Raad for Uraad

Gudmund Thordsen Storebingen,
han var gjev i Et og Alt;
smal om Livet, bred om Bringen,
fast paa Taa, hvor Andre faldt;
glad og let, men arm paa Gods,
derfor var han flink tilfods;
flink, med Skræppen paa sin Nakke,
baade op og ned ad Bakke.

Knud Labeit i Biumaasen
var en tvær og uglad Mand;
man han havde Fæ i Baasen,
Sølv i Skab og fulde Spand.
Knud var baade grim og gram,
skak i Væxt og hoftelam;
derfor drog den rige Styggen
helst i Vei paa Hesteryggen.

Ingeborg i Fagerlien,
bedre Terne saae du ei.
Gik hun først paa Sæterstien
blev den snart en Alfarvei.
Bygdens unge Karleflok
drog tilsæters flittigt nok;
men hun saae, hun endsed Ingen
uden Gudmund Storebingen.

Det gik hen til ud paa Høsten
Sæterhytten stod forladt,
da blev Gudmund reiselysten,
og saa tog han Skræppen fat.
Men han drog paa Salg og Kjøb,
Gudmund fra sin Lykke løb.
Knud Labeit, hvis Fart var liden,
passede desbedre Tiden.

Saa kom Gudmund hjem forsilde;
thi hans Hjertenskjer var Brud,
tvungen, skjønt hun var sig ilde,
solgt for Sølv til rige Knud.
Gudmund sagde: „stands din Graad,
vent, der findes vel et Raad,
Raad for Uraad, om ei førend
du skal ind af Kirkedøren“.

Det blev Vaar i alle Dale,
Elven steg og Løvet sprang;
da begyndte Knud at prale
med den Fest, han fik istand.
Der blev brygget, der blev bagt,
der var nok af Stads og Pragt;
vidt omkring drog efter Gjester
Spillemand og Kjøgemester.

Mellem Fagerliens Birke
og det stride Elvedrag
red i Brudefærd til Kirke
Knud Labeit paa Pintsedag.
Foran Spillemanden drog,
saa kom Bruden med sit Tog;
først bad Den, der slog paa Tromme,
saae man Knud med Følge komme.

Men i Skjul af grønne Grene,
ved den samme Kirkesti,
Gudmund Thordsen gik alene
just da Færden kom forbi.
Snilt han passed sine Skrift
saa han fulgte Brudens Ridt,
og da var der Intet uden
Krattet mellem ham og Bruden.

Saadan gik det frem til Nesset,
der hvor Elven bøied af;
her stod Flommen over Græsset
op til Sti og Gjerdestav.
Kirken laae saa nær derved
over paa den anden Bred;
men af Bro der var ei andet
end en Stump, som drev i Vandet.

„Tør der Nogen vade over“,
raabte i sin Baande Knud;
„Den, der prøver det, jeg lover
Viumaasens bedste Stud“.
Men de svared ham med Spot:
„Rige Knud, du lover godt —
vade over, det kan Ingen“.
„— Jo jeg kan“, sa’ Storebingen.

Og i Tummelen og Larmen
frem til Bruden trængte han;
løfted hende høit paa Armen,
sprang saa i det stride Band.
Elven om hans Hofte stod,
men han stemmed sig imod,
og man faae ham opret skride
over til den anden Side.

Da han stod paa Kirkevolden
jubled Store der og Smaa.
I hans Arm sad hel og holden
Bruden med sin Krone paa.
Knud Labeit forsøgte ei
Gudmunds nye Kirkevei;
Ingen af hans Bryllupsfæller
bar ham over Elven heller.

Folk paa dette Kirkestævne
loved, og besvore det,
at hver Mand med al sin Evne
skulde staae paa Gudmunds Ret.
Præst og Klokker ligedan
loved ham at holde Stand;
Knud blev snart saa spag tilmode,
at han gav sig med det Gode.

Og man har i disse Egne
fra den Tid et Mundhelt haft,
som i Korthed kan betegne
Gudmund Storebingens Kraft:
Er et Arbeid tungt og slemt,
har man strax den faste Skjemt,
naar man just faaer Bugt med Tingen,
„Jo jeg kan, sa’ Storebingen“.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.