det var at han i Egenſkab af Storthingspræſident udøvede denne Funktion. Jeg erkjender ſaaledes for Tiden ingenlunde at der exiſterer nogen lovlig Protokol, i hvilken nærværende Sags Forhandlinger kunne nedtegnes, uden at det dog er min Henſigt at nedlægge nogenſomhelſt Proteſt af denne Grund. Tvertimod, Statsminiſter Løvenſkjold ſamtykker for ſit Vedkommende i at Protokollen afbenyttes ſom den er, og erklærer at det er ham for hans egen Perſon ligegyldigt hvad enten den er authoriſeret eller ikke, da han vel veed at han intet risqverer ved at have Tillid til de Mænd, under hvis Opſigt og af hvem Protokollen føres. Men han troer at Sammenhængen bør komme til Publikums Kundſkab, for at dette kunde lære at indſee at Nationens Repræſentanter virkelig ere iſtand til at ſynde imod Formerne. Jeg holder mig overbeviiſt om, at en lignende Uregelmæsſighed, begaaet af Statsraadet, vilde bragt Himmel og Jord i Bevægelſe, ſat alle Patrioters Penne i Virkſomhed, og blevet anført ſom et ſlaaende Beviis paa hvilken Fare Borgerſikkerheden trues med; medens jeg intet Øieblik tvivler paa at man nu finder denne Omſtændighed at være en ubetydelig Formalitet, ſom det ei havde lønnet Umagen at røre ved. Af en ældre Rigsretsſag vide vi hvad man dømte om en Regjeringsmand fordi han havde ladet en Beſtalling, der ei var udfærdiget overeensſtemmende med den kongelige Reſolution, ombytte med en anden i de rigtige Udtryk, uden at denne ſidſte gjennemgik de almindelige Former, og den daglige Erfaring lærer hvorledes man gaaer paa Spor efter mulige Feilgreb fra den exekutive Magts Side, ja ret ofte tager til Takke med løſe Rygter, dem man endog ſelv er iſtand til at fabriqvere, medens endnu ikke noget af de Blade, der vaage over Retfærdighedens upartiſke Haandhævelſe, har fundet ſig beføiet til at berøre nærværende Omſtændighed. Saa ſtor Forſkjæl gjør det om Lovens Former overtrædes af Repræſentationen eller af Kongens Raad! Jeg veed at mange fædrenelandsſindede Mænd, at alle de, om hvis Mening der alene burde være Spørgsmaal, dømme ganſke anderledes; men jeg veed ogſaa hvad den ſtore Hob tænker, og denne vilde jeg lægge den vigtige Sandhed paa Hjertet, at et Lands fri Forfatning kun betyder meget lidet naar den ikke formaaer at frembringe ædlere Frugter.

I Henhold til det anførte bliver min underdanige 4 præliminære

Paaſtand:

Enten at de Medlemmer af nærværende Rigsret, der vare Medlemmer af 8de ordentlige Storthings Lagthing, vige deres Sæde;

Eller at Stævningen og Sagen fra Rigsretten afviiſes, og at mig tillægges pasſende Salarium hos Statscasſen.

Chriſtiania den 13de Auguſt 1836.

Underdanig

Peterſen.

Til

Kongeriget Norges Rigsret!