Psalmernes Bog (Monrad)
1. Psalmernes Bog. Oversat efter Foranstaltning af det norske Bibelselskab og udgiven som Prøve paa en ny, norsk kirkelig Oversættelse af det Gamle Testamente. Christiania paa det norske Bibelselskabs Forlag, 1851. VIII og 100 S. Imp. 8. Heftet 24 ß.
Den nye Bibeloversættelse, som nu forberedes, maa vel ansees for det allervigtigste Foretagende i Fædrenelandets Bogverden, siden denne begyndte at blive til. Thi for ikke engang at tale om Bibelens høie Betydning for det religiøse og kirkelige Liv – hvilken det tilhører et ganske andet Sted at udvikle –, saa er en Bibeloversættelse endog blot i formel – literær og sproglig – Henseende af overordentlig Vigtighed. Betænker man nemlig, at Bibelen deels er den allermeest udbredte Bog, der eies og læses paa alle Samfundets Trin, deels at den maa forudsættes at blive læst med en ganske særegen Opmærksomhed og Ærbødighed, med en klarere eller dunklere Bevidsthed om dens Normal-Anseelse, saa kan man allerede deraf begribe, hvilken Indflydelse den uformærkt maa have ogsaa paa Folkets Smag, Tænkeform og Udtryksmaade. Thi den Auctoritet, der nærmest og egentligst tilkommer det guddommelige Indhold, overføres let ubevidst ogsaa paa Formen, hvilken Overførelse forresten ogsaa i den hos christelige Bibellæsere herskende Anskuelse, at ikke alene Tankerne men ogsaa Ordene ere gudindblæste – en Sats, der rigtig forstaaet udentvivl indeholder væsentlig Sandhed – har en vis Berettigelse, der ikke lige til kan forkastes. Men til denne umiddelbare Indflydelse, som Bibelordet udøver, kommer endnu en mere middelbar. Man kan nemlig ikke være blind for, at Folkets Dannelse overhoved, hvortil da især maa henregnes dets Udviklings-Standpunct i Retning af det Oversandselige, dets Forestillinger om Menneskets Bestemmelse og væsentlige Formaale, dette hele Begrebs-Forraad og det dermed i nødvendig Forbindelse staaende Udtryks-Forraad og Maaden at vende sine Tanker – at denne aandelige Dannelse dog har sit væsentlige Midtpunct i Religionen. Naar man nu erindrer, at den religiøse Underviisning og Meddelelse i Skrivt og Tale igjen tilsidst øser af Bibelen som sin egentlige Kilde, saa maa man faa et Syn for, hvorledes det Udtryk, den almindelig brugte Bibel betjener sig af, det Sprog, den taler, gjennem utallige Kanaler ledes ind i Folkets hele Tanke- og Følelsesforraad, hvoraf igjen dets Udtryksmaade og Sprog er betinget. Denne Bibelordets middelbare Indflydelse strækker sig langt udenfor Bibellæsernes, ja udenfor de troende Christnes Kreds. Thi Christendommens praktiske Ideer og den derfra udgaaende Aand gjøre sig uvilkaarligt gjældende selv der, hvor disse Ideers Udspring ikke kjendes eller ikke indrømmes; Religionen og Kirken er blandt Andet ogsaa en verdenshistorisk Magt, der virker selv der, hvor den fornegtes; endog de, der langtfra ere Christne og – ofte endnu mindre ville gjælde derfor, kunne ikke hindre, at der ofte undslipper dem Toner, der, egentlig tilhørende hiin overjordiske Harmoni, for det mindre opmærksomme Øre blive borte i den jordiske Forvirring. Ialfald stivner den bibelske Tanke ofte til i gangbare Billeder og Talemaader, som da Enhversomhelst uden videre tager i Munden.[1] Det vilde igrunden være en interessant Undersøgelse, om man vilde tage sig fore at udfinde, hvor meget af det herskende Forraad af Ord, Vendinger og Billeder igrunden har sit Udspring af de hidtil bestaaende Bibeloversættelser.
Medrette har man for ikke længe siden (jeg tror, i „den norske Tilskuer“) gjort opmærksom paa, at de protestantiske Folks National-Literatur begynder med deres Bibeloversættelse.
Heraf følger da, at selv Formen og Sproget i en Bibeloversættelse, i høi Grad kræver at tages i alvorlig og omhyggelig Overveielse.
Desto mere maa man forundre sig over, at den allerede for to Aar siden som Prøve udgivne Oversættelse af Psalmerne endnu ikke er bleven underkastet nogen offentlig Drøftelse. Thi vel gaar den i Forordet udtalte Opfordring kun ud paa, at de, der føle Kald til at fremsætte Bemærkninger, skulle indsende disse til det norske Bibelselskabs Central-Committee, og man kan jo ikke vide, hvor Mange der kunne have fulgt denne Opfordring; men det er dog aabenbart, at dersom der er noget literært Foretagende, ja jeg kunde næsten sige noget almeent Anliggende, der egner sig til omhyggelig offentlig Prøvelse, saa er det dette. Hvad derom forhandles, bør ikke holdes hemmeligt, saa meget mere som deslige Forhandlinger paa Grund af sin Gjenstand maa antages særdeles skikkede til at fremkalde og vække Interesser hos det læsende Publicum, som man ikke kan andet end ansee for ønskelige.
Jeg har derfor simpelt hen anseet det for en Pligt, der paaligger mig som videnskabelig dannet Medlem af Folket og Kirken, dog at bidrage min ringe Skjerv til dette vigtige Folke- og Kirke-Anliggende, ved idetmindste aabent at sige min Mening. Til en gjennemført og alsidig Kritik over Arbeidet, især hvad Oversættelsens materielle Rigtighed angaar, mangler jeg den fornødne orientalske Lærdom; men hvad jeg alligevel maa antages at have en Dom om, er den norske Form i sproglig og æsthetisk Henseende. Imidlertid er det klart, at da det her gjælder en Oversættelse, saa maa ogsaa i den sidst anførte Henseende Sammenligning med Originalen afgive et væsentligt Moment; man maa idetmindste kunne have et Almeenindtryk af Grundtextens Tone, for at kunne bedømme, hvor vidt denne i Oversættelsen er gjengiven. Jeg har derfor allerede for længe siden foretaget mig som et baade gavnligt og behageligt Søndagsarbeide, ved Hjælp af den hebraiske Sprogkundskab, som jeg dog endnu har tilbage fra mine Studenterdage, paany at gjennemgaa mine Psalmer, og da stedse med det friske Indtryk af Originalen at overveie Oversættelsen, for saaledes at danne mig en nogenlunde motiveret Mening om dens Beskaffenhed. Mine paa denne Maade fremkomne Bemærkninger havde jeg først virkelig tænkt blot at tilstille Committeen; men deels den allerede fremsatte Betragtning af det ønskelige i en offentlig Bedømmelse, som af ingen Anden endnu er leveret, deels at jeg nu er kommen til at befatte mig med Redactionen af et literært Tidsskrift, som jeg gjerne vilde skulde lægge for Dagen sin Interesse for et saadant Foretagende, foruden andre mindre væsentlige Grunde – dette har tilsidst bestemt mig til her at indføre mine Bemærkninger. Jeg skal først fremsætte min Anskuelse angaaende Arbeidets Charakter og Forhold til sin Opgave i Almindelighed, dernæst af mine umiddelbart under Læsningen gjorte Optegnelser aftrykke Saameget, at det kan tjene som belysende Exempler.
„Hvad de almindelige Principer angaar, som vi ved dette Arbeide have havt for Øie“ – saa heder det i Forordet – „har det været vor Bestræbelse at gjengive Grundtexten saa tro og nøiagtig som muligt, saavel med Hensyn til de enkelte Ord, som til Ordenes Følge, samt at slutte os saa nær til den gamle i vor Kirke almindelige danske Oversættelse, som Text, Sprog og Tydelighed have tilladt. Vi have søgt at vogte os for at modernisere Stiil og Udtryk, og i det Hele stræbt at bevare den bibelske Charakter og Tone, saa at vi haabe, at Bibellæseren, om han end vil finde mange Afvigelser fra den gamle Oversættelse med Hensyn til Opfattelsen og Gjengivelsen af Enkeltheder dog i nys anførte Henseende ikke vil finde sig fremmed i den nye Oversættelse.“
Saa simpelt som disse jævne og forstandige Ord lyde, saa ligger dog allerede deri Antydningen af en saare indviklet Opgave for en ny Bibeloversættelse, der skal svare til Øiemedet. Meget rigtigt har man nemlig seet, at en saadan ikke er en res integra, hvor det gjælder uden at see til Høire eller Venstre blot at udtrykke Texten efter bedste Evne. Thi den hidtil brugelige Oversættelse, der har den kirkelige Traditions Auctoritet, gjør af denne Grund et Krav paa Opmærksomhed, hvortil endog dens egen Beskaffenhed ei kunde berettige den. I saadanne Ting bør vistnok alle Forandringer i det Muelige have Lempelighedens Præg og ei skee uden Nødvendighed; der er intet Skin, der for en Bibel, der gives Folket ihænde, mere maa undgaaes, end at det væsentligen er noget Nyt, der bydes det. Men selv med dette som et alvorligt Memento for Øie, vil man dog udentvivl indrømme, at i nærværende Tilfælde ikke liden Forandring virkelig er nødvendig. Thi den gamle Bibeloversættelse maa vistnok, – og maaskee isærdeleshed hvad Psalmerne angaar – erkjendes for i flere Henseender høist mangelfuld og utilfredsstillende; deri ligger jo overhovedet Grunden til, at en ny Oversættelse nu foretages. Ikke alene, at den exegetiske Videnskabs Fremskridt gjør, at vi nu kunne fortolke mange Steder rigtigere, end fordum – og saavidt bør dog vel aldrig Pieteten for det Traditionelle gaa, at man af den Grund fastholder, hvad der er vitterligen urigtigt –; men ogsaa Formen i den gamle Bibel er deels paa mange Steder ucorrect, deels stiv, prosaisk og ubibelsk – det Sidste vel endog tildeels en Følge af man dengang med altfor liden Pietet fjernede sig fra den ældre, fra den lutherske stammende Bibel. Denne den gamle Oversættelses store Ufuldkommenhed gjør, at man finder sig i den Nødvendighed at benytte meget Mindre deraf, end fra et almindeligt Standpunct kunde ansees for ønskeligt; og virkelig have de nærværende Oversættere fjernet sig temmelig langt derfra. Her at træffe det rette Forhold, er naturligviis saare vanskeligt, og Dommene kunne være forskjellige. Saaledes negter jeg ikke, at medens jeg i enkelte Puncter kunde ønsket Afvigelsen endnu større (hvorom senere), er der ogsaa paa den anden Side Steder, hvor jeg finder, man uden Nødvendighed har forladt den gamle Oversættelse – enten fordi man i Formen ikke har havt noget væsentligen Bedre at sætte i Stedet, eller fordi den nye Fortolkning, man har fulgt, ikke forekommer mig utvivlsom nok. Paa begge Dele vil nedenfor findes enkelte Exempler, endskjønt jeg indrømmer, de i det Hele ei ere hyppige.
I Henseende til Ordfølgen have Oversætterne selv forudseet, at man maaskee vilde finde, de have foretaget ufornødne Forandringer i det Bekjendte, ved nemlig nøiere at slutte sig til Hebraisken. Men man maa være enig med dem i, at denne Gjengivelse af Ordfølgen i mange Tilfælde baade „letter Opfattelsen og gjør Stilen mere levende“ – en Omstændighed, hvorpaa den tidligere Oversættelse har været altfor lidet opmærksom, idet den har gjort sig altfor afhængig af den grammatisk-logiske Construction. Imidlertid maa man dog erindre, at de forskjellige Sprog ogsaa have hvert sine Særegenheder, der ikke egne sig til at overføres, og at selv saadanne Ordfølger i Hebraisken, der i vort Sprog ikke egentlig ere umuelige, dog ofte her gjøre en ganske anden Virkning, end hist, idet en vis Stilling af Ordene, som i Hebraisk er uden særegent Eftertryk eller Farve, hos os viser sig som en Inversion med et eget rhetorisk Anstrøg. Det er f. Ex. bekjendt, at i Hebraisk Prædicatet i Almindelighed staar foran Subjectet. Men netop derfor ligger ikke egentlig nogen eiendommelig Vegt paa denne Prædicatets Foranstilling, og man vilde tage meget Feil, om man i vort Sprog stedse vilde gjøre den efter, hvilket vilde gjøre et eget, fremmed, i Originalen slet ikke tilsigtet Indtryk. I denne Henseende finder jeg, at Oversætterne ikke altid have gaaet varsomt nok tilverks.
Hvad nemlig Troskab og Nøiagtighed angaar, da er man vel nuomstunder aldeles enig i at ansee den som en grundvæsentlig Egenskab ved enhver Oversættelse og ganske isærdeleshed ved en Bibel-Oversættelse. Det garveske Princip, „at give Cicero paa Tydsk saaledes som man kunde antage, Cicero vilde have skrevet, om han havde været Tydsker og levet paa Oversætterens Tid,“ er vel i Almindelighed forladt; man forlanger medrette, at Oversætteren skal træde tilbage og lade sin Forfatter tale. Og er der Nogen, man skylder denne Ærbødighed, da er det naturligviis de bibelske Forfattere. For at sige det med eet Ord: altfor tro kan en Bibel-Oversættelse umuelig være; det gjælder kun at udfinde, paa hvilken Maade den kan blive isandhed allertroest. Men her kommer det – som i al anden Gjerning – an paa at skjelne mellem hvad der er mere og mindre væsentligt; thi det kan let hænde, at en altfor stor Troskab i det Uvæsentlige drager nødvendig efter sig Utroskab i det Væsentligere. Hvilke Hensyn der nu, som væsentlige, ere især at fremhæve, og hvilke forholdsviis maa staa tilbage, derfor laver sig ikke let give nogen almindelig Regel, da det er forskjelligt efter de forskjellige Skrivtarter, idet f. Ex. i et paulinsk Læreforedrag Hovedinteressen beror paa noget ganske Andet end i en historisk Fortælling eller i et lyrisk Digt; ja man kan sige, at ethvert enkelt Stykke eller Afsnit har sin Særegenhed i Henseende til hvorpaa Hovedvegten ligger. Det gjælder her at stille sig klart for Øie, hvad der er Forfatterens væsentlige Hensigt, under hvilken Kategori hans Verk falder og hvilken Virkning han derved vil frembringe. Hertil synes mig nu nærværende Oversættere ikke at have taget saameget Hensyn, som jeg for min Deel kunde ønske, og Oversættelsen forekommer mig undertiden mindre tro, fordi den ikke gjengiver det, paa hvis Gjengivelse der efter min Anskuelse laa den største Magt. Hvad nemlig især Psalmerne angaar, da skulde man aldrig glemme, at det er Digte, hvor altsaa Kunstformen og det derved frembragte Indtryk er et Hovedøiemed. Størsteparten er jo endog lyriske Digte, ved hvilke det er Hovedsagen, at den subjective Stemning i uforvansket Harmoni gjennem Ordets Medium meddeler sig til Læserne, og selv de Psalmer, der have en mere didaktisk Charakter, ere dog ialfald didaktiske Poesier, bestemte til at virke ligesaavel ved sin Stemning og sin skjønne Form, som ved sin objective Tankegehalt. Til Oversættelsens Troskab – rigtig forstaaet – hører her uimodsigelig især, at den gjengiver det samme Indtryk, som Originalen medbringer. Det er af sig selv klart, at dette „samme Indtryk“ for en stor Deel er betinget af den samme Tankegehalt, og at det ikke gaar an ligesom at skrive en ganske anden Vise til den samme Melodi; men paa den finere Nuancering af Begreberne kommer det dog unegtelig her mindre an, end i en dogmatisk Afhandling. Vel veed jeg, at ogsaa flere Psalmesteder bruges som dogmatiske Belæg, og med Hensyn hertil, faar naturligviis Oversætteren see til, at intet Væsentligt spildes eller forvanskes; men man skulde dog erindre, at den dogmatiske Belærelse her ikke er den egentlige Hensigt, og at idethele den dogmatisk-argumentative Brug ikke hører til den Stemning, i hvilken Bibelen i Almindelighed maa forudsættes at blive læst.
For nu at fyldestgjøre den poetiske Form, har man ofte ivret for og undertiden forsøgt metriske Oversættelser af Psalmerne. Men saa vidt gaar min Fordring ingenlunde, deels fordi den metriske Form dog let giver Anledning til større Friheder i Tanken, end der i en kirkelig Bibeloversættelse kan ansees for passende, deels – og det fornemmelig – fordi den metriske Form i egentlig Forstand, saaledes som dette Begreb ved den classiske Digtekunst er blevet fixeret, udentvivl er fremmed for de hebraiske Digte selv. De vilde derved kun faa et forvansket udseende – om jeg saa maatte sige, gjøre et græsk istedetfor et hebraisk Indtryk. Men selv om Metrum billigviis maa være borte, hindrer dette ikke, at jo Oversættelsen – til Efterligning af sin Original – bør stræbe efter en vis Numerus og rhythmisk Velklang, kun at denne ikke bliver søgt og unaturlig, og at især den Parallelismus munhrorum, der er et Hovedtræk i Psalmernes poetiske Form, i det Muelige overholdes. Tvertimod er denne Parallelisme et saa væsentligt Moment i Psalmernes hele Anlæg og Sammensætning, at dens Forsømmelse virkelig fordærver det hele æsthetiske Indtryk. Med Hensyn hertil finder jeg nu, at nærværende Oversættelse paa mange Steder efterlader Meget at ønske. Den har idethele altfor ængstligt søgt at udtrykke det enkelte Ords nøiagtige Begreb og til den Ende ikke skyet at sætte to Ord for eet eller idethele bruge Omskrivninger, hvor disse ere absolut forstyrrende for Rhythmus og Parallelisme, selv hvor det hebraiske Ord aabenbart netop var valgt for Parallelismens Skyld. Paa saadanne Steder (paa hvilke nedenfor ville findes Exempler) vilde man uimodsigeligen bedre træffe Originalens Mening, altsaa være mere væsentlig tro, ved at sætte et lignende Ord af omtrent samme Betydning, og som i Sammenhængen gjør den samme Virkning, fremfor en i Formen afvigende Udtryksmaade, der med scrupuløs Nøiagtighed søger at gjengive den identiske Begrebs-Nuance. Idethele er Udtrykkets Korthed eller Længde af væsentlig Betydning for den æsthetiske Virkning. Et Vers, der deels ved Valget af korte Ord, deels ved dristig Concision i Sammenføiningen, antyder en vis Raskhed eller endog Iilsomhed i Tankegangen, kan blive noget ganske uhyre forfeilet ved i Oversættelsen at blive langt, enten nu dette skeer ved Sammenhobningen af lange, slæbende Ord, eller ved Omskrivninger og Mellemsætninger. Forresten er det ikke alene Ordnøiagtigheden, men ogsaa en altfor vidt dreven Stræben efter Tydelighed, der undertiden synes at have forledet Oversætterne til at forsynde sig mod Originalens Form og Aand, idet de f. Ex. for at man ikke skulde tage Feil af Nexus, hvor denne er noget abrupt, have taget sig den Frihed at sætte ind et og andet Smaaord, et dog, uagtet, derpaa o. s. v. Men det er utroligt, hvad netop en saadan tilsyneladende uskyldig Partikel kan udrette til at forkvakle Indtrykket. Den indfører jo netop en Reflexion, en forsigtig Omsorgstanke, som var aldeles fremmed for den digteriske Stemning; det tilhører netop denne – og især i de høiere hebraiske Digte, disse umiddelbare Udstrømninger af et dybt grebet Gemyt – ikke altfor ængstligt at sammenkjede Tankerne eller med Omhyggelighed at stille dem i Rad, som Soldater i et Geled. Disse Sange bruse frem som Bækken, snart nedstyrtende over steile Høider, snart slyngende sig i frie Bugtninger henover Sletten; det passer kun ilde, at man vil ligesom afstikke deres Løb og forsyne dem med Afvisere og kunstige Indhegninger.
En Hovedanke ved nærværende Oversættelse er det saaledes, at den ved at forvandle Poesi til Prosa er bleven væsentlig utro mod Originalens Aand. Den Troskab, Oversætterne vistnok samvittighedsfuldt have efterstræbt, er bleven mere en diplomatisk-bogstavelig end en sand aandig; de hellige Sange ere mere behandlede som døde Actstykker, end som levende Udgydelser af et begeistret Indre. Oversættelsens prosaiske Sprog røber sig nu – foruden i den tilsidesatte Numerus, den ofte matte, slæbende Klang og i de indskudte Forklaringer – ogsaa i den altfor hyppige Brug deels af Abstracta, deels af sammensatte og afledede Ord, Verber f. Ex. med be, for, sammen, til o. s. v. istedetfor Simplicia. De nøiagtigere Begrebs-Begrændsninger, som ved disse Sammensætninger udtrykkes, tilhøre jo netop den koldere Reflexion og gjøre Tanken mere stiv, mere ligesom størknet, end de mere flydende Stamord. Ja man kunde gjerne udtrykke dette saaledes, at Oversættelsen paa Grund af disse og lignende Misgreb netop – trods Forsikringen om ikke at ville „modernisere Stiil og Udtryk“ – har faaet et altfor modernt Præg. Thi det Sammensatte og Tilstivnede er altid mere modernt end det Enkle og Flydende; overhovedet, hvad der smager af Reflexion og Abstraction, det bliver i Poesien stedse det i slet Forstand Moderne, om det end kan være gammelt nok. At det forresten ikke er ganske fra igaar, derom vidner iblandt Andet den forrige Bibeloversættelse hvis Hovedmangel netop er dens tørre, prosaiske Tilsnit, dens Mangel paa Liv og Aand; og netop i denne Henseende var det man kunde ønske at den nye Oversættelse endnu mere, end skeet er, havde forladt det Bestaaende – saameget mere som en anden ældre Oversættelse, som dog ogsaa, (især ved det for en halv Snees Aar siden hos Guldberg foretagne Optryk), har ikke liden Udbredelse, i denne Henseende har et ikke ganske ubetydeligt Fortrin.
Forresten er det klart, at med Hensyn til det prosaiske Indtryk, man faar af den nye Oversættelse, de hidtil paapegede Omstændigheder kun ere at ansee som enkelte udvortes Kjendetegn, medens det Prosaiske i sin Væsentlighed mere ligger i en over det Hele udbredt Tone eller Duft – eller rettere i Mangelen paa Duft og Tone – end at man skulde kunne pege derpaa og sige: her er det. Oversættelsen er visselig udarbeidet med stor Omhu og Samvittighedsfuldhed og jeg nærer den dybeste Ærbødighed for den Flid og Lærdom, hvoraf den er et Product, men det forekommer mig, at netop denne Omhyggelighed og Flid, med hvilken Oversætterne have arbeidet, altfor meget har givet sig tilkjende i deres Verk, idet Reflexion og forsigtigt Overlæg skinner frem overalt. Trods mange Hensyn, der vistnok ei ere uden Vegt, er det mig ei tilladt at tilsløre den Overbeviisning, at nærværende Oversættelse, saa mange gode Egenskaber den ellers kan have, dog mangler den Inspiration, den Conceptionens geniale Varme, der kunde gjøre den til et virkeligt Kunstverk. Derfor savner den iblandt Andet ogsaa et virkeligt storartet Herredømme over Sproget; den bevæger sig i denne Henseende igrunden paa et snevert Felt, kun i det meest Courante, som ligger i Overfladen af den nærmeste i Dagen verserende Literatur; af Sprogets dybere liggende gyldne Skatte – hvilke af et grundigt Studium især af ældre Skrivter og et fortroligt Bekjendtskab med Folkesproget vel paa en Maade kunne opstøves, men som kun paa Begeistringens og Genialitetens Tryllevink fremstille sig til virkelig Tjeneste – findes ingen mærkelige Spor. Og dog var dertil netop Grund ved Gjengivelsen af de hebraiske Digte, som – i Forhold til det hebraiske Sprogs Evne – ofte have et rigt Ordforraad og slet ikke ere bange for hvad der ellers er sjeldent og maaskee gammeldags. Oversætterne derimod med sit snevre Forraad af det prosaiske Sprogs AlmeenUdtryk, ere ofte i kjen-delig Forlegenhed især ved Synonymerne – rigtignok ogsaa paa Grund af den ovenfor berørte ængstlige Bestræbelse efter at udtrykke den identiske Begrebs-Nuance. Idethele er Sproget ikke blødt, ikke danneligt i deres Mund; det har mere Charakteren af noget Mechanisk, af faste, færdige Materialier Sammenlimet, end af noget Undfanget, noget Levende og Spirende.
At man skulde have maattet nedstemme Sprog og Udtryk for at fattes af den lavere Almue, kan her ikke antages for nogen gyldig Undskyldning. Thi for det Første er Almeenfattelighed Eet og Trivialitet et Andet, og selv det udannede Folk med sin umiddelbare Sands fatter dog bedre det Levende end det Døde. Dernæst er det ikke engang sandt, at Bibelen fortrinsviis bør indrettes for den Udannede, da den meget mere skal nydes af Lærd som af Læg, ja endog paa det allerhøieste Dannelsestrin skal vedblive at være „Bøgernes Bog.“ Derfor maa den ogsaa med Hensyn paa Stiil og Udtryk have uhindret og uindskrænket Raadighed over alt hvad Sproget eier af Egte og Ædelt; ethvert Hensyn til det eller det Standpunct, enhver Accommodation er utilbørlig, da den ogsaa for Originalen er aldeles fremmed. Bibelen er jo oprindeligen ikke skreven for de Udannede, men snarere for de Dannede. At Sproget i Oversættelsen imidlertid maa være reent og egte folkeligt, at det maa holde sig frit for Dannelsens Jargon, alle dens Reflexions-Vendinger og fremmede Flitter, følger af sig selv.
Naar man fremdeles imod mit ovenfor ytrede Savn af poetisk Charakter i Oversættelsen maaskee kunde falde paa til Gjengjæld at klage over et eensidigt æsthetisk Synspunct og ræsonnere Endeel, om at i de hellige Skrivter et høiere Hensyn end det æsthetiske maa gjøre sig gjældende o. s. v.: da vilde man derved hverken sige mig noget Nyt eller Noget, hvoraf jeg vilde føle mig truffen. Thi jeg veed vel at vurdere det hellige Ords absolute, i en vis Betydning over al Kunst ophøiede Værdighed, og en penslet Form og Krimskrams, et rhetorisk opsvulmet Sprog og sesqvipedalia verba, kortsagt alslags Æsthetikleri med de hellige Skrivter skulde i mig finde den allerskarpeste Censor. Nei! for Guds Skyld – da er det dog bedre som det er. Men hvad jeg i dette savner, – nu synes man at Udtrykket: „poetisk Form“ klinger for „æsthetisk,“ Navnet lader jeg gjerne fare – men hvad jeg savner, hvad jeg forlanger, hvad jeg sukker og smægter efter, det er jo kun Aand og Liv ogsaa i Udtrykket – det er Begeistringens rindende Strøm, det er Umiddelbarhedens friske Pust.
Nu tør jeg ikke fortie, at netop i denne Henseende er det maaskee overhoved at ansee for en mindre gunstig Omstændighed, at det er en Commission, der arbeider. Thi det ligger i Sagens Natur, at i en Samling af raadslaaende Mænd netop Reflexionen maa faa en vis Overvegt. Til videnskabelige Samlinger, og overhovedet literære Flids-Arbeider kunne derfor Commissioner være fortræffelige; til Frembringelser derimod, der væsentlig skulle have den levende Tankes og Følelses Præg, ere de naturligviis mindre skikkede. Vel er det bekjendt, at Luther brugte sine Venners Raadførsel til sin medrette beundrede Bibel-Oversættelse; men det er naturligviis en ganske anden Sag med et Samraad, der beherskes og ligesom besjæles af en saadan Kjæmpeaand. Idetmindste er det klart, at alt Væsentligt ved et saadant Arbeid maa bero paa det oprindelige Concept, som aabenbart maa udarbeides af een Mand; alle følgende Revisioner og Gjennemgaaelser i Fællesskab kunne ialfald kun være nyttige til at rette en og anden Enkelthed, udviske en og anden Plet; hvad derimod Arbeidets Liv og Aand angaar, da har en følgende Revision det mueligens i sin Magt at kvæle eller fordunkle dette, hvor det findes; at den derimod bagefter skulde kunne bringe det ind, hvor det fra Oprindelsen ei fandtes, er en plat Umuelighed.
Forsaavidt nærværende Oversættelse af Psalmerne skal betragtes som en Prøve paa den hele nye Bibel, maa jeg imidlertid tilstaa, at jeg anseer det for sandsynligt, at det Øvrige idethele kan blive forholdsviis bedre. De historiske og profetiske Skrivter ere, de første ved sit faste, objective Indhold, de sidste ved sin mere udprægede rhetoriske Charakter, ligesom mere haandgribelige og derfor lettere at gjengive. Kun for Job og Høisangen kan jeg ikke negte, at disse Psalmer forekomme mig at stille et mindre gunstigt Varsel. Og dog er selv Job, med sin Gravitet, sin faste didaktiske Holdning, maaskee ikke fuldt saa zart hvad Tonens og Indtrykkets Gjengivelse angaar, som hine lyriske Blomster, hvor Duften, Stemningen er aldeles Hovedsagen.
Men selv hvad de sidste angaar, er det ingenlunde min Mening at ville bryde Staven over det leverede Forsøg, paa hvilket saamegen Flid har været anvendt, og ved hvilket saamange gode Kræfter have været satte i Bevægelse. Thi om jeg end har endeel Anker derimod – hvilke væsentlig reducere sig til, at jeg finder Oversættelsen vel støvet – og om end mine Ord, idet jeg har søgt at gjøre dette ret tydeligt, ere faldne med en vis Ivrighed, er jeg dog langt fra at miskjende, at nærværende Oversættelse ikke alene er meget bedre, end den hidtil brugelige, men sandsyndligviis endog den bedste, som efter Omstændighederne for Tiden hos os kunde tilveiebringes. Man faar saaledes vistnok tage hvad man kan faa, og takke til; men paa den anden Side syntes mig ogsaa, at et Arbeid af den Vigtighed, og hvorpaa saamange Midler ere anvendte, egner sig til at underkastes den allerstrengeste Kritik og maales med det drøieste Maal. Thi skulde man end til Kritiken maatte tilføie, at Tiden dog har udrettet hvad den kunde, saa er det alligevel godt, at den samme Tid kjender sig selv og veed at sige sig ogsaa hvad den ikke kan. Og da det stedse sømmer sig at have det Fuldkomne for Øie, endog hvor dette for Øieblikket er uopnaaeligt, vil jeg endnu til Slutning, idetmindste som pia desideria, nævne et Par Egenskaber, som efter min Anskuelse ere nødvendige for en Oversætter af Psalmerne. En saadan maa da – foruden den Samvittighedsfuldhed og det religiøse Sind, den Bibeltro og Bibelfasthed, der forstaaes af sig selv – 1) besidde en hebraisk Sprogkundskab og en Fortrolighed med Orientens Aand, der er større og mere levende, end den, der erhverves af Lexica, Grammatiker og Commentarer. Dertil udfordres igjen deels omfattende og dybtgaaende Studier i denne Retning, deels, og det fornemmelig, en fiin Sprogfølelse, der først kan lede til en rigtig Opfattelse ikke alene af et Udtryks logiske Mening, men ogsaa af dets psychologiske, subjective Farve. Dernæst 2) maa han mere end til almindeligt Huusbehov kjende og beherske Modersmaalet i dets hele Udstrækning, hvilket igjen ligeledes forudsætter deels grundige Studier især af ældre classiske Skrivter og af det levende Folkesprog, deels naturlig Sprogsands og Takt. Endelig 3) er det nødvendigt, at en Psalme-Oversætter ikke alene er i Besiddelse af en dannet æsthetisk Smag, men ogsaa af virkelig poetisk Talent – om han end ikke behøver at være egentlig Digter, – thi uden dette vil ingen levende Gjengivelse af Poesier, men kun en mechanisk Glose-Ombytning finde Sted; uden den ville hine „Sarons Liljer“ ei blive virkelig omplantede, men kun afskaarne og overførte i vissen Tilstand.
Til Slutning endnu et Par Ord om tvende Puncter, som Oversætterne selv i Forordet have berørt som tildeels stridige. Det ene angaar Oversættelsen af שְׁאוֹל, hvilket de have givet ved „Dødsriget.“ Paa dette Udtryk, som idetmindste vistnok er bedre end det ogsaa foreslaaede: de Dødes Bolig, hvilket er for langt, er vel ikke noget Væsentligt at sige, aldenstund man fandt at maatte forlade det gamle „Helvede,“ hvilket jeg dog maaskee heller havde beholdt, fordi det nu engang har faaet Indpas igjennem den forrige Bibel-Oversættelse, fordi det nævnes i denne Betydning endog i den anden Artikel og fordi det ikke kan give grundet Anledning til Misforstaaelse, da man dog en Gang for alle kan bemærke, at Helvede i den bestemte Betydning af det yderste Mørke“ ikke forekommer i det hele Gamle Testamente. Naar forresten Oversætterne i Anledning af „Underverdenen“ finde dette Ord for hedensk, hvorved da maa menes isærdeleshed græsk- eller romersk-hedensk, da forekommer det mig at Dødsriget med ligesaa megen Grund kan siges at have en vis ægyptisk-hedensk Klang; thi netop Forestillingen om et Rige, etslags borgerlig Orden eller Regjering, hvorunder de Døde befinde sig, minder om Amenthes, hvori Osiris hersker. Da er det dog et Spørgsmaal, om ikke ialfald den saa at sige politisk ubestemtere Tanke om en „Underverden,“ blot et huult Opholdssted under Jorden, vil komme den hebraiske Forestilling nærmere.
Det andet Punct gjælder Indholds-Angivelserne især af de saakaldte messianske Psalmer. Ogsaa her have Oversætterne forladt den gamle Kirkebibel, der anfører 45 Psalmer uden videre som handlende om Messias, og i Stedet derfor skjelne de mellem tvende Classer af messianske Psalmer, nemlig de directe eller umiddelbare og de indirecte eller middelbare. Men det er at forudsee, at man fra to Sider vil finde sig lidet tilfreds ved denne Forandring, idet Nogle heri ville see en farlig Neologisme, Andre tvertimod ville ansee det gjorte Skridt blot som en Halvhed, idet meget mere alle Psalmerne blot vare at ansee som middelbart messianske, forsaavidt som Messias-Ideen her stedse fremtræder saa at sige hyllet i et jordisk Gevandt. Ogsaa jeg maa tilstaa, at jeg ialfald i det Nye Testamentes messianske Tydning af Psalmerne, hvilken her vel maatte være den fornemste Veiledning, ikke finder hiin Distinction tilstrækkelig begrundet; men da den nøiere Opfattelse af de messianske Spaadommes Art altid bliver et vanskeligt og omtvistet dogmatisk Punct, syntes mig Bibel-Oversættelsen her ikke burde foregribe den dogmatiske Discussion. Vilde man da ikke beholde den traditionelle Forklaring, der ialfald har det Fortrin, at selv Tanken om den umiddelbare Messianitet ikke fremtræder med en saadan Skarphed og Udtrykkelighed, da den er uden Modsætning: saa turde det vel have været den rigtigste Fremgangsmaade ved enhver Psalme blot at angive det Indhold, der i Ordene nærmest ligger, og forresten ved de messianske tilføie, at der og der i det Nye Testamente er den tydet om Messias. Dermed har Oversættelsen som saadan gjort sin Pligt; saa faar da enhver Læser selv slaa efter og i Guds Navn forstaa Sagen som han bedst vil og kan.
Jeg lader her som Anhang aftrykke en Prøve af de Bemærkninger, der ere opstaaede umiddelbart ved Gjennemlæsningen af den nye Psalme-Oversættelse. De ere egentlig kun skrevne til eget Brug, eller i det Høieste, som forhen antydet, bestemte til i bearbeidet Form at forelægges Committeen. Men ved nøiere Eftertanke har jeg foretrukket at offentliggjøre dette Brudstykke saa at sige in puris naturalibus, for at det kan staa som et desto mere talende Beviis paa det umiddelbare Indtryk, Oversættelsen har gjort idetmindste paa een opmærksom og, som jeg tror at turde tilføie, ikke aldeles ukyndig eller uskjønsom Læser. Forsaavidt som der kan være løbet med en og anden exegetisk Bemærkning, bør jeg tilføie, at jeg naturligviis ikke kan lægge nogen Vegt derpaa, da Lærdom i denne Retning ikke er mit Fag, og jeg desuden ikke engang har raadspurgt de nyeste exegetiske Hjelpemidler – ikke engang Hengstenbergs Commentar har jeg havt ved Haanden. Heller ikke de af og til givne Ændringsforslag tør jeg tillægge synderligt Værd, thi jeg udgiver mig ikke for Oversætter; Eet er den kritiske Indsigt, et Andet den productive Begeistring, der først gjør Oversætteren. Det kan derfor vel hænde, at mit „Bedre“ ofte ikke er stort bedre; at der derimod paa de paaankede Steder virkelig er Mangler, der burde afhjælpes, derpaa føler jeg mig temmelig sikker.
V. 2. Ved Ordstillingen er Textens Anafor gaaen tabt og en ubehagelig Tautologi opstaaet. Men jeg veed ikke ret at raade Bod paa denne Ulempe, der ogsaa findes i den sædvanlige Bibel-Oversættelse.
3. Vandbække er i vort Sprog en stødende Tautologi, som ikke findes i Texten; thi פלג er i og for sig selv endnu ikke en Bæk.
4. „Ikke saaledes.“ Dette saaledes klinger prosaisk og slæbende. Bedre „saa.“
1. „Pønse paa Forfængelighed“ giver en urigtig Forestilling. Meningen skal være „lægge frugtesløse Planer, Anslag, som Gud skal gjøre til Intet.“ Men jeg tilstaar, jeg finder ikke noget Udtryk, der aldeles tilfredsstiller mig.
2. Hvorfor tilsammen?
5. Derpaa er et aldeles prosaisk Ord, et Ord der kun tilhører Reflexionen og endog i daglig Tale klinger stivt. Her saa skarpt at udhæve Forestillingen om det Successive er ogsaa saa upassende som mueligt. Bedre da eller endog „saa.“
11. Om גִּיל her betyder at fryde sig, er vel høist uvist. Men i saadanne Tilfælde er det rigtignok bedst at holde sig til det Overleverede.
12. Det Samme gjælder maaskee om det meget omtvistede „kysser Sønnen,“ endskjønt jeg for min Part her snarere vilde vove en Forandring. Thi Forestillingen om dette Hyldingskys falder her ned fra Skyerne og har desuden Artiklens Mangel imod sig. I Texten staaer ialfald kun „kysser en Søn,“ et Udtryk, vist Enhver vil føle passer overmaade slet til dette Sted.
Salige ere. Bedre saavel her, som i Ps. 1, 1., at udelade Copula, der kun gjør Udtrykket prosaisk.
2. „Hvor ere mine Fiender mange.“ Hvorfor ikke efter Grundtexten: hvor mange ere mine Fiender!? Var man maaskee bange, at dette skulde tages som et Spørgsmaal, ei som et Udraab? Da kunde man jo hjælpe paa Sagen ved et Udraabstegn. Det er stilistisk vigtigt, med Hensyn paa det andet Hemistich og det følgende Vers’s Begyndelse, at „mange“ her staar foran.
Idethele er dette Sted et charakteristisk Træk, der viser klart, at Reflexionen, ikke den umiddelbare Sands, har behersket Oversætteren.
3. „Hos Gud.“ Mere poetisk og mere stemmende med Originalen: i Gud.
6. Understøtter er plat og prosaisk. Bedre vilde Simplex være, hvis man ikke vilde foretrække „opholder,“ som den sædv. Overs. har.
2. „Min retfærdige Gud“ er mat istedetfor „min Retfærdigheds Gud“ ɔ: Gud, hos hvem jeg kan finde Retfærdighed.
4. Skulde ikke לוֹ snarere høre til חָסִיר? Jeg veed vel, at dette Adjectiv sædvanlig ikke construeres med ל, da det meget mere staar med Genitiv – men almindeligt er dog et tilføiet Ord, der betegner Forholdet til Gud; jeg kan ikke finde noget Exempel paa, at det staar absolut i denne Betydning. Tilmed er det en noget tvungen Ordstilling at referere לי til הפלה, der vel ogsaa kun betyder at udmærke. Hvorom Alt er: „Herren har udkaaret sig en From,“ klinger paa Norsk særdeles stivt og dunkelt.
8. Da man dog undertiden tilføier forklarende Parentheser, kunde man her godt efter „end“ tilføie „(deres),“ hvorved Tanken vilde vinde i Tydelighed. Thi det ligger ellers nærmest at tænke paa Forfatterens Glæde over deres (de Andres, maaskee endog Fiendernes) Korn og Most, hvilken just ikke tænkes som ret stor.
3. „Lydelige Raab.“ Hvorfor ikke det simplere og mere poetiske „høie Raab.“ Lydelig er et Reflexions-Ord.
4. Parallelismen synes at vidne om, at ישמע her ikke maa tages som Optativ. „Fremlægger (min Bøn)“ er barbarisk. Skulde man underforstaa „Bøn,“ var det vel bedre at sige „frembærer“ eller „udlægger,“ „tolker.“ Men det Rigtigste tør vel være at forstaa ערד intr. „staar jeg frem for dig“ – indfinder jeg mig hos dig – og venter. „Skuer ventende“ er to Ord for eet.
5. „Boer“ udtrykker ikke ganske hvad det skal. Bedre: finder ingen Tilflugt, intet Ophold hos dig (גּור egtl. finder Tilhold paa et fremmed Sted.)
8. „Jeg vil bede (vendt) imod det hellige Huus.“ Jeg veed nok, at man bad med Ansigtet vendt mod Templet. Men jeg antager, især efter V. 4, at Digteren tænker sig at komme i Templet; jeg vilde derfor heller forstaa Præp. אל efter den almindelige Brug at sammenstille Bevægelses-Præpositioner med Stilstands-Verber, hvorved disse faa etslags prægnant Betydning, saa at de indeholde en foregaaende eller efterfølgende Bevægelse. Jeg vil tilbede til – ɔ: jeg vil komme til Templet og tilbede.
3. „Mine Been ere forfærdede“ er nok neppe norsk. Men det er vanskeligt at finde et Ord, der baade passer paa „Benene“ og paa „Sjælen.“ „Nyste“ eller „bæve“?
8. Man siger nok neppe om Øiet at det er „hentæret.“ Snarere, „indfaldet“ – eller „mattet.“ – Istedetfor at blive gammel vilde jeg foretrække eet Ord: ældes, ligesom i det Følgende „over“ for „formedelst.“
9. „Lydelige Graad.“ Der have vi igjen det forbistrede „lydelige.“ Langt før den gamle Bibel-Oversættelses hebraiserende: „min Graads Røst,“ eller – om man vil: „min grædende Røst.“
10. Adjectivet „ydmyge“ forstyrrer aldeles Numerus. Jeg foreslaar (for det hebr. תְחִנָּה) Paakaldelse.
11. er blevet fortvivlet langt og slæbende, sammenlignet med Originalen. Ialfald kan man stryge det gjentagne „de skulle“ foran „blive tilskamme.“
3. Idet han sønderbryder – prosaisk.
5. „Som uden Aarsag var min Fiende.“ Lad være, at den Forklaring, her er fulgt, er den rette (den sædvanlige Bibelovers. har en anden, der maaskee turde være ligesaa sandsynlig), saa har den forandrede Ordstilling dog her forkvaklet Meningen. Thi derved at „uden Aarsag,“ tvertimod Originalen, er sat i Spidsen, have disse Ord faaet en Vegt, der bliver forstyrrende. „Har jeg nogensinde plyndret den, der uden Aarsag var min Fiende?“ seer ud som om Forf. vel ikke vil sige sig fri for at have plyndret den, der med Grund var hans Fiende, og giver altsaa en aldeles upassende Tanke. Sagen er, at ריקם maa opfattes som et en Kjendsgjerning antydende Tillæg til צֹרְדִי, der ikke har noget med Sætningens Sammenhæng at bestille eller hvortil ialfald (Oversættelsens) Hovedsætning ikke staar i noget Afhængigheds-Forhold. Men at dette Begreb af „uden Aarsag“ altsaa er noget nyt Tilkommet („har jeg nogensinde plyndret min Fiende – som dertil uden Grund var min Fiende“), kan kun udtrykkes derved, at dette Begreb ogsaa (som i Originalen) sættes bagefter. Saaledes har ogsaa Guldbergs Billedbibel (der saavidt vides er aftrykt efter „Huus- og Reyse-Bibel“ af 1740.)
13. Jeg vilde her foretrække den Forklaring, ifølge hvilken Subjectet i dette og de følgende Vers er Fienden eller den Onde. Jeg begynder altsaa her et nyt Afsnit, hvis Tanke fuldender sig i V. 16 og 17. – אם־לא er bekræftende; יָשוּב kan oversættes adverbialiter לוֹ i V. 14 staar med Eftertryk i Spidsen; „for sig selv“ ɔ: til sin egen Fordærvelse.
3. Oversættelsen af dette Vers er bleven meget lang og slæbende – iblandt Andet ved den tilføiede unødige Parenthese. עֹו oversættes dog nok her rigtigere ved Priis, Lovsang, ligesom Matth. 21, 16.
Her et svagt Forsøg:
„Jahve, vor Herre! hvor herligt er dit Navn over hele Jorden – du hvis Pragt er udbredt over Himmelen!
Af Spædes og Diendes Mund bereder du Priis for dine Modstanderes Skyld – for at stoppe Munden paa Fiender og Hevngjerrige.
Naar jeg seer din Himmel, dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du grundede: –
Hvad er et Menneske, at du erindrer ham, og et Menneskes Barn, at du seer til ham!
Og du gjorde ham lidet ringere end Gud – med Ære og Herlighed har du kronet ham.
Du har ladet ham herske over dine Hænders Gjerninger – Alt har du lagt under hans Fødder,
Faar og Øxen – allesammen – ja Markens Dør – Himmelens Fugle og Havets Fiske; – Han sætter over Havenes Veie.
Jahve, vor Herre, hvor herligt er dit Navn over al Jorden!“
7. Prosaisk! – „Deres“ skulde have mere Vegt.
10. „Visselig“ indskudt uden Grund.
17. „Det er at betænke.“ En saare upoetisk Reflexion. Bedre ialfald hos Mendelsohn: „o des großen Gedanken!“ Men rimeligviis er הִגָּיוֹן kun, ligesom det følgende סֶלָה, et musicalsk Tegn.
19. „Sagtmodige.“ Efter Parall. bedre: Lidende.
21. מוֹרָה tages sædv. som = מורא, Frygt. Men skulde det ikke være Fem. af מוֹרֶה og betyde Belærelse, Tugt?
2. „Ængstes“ er svagt for ידלק, egl. brændes.
3. „frasiger sig“ dunkelt og prosaisk; בֵרֵךְ lader fare, giver en god Dag.
10. Den sædv. Overs. har her: „han gjør sig liden, han nedbøier sig,“ og tilføier som Anm: „som en Løve kryber sammen for at lure paa Rov.“ Skulde ikke denne Fortolkning være nok saa rigtig? Ialfald er den mere poetisk.
18. „Mennesket“ her, ligesom 9, 20, mindre rigtigt for „et Menneske.“
1. Den indskudte Sammenlignings-Partikel gjør Udtrykket uendelig mere prosaisk, og hjælper dog ikke til fuldkommen grammatisk Correcthed. Bedre: „flyr til eders Bjerg, Fugle!“ – eller, om man torde vove: „Fugl“ collectivt ligesom i Hebr.
Oversættelsen idethele vreden og uskjøn. Parenthesen V. 3. er høist vilkaarlig – foruden at den er saa upoetisk som mueligt. Fortolkningen af dette V. kan derfor næppe være den rette. Stedet er dunkelt, og ingen af de mange Forklaringer, jeg har seet, ganske tilfredsstillende; men til her at vove Noget paa egen Haand, er jeg ikke lærd nok; imidlertid er det vel temmelig sikkert at לִ her maa tages i Betydning quod attinet ad, cf. Ps. 17, 4. Medmindre man med gamle jødiske Fortolkere (Kimchi) vil forbinde det med אָמַרְתְּ, hvorved en temmelig stærk Anakoluthi opstaar: – „til Hellige, som bo i Landet og til Mægtige, i hvem jeg har al min Lyst“ for: „i eder har jeg al min Lyst.“
At Psalmen er messiansk, derom kunne vi efter Act. 2, 25 flg., 13, 35 flg. ikke tvivle. Men en Bibel-Oversættelse bør næppe tillade sig saa plumpe Forsikringer, som her i Overskrivten. At „Messias“ her i hele Psalmen skal være den Talende, er dog ganske vist en exegetisk Misviisning. Hvorfor er overhovedet her ikke gjort samme Bemærkning som ved Ps. 8?
7. Ordstillingen unøiagtig. Omskrivningen af Part. חוֹםִים med „dem, der have Fortrøstning“ er slæbende og forstyrrer Numerus, idet det andet Part. מתקוממים ikke er omskrevet. Spørgsmaal kan og være om ikke בימינך rigtigere forbindes med מתקוממים, de, der reise sig.
4. „Som den, der bør æres“ høist prosaisk, ligesom ogsaa Ordstillingen er omvendt. Bedre: priisværdig (el. priset) kalder jeg Herren.
5. „Ondskabens Bække“ er fremmed og svagt; thi „Bække“ har i vort Sprog Bibegreb af noget Yndigt – eller ialfald slet intet Stort eller Forfærdeligt. Ondskab er vel heller ikke her det rette Ord for , der her staar ⧧ Bedre „Fordærvelsens“ el. „Ødelæggelsens Strømme.“
8. Skjælvede en urigtig Form for: skalve. „Vrededes,“ בליעל, nøiagtigere og mere poetisk: han optændtes.
9. Billedbibelen: „Der gik Damp af hans Næse og fortærende Ild af hans Mund.“
27. Forvendt bruges i vort Sprog mere i intellectuel, end i moralsk Forstand. עִקֵּשׁ er „en Vrider.“ En Feil er det ogsaa, at det samme Ord gjentages, da dette ikke er Tilfældet i Hebraisken. Maaskee kunde det hede: „Mod Vrideren viser du dig vrang.“ „Viser“ er ogsaa at fore- trække for „beviser,“ da ialm. Composita ere mere prosaiske end Simplicia. Den tilføiede Anm. kunde heller være borte, da den smager af en vis pertentlig Omhu for at man ikke skal tro noget Ufordeelagtigt om Vorherre.
33. „Ustraffelig“ passer her ikke i Contexten; תמים er her udentvivl at forstaa i mere egentlig Betydning: uskadt, sikker, tryg.
45. Oversættelsens Rigtighed tvivlsom. Andre: de lyde mig efter Ørenes Hørsel ɔ: paa Frastand, paa mindste Vink. Dog derom ville vi ikke tviste.
I det Hele knudret og prosaisk – aldeles uden Numerus.
5. „Maalesnor“ er vel her næppe den rigtige Oversættelse af קו ogsaa Rom. 10, 18, som Anm. citerer, har φϑογγος.
6. „gjennemløbe.“ Atter det prosaiske Compositum!
15. Ordstillingen uheldig.
2. „Himlene fortælle Guds Ære og Befæstningen forkynder hans Hænders Gjerninger.
3. Dag til Dag udgyder Tale, og Nat til Nat udaander Kundskab.
4. Ei er der Tale og ei Ord, ikke hørlig er deres Stemme.
5. Over hele Jorden udgaar deres Tone, og over Jordkredsens Ende deres Ord; for Solen har han sat et Telt paa den.
6. Og den er som Brudgom, der gaar ud af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane.
7. Fra Himmelens Ende er dens Udgang og dens Omløb er til dens Ende, og Intet er skjult for dens Glød.
8. Herrens Lov er fuldkommen, den opliver Sjælen; Herrens Vidnesbyrd trofast, det gjør den Vankundige viis.
9. Herrens Befalinger ere rette, de fryde Hjertet; Herrens Bud klare, de oplyse Øinene.
10. Herrens Frygt er egte, den staar til evig Tid, Herrens Domme Sandhed, retfærdige tilhobe,
11. Kosteligere end Guld og mange Skatte, og sødere end Honning og Kagers Dryp.
12. Ogsaa din Tjener oplyses ved dem; i at bevare dem er megen Løn.
13. Hvo skjønner Vildfarelser? – fra lønlige (Brøst) rens mig.
14. Ogsaa fra Overmod hold din Tjener; ei herske det over mig, da skal jeg være ustraffelig og fri for megen Synd.
15. Til Velbehag være min Munds Ord og mit Hjertes Tanke for dit Aasyn. Herre! min Klippe, min Forløser!“
4. „Velsignelser af gode Ting“ er slæbende. Heller – hvis man endelig vil have noget mere end „Velsignelser,“ der klinger fyldigt nok for at svare til Hebr. – „gode Velsignelser,“ eller „Velsignelser af Godt.“ „Krone af fiint Guld.“ Den Nøiagtighed og Reflexion, som ligger i Tilføielsen af Adj. „fiint,‚“ virker her forstyrrende. Anderledes i Hebr., hvor der kun med et eneste Ord nævnes – vistnok en særegen Art af – Guld. Men paa Arten kommer det her ikke an.
7. „Du sætter ham til Velsignelse“ er en i vort Sprog uforstaaelig Formel.
8. Atter det stygge „formedelst.“ Jeg vil foreslaa: „i den Høiestes Naade skal han ikke rokkes.“
12. „formaaede.“ Rigtigere: „formaa“.
13. „Retter du (Pilene)“ – hvorfor ikke med eet Ord: „sigter.“
3. „Jeg tier ikke.“ Langt skjønnere – og derfor vist ogsaa rigtigere – er den anden Forklaring: „jeg faar ingen Ro.“
4. „Dog“ burde her indsluttes i Klammer, da det kun er tilføiet Forklaring. Rigtignok ere mange Klammere ikke synderlig tækkelige. V. 8 f. Ex. kunde den hele Parenthese godt undværes, da et Par Gaaseøine ved det følgende Vers vilde gjøre samme Nytte. I V. 9 er ogsaa Parenthesen uhensigtsmæssig, da Talemaaden „at velte sin Vei“ næppe kan forsvares. Man kan sige: velte sin Byrde eller Sorg paa En – men Vei?
11. Gjentagelsen af „Moders Liv“ er stødende og svarer ikke til Grundtexten, der har forskjellige Ord. Heller faar man paa første Sted sætte „Fødselen.“
16. Lægge i Støv betyder noget ganske Andet, end det her skulde betyde, nemlig gjøre til Støv.
1. „Mig fattes Intet“ er her en saare mat Talemaade, der sædvanligviis kun er = jeg befinder mig taalelig vel. Meningen skal være: jeg lider ingen Mangel – „jeg skal ikke mangle,“ eller som den gamle Bibeloversættelse udtrykker det: mig skal ikke fattes.
2. Den kakofoniske Gjentagelse „hvile – Hvilens“ er uden Motiv i Texten. Hvorfor ikke „stille Vande“, hvilket er et anskueligt, poetisk Billede, medens man ved Hvilens Vande ikke egentlig kan forestille sig noget Bestemt?
3. „Retfærdighed“ er vel her mindre heldigt anbragt, da det plumper forstyrrende ind i Tankegangen; צֶרֶק betyder som bekjendt ofte den velsignede Tilstand, der er Retfærdigheds Frugt – Held, Frelse, Velsignelse.
6. Det er næppe nødvendigt, at udlede שַׁבְתִּי af ישב, da שׁוב her endog giver en smukkere og eiendommeligere Mening: „Jeg vender hjem til Herrens Huus“ – ligesom Faaret, der efterat have gaaet paa Græsgang om Dagen, om Aftenen kommer hjem. At der er brugt Præp. בְּ istedetfor אל, er ingen Hindring, da Bevægelses-Verber ofte forbindes med Præpositioner, der betegne en Dvælen, naar man med det samme vil udtrykke Bevægelsens Ophør og den derpaa følgende Ro. Udtrykket er saaledes paa en Maade prægnant. Det Følgende לארך ימים paa lange Dage, synes endog at bekræfte denne Forklaring.
6. „Jakobs Børn.“ I Originalen staar intet „Børn,“ det er kun en Fortolkning, som er usikker nok.
7. „Evige Døre“ klinger mig uædelt og besynderligt; evige Porte vilde jeg helder lade mig gefalde – men jeg veed ingen Raad; thi hvad havde man da for שׁערים?
3. „Som uden Aarsag handle troløst“ – som om man nogensinde havde gyldig Grund til at „handle troløst“! – Enten maa בגד her tages i Bet. „falde fra“ – thi „at falde fra uden Aarsag“ giver dog etslags Mening –, eller ריקם maa opfattes som en med Participiet nøie forbunden attributiv Bestemmelse, betegnende den Ondes tomme Væsen ialm. Saaledes torde nok Luther med sine „lose Verächter“ være kommen Sandheden nærmere. – Cfr. Ps. 7, 5.
14. „Fortrolige Samfund.“ Det tilføiede Adjectiv er overflødigt og slæbende.
1. „Stærke“ foran Værn er en unødvendig Tilsætning.
2. 3. Disse Vers have i høi Grad mistet poetisk Kraft og Numerus, ere blevne matte og slæbende. I V. 2 en forstyrrende Parenthese den Vegt, som falder paa הֵמָּה er sporløst forsvunden. (Modsætn. „de, som angribe mig, de skulle selv snuble;“ לִי har vist ikke Andet at betyde, end at accentuere det mig, der allerede ligger i Suffixerne.)
3. „Naar“ er langt svagere end Textens אם og noget mere Prosaisk og Mat end Slutningen „saa er jeg dog trøstig“ er vanskeligt at udfinde.
„Om en Hær leirer sig imod mig –
ikke frygter mit Hjerte;
Om Krig reiser sig mod mig,
ogsaa da er jeg trøstig.“
8. „foreholder“ er prosaisk, filistrøst. Finder man, Meningen bliver for dunkel ved at oversætte ligefrem, faar man sige f. Ex. „mit Hjerte gjentager dit Ord“ &c.; det er kun en Misforstaaelse at denne Oversættelse fjerner sig mere fra Texten, end den som Commissionen har valgt, der igrunden er saa fjern som mueligt.
1. Det Periodiske i andet Hemistich er stridende mod de hebraiske Psalmers Aand og i sig selv prosaisk. Bedre lige efter Texten: „vær ikke døv mod mig, at du ei skal tie for mig og jeg blive lig dem, der fare ned i Graven.“
Denne Psalme hører til de heldigere; den har en noget kjækkere, raskere Tone, end sædvanligt. Kun vilde jeg V. 59 istedetfor det lange og sammensatte „sønderbryder“ heller have et kortere f. Er. „knækker.“ I V. 9, Numerus forstyrret ved Omskrivning af det første Causativ.
9. „Overgiver“ er for abstract, for almindeligt. „Indslutter“ er mere nøiagtigt efter Texten (הסגרת) og danner en klarere Modsætning til andet Halvvers. Her finder jeg Udtrykket „rummeligt Sted“ slæbende og prosaisk, men veed for Øieblikket ikke noget Tilfredsstillende at foreslaa. Maaskee heller: „giver mine Fødder Rum.“
11. 12. Her to Gange det stygge „formedelst.“
19. „Forstumme“ er dog maaskee for tydskt; hvorfor ikke „bindes,“ der er mere ligefrem efter Texten og mere poetisk anskueligt?
14. „Trindt omkring.“ Tydeligere og nøiagtigere: „fra alle Kanter.“
24. „Tilfulde.“ על־יתר betyder vel snarere „med Overmaal“, „overflødigt.“
3. „Thi.“ Mon ikke כִי her er „da“?
8. Versets Slutning klinger ubehageligt.
9. Skulde ikke det sidste Komma rigtigere forklares: „ei at komme nær til dig“ ɔ: de sætte sin Pryd og Stolthed i glimrende Bidsler og Tømmer, der dog kun ere til Tvang, ei i at holde sig nær til Gud, hvilket er den sande Pryd og den sande Frihed? – Saa faar man da ogsaa lidt for Præpositionen בְ foran מֶתֶג. Cfr. ogsaa Ps. 103, 5.
17. „Slaar feil“ er mat for שֶׁקֶר, Skuffelse, Svig.
18. Den gamle Oversættelses Ordstilling „som ham frygte“ – især i et Bibelsprog, som man i Almindelighed kan udenad – burde her ikke være ombyttet med den modernere, „som frygte ham,“ hvilken klinger mindre kraftigt. Cfr. V. 34, 8.
19. Skulde ikke dette korte hebr. נשברי־לב og דכאי־רוח kunne gives lidt kortere end ved det langtrukne: „de som have et sønderbrudt Hjerte &c.“?
22. Dømmes skyldige. End: „skulle bøde“?
10. Den, som er ham for stærk. Vidtløftigt! „Den Stærkere“ siger ganske det samme. Ialfald er den gamle Ordstilling „som ham er for stærk – som ham plyndrer“ at foretrække.
12. „Idet de gjøre min Sjæl forladt“ unorsk og næppe rigtigt efter Hebraisken.
13. Textens Ordstilling er uden Grund forladt. „Iførte mig Sørgeklæder“ er et mat, abstract Udtryk, istedetfor „klædte mig i Sæk,“ et Udtryk, man allerede fra Bibelen er vant til. Den Verset tilføiede Forklaring gjør et ubeskrivelig mat Indtryk; skulde ikke Meningen snarere være: jeg bad, som for mig selv. Det er der ialfald Mening i.
15. Ilde klingende!
16. „Som Ryggesløse.“ Hvor staar det „som“? „Der be- spotte for en Kages Skyld“ hører til de Talemaader, der for en Hebræer udentvivl har en ganske anden Farve, end for os. Saavidt man kan see, er det blot en Omskrivning for en Snyltegjæst, et Ord, hvori den samme foragtelige Stemning ligger som i det hebr. Udtryk. Jeg vilde saaledes tro, jeg kom Originalens Tone nærmere ved blot at oversætte: „iblandt ryggesløse Snyltegjæster.“
23. Vaagn op og bliv vaagen er en utaalelig Tautologi.
25. (Her er) hvad vi ville. Kortere, effectfuldere og nærmere Originalen: „ha! vor Lyst!“
2. Det første Halvvers klinger mig meget tvunget, og jeg har stor Tvivl om Forklaringens Rigtighed. Ialfald er „Udsagn“ for stivt, for udvortes, for palpabelt, for tungvindt. Heller: Ord, Tale, Ytring.
3. Dette hele Vers forekommer mig forfeilet. Der gives idethele intet mere upoetisk Ord, end „man,“ der netop er den filisteragtige Reflexions staaende Udtryk. Hvis Originalens Udtryk ikke er at opfatte personligt og reflexivt (saa at „den Onde“ er Subject for החליק) – hvilket jeg igrunden helst skulde tro – vilde jeg ialfald heller sige: det. „Det smigrer ham i hans Øine at finde sin Synd, at hade.“ At man smigrer ham ved at hade ham, er i sig selv en brugbar Tanke, men er i denne Sammenhæng aldeles umotiveret, og derfor søgt.
5. „Optænker – afskyr.“ Hvorfor ikke Simplicia?
1. חרה, der vistnok egentl. betyder, at optændes, bruges saa hyppigt om Vrede eller Fortørnelse, at der slet ikke er Grund til i Oversættelsen at betegne Udtrykket som elliptisk. Det seer underligt ud, at i denne ene Psalme ikke mindre end tre Gange den samme Parenthese forekommer. Bedre at oversætte simpelt hen „vredes, fortornes“ – eller maaskee bedre: harmes, undertiden maaskee: „blive hed.“
10. „Agter du paa hans Sted, saa“ – mere poetisk, anskueligt: „du agter paa hans Sted, seer dig om efter hans Sted – og han er borte.“
20. Andet Halvvers har tabt meget af sin Kraft ved at blive saameget længere. Man vil indsee, at efter Meningen er det netop magtpaaliggende, at Udtrykket her har en vis Iilsomhed, der meget hindres ved det gjentagne Hjælpeverbum. „Som Røg“ er ogsaa mindre nøiagtigt og mindre anskueligt end „i Røg.“ Jeg vilde foreslaa: „de forgaa, i Røg forgaa de,“ eller maaskee bedre: „svundne ere de, i Røg forsvundne,“ – da Perfectet egentlig her er mere udtryksfuldt.
34. „See med Lyst.“ Jeg veed nok, at רָאָה med בְ indeholder et saadant Bibegreb, men ikke saa udtrykkeligt, saa plumpt, som i det norske Udtryk. Maaske er det nok at sige: see paa, der ogsaa indeholder en særegen Antydning, en vis Interesse, forskjellig fra det blotte see.
35. Her er ogsaa Originalens Tone forfeilet derved, at det i Ordet אזרח skjulte Bibegreb har faaet en udtrykkelig, omskrivende Udtalelse og det i en heel Sætning: „Træ, der ikke er flyttet,“ en Sætning, der ogsaa ved sin negative Form giver et upassende Indtryk. Vil man endelig have noget for det Særegne ved אזרח, der vistnok her har en ganske anden Virkning, end f. Ex. עץ, kunde man heller sige: dybt rodfæstet – eller „urokket“ – eller friskt spirende.
37. I andet Halvvers er Ordstillingen uden Grund forrykket. Udtrykket „at have en Fremtid“ forekommer mig ogsaa at have en altfor modern Tone og en upassende Bismag. Jeg havde nær sagt, jeg vilde heller her have det usædvanligere: „Eftertid“ – ogsaa det hebr. Ord har i denne Forbindelse et Træk af Usædvanlighed –, hvis man ikke vil forstaa det om „Efterslægt,“ hvad maaskee laa Hebræerens Forestilling nærmest.
3. „Have sænket sig ned – er faren ned“ ere tungvindte, slæbende Udtryk. Især er det sidste om Haanden ubehjælpeligt; bedre var det at sætte: din Haand er sunken ned paa mig; thi ogsaa i Hebr. staar her et Ord af samme Radix som i det foregaaende Hemistich. Men der er en raskere og kraftigere Klang i Billedbibelens Oversættelse: „dine Pile sidde i mig og din Haand trykker mig.“
7. Gaar jeg i Sørgeklæder, er et altfor langt, for palpabelt og stadseligt Udtryk. Bedre ialfald: „gaar jeg i Sorg.“
19. Jeg sørger over min Synd. Sorger er her for svagt for det hebr. Ord, der egentlig betyder hensmelter.
I Overskrivten havde man vel her burdet antyde, at Psalmen er en Bøn i en Sygdom.
Oversættelsen finder jeg her idethele mat og søvnig; dens Indtryk staar ganske besynderligt tilbage for den inderlige, livlige Original. Det er vanskeligt at sige, hvori det ligger i det Enkelte; man seer kun, Oversætteren her har været mindre oplagt i det Hele. Dog kunne ogsaa følgende Enkeltheder mærkes:
2. Idet med den stærke Interpunction foran opløser formeget Sammenhængen og gjør, at man næppe ret fatter Tanken, „Medens“ med blot et Komma foran vil være mere betegnende.
3. „Endog“ er et Glossem af tvivlsom Berettigelse, der idetmindste maatte indklamres.
4. Ved min Grublen optændtes Ild. Enhver vil følge det Kolde ved dette Udtryk, som netop skal betegne den hedeste Stemning. Dette Kolde ligger især i den reflecterende, begrundende Præposition „ved“ (det er endda godt, at Oversætterne ikke har sat „formedelst“), istedetfor det poetisk-anskuelige i. Dog vilde jeg ogsaa istedetfor „optændtes“ (Imperfect og et sammensat Verbum) heller have brænder (Præsens, der fører mere levende ind i Situationen, idet Forbigangenheden ligesom overspringes. – Saaledes i Originalen.)
5. „Lad mig vide – lad mig dog vide,“ en temmelig mat Anafor og Klimax, der egentlig er værre end ingen. Paa det første Sted bedre i Korthed lær mig. Lad mig vide er ogsaa en altfor plat, ligegyldig Formel, der jo bruges i Conversations- og Forretningssproget om de ubetydeligste Underretninger (lad mig vide naar Posten kommer!) Værdigere klinger ialfald den gamle Bibels: lad mig kjende.
10. Forstummer er tydsk og for modernt. Forstumme i Taushed som i V. 3 klinger i mit Øre ganske særdeles ilde.
12. Af det indsmuglede da gaar der en iiskold Pust, der bringer det hele Vers til at stivne. Der ligger deri, især naar det tillige forbindes med og, et Spor af begrundende, indskrænkende, modificerende Reflexion, der for et lyrisk Digt ialm. og især for denne inderligt bevægede Psalme er aldeles fremmed.
4. Mange see det gjør i vort Sprog et langt svagere Indtryk, end det tilsvarende hebr. Udtryk. Man kunde hjælpe paa Sagen ved at sige Mangfoldige.
7. Mine Øren har du gjennemboret. Det vilde bidrage til Tydelighed, om disse Ord vare indsluttede i – –. Forresten vilde netop her en liden Note under Verset (f. Ex. du har aabnet mit Sind til at forstaa din Vilje) være paa rette Sted. – Jeg veed imidlertid ikke, om ikke selve Oversættelsen heller burde vælge et andet Udtryk, end „gjennemboret mine Øren,“ hvorved man nærmest tænker sig en barbarisk Lemlæstelse. Mindre vildledende, skjønt kanskee vel djervt, vilde det være at sige – strengt efter Bogstaven – „Øren (ikke Ørene) har du boret mig;“ hvis man ikke vil beholde det lutherske: „du har opladt mine Øren,“ hvorved ingen Forklaring bliver nødvendig.
6. Tale Ondt om mig, betyder nok i vort Sprog noget Andet, end det der menes med det hebr. Udtryk, der maaskee nærmere vilde gjengives ved: tale Ondt over mig.
7. Her er det især føleligt, hvorledes Originalens Korthed og raske, livlige Tone er gaaen tabt. Jeg afskriver til Sammenligning Mendelsohns Oversættelse: „Wer kommt, geht nur auf Kundschaft aus. Verläumdung spricht sein Herz; er sammelt Lügen; geht hinweg, breitet sie aus.“ Jeg tror, man her vil føle den heldige Virkning af Asyndeton (som ogsaa Originalen har) fremfor det „Saa – og,“ som vore Oversættere have indsmuglet.
2. Forsmægter. Jeg vilde foretrække Simplex; vilde Nogen indvende, at dette bruges sjeldnere, saa er jo netop ogsaa det hebr. her et meget sjeldent Ord.
3. Fremstille mig for Guds Ansigt. I min hebraiske Bibel staar: „see Guds Ansigt“ hvilket er mere naivt, mere poetisk. Rigtignok er ogsaa denne Læsemaade (eller rettere blot: Punctations-Maade) grammatisk bekvemmere, og skulde saaledes efter en bekjendt kritisk Regel staa tilbage; men deels gjælder vel ikke ganske det Samme angaaende Puncterne som ved virkelig Text-Varianter; deels synes det mig netop at ligne en masorethisk Reflexion, af scrupuløst Hensyn til saadanne Steder som Exod. 33, 20 at foretrække den passive Udtale. Vilde man alligevel beholde denne Punctation, saa vilde jeg i Oversættelsen foretrække den gamle Bibels: sees for Guds Ansigt.
6. Prise ham for Frelse fra hans Ansigt, klinger saa vidtløftigt og knudret som mueligt. I Hebr. staar kun: jeg skal endnu prise ham, hans Ansigts Frelse. Er man maaskee bange for, at dette korte, poetiske Udtryk skal misforstaaes?
8. Vanddyb – Vanddyb – Vandstrømme. Denne Gjentagelse af Vand, hvortil i Hebr. intet Tilsvarende, falder mildest talt noget vandig; for det første Ord (צִנּוֹר) har det norske Sprog netop et udtryksfuldt Primitiv: „Fos,“ som det endog er uforsvarligt at tilsidesætte. „Ved dine Vandstrømmes Røst“ er ogsaa dunkelt og uanskueligt; bedre ligefrem efter Hebr. til; Meningen er vistnok at de „Vanddyb“ og Fosser, hvoraf Digteren seer sig omgiven, fra alle Kanter ligesom raabe og svare hinanden.
10. „Jeg maa sige.“ Jeg maa sige, at dette Udtryk her forekommer mig overmaade mat – synes mig at passe meget bedre her i min Kritik, end i Psalmen. I Grundtexten: „Jeg vil sige,“ eller „lad mig sige.“
11. Det er som et Mord i mine Been, et dunkelt og i sig næppe correct Udtryk, hvis Overeensstemmelse med Originalen desuden er tvivlsom. Det hebr. Ord skal jo egtl. betyde „Sønderknuselse,“ hvilket idetmindste her passer langt bedre. Den indskudte Sammenlignings-Partikel svækker Udtrykket; ligefrem staar der: I (eller med) en Knusning i mine Been forhaane de &c. ɔ: deres Forhaanelse er forbunden med en Knusning i mine Been – „det er en Knusning i mine Been, naar de forhaane“ &c.
6. Nedstøde. Spørgsmaal, om det ikke havde været bedre at beholde den gamle Bibels ordrettere, djervere Ord: stange. Hornet er et ikke usædvanligt Billede paa Kraft i det G. T.
10. Og er for mat, for farveløst (Hebr. אף); snarere dog, og dog.
12. Fortæres, er en unødvendig, omskrivende Pertentlighed for ædes. Maaskee bedst nærmere efter Ordene: „Faar til Æde.“
13. Sætte høi Priis paa Noget er i vort Sprog blevet en saa almindelig Metafor, at det Billedlige ikke længer føles. Bedre: du gjør ikke deres Priis høi, el. desl.
15. Gjør, at Folkene ryste paa Hovedet ad os. Parallelismen er forstyrret og Udtrykket mat. Heller vilde jeg bruge den maaskee noget haarde Vending: du gjør os til et Ordsprog blandt Hedningerne, til en Hovedrysten blandt Folkene. Det klinger kraftigere, mere bibelsk, og igrunden er det Metonymiske i det sidste Udtryk ikke stort voldsommere end i det første, om det end er usædvanligere.
20. Der er vel ingen Raad til at slippe Schakalerne? Saadanne Ord, hvis Skrivemaade allerede røber dem som fremmede, gjør i Poesi en uheldig Virkning; og her staar תַנִּים dog kun for at betegne vilde Dyr i Almindelighed, uden at det kommer saa nøie an paa Arten. Anderledes forholder det sig i historiske Skrivter f. Ex. i Samsons Historie (hvor dog et andet Ord er brugt), hvor Betegnelsen vistnok bør være saa nøiagtig som mueligt.
2. Mit Værk. Ved dette Ord forestiller man sig helst noget Bindstærkt; paa et kort lyrisk Digt passer det saa lidet som mueligt. Jeg vilde da heller sætte: mit Digt. Forresten kunde jeg have stor Tilbøielighed til her at af- vige en Smule fra de masorethiske Accenter og oversætte: „jeg helliger mit Digt en Konge.“
3. Du er den skjønneste &c. Der ligger for mig noget Plumpt og Klodset i dette bestemte Udtryk; det har Charakteren af en prosaisk Maals- og Vegts-Angivelse. Jeg skulde tro, man traf det hebr. Udtryks Tone bedre ved at sige: du er skjøn fremfor Menneskenes Børn – din Skjønhed straaler frem for c. ell. desl. Ynde er ikke ret heldigt om en Mand. Men jeg mangler et tilfredsstillende Ord; „Tække“ er for svagt, „Vennesælhed“ maaskee for snevert, „Huldsalighed“ for langt og for tydskt, „Liflighed“ kanskee for ubestemt.
5. klinger i høi Grad vidtløftigt og slæbende, medens Originalen her netop har en Korthed og en Raskhed, der passer ypperligt til Indholden. Nogenlunde at bevare Indtrykket heraf, vilde være en større Troskab mod Originalen end en bogstavelig Gjengivelse. Men jeg vil her ikke vove noget Forslag.
6. Folk i vort Sprog opfattes kun som Plur. af Menneske eller Mand, tydsk Leute; det er her prosaisk og svagt; bedre: Skarer.
7. Dette er et kildent Sted paa Grund af Ebr. 1, 9. Var ikke dette, saa vilde der nok ingen Betænkelighed være ved foran אלהים i Tanken at gjentage כִסֵּא, ligesaa vel som dette alligevel maa underforstaaes foran de to sidste Ord i Halvverset. Din Throne er en Gudsthrone, guddommelig. Og det er vel et Spørgsmaal, om man virkelig skal lade sig binde af Oversættelsen i Ebræer-Brevet, da Meningen, forsaavidt den der er benyttet, kommer ud paa Eet. Dog selv den græske Text tilsteder en anden Tydning: din Throne er Gud ɔ: Gud er den, paa hvem dit Kongedømme hviler – en Fortolkning, som maaskee ikke vilde være at forkaste. I næste Vers tvivler jeg ingenlunde om, at der bør oversættes: „derfor har Gud, din Gud, salvet dig“ o. s. v.
12. „Tilbed“ klinger i vore Øren anstødeligt; bedre „hyld“ eller „bøi dig for ham.“
14. Saare pragtfuld, et svagt, reflecterende Udtryk, medens Originalen lader hende være ganske og aldeles Pragt. „Pragtfuld“ passer heller ikke godt paa en Person. Hvad om man sagde: „i fuld Pragt,“ eller „i fuld Herlighed?“
Er – derinde. Som mere poetisk anskuelig vilde jeg foretrække Fortolkningen „drager hun ind,“ hvilken ogsaa i grammatisk Henseende tør have ligesaa meget for sig.
15. „Klæder med stukket Arbeide“ er en lang, slæbende Omskrivning for et eneste Ord. Jeg vilde da ialfald foretrække: „baldyrede Klæder.“
2. Som Hjælp i Trængsler befunden saare stor. Et mat Udtryk, der ikke engang er rigtigt efter Texten; thi מְאֹד kan nok paa ingen Maade være Adjectiv, og hiint „som,“ der bidrager saa meget til at svække Tanken, er vilkaarligt tilsat. I Originalen staar ligetil, at Gud er en Hjælp i Trængsler „funden eller befunden saare“ ɔ: Mennesket føler og finder i høi Grad hans Hjælp.
9. Anretter Ødelæggelser. Foruden at Udtrykket er langt og slæbende, reflecteret og prosaisk, ja endog unorsk (anrette ɔ: anrichten); saa har jeg ogsaa en Tvivl om dets materielle Rigtighed. Ialfald medfører det her en falsk Biforestilling, da det efter Sammenhængen vel især kom an paa at fremhæve den Stilhed, der følger det Øde. Men tør man end ikke oversætte: han sætter Stilhed eller gjør stille paa Jorden, vilde jeg dog ialfald foreslaa: „han gjør øde paa Jorden.“
10. „Indtil Jordens Ende“ er tvetydigt; i vort Sprog vilde man derved endog nærmest tænke paa Tiden, men det er her nok ikke Meningen.
8. Synger en Sang, som gjør viis. Det kan være sandt nok, at משכיל kommer af et Verbum, som betyder at gjøre viis; det kan maaskee ogsaa være sandt, at Substantivet nærmest betegner et Læredigt eller desl.; men det kan alligevel ikke billiges, at denne Etymologi paa dette Sted udhæves, hvor den omskrivende Relativ-Sætning ligesaameget forstyrrer Udtrykkets Rhythmus, som den udtrykkelige Begrebs-Begrændsning forstyrrer den poetiske Stemning.
At Psalmen er messiansk, bør Overskrivten næppe befatte sig med at angive. Saadant er dogmatisk Exegese, ikke Oversættelse eller Indholds-Angivelse.
1. „Saare priselig“ siger man i daglig Tale saa tidt om de tarveligste Bestræbelser, at det om Gud klinger saare mat. Bedre: „høit priset“ eller „høilovet.“
4. klinger især tvert og urhythmisk, fornemmelig ved den relative Mellemsætning. Allerede ved at udelade „som er,“ vil den vinde betydeligt.
6. Hastede bort er for svagt til at betegne den bestyrtede Flugt.
9. „Ligesom vi have hørt, saa have vi seet“ er dunkelt. Bedre: „saa saa vi det.“
12. Atter det prosaiske „formedelst,“ hvor endog den gamle Bibel har „for – Skyld.“
15. Han skal føre os hen over Døden. Rigtigheden af denne Oversættelse er nok overmaade tvivlsom, endog Læsemaaden er her usikker. Tanken om Udødeligheden kommer her saa hovedkulds ind, at den kun forstyrrer Indtrykket af det hele Digt. Saa det er nok et stort Spørgsmaal, om ikke den Fortolkning, som baade LXX og Vulgata har fulgt, er at foretrække.
5. Gaadefulde Tale er et uheldigt Udtryk baade ved sin Længde (to Ord for eet) og ved Udtrykkeligheden af en Biforestilling (Gaadefuldheden), som i Originalen ialfald kun er tilstede som etymologisk Antydning, men som i denne Sammenhæng har Intet at bestille. Jeg vilde foretrække „Tankesprog“ eller „Sindbillede,“ idet jeg da i det foregaaende Hemistich heller vilde sætte „Lignelse“ end Billedsprog, da netop Ordet Lignelse i Bibelsproget har faaet etslags Hævd. Om Frelseren heder det jo sædvanligt, at han talte i „Lignelser.“
11. Hele Verset er blevet langt og prosaisk ved indskudte Forklaringer. Ligefrem staar der: Deres Indre er deres Huse til evig Tid, deres Boliger fra Slegt til Slegt, de kalde Lande med sine Navne. (Den sidste Fortolkning giver idetmindste en langt mere eiendommelig poetisk Tanke, end den af Commissionen fulgte).
3. „Uagtet Mennesket i Herlighed ei forbliver (i denne).“ „Uagtet“ er Oversætterens Reflexion; for „for- bliver“ har Originalen et mere malende Ord: overnatter; Parenthesen er prosaisk. Hvorfor ei: „Og (eller men) Mennesket overnatter ei i Herlighed.
14. „Og dog.“ Atter en indskudt, prosaisk Reflexion.
15. Døden vogter paa dem. Præpositionen „paa“ forstyrrer det Billedlige i Udtrykket; det hebraiske Ord bruges nærmest om at vogte Kvæg, et Billede, der allerede i det Foregaaende er antydet („som Faar“ &c.). Kunde forresten det hele Vers, især dets Slutning, blive noget kortere, Stilen lidt mere abrupt, saa vilde Originalens Indtryk bedre blive gjengivet.
20. „Saa skal du dog komme til dine Fædres Slægt.“ Saa staar der ialfald ikke i Grundtexten. Den antagne Personvexel i samme Sætning forekommer mig gruelig haard; snarere vilde jeg da finde mig i en Vexel fra Fem. til Mascul., saa at Sjælen (der i Hebr. virkelig er comm. gen.) blev Subjectet. Men det er nu et exegetisk Spørgsmaal.
3. Oversættelsen er her egentlig ikke slet, (med Undtagelse af, at det vel er haardt at sige „Ild fortærer“ absolute); men man sammenligne kun, hvor meget mere Rhythmus og Kraft der er i den gamle Huus- og Reise-Bibels Udtryk: „fortærende Ild gaar for ham og stort Veir er om ham.“ Især er dette „stort Veir“ særdeles heldigt – værdigt og majestætiskt!
5. „Indgaaet Pagt med mig om Offer.“ Den her fulgte Fortolkning indeholder en smaalig, prosaisk Betragtning, der hverken passer i Sammenhængen (uagtet der vistnok i det Efterfølgende handles om Offere), eller i sig selv er sand. At Gud skulde betegne Offeret som en Hovedgjenstand for Forbundet, kan nemlig paa ingen Maade antages. Bedre er vistnok den almindelige Forklaring, der idetmindste har poetisk Anskuelighed.
7. „Vidne for dig.“ Hvorfor ikke efter Grundtexten: „i dig?“
9. Stier i denne Betydning er nok udelukkende Dansk.
17. Da du dog. Prosaisk Reflexion!
19. Sammenknytter. Det sammensatte Ord gjør som sædvanligt et uheldigt Indtryk. Jeg vilde foretrække knytter eller fletter.
22. Uden at Nogen redder. Denne oftere gjentagne Talemaade med uden at er stok-prosaisk. Der er mere Liv i den gamle Bibeloversættelses lidt hebraiserende Udtryk: „og der er Ingen som frier.“
23. Den som gaar den lige Vei. Det hebr. Udtryk er lidt kort og dunkelt; men efter Analogi og Sammenhæng synes det dog snarere at betyde, den, som passer, vogter paa sin Vei, eller indretter sin Vei, nemlig med Omsorg og Omtanke – modsat den Letsindige og Ryggesløse. Efter Bogstaven: „den, som lægger sin Vei.“
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det falder mig just ind, at for en Tid siden en dansk Politiker, der endog confessionelt ei er Christen, ikke kunde tale om en Seier, de Danske havde vundet eller tænkte at vinde en Paaskedag, uden at slaa om sig med „Opstandelsens Morgenrøde,“ eller noget Lignende.