Åpne hovedmenyen

Wikikilden β

Realitets-Procedure og Dom i Rigsretssagen imod Hs. Excellence Statsminister m. m. Løvenskiold

Realitets-Procedure

og

Dom

i Rigsretsſagen

imod

Hs. Excellence Statsminiſter m. m.

Løvenſkiold

Chriſtiania 1836.

Trykt hos Chr. Grøndahl.

Overeensſtemmende med Odelsthingets Beſlutning af 8de Juli d. A ſkal Statsminiſter m. m. Løvenſkiold under denne Sag tiltales, fordi han ikke har proteſteret imod den kgl. Beſlutning af 2den næſtforhen, i Følge hvilken 8de ordentlige Storthing blev opløſt forbemeldte 8de Juli.

Det Factum, at Statsminiſteren ikke har proteſteret imod hiin kgl. Reſolution, er uomtviſteligt og beviſes ved den Storthinget paa dets, i Medhold af Grundlovens §. 75 Litr. f gjorte Anmodning, af Regjeringen tilſtillede og Odelsthinget overſendte Udſkrift af den Protocol, ſom førnævnte 2den Juli er ført for H. M. Kongen i Statsraadet paa Stockholms Slot i Nærværelſe af Statsminiſter Løvenſkiold og Statsraaderne Faſting og Holſt.

H. M. Kongen har da naadigſt behaget at tilkjendegive Statsraadet, at det var Hs. Henſigt og Villie at opløſe Storthinget den 8de ſ. M., i hvilken Anledning Statsraaderne Faſting og Holſt i Underdanighed have fremſat deres Bemærkninger til Protocollen, hvilke i det Væſentlige gaae ud paa, at fremſtille Beſlutningens Iværkſættelſe ſom utilraadeligt formedelſt de dermed forbundne ſkadelige Følger og ſom uhenſigtsmæsſig ſamt in subsidium paa at udvirke for Storthinget ſaamegen Tid, ſom til Beſlutning af de Sager, der angaae Budgettet og Skattevæſenet, maatte anſees nødvendig.

Under denne Forhandling er Intet fra Statsminiſterens Side tilført Protocollen; han ſkal følgelig efter Grundlovens §. 30 anſees at have været enig med Kongen og er anſvarlig for den af Høiſtſamme fattede Beſlutning. Den kongelige Beſlutning frembragte og maatte frembringe i Repræſentationen og hos Folket de ſmerteligſte Følelſer over det ſtore Tab, ſom den paa ſaa mange Maader bibragte Fædrenelandet ved aldeles pludſelig og uforberedt at paabyde Standsning af al den Virkſomhed, ſom raſtløs anvendtes i Nationens ſtore Raadsforſamling for at berede Fædrenelandets Fremgang i Lykke og Hæder. Af jo høiere Betydning denne Beſlutning var baade med Henſyn til Konge og Fædreneland, jo mere maatte det antages, at enhver kongelig Raadgiver ved denne Leilighed vilde finde ſig opfordret til at veie Sagen fra alle Sider, og, uden at ſtole formeget paa egen Indſigt og Kløgt, ſøge Veiledning for ſin Mening, hvor den var mulig at erholde. Men ſaaledes har Statsminiſter Løvenſkiold ikke tænkt; thi, uagtet Grundlovens §. 15 byder: „I Almindelighed maa ingen norſke Sager afgjøres (hos Kongen under hans Ophold i Sverige) uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, med mindre vigtige Hindringer maatte forbyde ſaadant,“ har Statsminiſteren dog ikke fremført nogenſomhelſt Erindring imod, at denne høiſt vigtige Sag kom under Behandling, uden at nogen ſaadan Betænkning var indhentet.

Denne Tilſideſættelſe af en ved Grundloven paabuden Form udgjør den førſte Deel af den Anke, jeg agter at føre over Statsminiſterens Embedsforhold i denne Sag.

Betydningen og Vigtigheden af denne Grundlovsbeſtemmelſe vil ikke lettelig af Nogen kunne miskjendes I Almindelighed kan det nemlig ikke forudſættes, at de kongelige Raadgivere, ſom omgive Hs. M. Perſon i Sverige, kunne være ſaa fortrolige med de norſke Sager, ſom ſammeſteds maatte komme til Afgjørelſe, ſaa at det ſkulde være raadeligt at lade deres Skjæbne afhænge af den Anſkuelſe, ſom de, fjern fra de Kilder, hvor alle fornødne Oplysninger ſkulde hentes, kunne ſatte. Grundloven har derfor viſeligen paabuden hiin Form, der, ſaavidt vides, altid, med Undtagelſe af enkelte aldeles uvigtige Tilfælde, har været iagttaget, og da den Sag, om Norges Storthing burde opløſes paa en Tid, da de væſentligſte af dets Forhandlinger endnu ſtode tilbage, paa en Tid, da Opløsningen ikke kunde foregaae uden i vigtige Dele af den offentlige Adminiſtration at fremkalde en aldeles lovløs Tilſtand, vel ikke kan andet end at benævnes en norſk Sag, ſaa formenes det ogſaa utvivlſomt, at den kongelige Reſolution burde været mødt med kraftig Proteſt af den Grund, at den norſke Regjerings Betænkning ikke var indhentet.

Vil man henſkyde ſig under den Paaſtand, at vigtige Hindringer have forbudet ſaadant, da er det klart, at det paaligger vedkommende Excipient herom at fremføre Beviis, med Henſyn til hvilket jeg da forbeholder mig at anbringe, hvad jeg maatte finde fornødent, idet jeg for Tiden indſkrænker mig til at benægte Tilværelſen af deslige Hindringer. Men man gaaer mulig af Veien for dette Beviis ved at paaviſe en Fortolkning over fornævnte Pasſus i Grundlovens § 15, ſom gjør den omhandlede Betænknings Indhentelſe overflødig. Paragraphen beſtemmer nemlig kun, at i Almindelighed ingen norſke Sager maae afgjøres uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, hvilken Regel man muligens vil paaſtaae efter Udtryksmaaden kun gjælder for ſædvanlige og ordinaire Tilfælde, men ikke for Tilfælde af det modſatte Slags Men denne Fortolkning fortjener viſtnok ikke Medhold.

Beſtemmelſen er nemlig kun en fortſat Tankegang af det umiddelbar foregaaende Pasſus, hvorefter alle Andragender fra norſke Borgere til Kongen førſt ſkulle indleveres til den norſke Regjering og forſynes med ſammes Betænkning forinden de afgjøres, hvilken Beſtemmelſe det følgende Pasſus udvider til „norſke Sager”, uden Henſyn til om de angaae Andragender fra norſke Borgere, eller ikke, og gjør kun udtrykkelig Undtagelſe for de Tilfælde, hvor vigtige Hindringer maatte forbyde Saadant. Hvad der ved at hjemle en Indſkrænkning i den almindelige Regel maa antages at være paatænkt, kan ikke uden at bringe Regelens Anvendelſe i Strid med dens Indhold, være en almindelig Frihed for Vedkommende, der ſkulle efterleve ſamme, til at undtage de Tilfælde, hvori efter egen Anſkuelſe ſaadan Betænkning maatte anſees mindre nødvendig eller vigtig; men man har kun erkjendt, at andre i Grundloven indeholdte Dispoſitioner gjorde en almindelig Indſkrænkning i Regelen nødvendig, ſaaledes at denne ikke kunde blevet i Almindelighed ubetinget, uden at ſtøde an imod disſe andre Dispoſitioner. Saaledes undtager Grundlovens § 28, cfr. §§ 31 og 75 Litr. f, diplomatiſke og egentlige Commando-Sager fra at foredrages i Statsraadet og altſaa ogſaa fra at behandles paa den i Grundlovens § 15 foreſkrevne Maade. Med denne nødvendige Indſkrænkning maa følgelig Grundlovens § 15 forſtaaes. Formener Nogen, at Indſkrænkningen er ſaa almindelig, at derunder ogſaa kan indbefattes andre Sager, ſaa kan dette dog-ikke hjemle Undtagelſe for hvilkenſomhelſt Sag, man finder Behag i at undtage; men der maa paaviſes nogen almindelig Beſkaffenhed ved de Sager, ſom ſkulle erkjendes at være i det Tilfælde at være undtagne Da nu Grundlovens Regel øienſynlig er nedſkreven formedelſt Henſigtsmæsſigheden af den paabudne Form, ſaa indſees ikke, at nogen Undtagelſe fra ſamme kan anſees hjemlet, undtagen hvor ſaadan Betænknings Indhentelſe beviislig maatte erkjendes uhenſigtsmæsſig. Men erindrer man ſig kun det, hvorom Talen her er, ſaa maa formeentlig ogſaa den Tanke forſvinde, at det ſkulde være uhenſigtsmæsſigt at høre den norſke Regjerings Betænkning angaaende denne Sag.

Man har offentligen ſeet det indvendt, at være ſaa langt fra, at nærværende Tilfælde var af dem, hvor den norſke Regjerings Betænkning kunde anſees uundværlig, for at ſatte en rigtig Beſlutning, ſaa at det endog var af dem, hvori den allermindſt var fornøden, fordi Kongen og hans i Stockholm værende Raadgivere ligeſaavel ſom den i Norge værende Regjering vidſte, baade hvad Storthinget havde et udrette og hvad det havde beſtilt, de tre Dage fraregnede, ſom Poſten behøver for at gaae fra Chriſtiania til Stockholm. Fremdeles har man paaſtaaet, at Hs. Maj. virkelig var i Beſiddelſe af den norſke Regjerings Betænkning i Sagen, da Regjeringen, i Anledning af Storthingets Adresſe om Tilladelſe til at blive ſamlet over den i Grdl. 80 beſtemte Tid, allerede havde erklæret, at Thinget formentlig ikke vilde ſee ſig iſtand til at tilendebringe endog de nødvendige Forretninger, ſom paahvilede det, inden Udgangen af Juli Maaned, hvorfor den havde indſtillet, at ſaadan Forlængelſe maatte tilſtaaes. Endelig ere Statsraaderne Faſting og Holſt ikke undergivne Tiltale, uagtet de i ſine Bemærkninger imod Beſlutningen ikke med et Ord have berørt den Omſtændighed, at den norſke Regjerings Betænkning ikke var indhentet.

Da her er Spørgsmaal om en ved Grundloven paa buden Form, efter hvilken den norſke Regjerings Betænkning ved Sagens Afgjørelſe burde været tilſtede, ſaa er det formeentlig klart, at man ikke iſtedetfor denne Betænkning kan ſubſtituere den Kundſkab, ſom Hs. Maj. og Høiſtſammes Raadgivere i Stockholm kunne have været i Beſiddelſe af Oplysninger, henhørende til en Sag, ere Eet, og Betænkning om disſe Oplysningers Indflydelſe paa et viſt Forhold, er noget Andet, og ligeſom Hans Majeſtæt efter Grundloven ikke i Almindelighed kan anſees tilſtrækkelig inſtrueret til at fatte Beſlutning i en Sag derved, at Høiſtſamme er givet en Overſigt over Forholdets factiſke Beſkaffenhed, uden at lave hørt den norſke Regjerings Formening om, hvad Beſlutning, der bør fattes i Sagen, ſaaledes kunde den Kundſkab, ſom Kongen og Statsraadsafdelingen i Stockholm maatte have havt om Sagernes Stilling her, ingenlunde befrie Høiſtſamme fra den conſtitutionelle Pligt at høie den norſke Regjerings Betænkning med Henſyn til den Beſlutning, han ſtod i Begreb med at fatte angaaende Storthingets Opløsning. Det er derhos aldeles evident af det Pasſerede, at man i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli ſidſtleden ikke har havt nogen fuldkommen paalidelig Kundſkab om, hvorlangt Forretningerne i Storthinget vare fremſkredne: dette viſer Statsraaderne Faſtings og Holſts Proteſt tydelig, da deri forekommer forſkjellige formodningsviis fremſatte Sætninger, ſom, naar den norſke Regjerings Betænkning var bleven indhentet, maatte kunne være fremførte ſom Visheder.

Efter det Forhold, hvori Regjeringen ſtaaer til Storthinget, kunne de Efterretninger, ſom den erholder om Storthingets Virkſomhed, heller ikke være andet end høiſt mangelagtige, efterdi de kun kunne grunde ſig paa Meddelelſer fra Dagbladene og de Perſoner, ſom efter Regjeringens Ordre opholde ſig paa Gallerierne for derfra at iagttage Forretningernes Gang. Kun herom kunne disſe Udſendinge meddele Rapport. Om Committeernes Virkſomhed kunne de ikke have andet end aldeles upaalidelige Data at gaae efter, og neppe advare Regjeringen, at ſaamange og vigtige Committee-Indſtillinger ſkulde være færdige til at ſee Dagens Lys, ſom de, der fremkom i Tidsrummet fra Opløsningens Kundgjørelſe og indtil Storthingets Slutning.

Derſom den norſke Regjerings Betænkning var bleven æſket med Henſyn til Kongens forehavende Beſlutning, ſaa vilde det upaatvivlelig været dens Pligt at forſkaffe ſig officiel Kundſkab om det Standpunkt, hvorpaa Arbeiderne i ſamtlige Committeer ſtod og disſe Oplysninger i Forbindelſe med en pligtmæsſig og kraftig Foreſtilling imod den kongelige Beſlutnings Iværkſættelſe turde ikke uſandſynligt have givet Sagerne en anden Vending Den Paaſtand, at Hs. Maj. Kongen allerede var i Beſiddelſe af den norſke Regjerings Betænkning med Henſyn til Spørgsmaalet om Storthingets Opløsning, er ikke andet end et grovt Sophiſteri. Tanken om at opløſe Storthinget den 8de Juli ſees ikke at være fremſat af Kongen førend i Statsraadet paa Stockholms Slot den 2den Juli, og dog ſkulde allerede den norſke Regjering i den foregaaende Marts eller April Maaned kunne have yttret ſig over denne Sag! Regjeringens underdanigſte Indſtilling af 29de Marts ſidſtl. til Hs. Maj. Kongen angaaende den af Storthinget anſøgte Prolongation vil blive documenteret for Rigsretten, og det vil deraf behagelig erfares, at Regjeringen kun i almindelige Udtryk korteligen anbefaler Andragendet til Indvilgelſe ſom Noget, der ſaa at ſige følger af ſig ſelv. Regjeringen havde ingenſomhelſt Anledning til ved den Leilighed at udbrede ſig over det dobbelt Skadelige, ſom maatte være i, efterat Committeearbeiderne og Thingets Virkſomhed i det Hele var rykket ſaa langt frem ſom til den 8de Juli og efterat ſaamange Omkoſtninger vare paadragne, da at hæve Thinget paa den Maade ſom ſkeet er fremfor ved Udgangen af April. Omſtændighederne vare ſaa langt fra at være de ſamme paa den Tid Regjeringen yttrede ſig over Storthingets Anſøgning om Prolongation og paa den Tid, da Beſlutningen toges om Storthingets Opløsning, ſaa at de meget mere vare høiſt forſkjellige, iſærdeleshed dog deri, at man nu kunde havt fuld Vished om de Gjenſtande, hvor om man i April kun kunde have uvisſe Formodninger og at Kongen den 2den Juli havde yttret ſin Villie angaaende Storthingets foreſtaaende Opløsning, hvilket ei tilforn var ſkeet, og i hvilken Anledning der burde været givet den norſke Regjering Adgang til paa conſtitutionel Maade at indvirke paa denne Villie. —

Da Odelsthingets Beſlutning af 8de Juli d. A. under No. 4 udtrykkelig har taget Forbeholdenhed med Henſyn til hvorvidt nogen anden af Kongens Raad i Anledning af det Pasſerede bliver at tiltale for Rigsretten, ſaaledes at nemlig dette er overladt et kommende Odelsthing at beſtemme, ſaa indſees ikke, hvorledes man kan argumentere til Fordeel for Statsminiſteren af den Omſtændighed, at Statsraaderne Faſting og Holſt under Fremſættelſen af deres Bemærkninger imod den kongelige Reſolution af 2den Juli ikke have været opmærkſomme paa denne Forms Iagttagelſe. — Deraf at de ikke med det ſamme ere ſatte under Tiltale kan dog ikke ſluttes, at de ere erkjendte brødefrie, hvilken Slutning man endog ſpecielt har villet forebygge ved at tage en Forbeholdenhed, ſom i ſig ſelv neppe var nødvendig. —

De Omſtændigheder, hvorunder Actionsdekretet imod Statsminiſteren fik dets Tilværelſe, undſkylde derimod fuldkommen, at man tog Sagen under nærmere Overveielſe for de tvende nævnte Statsraaders Vedkommende, men dette udelukker ikke, at man ſtrax har indſeet, at de vare ſkyldige i en vigtig Pligtforſømmelſe De have imidlertid med Alvor og Nidkjærhed opfyldt den væſentligſte Deel af deres vigtige Kaldspligt og om den Autoritet, hvis Ret det er at tiltale dem for, hvad der er forſømt, tager Henſyn til den Maade, hvorpaa de, naar man betragter deres Forhold i dets Heelhed under denne Sag, have forſvaret deres Embeder, ikke finder ſig forpligtet til at dekretere Tiltale imod dem, ſaa troer jeg ikke, at nogen Retſindig vil finde Grund til Klage over Forurettelſe. Vender jeg mig dernæſt til den fattede Beſlutning ſelv, da troer jeg, at der er megen Grund til at betvivle, at den har formel Hjemmel i Grdl. § 80. Storthinget var paa den Tid, da det ſaa uventet opløſtes, forſamlet ſiden Udgangen af April Maaned paa ubeſtemt Tid efter Hs. Majeſtæts naadigſte Reſolution af 17de April d. A. Men Udtrykkene i Grundlovens § 80 medføre formeentlig, at den Tid, hvori Storthinget kan være forſamlet, bør være beſtemt, og ikke ſaaledes ſom en Sædvane i den ſenere Tid har indført, ubeſtemt.

Bemeldte §s 2det Pasſus lyder nemlig: ”naar det (Storthinget) efterat have tilendebragt ſine Forretninger eller efterat have været ſamlet den beſtemte Tid, hæves af Kongen” &c. De Udtryk ”den beſtemte Tid” referere ſig til den foregaaende Tirade, ſom indeholder, at Storthingets Varighed er faſtſat til 3 Maaneder og at det beroer paa Kongens Tilladelſe, om det længere kan forblive ſamlet; men naar da det efterfølgende Pasſus udtrykker ſig: „at det hæves … efterat have været ſamlet den beſtemte Tid, ſaa maa derved nødvendigviis ſigtes til den paa en af de 2de Maader beſtemte Tid, nemlig enten de grundlovbeſtemte 3 Maaneders Forløb eller den i den kongelige Tilladelſe indeholdte. Men naar denne ingen vis Tid indeholder, ſaa kunne Udtrykkene ”den beſtemte Tid” heller ikke paa ſamme finde Anvendelſe ɔ: Grundlovens Bud er ikke iagttaget. De ſtore Uleiligheder for et ordnet Forretningsliv, ſom ere uadſkillelig forbundne med Prolongationer paa ubeſtemt Tid, maatte formeentlig ogſaa være Grundlovens Concipiſter alt for indlyſende til at de ſkulde villet bebyrde den nyſkabte Forfatning med en ſaadan Uting.

Indlader den executive Magt ſig ikke deſtomindre paa at meddele Prolongationer paa ubeſtemt Tid, ſaa maa det dog være en nødvendig Følge af det her Udviklede, at Tiden inden Storthingets Opløsning ſaa betimelig forud maa fixeres, ſaa at det kan blive Storthinget muligt at ordne hvad der efter Forfatningen uomgjængelig bør være ordnet. Den modſatte Fremgangsmaade, uden eller med aldeles utilſtrækkelig Varſel at hæve Nationalforſamlingen, ligner en Overrumpling, ſom, udøvet af een Statsmagt imod den anden, neppe engang harmonerer med Anſtændighedens Fordringer. Fremdeles formener jeg, at Beſlutningen er i Strid med Aanden i Grundlovens § 80, ſom ogſaa i den Henſeende er ſtridende imod Statsformen, at den i ſine Virkninger uundgaaelig geraader i Modſigelſe med ſamme, hvorved, ſaavelſom ved dens øvrige Følger, den maa betragtes ſom øienſynlig ſkadelig for Riget.

Den førſtanførte Sætning, at den kongelige Beſlutning er ſtridende imod den citerede Grundlovs §s Aand, ſtøtter ſig paa den Betragtning, at Grundloven har nedlagt de vigtigſte til Statsbeſtyrelſen henhørende Functioner i i Storthingets Hænder — Functioner af den Betydenhed, at Staten ikke, ſom den ved Grundloven beſtemte Organisme, kan exiſtere uden at disſe Forretninger af ethvert ordentligt Storthing ere udførte. Ved Siden af disſe væſentlige Statsmaſkinens Gang betingende Functioner er Storthinget tillagt den lovgivende og controllerende Myndighed — og til at udføre ſamtlige disſe ſaa høiſt vigtige Forretninger har Grundlovens § 80 tilſtaaet et Tidsrum af 3 Maaneder, efter hvis Forløb det afhænger af Kongen, om Storthinget længer kan forblive ſamlet eller ikke.

At denne Tid er ſat for knap, derom overbeviſer den løſeligſte Betragtning, derom vidner en Erfaring, ligeſaa gammel ſom Forfatningen ſelv, og at den ſaaledes maa være beſtemt under Ubekjendtſkab til Omfanget af de Storthinget overdragne Functioner og under et ſangvinſk Haab om en nær foreſtaaende Reform i Lovgivningen, derom overbeviſer baade Sagens Natur og Grundlovens § 94. Havde det der nedſkrevne Grundlovs Bud været at realiſere, da maatte dette havt den allervæſentligſte Indflydelſe til at lette de følgende Storthinges Forhandlinger, hvilke for en ſaa vigtig Deel have beſtaaet i Lovgivningsarbeider, tildeels af paatrængende Slags, relativ til den nye Forfatning. Men vi vide det Alle, at vi endnu, efter mere end 22 Aar ſiden hiint Bud førſtegang udgik (thi det indeholdes ogſaa i Grundloven af 17de Mai 1814) ſavne baade den belovede nye almindelige civile og criminelle Lovbog. Naar nu Regjeringen for det ſidſte forſamlede Storthing har fremſat en ſaadan Mængde af vidtløftige, høiſt vigtige, paa Statsſamfundets Velgaaende meeſt indflydelſesrige Forſlag — Forſlag, der tildeels have været Gjenſtand for foregaaende Storthinges Overveielſer, tildeels forberedede af kongelige Commisſioner, ſom lige fra 7de Storthings Slutning have været i Virkſomhed, ſaa har Storthinget været høiligen opfordret til at dele ſine Kræfter til det Yderſte, og hvorved de Forretninger, ſom det paaligger ethvert ordentligt Storthing at fuldføre, nødvendigen maae være blevne forſinkede; men Storthinget har gjort dette uden Mistillid — det har handlet ſaaledes i den glade Overbeviisning, at en høitelſket Konges og en redeligſindet Repræſentations forenede Beſtræbelſer ſkulde paa denne Maade bedſt fremme Fædrelandets Vel.

Omſtændighederne medførte, at mangfoldige af de kongelige Propoſitioner ſtode i Forbindelſe med Beſkatningen og Budgettet, hvoraf det blev en nødvendig Følge, at disſe ikke endeligen kunde udfærdiges førend hine havde faaet deres Tilværelſe — og under de yderſte Anſtrængelſer, ſigtende hertil, paa en Tid, da man kan ſige, at de Frugter, ſom Nationen ſkulde høſte af Storthingets Virkſomhed, vare modne til at indhøſtes eller dagligen modnedes, indløber den 7de Juli det kongelige Budſkab om, at Storthinget i Kraft af Grundlovens § 80 ſkal næſte Dag ſtandſe ſin Virkſomhed, ſkal opløſes.

En ſaadan Fremgangsmaade kan dog umulig harmonere med den Villie, ſom Folket eller dets Befuldmægtigede, ved at give ſig den frie Forfatning og deri at optage en Beſtemmelſe, ſom den i Grundlovens § 80 indeholdte, har villet udtrykke — den kan heller ikke beſtaae med den moralſke Forpligtelſe, ſom paaligger denne Rettigheds Indehavere. Man overveie kun andre Rettigheder, ſom Kongen udisputeerlig efter Grundloven er i Beſiddelſe af: Han kan efter Grundlovens § 26 under de der nedſkrevne Formers Iagttagelſe begynde Krig; han har efter Grundlovens § 20 Ret til at benaade Forbrydere og efter § 21 til at udnævne Embedsmænd; men tænker man ſig, at Kongen uden Nødvendighed, paa en Tid, da Norge høiligen trænger til at nyde Fredens Goder, efter alle lovlige Formaliteters Iagttagelſe, begynder Krig, og nogen kongl. Raadgiver har været enig med ham, ſaa antager jeg, at denne Raadgiver, Kongens utvivlſomme, formelle og juridiſke Ret uanſeet, efter Grundlovens tydelige Ord er anſvarlig. Udøver Kongen Benaadningsretten, efter at have hørt ſit Statsraad, paa den Maade, at han lader erklærede Fiender af al Samfundsorden uſtraffede, kan da den kongelige Raadgiver, ſom heri har været enig, vel være anſvarsfris og beſættes Statens Embeder uden alt Henſyn til Fortjeneſter, ſkulde da ikke den, ſom heri deelte Anſkuelſe med Kongen, ſom beſtyrkede ham i deslige Grundſætningers Udøvelſe, være hjemfalden til Anſvar og Straf? Jeg formener, at Grundlovens Bud i § 30, angaaende Proteſt imod Beſlutningen der ere øienſynlig ſkadelige for Riget, maatte udſlettes førend man kunde benægte ſaa ligefremme Sandheder.

Beſlutningen er videre ſtridende imod Statsformen, idet den uundgaaelig fremkalder Følger og Virkninger, der ſtride imod Forfatningen. Det er nemlig Storthinget, hvem det efter Grundlovens §75 paaligger at beſtemme Statens Indtægter og Udgiften hvilke dog kun gjælde til 1ſte Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er ſamlet, med mindre de af dette udtrykkelig fornyes; og det ſidſtafholdte Storthings Opløsning paa en Tid, da af Indtægtsbudgettet kun Tolden var reguleret, maa formeentlig medføre, at den executive Magt vedbliver at indkræve de indtil ſidſtafvigte 1ſte Juli paabudne Skatter og Afgiften i hvilket Tilfælde den ligefrem griber ind i det væſentligſte, Storthinget vedkommende Prærogativ. Skulde den vælge den modſatte Fremgangsmaade, nemlig at lade al Opkrævning af Skatter og Afgifter til Statscasſen hvile, ſaa følger deraf, at et høiſt betydeligt Tab i Indtægter maa opſtaae, og at Beſlutningen af denne Grund bliver øienſynlig ſkadelig for Riget.

Anvendelſen af de i Statscasſen indflydende Summer paakræver, efter den ſamme Grundlovsbeſtemmelſe, ikke mindre nødvendig Storthingets Beſlutninger — men de exiſtere ikke undtagen forſaavidt angaaer Penſioner og Landmilitair-Etatens Udgifter ſamt nogle enkelte mindre vigtige Poſter, og den executive Magt maa ſaaledes ogſaa tilegne ſig denne Deel af Storthingets grundlovmæsſige Myndighed Ingen Dag vil pasſere fra Storthingets Opløsning og indtil et Storthing igjen træder ſammen og faaer opgjort et Budget uden at Regjeringen vil ſee ſig ſtedt i den Nødvendighed, at anviſe og derunder tillige at bevilge de til Statsudgifterne fornødne Summer. En Tilſtand i Statsſtyrelſen er ſaaledes ved den kongl. Beſlutning fremkaldt, der er aldeles forſkjellig fra den ved Grundloven beſtemte Form, under hvilken den executive Magt har beklædt ſig foruden med den ved Grundloven beſtemte offentlige Myndighed tillige med Bevilgningsretten og ſandſynligviis endogſaa med Beſkatningsretten. Men at fremkalde eller ikke at modarbeide Tilværelſen af en ſaadan Tingenes Tilſtand, det maa dog unægtelig i en conſtitutionel Stat betragtes ſom en Forbrydelſe, ſtridende imod den almindelige Eed, hvormed Enhver har forpligtet ſig til Forfatningen, og udøvet af en kongelig Raadgiver imod de ſærdeles Pligter, ſom dette vigtige Kald paalægger ham.

Vel paaberaaber man ſig, at denne Tilſtand er kun interimiſtiſk indtil et overordentligt Storthing kan vorde ſammenkaldt; men ved denne Bemærkning modbeviſes ikke den ſkildrede Tilſtands Tilværelſe, der, hvor kort den end monne være, dog ikke derfor, medens den vedvarer, er mindre abnorm, mindre ſtridende imod Grundlovens Ord og Principer. Den længere eller kortere Varighed er noget mindre Væſentligt. Principet, at ſætte Staten i en lovløs Tilſtand, er det Væſentlige, det Nedſlaaende, det Sørgelige! Men hvad Garanti havde vel derhos Statsminiſteren ved den kongl. Reſolutions Afgivelſe for, at et overordentligt Storthing vilde vorde ſammenkaldt? Hs. Maj. Kongens Foredrag til Protocollen den 2den Juli indeholder intet beſtemt Tilſagn derom, men kun Yttringer, ſom hentyde paa Sandſynligheden af, at en ſaadan Foranſtaltning vilde vorde truffet. Det ſenere Pasſerede har vel ophøiet disſe Yttringer til Vished; men dette kan ikke tjene til at retfærdiggjøre den kongl. Raadgivers Forhold, ſom her er under Bedømmelſe, hvor Talen er om Sagernes Tilſtand paa den Tid, da den paatalte Beſlutning blev fattet.

Man har indvendt, at det er Storthingets egen Skyld, at det ikke har havt Budgettet og Skattepaalæggene færdige til den 1ſte Juli og at det ſidſte ſaavelſom de foregaaende Storthinges Forretningsorden, at opſætte indtil Slutningen af deres Sammenkomſt at fatte Beſtemmelſe om hine Anliggender, røber en Tendents til at tiltvinge ſig Prolongation, hvori den kgl. Myndighed ikke bør finde ſig, ligeſom et Interregnum med Henſyn til Beſkatning og Bevilgning har været en naturlig Følge hvert 3die Aar af hiin Fremgangsmaade. Den førſte Beſkyldning aabenbarer ſig ſom aldeles ubeføiet, naar der lægges Mærke til, at det er ugjørligt at tage det egentlige Budget under endelig Behandling forinden mangfoldige Sager, ſom med det ſtaae i nærmere eller fjernere Forbindelſe, førſt ere drøftede af de vedkommende Committeer og bragte til Afgjørelſe i Thinget og dets Afdelinger.

Derſom Talen blot var om at votere over Statens Indtægter og Udgifter, ſaaledes ſom de ved den kgl. Propoſition ere bragte i Forſlag, ſaa maatte viſtnok den Fordring kunde fyldeſtgjøres, at Budgettet ſkulde være færdigt til den 1ſte Juli; men at dette ikke kan være Regjeringens Mening, er jo indlyſende deraf, at den ved Siden af det egentlige Budget forelægger Storthinget til Behandling og Afgjørelſe alle hine vigtige og indgribende Arbeider, hvorpaa Budgettet er baſeret, og hvilket den vel ikke kunde undlade, derſom den overhovedet vilde bevirke nogen Fremgang i det Beſtaaende og ikke antagen at Storthingets Medlemmer ere blotte Maſkiner, ſatte til ved Qvaſi-Voteringer at tilveiebringe de Summer, ſom maatte forlanges.

Gjennemgaaer man de paa forrige Storthing fremſatte kgl. Propoſitioner og Meddelelſer, da vil man befinde, at deres Antal i Alt har udgjort 60, hvoraf følgende ere af den Beſkaffenhed, at de maatte afgjøres inden Budgettet kunde tilendebringes:

1) Propoſition angaaende Delinqvent-Udgifterne. Storthings-Chartet, Pag. 7, 1ſte Clasſe No. 3, cfr. Budget-Propoſitionen Pag. 9 C. No. 13, 1ſte Poſt og Regjeringens Indſtilling derom Pag. 5 ad No. 13.

2) Do. angaaende Penſionsvæſenet. Storthings-Chartet Pag. 9 V, 1 Clasſe No. 1, cfr. Budgettet Pag. 7 No. 6.

3) Do. angaaende Gageliſterne. Storthings-Chartet Pag. 10 No. 20. Paaberaabt flere Steder i Budgettet Pag. 4, 5 og flere.

4) Do. angaaende Skyds- og Indqvarterings-Udgifterne m. fl. Storthings-Chartet Pag. 10 No. 8, cfr. Budgettet Pag. 9 C. No. 13.

5) Do. angaaende Toldtariffen. Chartet Pag. 15, 1ſte Clasſe No. 1; cfr. Budgettet Pag. 1 No. 1; Pag. 2 C., No. 2 — Pag. 8 II A No. 3 og Pag. 9 B No. 5.

6) Do. angaaende Told-Embedsmændenes Procenter. Chartet Pag. 15 No. 19; cfr. Budgettet Pag. 4, nederſt, No. 2 og flere Steder.

7) Do. angaaende Qvarteergodtgjørelſen for Overklasſerne. Chartet Pag. 16 VIII No. 1.

8) Do. angaaende Artillerie- og Cavallerie-Udredernes Godtgjørelſe. Sammeſteds No. 2. — Begge disſe vedkomme Budgets-Poſten Pag. 8 No. 9, cfr. Regjeringens Indſtilling Pag. 4 øverſt og Pag 6 ad No. 18.

9) Do. angaaende Driften af Kongsberg Sølvværk. Chartet Pag. 17 IX No. 1, cfr. Budgettet Pag. 9 øverſt, No. 4 og 13 No. 4.

10) Do. angaaende en Lov om Brændeviinsbrænden. Chartet Pag. 18, 1ſte Clasſe Litr. a, cfr. Budgettet Pag. 9 B No. 3 og Pag. 2 C. No. 5 og 6 og Regjeringens Indſtilling Pag. 4 langt nede paa Siden. Senere end Chartet ere indløbne følgende kongelige Propoſitioner, der med Henſyn til Budgettets og Skattepaabudenes endelige Afgjørelſe ere af høieſte Vigtighed.

11) Den kongl. Propoſition til Lov om Antagelſe af den nye Matrikulering ſom eneſte Regel for Jordſkylden.

12) Do. om Landſkattens Fordeling og Udredelſe efter den nye Matrikul.

13) Do. om hvorledes der fremtidig ſkal forholdes med Ledingen og en Deel andre gamle Afgifter, ſom under Benævnelſe af Jordebogsrettigheder nu udredes af forſkjellige Eiendomme i Riget, forſaavidt disſe Afgifter tilflyde Statscasſen.

14) Do. om Ophævelſe af adſkillige Skatter og Afgifter, ſaaſom Qværneſkat, Engſlette-, Fjeldſlette- og Høiſlettepenge m. v. Disſe 4 Propoſitioner ere fremſatte paa Odelsthinget den 19de April.

15) Den kgl. Propoſition til Lov angaaende trykte Sagers Forſendelſe med Poſterne, hvilken den 26de Mai blev fremſat paa Odelsthinget. Af Storthingsforhandlingerne 1833 6te Deel, Pag. 299—230, ſees, at det var Storthinget nødvendigt at erholde en Propoſition eller Meddelelſe fra Regjeringen om denne Sag førend Skattepaabudet kunde endelig afgjøres.

16) Finantsdepartementets Skrivelſe af 11te Juni, hvormed fremſendes den ifølge 7de Storthings Beſlutning af 9de Auguſt 1833 fornødne Overſigt over Anvendelſen af de 90,000 Spd., ſom det bevilgede til den paabegyndte Bygning af en Kongebolig.

Derſom man kunde bebreide Storthinget, at ingen af disſe Sager vare bragte til Endſkab, da kunde der med Føie klages over, at man henſkød Budgettets og Skattepaabudenes Udfærdigelſe ligeſom forſætligen til Slutningen af Forretningerne; men derſom man maa indrømme — og dette har man ikke kunnet undgaae at indrømme — at Storthingets Committeer have udviklet en ſjelden Arbeidskraft, og man fremdeles maa indrømme, hvad der er uimodſigeligt, at denne Arbeidskraft ikke mindre har viiſt ſig med Henſyn til de her opregnede Dele af Forretningerne, vedkommende Budgettet og Skattevæſenet, ſaa maa deraf følge, at ikke alene hine .Klager ere ugrundede, men at den executive Magt er i den ſtørſte Modſigelſe med ſig ſelv, naar den, efterat have forelagt Thinget disſe mange og vigtige Gjenſtande til Overveielſe — efterat dette med redelig Iver har offret dem ſin Arbeidskraft, fremfører Klagemaal over, at Budget og Beſkatning ikke ere færdige til 1ſte Juli, og at disſe Arbeider ligeſom med en vis Planmæsſighed ſøges udhalede. Man overveie herved, at Regjeringen under 26de Mai har fremſat 2de Propoſitionen der vedkomme Budgettet, nemlig angaaende Salg af Ladegaardsøen og Betaling for Breves, Tidenders og Tidsſkrifters Befordring med Poſten — ja at endog en kgl. Propoſition, dat. 23de Juni, om Eftergivelſe af nogle Privates Gjeld til Statscasſen er fremkommet.

Jeg fremlægger en Fortegnelſe over ſamtlige de paa ſidſtafholdte Storthing fremſatte kgl. Propoſitionen hvorpaa tillige er bemærket, hvorvidt der ved Storthingets Ophævelſe dermed var avanceret, og hvoraf Enhver, ſom kan og vil bedømme Forholdene, har Anledning til at bedømme Gyldigheden af de førte Klagemaal. Det vil deraf erfares, hvad der desuden er nokſom bekjendt, at de 2de vigtige Beſtanddele af Udgiftsbudgettet, Landmilitair-Etatens Udgifter og de paa Statscasſen hvilende Penſioner, ere iblandt de afgjorte Sager, ligeſom af Indtægtsbudgettet Toldtarifferne.

Med Henſyn til hine tvende førſtnævnte bebreides viſtnok Storthinget temmelig almindelig en for vidt dreven Detaille og en Tendents til Beſparelſer, der ſtundom er falden i det Smaalige, hvorved Thingets Tid er bleven ſpildt, ſom paa anden Maade henſigtsmæsſigere kunde være anvendt.

Aldeles ufortjente ere maaſkee disſe Bebreidelſer ikke; — men derſom de ſkulde tjene til Støtte for den Paaſtand, at Budgettet og Skatteloven kunde været færdige den 1ſte Juli, naar disſe Feil i Sagernes Behandlingsmaade ikke havde fundet Sted, ſaa gjør man ſig unægtelig ſkyldig i en grov Feilſlutning, og Beviſet for Muligheden heraf paa ſaadan Maade, at Sagernes Behandling ikke derunder ſkulde have lidt, paaligger i al Fald den, der fremfører en ſaadan Paaſtand.

Penſionsſagen er ikke af det opløſte Storthing behandlet paa anden Maade end af de foregaaende Thing, og lyde Klagerne over Smaalighed, over Haardhed høit for Tiden, ſaa turde det dog være, at de ikke lyde høiere nu end efter Tilendebringelſen af denne ſamme Sag paa ethvert Storthing Gaaer man tilbage til Enkelthederne i Sagens Behandling, ſaa turde man vel ogſaa komme til den Erkjendelſe, at der fra Regjeringens Side kunde være anvendt nogen mere Omhyggelighed for at ſkjælne imellem Perſoner, ſom ved egen uregelmæsſig Levemaade havde gjort ſig uſkikkede til Statens Tjeneſte og dem, ſom dette ei var Tilfældet med, hvilken Mangel i Behandlingen, oftere i øienſynlig Grad tilſtede, ikke kunde ſtemme til den Tillid til dens omhyggelige Behandling i Almindelighed fra Regjeringens Side, ſom vilde være ſaa ønſkelig Saavel Storthinget af 1833 ſom 1836 har forøvrigt, ved at anmode Regjeringen om et Penſionsreglement, tydeligt nok lagt for Dagen, at de ſelv have følt det mindre Pasſende og Gavnlige i den Maade, hvorpaa denne Sag hidtil har været behandlet i Storthingene Regjeringen har fremført Oplysninger angaaende hvorfor et ſaadant Regulativ endnu ikke har været at iſtandbringe; men Regulativet er ikke kommet.

Med Henſyn til Landmilitair-Etatens Budget, da har man viſtnok paa ſidſte Storthing foretaget en nøiagtig og detailleret Gjennemgaaelſe af dets enkelte Dele; men ſeer man hen til den i Forhold til det øvrige Budget ſaa betydelige Sum, ſom Militair-Etaterne og fornemmelig Landmilitair-Etaten udkræver, ſaa vil ingen Skjønſom nægte det ſit Bifald, at Storthinget engang beſtemte ſig til en Reviſion af dette høiſt vigtige Anliggende, hvoraf man i al Fald — om ethvert andet Udbytte ſkulde ſlaae Feil — turde love ſig Overbeviisning om Nødvendigheden af de paakrævede Summer, hvilken kraftigen maatte bidrage til den Villie, at bære Byrden. Denne Sag er af Storthinget heller ikke behandlet anderledes end Regjeringen ſelv har foranlediget den behandlet ved at tilſtille Storthinget Planer og Beregninger i den yderſte Detail, til hvis Granſkning Storthinget maatte anſee ſig opfordret. Det maa herved ogſaa bemærkes, at Militair-Committeen ſtrax i Begyndelſen af dens Forhandlinger kom til Kundſkab om en for Landmilitair-Etaten opſparet Beholdning, ſtor 111,410 Spd. 41 ß., hvoraf 98,874 Spd. 32 ß. disponible, uden at enten Finantsbeſtyrelſen havde nogen Kundſkab om dens Exiſtence eller Statsreviſionen derom havde gjort nogen Bemærkning eller endelig de fra Regjeringen Storthinget forelagte Documenter derom gave noget Vink En Opdagelſe af ſaadan Beſkaffenhed kunde ikke andet end anſpore til detailleret Granſkning.

I den Fordomsfries og Billigtænkendes Øine taler desuden meget til Undſkyldning for Storthinget, ſelv naar man ikke kan andet end at erkjende det ſkyldig i enkelte Feilgreb; dets Sammenſætning er ſaadan, at man ikke kan vente hos alle Medlemmer at finde det friere Blik over Livet og den derpaa grundede Erkjendelſe baade af Statsformaalet og af de Midler, hvorved det bør ſøges opnaaet, ſom kunde være ønſkelig; men denne ſamme Sammenſætning indeholder ogſaa Lægemiddel imod dette Onde; thi ved Siden af ringe Kundſkab, af borneerte Anſkuelſer og derfra udgaaende Mistillid, findes der Kundſkaber, lyſe Aander og fordomsfrit Fædrenelandsblik, ſom til enhver Tid ere ruſtede til Kamp for Oplysning, for Sandhed og Ret. Men Seier vindes ikke uden Strid, og under denne maa vel Tid hengaae; men hvilken ikke kan anſees ſom ſpildt, uden at man eenſidig fæſter ſit Blik paa Øieblikkets Tarv.

At Storthinget ikke udelukkende har beſkjæftiget ſig med Propoſitioner, vedkommende Budgettet og Skattevæſenet, og at enkelte mindre vigtige Sager ere blevne foretagne og afgjorte, medens hine endnu vare uafgjorte, kan viſtnok heller ikke med Grund være Gjenſtand for Daddel; en ſaadan Daddel vilde være ſaa aabenbar uretfærdig og upasſende, ſaa at jeg ikke troer det nødvendigt at blotte den; men jeg vil kun gjøre den Bemærkning, at jo mindre vidtløftig en Sag er, jo mindre Forberedelſe den kræver, deſtomere er der Anledning til i Mellemrum, da de vidtløftige og ſtørre Sager endnu ikke kunne være modne, at bringe dem til Afgjørelſe. Finder man, at det her Anførte ikke er tilſtrækkeligt til at retfærdiggjøre Storthinget, ſaa ſtaaer dog endnu den ſtore og vigtige Opgave tilbage at løſe, om disſe paaklagede Mangler kunne retfærdiggjøre Storthingets Opløsning? Dette Spørgsmaal beſvarer jeg efter min Overbeviisning med det beſtemteſte ”Nei”. De Feilgreb, ſom paaklages ved Penſionsſagen og Militair-Budgettet, tabe ikke deres Indflydelſe derved, at man hæver Storthinget: eengang begaaede ſtaae de ei til at forandre, uden forſaavidt, at den executive Magt driſter ſig til at antage, at Storthinget maatte være gaaet udenfor ſin Myndigheds Kreds; enkelte Controverſer angaaende Grundlovens Fortolkning, hvilke ſynes at have vakt Hs. Maj. Kongens Opmærkſomhed, have faaet deres Reſultat, og om dem gjælder det ſamme, og naar dette Storthing i en ikke uvigtig Qvæſtion om de conſtitutionelle Rettigheder har forladt en Fortolkning, ſom havde gjort ſig gjældende paa 7de Storthing og forladt den ene af den Grund, at man befrygtede derved at gjøre Indgreb i et kongeligt Prærogativ, ſaa kan Storthinget viſtnok ikke med Rette ſigtes ſom var det mindre ſamvittighedsfuldt, mindre omhyggeligt for at bevare de rette ved Grundloven afſtukne Grændſer imellem de conſtitutionelle Magter.

Men Budgettet og Beſkatningen, ſiger man, vare endnu ikke færdige den 1ſte Juli! Jeg troer at have viiſt, at de ikke kunde være færdige, at Regjeringen ſelv har foranlediget ved dens mangfoldige og indgribende Propoſitioner, at de ei kunne være færdige; men det forholde ſig hermed ſom det vil, kan da Storthingets Opløsning i dens travleſte, virkſomſte Arbeidsperiode bidrage til, at disſe Gjenſtande komme i Stand! Fortjente Storthinget — det jeg høiligen proteſterer imod — Revſelſe — Folket fortjente den dog, efter Kongens egne Ytringen ikke; men over Folket gaaer det Hele dog ud. Men man ſkal, vil der muligens indvendes, naar man vil bedømme den kongelige Beſlutning retfærdig, ikke fæſte ſig eenſidig ved enkelte Ulemper og Forviklinger, ſom for Øieblikket flyde af den: man ſkal foreſtille ſig dens Indflydelſe paa en fjern Fremtid, og de Virkninger, den vil frembringe paa Storthingenes Behandlingsmaade af de dem forelagte Sager, og dens Gavnlighed ſkal være øienſynlig.

Man behøver ikke at benægte, at den kongl. Beſlutning muligens i en eller anden Henſeende kan medføre nogle nyttige Følger, for alligevel at indſee Skadeligheden af den Handling om hvilken her er Tale. Man vilde forvilde ſig ved Bedømmelſen af denne Handling, naar man bedømte dens Værd efter disſe mulige Virkninger. Det forholder ſig i ſaa Henſeende med den menneſkelige Virkſomhed ſom med Naturbegivenheder; den opmærkſomme Iagttager kan af Alt, hvor nedſlaaende, hvor ſørgeligt det end aabenbarer ſig, hente Trøſt og Haab; men naar man holder ſig til Virkſomheden ſelv og de Følger, ſom med den ere uadſkillelige, ſaa betvivler dog Ingen, at det er til øienſynlig Skade for den der rammes, naar Lynild antænder hans Bolig og ødelægger hans Forraad, naar Hagel nedſlaaer hans Agre, eller Storm kaſter hans Havet betroede Eiendom imod Klipperne Den aandelige Opvækkelſe, ſom disſe Ulykker muligens kunne foranledige, afſondre vi med Rette fra hiin Virkſomhed, naar vi ſkulle bedømme den ſom Lykke eller Ulykke. Saaledes ogſaa her. Den Handling at opløſe Storthinget paa den Tid, det ſkeete, var forbunden med ſaamange og vigtige uudeblivelige onde Følger for Statsſamfundet, medens de muligens gode Følger fremſtille ſig ſaa tilfældige og uvisſe, ſaa at vi ved Handlingens Bedømmelſe nødvendig hovedſagelig maa tage Henſyn til hine, og Dommen om dens Skadelighed kan da ikke blive gjort tvivlſom.

Det er heller ikke tilladeligt, ſelv om man anſaae det nødvendigt, at belære Storthinget med Henſyn til den Maade, hvorpaa det er gaaet frem i Behandlingen af ſine Forretninger, at benytte ſig af Midler til denne Henſigts Opnaaelſe, hvorved de helligſte conſtitutionelle Forholde forſtyrres, Statsſtyrelſen ſtandſes eller føres paa Afveie og Statsforfatningen udſættes for Fare. Et ſaadant Middel var unægtelig Storthingets Opløsning under de ovenanførte Omſtændigheder, anvendt uden foregaaende Varſel, uden at det var muligt for Storthinget at forudſee hvad der var i Gjære og uden at der foretoges noget Skridt for at forſøge ved andre mindre ſkadelige og voldſomme Midler at opnaae Henſigten. Ligeſom Statsraaderne Faſting og Holſt i deres Protocollen tilførte Bemærkninger have gjort opmærkſom paa, at Kongen har taalt, hvad der efter det anførte ikke har kunnet være anderledes, at de foregaaende Storthing have udſat Budgettets og Beſkatningens Udfærdigelſe til imod Slutningen af deres Forſamlingstid, ſaaledes kunde dette Storthing, idet det overlæsſedes af Regjeringen med Propoſitioner vedkommende Budgettet, mindſt af alle Storthing vente, at dette ſkeete med den ſtiltiende Forbeholdenhed, at det umulige ſkulde vorde muligt, og at alle disſe Sager maatte være færdige den 1ſte Juli eller Storthinget opløſes.

Vel har Statsminiſterens Anſkuelſe, ſom man kan ſee, været den, at det ſidſt afholdte Storthing, af det Maadehold, hvormed Rettigheden efter § 80 i Grl. ſiges hidtil at være udøvet, ſkulde taget Anledning til at forudſætte, at det ſamme Maadehold ikke kunde viſes ſidſte Storthing; men Grunden, hvorfor Storthinget ſkulde anſee ſig forpligtet til at fælde en ſaadan ſkjæv Dom, er ikke nærmere oplyſt. — Tværtimod kunde Storthinget, efter hvad der er pasſeret ligeſiden den nye Forſatnings Tilblivelſe, ikke forſvare udelukkende at anvende Tiden til enkelte Dele af den for Storthinget foreſkrevne Virkſomhed, nemlig Bevilgnings- og Beſkatningsvæſenet, og ſaaledes tilſideſætte de ved Grundloven Storthinget paalagte Pligter ſom lovgivende og controllerende Magt. — Gjennemgaaer man de i Storthings-Forhandlingerne fra 1815—1833 indeholdte forſkjellige Kongelige Meddelelſer angaaende Prolongationer for Storthingene, vil man finde, at de i Almindelighed taget indeholde Erkjendelſe af, at de Storthingene paahvilende Forretninger ikke kunde ventes fremmede i den Tid af 3 Maaneder, ſom ved Grundlovens § 80 er beſtemt. I enkelte er anbragt Opmuntring til at benytte Tiden, ligeſom enkelte ſees at være ligeſom mere uvillig givne, fornemmelig til Storthinget 1821; een, nemlig til Storthinget i 1824, er givet i Betragtning af Storthingets gode Aand; flere ere endog tilſtaaede uden Anſøgning af Storthingene, nemlig i 1816, 1818 og 1827. — I Reſolution af 17de Juni 1833, hvorved Storthinget prolongeredes paa ubeſtemt Tid, hedder det, ”at Kongen er overbeviiſt om, at Storthinget vil tage Henſyn til Hans paa det Almindeliges Tarv og Bedſte grundede Ønſke om, at de vigtigſte Sager maae udgjøre Gjenſtanden for dets tilbageſtaaende Forhandlinger”, og under 25de Juli ſ. A. har Hs. Maj. endvidere reſolveret: ”Efterat Hs. Maj. ved Reſolution af 15de dennes naadigſt havde bemyndiget Hs. Kgl. H. Kronprindſen til paa Høiſtſammes Vegne at opløſe det nu forſamlede Storthing den 31te Juli, har Hs. Maj. med ſærdeles Henſyn til de Høiſtſamme af Hs. Kgl. Høihed Kronprindſen meddeelte Oplysninger om Umuligheden for Storthinget af under Løbet af denne Maaned at tilendebringe dets vigtigſte Forhandlinger, i Medhold af Grundlovens § 80, naadigſt villet tillade Storthinget at forblive ſamlet og fortſætte ſine Forhandlinger indtil videre. — Hs. Maj. forventer at Storthinget fortrinligen vil beſkjæftige ſig med de ſamme forelagte naadigſte Propoſitioner og Meddelelſer ſamt med de Storthinget forøvrigt paahvilende nødvendigſte Forretninger.” — Storthinget af 1833 fik altſaa Varſel, fik pasſende Tid til at ordne Statens vigtigſte Anliggender inden dets Opløsning. — Et tydeligere Beviis for, at ſidſtafholdte Storthing har erkjendt Betydenheden af de for det fremſatte kongl. Propoſitioner og den høie Vigtighed af med Henſyn til ſamme at benytte Storthingets Tid, kan formeentlig ikke præſteres; præſteres end den Omſtændighed, at de alle ere ſatte i førſte Clasſe i Forbindelſe med det Antal deraf, ſom deels have været behandlede eller endog ere afgjorte og deels ved Thingets Opløsning vare forberedede af Committeerne. Naar det nu maa indrømmes, at det vilde være forfatningsſtridigt handlet af Storthinget at afſkjære Behandlingen af alle Sager, der ei vare indkomne fra Regjeringen, at det kan være ikke lidet vanſkeligt at beſtemme en Sags Vigtighed eller Uvigtighed, og at ledige Mellemrum i Forretningerne henſigtsmæsſigen benyttes ſaavel af Committeer ſom Thingene til Afgjørelſe af mindre vigtige Sager, ſaa indſees ikke, at Storthinget havde fjerneſte Anledning til at vente en Behandling, ſom den imod det udviiſte.

Var der ſaameget at dadle og at udſætte paa Forretningernes Gang i Storthinget, ſom Statsminiſteren maa have fundet, ſaa burde det dog vel været forſøgt, ſaaledes ſom Statsraaderne Faſting og Holſt in subsidium have foreſlaaet, at forelægge Storthinget en vis Tid inden hvilken Skattelov og Budget burde været udfærdigede i Stedet for at ſkride til et ſaa ertraordinairt Middel, ſom det valgte. Men denne Moderation har ei fundet Statsminiſterens Behag. Landets Vel fordrede, at Nationens Mænd uopholdelig adſplittedes ſom conſpirerede de imod Fædrenelandet!

Men den Tilſtand, ſom ved den kgl. Reſolution er tilveiebragt, er, mener man, ikke forſkjellig fra den, der hidtil ved alle Storthing har fundet Sted, idet de have opſat at tage Skattepaalæggene og Bevilgningerne under Overveielſe indtil imod Slutningen af deres Sammenkomſt.

Denne Sætning kan ikke indrømmes at være ſaa afgjort rigtig ſom man paaſtaaer; thi Ordene i Grundlovens § 75 Litr. a. tilſtæde formeentlig den Fortolkning, at de offentlige Byrder, naar de af et ordentligt Storthing fornyes, uanſeet hvad Tid dette ſkeer, ikke ophøre at gjælde fra 1ſte Juli i det Aar, da det ordentlige Storthing er forſamlet. Unaturligt ſkulde det ogſaa i høi Grad være, at de exiſterende Byrder ſkulde tabe deres Gyldighed for nogle ſaa Dage eller Uger, i hvilke Storthinget er beſkjæftiget med at regulere dem for Fremtiden, ligeſom herimod ingen Indvending kan hentes fra Grundlovens § 96, naar kun det rette Tidspunkt med Henſyn til terminus a qvo for de nye Beſtemmelſer iagttages Norges Localitet vil, derſom man ikke indrømmer Rigtigheden af denne Fortolkning, medføre, at visſe Egne, ſaaſom Nordland og Finmarken, regelmæsſigen for en rum Tid hvert 3die Aar ville være fritagne for alle Skattepaalæg og Afgifter, og det om ogſaa Storthinget betimelig førend 1ſte Juli blev færdig med dets Beſtemmelſer vedkommende Beſkatningen.

Men vil man end ikke indgaae paa disſe Anſkuelſer, ſaa er der dog en himmelhøi Forſkjel paa at anſtrænge ſig for at opfylde Grundlovens Bud om at iſtandbringe Skattepaalæg og Budget ſnareſt muligt og med Statsminiſteren at oppebie den 2den Juli, da han veed, at Budget ikke er eller fornuftigviis kan ventes at være færdigt, forſætligen at ſtandſe Virkſomheden, at foranledige et Interregnum, hvori ikke Storthinget men den executive Magt paalægger Skatter og bevilger de til Statsudgifterne fornødne Summer.

Grundlovens § 94 beſtemmer, at en ny almindelig civil og criminel Lovbog ſkal foranſtaltes udgivet paa førſte eller, om dette ikke er muligt, paa andet ordentlige Storthing, hvilket Bud dog endnu ikke er efterkommet. Imidlertid tvivler Ingen paa, at der fra Statsſtyrelſens Side er handlet tilbørligt ved ogſaa ſenere end den faſtſatte ſidſte Termin at ſøge Arbeidet fremmet ſaameget ſom muligt, hvorimod en Beſlutning om, at al Virkſomhed for at tilveiebringe en ny Lovbog ſkulde ſtandſe, viſtnok maatte betragtes ſom grundlovſtridig.

Naar det endelig betænkes, at med Undtagelſe af det førſte ordentlige Storthing, ſom dog ikke traadte ſammen førend den 1ſte Juli 1815 og altſaa umulig ſamme Dag kunde gjøre færdig Skattelov og Budget, ſaameget mindre ſom den kgl. Propoſition til det ſidſte førſt fremkom den 15de December ſ. A., hvorefter Budgettet emanerede den 28de Juni 1816, har intet af de efterfølgende Storthing været ſamlet længere end høiſt til 18de September, paa hvilken Dag 6te ordentlige Storthing ſluttedes, ſaa indſeer man ſtrax, at den Udſættelſe, ſom lægges Storthinget til Laſt, ikke er betydelig imod den Tid, i hvilken Statsminiſter Løvenſkiold, uden Garantie for at et overordentligt Storthing ſkulde vorde ſammenkaldt, udſatte Staten for at mangle Skattebeſtemmelſer og Budget.

Foruden de Arbeider, ſom ethvert ordentligt Storthing har at beſkjæftige ſig med, var det ſidſtafholdte Storthing forelagt en ſaadan Mængde omfattende og indgribende Lovarbeider og andre Forſlag, ſaa at det med Sandhed kan ſiges, hvad Statsraaderne Faſting og Holſt i deres Bemærkninger til Protocollen den 2den Juli ſidſtl. have anført, at intet Storthing ſiden Storthinget 1815—1816 har været forelagt ſaamange og ſaa vigtige Arbeider ſom dette. Man kaſte kun et Blik paa den fremlagte Fortegnelſe og paa den i Storthingets Adresſe af 7de Juli ſidſtleden til H. M. Kongen indtagne Forklaring, og man maa faſt forbauſes over det kolde, urokkelige Forſæt, at qvæle alle disſe hidtil med ſaa kjærlig Haand opfoſtrede Spirer til Fædrenelandets Held. Viſtnok kan man vel antage, at det er Meningen atter at fremkalde dem til Liv og at fornye de derom gjorte Forſlag paa et overordentligt Storthing.

Men det kan være et Spørgsmaal, om den executive Magt er berettiget til at forelægge eller et overordentligt Storthing til at tage under Behandling andre end ſaadanne Sager, der ere begrundede i eller udgjøre det overordentlige Tilfælde, formedelſt hvilket Sammenkaldelſen har fundet Sted. Der er intet urimeligt i, at disſe Spørgsmaale kunne opløſes derhen, at Landet endnu i 3 Aar kommer til at føle Savnet af de Forbedringer i dets Inſtitutioner, ſom af den almindelige fornuftige Stemme ſaa høit paakaldes, og at Udøvelſen af den grundlovbeſtemte Control ſaavel med Statsſtyrelſen i Almindelighed ſom Pengevæſenet i Særdeleshed, forſaavidt de ſidſtforløbne 3 Aar angaaer, maa udeſtaae i lige Tid; men antaget, at Vanſkeligheder i disſe Henſeender ikke ville møde eller at de ville blive overvundne, ſaa er dog Folkets lovgivende Magt, forſaavidt de paa et overordentligt Storthing iſtandbragte Lovforſlag angaaer, efter Grundlovens § 79 ikke den ſamme ſom om de vare tilblevne paa et ordentligt Storthing, ligeſom man ogſaa i Almindelighed har antaget, at ikke andre Forhandlinger end de, der ere grundede i kgl. Propoſitioner, kunde finde Sted paa et overordentligt Storthing Imidlertid kan det dog ikke nægtes, at mange Forſlag af Vigtighed ere paa det ſidſte og de foregaaende Storthinge fremſatte af Repræſentanterne.

Paa ſidſtafholdte Storthing er et af de vigtigſte der fremkomne Forſlag fremſat af Repræſentanterne fra en af Rigets Kjøbſtæder, Forſlaget nemlig angaaende de unionelle Forholde, hvis ſnarlige Udbedring og Befæſtelſe Nationen med ſaamegen Længſel imødeſeer, og hvoraf de forenede Rigers fremtidige Skjæbne ſaa ſaare afhænger. Men det er qvalt i Fødſelen med ſaa mangen anden ædel, haabfuld Livsſpire, og qvalt, derſom man antager den ſædvansmæsſige Fortolkning over Grundlovens § 69 — indtil næſte ordentlige Storthing.

Kunde man tænke ſig den Handlemaade, ſom har fremkaldt Reſolutionen af 2den Juli ſidſtleden, for Fremtiden ophøiet til en Regjeringsmaxime, hvilket antydes i det kgl. Foredrag, da har Statsminiſter Løvenſkiold, ved at give det førſte Stød til denne Maximes Tilværelſe eller ved ikke ſom norſk Borger og kgl. norſk Raadgiver at modarbeide dens Tilblivelſe, bevirket en Indſkrænkning i Folkets lovgivende Myndighed ſom ſkal gjøre denne til et tomt Skyggebillede.

Skal Storthingets Forſamlingstid være indſkrænket til den ved Grundloven beſtemte Tid eller ſkulle Prolongationer, om de tilſtaaes, tilſtaaes i den Aand, ſom denne Gang, da vil Storthingets ved Grundloven beſtemte forſkjellige Virkſomhedsgrene, idetmindſte ſaalænge den nye almindelige civile og criminelle Lovbog ikke er iſtandbragt — og hvorledes ſkulde den kunne komme iſtand under ſaadanne Auſpiciers — komme til at indſkrænke ſig til Beſkatning og Budget. Tidens Knaphed, den Uſikkerhed, hvorunder al Virkſomhed drives, vil medføre, at man ikke veed, hvad man tør eller kan befatte ſig med. Kun dette veed man, at de kongelige Propoſitioner maatte gives et ubetinget Fortrin for alle Forſlag af Private Men deslige Grundſætningers Gjennemførelſe ſtemmer dog ikke med Grundlovens §§ 49 og 76. Maa de ikke tværtimod erkjendes for at være øienſynlig ſkadelige for Riget?

Den hidtil førte Strid om Grundlovens § 79 kan da anſees tilendebragt; men Seiren tør være kjøbt dyrere end man foreſtiller ſig; thi hvo ſeer ikke, at en Stagnation i alle Forholde, en Standsning i al Fremadſtræben til en høiere Udvikling, vil være en umiddelbar Følge af de tagne Forholdsregler, og Folket, der nu med ſaamegen Kjærlighed omfatter den nye Statsindretning, under Nydelſen af hvis Goder det altid med varm Erkjendtlighed mindes den Fyrſte, hvis viſe Maadehold det for en ſtor Deel ſkylder denne Lykke, kan ikke andet end gribes af Mistillids onde Aand, under hvilken den udſaaede Sæd ſkal bære de fordærveligſte Frugter for Fædrenelandet!

Men lader jeg end ud af Betragtning, hvad Fremtiden muligens kan have gjemt i dens Skjød, ſaa maa det dog erkjendes, at Beſlutningen allerede nu ſtiller Konge og Storthing i et Oppoſitionsforhold til hinanden, hvilket neppe kan andet end virke ſkadeligt.

Kongen erklærer høit ſin Misfornøielſe med Storthinget og dette formener ſig ubillig behandlet: Hvo der har Ret ſkaldet norſke Folk og Europa bedømme; men i hvordan Dommen end udfalder, ſaa taber viſtnok det Hele, naar de Styrende ligge i Strid ſammen!

Beſlutningen er endelig forbunden med ſtore pecuniaire Tab for det Almindelige og tunge Opoffrelſer for Storthingets Medlemmer, ſaafremt et overordentligt Storthing, ſaaledes ſom det er erkjendt at være nødvendigt, ſkal ſammenkaldes. Der forefalde daglig Handlinger, hvortil Staten har knyttet Forpligtelſen at betale Afgifter til Statscasſen, ſaaſom Skiftebehandling, alle de Handlinger, hvortil efter Lovgivningen udfordres Brug af ſtemplet Papiir, Brændeviins Tilvirkning, Saugſkuur m. v., men da ingen Beſtemmelſe exiſterer, hvorved Afgifter under nærværende Omſtændigheder ere paalagte ſiden 1ſte Juli, ſaa kunne de imod Vedkommendes Villie ikke gyldigen kræves, og de maae følgelig befrygtes at gaae tabte for Statscasſen. Fremdeles kunne ſtørſte Delen af de Omkoſtninger, ſom ere medgaaede i Anledning af det opløſte Storthings Afholdelſe, betragtes ſom ſpildte, da Sagerne, naar de igjen komme under Behandling, for en ſtor Deel maae forberedes aldeles forfra igjen, ligeſom Reiſeomkoſtningerne frem og tilbage, under Forudſætning af et overordentligt Storthing, ere Udgifter, ſom uden den kongelige Reſolution og hvad dermed ſtaaer i Forbindelſe ikke vilde exiſteret.

Det Anſvar, ſom paahviler Statsminiſter Løvenſkiold i Anledning af den af ham undladte Proteſt, er, efter Grundloven og Anſvarlighedsloven af 7de Juli 1828, Straf og Forpligtelſe til Skadeserſtatning ſamt Sagsomkoſtninger. Anſvarlighedslovens §2 Litr. i indeholder Straffen for den Deel af den paaklagede Forbrydelſe, ſom beſtaaer i Tilſideſættelſe af den ved Grundlovens § 15 paabudne Form, forſømt. Indhentelſe af den norſke Regjerings Betænkning, idet denne § beſtemmer Bøder fra 500—2,000 Spd., eller, efter Omſtændighederne, Embedsforbrydelſe m. v. Med Henſyn til den vigtigſte Deel af Forbrydelſen, den undladte Proteſt imod Beſlutningens Realitet, maa Anſvarlighedslovens § 6 komme til Anvendelſe Denne indeholder: ”Det Medlem af Statsraadet, ſom i andre end de i denne Lov udtrykkelig nævnte Tilfælde, efterlader eller handler imod nogen ved Grundloven eller Rigsacten foreſkreven Embedspligt, bør, forſaavidt han ikke derved har gjort ſig ſkyldig i nogen Forbrydelſe, ſom efter Lovgivningen medfører en haardere Straf, anſees med Bøder fra 500—2000 Spd., eller, efter Omſtændighederne, med at have ſit Embede forbrudt.”

Nu er det ved Grundlovens § 30 beſtemt: „Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beſlutning er ſtridende imod Statsformen eller Rigets Love eller øienſynlig er ſkadelig for Riget, er det Pligt at gjøre kraftige Foreſtillinger derimod ſamt at tilføie ſin Mening i Protocollen. Dem der ikke ſaaledes har proteſteret ……, kan af Odelsthinget ſættes under Tiltale for Rigsretten,” hvorhos Grundlovens § 86 beſtemmer, at Rigsretten dømmer i de Sager, ſom af Odelsthinget anlægges — foruden imod andre — imod Statsraadets Medlemmer for Embedsforbrydelſer.

Beſlutningen er i det Foregaaende formeentlig beviiſt at være ſtridende imod Statsformen, ſaavel directe ſom indirecte, ligeſom at den er øienſynlig ſkadelig for Riget.

Forſaavidt den nødvendigviis foranlediger, at uden Storthingets Samtykke Handlinger foretages, hvortil Beſlutning af Storthinget udfordres, er desuden Anſvarlighedslovens § 1 Litr. d verbotenus anvendelig, ved hvilken ſom ringeſte Straf er beſtemt Embedsforbrydelſe.

Jeg formener derfor, at det er aldeles klart, at Statsminiſter Løvenſkiold bør dømmes til at have ſit Embede forbrudt; men derimod anſees Cumulation af denne Straf med Bøder efter Anſvarlighedslovens § 2 Litr. i, efter Omſtændighederne, mindre pasſende.

Betræffende Anſvar af Skadeserſtatning, indeholder den oftciterede Lovs § 23, at de iøvrigt gjældende Love forſaavidt ere anvendelige, og disſe beſtemme klarligen, at Enhver er pligtig at erſtatte den Skade, han ved ſine frie, retsſtridige Handlinger paafører Nogen. Denne Pligt maa in casu følgelig ogſaa paaligge den Anklagede, men at beſtemme Stadens Størrelſe i dens hele Udſtrækning er umuligt, og at beſtemme den for nogen Deel, er idetmindſte for Tiden ſaare vanfkeligt. Det kan nemlig førſt ſenere erfares, hvilke directe Tab, Statscasſen lider formedelſt manglende Skattepaabud af alle Slags, et Tab, der baade er afhængig af den Tid, hvori den forfatningsſtridige Tilſtand, hvori vi nu befinde os, ſkal vedvare, af de Forholdsregler, ſom Regjeringen tager med Henſyn til Skattevæſenet og af Borgernes Villighed eller Uvillighed til at præſtere nogen Skat eller Afgift udenfor Tolden.

Herforuden har jeg ovenfor tilladt mig at bemærke, at Statscasſen lider et pecuniairt Tab derved, at en ſtor Deel af de Omkoſtninger, ſom ere medgaaede til det ſidſtafholdte Storthing, ere blevne ſpildte formedelſt dets ubetimelige Opløsning At beſtemme Størrelſen af dette Tab, er viſtnok intet let Arbeide; men jeg formener dog, at Retten, efter de af mig forelagte Data, vil være iſtand til ved et Skjøn at faſtſætte det i ſaa Henſeende Fornødne; men hvis dette ikke kan ſkee, maa det formeentlig overlades til uvillige Mænd.

Nye Udgifter, ſom ikke vilde exiſteret, derſom ikke Beſlutningen af 2den Juli var tilbleven, tilkomme derhos forſaavidt et overordentligt Storthing maatte beſtemmes at ſkulde afholdes; men jeg er af den Formening, at kun de til Repræſentanterne medgaaede Reiſeudgifter frem og tilbage til dette, kunne blive at beregne Anklagede til Laſt, da dets Varighed under ingen Omſtændigheder kan antages at ville blive længere end det opløſte Storthings, om det var bleven tilſtedet dette at forblive ſamlet, indtil de vigtigſte af dets Forhandlinger vare tilendebragte. Endelig er det en Følge af Rigsrets-Regl.s § 18, at den Anklagede har at udrede de med nærværende Sag forbundne Omkoſtninger, hvorunder jeg dog ikke vil have beſtemt noget Sallarium for mig.

I Henhold til det Foreſtaaende er min

Paaſtand:

1) At Statsminiſter m. m. Løvenſkiold dømmes til at have ſit Embede forbrudt.

2) At han tilpligtes at udrede i Skadeserſtatning til Statscasſen, enten efter Rigsrettens eget Skjøn eller efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hans Bekoſtning, en ſaadan Pengeſum, ſom maatte antages at være gaaet til Spilde ved 8de ordentlige Storthings ubetimelige Opløsning den 8de Juli ſidſtleden, ſamt til at udrede Repræſentanternes Reiſeudgifter af ethvert Slags til og fra det overordentlige Storthing, ſom i Anledning deraf maatte blive ſammenkaldt. 3) Endelig at han tilpligtes at betale de med denne Sag forbundne Omkoſtninger.

Chriſtiania den 9de Auguſt 1836.

underdanig

S. Sørensſen.

Defenſions-Skrift

for

Hans Excellence Statsminiſter m. m.

Løvenſkiold

i den mod ham

anlagte Rigsretsſag.

Chriſtiania 1836.

Trykt hos Chr. Grøndahl.

Justum ac tenacem propositi virum
Non civium ardor prava jubentium,
Non voltus instantis tyranni
Mente quatit solida.

Horat.

Af alle de Kræfter, der ſætte den menneſkelige Aand i Virkſomhed, gives der ingen i ſin Oprindelſe ædlere, ingen i ſine Reſultater mere omfattende og velgjørende end den, hvis Formaal er Statsſamfundets heldigſt mulige Organiſation.

Oldtidens Viſe have ikke mindre end vore Dages dybſindige Tænkere helliget Løsningen af denne Opgave deres hele Liv; dens Vanſkelighed har kun været dem en Spore mere til ſtørre Anſtrængelſe, og de have ikke hvilet førend de vare komne til det Maal, de ſtundede efter. Vi kunne ligeſaalidet forundre os over denne utrættelige Virkſomhed ſom over det forſkjellige Udbytte, den har givet. Trangen til en fornuftmæsſig Samfundsorden, Nødvendigheden af at afſtikke dennes Grændſer ſaaledes at det indre Rum kunde dannes til et roligt og lykkeligt Hjem for den ſtore Familie, var iøinefaldende. Sikkerhed paa Perſon og Eiendom — denne førſte Betingelſe for Menneſkets Velværen — var blot et fromt Ønſke i Naturſtanden, Udviklingen af vore Evner, Menneſkeſlægtens Fremadſtræben til moralſk og intellectuel Forædling følgelig aldeles uopnaaelig. Der udfordredes ikke megen Skarpſindighed for at indſee Fordelene ved en mere regelret Tingenes Orden, ſom forbandt alle til eet Maal i den udvortes Verden for at det indre Menneſke deſto tryggere og henſigtsmæsſigere kunde arbeide paa ſin egen Fuldkommengjørelſe.

Alt dette laae ſaa nær forhaanden, at Tanken ikke kunde opſtaae førend den ſtræbede efter at bringe disſe For hold under ſit Herredømme. Spørgsmaalet var kun hvorledes Maalet letteſt og fuldſtændigſt lod ſig opnaae. Var man enig i Nødvendigheden af at foreſætte ſig et ſaadant, da blev man af deſto forſkjelligere Mening med Henſyn til hvor man ſkulde opſtille det og ad hvilken Vei man ſikkreſt kunde komme dertil. Ikke enhver fatter ſin Beſtemmelſe hernede; naturlige Evner, Vane, Opdragelſe, Temperament og Andres Exempel yttre en gjennemgribende Indflydelſe paa Foreſtillingerne herom, og mange betragte det ſom Trappens øverſte Trin, fra hvilket Andre begynde deres Stræben. Denne Uſikkerhed og Vankelmodighed i de førſte Begreber overførtes tillige paa Staten, hvis Formaal altid, med flere eller færre Afvigelſer, maae congruere med Individets. Vi ſee derfor ogſaa, at Nationerne aldrig have kun net tilkjæmpe ſig noget faſt og ſtadigt Punkt i denne Retning, at den ene Generation har nedrevet hvad den anden var ſtolt af at have opført, at Bizarreriet har været ſaa ſtort, at alt beſtandig har dreiet ſig i en Cirkel, idet man efter kortere eller længere Tids Forløb ſtedſe er kommen tilbage til et forhen erkjendt, men ſenere forkaſtet Princip Der er intet Menneſkene foragte mere end Hiſtoriens Advarſler, hvilke almindeligviis blot betragtes ſom Eventyr, man i ſin Ungdom morer ſig med; deres ſande Betydning fatter man ikke; man anſeer dem idethøieſte for tomme Trudsler og troer ſig altid klog nok til at undgaae de Klipper, Forfædrene ſtrandede paa. Men ſaaledes tænkte ogſaa Forfædrene, ſaaledes ville ogſaa Efterkommerne tænke; thi det ſynes at være Menneſkeſlægtens visſeſte Arvelod at lade ſig forblinde af den Klogſkab, hvoraf den drømmer ſig i Beſiddelſe. Denne raſtløſe Stræben efter at rive ned og bygge op igjen vidner om, at man vel er iſtand til at opdage det Onde, derimod ikke dettes egentlige Aarſag. Sandelig, der hører heller ikke meget til for at erkjende at en Feber er tilſtede, da dennes Symptomer ligge klart for det materielle Øie, medens der ſkal et klarere Blik og et dybere Studium til at udfinde ſaavel hvad der har fremkaldt den, ſom hvorledes dette bør udryddes naar den ſkal hæves. Havde man gjort ſig dette tydeligt, vilde man kunne ſparet megen Møie og mange Ulykker.

Hvad er det vel andet end de menneſkelige Lidenſkaber, der have fremkaldt det borgerlige Selſkabs og hvad er det vel andet end disſe ſamme Lidenſkaber, vi ſkylde alle de forſkjellige Forſøg paa at udfinde den henſigtsmæsſigſte Statsindretning? Var Fornuften og Religionen den eneſte beſtemmende Aarſag til vore Handlinger, da bleve alle kunſtige Midler overflødige, da vilde Enhver blot hvad der var Ret, og Statsforfatning, Regjering, Love vare aldrig opſtaaede; thi den Sunde og Friſke behøver ikke Lægens Hjelp. Derfor er det ogſaa i ſig ſelv ligegyldigt af hvilken Beſkaffenhed Samfundsordenen er, naar man blot kunde tænke ſig alle Svagheder og Lidenſkaber banlyſte fra den. I disſe ſkulde man altſaa have ſøgt Roden til den Sygdom, man troede at blive vaer; disſe ſkulde man altſaa have arbeidet paa at ſtandſe og udrydde, naar man vilde ſikkre ſig imod deres ſkadelige Følgen Man burde indſeet, at enhver Form er ſvag ſaalænge den modſætter ſig Aandens Herredømme og at Misbrug opſtaaer under enhver Tingenes Forfatning ſaalænge denne paavirkes af Menneſker, uanſeet det Standpunkt, hvorfra disſe handle. Dette betænkte man imidlertid ikke; man holdt ſig til Virkningen, ei til Aarſagen; man bildte ſig ind det var tilſtrækkeligt at modarbeide hiin uden at bortſkjære denne. Derved forfaldt man til disſe ængſtelige Beſkjæftigelſer med det Formelle, og afſtumpedes efterhaanden i den Grad, at man ikke blot misforſtod, men endog aldeles glemte det Reelle. Noget Materielt maa der viſtnok altid ligge i disſe Beſtræbelſer, ſiden de udvortes Vilkaar ere en nødvendig Betingelſe for al aandelig Virkſomhed; men ſaa ſandt dette er, ſaa ſandt er det ogſaa, at Kjærnen ikke maa opoffres for Skallen, naar man vil nyde godt af Træets Frugter.

Det er derfor et ſørgeligt Beviis paa den menneſkelige Ufuldkommenhed at man i vore Dage, der kunde bygge paa Aarhundreders Erfaring, ikke er ſkredet videre fremad paa den eneſte ſande Vei, ikke har kunnet løsrive ſig fra uſle Fordomme, men ſnarere ſynes at foretage ſig retrograde Bevægelſer i alt, hvad der ikke kan tages og føles paa med Hænderne; det er et ſørgeligt Beviis paa blind Selvtillid at man i vore Dage bilder ſig ind at have grundlagt en Samfundsorden for Evigheden, ſkjøndt man ikke har ſat andet end grov Materialisme til dens Vogter; det er et ſørgeligt Beviis paa Umodenhed at man i vore Dage ſmigrer ſig med Varigheden af det Beſtaaende, uagtet Hiſtoriens Finger med ubøieligt Alvor peger hen paa det Gruus, under hvilket ligeſaa kunſtige, ja tildeels ligeartede Bygninger forlængſt ere begravne, og, desværre for os, tillige forlængſt forglemte Man ſøger fremdeles udelukkende ſin Frelſe i de døde Former. Livsprincipet, det Eneſte, der ſkulde opvarme denne kolde Steenmasſe og give Colosſen Sjæl, mangler ganſke, og derfor bliver den hele Geſtalt i al ſin tilſyneladende Kjæmpeſkikkelſe kun et ſtivt Automat, et maſkinmæsſigt Spilleværk, hvis tankeløſe Bevægelſer tilſidſt ville knuſe den ſelv.

Det kan ſaaledes ingenlunde billiges at man alene har omgjærdet ſig med udvortes Garantier, uden at forædle, oplive og forſtærke disſe ved aandelige Midler; det kan ingenlunde billiges at man, uden at agte paa de ſvundne Tiders Tegn, hoverer over ſine egne Frembringelſer og dandſer om Guldkalven med en næſten guddommelig Tilbedelſe. Gik man imidlertid ikke videre, lod man ſig nøie med den engang indførte og ſom Regel gjældende Orden, ſaa var der dog en Slags Conſeqvence i Fremgangsmaaden, ſaa maatte det dog altid lede til noget Godt, at man udviiſte Agtelſe for den lovbeſtemte Form. Men man er ikke bleven ſtaaende herved; man har ikke været tilfreds med at have forbudt Andre ethvert Brug af Vilkaarligheden; man har ſtedſe tilladt ſig ſelv at indføre denne igjen til egen Afbenyttelſe ſkjøndt under en anden Benævnelſe og i en anden Henſigt, ret ſom om et egoiſtiſkt Stempel kunde forandre en Vares Natur og formindſke de ſkadelige Følger af dens Anvendelſe. Det nægtes jo ikke at den udvortes Frihed maa betrygges ved udvortes Former; derimod nægtes det at man eenſidigen kan forrykke den engang etablerede Ligevægt, og at man har Hjemmel til den Paaſtand, at Friheden er bedſt forvaret naar de fleeſt mulige Rettigheder lægges i Ens egne Hænder. Efter blodige Kampe, efter utrolige Lidelſer har Menneſkeſlægten arbeidet ſig frem til en Erkjendelſe, der for enhver Upartiſk maa være uimodſigelig. Man er kommen til det Reſultat, at Statens Vel, at Borgernes Frihed og moralſke Værd ikke tillader nogen anden Magt end Lovenes. Og dog er dette ikke noget Nyt, følgelig heller ikke vor Tidsalders Fortjeneſte. Hiſtorien har laant os Materialierne til den conſtitutionelle Bygning, der viſtnok er den værdigſte, ſikkreſte og henſigtsmæsſigſte, medens vi alligevel forſmaae dens Vink om den eneſte rigtige Afbenyttelſe deraf. Heri er det at vi begaae de groveſte Feil, hvilke ere ſaamegetmere utilgivelige, ſom den ſtørre Oplysning, vi bryſte os af, ikke mindre end prøvet Erfaring maatte have givet os Advarſler nok. Man gaaer ſaa gjerne over fra den ene Yderlighed til den anden; Aaget er ikke ſaaſnart brudt førend Nakken ſlaaer mod Stjernerne, og Øiet alene ſeer ſig om efter en Gjenſtand, man til et Slags Erſtatning kan lægge den ſamme Byrde paa. Faa vide at bruge den gjenvundne Frihed med Forſtand og Maadehold, fordi de ingen anden Frihed have Begreb om end den crasſe udvortes, og Aanden fremdeles ligger lænkebunden. Den løsgivne Træl bliver derfor den gruſomſte Tyran, og det emanciperede Folk den haardeſte Deſpot; begges Hovedprincip er at udvide deres egen Frihed, og de reſpectere kun denne hos Andre, ſaalænge den ikke kommer i Colliſion med deres egen Beqvemmelighed.

Normændene have ſtadfæſtet Rigtigheden af denne Erfaring Skjøndt i mange Henſeender lykkelige under en abſolut monarkiſk Regjering, følede vi dog at der var noget Pasſivt i denne Velværen, og at vi desuden ene havde tilfældige Omſtændigheder at takke derfor. Det er ſmukt og værdigt at arbeide ſig ud af ſaadan Umyndighedstilſtand, klogt og forſigtigt ikke at ſtole blindt paa Tilfældets Beſtandighed. Vi kunne lykønſke os med at vi, uden at bryde Eed og Pligt, uden at bringe blodige Offere, betraadte den conſtitutionelle Vei og kom i ſikker Beſiddelſe af alle de Goder, denne alene leder til. Vi vare her lykkeligere end hvilketſomheſt andet Folk, ikke paa Grund af egne Fortjeneſter, men ſom Følge af Himlens Styrelſe, der førte os den ridderligſte og høimodigſte Aand imøde.

Med Føie kunde man altſaa have ventet, at Beſkedenhed, Ydmyghed og Taknemmelighed havde opfyldt alle Hjerter, og at man med Vaerſomhed og Sindighed havde taget Plads paa det ophøiede Sæde, Forſynet anviiſte os. Men uvante til denne Høide ſvimlede vi ſnart; misforſtaaede Begreber om Kraft og Faſthed, Jalouſie mod enhver Green af Styrelſen, vi ei toge umiddelbar Deel i, og indbildte, med vor egen Selvtillid kun ſlet harmonerende Farer ledede os paa Afveie. En beſtemt.Tendents til at være eneraadig, en forherſkende Lyſt til at ophæve alle Skranker, udjævne enhver Forſkjel, ſelv den, ſom Aanden med uudſlettelige Træk foreſkriver, en til det Utrolige gaaende og for al Grund blottet Mistænkelighed gjorde ſig mere og mere gjældende Enighed kunde derfor ikke bygge og boe hos os; medens Nogle med en Utrættelighed, der havde fortjent et ædlere Formaal, ſøgte at udvide de maaſkee allerede forvidt drevne demokratiſke Elementer, Forfatningen havde ſanctioneret, opfyldte Andre med ſamvittighedsfuld Nøiagtighed ſine conſtitutionelle Pligter, og ſtræbede at danne en Modvægt mod hiin fraadende Strøm, der idelig gik over de af Grundloven dannede Bredder. Behøver jeg at ſige, at den førſte Clasſe indbefattede den ſtore Hob, der aldrig handler efter klar Bevidſthed, og at den anden udgjorde Landets Intelligents? Behøver jeg at ſige at den førſte var ligeſaa hovmodig ſom den anden beſkeden, ligeſaa høirøſtet ſom denne taus, ligeſaa intollerant og illiberal ſom denne det Modſatte? Vi have alle oplevet disſe mærkelige Begivenheder, alle været Vidner til hines vilde Udſkeielſer og disſes ſtille Langmodighed. Med Rette ſpørger man hvad disſe ſaakaldte Frihedsmænd egentlig ville, hvad Henſigten vel er med deres evindelige, hæſe Raab? Troe de at Landets Conſtitution er i Fare, hvorfor viſe de os da ikke Fienden, at vi alle forenede kunne gaae denne imøde? Misbruger Regjeringen ſin Magt til Privates Undertrykkelſe, hvorfor tage de da ikke Maſken af den Skyldige, for at vi alle kunne overlevere ham i Lovenes Hænder? Ødſles der med Statens Penge, gjøres Riget afhængigt af andre Lande, foragtes Retfærdigheden og de gjældende Former, hvorfor opgive de os da ikke beviislige Facta, paa det at vi alle ſom een kunne fordre ſtræng Underſøgelſe og Forføining paa lovlig Maade? De gjøre Intet af alt dette; de tale i Gaader, ſlaae om ſig med ubeſtemte, almindelige, løſe Beſkyldninger, forvandſke Sandheden og forſmaae ikke de laveſte Midler for at de af dem udkaſtede Brande kunne antænde den ſtørſt mulige, altfortærende Lue. Hvad betyder da al denne forfærdelige Allarm, disſe utrættelige Inſinuationer, der ſøge at faae os til at troe at Fienden atter er inden for Capitoliets Mure? Jeg vil ikke gjøre Maleriet ſortere end abſolut fornødent, ſkjøndt jeg ærligen bekjender, at jeg ikke veed hvorfra jeg ſkulde tage de lyſe Farver. Lad os imidlertid ſtatuere at Villien er reen, Meningen god; dette bør man jo ſaalænge en paatrængende Nødvendighed ikke fordrer det Modſatte; Reſultatet bliver ikke derfor mindre ulykkeligt; thi vi maa da bekjende, at Hoben er ſlagen med Blindhed, at Uvidenhed fører Ordet, og at Letſindighed graver os alle en truende Grav. Og dog er det ikke nok med at Folket ſaaledes paatvinges et umodent Formynderſkab, ſom man ved roligere Eftertanke maatte blues ved at ſtaae under; Djærvheden drives endnu videre. Uden at tale om den velgrundede Tvivl, vort offentlige Væſen opvækker om at dette Partie har Begreb om ſand Fædrenelandskjærlighed eller andre ligeſaa hellige Følelſer, vil jeg her blot gjøre opmærkſom paa den mageløſe Ubeſkedenhed og Intollerance, det tillader ſig.

Det er desværre gaaet af Brug at underſøge en Mands Characteer og hele Færd, hans Fortrin og Dygtighed, inden man fælder nogen Dom over ham; alt ſaadant betragtes ſom uvæſentlige Smaating; nei, af hvilken politiſk Troe er han, ſee det er den eneſte Prøveſteen man vil taale i det frie Norge. Dyd og Retſkaffenhed, Talent og Kundſkaber ere næſten uforſtaaelige Begreber; et brødefrit Liv kan ikke afvadſke den Plet at regnes blandt de Conſervative, blandt dem, der ville have Grundloven reſpekteret ſom den er og bragt i Udøvelſe med den Værdighed, et ædelt Folk i det mindſte ſkylder ſig ſelv, medens man paa den anden Side dog ikke undſeer ſig ved at tage Henſyn til private Forhold, naar disſe frembyde et eller andet lille blottet Punkt. Han derimod, hvis Liv og Levnet ingen lyſe Sider opviiſer, hvis Tænkemaade Ingen ſtoler paa, hvis Grundſætninger forandre ſig efter Omſtændighederne, han er Folkets Mand og en faſt Støtte for Friheden; thi han er utrættelig i at raabe paa Vilkaarlighed og Undertrykkelſe, utrættelig i at hugge løs paa de Styrende. At man i Farens eller Friſtelſens Stund vil ſee ham at være den Førſte, der vender ſit Partie Ryggen, fordi han ikke har noget ædelt Maal for Øie men ledes af egennyttige Bihenſigter, medens de ſuſpecte med uſvigelig Troſkab ville røgte det dem betroede Kald, dette har man hverken Indſigt eller Rolighed nok til at kunne begribe. Saaledes dømmer man i det frie Norge, ſaaledes dømme de, der ſtedſe føre Friheden paa deres Læber, medens deres Hjerter ere indtørrede af Egoiſmens qvalme Røg og deres Aand omtaaget af Indbildſkhedens, Uvidenhedens og Frækhedens tykke Dunſter. Kan Noget være ſørgeligere end denne Kjendsgjerning, at det ikke er nok at opfylde de Pligter, man har tilſvoret Conſtitutionen og Lovene, de Pligter, man ſkylder ſin egen Ære, men at man anſees ſom en mistænkelig Perſon, en Hader af lovbunden Frihed, en Smigrer for Magthaverne, ene og alene fordi man ikke kan beqvemme ſig til at blande ſig mellem den ſkrigende Mængde? Kan Noget i ſine Virkninger være mere fordærveligt for Fædrenelandet end en Tone, der bringer Dyd og ſand Fortjeneſte til at forſtumme, medens Raaheden overalt reiſer Hovedet i Veiret? Man kan eller vil ikke forſtaae, at de ædleſte Menneſker kunne have modſatte politiſke Anſkuelſer og dog alligevel agte og elſke hinanden, dog alligevel være redebonne til at offre Liv og Blod for Fædrenelandet; man kan eller vil ikke indrømme Andre Ret til at følge deres redelige Overbeviisning; man kan eller vil ikke indſkrænke ſine Fordringer til den ærlige Stræben efter at gjøre ſin Dont paa en med Lovene og ſand Æresfølelſe ſtemmende Maade; man kan eller vil endelig ikke indſee, at Landets bedſte Kræfter ſplittes ad ved denne Inſolence, og at man engang, ſkjøndt for ſilde, vil vaagne op af denne Frihedsruus, i hvilken man har fremkaldt de bittreſte Ulykker over Fædrenelandet. Vil da Nationens bedre Deel, de, der forene ſand Oplysning og Dannelſe med rene Sæder og ædel Tænkemaade, tauſe ſee paa denne voxende Elendighed uden at befrie Folket fra alle de Lidelſer, ſom foreſtaae dette? Kunne de forene denne ſvage Taushed, denne ubegribelige Apathie med deres Pligter mod Staten? Sandelig, man har Ret til at beklage denne Mangel paa Faſthed, Mod og Energie, der ei for længe ſiden har fældet den hvidslende, edderſpyende Drage; man har Ret til at forundre ſig over at Intelligentſen hidtil har misforſtaaet ſit høie Kald og tvivlet om ſine egne Kræfter, at den lader til at have glemt, at den, beſjælet af en redelig Villie, tilſidſt ſeirer over Uvidenhed og Eenſidighed. Nationens oplyſte Mænd have altfor ængſteligen lyttet til en ſaa kaldet Opinion, ſom intet anerkjendt Flag kunde fremviſe til Legitimation for de Sætninger, den agtede at indſmugle og beſkytte. Underſøgte man den Havn, hvor den er udruſtet, de Høvdinger, der føre den, da vilde man forbauſes over den Jammerlighed, ſom har driſtet ſig til at lægge Culturen i ſaa fornedrende Lænker, og undſee ſig ved den Svaghed, man har gjort ſig ſkyldig i. Er det da ikke et værdigt Maal at ſkaffe Lyſet Seier over Mørket, og bør nogenſomhelſt Frygt afholde Sandhedens Mænd fra aabent og djærveligen at gribe til Vaaben for den gode Sag? Fædrenelandets Frelſe ligger i deres Hænder; kun ved at blotte Usſelheden i ſin hele Nøgenhed, kun ved med Forſtand, Kraft og Enighed at viſe Umodenheden tilbage til den Sphære, hvori den alene kan taales, kun ved aabent og ærligen at udtale ſin Misbilligelſe af det Suprematie, der paalægges os af raae og uædle Lidenſkaber, og med den Overlegenhed, redelige Henſigter i Forbindelſe med ſand Dannelſe altid giver, at modſætte ſig ethvert ubetænkſomt eller planmæsſigt Skridt til at forvirre Begreberne og forſtyrre Tingenes Orden, blive de iſtand til at gjøre en Ende paa dette Uvæſen, der altfor længe har berøvet os den indre Fred paa ſamme Tid ſom det i mere end een Henſeende ſkader vort udvortes Forhold til Andre.

Det er paa høi Tid at vi ſtræbe at forandre den Cours, Statens Skib har taget, hvis vi nogenſinde ville haabe at ſee dette bragt i rolig og ſikker Havn. Farlige Brændinger omringe det paa alle Kanter, Orkaners vilde Magt truer det med Undergang, medens Misfornøielſe og Uenighed herſker inden Borde. Det er paa høi Tid, at vi anviiſe enhver Kraft den beſtemte Virkekreds, hvortil den pasſer, ſaa at den ikke vover at gribe ind i de Hjul, hvis kunſtige Mechanisme den ei fatter, at vi betroe Skibets Styrelſe til erfarne Hænder, derſom det ſkal kunne undgaae de knuſende Klipper, Ukyndigheden ſtyrer lige paa. Det er taabelig Stivſind, raſende Blindhed, for ikke at ſige troløſe Henſigter, der trodſe disſe Farer; men ſelv have disſe Intet at tabe, ligeſaalidt ſom de formaae at give os Erſtatning for hvad de letſindigen ſætte paa Spil for os; og vi ſkulde alligevel roligen ſee paa, at de berøve os den dyrebareſte Ladning, ſom engang fortabt aldrig erholdes tilbage! Nei, høiſtærværdige Herrer, det kunne vi ikke, det ville vi ikke, ſaa ſandt vi have Fødelandet kjært og vide hvad vi ſkylde dette, dets og vor egen Ære.

Det forekommer mig ſaa meget mere nødvendigt at holde enhver Norges ſande Ven dette Billede for Øine, at lægge ham paa Hjertet med Redelighed og Upartiſkhed at underſøge om Skildringen er træffende eller ikke, ſom hiin Tone, jeg har beklaget mig over, desværre ogſaa har ſøgt at indſnige ſig i vor Nationalrepræſentations forſkjellige Forgreninger. Hele Verden veed hvilke uværdige Midler der har været anvendt for at influere paa Storthingsvalgene, hvorledes man paa en høiſt uſømmelig Maade, offentligen og hemmeligen, har beſtræbet ſig for at lede Folkets Blik hen paa Mænd, ſom i ſig ſelv kunne være meget agtværdige, men hos hvem der vitterligen ikke fandtes den Aandsudvikling eller de Kundſkaber, der alene burde give Adgang til Storthingsbænkene. Meer og meer har man udbredt den Sætning, at Studium og Dannelſe ikke udfordres for at kunne røgte det vanſkeligſte og anſvarsfuldeſte Kald; meer og meer har man gjort ſig Umage for at kaſte Skygge paa de Mænd, hvis Indſigter og Dygtighed vare uomtviſtelige, og det er ikke langt fra, at Beſiddelſen af Evner, Alle hverken have eller kunne have, hos os betragtes ſom en væſentlig Anſtødsſteen. Saaledes har Uvidenhed og Raahed lidt efter lidt fortrængt Talenter og Aandsmodenhed, og de ulykkelige Spoer deraf ligge ſynbare for hver Mands Øine. Hvad nytter den bedſte Villie, naar man hverken kan danne ſig et ophøiet, værdigt Maal for ſine Beſtræbelſer, eller arbeide ſig derhen ved ædle, anſtændige Midlers Hvad nytter de bedſte Forſætter, naar man ikke er iſtand til at anvende anden Maaleſtok i det ſtore Statsliv end den lille, man bruger i ſin egen underordnede Stilling? og hvad kan Fædrenelandet vente ſig af Mænd, ſom, ubekjendte med Verdens alvorlige Skole, bilde ſig ind at kunne undvære de Lærdomme, denne alene giver, eller at dens Viisdom er dem medfødt? Det magre Udbytte og de deraf flydende ſørgelige Følger have aabenbaret ſig paa mangehaande Maader, deriblandt ogſaa ved det Brug, Odelsthinget flere Gange har gjort af Grundlovens 30 og 86 §§.

Den Rettighed at drage Kongens Raadgivere til Anſvar, naar de ei opfylde de dem paalagte Pligter, er aldeles nødvendig, hvis de Garantier, en fri Statsforfatning har til Henſigt at yde, ſkulle være mere end tomme Ord; herom kan der fornuftigviis ikke være mere end een Mening. Hvad der ligeſaalidt burde være nogen Tvivl om, nemlig at denne Magt aldrig maa gjøre ſig gjældende uden i Tilfælde, der virkelig fordre et ſaa uhyre vigtigt og alvorligt Skridt, erfarer man derimod bliver betragtet fra ganſke forſkjellige Synspunkte,r. Odelsthinget har ved flere Leiligheder lagt for Dagen, at enhver Handling, der er foretaget efter andre Principer end det ſelv hylder, nødvendigviis maa være en Forbrydelſe naar den begaaes af en Statsraad. Man er ikke liberal nok til at concedere, at Ens egen Mening kunde være feilagtig; man er ikke human nok til at taale en Anſkuelſe, der er Ens egen modſat, eller til at indrømme Muligheden af at den er grundet paa Vedkommendes bedſte Overbeviisning; man er blind for alle de Omſtændigheder, ſom i det mindſte gjøre Tilfældet tvivlſomt, og finder en ganſke egen Tilfredsſtillelſe ved at lade den executive Magt føle hele Vægten af Repræſentationens Jernkølle. Hercules viiſer ſig jo aldrig uden denne, og hans Alvælde befrygter man er glemt og ringeagtet ſom enhver anden Fabellære.

Man beregner imidlertid ikke alle de Ulykker, et forfeilet Slag af den medfører, den uoprettelige Krænkelſe, et ſaadant bringer over den Truede, den Slappelſe i Begreberne og i det hele offentlige Liv, det foraarſager, den Mistillid til Odelsthingets Viisdom og Retfærdsfølelſe, det opvækker, og den Ligegyldighed, med hvilken man tilſidſt ſeer paa disſe afmægtige Beſtræbelſer for at indgyde Skræk. I det Hele taget betragter man denne Sag, ſom ſaa mange andre, fra en altfor lav Synspunkt; thi man raiſonnerer ſaaledes: her er jo blot Talen om Udøvelſen af en conſtitutionel Rettighed, om et Retsſpørgsmaals Afgjørelſe paa den conſtitutionelle Vei; er den Anklagede ſkyldig, da fordrer Retfærdigheden at han ſtraffes; er han uſkyldig, da bliver han frifunden, og ſkeer altſaa ingen Overlaſt. Men ſaaledes burde Odelsthinget ikke tænke; det burde vide, at denne Ret er et Nødmiddel, ſom ikke maa benyttes uden hvor ulovlige Facta, der ere af en indgribende Virkning paa Statens Vel, virkeligen ere begaaede, og intet andet haves; det burde indſee, at en Rigsrets-Diction altid er et Onde, men at den bliver en Skandal, naar den dicteres af Ukyndighed eller Partiſkhed. Man har alligevel ikke været ſaa klog; man har ikke engang været retfærdig; thi man har anlagt Rigsretsſager for ubetydelige Misgreb af en langt uſkyldigere Art end dem, Repræſentationen ſelv har tilladt ſig, og ſom ikke vilde være lagte nogen anden Statsborger til Laſt; man har uden mindſte Føie, uden ringeſte Eftertanke gjort Fortolkninger og individuelle Anſkuelſer til politiſke Forbrydelſer, uanſeet at der dog var ſtørſte Tvivl om de ikke vare langt bedre funderede end Odelsthingets, eller ialfald ſtøttede til ſaa vægtige Grunde, at man ikke uden den utaaleligſte Selvtillid og djærveſte Arrogants kunde betragte dem ſaaledes. Hvor ganſke anderledes har ikke ſaavel Grundloven ſom den civile Lovgivning tænkt ſig Anklageretten bragt i Udøvelſe! Jeg behøver ikke at henpege paa de Beviisſteder, ſom tydeligen godtgjøre, at en Embedsmand er ſtraffri naar han feiler i ſine Anſkuelſer, men dog kan anføre antagelige Grunde for disſe; her vil jeg blot gjøre opmærkſom paa Grundlovens 30 § hvor det udtrykkeligen fordres: deels at Kongens Beſlutning ſkal være ”øienſynlig” ſkadelig for Riget, deels at de kongelige Raadgivere ſelv finde, at dette er Tilfældet, inden det bliver en Forbrydelſe, at de have undladt at proteſtere derimod. Man har godt forſtaaet at lægge Vægt paa Ordene ”forſætlig og aabenbare” i Grundlovens § 100, derimod ganſke overſeet Ordet ”øienſynlig” i § 30, uagtet det dog er ſoleklart at Statsforfatningen i begge Tilfælde har villet at Straf alene ſkulde kunne anvendes det, hvor Bedømmelſen af det, ſom gjør Handlingen til en Forbrydelſe, falder indenfor den ſimple Menneſkeforſtands Sphære og fornuftigviis ikke tillader mere end een Fortolkning. I Løbet af 22 Aar er dette den femte Gang Norges Rigsret ſættes i Virkſomhed; ſandelig et høiſt ſørgeligt Beviis paa hvor langt vi ſtaae tilbage og hvor ſlet vi vide paa en klog og værdig Maade at benytte os af et Gode ſom Grundloven! Skulde man ikke troe, at Riget jevnligen havde været udſat for alle de Ulykker, der flyde af en uduelig Regjering, og at Kongen i Valget af ſit Raad netop havde truffet det modſatte af hvad Statens Vel fordredes. Man ſammenligne disſe hyppige Rigsretsactioner hos os med lignende Tilfælde i andre conſtitutionelle Monarkier, og man maa i høieſte Grad forbauſes over at ingen anden Nation, paa langt nær, kan maale ſig med os heri. Det er ſom om man dog ogſaa vilde have noget forud for dem. Men vi kunne ſaameget mindre bryſte os af dette Fortrin eller være de Mænd Tak ſkyldige, der have villet ſkaffe os det, ſom Udfaldet paa de forrige Rigsretsſager tilſtrækkeligen har viiſt, at Odelsthinget alene har forſtaaet at forøge Statens Udgifter og at erhverve Rigsretsdom for at det har manglet Evne til at opfatte ſit vigtige Kald. Dette ophøiede Tribunal har ſaaledes hidtil dannet en kraftig og værdig Modvægt mod Repræſentationens Vildfarelſer; det har ved ſin Viisdom og Retfærdighed ſaavidt muligt bødet paa Odelsthingets grove Misgreb og hævdet den Anſeelſe hos andre Nationer, vi ellers ganſke maatte have tabt. Men National-Repræſentationen har ligeſaalidt ladet ſig belære heraf ſom af Hiſtoriens øvrige Advarſler; den er utrættelig i at vaage over Folkets Rettigheder paa ſin Maade, og det vil nu viſe ſig om den ikke ogſaa denne Gang har glemt de førſte Betingelſer for Udøvelſen af den Anklagemyndighed, Grundloven har lagt i dens Hænder. Jeg haaber at ſkulle kunne godtgjøre, at nærværende Aktion ikke alene røber den ſamme Aand, der hidtil har maattet bøie ſig for Dommermagtens abſolute Veto, men at den endog i meer end almindelig Grad vidner om en Eenſidighed, Vilkaarlighed og Lidenſkabelighed, ſom man mindſt burde kunne vente ſig fra den Kant.

Hans Excellence Statsminiſter Løvenſkjold er ſat under Tiltale fordi han ikke har proteſteret imod Kongens Beſlutning af 2den Juli ſidſtleden om at 8de ordentlige Storthing ſkulde opløſes den 8de næſtefter. Denne Odelsthingets Beſlutning anſeer jeg for aldeles conſtitutionsſtridig og i høieſte Maade ubeføiet. Ved Udgangen af April Maaned havde Storthinget ingen anden Competence til at forblive ſamlet end den, Hs. Maj. Kongen vilde tilſtaae overeensſtemmende med Grundlovens 80de §. Efter Udløbet af de deri beſtemte 3 Maaneder kommer det alene an paa Kongen, om og naar Høiſtſamme vil hæve Thinget. I Udøvelſen af dette Prærogativ er han ikke bundet til nogenſomhelſt Betingelſe, ikke underkaſtet nogenſomhelſt Control, og det indſees let, at Kongens Rettighed i dette Punkt maa være aldeles uindſkrænket, ene afhængig af hans eget Forgodtbefindende, derſom den ſkal have nogen Realitet. Det er ikke vanſkeligt at opfatte den ſæregne Beſkaffenhed ved de forſkjellige kongelige Prærogativer, og til af denne at udlede deres forſkjellige Udſtrækning og Betydning. Forſaavidt disſe omfatte de Grene af Statsforvaltningen, der efter det almindelige Begreb ere henlagte under den executive Magt, maa det viſtnok være overladt til Repræſentationen at anvende dens controllerende Myndighed og at tiltale de af Kongens Raad, ſom ei maatte have proteſteret mod Høiſtſammes Beſlutninger, naar disſe antages at være ſtridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øienſynlig ſkadelige for dette. Anderledes forholder det ſig derimod med de Rettigheder, Grundloven i § 77—80 tillægger Kongen i den Henſigt at ſætte denne iſtand til at controllere Storthinget. Det er ophøiet over enhver Tvivl, at vor Conſtitution i de Tilfælde, bemeldte Paragrapher omhandle, har villet, at begge Statsmagter ſkulde være enige om Gavnligheden af den paatænkte Lov eller Virkſomhed, for at disſe kunne tillægges fuld Gyldighed. Grundloven er gaaet og maatte gaae ud fra den Forudſætning, at Repræſentationen ligeſaavel kunde feile ſom den executive Magt, og den har villet give Folket Garantier imod Misbrug fra begge. Derfor har Kongen Ret til ved ſit ſuſpenſive Veto to Gange at nægte Storthingets Beſlutning Sanction, uden i ſaa Henſeende at være bunden til nogenſomhelſt Betingelſe, og derfor kan Høiſtſamme efter 3 Maaneders Forløb hæve Thinget, naar han finder ſaadant henſigtsmæsſigt. I begge Tilfælde antager Grundloven altſaa, at Folkets Sikkerhed fordrer denne Modvægt mod Repræſentationen, og at Bedømmelſen af de Omſtændigheder, der gjøre dens Anvendelſe nødvendig, ene er overladt til Kongen. Visheden om at Nationens ſande Interesſe varetages, forudſættes ſaaledes ene at ligge i dette kongelige Prærogativ; men da nu enhver Forſigtighed har ſine Grændſer og man engang maa blive ſtaaende ved en Myndighed, fra hvilken Appel ikke kan ſkee, ſaa indſees det let, at Ingen har Ret til at opkaſte ſig til Dommer over Udøvelſen af denne Kongens conſtitutionelle Ret. Det modſatte Princip vilde ogſaa ganſke tilintetgjøre Henſigten med ſaadant Prærogativ; netop fordi Grundloven har forudſeet Muligheden af at Storthingets Beſlutning kunde være umoden og dets Virkſomhed over de beſtemte 3 Maaneder til Landets Skade, har den givet Kongen Midler ihænde til at forebygge de deraf flydende Ulykker for Landet; men denne fornuftige og paa ſand Statsklogſkab grundede Henſigt kunde ikke opnaaes, derſom Repræſentationen direkte eller indirekte havde det i ſin Magt at lægge Hindringer i Veien for Anvendelſen af denne kongelige Myndighed. Det lader ſig ikke nægte, at Hs. Majeſtæt i dette Tilfælde udøver en Control med Repræſentationen, og det ligger dog ligefrem i Begrebet om Control, at den ſkal betyde noget, og at Ingen, mindſt den, mod hvem den gjøres gjældende, igjen kan controllere den. Men hvad er det vel andet Odelsthinget her forſøger paa? Det har troet ſig berettiget til at underſøge, om Hans Majeſtæt med Føie har bragt ſit Kongelige Veto i Udøvelſe, og fordrer Rigsrettens Dom for at dertil ikke har været gyldig Anledning; det vil altſaa controllere ſin egen Control, hæve ſig over denne og ſaaledes omſtyrte den Ligevægt, Grundloven har indført imellem Statsmagterne, og den Sikkerhed imod Repræſentationens Misgreb, ſom Nationen ene har i dette kongelige Prærogativ! Kan man tænke ſig noget mere vilkaarligt, conſtitutionsſtridigt og anmasſende? Og hvad ſkal man dømme om en Corporation, der, paa ſamme Tid ſom den bruger Grundloven til Prætext for Anlægget af nærværende Sag, ſelv paa det groveſte ſynder imod den og overtræder alle Former? Det tilkommer ikke Odelsthinget, det tilkommer ikke Kongens Raad, ikke nogen Statsborger at underſøge eller afgjøre, om en Kgl. Beſlutning af den her omhandlede Natur er gavnlig eller ſkadelig for Riget, og det er følgelig den ſtørſte Vilkaarlighed, den høieſte Grad af Ulovlighed, naar man ei alene fordrer at Statsminiſteren ſkulde have nedlagt Proteſt derimod, men ogſaa gjør Mangelen af en ſaadan til en Forbrydelſe, ſom Rigsretten har at paakjende. Actors Paaſtand, at Statsraadet ligeſaavel bør proteſtere, naar Hs. Majeſtæt anvender Grundlovens 80de § til præſumtiv Skade for Riget, ſom naar Høiſtſamme udøver de i § 20, 21, 26 m. fl. omhandlede kongelige Prærogativer paa en ſaadan Maade, er altſaa grundfalſk og ene ſtøttet til den urigtige Forudſætning, at Kongens Myndighed i alle Tilfælde har en og ſamme Henſigt, en og ſamme Udſtrækning og Betydning. Ogſaa her har man gjort ſig ſkyldig i den ſamme Inconſeqvence, ſom jeg oftere har havt Anledning til at fremhæve. Repræſentationen har nemlig ikke forſømt at betragte dens egen controllerende Myndighed ophøiet over enhver Indſkrænkning og fritaget for enhver Underſøgelſe om det Gavnlige eller Skadelige, det Retfærdige eller Uretfærdige i dens Anvendelſe. Ofte har der paa Storthinget ſelv været ſtridt meget alvorligt om Henſigtsmæsſigheden af den ſparſomme Maade, paa hvilken Thinget udøver ſin Bevilgningsret, og in publico har der været yttret høie og lydelige Misbilligelſer af dette Syſtem, der troer at Landets Interesſe ene ligger i de færreſt mulige Udgifter; men endſkjøndt det ſaaledes baade inden- og udenfor National-Repræſentationen har været erkjendt, at Pluralitetens Beſlutninger mange Gange maatte anſees ſkadelige for Riget, er det dog endnu ikke faldet Nogen ind, endog blot at opvække Motion om de Individers Anſvarlighedspligt, der ſaaledes havde bevirket et urigtigt og uheldigt Reſultat Det er endvidere bekjendt, at vægtige Stemmer baade i og udenfor Repræſentationen paa det alvorligſte have ivret imod det uformelige og uconſtitutionelle i Protokol-Committeernes Indſtillinger om og Odelsthingets Vedtagelſe af at en kongelig Raadgiver ſkulde tilkjendegives Thingets Mishag med hans Embedsførelſe, ſkjøndt lovformelig Tiltale fandtes uanvendelig; men at ſætte nogen under Action for ſaadanne Raad og Beſlutninger, derom har der heller ikke været Tale. Hvorledes Statscasſen er bleven bebyrdet med betydelige Udgifter i Anledning af ubeføiede Rigsretsſager, der tillige i andre Henſeender have afſtedkommet megen Skade, vide vi Alle, uden at Spørgsmaal nogenſinde er opſtaaet om Anſvar for de Repræſentanter, der have været Aarſag dertil. I det Hele taget lader det ſig ikke nægte, at mange og væſentlige Misgreb ere begaaede af vore Nationalforſamlinger, baade ſaadanne, der involvere en aabenbar Tilſideſættelſe af Grundlovens Bud, og ſaadanne, der have været øienſynlig ſkadelige for Riget; men der gives ikke Spor af at man har tænkt ſig det muligt, at heri kunde ligge nogen retlig Grund til at foranſtalte Vedkommendes Handlinger lovligen underſøgte. Det maa ogſaa frappere, at flere hundrede Borgere have havt Sæde paa Storthinget uden at der nogenſinde har været Tale om at drage en eneſte af dem til Anſvar for hans offentlige Færd, medens der blandt det forholdsmæsſig ringe Antal af Kongens Raadgivere faſt ikke findes Nogen uden at han deels har været truet med Rigsret, deels virkelig tiltalt for en ſaadan. Jeg formoder man vil være enig med mig i at denne mærkelige Forſkjel ingenlunde beviſer at disſe ſidſte have lagt mindre Fædrenelandsſind og Duelighed for Dagen end hine, men derimod at Grunden hertil maa være deels en Anerkjendelſe af at Thingets controllerende Myndighed altid kan gjøre ſig gjældende uden Anſvar for dets Medlemmer, deels en misforſtaaet Opfatten af de kongelige Raadgiveres Stilling til Staten. Har man da ikke Ret til at beklage ſig over at Repræſentanterne fortolke Grundloven paa to Maader, altefterſom det gjælder dem ſelv eller Regjeringens og maa man ikke derfor ſaameget mere formode, at Domſtolene ville viſe fuldkommen Upartiſkheds Hos et ſaa ophøiet Tribunal ſom Rigsretten kan denne Egenſkab mindſt tænkes borte, og naar Talen er om at kjøle overſpændte Ideer, eller at viiſe en misforſtaaet Friheds tøilesløſe Opbrusninger indenfor de conſtitutionelle Skranker, ſætter Nationen og den Anklagede ſikkert ikke forgjæves deres Tillid til dens Retfærdighed og Selvſtændighed. Jeg maa ſaaledes paa det alvorligſte proteſtere imod at Rigsretten underſøger eller paakjender, om Hans Majeſtæt har havt Føie til at anvende ſit grundlovmæsſige Prærogativ; og jeg forventer underdanig, at Statsminiſter Løvenſkjold, ſom en ligefrem Følge heraf, frifindes for Odelsthingets Tiltale.

Men ſelv uden Henſyn til denne aldeles afgjørende Omſtændighed maa man nødvendigviis komme til det ſamme Reſultat, hvilket ſkal blive Gjenſtanden for min ſubſidiaire Underſøgelſe Hvad der lægges Statsminiſter Løvenſkiold til Laſt er, at han ikke har gjort Kongen opmærkſom paa Nødvendigheden af at indhente den norſke Regjerings Betænkning inden Beſlutningen af 2den Juli fattedes, og paa det mod Statsformen Stridende ſamt for Riget øienſynlig Skadelige, denne indeholdt I alle Henſeender er Beſkyldningen imidlertid aabenbar ugrundet naar Følgende tages i Betragtning:

1) Selve Ordene i Grundlovens 15de § medføre, at Regelen om Indhentelſe af den norſke Regjerings Betænkning ikke er ubetinget og ufravigelig; det hedder nemlig: “I Almindelighed maa ingen norſke Sager afgjøres uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet.“ Dette er ſaaledes blot ordinarium, hvorfra dog Undtagelſer kunne ſkee. At betragte de følgende Ord: “med mindre vigtige Hindringer maatte forbyde Saadant,“ ſom den eneſte lovlige Grund til at undlade det paabudne Skridt, gaaer ikke an! da Udtrykket “I Almindelighed“ derved ingen Betydning fik. Man kan derfor ikke forſtaae den ſidſte Pasſus i ovennævnte Sætning af § 15 anderledes end ſom et Exempel paa de Tilfælde, hvor Regjeringens Betænkning ikke behøves, med mindre man under Udtrykket “vigtige Hindringer“ tillige vil indbefatte ſaadanne, ſom den ſæregne Sags Beſkaffenhed medfører; dertil ſynes der at være ſaameget bedre Føie, ſom det dog ikke kan ſupponeres at være Grundlovens Mening at Kongen ikke maatte afgjøre den allerubetydeligſte Sag uden førſt at have indhentet Regjeringens Betænkning, og det forekommer mig virkelig at være en vigtig Hindring for at iagttage dette, naar det vilde blive ſtridende imod ſund Sands at behandle Sagen med ſaa megen Alvorlighed. Man maa erindre, at de norſke Sager almindeligviis ikke forelægges Hs. Majeſtæt uden igjennem den norſke Regjering; dette følger af den foregaaende Pasſus i § 15. Derfra gjør den næſte Sætning: “I Almindelighed maae ingen norſke Sager o. ſ. v.“ en Undtagelſe derhen at Sagerne ei nødvendigviis behøve at gaae igjennem Regjeringen, forſaavidt ſaadant nemlig efter Omſtændighederne maatte være umuligt eller henſigtsløſt. Enhver Sag, ſom efter ſin Natur opſtaaer der hvor Kongen opholder ſig uden for Regjeringens Sæde, kan altſaa af Hs. Maj. afgjøres uden at Regjeringens Betænkning indhentes; dette er den eneſte fornuftige Mening man kan faae ud af hiin Grundlovbeſtemmelſe; thi at nægte Kongen Ret til at fatte Beſlutninger om Tilfælde, der ei kunne være gaaede igjennem den norſke Regjering, vilde være ligeſaa urimeligt, ſom at tilintetgjøre Kongens Magt ved at indſkrænke denne til en ſaadan Betingelſe. Da nu den Afdeling af Statsraadet, der beſtandig omgiver Kongens Perſon, ikke kan have den Beſtemmelſe at afgive Betænkning over den ſamlede Regjerings Indſtillinger, men fornemmelig er tilforordnet for at meddele Hs. Maj. Raad og Veiledning i de Sager, der ikke have været forelagte Regjeringen, ſaa maa det være tilſtrækkeligt, at Høiſtſamme har hørt hiin Afdelings Formening om dem. At de i Stockholm tilſtedeværende Kongelige Raadgivere ikke ſkulle have havt ſaa tilſtrækkelig Kundſkab om Forholdene her, ſom den norſke Regjering, er en ubeviiſt og ugrundet Paaſtand. Communicationen imellem begge Rigers Hovedſtæder er af den Beſkaffenhed, at man i Stockholm med Hurtighed og Lethed kan ſkaffe ſig Adgang til at følge Dagens Begivenheder i Chriſtiania. Statsraaderne Faſtings og Holſts underdanigſte Foredrag den 2den Juli viiſer, at de have vidſt at erhverve ſig fuldſtændig Underretning derom, og det kan ikke paatvivles, at alle de om Kongens Perſon værende norſke Raadgivere anſee det nødvendigt for ſig ſtedſe at have fuldſtændig Kundſkab om det Vigtige, ſom her pasſerer, in specie om alt hvad Repræſentationen foretager ſig. Med Undtagelſe af de tre Dage, i hvilke Poſten gaaer til Stockholm, ville disſe følgelig kunne kjende Begivenhederne ligeſaa nøie ſom den norſke Regjering, og at bemeldte Tidsforſkjel in casu ſkulde have forandret Forholdene, er hverken rimeligt eller godtgjort. Man behøvede ingen officiel Kundſkab om, hvorvidt Arbeidet i Committeerne var ſkredet fremad; ſaadant var ingen Hemmelighed; men ligeſom de ved Storthingets Opløsning fremlagte, tildeels ufuldendte Indſtillinger langtfra ikke angik de vigtigſte Gjenſtande, ſaaledes havde Erfaring tilſtrækkeligen viiſt, at det, Hs. Maj. havde at udſætte paa Storthingets Fremgangsmaade, fornemmelig opſtod under Sagens Behandling i Thinget ſelv, og det var derfor at forudſee, at disſe Arbeider ingenlunde kunde formindſke Betænkelighederne ved at lade Repræſentationen fremdeles være ſamlet. Anken gik jo desuden ud paa at Storthinget burde have brugt den Tid, det ſpildte paa evigvarende Debatter om Smaating, til at fremme Arbeidet i Committeerne. Man bedømme forreſten dette ſom man vil, ſaa er det dog klart, at et Tilfælde ſom nærværende aldrig kunde gjøre nogen ſpeciel Betænkning fra den norſke Regjering nødvendig. Hs. Majeſtæts Beſlutning gik ud paa, at Storthinget ſtrax ſkulde hæves, og der er intet Spørgsmaal om at de heldige Virkninger, Høiſtſamme agtede at frembringe, for en ſtor Deel ventedes at maatte indtræde netop paa Grund af denne pludſelige Opløsning, hvilket jeg ſenere faaer Anledning til yderligere at udvikle. Beſkaffenheden af denne Beſlutning gjorde altſaa enhver Opſættelſe umulig, og det gaaer naturligviis ikke an at betage Kongen noget af den ham overdragne Magt, ved at paalægge denne Indſkrænkninger, der ganſke vilde ophæve den. Er Beſlutningen ſelv ſtridende imod Statsformen eller Lovene, eller øienſynlig ſkadelig for Riget, da maae de af Kongens Raad, der have været enige i den, forſaavidt ſtaae til Anſvar, men de have ingen Ret, følgelig endnu mindre nogen Forpligtelſe til at henlede Hs. Majeſtæts Opmærkſomhed paa Betingelſer, hvis Iagttagelſe tilintetgjorde det kongelige Prærogativ. Det er ſaaledes et reent Spilfægterie, et grundlovſtridigt Forſøg paa at hindre Kongen i at udøve den ham tilkommende Magt og Myndighed, naar man paa denne Maade vil bringe Grundlovens 15de § til Anvendelſe. Actor har ogſaa følt dette, da han nødes til at erkjende, at Betænkningens Indhentelſe maa bortfalde naar den vilde være uhenſigtsmæsſig; men at det, der er lovſtridigt, er mere end uhenſigtsmæsſigt, lader ſig ikke benægte. Planen maa ſaa meget mere ſtrande, ſom Kongen virkelig var i Beſiddelſe af den norſke Regjerings Betænkning; thi Storthingets Adresſe af 24de Marts ſidſtleden, i hvilken det anſøger om Tilladelſe til at blive ſamlet over den i Grundlovens 80de § beſtemte Tid, var under 29de ſ. M. tilſtillet Hs. Maj. med Regjeringens Indſtilling om at Prolongationen maatte blive meddeelt indtil Udgangen af Juli Maaned, ſiden det ikke var at vente, at Storthinget tidligere kunde tilendebringe endog blot de aldeles nødvendige Forretninger. Kongen kjendte altſaa Regjeringens Anſkuelſe, og vidſte at Thingets Opløsning inden Juli Maaneds Udgang ikke af denne anſaaes tilraadelig derſom de Sager, Statsforfatningen fordrede bragte til Endſkab, ſkulde afgjøres af 8de Storthing, og det vilde altſaa blevet en tom og henſigtsløs Formalitet, om Regjeringen atter var bleven ſpurgt om det ſamme. Omſtændighederne havde ingenlunde forandret ſig i denne Henſeende; de Forretninger, ſom det væſentligſt paalaae Repræſentationen at udføre, vare fremdeles ufuldendte, og Hs. Maj. behøvede ſaaledes ikke nogen yderligere Betænkning fra Regjeringen for at bedømme et Forhold, hvis Beſkaffenhed han havde ligeſaa fuldſtændig Kundſkab om ſom Regjeringen, og hvorover denne desuden allerede havde yttret ſig. Sagen kunde ikke ſiges at være nogen ny fordi Kongen under 17de April havde meddeelt Storthinget Tilladelſe til at forblive ſamlet indtil videre; thi denne foreløbige Reſolution kunde ligeſaalidet gjøre Indhentelſen af en ny Betænkning nødvendig, ſom hvilkenſomhelſt anden Reſolution, der foranlediger en Sags Udſættelſe. Actor mener vel, at Tanken om at opløſe Storthinget den 8de Juli ikke var fremſat af Kongen førend den 2den ſ. M., og at det altſaa var phyſiſk umuligt, at Regjeringen herover kunde have yttret ſig i Marts eller April Men dette er blot Sophiſterie. Villien at hæve Thinget modnedes efterhaanden ſom dettes Adfærd godtgjorde Nødvendigheden deraf; for at bedømme Henſigtsmæsſigheden af ſaadant Skridt udfordredes blot Kundſkab om hvad Repræſentationen havde udrettet, og hvorledes dette var tilendebragt Ved at ſammenholde dette med hvad Thinget burde have udrettet, og hvorledes dette burde været tilendebragt, blev Hs. Maj. ſat i Stand til at fatte den Beſlutning, Omſtændighederne gjorde nødvendig. Kongen vidſte jo hvorvidt Arbeidet var avanceret, og hvor lang Tid det antoges at Storthinget endnu behøvede for at fuldføre det Manglende; dette var det eneſte, Regjeringens Betænkning ialfald kunde gaae ud paa, og denne Betænkning var allerede afgiven. Forreſten overlader jeg til Enhver at bedømme, med hvad Rimelighed man ſkulde vente, at Repræſentationen i 1 Maaned kunde tilendebringe de vigtigſte, vidtløftigſte og vanſkeligſte Sager, ſiden den havde behøvet 5 Maaneder for at faae et lidet Antal, meeſt høiſt ubetydelige, iſtand. Overalt har Odelsthinget paa den tydeligſte Maade af Verden erkjendt, at der in casu ingen Anledning var til at ſtøtte en Proteſt paa Grundlovens 15de §, deels derved, at bemeldte Paragraph ikke engang er nævnt under det i Anledning af den kongelige Reſolution paa Thinget Pasſerede, deels derved, at det i ſaa Fald ogſaa maatte have beordret Rigsrets-Action imod Statsraaderne Faſting og Holſt, hvis Protokollation ikke indeholder et eneſte Ord om Nødvendigheden af at indhente den norſke Regjerings Betænkning. Hvad der ei var en Brøde hos dem, kan heller ikke blive det hos Statsminiſteren; alle kgl. Raadgiveres Anſvarlighed hviler paa eet og ſamme Fundament; hverken Grundloven eller Loven af 7de Juli 1828 gjør i ſaa Henſeende nogen Forſkjel paa deres Pligter, og da man jo ikke kan præſumere at Odelsthinget i Udøvelſen af ſit offentlige Kald lader ſig lede af perſonlige Henſyn, maa det nødvendigviis antages at det ſelv har indſeet, hvor ubeføiet det vilde være at bygge nogen Action paa Mangel af den her omhandlede Proteſt Vil man ikke betragte dette ſom en tydelig Erkjendelſe fra Thingets Side, da kom man til et meget værre Reſultat, ſom enhver Ven af Fædreneland og Retfærdighed ikke uden Afſkye kan tænke ſig. Jeg overlader de Høiſtærværdige Herrer at vælge imellem disſe to eneſte Muligheder, og tvivler ikke paa at man i begge Alternativer vil finde tilſtrækkelig Anledning til at beſkytte min ſaa haardt fornærmede Part. Vel har Odelsthinget reſerveret Tiltale mod Statsraaderne Faſting og Holſt; men ligeſom denne Reſervation jo Intet betyder, da Ret til at anklage dem enten exiſterer uden en ſaadan eller ikke, i hvilket ſidſte Fald Forbeholdenheden intet nytter, ſaaledes havde Thinget jo fuld Vished om at de ikke mere end Statsminiſteren havde ſøgt nogen Grund til Proteſt i Conſtitutionens 15de §. At Sidſtnævnte antages tillige at have ſyndet mod § 30, kunde vel ikke ophæve det Brud, alle tre paaſtodes at have gjort paa § 15, og det ſynes at være noget nær Vilkaarlighed, naar en Embedsmand ſlipper for Anſvar fordi han har ſtaaet ved Siden af en anden, der anſees dobbelt ſaa ſtrafværdig. Skulde Aarſagen til at ovennævnte Statsraader ei tillige bleve ſatte under Tiltale være den, at man behøvede Tid til at overveie Sagen, da beſtyrker dette end mere min Formening om at man har forhaſtet ſig med nærværende Action og ladet ſig lede af andre Henſyn for Statsminiſterens Vedkommende end relativ til de andre kongelige Raadgivere. Actor har ſaaledes I forgjæves anſtrænget ſig for at bortraiſonnere den Erkjendelſe, han forudſaae jeg vilde lægge Vægt paa. For at undgaae Mistydning finder jeg det nødvendigt at tillægge, at Statsminiſter Løvenſkiold ikke anker over at hans Collegaer undgik Tiltale, men at han blot finder det ſaare beklageligt, at Odelsthinget har kunnet beqvemme ſig til at fortolke Grundlovens 15de § paa to forſkjellige Maader i een og ſamme Sag, en Omſtændighed, jeg ſom Defenſor finder af meget væſentlig Indflydelſe her. Heller ikke vil jeg lade ubemærket, at vore offentlige Blade førſt meget ſilde faldt paa den Idee, at beſkylde Statsminiſteren for at have handlet imod bemeldte Paragraph.

2) Det bliver naturligviis Actors Pligt at beviiſe, at Storthingets Opløsning var ſtridende imod Statsformen eller øienſynlig ſkadelig for Riget; kan han ikke det, bortfalder ethvert Spørgsmaal om Anvendelſen af Grundlovens 30te §, uden at det paaligger Statsminiſteren at documentere Lovligheden, Gavnligheden og Nødvendigheden af Hs. Majeſtæts Reſolution. Førend jeg imidlertid drøfter hvad Actor i dette Punkt ſtøtter ſig til, ſkal jeg give mig den Ære at udvikle de Anſkuelſer, og anføre de væſentligſte Facta, der have bevæget Hs. Excellence til ikke at nedlægge nogenſomhelſt Proteſt.

I Begyndelſen af min Deduktion har jeg ſkildret Dagens Tone, Tendentſen af vort offentlige Liv. Næſt at henviiſe dertil provocerer jeg de høiſtærværdige Herrer til at kalde deres egen Erfaring til Hjælp for at afgjøre hvilken Dom Maleriet fortjener. Jeg har i den Henſeende ingen Frygt for at man vil anſee det ſom overdrevet. Enhver af os kjender Forſkjellen paa de ſidſte Aars Charakteer og Fortidens; enhver af os er iſtand til at anſtille Sammenligninger og til deraf at uddrage Slutningen. Hvem veed ikke, at Normændenes fra Forfædrene nedarvede Fædrenelandskjærlighed og Frihedsſind altid har ſtraalet i den reneſte Glands ſkjøndt de vare parrede med Følelſer, man nu anſeer uſorenelige dermed og derfor lidt efter lidt har udrevet af ſine Hjerter? Der var Trofaſthed imod, inderlig Hengivenhed, dyb Ærefrygt for Regjeringen, Agtelſe for Lovene og Anſtændighed, Godmodighed, Tillid f og Fortrolighed, Beſkedenhed, Liv og Lyſt i gamle Norge, førend en misforſtaaet og ilde anvendt Beſkjæftigelſe med de offentlige Anliggender lagde os i Lænker. Man elſkede ſin Konge, troede hinanden indbyrdes, agtede Fremmede og havde Sands for alt hvad der pryder ſaavel Borgeren ſom Menneſket. Derfor arbeidede man med muntert og freidigt Sind til eet Maal, erkjendte at eet helligt Baand omſlyngede alle, betragtede ſig ikke blot ſom Normænd men og ſom Medlemmer af den øvrige civiliſerede Verden, og forfulgte ikke dem, der tænkte anderledes i Punkter, hvis Værd ene lader ſig afgjøre efter Enhvers Samvittighed og redelige Overbeviisning Derfor herſkede der Enighed i Norges Dale; de Gamle holdtes i Ære og man ſamledes om dem for af deres Modenhed og prøvede Erfaring at høſte nyttige Lærdomme; derfor vare vi lykkelige og erkjendte med levende Taknemmelighed, at de Savn, vor iſolerede Stilling og Landets adſpredte Befolkning nødvendigviis maatte medføre, opveiedes fuldeligen ved den indre og ydre Fred, vi vare velſignede med. Kunne vi roſe os af at dette er Tilfældet nu? Maae vi ikke tilſtaae, at Selvraadighed og Indbildſkhed har naaet en frygtelig Høide, at vi foragte alt hvad der ikke pasſer i vore egoiſtiſke Planer, at vi ingen Skranker ville taale, at vi have tabt Sandſen for det Mine og Skjønne, at alle blide Følelſer have maattet vige for politiſke Betragtninger, at ethvert Henſyn til de Forhold, Natur og Opdragelſe have indſtiftet, er tilſideſat for misforſtaaede Begreber om Lighed, og at Øiemedet, om man forreſten har noget, ſøges opnaaet ved allehaande, endog de laveſte Midlers. Betragt vort offentlige Liv i dets forſkjellige Yttringer, og man vil forbauſes over den Jammerlighed, det frembyder; intet Sted nogen ſtolt og ophøiet Tanke, intet Sted nogen værdig Stræben for at gavne Fædrenelandet, intet Sted nogen ædel Opoffrelſe for dette, nogen ſand og hjertelig Hengivenhed for ſine Medbrødre; overalt forſlidte Trivialiteter, en i uſle Enkeltheder ſplittet Kraft, egennyttige Henſigter, Tilſideſættelſe af Humanitetens Fordringer, og Lyſt til at ſaare ved at fremſætte Alt i det hæsligſte Lys og at indſtevne for Publicums Domſtol hvad der burde være det private Livs ubeſkaarne Helligdom! See vi ikke derfor, at alle Baand mere og mere løsnes, at Hjerterne daglig fjerne ſig fra hinanden, at Lovene have tabt deres Anſeelſe, og at den eneſte Lykſalighed, man har Begreb om, er Frihed til at gjøre og lade hvad man vil, Ret til at ſtyre Land og Rige efter eget Tykke, og Fordømmelſe af enhver Stræben efter at holde disſe Udſvævelſer inden Anſtændighedens og Klogſkabens Grændſer? Kan det ventes anderledes, ſaalænge Raaheden, i Bevidſtheden af den Kraft, de idelige uværdige Smigrerier have opvakt hos den, ſaalænge Umyndigheden, hos hvem man nærer Indbildninger om at den conſtitutionelle Podeqviſt ikke ſlaaer an i de ældre Stammer, ſaalænge Menneſker, der intet have at tabe men maaſkee noget at vinde ved en Forſtyrrelſe af de beſtaaende Forhold, ikke alene ſtedes til Orde men endog faſt udelukkende raade over vore dyrebareſte Anliggender? Det formindſker ikke Ondet, at Fædrenelandet endnu eier Mænd, ſom handle og dømme anderledes; thi de overdøves af Mængden, og lade ſjelden deres Stemme høre af Frygt for de pøbelagtige Anfald enhver den udſættes for, der ei vil ſværge til Opinionens Fane. Var Repræſentationen imidlertid bleven uanfægtet af denne Smitte, da havde man dog havt det Haab, at disſe Faa kunde være blevne iſtand til at bringe Nationen til Beſindelſe, ſaa at den havde fundet det upasſende og uværdigt at vedkjende ſig andre Grundſætninger end dem, dens egne udkaarede Mænd udtalte. Men dette Haab ſkulde ogſaa for en Deel gaae tabt; Storthingsſalene gjenløde mere og mere af de ſamme ubændige Raab, der forhen kun vare undſlupne den uvidende Hob; de fyldtes mere og mere af det ſamme Element, der ingen Skranker vilde erkjende, de bleve mere og mere et Hjem for Ukyndighedens og Lidenſkabernes lige fordærvelige Planer, og det var forgjæves at Repræſentationens Ypperſte anſtrængede alle deres Evner for at bekjæmpe disſe. Hvad ſkulde Fædrenelandet kunne vente ſig af denne Tingenes Ordens Strømmen voxede med en foruroligende Hurtighed og truede med at bortſkylle de ſidſte ſvage Levninger af Intelligents og Dannelſe. Det var altſaa paa høi Tid at ſætte en Dæmning for dens Voldſomhed, at tvinge den tilbage til det Leie, den imod Naturens Villie havde forladt, og at give dens urene Beſtanddele Anledning til at luttres og renſes igjennem Eftertankens og Selverkjendelſens trange Kanaler. Enhver Normand, ſom meente det vel med ſit Fædreneland, maatte føle ſig kraftigen opfordret til at lægge Haand paa dette Værk, inden det herlige Træe, i hvis Lye vi ene kunne vente ſand Lykke, bortſkylledes af denne Syndflod; enhver fordomsfri og dannet Statens Borger maatte indſee, at Træets Rødder ikke i det uendelige kunde udholde raae og tøilesløſe Angreb, og at Træet ſelv, naar disſe førſt vare beſkadigede og berøvede den Jord, der beſkyttede dem og gav dem Næring, tilſidſt maatte visne og uddøe; enhver Fædrenelandsven maatte betænke, at vi udgjøre et Led i den ſtore Kjæde, og at det ſaaledes ei ſtod til os efter eget Tykke at behandle dette ſaa letſindigen og ufornuftigen, ſom vi vilde. Allerede vare vi paa Randen af Afgrunden; et ubetænkſomt Skridt endnu, og vi vare maaſkee ſtyrtede ned uden nogenſinde at naae Dagens klare Lys mere. Kun Faa have havt Rolighed og Indſigt nok til at blive denne truende Ulykke vaer. Hs. Majeſtæt har fra ſit ophøiede Standpunkt ſeet den; hans kongelige Hjerte tilſagde ham at afvende den fra det Land, hvis Frihed han har ſkabt, og hans Viisdom udfandt Midlet, der ufeilbarligen maa lede til Opnaaelſen af den ædleſte Henſigt. Det var at forvente, at Storthinget af ſig ſelv vilde indſee den ſande Grund til denne Fremgangsmaade, uden at det var nødvendigt ſpecielt at gjøre det opmærkſomt derpaa, og at det, benyttende ſig af det givne alvorlige Vink, vilde veie ſine egne Handlinger med den Sindighed og Upartiſkhed, ſom aldrig bør forlade en Nations Repræſentanter; det var at forvente, at hele Folket maatte ved dette Stød vaagne op af den exalterede Tilſtand, hvori det befandt ſig, og føle Nødvendigheden af at tilegne ſig andre Grundſætninger. Her var ikke blot Tale om at gjøre det umuligt for ſidſte Storthing at fortſætte dets Arbeider efter den engang ſelvvalgte, upasſende Maaleſtok; ſaadant var blot et underordnet Øiemed; Hovedhenſigten var at bevirke en Kriſis, der kunde give den Sygdom, Statens Legeme leed af, en ſaadan Retning, at Helbredelſe blev mulig, at oprykke det Onde med Roden og at foranledige Begyndelſen af en ny Aera, der ſkulde udmærke ſig fra den ſvundne ved mere ophøiede Begreber om det conſtitutionelle Væſen og de ſociale Forhold. Palliativmidler ere aldrig til nogen varig Nytte; de ſkade tværtimod ved den forøgede Styrke Sygdommen bagefter faaer; Kræft lader ſig desuden ikke helbrede; det angrebne Lem maa afſkjæres, hvis det hele Legeme ikke ſkal fortæres af den.

At betragte Sagen fra en mere underordnet Synspunkt, at holde ſig til den Sætning, at det overordentlige Storthing beſtaaer af ſamme Medlemmer ſom det nu opløſte, hvis Anſkuelſe derfor ei kan ventes forandret, og at afveie den kongelige Beſlutning paa den almindelige Penge-Vægtſkaal, røber enten en Borneerthed, der burde afholde ſig fra andre end Hverdagslivets Sysler, eller en Stivſindighed, ſom Fornuften og Omſorg for Fædrenelandets Vel lige meget maa fordømme. Hans Majeſtæt har gjort Regning paa at man vilde kunne ſvinge ſig op til en friere og ædlere Anſkuelſe af de offentlige Forhold, og at man maatte indſee, at den Smaalighed, at opløſe Storthinget ene og alene for at lade det føle Vægten af den kongelige Myndighed, var fremmed for Høiſtſammes ophøiede Perſonlighed Kongen betragter Statsanliggenderne med et prøvet, fordomsfrit Blik, der ligeſaalidet er omtaaget af Lidenſkaber ſom af egen Interesſe; det hele Folks Vel er Formaalet for hans Virken, Folkets Kjærlighed hans Belønning. Denne ophøiede Stilling borger for, at en ſaa gjennemgribende Beſlutning ikke fattes for at tilfredsſtille underordnede Øiemed, ſom den private Mand fra ſit lavere Standpunkt gjerne maa indſkrænke ſig til; Kongen er alene iſtand til at bedømme alle de Forhold, ſom der her maa tages Henſyn til for fuldſtændigen at afgjøre Nødvendigheden og Nytten af det Skeete, Forhold, ſom hverken ere eller efter deres Natur kunne være Andre tilſtrækkeligen bekjendte Kongen er bunden til Staten ved de helligſte Baand; han kan ikke løsrive ſin Interesſe fra Folkets; dettes Ulykke er hans Ulykke, dets Lykke hans. Der maatte derfor ganſke ſæregne paatvingende Omſtændigheder til for at troe, at Hans .Majeſtæt kunde glemmme dette inderlige Forhold; men naar ſaadanne ikke gives, naar den kongelige Beſlutning tværtimod umiskjendeligen er Høiſtſamme ſaa at ſige afnødt ved vor egen Fremgangsmaade, da forekommer det mig uſkjønſomt og uretfærdigt ikke at ville erkjende det ophøiede Maal, der af denne Vei ſøges naaet, lavt og uværdigt at ville beſmykke ſine egne Misgreb. Hs. Excellence Statminiſteren, der ſtaaer Kongen nærmeſt, har tiltraadt Høiſtſammes Anſkuelſer, ei alene fordi han har opfattet de beſtaaende Forhold ſaaledes ſom jeg ovenfor har afmalet disſe, men i ogſaa fordi han, paa Grund af denne ſin høie Stilling, kan gjennemſkue hvad der ligger ſkjult for os. Om hans perſonlige Interesſe kan der ei være Spørgsmaal; thi jo ſtærkere de Baand ere, der knytte ham til Fædrenelandet, deſto oprigtigere maa han ønſke at ſee dettes ſande Vel fremmet.

Jeg holder mig overbeviiſt om at Enhver, der lader ſig lede af Kyndighed og Upartiſkhed, ikke behøver flere Grunde eller tydeligere Vink for at indſee, at et alvorligt Middel maatte bringes i Udøvelſe, og at intet mildere gaves naar Henſigten ſkulde opnaaes, ſaalænge Kongen ikke er i Beſiddelſe af det abſolute Veto. Jeg gjentager det, Øiemedet var at lægge Nationen paa Hjertet, at intet Folk uſtraffet kan hylde en Tone eller bekjende ſig til Grundſætninger, ſom ikke taales noget Sted i den civiliſerede Verden, at Staten ryſtes i ſine Grundpiller, naar private Henſyn gjøre ſig gjældende paa Culturens og Intelligentſens Bekoſtning, og at Enhver, der mener det ærligt med Fædrenelandet og den beſvorne Grundlov, maa afholde ſig fra directe eller indirecte at modarbeide de Hovedprinciper, hvorpaa denne er bygget.

Det er en Forbrydelſe at bidrage til at Storthinget berøves dets conſtitutionelle Rettigheder; men det er ikke mindre en Forbrydelſe at ville indſkrænke de kongelige Prærogativer, og jeg finder ingenſomhelſt Grund til at antage, at Nationen udſættes for ſtørre Fare i det førſte end i det ſidſte Tilfælde. Norges Regjeringsform er indſkrænket monarkiſk; en Fordeling af Statsmagten anſees nødvendig for at tilveiebringe den fuldſtændigſt mulige Sikkerhed. Det er Misbrug af denne Magt, der har fremkaldt de conſtitutionelle Former, hvis Hovedprincip er at lade to Kræfter virke ved Siden af og controllere hinanden Men Repræſentationen kan ligeſaalet uſurpere en uhjemlet Myndighed ſom Regjeringen, og Folket er ikke mere forpligtet til at taale ſaadan Vilkaarlighed af den ene end af den anden. Det er følgelig et Brud paa Grundloven, naar hvilkenſomhelſt af disſe Magter forſtyrrer den nødvendige Ligevægt, og Nationen lider lige meget i begge Tilfælde. Presſen har næſten udelukkende helliget ſine Kræfter til Beſkyttelſe af Forfatningens demokratiſke Element, og ikke ſjelden ſøgt at udvide dette paa det monarkiſke Elements Bekoſtning. Folket er derved ſaameget mere blevet vant til at omgjærde det førſte med en qvalificeret Hellighed, ſom dets egne Rettigheder paa den Maade tilſyneladende blive mere omfattende, ſkjøndt der ikke ſkal megen Skarpſindighed og Erfaring til at indſee, at ingen er tilbøieligere til at misbruge ſin Myndighed og at handle vilkaarligen, følgeligen til Folkets Skade, end netop Repræſentationen.

Vore Storthing have efterhaanden adopteret de ſamme Grundſætninger. Forhandlingerne indeholde Beviis derfor, og jeg behøver her blot at kalde tilbage i Rigsrettens Erindring hvad der pasſerede i 1830 og 1833 i Anledning af Budgettet og forſkjellige Penſionsvæſenet vedkommende Qvæſtioner. Men aller beſtemteſt udtalte disſe Ideer ſig paa ſidſte Storthing, hvis Færd i det Hele taget ingenlunde ſvarede til Nationens Forventninger, hvor meget dets dygtigſte Mænd end beſtræbede ſig for at give Forhandlingerne en ſand conſtitutionel Retning Deels ſluttende ſig til de foregaaende Storthings Vildfarelſer, deels opfindſomt inat ſkaffe ſig nye Kilder, af hvilke det kunde øſe Materialier for den ſtedſe voxende Lyſt til Vilkaarlighed og Eneraadighed, fremkaldte 8de ordentlige Storthing et Uveir, der var altfor ſvangert med elektriſke Funker, til at det ei maatte ſlaae ned hvis en politiſk Afleder ikke itide opfangede og fordeelte disſe. Man maa ikke betragte dette Storthings Færd iſoleret; havde det været et enkelt truende Meteor, kunde man med temmelig Rolighed have ladet det pasſere forbi og ſelv gjøre en Ende paa ſin ephemeriſke Tilværelſe. Det ſtod imidlertid i Forbindelſe med den hele offentlige Udvikling ſaaledes ſom denne deels i deels udenfor de foregaaende Storthing havde dannet ſig; det havde ſin Rod i en præſumtiv Opinion, ſine Forgreninger i den forblindede Hobs Hjerter, og trak Saft og Næring fra den af Forgjængerne tilberedede Ager; det var Spidſen af den Pyramide, Eenſidighed og lidenſkabelig Exaltation i længere Tid havde arbeidet paa at opføre af Vilkaarlighedens raae Steen, Culminationspunctet for den Tøilesløshed, ſom fra denne Høide troede at ſkulle kunne beherſke Norge. Derfor maa man overſkue Værket i ſin Heelhed naar man vil bedømme dets Værd og beſtemme dets Skjæbne; derfor maa man gaae ned til Fundamentet for at afgjøre Bygningens Characteer og Faſthed. Gjør man dette, bruger man Upartiſkhedens Øie, Sindighedens og Erfaringens Maal og Pasſer, da vil man opdage ſaadanne Brøſt og Mangler, der gjorde det nødvendigt at nedrive den førend den faldt ved ſin egen Tyngde og knuſede Folkets bedſte Forhaabninger.

Det er min Agt at føre de Høiſtærværdige Herrer hen til de Ruiner, vi endnu have tilbage deraf, og at paaviiſe disſe ſom Hjemmel for den Skjæbne, der rammede den. Viſtnok ere de nu en uformelig Hob, der for ſtørſte Delen har tabt det Impoſante og Truende, ſom betegnede dens Aand under den forrige Skikkelſe; men vi have jo alle, og det ganſke nylig, ſeet dem rage i Veiret, og ſaaledes vil ingen af os kunne have glemt Sammenføiningen af og Forbindelſen imellem disſe Brudſtykker. Det indre Liv kan viſtnok ikke mere gjengives i ſin Heelhed, men Sporene ere dog endnu ſaa friſke, at Erindringen bør kunne ſupplere det Manglende. Retfærdigheden fordrer, at Dommerne ſætte ſig tilbage i den Tid og de Forhold, ſom den Anklagede havde for ſig da han handlede, og at de vide at forſtærke det mattere Indtryk, Beſkrivelſen maa gjøre, ved Hjælp af den nødvendige Imagination.

Ingen Nationalrepræſentation har nogenſinde begyndt ſin Virkſomhed under heldigere Auſpicier end ſidſte Storthing. Der var den ønſkeligſte Harmonie imellem Folket og Regjeringen; alle billige Forventninger vare tilfredsſtillede, og Begyndelſen gjort til at afhjælpe de endnu exiſterende Savn; den executive Magt havde øienſynligen beſtræbet ſig for at lægge ſit conſtitutionelle Sindelag for Dagen; Grundloven holdtes i vedbørlig Ære; omfattende forberedende Skridt vare foretagne for at ſee flere høiſtvigtige Anliggender ordnede paa en med Nationes Tarv og Værdighed ſtemmende Maade; for førſte Gang kan man ſige at Regjeringen havde været betænkt paa at forelægge Repræſentationen Forſlag til noget Heelt og Gjennemgribende ſaaledes ſom den forandrede Statsforfatning gjorde Krav paa; vi levede i Fred med hele Verden, i god Forſtaaelſe med Broderfolket; Næringskilderne fløde rigeligen; der ſporedes overalt meer Orden og Virkſomhed i og ſtørre Udbytte for enhver Bedrift; Statens Fornødenheder krævede ikke uforholdsmæsſige Offere; den offentlige Gjeld betyngede os ikke; Alt ſkred roligen fremad til ſtørre Velſtand med ſtadige Skridt; Perſon og Eiendom vare lige ſikkrede; Lovene beſkyttede begge og gjorde ingen Forſkjel paa den Rige og Fattige; det elſkede Kongehuus havde gjæſtet os og var vendt tilbage til Sverrige med fornyet Vished om vor Loyalitet og Kjærlighed, medens det efterlod ſig her ubedragelige Tegn paa, at Norges Vel laae det varmt paa Hjertet; vi havde alt hvad et nøiſomt og beſkedent Folk kunde vente af Forſynet. Skulde man nu ikke troe, at et Storthing, der træder ſammen under ſaa heldige Omſtændigheder, vilde have paaſkjønnet disſe Goder, beſtræbet ſig for at befæſte dem og ledet Fædrenelandet videre frem paa den jævne, rolige Bane til ſand Lykke og Tilfredshed, ſom heldigviis laae aaben for dets Havde man ikke været berettiget til at vente, at al Smaalighed maatte ophøre paa en Tid, da ſaa mange af Fædrenelandets dyrebareſte Anliggender ſkulde ordnes, at al Lidenſkabelighed maatte forſtumme paa en Tid, hvor Regjeringen ſaa ærlig og redebon gik Folkets Ønſker imøde, og at man med Tillid, Sindighed og Beſkedenhed havde underſtøttet dennes fædrenelandsſindede Beſtræbelſer? Det var Folkets Forhaabning, at Lykke og Fred ſkulde udgaae for det af begge Statsmagters forenede Viisdom, at enhver ubehagelig Conflict ſkulde bortfalde, og at Repræſentationen med Klogſkab, Maadehold og Værdighed vilde gjøre Brug af de Rettigheder, man havde lagt i dens Hænder. Men hvor bitterligen blev man ikke ſkuffet! Uden at miskjende hver redelig og oplyſt Mand, der i Thingſalen røgtede ſit vigtige Kald med Alvor og Forſtand, kunne vi dog ikke nægte, at Reſultatet af det Hele langtfra ikke ſvarede til vore Forventninger. Denne Misfornøielſe blev høit og lydeligt udtalt i private Kredſe; jeg appellerer til enhver oplyſt og dannet Mands egen Erfaring. I Sandhed, det vilde ogſaa have røbet en utilgivelig Dorſkhed, et altfor nært Slægtſkab til fordærvelige Principer, om vi vare blevne ligegyldige ved den Maade, Uvidenhed, Stivſind og Lidenſkabelighed bildte ſig ind at iagttage vort Tarv paa. Hæderlige Repræſentanter have opløftet deres Stemme paa Thinget imod ſaadan Misbrug af den fra Folket udſtedte Fuldmagt, og ſelve Presſen, denne Democratiets utrættelige Smigrer, har ved enkelte Leiligheder fundet det nødvendigt at blotte Vedkommendes Usſelhed Have vi vel flere Vidnesbyrd behov? Jeg troer det ikke; alligevel ſkal jeg dog, i Betragtning af min Stilling, paapege og fremhæve enkelte af de Facta, ſom kunne tjene til yderligere Beſtyrkelſe for denne Paaſtand.

Allerede den Omſtændighed at de Repræſentanter, der vare Embedsmænd, enedes om at aflægge deres Embedsdragt overalt hvor de optraadte ſom Storthingsmænd, kunde ikke andet end i høi Grad ſtøde Kongen og forekomme os alle ſom et Skridt, der, medens det lod til at ville ſmigre Mængden, nødvendigviis maatte tilveiebringe en Spænding Det var i Egenſkab af Embedsmænd at i det mindſte den ſtørſte Deel af dem vare kaldede til dette Hverv, og endog blot af denne Grund maatte det ſynes uformeligt at ville ligeſom bortgjemme ethvert Tegn paa hiin Stilling Henſigten kunde ikke fornuftigviis være at ophæve den udvortes Forſkjel imellem Borgerclasſerne; thi den egentlige, indre Forſkjel har Grundloven ſelv etableret, denne Forſkjel har kaldet dem til Storthingsbænkene, og det er altſaa urimeligt., ſmaaligt og uden mindſte Nytte at affectere en udvortes Lighed, der blot beſtaaer i Klæderne. Derimod maatte den Slutning falde langt rimeligere, at man vilde lægge for Dagen at Forholdet imellem Kongen og Embedsmanden ſkulde anſees ſat in suspenso ſaalænge Storthinget varede, og det er følgelig ganſke naturligt om Hans Majeſtæt i denne Beſlutning har fundet en Tendents til at emancipere ſig fra den kongelige Myndighed og en Erklæring om at man med Dragten aflagde enhver Følelſe, opløſte ethvert Baand, der bandt Embedsmanden til Kongen, ret ligeſom om man ikke ſkulde kunne paa eengang opfylde de Pligter, man ſkyldte Kongen og Grundloven Man har fundet ſig vel tjent med at modtage Embedet paa de opgivne Betingelſer, og ingen Skrupler gjort ſig ved at anlægge og bære den reglementerede Uniform; var det da anſtændigt eller pasſende at foretage et Skridt, der næſten ſynes at vidne om at man ſkammede ſig ved dennes og ſpaaede ikke allerede denne Beſlutning at et Schisma imellem Statsmagterne vilde opſtaae, uagtet ingen mere end Repræſentanterne burde arbeide paa at forebygge et ſaadant?

Indtil den 19de Februar foretoges intet uden Formaliteter og høiſt ubetydelige Gjenſtande, hvoraf en ſtor Deel ikke havde fortjent den mindſte Opmærkſomhed, end ſige Committee-Indſtillinger og vidtløftige Deliberationer; derimod fandt man det pasſende bemeldte Dag, ganſke uden for hvad Sædvane, Reglementet, Sagens Vigtighed og den Hans Majeſtæt ſkyldige Opmærkſomhed fordrede, at beſlutte, at de kongelige Propoſitioner om Forandringer i Grundloven ſkulle udlægges og foretages i et ſenere Møde uden at tilſtilles nogen Committee. Dette antoges efter at man kort i Forveien paa det vidtløftigſte havde debatteret om andre langt uvæſentligere Forſlag ſkulde forberedes af en Committee eller ikke, og fundet Nedſættelſen af en ſaadan nødvendig, f. Ex. angaaende Storthingstidenden og Throntalens Beſvarelſe; ja man undſaae ſig ikke engang ved at anføre, at det var Pligt at afgjøre Sagen paa korteſte Maade, hvis ethvert Storthing ſkulde beſkjæftiges dermed, og ſyntes ſaaledes at nære det Haab at man ved denne Behandling kunde betage Hans Majeſtæt Lyſten til at afbenytte en Høiſtſamme tilkommende conſtitutionel Rettighed. Mærkeligt er det ogſaa at man, med Henſyn til de af nogle Repræſentanter foreſlaaede Forandringer i Grundloven, ikke lod ſig nøie med een Committee-Indſtilling, men den 10de Marts efter langvarige Debatter kom til det Reſultat at en Continuations-Indſtilling var nødvendig Da disſe kongelige Propoſitioner den 26be Febr. behandledes i Thinget, fandt ingenſomhelſt Deliberation Sted, hvorimod det eenſtemmigen beſluttedes at ingen af dem kunde bifaldes. Da man derimod nogle Dage tidligere havde opvakt Motion om Forandringer i Storthingets Reglement, om Tiden og Maaden, paa hvilke Lagthingsmedlemmerne burde vælges, o. ſ. v., fandt man disſe gamle Quæſtioner af den Vigtighed, at yderſt vidtløftige og levende Debatter derom opſtode, ligeſom Thinget ogſaa ſenere viiſte at det ingen Betænkelighed fandt ved at underkaſte endog de urimeligſte Forſlag og de ſtørſte Bagateller ſaavel en foreløbig Prøvelſe af en Committee, ſom vidtſvævende Discusſioner. At gjøre denne Forſkjel paa Lovforſlag fra Hans Majeſtæt og fra Repræſentationens Medlemmer, og at behandle ſaa vigtige Sager ſom Spørgsmaal om Grundlovsforandringer paa en ſaa compendieus Maade, røber ikke den Takt for det Sømmelige, ſom en Nationalrepræſentation mindſt burde ſavne, og kan ikke betragtes anderledes end ſom en Mangel paa ſkyldig Ærbødighed for Hans Majeſtæt, ja tildeels ſom et lovſtridigt Forſøg paa at lægge Hindringer i Veien for Udøvelſen af et kongeligt Prærogativ. Uhøfligt er det under alle Omſtændigheder; og Uhøfligheder imod ſin Konge, begaaede af Repræſentationen, ere i høieſte Maade qualificerede og vidne om en Tone, der ikke forudſætter nogen ſynderlig Modenhed. Storthinget viiſte da ogſaa ſiden at almindelig vedtagen Artighed juſt ikke var dets Sag.

Det bekjendte Forſlag om Svar paa den ſaakaldte Throntale koſtede Thinget og dets Committeer megen Møie; men alt var ſpildt, thi den 19de Febr. blev Reſultatet at Talen ſkulde vedlægges Protocollen. Ogſaa her røbede man, ſkjøndt paa den modſatte Maade, at man havde Lyſt til at prøve Kræfter med Kongemagten. En uheldig Sammenligning med England og Frankrige, hvis offentlige Væſen man kun halvt havde opfattet, bevægede Vedkommende til at foreſlaae en ny Tingenes Orden hos os. Man kunde ikke finde ſig i at Hans Majeſtæt havde Ret til at aabne Storthinget med en Tale, ſom dette manglede Anledning til at beſvare; man agtede at udtale ſine politiſke Anſkuelſer for Thronen, frembære Folkets Ønſker og Forhaabninger, for ſaaledes at bøde paa det formeentligen Mangelagtige ved Statsraads-Protocollernes Reviſion og Repræſentationens Control med Styrelſen. Men man overſaae deels at Forholdene i hine Lande ikke ſtemme overeens med vore, og at det, ſom er pasſende og nødvendigt der, vilde hos os blive urimeligt og henſigtsløſt, deels at denne nye Slags Control er ganſke uden for Grundloven. Hans Majeſtæt fandt i dette Forſlag et forfatningsſtridigt Forſøg paa at udvide Repræſentationens Rettigheder, hvilket Storthinget da ogſaa ſelv indſaae; men det var intet godt Tegn, at man ſaa tidligt og ſaa alvorligt røbede deslige Planer.

Uagtet der ingen Tvivl kunde være om at det ene henhører under den executive Magts Resſort at træffe de fornødne Foranſtaltninger om Markeders Oprettelſe eller Ophævelſe, frembragte dog et Forſlag angaaende Moe-Markedet Yttringer paa Thinget, der paa det tydeligſte vidnede om Repræſentationens Tilbøielighed til at anſee Sagen ſig vedkommende, og det var førſt efter mange Forberedelſer og langvarige Debatter at man lod den fare, ſkjøndt dette Reſultat mere ſynes at være tilveiebragt ved Betragtninger, hentede fra den ſpecielle Sags materielle Beſkaffenhed, end ved nogen i Formen grundet Betænkelighed. I Forbindelſe hermed giver jeg mig den Ære at henviſe til det paa Thinget den 3die Mai Pasſerede angaaende Overſendelſen til Regjeringen af et Forſlag om Romsdals Marked „for at denne kan træffe de fornødne Foranſtaltninger.“

Det indſees ikke med hvad Hjemmel Repræſentationen indblander ſig i deslige, den executive Magt alene vedkommende Gjenſtande, og det er ganſke viſt conſtitutionsſtridigt naar den paatager ſig, ſkeer det end i Form af Anmodninger, at gjøre denne opmærkſom paa dens Pligter. Storthinget har i denne Henſeende ingen anden Ret end bag efter at controllere hvad Regjeringen har foranſtaltet, forſaavidt dette er underkaſtet Repræſentationens Control.

Et lignende Skridt foretog Thinget ſig da det under 1ſte Marts beſluttede, at 2 Repræſentanters Forſlag angaaende den Artillerie- og Cavallerie-Udrederne efter Loven tilkommende Godtgjørelſe ſkulde tilſtilles Regjeringen med Anmodning om at denne vilde føie Anſtalter til at Godtgjørelſen uden ufornødent Ophold kunde blive udbetalt eller liqvideret i Udredernes Skatter.

Naar Protocol-Committeen i Indſtillingen af 19de April henleder Odelsthingets Opmærkſomhed paa Nødvendigheden af at blive meddeelt ſamtlige Andragender med Bilage betræffende de under de forſkjellige Departementer ſorterende Betjeninger, ſaaſom Copiiſt- Extraſkriver- og Undertoldbetjents-Poſter, for at disſe Sager kunde komme ind under den controllerende Magts Virkſomhed, da leder man ogſaa forgjæves efter grundlovmæsſig Hjemmel for ſaadan Myndighed Endſkjøndt Repræſentanternes Handlinger uden for Storthinget nærmeſt maa betragtes ſom aldeles private, kan det dog ikke undgaaes at ſaavel Kongen ſom Nationen maae lægge en vis Betydning i hvad de enten ſamtlige eller i betydeligt Antal foretage ſig, iſær naar dette i det mindſte indirecte har en offentlig Characteer. At Storthingets Medlemmer derfor ſidſtleden 17de Mai indtoge et Feſtmaaltid i Hôtel du Nord, at en Deel af dem, foruden Præſidenterne, kom ned paa Gaden, og, takkende den der ſamlede Mængdes Anførere, blandede ſig med Folket, at de fra Vinduerne opfordrede dette til at ſynge Nationalſangen, og beſvarede det i den Anledning givne Hurra, o. ſ. v. (cfr. Morgenbladet Nr. 140, 1836), kan ikke betragtes anderledes end ſom Repræſentationens offentligen udtalte Anſkuelſe af Dagens Betydning for Nationen Der ſynes imidlertid ikke at burde være mere end een Mening om, at et Storthing, ſom paa denne Maade ſætter ſig i aabenbar Oppoſition med Kongens Ønſke og ganſke overſeer Høiſtſammes gjentagne alvorlige Advarſler, ingenlunde opfører ſig ſom man kunde vente af Nationens Deputerede. Naar ſelve Repræſentationen finder det pasſende at ſaare Kongens Følelſer, uden at ſtræng conſtitutionel Pligt gjør ſaadant aldeles uundgaaeligt, da beſtyrker den Folket i en Fremgangsmaade, ſom Hans Majeſtæt finder fornærmelig for ſig, og tilſideſætter derved ei blot hvad den ſkylder Landets Konge, men og ſine Forpligtelſer imod Nationen; thi at man ei kan gjøre Regning paa Concesſioner fra den Magt, man behandler ſaaledes, og at man tillige ſætter paa Spil den Eenighed og gode Forſtaaelſe imellem Regjering og Repræſentation, uden hvilke intet for Fædrenelandet heldigt Reſultat lader ſig vente, maatte jo Enhver kunne forudſee. Det havde dog vel været mere pasſende og klogt, om Storthinget havde foretrukket disſe vigtige Henſyn for Lyſten til offentligen at ſlaae ſig paa den ſtore Hobs Partie. Af ſamme Grund maatte Kongen ogſaa føle ſig fornærmet ved Indbydelſen af 2den Mai til et National-Monument for Conſtitutionen, hvilken Indbydelſe er underſkrevet af en ſtor Deel Repræſentanter og indeholder Grundſætninger, ſom man veed ikke billiges af Hans Majeſtæt. Det maa jo allerede være ubehageligt nok for en Repræſentant naar han i Udøvelſen af ſit offentlige Kald finder ſig efter Overbeviisning nødſaget til at handle i en anden Aand end Kongen ventede; intet forekommer mig derfor rimeligere end at han med Glæde maatte gribe enhver Leilighed til at undgaae ſaadan Conflikt, iſtedet for ſelv at fremkalde den i et Tilfælde, hvor Pligt mod Fædreneland intet Krav har paa ham.

Hvad der pasſerede paa Storthinget i Anledning af den foreſlaaede Forandring i Gjordemoder-Reglementet, kan ikke være glemt. Vi erindre os endnu Vedkommendes ligefrem udtalte Anſkuelſe, der gik ud paa at man burde optage Loven uforandret ſaaledes ſom den i 1833 blev antaget, trods dens erkjendte Mangler, blot for i paakommende Tilfælde at kunne gjøre Brug af Grundlovens 79de §., og vi bleve alle paa den ubehageligſte Maade overraſkede ved denne høiſt upasſende Færd. De offentlige Blade revſede den ogſaa efter Fortjeneſte. Naar man betænker at Talen her var om en ubetydelig privat Lovs Modification, imod hvilken den eneſte Sagkyndige, det medicinſke Facultet, med Eftertryk havde ivret, ſaa ſkal der visſeligen meget ringe Begreber om en Repræſentations Værdighed og om Betydningen af ovennævnte Paragraph til for at kunne beqvemme ſig til Anvendelſen af en Grundlovsbeſtemmelſe, hvis Henſigt er at ſikkre Nationen dens helligſte Rettigheder og dyrebareſte Interesſer, en Anvendelſe, ſom enhver oplyſt Mand ønſker gjort unødvendig ſaa længe ſom muligt i Betragtning af det ulykkelige Schisma, den altid maa afſtedkomme. Hvorledes der tillige lagdes Planer til at ſætte andre ei ſanctionerede Beſlutninger, blandt andet Formandsloven, igjennem ved Hjelp af hiin Paragraph, er bekjendt nok.

De fleſte ville viſtnok tilſtaae, at Hans Majeſtæt udøver ſin conſtitutionelle Ret til at meddele midlertidige Penſioner med al den Omhue for Statscasſens Tarv, ſom helligere Pligter tillade, og ikke tage mindſte Notits af Actors ubeviiſte Yttring om, at der ikke nokſom gjøres Forſkjel paa de Perſonen der ved egen uregelmæsſig Levemaade have gjort ſig uſkikkede til Statens Tjeneſte, og dem, ſom dette ei er Tilfældet med. Vi have imidlertid med Bedrøvelſe erfaret hvorledes ſidſte Storthing, opmuntret ved Budget-Committeens Indſtilling, ikke blot gjorde betydelige Nedſættelſer i disſe Penſioner, tildeels med en forbauſende Smaalighed og ſaavel paa Statscasſens ſom paa Storthingets dyrebare Tids Bekoſtning, men at det endog troede ſig beføiet til at bortraiſonnere de klare og tydelige Rettigheder, Lovgivningen tilſtaaer en heel Clasſe af trængende Individer. (cfr. Fund. 13de Juli 1712. Forord. 21de Juni 1720. Pl. 19de October 1727. Pl. 29de Septbr. 1786. Fordn. 4de Auguſt 1788 §. 7. Conv. 2den Septbr. 1819., Art. 17. Opgjørelſe af 20de April 1820, Art. 7 Nr. 19). Thingets bedſte Mænd have indtil Evidence beviiſt det ulovlige og Vilkaarlige i at berøve Embedsmænds Enker og Børn Penſion — forgjæves: Eenſidighed og andre ligeſaa forkaſtelige Motiver vare døve for Retfærdighedens Røſt. Men man lod ſig ikke engang nøie hermed; man beſluttede at indgaae til Hans Majeſtæt med en Adresſe, hvis Gjenſtand deels ſkulde være Anmodningen om et faſt Penſions-Reglement, deels Erklæringen om at hine Enker og Børn ikke maatte indbefattes derunder, uagtet man alvorligen blev lagt paa Hjertet, at denne Fremgangsmaade ſigter til at indſkrænke Kongens grundlovmæsſige Ret til at meddele midlertidige Penſioner, og derfor er en Anmasſelſe fra Repræſentationens Side. Endelig drev man denne Ringeagt for de kongelige Prærogativer til det Yderſte ved Opgjørelſen og Antagelſen af Militair-Etatens Budget. Jeg henviſer til Morgenbladet Nr. 148, 149, 152, 153, 154, 155, 156, 159, 160 — 64, hvor denne mærkelige Committee-Indſtilling findes in extenso, og til Nr. 168 sqq. ſom indeholder de i den Anledning fattede Beſlutninger. Foruden at man her er gaaet i en Detaille, der gjør et Armeedepartement aldeles overflødigt og lidet ſvarer til de Landes Exempel, man ved andre Leiligheder har for Øine, ſkal jeg tillade mig at paapege følgende ſpecielle Poſter, i hvilke man uden Skye har vovet at gribe ind i den executive Magts Rettigheder og paa anden Maade gjort Brud paa de gjældende Former.

a) Uagtet Artillerie-Qvartererne i Henhold til den beſtaaende Lovgivning udgjorde 798, har man dog foreſlaaet dem nedſatte til 727 og virkelig nedſat dem til 752. Man har derved ei alene anſeet ſig berettiget til ved en Storthingsbeſlutning at ophæve Loven af 13de Septbr. 1830, hvilket er aabenbar conſtitutionsſtridigt, men ogſaa troet ſig iſtand og competent til at reorganiſere Artilleriet. Committeen gjør nemlig opmærkſom paa, at man meget vel kan lade ſig nøie med dette færre Antal Qvarterer, naar man blot omdanner Batterierne efter dens Forſlag, og forudſætter ſaaledes naivt nok, at Hans Majeſtæt vil overdrage denne vigtige Deel af den exſecutive Magt til Storthinget (cfr. den Conſtitutionelle Nr. 145, 1836 af 24de Juni).

b) Under Sagens Behandling i Thinget foreſlaaes der, at Ingenieurbrigaden bør omdannes til et Corps og modtage en forandret Organiſation. Dette finder man herligt, og beſlutter derfor, at Committeens Mening ſkal indhentes, uden at betænke, at man ligeledes her tiltager ſig en Myndighed lige imod Grundloven.

c) Den 18de Juni bevilger man Udgifter til Corps-Exerceerſkoler, men foreſkriver tillige Regler for, naar og hvor ofte der maa holdes Officiers- og Under-Ofſiciers-Samlinger.

d) Samme Dag finder man det nødvendigt at affordre Committeen dens Betænkning om et Forſlag, der gaaer ud paa at forene Krigs-Commisſariaterne med Enroullerings-Chefs Poſterne, naturligviis fordi man ogſaa antager, at dette henhører under Storthingets Resſort.

e) Efterat en Repræſentant paa en ganſke beqvem, om juſt ikke anbefalelſesværdig Maade, er kommen til Kundſkab om, at en høi Ofſicier har Bolig i en af Statens Bygninger, beſlutter man, at den lovbeſtemte Quarteergodtgjørelſe ſkal bortfalde for de Officierer, der nyde ſaadan Bolig, uden at lægge Mærke til, at det er Staten aldeles uvedkommende om Hans Majeſtæt paa ſaadan Maade disponerer over de til Høiſtſammes Raadighed overladte offentlige Bygninger, og hvilke Emolumenter Kongen tilſtaaer en Embedsmand qva Hofbetjent af de Høiſtſamme anviſte particulære Midler.

f) Tværtimod hvad der ved gjældende Reſolutioner var afgjort, betager man Generaladjutanten og de ved Generalſtaben anſatte Officierer en Deel af de Rettigheder, Embederne vare tillagte, i det man beſtemmer, at enhver af dem herefter kun tilſtaaes Ration til 1 Heſt.

g) Man anſlaaer hvad der forventes ſparet ved Mandſkabernes Permittering til 8,500 Spd., og tager disſe med i Beregningen, idet man anviſer dem til uforudſeete og tilfældige Udgifter, hvorved man altſaa enten gjør det umuligt at ſkaffe Reſourcer til disſe, eller tvinger Kongen til at permittere Soldater.

h) I det Hele taget knytter man hver enkelt bevilget Sum til de foreſkrevne Betingelſer ſaaledes, at Intet kan anſees bevilget hvis disſe ei overholdes. Følgen af denne Fremgangsmaade kunde derfor let blive, at Hans Majeſtæt nødſagedes til at lade ethvert Corps beholde den nuhavende Inddeling og Organiſation, om den end ſenere befandtes nok ſaa uhenſigtsmæsſig.

i) Endelig nægter man at bevilge 600 Spd. til 2 Artillerie-Officierers Ophold i Fahlun, fordi det var uviſt om de paa 1 Aar kunde gjøre ſig tilſtrækkeligen bekjendte med Malmſtøbningen, og man kunde tabe ſin Ret til Erſtatning af Kanonſtøberiernes Eiere naar man havde havt Opſynsmænd anſatte ved Støbningen.!

Jeg forbigaaer de flere Bemærkninger, denne Sag i ſaa rigelig Mængde giver Anledning til (cfr. Den Conſtitutionelle Nr. 129, 1836 og følgende Nr.). Om det end var henſigtsmæsſigt, at Storthinget ſøgte at gaae i den Detail, Committeen i denne Anledning er forfalden til, for at overbeviſe ſig om Nødvendigheden af de til Landmilitair-Etaten udfordrede Summer, ſaa bleve dog ikke derfor hine Uformeligheder enten nødvendige eller rigtige Det havde vel ogſaa været meeſt pasſende, at Storthinget efter et foreløbigt Skjøn havde bevilget Summen en bloc, og overladt Hans Majeſtæt at fordele den paa de forſkjellige Contoer ſaaledes ſom Høiſtſamme fandt det tjenligſt; thi naar Beløbet ei overſkrides, og virkelig anvendes til Militair-Etaten, vedkommer det ei Storthinget hvorledes den ſpecielle Dispoſition foregaaer; Hans Majeſtæt maa dog have Ret til at organiſere Krigsmagten ſom han finder tjenligſt, naar blot Grundlovens §. 25 overholdes, og Bevilgningerne ei overſkrides. Man har ſaaledes ganſke misforſtaaet Henſigten med Overſendelſen af Armeedepartementets Beregninger. At underſøge Sammenhængen med den Sum, dette Departement endnu ikke havde disponeret over, vedkom ikke Repræſentationen, og kunde i al Fald ſnart være gjort.

Paa ſaa mange Maader overtraadte 8de ordentlige Storthing de førſte Betingelſer for en Repræſentations Værdighed; ſaa talrige vare dets Forſøg paa at tilegne ſig den exſecutive Magts Functioner og gjøre Regjeringen til et ſimpelt Bureau for Fuldbyrdelſen af dets egne Beſlutningen Naar nu hertil kommer, at de forløbne 5 Maaneder væſentligſt vare blevne afbenyttede til Iſtandbringelſen af høiſt ubetydelige Gjenſtande, at man debatterede i det uendelige inden man kunde blive enig om disſe, at man anvendte en ſtor Deel af den koſtbare Tid paa Loven om Ophævelſen af Frdg. 13de Januar 1741, om Liggedage, pharmaceutiſk Examen, udvidede Rettigheder til at føre Dæksfartøier, forandrede Grændſer for Moſs, o. ſ. v. medens man endnu ikke havde taget fat paa noget andet omfattende Lovgivningsarbeide end Haandværksloven, hvilken Odelsthinget begyndte paa den 27de April men dog ikke blev færdig med førend den 6te Juni, at Sagerne ſendtes frem og tilbage imellem Storthingets begge Afdelinger med de ſmaaligſte Anmærkninger og Forandringer, at man ſtred med Haardnakkenhed for et Comma, et Ord, at Loven om Udmyntning af Skillemynt ikke fik ſin Tilværelſe uden efter en, næſten til Forargelſe gaaende Kamp om Formen, at man i Beſtemmelſen om Bankcourſens Nedſættelſe, trods alt hvad derom var ſkrevet og yttret, dog ikke kunde træffe det Rette og for Nationen Gavnlige, at man i Indſtillingen om det Egerſke Fund røbede de materielleſte Anſkuelſer, at man under Debatterne om Qvarteergodtgjørelſen hørte debitere Facta, ſom beviisligen ei ſtemmede med Sandheden, at der vilde hengaae flere Aar inden Storthinget kunde faae tilendebragt dets nødvendige Forretninger, hvis man vilde behandle de vigtige Sager ligeſaa fuldſtændigen og vidtløftigen ſom de ubetydelige, og at man jevnligen lagde for Dagen deels at man var uimodtagelig for Grunde, deels talede med i Sager, hvorom man var ganſke ukyndig, — ſaa feiler jeg vel ikke ved at paaſtaae, at ſidſte Storthing ingenlunde viiſte ſig værdig til Nationens og Kongens Tillid, men at dets hele Færd fra førſt til ſidſt bar Præget af en Aand, der med Rette anſaaes høiſt fordærvelig for Fædrenelandet. Under ſaadanne Omſtændigheder driſter jeg mig til at beſvare Spørgsmaalet, om Landets Ære og Vel fordrede at dette Storthing blev opløſt, med det beſtemteſte Ja, og at betvivle at nogen fordomsfri Mand for Alvor kan være af den modſatte Mening. Hvad der pasſerede efter at Hans Majeſtæt var bleven misfornøiet med at Commandanten paa Agershuus betjente ſig af de ham i denne Egenſkab anbetroede Midler til et uden for Tjeneſten liggende og med Kongens offentligen yttrede Villie uforeeneligt Øimed, og derfor havde taget denne Commando fra ham igjen, og da Storthinget var ophævet, lagde yderligere for Dagen, hvor liden Takt man havde, og hvor tilbøielig man var til ved enhver Leilighed at handle i den ſamme Tone. Naar Hans Majeſtæt offentlig tilkjendegiver Misnøie med en Embedsmands Forhold, og denne derimod af Andre i ſamme Anledning bevidnes deres Agtelſe og Bifald, da give disſe Andre derved et offentligt Beviis paa, at de misbillige Hans Majeſtæts Beſlutning. Som ofteſt er det Avisſkriverne, der befatte ſig med ſligt, og hvor upasſende det end er, ere Vedkommende dog navngivne, medens derimod de Storthingsrepræſentanter, ſom complimenterede den afſkedigede Commandant, ikke vare det. Er det paa denne Maade den ene Statsmagt vedligeholder god Forſtaaelſe med den anden, Underſaatten med ſin Konges Dog, jeg ſkal ikke videre commentere over disſe mærkelige Facta, ſiden de ei kunne være lagte til Grund for den kongelige Reſolution af 2den Juli; jeg releverer dem blot her, fordi de ſaa høiſt træffende characteriſere ſidſte Storthing og yderligere godtgjøre dettes umodne Anſkuelſer af ſine Forhold og Pligter.

Det er ſaameget urimeligere nu for Tiden at ville beſtride Statsminiſterens Paaſtand om, at Storthingets Opløsning var til Gavn for Riget, ſom dette efter Forholdets ſpecielle Natur væſentligſt maa komme an paa Følgerne. Man kan ikke nægte Muligheden af at Hans Majeſtæts velgjørende Henſigter forfeiles, hvis nemlig hverken det overordentlige Storthing eller Nationen ville lægge ſig de her udviklede Sandheder paa Hjertet. Imidlertid er det dog klart, at der ene kan tages Henſyn til Motivet for Handlingen, og til den ſtørre eller mindre Rimelighed for at Følgerne ville ſvare til Forventningerne. Actor maa ſelv erkjende, at det ikke gaaer an at tage Henſyn til mulige Reſultater, der have været udenfor Beregningen; forſaavidt ere vi enige; naar han derimod vil have, at dette blot maa gjælde om de tilfældige lykkelige Virkningen ſom han kalder aandelige Opvækkelſer, men ikke om de uheldige, der efter hans Formening altid ſkulle komme den Handlende til Anſvar, ſaa er dette altfor fiſkalſte Sophiſterier til at jeg ſkulde finde noget ſpecielt Svar nødvendigt eller pasſende. Det er juſt ſaadan aandelig Opvækkelſe den kongelige Reſolution ſigter til at foranledige, og mod ſin Villie røber Actor dog tydeligen, at han indſeer, hvor heldbringende det vilde være, om den kom iſtand. Ligeſom jeg tilſtrækkeligen har viiſt, at Øiemedet i ſig ſelv var godt og at det maatte præſumeres at blive opnaaet, ſaaledes er der heller ingen Sandſynlighed for at det Modſatte vilde indtræffe ſaalænge vi ikke ere nødte til at opgive alt Haab om, at Fornuft og Beſindighed kunne vende tilbage til os. Naar Talen er om der har været Anledning til at proteſtere imod en Beſlutning ſom ſkadelig for Riget, maa man indſkrænke ſine Fordringer i Overeensſtemmelſe hermed. De aldeles uberegnelige Følger af Handlingen kunne efter criminaliſtiſke Grundſætninger ikke lægges Nogen til Laſt I det Mindſte maatte disſe ſkadelige Reſultater virkeligen være indtraadte i den udvortes Verden inden der kunde blive Spørgsmaal om Anſvar; thi Muligheden af at Skade opſtaaer kan naturligviis ikke lægges til Grund for en Straffedom, der ene maa bygges paa beſtemte Facta. Hvad jeg under Proceduren af Sagens formelle Deel anførte om, at Anlægget var ſkeet for tidligt, maa ſaaledes komme i Betragtning her ſom en yderligere Frifindelſesgrund. At foregribe Fremtiden og erklære det for ſkadeligt, ſom ei alene muligens, men endog høiſt ſandſynligen vil viſe ſig at have været gavnligt, driſter vel ingen Domſtol ſig til, mindſt en ſaa ophøiet ſom nærværende.

Det kunde ſaaledes viſtnok anſees aldeles overflødigt ſpecielt at gjennemgaae Actors Argumentationer, ved Hjælp af hvilke han troer at have godtgjort, at den kongelige Reſolution af 2den Juli baade er ſtridende imod Statsformen og øienſynlig ſkadelig for Riget. For at fuldſtændiggjøre mit Forſvar, og bringe det om muligt til en endnu høiere Evidence, at Odelsthingets Anke er aldeles temerair, ſkal jeg ikke deſtomindre udbede mig Rigsrettens Tilladelſe til at drøfte disſe ſaakaldte Grunde noget nøiere.

Actor begynder her ſit Angreb med den ſnurrige Paaſtand, at den omhandlede Beſlutning ingen formel Hjemmel har i Grundlovens 80 §., en Paaſtand, der ſkylder hans Opfindelſe ſin Tilværelſe. Men at han ikke dermed kan gjøre nogen Lykke, er ſaa klart, at kun nærværende Sags Vigtighed og en Defenſors Pligt bevæger mig til at imødegaae den med andet end en ſimpel Benægtelſe. Han ſtøtter ſin nye Lære deels paa Udtrykket ”den beſtemte Tid” i Grundlovens § 80, deels paa Aanden i bemeldte Paragraph. Hvad nu det Førſte angaaer, da har §. 80 med rene og klare Ord ſagt, at Storthinget forbliver ſamlet ſaalænge det finder det fornødent, dog ikke over 3 Maaneder uden Kongens Tilladelſe. Hvorledes disſe tydelige Udtryk kunne modtage nogen anden Fortolkning end den, at Storthinget har en grundlovmæsſig Ret til at være ſamlet i 3 Maaneder uden at Kongen kan hindre ſaadant, men at det efter den Tid blot exiſterer med Hjemmel af Hans Majeſtæts Samtykke, der ikke er knyttet til nogenſomhelſt Betingelſe eller paalagt mindſte Indſkrænkning, formaaer jeg ſandelig ikke at fatte. Da Alt hvad Actor anbringer i nærværende Sag til Styrke for Odelsthingets Anklage maa betragtes ſom Thingets egne Anſkuelſer, ſaa fortjener det viſtnok en høi Grad af Opmærkſomhed, at denne Afdeling af Repræſentationen bøier og dreier Grundloven paa den kunſtigſte Maade blot for at udvide dens egne Rettigheder. At Regelen for Kongens Ret til at prolongere Storthinget ene maa ſøges i de ovenfor af mig citerede Ord, er uimodſigeligt. Den følgende Pasſus er blot en Anvendelſe af Regelen, og kan altſaa ikke tilintetgjøre eller gaae videre end denne. Var dette ſkeet, maatte Præſumtionen dog være for at Grundloven havde udtrykt ſin egentlige Mening i Hovedſætningen ſelv. Naar der imidlertid ingen Strid er imellem begge disſe Pasſus, naar det maa erkjendes af Enhver, der vil ſee, at Ordene ”eller efterat have været ſamlet i den beſtemte Tid” referere ſig deels til de 3 Maaneder, hvortil Kongens Samtykke ikke udfordres, deels til den Fortſættelſe af Thingets Virkſomhed, ſom Kongen ſenere tillader, og at Hs. Majeſtæt virkelig har beſtemt Tiden naar han meddeler Prolongation indtil Videre og hæver denne midlertidige Tilladelſe igjen, ſamt at den beſtemte Tid da er forbi, ſaa friſtes man næſten til at troe at Actor her ſpøger.

Om og hvorvidt det er Storthinget beqvemt eller behageligt at modtage deslige Prolongationer, vedkommer ikke Qvæſtionen. Imidlertid dependerer det af dets egen Fremgangsmaade at undgaae ſaadant; thi Erfaring har lært og Sagens Natur tilſiger, at Hs. Majeſtæt ikke vilde reſervere ſig Ret til naarſomhelſt at tage Tilladelſen tilbage igjen, hvis Han kunde ſtole paa at Storthinget afbenyttede den givne Friſt paa en med Fædrenelandets Vel ſtemmende Maade. Almindeligviis er det ogſaa en Umulighed, efter de Forretningsmaximer Repræſentationen følger, i Forveien at bedømme hvor lang Tid den behøver, og en Udſættelſe til en beſtemt Dag kunde derfor heller ikke lede til Maalet. Man faaer i ethvert Tilfælde at arbeide paa det Vigtigſte og gaae dermed ſaa langt man kan; Uſikkerheden bør her ingen Indflydelſe have. Om Overrumpling er der ikke Spørgsmaal, kun om Anvendelſen af Kongens conſtitutionelle Ret, og denne bringer Høiſtſamme i Udøvelſe ſaaledes ſom han finder tjenligſt for Riget. Dettes Vel er Kongens eneſte Motiv; kan Storthingets Ønſke ei harmonere dermed, maa Skylden ſøges hos det ſelv. En Udſættelſe paa ubeſtemt Tid indeholder tilſtrækkeligt Motiv for Storthinget til at have Alt beredt for at kunne ende Forhandlingerne naarſomhelſt. Jeg indſeer ikke med hvad Ret man fordrer noget ſpecielt Kald og Varſel, og jeg havde mindſt ventet at man fra denne Kant ſkulde have villet gjort opmærkſom paa hvad Anſtændigheden fordrer, et Begreb, der ogſaa af denne Actors Yttring ſees at være mere ubekjendt end ønſkeligt var.

Betræffende Actors andet Argument, da ſees det, at han, og efter hvad jeg nylig yttrede, tillige Odelsthinget, ogſaa her finder det beqvemt at gjøre Vold paa Grundloven for at Repræſentationen kan komme i Beſiddelſe af en ſtørre Myndighed Hans Raiſonnement gaaer nemlig ud paa, at Grundloven har været for knap i det den blot tilſtaaer Storthinget 3 Maaneder, og at det altſaa maa være dens Villie at Kongen ſkal tilſtaae det ſaa lang Tid, ſom det behøver til Fuldførelſen af dets mange og vigtige Arbeider, hvilke det umuligt kan tilendebringe.i den lovbeſtemte Tid. Men ſaaledes har ikke Grundloven tænkt. Den er gaaet ud fra den Forudſætning, at de Pligter, det paaligger Repræſentationen at varetage, kunne opfyldes i 3 Maaneder, at Omſtændighederne vel undtagelſesviis kunne fordre en længere Tid, men at denne Prolongation ei klogeligen kunde overlades til Storthingets eget Forgodtbefindende, da Nationen maa have en Garantie for at det ei misbruger ſin Magt til dens Skade, hvilket er meget muligt og ene kan forebygges i dette Punct ved at lægge Retten til at hæve Thinget i Kongens Hænder. Med denne Grundlovens utvetydige og klarligen udtalte Villie faaer man lade ſig nøie, ſaalænge Beſtemmelſen ikke conſtitutionsmæsſigen er forandret, Noget, der vel ikke ſkeer ſiden Storthinget gjentagende og ſaa energiſkt har deklareret, at det ei vil have Grundloven forandret i Puncter, man dog erkjender trænge til Forbedring, med mindre man kunde ſtatuere, at det ogſaa her agtede at følge et modſat Princip til Udvidelſe af dets egne Rettigheder. Der haves intet Beviis for at hine 3 Maaneder ere utilſtrækkelige; den hidtil gjorte Erfaring lærer blot at Storthingene, ſaaledes ſom de gaae frem, ikke i denne Tid naae Maalet; men at de ikke kunne bruge en klogere og henſigtsmæsſigere Fremgangsmaade, hvorved Tiden blev tilſtrækkelig, er netop hvad der ſkal beviſes og lader ſig ikke opſtille ſom et Axiom. Præſumtionen er for at de Mænd, der i langt kortere Tid fuldførte et Arbeide ſom ſelve Grundlovens Forfattelſe, bedſt maatte kunne bedømme Omfanget af de Pligter, der efter denne ſkulde fyldeſtgjøres af Repræſentationen, og hvor langt Tidsrum dertil behøvedes Man tænkte ſig dengang viſtnok ikke Muligheden af at de kommende Storthing ſkulde ſaa aldeles forlade Conſtituenternes følgeværdige Exempel, at de ſkulde forfalde til denne grændſesløſe Detail og mageløſe Smaalighed, at de ſkulde indlade ſig i evindelige Flikkerier paa den private Lovgivning, og ſpilde Tid og Kraft paa Enkeltheder, at de ſkulde tabe ſig i uendelige Stridigheder om Formen og opløſe ſig i ſimple Bureauer; nei, man forventede at Folket vilde gjennemſkue Henſigten med en conſtitutionel Forfatning, fatte dennes Aand, og indſee at Repræſentationen alene har at foreſkrive de almindelige Principer, den finder bedſt ſtemmende med Rigets Tarv, overladende Regjeringen at beſørge disſe gjennemførte i det Specielle. Var dette ſkeet, da vilde vi have faaet ganſke andre Reſultater; da var Hovedſagen ei glemt over Biting; da havde Ingen vovet at ſpilde Thingets koſtbare Tid med unyttige Forſlag og urimelige Indvendinger tildeels i Sager, han ei var indviet i, og da vilde 3 Maaneder almindeligviis været tilſtrækkelige. Saaledes ſom det nu gaaer er det intet Under at man forlanger 3 Gange ſaa lang Tid; men Feilen er Ens egen, og det klinger derfor ikke godt at ſige den er Grundlovens At de førſte Storthing behøvede ſtørre Friſt, deels fordi den forandrede Statsforfatning krævede mange Reformer, deels fordi Repræſentanterne da manglede behørig Erfaring, finder jeg rimeligt; men begge Aarſager ophørte efterhaanden uden at dette blev Tilfældet med Virkningerne. Det nytter ſaaledes ikke at paaberaabe ſig de foregaaende Storthings Exempel; thi man burde have ladet ſig afſkrække ved disſe Spoer iſtedetfor opmuntre til at forfølge dem videre, og man burde indſeet, at et Onde kan bæres med Reſignation til en Tid ſaalænge Haabet om at det vil hæve ſig ſelv ikke forlader En, men at det bliver aldeles utaaleligt naar det beſtandig voxer. Indvendingen, at det ei er gaaet bedre eller hurtigere forhen end paa ſidſte Storthing, maa derfor blot tjene til Beviis paa, hvor eenſidigt og egoiſtiſkt Menneſket er. Derfor nytter det ikke heller at henviſe til den Overbærenhed, hvormed Kongen har taalt lignende Misgreb af foregaaende Storthing; tværtimod burde man deri have ſeet en kraftig Opfordring til at betræde en anden Bane. At Hans Majeſtæt nogenſinde ſkulde have erkjendt, at Repræſentationen nødvendigviis behøvede mere end 3 Maaneder, forholder ſig ikke ſaaledes, og vilde desuden Intet beviſe til Fordeel for Modpartiet, ſiden 8de Storthing var ſamlet i meer end 5 Maaneder, og der, ſom bemærket, var Anledning til ikke at være ſaa nøieregnende med de førſte Storthing, der manglede Erfaring Naar Actor paaberaaber ſig Grl. 94 §. til Beviis forat dens Concipiſter, i at beſtemme 3 Mdr. for Storthingets ordinaire Virkſomhed, have forudſat at en ny almindelig civil og criminel Lovbog vilde udkomme, der endnu ſavnes, da forventer jeg han oplyſer mig om, i hvilken Henſeende denne Mangel har forøget Thingets Arbeide og medtaget dets Tid. Det Slags private Love, ſom hidtil have været Gjenſtand for Repræſentationens Overveielſe, vedkomme kun for en ſaare ringe Deel den almindelige Lovbog; de ere desuden for det meſte fremkaldte ved Forſlag fra Thingets egne Medlemmer, og ſaa uvæſentlige, at man ikke ſkulde have havt Anledning til at beklage ſig, om de fremdeles vare forblevne ubekjendte. At ſidſte Storthing af Regjeringen blev forelagt mange og vigtige Forſlag er fandt; men netop denne Omſtændighed gjør det ſaa meget mere uforſvarligt at ſpilde Tiden med daglige Debatter om Ingenting, hvorved de forberedende Arbeider naturligviis betydeligen maatte forſinkes.

Hvem indſeer ikke at Øiemedet, i hvilket Kongen er givet Ret til at opløſe Storthinget efter 3 Maaneders Forløb, ganſke vilde forfeiles, naar Repræſentationen ved enten forſætligen eller af Ukyndighed at benytte Tiden til unyttige Ting ſkulde kunne anbringe Mængden af de reſterende Sager ſom en Grund til Prolongation, den Kongen ene ifølge deraf ſkulde være forpligtet at meddeles Skal da Nationen i det uendelige taale at Storthinget ſaa uforſvarligen røgter ſit vigtige Kalds og gaaer det an at forſtyrre den til Folkets Sikkerhed etablerede Ligevægt ved at tilſtaae den ene Statsmagt Ret til at ſkaffe ſig en forøget Myndighed blot derved at den misbruger den, af hvilken den allerede er i Beſiddelſes Jeg mener Beſvarelſen af disſe Spørgsmaal frembyder ſig af ſig ſelv, og at Actor ſaaledes netop ſøger at faae ſanctioneret en imod Grundlovens tydelige Ord og umiskjendelige Henſigt ſtridende Fremgangsmaade, i det han vil have Reſolutionen af 2den Juli anſeet uforeenelig med Statsformens Aand.

Endvidere debiteres det, at oftmeldte Beſlutning ſtrider imod ſelve Statsformen, ”i det den uundgaaelig fremkalder Følger og Virkninger, der ſtride imod Forfatningen.” Beviſet herfor ſøger Actor i det manglende Budget, da Regjeringen nu nødes til at udøve flere af de Myndigheder, der ene tilkomme Storthinget, hvis ikke flere Indtægtsſummer ſkulle gaae tabte for Statscasſen. Men, høiſtærværdige Herrer, hvem Anden er vel Skyld i at intet Budget kom iſtand end netop Repræſentationen, og hvorledes kan denne da troe at disculpere ſig ſelv ved at velte Følgerne deraf over paa den erſecutive Magts Det nytter ikke at forſvare ſig med den Paaſtand, at det var umuligt at have Budgettet færdigt til 1ſte Juli; i 5 Maaneder kan udrettes Meget naar man arbeider paa det man ſkal, og arbeider med Orden og Sagkundſkab. Siden Actor og Odelsthinget betragter det ſom en for Staten ſaa uhyre farlig Sag at dette Arbeide ikke er tilendebragt hvorfor tænkte man da ikke itide paa at tilendebringe det, for at undgaae alle farlige Følger af Budgettets Udebliven? Bilder man ſig da virkelig ind, at vi ſkulde lade os forlede til at troe der ingen Ulykke var paafærde om Staten manglede Budget den 1ſte Juli, naar blot Storthinget var ſamlet og efter ſin Beqvemmelighed kunde faae det iſtand ſenere, men at den ſamme Mangel ſkulde være af uberegnelige Følger, ſaaſnart den paa nogen Maade kunde tilſkrives den executive Magt? Jeg mener Ulykken maa være lige ſtor, hvem der ſaa end har fremkaldt den; al den Uſikkerhed for Statscasſen, al den Udvidelſe af Regjeringens Myndighed, ſom Actor udleder af det manglende Budget, exiſterer jo ogſaa naar Storhinget er ſamlet uden i rette Tid at gjøre dette iſtand. Jeg finder i ſaa Henſeende ikke den mindſte Forſkjel Er det da ikke characteriſtiſkt at man bebreider Regjeringen at den en enkelt Gang, ſkjøndt indirecte, medvirker til at dette Værks Tilendebringelſe udſættes, medens man finder det ganſke i ſin Orden at Repræſentationen altid har directe foranlediget ſaadant? Sandelig, man vedbliver troelig det engang valgte Syſtem, og undſeer ſig ikke ved at give Andre Skylden for ſin egen Brøde. Kommer Staten i den lovløſe Tilſtand, Actor lamenterer over, hver Gang Budgettet udebliver den 1ſte Juli, da er det en utilgivelig Feil af Storthinget, at det paa en grundlovſtridig Maade har tilſideſat ſin førſte og vigtigſte Pligt, en Pligt, ſom det i ſaa Fald maatte og ſkulde opfylde i rette Tid. Man har ikke været ſaa øm før; man har vidſt at lempe paa disſe Uleiligheder ved at forme Beſlutningerne ſaaledes, at de, ſkjøndt afgivne efter 1ſte Juli, dog ſkulde gjælde fra denne Dato Nu derimod gaaer ſaadant ſlet ikke an; thi Feilen ligger hos den executive Magt, og det har noget andet at betyde end naar den ſamme begaaes af Storthinget! Et værdigt Raiſonnement! Ved at læſe følgende Ord i Actors Indlæg: ”Den længere eller kortere Varighed (af denne interimiſtiſke, lovløſe Tilſtand) er noget mindre Væſentligt; Principet at ſætte Staten i en lovløs Tilſtand er det Væſentlige, det Nedſlaaende, det Sørgelige,” troede jeg han vilde apoſtrophere Storthinget, der beſtandig har gjort ſig ſkyldig heri; — Nei, det gjælder ingenlunde Thinget, blot Statsminiſteren! Jeg anvender imidlertid disſe Ord paa Repræſentationen, og paaſtaaer, at den ſkulde have betænkt ſaadant itide. Om det ogſaa kunde indrømmes at de 16 af Actor opregnede Sager maatte tilendebringes inden Budgettet lod ſig opgjøre, hvilket dog er tvivlſomt, f. Ex. hvad No. 11, 15 og 16 angaaer, ſaa er alt dette dog intet andet end hvad der ſtaaer i Forbindelſe med ethvert Budget, og kan anſees ſom integrerende Dele af dette. Men jo flere og vidtløftigere disſe Sager vare, deſto nødvendigere havde det ogſaa været for Thinget at foretrække dem for ſaa mange andre uvæſentlige. Committeerne have viſtnok arbeidet med Kraft og Iver; imidlertid indſees det let, at Medlemmerne ikke kunne udrette ſtort, naar de ſkulde være tilſtede hele Dagen i Storthinget og dets Afdelinger for at deeltage i de der holdte ſmaalige og uendelige Debatten De 2de Propoſitioner af 26de Mai, ſom Actor ſpecielt paaberaaber ſig, ere for ubetydelige til her at kunne komme i nogen Betragtning, og Propoſitionen af 23de Juni om Eftergivelſe af nogle Privates Gjeld til Statscasſen ſtaaer ikke i nogen Forbindelſe med Budgettet, i det mindſte ikke i nogen væſentlig Billigede man Actors Anſkuelſe, da blev Følgen ufeilbarligen den, at Storthinget kunde tiltvinge ſig Prolongationer i det uendelige blot ved at undlade at gjøre Budgettet iſtand, og derved eludere Grundlovens 80 §.

Det fortjener endvidere at lægges Mærke til, at man ikke alene intet Beviis har for at Budgettet af ſidſte Storthing vilde være blevet forfattet ſaa tidligt, ſom nu maa præſumeres at blive Tilfældet, men at alle Omſtændigheder endog ere derimod; thi vedblev man at gaae frem ſom man havde begyndt, hvilket nu forhaabentlig efter den modtagne alvorlige Paamindelſe ikke vil ſkee, da var man visſelig førſt om meget lang Tid kommen ſaavidt. ”Men Statsminiſteren havde ingen Garantie for at et overordentligt Storthing vilde blive ſammenkaldt!” Jeg ønſker at vide, af hvilken Kilde Actor har øſt denne Kundſkab. Jo, høiſtærværdige Herrer, Statsminiſteren vidſte netop at dette var Kongens Villie, og derfor proteſterede han ikke imod Beſlutningen af 2den Juli, da han anſaae Fædrenelandet bedre tjent med ſaadan ny Sammenkaldelſe Beviſet for at Hs. Majeſtæt havde en ſaadan Henſigt ligger i tidtnævnte Reſolution ſelv, hvor det hedder: ”Hans Majeſtæt befaler derhos den Norſke Regjering at afgive underdanigſt Betænkning med Henſyn til de nødvendige Foranſtaltninger i Anledning af ovenſtaaende Reſolution om Storthingets Opløsning uden at Skattebeſtemmelſerne eller Budgettet maatte være afgjorte.„ Her var netop et ſaadant Tilfælde forhaanden, ſom Grundlovens 15 §. ſigter til, og det kan ikke være Actors Alvor naar han lader ſom om han ikke forſtaaer at hiin Sætning ene angaaer Sammenkaldelſen af et overordentligt Storthing, hvilket jo ogſaa erfares at være berammet til den 15de October, ligeſom Hs. Maj. ogſaa udtrykkeligen erklærer et overordentligt Storthings Sammenkaldelſe nødvendig.

Endelig mener Actor at Storthingets pludſelige Opløsning ogſaa var ſkadelig for Riget. Forſaavidt han ſøger at beviſe ſaadant ved de ſamme Grunde, hvorpaa han ſtøtter Paaſtanden om at Statsformen er overtraadt, behøver jeg ikke yderligere at udvikle min modſatte Anſkuelſe, da jeg paa ſit Sted har gjennemgaaet ethvert af hans Argumenter. Imidlertid fremſætter han nogle ſubſidielle Bemærkninger, til hvilke jeg giver mig den Ære at ſvare Følgende:

Det var ſikkert og viſt, at Storthingets fortſatte Virkſomhed ei var til Hæder eller Nytte for Fædrenelandet, rimeligt og ſandſynligt at dets Opløsning vilde lede til ærefuldere og heldigere Reſultater. Beviſet herfor ligger i mine foregaaende Argumentationer. Actors Slutning, at man ved Handlingens Bedømmelſe nødvendigviis maa tage Henſyn til dens ſkadelige Følger, er ſaaledes udledet af falſke Præmisſer.

Der fortælles endvidere, at man i al Fald ikke havde Ret til at belære Storthinget ved Midler, der forſtyrre de helligſte conſtitutionelle Forhold, ſtandſe Statsſtyrelſen eller føre denne paa Afveie og udſætte Statsforfatningen for Fare. Ganſke viſt maatte dette misbilliges, derſom det for holdt ſig ſaaledes, eller hvis der gaves noget andet lovligere Middel. Men ingen af Delene er Tilfældet. Middelet er netop lovligt ſiden det beſtaaer i Anvendelſen af Kongens conſtitutionelle Ret; de farlige Følger deraf ere hverken beviiſte eller ſandſynlige; tværtimod, det maa anſees ophøiet over enhver Tvivl, at Henſigten paa denne Maade vil opnaaes, hvilket forhaabentlig ſnart kan erfares af det overordentlige Storthings klogere Fremgangsmaade.

Finantsdepartementets Skrivelſe til Actor af 8de dennes viſer, at de befrygtede farlige Reſultater ikke ere indtraadte, og der er vel ingen Grund til at antage, at de mere ſkulle indtræde denne Gang end forhen. Jeg gjentager for øvrigt, at Skylden i alfald er Repræſentationens, ſom kunde og burde ſørget for at Bevilgnings- og Skattevæſenet var ordnet inden 1ſte Juli. Det indſees ikke hvori de mildere Midler ſkulde have beſtaaet. Naar det Onde, man lider under, er ſaa ſtort og indgroet ſom en Repræſentations vedvarende Miskjendelſe af ſine førſte Pligten da maa Sagen behandles paa en energiſk Maade, hvis der ſkal være Haab om Bedring. Kongemagten kan hverken for de indre eller ydre Forholds Skyld taale en ſaadan Behandling, ſom man hos os har tilladt ſig. Det maatte forudſees, at en Fortſættelſe deraf vilde lede til de ſørgeligſte, aldeles uberegnelige og uerſtattelige Følger; den Aand, ſom fremkaldte disſe, maatte kues inden de indtraadte; dertil var Hs. Majeſtæt ligeſaa berettiget ſom forpligtet, og dertil kjendte Høiſtſamme intet andet lovligt Middel end det, Forfatningen netop i denne Henſigt havde anviiſt Ham. En Skattelov og et Budget vare viſt nok nødvendige; men at overlade 8de Storthing at ordne disſe Sager paa dets ſædvanlige Maade, var høiſt utilraadeligt. Saavel Nationen i det Hele, ſom Repræſentationen i Særdeleshed trængte til et elektriſkt Stød, ſom kunde bringe den tabte Beſindelſe tilbage. Den kortere eller længere Tid inden Budgettet kom iſtand maatte her være et underordnet Øiemed, og de Uleiligheder og Udgifter, der ere forbundne med et overordentligt Storthings Sammenkaldelſe, kunde ikke andet end betragtes ſom uvæſentlige og ubetydelige i Forhold til det høiere Gode, man tilſigtede opnaaet. Heller ikke lod det ſig beregne, hvor lang Tid Storthinget behøvede til disſe Arbeider; men ved at lægge den gjorte Erfaring til Grund befandtes det, at hvad man vilde opnaae kjøbtes for dyrt ved Storthingets fortſatte Virkſomhed Havde Thinget ikke bedre varetaget Landets Interesſe, hvis det havde benyttet den 7de og 8de Juli til, overeensſtemmende med Grdl. §. 75 Litr. a, udtrykkeligen at fornye de af forrige Storthing paalagte Skatter og Afgifter, iſtedetfor til at gjennemgrandſke en det uvedkommende Protokol og dekretere nærværende Action? Om denne end antages at være nødvendig, ſaa havde det dog været langt tjenligere for Riget at ſaadant var udſat til næſte Storthing, naar man til Vederlag derfor kunde have faaet Skattevæſenet reguleret. Forøvrigt er det mærkeligt nok at ſee hvor liden Tid ſidſte Odelsthing behøvede for at fatte en af de vigtigſte Beſlutninger, naar det fandt en ſaadan nødvendig Denne Hurtighed frembyder en ſkjærende Contraſt til den øvrige Langſomhed. Landets Vel fordrede at Nationens Mænd indſaae Betydningen af denne Benævnelſe, ſom Actor tillægger dem; derfor ſendtes de fra hinanden, i det man haabede de vilde komme til Eftertanke og indſee at man ved Ukyndighed og ſtivſindet Vilkaarlighed ſkader Fædrenelandet ligeſaa meget ſom om man conſpirerede imod dette. Statsminiſter Løvenſkjold fandt intet Behag i den Overbeviisning at Repræſentationen havde gjort ſaadan Fremgangsmaade nødvendig; tværtimod, det ſmertede ham at være Vidne til en Færd, der ei tillod en anden Behandling; det var Aarſagen, ſom bedrøvede ham ſaavelſom enhver ærlig Normand; Virkningen kunde blot ſmerte paa Grund af Forbindelſen imellem begge.

Actors Fortolkning over Grundlovens §. 75 Litr. a, er et fornyet Beviis paa den Lethed med hvilken man bortraiſonnerer Grundlovens tydelige Bud til ſin egen Fordeel paa ſamme Tid man forfølger en anden for præſumtive Brud paa denne. Naar det hedder: ”bet tilkommer Storthinget: a, — at paalægge Skatter o. ſ. v., ſom dog ei gjælde længere end til 1ſte Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er ſammenkaldt”, ſynes det meget driſtigt at ville paaſtaae at disſe Skatter gjælde indtil Storthinget har fattet Beſlutning derom, omendſkjøndt dette ſkeer efter 1ſte Juli. Den ſtørre eller mindre Difference i Tiden gjør, ſaaledes ſom Actor paa et andet Sted ſelv har bemærket, intet til Sagen, og jeg mener det er ophøiet over enhver Tvivl, at alle hans Trøſtegrunde ogſaa maae kunne komme til Anvendelſe med Henſyn til det overordentlige Storthings Beſlutninger om Skattevæſenet, ſaa at han viſt kan berolige ſig ſelv naar han tænker nærmere efter. Forreſten tillader Grundloven ikke at diſtingvere imellem de forſkjellige Aarſager til at Budgettet ei er udfærdiget den 1ſte Juli; det er kun Actors levende Indbildningskraft ſom her faaer ham til at viſe en Skarpſindighed, der dog ſtrax bliver ſløv igjen idet han debiterer at Statsminiſteren forſætligen har gjort Iſtandbringelſen af Budgettet umulig. Jeg proteſterer imod disſe og lignende Invectiver, der ere fremførte uden mindſte Føie.

Man ſtandſede ikke Storthingets Virkſomhed for at foranledige et Interregnum men for at forebygge en Tilſtand, der ei var lykkeligere end et ſaadant. Naar det hedder at man oppebiede den 2den Juli, da man vidſte at Budgettet ei var eller fornuftigviis kunde ventes at være færdigt, for da at hæve Storthinget, ſaa behager man ogſaa her at hjælpe ſig med ſin Divinationsevne, der imidlertid fremdeles er ligeſaa vildfarende og chimæriſk ſom forhen. Sammenligningen imellem Tilſideſættelſen af Grl. §. 75 Litr. a, og af ſammes §. 94 er ſaa uheldig, at det næſten er en Skam at opholde ſig ved den; thi ligeſom den ſidſtes.tillige udtrykkeligen beſtemmer at Statens gjældende Love blive i Kraft indtil den nye almindelige Lovbog udkommer, medens den førſte ikke lader Skatterne vedvare længere end til 1ſte Juli hvad enten et nyt Budget da er færdigt eller ei, ſaaledes har hvilketſomhelſt Storthing conſtitutionel Ret til at foranſtalte en Lovbog udgivet, medens der ſkal et beſtemt individuelt Storthing til for at regulere Skattevæſenet for de 3 kommende Aar. — Det er rimeligt at Actor ”forbauſes over det kolde urokkelige Forſæt at qvæle alle disſe hidtil med ſaa kjærlig Haand opfoſtrede Spirer til Fædrenelandets Held” (de Storthinget forelagte Arbeider), hvis han har ſeet dem; vi andre, ſom derimod blot vide at Frøet er nedlagt i Jorden, men forgjæves have ventet paa at det ſkulde ſpire frem, vi finde det ganſke i ſin Orden at man ſøger at indføre en bedre Dyrkningsmaade i den politiſke Have. Ved at ſende Urtegaardsmanden i en dygtig Skole gjør man alt muligt for at tilveiebringe en velſignet Høſt. Actor faaer imidlertid med eet conſtitutionelle Skrupler og frygter for at det overordentlige Storthing ei er berettiget til at tage ſig af de ſpæde Planter; men denne ham ellers fremmede Frygt er ganſke utidig; thi der er hverken i Grundlovens Bogſtav eller dens Aand det Allermindſte, der forbyder Kongen at forelægge et ſaadant hvad Høiſtſamme finder tjenligt (§. 69 og 70). Dette er en ſnild Maade at gjøre den foregivne Skade af Storthingets Opløsning indlyſende paa! Jeg ſkulde forreſten mene at de Omſtændigheder, der have foranlediget den Kongelige Reſolution af 30te Juli ſidſtl., vel kunde kaldes overordentlige, og dette er Alt hvad Grundloven fordrer. Skulde Folkets Rettigheder ved denne Foranſtaltning blive mindre end forhen, da faaer det i ſaa Henſeende at holde ſig til ſine Befuldmægtigede og en anden Gang ſee til at Omſorgen for dets Tarv bedre iagttages Valget af Repræſentanter er jo temmelig frit. En moden, ſkjøndt ſenere hen fattet Beſlutning er desuden langt at foretrække en øiebliklig og umoden, hvorpaa nærværende Sag blandt andet kan tjene til Beviis.

Statsminiſter Løvenſkjold har ikke givet Stødet til den Handlemaade, Actor med Ængſtelighed tænker ſig ophøiet til en Regjeringsmarime. Om den forreſten bliver dette, vil Fremtiden lære os. Repræſentationen har det ſikkerligen i ſin Magt at gjøre enhver Tanke derom umulig; vil den ikke det, da mener jeg Landet er bedre tjent med at et Storthing, der handler ſom det 8de, varer i kort end i lang Tid. Man tillader ſig alt for let at glemme at Repræſentationen ikke ene raader over Folkets Rettigheder og at den er forpligtet til at udøve ſin Myndighed paa grundlovmæsſig Maade, følgelig med Ærbødighed og Reſpekt for .Kongemagten. Kun naar den ei gjør det, kan den vente at blive holdt inden de conſtitutionelle Skranker, og ſaalænge dette ſkeer ved de af Grundloven ſelv foreſkrevne Midler, nytter det ikke at man vaander ſig under Trykket af de Baand, man ved ſin urigtige Adfærd ſelv har gjort nødvendige.

Jeg ſeer ikke den Stagnation i alle Forhold, den Standsning i al Fremadſtræben, ſom Actor antager vilde blive Følgen af at Storthinget hindredes i at handle ſom det fandt for godt; tværtimod, mine Forhaabninger ere netop lyſe og ſmilende; thi jeg venter en ganſke anden lovmæsſig og fornuftig Tingenes Orden end den hidtil beſtaaende, ſaaledes ſom jeg ovenfor har udviklet. Lad enhver gribe i ſin egen Barm og qvæle Forfængelighedens og Vilkaarlighedens onde Aand, og man ſkal visſeligen finde at den udſaaede Sæd vil bære de herligſte Frugter for Fædrenelandet. Actor og og jeg ønſke de ſamme Reſultater; vi ere alene uenige om det rette Middel til at frembringe disſe; men jeg kan aldeles ikke føle mig overbeviiſt om at han har været heldig i ſit Valg.

Hvad Oppoſitionsforholdet imellem Kongen og Storthinget angaaer, da har ſidſtnævnte ene fremkaldt det; ſaadant er ikke Følgen af den oftnævnte Reſolution, der netop er bevirket i den Henſigt at gjøre en Ende paa dette Forhold. Vee den, fra hvem Forargelſen kommer. Havde man tidligere erkjendt de Sandheder, Odelsthinget igjennem ſin Fuldmægtig nu hylder, nemlig at det Hele taber naar de Styrende ligge i Strid ſammen, da vilde der aldrig været Spørgsmaal om ſaadanne Conflikter eller disſes ulykkelige Følger.

Forſaavidt Actor endelig berører de ſtore pekuniaire Tab for det Almindelige og de tunge Opoffrelſer for Storthingets Medlemmer, der ville flyde af et overordentligt Storthings Sammenkaldelſe, da ere disſe Uleiligheder jo aldeles nødvendige derſom det, hvilket jeg haaber, maa indrømmes at denne Foranſtaltning ikke kunde undgaaes, og de kunne alene falde dem til Laſt, der have givet Anledning dertil. I Sammenligning med det Onde, man agtede at forebygge ei blot for denne Gang men ogſaa for Fremtiden, maae de anſees ringe og ubetydelige. At Statscasſen har lidt noget Tab, er hverken beviiſt eller ſandſynligt, og at de Omkoſtninger, der have været anvendte paa ſidſte Storthing, ſkulde betragtes ſom ſpildte af den Grund at Sagerne, naar Repræſentanterne atter ſamles, maae forberedes forfra igjen, kan ikke ſtatueres med mindre det hidtil udrettede ikke engang kan afbenyttes og videre fortſættes af de ſamme Individer, noget, ſom hverken kan formodes eller i al Fald bebreides andre end dem ſelv. Reiſeomkoſtningerne frem og tilbage ere vel en Udgift, men deels af en underordnet Beſkaffenhed, deels af et mindre Beløb end hvad Storthingets Holdelſe i 2 Maaneder koſter. Hvor liden Anledning man har til at paaſtaae, at noget Væſentligt vilde være udrettet i den Tid, har jeg oftere gjort opmærkſom paa; og derſom den Kongelige Reſolution af 2den Juli opnaaer Henſigten, vil det overordentlige Storthings Sammenkaldelſe bevirke de nødvendigſte Sagers Tilendebringelſe for en billigere Priis end om det ordentlige Storthing var blevet ſamlet. Det ſynes forreſten noget ſælſomt at ville opgjøre en Conto over Pengeudgifterne i deslige Tilfælde, hvilket vel meget erindrer os om det desværre altfor almindeligt blevne Princip at Statens Lykſalighed ene eller dog væſentligſt beſtaaer i at ſpare, uden Henſyn til de ſtørre og ædlere Goder, man derved opoffrer. Med Billighed forundrer man ſig viſtnok ogſaa over at Odelsthinget paa eengang drager ſaa megen Omſorg for at ſkaane Statscasſen for Udgifter, imedens det tidligere, under dets egen Virkſomhed, juſt ikke ſynes at have tænkt paa hvad hver Dag, Repræſentationen var ſamlet, koſtede Landet.

Forſaavidt jeg ikke allerede tidligere har havt Anledning til at imødegaae Actors Klagepuncter og de derfor anbragte Grunde, haaber jeg nu tilſtrækkeligen at have godtgjort, at Hans Excellence Statsminiſter Løvenſkjold ikke i nogenſomhelſt Henſeende har overtraadt ſine conſtitutionelle Pligter, men at han netop har handlet ſaaledes ſom man af en oplyſt, fordomsfri og fædrenelandsſindet Statsmand kunde vente. Jeg har viiſt, at Beſkaffenheden af det Prærogativ, Grundlovens §. 80 hjemler Kongen, ikke tillader nogenſomhelſt Indſkrænkning eller Underſøgelſe af dets Henſigtsmæsſighed for det enkelte Tilfælde — at Grundlovens 15de §. hverken omhandler en ſaadan Sag, ſom den, der her er Gjenſtand for Drøftelſe, eller kan antages tilſideſat — at Reſolutionen af 2den Juli, ſaa langt fra at ſtride imod Statsformens Aand, netop er en ligefrem Anvendelſe af Grundlovens tydelige Ord og umiskjendelige Villie — og at den ikke alene er fremkaldt af ſand Omſorg for Nationens Vel, men og ufeilbarligen maa frembringe gavnlige Følger for Fædrenelandet, ſaa at Talen aldrig kan være om at ſubſumere Tilfældet under Grundlovens 30 §. Anſvarlighedslovens 1ſte §. Litr. d, 2den §. Litr. i, og 6te §. citeres derfor uden mindſte Føie; Statsminiſter Løvenſkjold har ligeſaalidet begaaet de deri nævnte Embedsforbrydelſer ſom nogenſomhelſt anden, og han kan følgelig ligeſaalidet belægges med den deri faſtſatte Straf ſom med nogenſomhelſt anden. Det er Anſvarlighedslovens 1ſte §. Litr. d. ſom Actors Paaſtand fornemmelig ſtøtter ſig til; men om end Alt, hvad jeg har givet mig den Ære at anføre for Statsminiſteren, anſaaes urigtigt, ſaa er jeg dog berettiget til at forvente Spørgsmaalet: om han kan ſiges at have foranlediget Handlinger, hvortil Beſlutning af Storthinget udfordres, foretagne uden et ſaadant, beſvaret benægtende af Enhver, der kan og vil hylde Sandhed og Retfærdighed; — ſaa maa jeg dog gives Medhold i den Paaſtand, at Anvendelſen af Grundlovens 80 §. ikke er afhængig af Storthingets Samtykke, at Regjeringen Intet har foretaget ſig paa egen Haand, hvortil et ſaadant udfordres, og at det ialfald maatte være Repræſentationen, der ved ſin ukloge, fornærmelige og ulovlige Adfærd havde fremkaldt et ſaadant Nødstilfælde. Anſvarlighedslovens 2den §. Litr. i gjælder kun hvor Grundlovens 15 §. er tilſideſat, hvilket jeg tilſtrækkeligen har godtgjort ikke er ſkeet eller kunde ſkee in casu; og naar det ſaaledes maa anſees ophøiet over enhver Tvivl, at Statsminiſter Løvenſkjold hverken har overtraadt Grundlovens 15de eller 30te §., hvori hans Brøde jo ene ſkulde beſtaae, ſaa følger heraf ganſke ligefrem, at Anſvarlighedslovens 6te §., der forudſætter at man i andre Tilfælde handler imod nogen ved Grundloven eller Rigsakten foreſkreven Embedspligt, ikke kan komme til Anvendelſe førend det bliver dokumenteret at Hs. Excellence har tilſideſat en ſaadan Pligt. Actor har imidlertid ikke engang opgivet, endnu mindre beviiſt, at Statsminiſter Løvenſkjold ſkulde paa andre Maader have ſyndet end ved at tilſideſætte Budene i Grdl. 15de og 30te §§., ſaa at Citatet af Anſvarlighedslovens 6te §. endogſaa bliver aldeles uforſtaaeligt.

Saaledes har jeg forhaabentligen viiſt, at det ingenlunde er lykkedes Actor at godtgjøre, at Statsminiſter Løvenſkiold har overtraadt ſine conſtitutionelle Pligter, hvoraf Følgen naturligviis maa blive at han aldeles frifindes.

Endſkjøndt jeg anſeer dette Udfald for aldeles afgjort, byder min Stilling ſom Defenſor mig dog at gjøre nogle ſubſidiaire Bemærkninger:

A. Ordene i Grundlovens 30 §. ſynes vel at medføre, at enhver Statsraad, der ei proteſterer imod Kongens Beſlutninger, naar disſe ere af det ſammeſteds opgivne Slags, uden videre ſkal ſættes under Tiltale for en Rigsret; men Saadant kan dog ikke antages at være Meningen Dette Grundlovens Bud er naturligviis bygget paa den Forudſætning at Kongen ikke kan kjende enhver Sags Detail, altſaa heller ikke fuldſtændigen bedømme alle de mulige Følger, en af Høiſtſamme fattet Beſlutning kunde medføre. For at ſupplere denne præſumtive Mangel og ſkaffe Nationen al tænkelig Borgen for at ingen Reſolution vil blive afgiven førend Kongen er ſat i Stand til at beregne dennes Virkning i ſin hele Udſtrækning, har Grundloven befalet Statsraadet at proteſtere imod Alt hvad det finder ſtridende imod Lovene eller ſkadeligt for Riget. Ligeſaa viſt ſom det er, at Grundloven ikke ſkeer Fyldeſt naar en kongelig Raadgiver fandt for godt at tilføre Protocollen: ”at han proteſterede imod Kongens Beſlutning” af en af de i § 30 nævnte Grunde, uagtet dette er Alt hvad Ordene fordre, ligeſaa viſt er det paa den anden Side, at Grundlovens Villie ikke kan udſtrækkes videre end dens fornuftige Henſigt, og at denne fuldſtændigen er opfyldt i det Øieblik Kongen er gjort bekjendt med hvad der taler imod den forehavende Beſlutning, uden Henſyn til hvor mange af de tilſtedeværende Statsraader der udtrykkeligen tager Deel i disſe Remonſtrationer. Naar H. M. har hørt Alt hvad der gjør Reſolutionen betænkelig, er han ſat i Stand til at bedømme, om der er Grund til at følge de givne Raad eller ei, og det maa ſaaledes være aldeles ligegyldigt, at Væringerne blot fremkomme fra en Enkelt. Under ſaadanne Omſtændigheder bør der ei være Spørgsmaal om nogen Pligtforſømmelſe fra de Øvriges Side fordi de ikke udtrykkeligen deeltage i Proteſten; thi deraf følger ikke nødvendigviis at de ere enige med Kongen, endnu mindre at de have beſtyrket denne i hans Anſkuelſer. Man kan in specie hvad Statsminiſteren angaaer tænke ſig mange Grunde, hvorfor han ikke uden i yderſte Nød vil ſætte ſig i en direkte og offentlig Oppoſition imod Kongen, og derved betage ſig ſelv en Deel af den Indflydelſe, han abſolut maa være i Beſiddelſe af, hvis han ſkal kunne opfylde Henſigten med ſin høie Stilling Jeg anfører ikke dette for at give det Udſeende af at Statsminiſter Løvenſkiold har været af en anden Mening i nærværende Tilfælde end Kongen, da min hele Procedure netop involverer det Modſatte, men alene for at viiſe at man her, ſom ſaa ofte ellers, maa vogte ſig for at undtage Grundloven fra en almeengyldig Fortolkningsregel.

B. Jeg har forhen havt Anledning til at paapege, at Grundlovens 30te §. med velberaad Hu betjener ſig af Udtrykket ”øienſynlig ſkadelig.” Det er altſaa ikke nok at den Kongelige Beſlutning virkelig medfører Skade; denne maa have været øienſynlig, det vil ſige, den maa have ligget ſaa klart for Dagen at der efter Tingenes almindelige Gang fornuftigviis ikke levnedes mindſte Tvivl om at den vilde opſtaae; ellers er den udtrykkeligen foreſkrevne Betingelſe ikke tilſtede, Straf følgelig uanvendelig. Man indſeer let, at Grundloven vilde være en reen drakoniſk Lov derſom den etablerede det Modſatte, og at de kongelige Raadgiveres Stilling da maatte blive endnu langt uſikkrere og mere farefuld end den allerede nu er. Endog Spørgsmaalet, om hvad der kan kaldes ſtridende imod Statsformen og Rigets Love, er ikke altid let at opløſe; Meningerne derom kunne være meget deelte, og ofte vil det blive en Umulighed med apodiktiſk Vished at afgjøre hvilken Fortolkning der bør gives Medhold. I ſaadanne Tilfælde vilde det dog ingenlunde beſtaae med Lovgivningens almindelige Grundſætninger at ſtraffe en Statsraad fordi han ei havde været ſaa heldig at træffe Rigsrettens Mening. Det er langt lettere at udfinde det Rette naar Sagen underkaſtes en omhyggelig Drøftelſe for Domſtolene, hvor enhver af Parterne omſtændeligen kan udvikle ſin Anſkuelſe, end naar man paa Stedet ſkal fatte en Beſlutning uden at have en ſaadan Veiledning Da nu Lovgivningen (1—5—3 m. fl.) fritager en Dommer for Anſvar ſkjøndt Overinſtantſerne hylde en anden Fortolkning end han, ſaa længe han har havt antagelige Grunde for ſin Mening, hvor uretfærdigt og urimeligt vilde det da ikke være, om andre Embedsmænd, der befinde ſig i en langt vanſkeligere Stilling, ſkulde under forreſten lige Omſtændigheder være udſatte for Straf? Rigsretten i 1827 viiſte, at den ikke fandt ſaadant rigtigt, og jeg har al Anledning til at vente de ſamme Grundſætninger antagne af nærværende Ret.. Men maa denne Synsmaade billiges betræffende Spørgsmaal om Lovfortolkninger, hvor meget mere bør det ſamme da ikke gjælde i et Tilfælde ſom dette, hvor Talen hovedſagligen er om at afgjøre, hvad der kan anſees gavnligt eller ſkadeligt for Riget. Underſøgelſen heraf fordrer et langt ſtørre Fond af Indſigter, langt flere aldeles heterogene Kundſkaber, et fortroligt Bekjendtſkab med Statens meeſt complicerede indre og ydre Forhold, hvilke ſidſte ſædvanligen ere af den Beſkaffenhed at de ikke engang kunne anføres til Retfærdiggjørelſe, med Statiſtikkens, Statshiſtoriens, Oekonomiens og Politikkens Lærdomme, et dybt Blik i det menneſkelige Hjerte, udbredt Erfaring og megen Combinationsevne. Her ville Anſkuelſerne altid blive ligeſaa forſkjellige ſom de forſkjellige Individualiteter, de forſkjellige perſonlige Egenſkaber og de forſkjellige Standpuncter. Skulde nu en Statsmand fordømmes fordi han betragtede en ſaadan Sag anderledes end Andre, in specie anderledes end Dommeren, der ofte længe bagefter, naar Forholdene mere have udviklet ſig og Omſtændighederne tildeels kunne være forandrede, udtaler ſin Anſkuelſe-, ſaa blev hans Stilling jo den ulykkeligſte og meeſt prekaire af alle; thi da han ſkal handle efter ſin Overbeviisning, maa han følge denne, og kan altſaa aldrig undgaae traf naar han er uheldig nok til at ſtedes for Dommere, der have en modſat. Hvem vilde vel da udſætte ſig for en ſaa ſørgelig Exiſtence? og kunde man under ſaadanne Omſtændigheder vente at nogen ærekjær og dygtig Mand ſkulde findes tilbøielig til at paatage ſig et ſaa farefuldt Kalds En anden Sag er det hvis det Skadelige er øienſynligt, hvis Enhver, der har ſunde Sandſer og redelig Villie, maatte blive dette vaer. Men jeg ſpørger frimodigen, driſter Nogen ſig til at paaſtaae at dette er Tilfældet her? Nei, høiſtærværdige Herrer, ingen upartiſk, ſandhedskjærlig og fordomsfri Mand vil vove det. Lad det end være tvivlſomt hvad enten den kongelige Reſolution af 2den Juli har medført Gavn eller Skade, endſkjøndt jeg haaber at have godtgjort Nytten og Nødvendigheden af den, tvivlſomt kan det dog aldrig blive, at Meningerne derom ialfald maae være deelte. Det er ikke Ubeſkedenhed af mig naar jeg forventer, at de af mig anførte Omſtændigheder idetmindſte godtgjøre, at Hs. Excellence, uden at handle imod Eed og Pligt, uden at røbe Uduelighed eller ond Villie, bona fide har kunnet komme til det af ham antagne Reſultat; det er ikke Arrogants naar jeg paaſtaaer, at mit Forſvar dog i alfald maa beviſe, at der var vigtige Grunde for Statsminiſter Løvenſkiold til at haabe velgjørende Virkninger for Fædrenelandet af denne Begivenhed At ſtraffe ham fordi han ikke har fundet det ſkadeligt for Riget at bevirke ſaavidt muligt en anden Retning i vort hele offentlige Liv, fordi han i Storthingets pludſelige Opløsning har ſeet det eneſte virkſomme Middel til at gjøre en Ende paa en Tøilesløshed, der daglig blev utaaleligere, maatte jo forudſætte at Rigsretten enten deelte Mængdens Anſkuelſer eller ikke antog at der var nogen Ulykke i at de gjorde ſig gjeldende. Men kunde jeg vel, uden at fornærme dette ophøiede Tribunal, tillægge det enten en ſaadan Tænkemaade, eller en ſaa total Blindhed og Sløvhed?. Jeg vogter mig vel derfor; tværtimod, jeg ſtoler trygt paa, at mange af mine Ord have fundet Gjenklang i de høiſtærværdige Herrers Hjerter, og at jeg ikke har udtalt andet end hvad de ſelv føiede ſig gjennemtrængte af. Er det desuden ikke umiskjendeligt, at Statsminiſter Løvenſkiold har handlet ærligt og aabenlyſt, ſaaledes ſom betegner ſig den ſande Hædersmand? Hvad havde været lettere for ham end under fire Øine at beſtyrke Hans Majeſtæt i den af Høiſtſamme ſelv fattede Beſlutning, og til Protocollen at dictere en Proformaproteſt? Men i Overbeviisning om ſine redelige Henſigter, og med Tillid til at Nationens bedre Deel, at Rigsretten ikke lader ſig blænde af raſende Partigjængere, har han foragtet Anvendelſen af ethvert lavt Middel, foragtet enhver Trudſel fra den Kant. Han ſtaaer med aaben Viſir, ene bevæbnet med ſin oprigtige Kjærlighed til Fædrenelandet, ene ſtøttet til ſin gode Samvittighed. Man burde paaſkjønnet denne ridderlige Færd, man burde indſeet, at Norge trænger til en kraftig og ſelvſtændig Talsmand ved Thronen, en Mand, ſom vover at have en Mening og at være denne bekjendt, ſom ikke nyder ſit ophøiede Embedes Fordele uden at paatage ſig dets mangehaande Byrder, ſom virkelig er norſk Statsminiſter, ikke blot figurerer ſom ſaadan. At Hs. Excellence ikke deler Mængdens exalterede Begreber, at han ikke betragter Norge ſom et Democratie, men ſom et indſkrænket monarkiſkt Rige, og at han handler overeensſtemmende med denne conſtitutionsmæsſige Anſkuelſe, det har han aldrig lagt Dølgsmaal paa, og behøvede heller ikke at gjøre det; thi denne Tænkemaade er født af Fornuften, opfoſtret af Verdenserfaring, og adopteret af Norges Grundlov.

Man vil maaſke indvende, at det dog altid var det forſigtigſte og klogeſte at fraraade Hs. Majeſtæt en Beſlutning, om hvis Gavnlighed eller Skadelighed der idetmindſte maatte være Tvivl Jeg kan ingenlunde erkjende dette. Statsraadet er ikke tilforordnet Kongen for at gjøre Ham vankelmodig og ubeſtemt, eller hindre ham i at udøve ſine Prærogativer. Naar der opſtaaer Betænkeligheder i en Sag, er det viſtnok Pligt at henlede Hans Majeſtæts Opmærkſomhed paa disſe; men erkjender man ſelv at de ikke ere afgjørende, vilde det jo blive pligtſtridigt og henſigtsløſt at proteſtere imod en Beſlutning, man ſelv anſaae gavnlig, blot fordi Meningerne derom kunde være deelte. Dette ſidſte maa meget ofte indtræffe, og Følgen vilde da blive, at Proteſt nedlagdes hvert Øieblik, hvorved denne Fremgangsmaade, der forventes at ſkulle have en vægtig Indflydelſe hos Kongen, nedværdigedes til en tom Formalitet, et usſelt Gjøgleſpil, ſom da i vigtige Tilfælde ikke kunde paaregnes at ville medføre de forønſkede Virkninger. Proteſtens Henſigt er ikke at frelſe den kongelige Raadgiver for Straf, men at bevæge Hs. Majeſtæt til at frafalde ſin Beſlutning; dette er Øiemedet, hiint blot Følgerne. Saaledes har vor Grundlov ogſaa villet det; kun naar Statsraaden „finder at Kongens Beſlutning er lovſtridig eller øienſynlig ſkadelig,“ ſkal han proteſtere imod den; det er ikke tilſtrækkeligt, at han anſeer Sagen tvivlſom; tværtimod, ene naar ingen Tvivl fornuftigviis frembyde ſig, naar han ſelv betragter Beſlutningen ſom lovſtridig eller ſkadelig, ſkal han anvende de conſtitutionsmæsſige Midler for om muligt at bringe Hans Majeſtæt paa andre Tanker. Grundloven paalægger ham ikke at handle imod ſin Overbeviisning, og kan mindſt hos Kongens Raad tillade at det argumenterer ex tuto.

C. Endſkjøndt det er vedtaget at den Anklagede hos os blot frifindes for videre Tiltale naar der er grundet Mistanke om at han er ſkyldig, kan dette dog ikke komme til Anvendelſe i et Tilfælde ſom nærværende Foruden at Rigsretsreglementets 18de §. med Beſtemthed forudſætter, at han enten findes mere eller mindre ſkyldig — altſaa dog ſkyldig — eller aldeles frifindes, maa det vel obſerveres, at Spørgsmaalet i nærværende Sag er, om Statsminiſteren har fortolket Grundlovens 15de §., og bedømt Virkningerne af Kongens Beſlutning fra den rigtige Side. Det Tvivlſomme, Sagen ſaaledes ialfald kunde frembyde, ligger følgelig ikke i det Faktiſke; her exiſterer ingen Uvished om den Handling, der er Gjenſtand for Actionen, virkelig er begaaet, men denne Uvished drejer ſig i det høieſte om det Grundede eller Ugrundede i en Lovfortolkning, det meer eller mindre Rigtige i en Anſkuelſe af Forholdene Man behøver ikke at være Juriſt for at indſee, at der under ſaadanne Omſtændigheder aldrig kan blive Qvæſtion om Frifindelſe for videre Tiltale. Denne Terminologie bruges ogſaa undertiden, ſkjøndt neppe med Føie, naar den Anklagedes Uſkyldighed vel ganſke er lagt for Dagen, men hans eget Forhold derimod antages at have givet det Offentlige grundet Anledning til at anſee ham ſkyldig. Imidlertid er det mere end klart, at dette blot gjelder om det Faktiſke, og at det vilde være Nonſens at anvende Sætningen paa Fortolkninger og ſubjective Domme. Man kan dog ikke ſiges at have ved ſin egen Opførſel berettiget Juſtitien til at troe at man havde begaaet en ulovlig Handling, naar denne, ſaa langt fra at være foretaget hemmelig eller ſenere lagt Skjul paa, netop vidner om den ſtørſt mulige Frimodighed og Oprigtighed. Det bliver i alle Henſeender for Juſtitiens egen Regning, hvis den i et ſaadant Tilfælde bruger en anden Fortolkningsregel end Domſtolene ſidenefter hylde, og da Handlingen ligger aabenlys for Dagen, har man jo al ønſkelig Leilighed til at overveie hvilken Charakteer den fortjener, inden man paataler den.

D. Spørgsmaalet om Skadeserſtatning maa naturligviis bortfalde naar Straf ikke er anvendelig; kun en forſætlig og tilregnelig Lovovertrædelſe, ſom her ikke er tilſtede, kan retteligen medføre ſaadanne Følger. Foruden at jeg fremdeles benægter at den kongelige Reſolution af 2den Juli har medført nogen Skade, hvilket Actor jo heller ikke i mindſte Maade har beviiſt, ja tildeels endog erkjender ikke at kunne beviſe, maa jeg ſpecielt bemærke, deels at det ligefrem ſtrider imod 1—5—12 at afſige uendelige Domme, hvis Fuldbyrdelſe knytter ſig til og er afhængig af at Noget ſenere beviſes, deels at de til Repræſentanterne medgaaende Reiſeudgifter under alle Omſtændigheder ere min Part og nærværende Sag uvedkommende. I førſtnævnte Henſeende maae Enhver tilſtaae, at Spørgsmaalet, om Statscasſen har tabt nogle Indtægter, ikke nu med juridiſk Vished lader ſig opløſe, men at Beſvarelſen deraf vil komme an paa hvad der forſaavidt ſenere beviſes at være pasſeret, følgelig at en Dom, der gav Actors Paaſtand Medhold, netop blev hvad Loven kalder „uendelig“ og paa det beſtemteſte forbyder. Jeg exciperer derfor ogſaa imod Rigsrettens Competence til at agere Skjønsmænd, og proteſterer høitideligen imod ethvert Skjøn. Det uformelige i Actors Paaſtand om et ſaadant fremlyſer ogſaa deraf, at den Anklagede ingen Anledning har faaet til at fremſætte ſpecielle Indſigelſer imod de Poſter, der ſkulde være Gjenſtand for en ſaadan Bedømmelſe, af den gode Grund at disſe Poſter ligeſaalidet ere opgivne ſom de exiſtere.

Hvad Repræſentanternes Reiſeudgifter angaaer, da kunne disſe, ſelv om Statsminiſterens Fremgangsmaade var urigtig, aldrig falde ham til Laſt førend det godtgjordes, at Statscasſen ved hans Brøde var paaført en unødvendig og unyttig Udgift Men ligeſom dette hverken er beviiſt eller kan beviſes, ſaaledes maatte man dog drage fra disſe Reiſeudgifter Beløbet af hvad Storthingets fortſatte Virkſomhed vilde have koſtet, ſom Statskasſen nu har ſparet. Begge Dele ſtaae jo i uadſkillelig Forbindelſe med hinanden, og det er kun en Actor, der kan ville opgjøre en Regning, hvori alle Creditspoſterne vilkaarligen udelades Skulde man endelig forfatte nogen Calcul over Pengeudgifterne, da holder jeg mig overbeviiſt om, at Saldoen maatte blive i Statscasſens Faveur; thi, ſom oftere bemærket, det er med Grund paaregnet og vil ſikkert ſtadfæſte ſig, at det overordentlige Storthing i langt kortere Tid end det opløſte 8de, følgelig ogſaa med langt ringere Udgift-for Statscasſen, vil tilendebringe de Sager, ſom Omſorg for Fædrenelandets Vel ikke tillader at udſætte. Naar dette nu ſenere beviſes at være Tilfældet, med hvad Skin af Ret har man da bebyrdet Statsminiſter Løvenſkiold med Repræſentanternes Reiſeudgifter, og mon man da til Gjengjeld vil give ham de Summer, Statscasſen har ſparet? Man ſeer heraf, at Odelsthinget ogſaa i dette Punct har forhaſtet ſig, og at enhver Dom, der gaaer ud paa hvilketſomhelſt Anſvar for min Part, bliver en aabenbar Uretfærdighed, idetmindſte naar den afſiges inden Følgerne af den paaklagede Handling have udviklet ſig.

E. Actionens Omkoſtninger kunne, ſaavel efter Sagens eiendommelige Beſkaffenhed, ſom i Henhold til Rigsretsreglementets 18de §, ikke paalægges Statsminiſteren undtagen hvis han dømmes ſkyldig, altſaa tilfindes Straf. Skjøndt til Overflødighed, finder jeg det dog forſigtigſt ſpecielt at gjøre opmærkſom paa, at de Udgifter, Statscasſen har i Anledning af Dommernes Ophold her paa Stedet eller af Rigsrettens Organiſation og Nedſættelſe i det Hele, aldrig kunne falde den Anklagede til Laſt; thi den Omſtændighed, at Staten i visſe Tilfælde for ſin egen Skyld finder det nødvendigt og mere betryggende at etablere en ſaa extraordinair Domſtol ſom nærværende, kan ikke retfærdigviis medføre ſtørre Udgifter for Tiltalte end om Sagen var anhængiggjort ved ordinair Rettergang Dette Princip er ogſaa tilforn hyldet af Rigsretten. Jeg har ſaaledes efter Evne opfyldt det mig overdragne Hverv. Maatte det være lykkedes mig at give Sagen den Klarhed, dens Vigtighed fortjener, at blotte det Skjæve og Eenſidige i Modpartiets Fremſtilling, og at meddele Retten noget af den Overbeviisning om nærværende Actions Uretfærdighed, jeg ſelv føler, da vilde jeg glæde mig over at have bidraget min Skjærv til det Udfald, paa hvilket en uſkyldig Mands krænkede Ære og Fædrenelandets Vel beroer. Jeg beder de høiſtærværdige Herrer betænke, at de efter Eed og Pligt ene ſkulle dømme efter Lovene, og at ethvert perſonligt Henſyn maa vige for det vigtige Formaal at handle retfærdigt. Jeg opfordrer dem i Sandhedens Navn til med Rolighed og Sindighed at ſkride til Sagens Underſøgelſe; jeg venter tillidsfuld, at den Mand, hvis Skjæbne nu ligger i deres Hænder, kan træde ud af denne Kamp lige ſaa reen og ubeſmittet ſom hans hele Liv har været, at hans Alderdom kan blive ligeſaa hæderlig ſom hans Manddom er ærefuld, og at han vil finde Beſkyttelſe imod Partiraſeriets uædle Angreb i Rigsrettens Fædrenelandsſind og Retfærdsfølelſe, i en Dom overeensſtemmende med følgende underdanige

Paaſtand:

At Hs. Excellence Statsminiſter m. m. Løvenſkiold for Odelsthingets, Actionscommitteens og Actors ubeføiede Tiltale i denne Sag aldeles frifindes, og at mig hos Statscasſen tillægges pasſende Salarium.

Chriſtiania den 22de Auguſt 1836.

Underdanig

Peterſen.

Til Kongeriget Norges Rigsret!

Replik

og

Duplik.

Det forholder ſig viſt ikke ſaaledes ſom af Defenſor er antaget, at alle menneſkelige Idrætter dreie ſig i en Cirkel, og at det er den Beſtemmelſe, der venter al vor Stræben, at den ene Generation ſkal nedrive hvad den anden har opbygget. Man kan erkjende, at der af et alviiſt Forſyn er ſat en uoverſtigelig Grændſe for de menneſkelige Evners Virkekreds — men uden derfor at hengive ſig til mismodige og mørke Grublerier om, at al vor Virken er Tant og Gjøglerie, der intet virkeligt Gavn for Menneſkeheden efterlader ſig, og uden at betvivle, at enhver ſand ædel Daad bringer os vor Beſtemmelſe: Fuldkommenhed, forſaavidt Dødeligheden kan tilegne ſig den, nærmere.

Naar derimod Defenſor udhæver, at udvortes og materielle Garantier ikke for den menneſkelige Virken ere tilſtrækkelige, da kunne vi ikke nægte Sandheden deraf: af Hjertet tiltræde vi denne Yttring Tidernes Tegn ere ikke altid hos os de glædeligſte. Gjerne ſtille vi os ved Defenſors Side og dele hans Iver og Kraftanſtrængelſe, naar han fremſtiller ſig til mandig Kamp mod de vanartede Affødninger af vore frie og herlige Inſtitutioner, ſom røbe ſig ved Letſindighed, Kaadhed, Uforſkammenhed og Frækhed — vi vide det alle, de gives, vi høre af og til — og ikke ſaa ſjelden — deres hæſe Stemmer og ſee dem at bære deres Jernpande til Skue; — men vi glemme ikke og troe at burde bringe det tilbage i Defenſors Erindring, hvad han ſelv antager, og hvad vi aldeles tiltræde, at disſe onde Aander kun ved indvortes og aandelige Vaaben fuldkommen kunne bekjæmpes — at de ikkun ved Udbredelſe af Religionens og Oplysningens Straaler kunne bortmanes — og vi forlade ham derfor aldeles, naar han ved Statskneb og Magtſprog eller lignende Vaaben tænker at udføre Kampen eller lade disſe Enkeltes Feil gaae ud over hele Nationen.

Heller ikke er Faren af den Beſkaffenhed, ſom Defenſors ophidſede Phantaſie foregøgler ham Maleriet ligner ikke; de mørke og tykt anlagte Farver dølge de ſande Skikkelſer og Udſigtens virkelige Beſkaffenhed. Forlade vi disſe Høider, der kun ere byggede paa Indbildningens bevægelige Skyer og betragte Tilſtanden fra Virkelighedens urokkelige Standpunkt, faaer Sagen et ganſke andet Udſeende; vi finde da, at Maleriet ligeſaavel har ſin lyſe ſom ſin mørke Side.

Medens Landet mere og mere ved flittige Hænder opdyrkes til Næring for en tiltagende Folkemængde, og Skovene gradviis vige tilbage til de høie Aaſer, for at gjøre Plads for Ager og Eng — glider Kiølen fredelig fra Havn til Havn i vore dybe Fjorde og paa vore vidtſtrakte Kyſter og give Liv til alle Næringsveie — Handel og Haandværker række hinanden Haand, og bidrage gjenſidigen til indbyrdes Fordeel, almindelig Velſtand og Forøgelſe af Landets Hjelpemidler.

Medens ſaaledes alle Næringsveie trives, og man overalt anſtrænger ſig for, ſaavidt fornuftige Henſyn og de for Landet egne Omſtændigheder tilſtede det, at tilegne ſig de Opdagelſer og Forbedringer, ſom den mærkværdige Tidsalder, i hvis Begivenheder vi bleve ſatte til at deeltage, ſaa rigeligen har medført, — ſpares ingen Anſtrængelſe for efterhaanden at ordne Landets hele indvortes Virkſomhed til et harmoniſk Heelt under fælleds beſkyttende Love.

Nidkjære og redelige Embedsmænd haandhæve Ret og Retfærdighed i enhver Deel af Riget — Kunſter og Videnſkaber underſtøttes efter muligſte Evne og dens Dyrkere tillægges overalt fortjent Agt og Ære.

Om nu under ſaadan Tilſtand Enkelte i de forſkjelligſte Henſigter forſøge paa at forſtyrre den almindelige Lykke — tildeels endog uden Henſigter og uden at være ſig bevidſte, hverken hvad de ville eller hvad de gjøre — Andre muligens tage Feil af de Midler, de troe at burde anvende til Opnaaelſe af Henſigter, ſom i ſig ſelv ere roesværdige, eller Nogle endog af virkelig Skadefrohed, Kaadhed eller andre uædle Lidenſkaber lægge Hindringer i Veien for det almene Vel og foruleilige de Styrende — derfor er Staten ikke ſtedt i Fare eller bragt paa Randen af Afgrunden — endnu mindre kan det billiges derfor at tage ſin Tilflugt til voldſomme og ulovlige Hjelpemidler og allermindſt til enten for en ſtørre eller mindre Deel at opløſe Statsforfatningen eller ſuspendere Grundloven.

Alle ere enige i, at Lovene ikke have tabt deres Herredømme, ſelv Kongens Raad har i det heromhandlede Tilfælde erklæret ikke at kunne antage, at nogen Overtrædelſe af Grundloven fra Storthingets Side har fundet Sted — Folket er tilfreds og roligt, velvilligt og godmodigt i den Grad, at ſelv efter at alle Baand eller Forpligtelſer i Henſeende til Skatteydelſen modvilligen ere løſte og Regjeringen har ſat ſig i aabenbar Oppoſition mod Folkets Repræſentanter, vedbliver det uden Undtagelſe at yde de ſamme Skatter og Afgifter, ſom i Følge Loven ikke længer ere gjældende. Efterverdenen vil forbauſes ved engang at erfare, at denne var Tilſtanden i Norge, da man i Aaret 1836 fandt det var Tid at give det førſte Exempel paa, hvor let det lader ſig gjøre deelviis at opløſe vor nys tilblevne, beſvorne Statsforfatning.

Dette førſte Skridt uſtraffet, tør ſnart flere følge efter: truende Varſler have lige ſiden den Tid, da Slaget rammede, ladet ſig bemærke i Naboriget, med hvilket vi indgik en nøie og trofaſt Forening, men hvis Intervention i vore indre Anliggender vi ikke kunne tilſtæde — og det er nødvendigt, at vi, for at afværge denne og for at hævde vore lovbeſtemte og hellige Rettigheder, nøie vaage over, at Ingen, der nærer en fiendſk Aand imod vor Forfatning og de Inſtitutioner, ſom ere uadſkilleligen forbundne med denne, i Hs. M. Kongens Raad vildledet Høiſtſammes Foreſtillinger i disſe vigtige Anliggender. De Betragtningen ſom Defenſor har anſtillet over Maaden, hvorpaa Odelsthingets Anklagemagt hidtil har været benyttet, vedkomme ikke ſynderlig denne Sag, hvor Spørgsmaalet formeentlig maa være, om den Gjenſtand, hvorom her ſtrides, kan er kjendes af den Vigtighed, at derom burde reiſes en Rigsretsaction, og om Vedkommendes Forhold har været af den Beſkaffenhed, at det gav tilſtrækkelig Anledning til Underſøgelſe. Derſom disſe Spørgsmaale kunne beſvares bekræftende, ſaa kunde det ſidſt afholdte Odelsthing ikke pligtmæsſigen undlade at reiſe Sag, om end de foregaaende Odelsthing nok ſaameget havde misbrugt deres Magt. Men at Defenſionen ogſaa i denne Deel er uretfærdig og eenſidig — ligger klart for Dagen. Det kan neppe med Sandhed ſiges, at de foregaaende Rigsretsactioner ere dicterede enten af Ukyndighed eller Partiſkhed eller for Facta uden indgribende Virkning — det ſidſte ſkulde da i al Fald gjælde den Faſtingſke Sag; men det er vel ikke troligt, at Defenſor her vil fornye ſin Rolle ſom Defenſor i hiin Sag, og naar 5 Rigsretsactioner i Løbet af 22 Aar betragtes ſom et ſørgeligt Beviis paa, hvorlangt vi ſtaae tilbage, og Sammenligning derefter gjøres med andre Stater — ſaa er det mig faſt utroeligt, at en Mand, ſom ellers ikke i noget Punkt vil tilſtede Sammenligning imellem os og Fremmede, ſelv anſtiller ſaadan Sammenligning i et Punkt, hvori vore Forholde ere ſaa aldeles forſkjellige fra dem, der finde Sted i alle andre Lande. Hvad finder hyppigere Sted i Europas conſtitutionelle Stater end Miniſterforandringer — Nedlæggelſe af den Magt, ſom Vedkommende erkjende ikke at kunne udøve i Folkets Aand — og naar ſaae vi nogen ſaadan hos os? Defenſor bør ogſaa kaſte et Blik paa Anſvarlighedsloven. Den har, ved at beſtemme Straffe for Forbrydelſer, ſom kunne være Gjenſtand for Rigsretsactioner, ikke indſkrænket ſig til Capital-Forbrydelſer, og naar Actioner ikke beordres uden at man for Forbrydelſen kan paaviſe udtrykkelig eller analog Straffebeſtemmelſe i denne Lov, ſaa er Actionen i al Fald ikke beordret imod den Aand, ſom denne, efter Regjeringens eget Forſlag i det Væſentlige antagne Lov, indeholder. At et Medlem af Kongens Raad ikke retfærdigen ſkulde kunne ſættes under Tiltale undtagen at man kunde have egen Tilſtaaelſe for, at han havde indſeet, at det Factum, hvorfor han ſkal tiltales, af ham erkjendtes paa den Tid, han deri gjorde ſig ſkyldig, for at være ſtridende imod Forfatningen, er, mener jeg, det ſamme ſom at ophæve al conſtitutionel Anſvarlighed.

Det maa være nok, naar man omhyggeligen ſætter ſig ind i de Forholde, hvorunder Vedkommende har handlet, og tager billigt Henſyn til de Vanſkeligheder, ſom disſe Forholde jevnligen medføre: hvorimod det ikke kan være Meningen, naar Talen er om en Foranſtaltning, ſom antages at være øienſynlig ſkadelig for Riget, at derom ikke maa exiſtere forſkjellige Meninger, eller at Handlingen taber denne Characteer derved, at der kan paaviſes enkelte gode Følger, ſom muligens kunne være forbundne med ſamme; men det maa være nok, at de Følger, ſom conſtituere Handlingens Begreb, for Enhver ſom kan bedømme Forholdene, viſe ſig at være af ſtor og afgjort Skadelighed. Naar man formener at kunne godtgjøre, at den nærværende Action i mere end almindelig Grad vidner om Eenſidighed, Vilkaarlighed og Lidenſkabelighed, ſom man mindſt burde kunne vente ſig fra den Kant, ſaa tilſtaaer jeg, at dette Beviis i høi Grad maatte frappere, naar man lægger Mærke til det Eiendommelige ved denne Sags Anlæg, at nemlig Odelsthinget eenſtemmigen har afgivet ſin Beſlutning om Tiltale imod Angjældende — men da Beviſet hidtil ikke er præſteret, uagtet Defenſor har holdt ſin Forſvarstale, ſaa antager jeg, at han fremdeles vil blive det ſkyldig.

Det er paaſtaaet, at Odelsthingets Actionsdecret er conſtitutionsſtridigt, fordi Rettigheden til at opløſe Storth. efter Grdl. § 80 er en Control, ſom Kongen udøver imod Storthinget, hvilken ikke igjen af dette kan controlleres uden at tilintetgjøres. Denne Rettighed, ſiger man, er af ſamme Beſkaffenhed, ſom de i §§ 77—79 omhandlede. Ingen af disſe Rettigheder er abſolut nødvendig for den executive Magt, men de ere kun ſpecielt i vort Land tillagt ſamme, og man kan derfor ikke ſlutte fra den Control, ſom Storthinget ellers udøver med Henſyn til den executive Magt ſom ſaadan, til hvad der ſkal gjælde angaaende disſe ſpecielle Rettigheder. Defenſor har lagt de høiſtærværdige Herrer denne Fortolkning ſærdeles meget paa Hjerte, i det han forkynder den for at være ſaa afgjort rigtig, ſaa at det kun er af en indtil det urimelige vidtdreven Forſigtighed, naar han ikke deſtomindre har beſtemt ſig til at prøve de Argumenters Gyldighed, ſom jeg imod den Tiltalte har opſtillet. Jeg bemærker herved kun dette, at Fortolkningen har det Fortjenſtlige, at den er af Defenſors egen Fabrik, og da han pleier at holde ſig med gode Sager, ſaa maa den vel have Formodningen for ſig. Jeg gaaer nu over til at underſøge dens Gehalt. Hvad enten Rettighederne efter Grd. §§ 77—80 ere nødvendige eller ikke nødvendige til Begrebet om den executive Magts Myndighed, anſees at være noget aldeles ligegyldigt i denne Underſøgelſe: det indrømmes gjerne, at en lovlig Forfatning kunde organiſeres paa den Maade, at den lovgivne Forſamling udøvede Lovgivningsmyndigheden uden nogenſomhelſt Deeltagelſe af den executive Magt og ligeledes, at denne Forſamling gjerne kunde være permanent, altſaa den executive Magt ikke have Rettigheden efter § 80; men det er formeentlig ugjørligt efter almindelige Begreber at beſtemme, hvilke ſpecielle Rettigheder tilkomme den lovgivende, hvilke den executive Magt. Disſe Forholde kunne ordnes paa de forſkjelligſte Maader, og Nuancerne gaae i det Uendelige; men hvad der her maa være os nok, er, at Rettigheden qvæſtionis er tillagt Kongen ſom conſtitutionel Konge. Som Saadan er hans Perſon efter Grundlovens § 5 juridiſk hellig; hvorimod han har et anſvarligt Raad, der efter ſamme Grdl. § 12 beſtaaer mindſt af 8 Medlemmer, og i dette Raad ſkulle efter §§ 15 og 30 Regjerings-Sagerne afgjøres. Heraf er det da en ligefrem Følge, at Prærogativerne efter §§ 77—80 maa udøves i Statsraadet, hvor de anſvarlige Raadgivere, naar nogen Henſigt med denne Behandlingsmaade erkjendes, maae være forpligtede til at yttre ſig til eller fra, og hvorfor Anſvar efter de ſamme Grundlovens Paragrapher paahviler dem. Betragter man end med Defenſor nokſaameget de her omhandlede Rettigheder ſom en Control, der udøves af Kongemagten mod den lovgivende Magt, ſaa kan det dog ingenlunde antages, at denne ſkulde ophøre eller tabe ſin velgjørende Virkning, fordi dens Udøvelſe er bunden til de almindelige Former, hvorunder Grdl. har villet ſikre ſig imod Misbrug ved Anvendelſen af de Kongelige Prærogativer. Kongen udøver ſin Rettighed efter at have hørt ſit Statsraad, uanſeet, at dette nok ſaa meget maatte have proteſteret, naar de Grunde, hvortil Proteſten er bygget, ikke findes overbeviſende, og Storthinget underſøger med Henſyn til denne Rettighed, ſom med Henſyn til enhver anden af de Kongemagten tillagte Forrettigheder, om de kgl. Raadgivere have iagttaget, eller ikke iagttaget deres Skyldighed, naar Spørgsmaal er opſtaaet om ſammes Anvendelſe. Skulde ikke denne Fremgangsmaade være rigtig, ſaa maatte enten Kongen i disſe Tilfælde erkjendes at regjere ſom Souverain eller hans Statsraad at dele hans juridiſke Hellighed; men det maa unegtelig være Pligt for den, der fremfører ſaadanne Paaſtande, at documentere deres Rigtighed ved at paaviſe poſitiv Hjemmel derfor og det ſaameget mere, ſom det er viſt, at Rettighedens Væſen ſom Control med Storthinget ikke medfører, at dens Udøvelſe ſkal være overladt til Kongens vilkaarlige Forgodtbefindende Hvor Grundloven ikke vil have Sagerne behandlede i Statsraadet, ere udtrykkelige Forſkrifter, indeholdende Undtagelſe herfor, beſtemte ſaaſom i §§ 24, 28 og 31; men nogen ſaadan Undtagelſe exiſterer ikke med Henſyn til Rettighederne efter §§ 77—80, hvilket ogſaa ſkulde være i ſærdeles Grad ufornuftigt og beſynderligt, da disſe ere nogle af de væſentligſte, Kongemagten tillagte Prærogativer, hvis Udøvelſe kan have den meeſt afgjorte Indflydelſe paa det Almindeliges Vel og Vee; medens mindre Sager, ſom kun er af underordnet Vigtighed og angaaer enkelte Individers Tarv, uomtviſtelig ikke kunne bringes til Afgjørelſe uden ved Foredrag for H. M. Kongen i Statsraadet. At Storthingets Control muligens kan misbruges, er Noget, ſom ikke mere gjælder med Henſyn til denne end enhver anden det tillagt Rettighed; men Misbrugen kan dog ikke beſtaae i andet end at en Kongelig Raadgiver muligens uden tilſtrækkelig Grund vorder kaldet til Anſvar; men da maa jo Rigsretten være det Værn, hvor den Forurettede maa ſøge og vente at finde Beſkyttelſe. Et factiſk Beviis for det Ugrundede i Vederpartens Anſkuelſe frembyder det Forhandlede i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli ſidſtleden ved hvilken Leilighed 2de Kgl. Raadgivere have nedlagt Proteſt imod den Kgl. Beſlutnings Iværkſættelſe, og hvilket Kongen har taalt, hvilket viſt ikke vilde ſkeet, naar ikke Høiſtſamme ved Grundloven dertil havde anſeet ſig forpligtet. Endelig har Defenſor paaberaabt ſig ſom Beviis for den juridiſke Umulighed af at kalde Kongens Raadgiver til Anſvar for hen Anvendelſe, ſom gjøres af Grundlovens § 80, den Omſtændighed, at Storthingene og dets Afdelinger oftere have fejlet i deres Beſlutninger, uden at de enkelte Medlemmer, der have forvoldt dette, ere blevne kaldte til Anſvar. Vederparten formener derfor at have fuld Føie til at ſpørge, om man kan tænke ſig noget mere vilkaarligt, conſtitutionsſtridigt og anmasſende end at tilegne ſig Rettighed til i et ſaadant Tilfælde at kalde en Kgl. Raadgiver til Anſvar, og hvad man ſkal dømme om en Corporation, der paa ſamme Tid ſom den bruger Grundloven til Prætext for Anlægget af denne Sag, ſelv paa det Groveſte ſynder imod den og overtræder alle Former, — han ſpørger endvidere, om man vel ikke har Ret til at beklage ſig over, at Repræſentationen fortolker Grundloven paa 2 Maader, alt efterſom det gjælder den ſelv eller Regjeringen, og om man derfor ikke ſaameget mere maa forvente, at Domſtolene ville viſe fuldkommen Upartiſkhed? Men vil da — tillader jeg mig at contraſpørge — vil da Defenſor, at ingen controllerende Myndighed maa udøves imod Regjeringens Medlemmer, undtagen at man kan udvexle den eller de, ſom maatte undergives Tiltale, med et lige eller forholdsmæsſigt Antal af Nationalrepræſentationens Medlemmer, ſom ligeledes ere ſatte under Tiltale, og ſeer da ikke Defenſor nogen Forſkjel imellem Grundlovens §§. 66 og 30? Og naar man vover at charakteriſere Odelsthingets Fremgangsmaade ſaaledes ſom nys hørt, maa man da ikke til det Yderſte forbauſes over en Suffiſance, ſom ikke kan fremſætte en Fortolkning, ſom den nu gjennemgaaede, uden at indvælte ſig paa Nationalrepræſentationen med gediegne Injurier? Naar man under de anførte Omſtændigheder beklager ſig over modſatte Fortolkningsmaader af Grundloven, ſaa beklager man ſig jo alene over Grundloven, ſom har etableret de ulige Forholde, og man kan da til Defenſors med Henſyn hertil fremſatte Spørgsmaal kun beklage, at man har en Grundlov, og at denne har ſtatueret Anſvarlighed for Nogenſomhelſt, men allermeeſt.over, at ſaadan Anſvarlighed er beſtemt for de Kgl. Raadgivere. Domſtolene kunne under disſe Omſtændigheder ikke paa anden Maade viſe Upartiſkhed end ved ikke at tage Notice af Grundloven.

Talen er her, efter Defenſors Yttring, om at viſe en misforſtaaet Friheds tøilesløſe Opbrusninger indenfor de conſtitutionelle Skranker, hvortil Rigsretten forhaabentlig vil være behjelpelig — og denne Tillid bør ikke ſkuffes Betræffende Fortolkningen af Grundlovens §. 15 har jeg i min Deduction af Sagen erkjendt, at Udtrykkene ”i Almindelighed” involvere en Indſkrænkning; men det er tillige beviiſt, hvori denne Indſkrænkning beſtaaer, at den nemlig kun gjelder diplomatiſke og Commando-Sager og i det Høieſte kan udſtrækkes til ſaadanne andre Tilfælde, hvor det vilde være aldeles uhenſigtsmæsſigt at indhente ſaadan Betænkning Man har i Anledning heraf opfordret mig til at paaviſe Hjemmel for, at Indſkrænkningen er ſom opgivet; men da jeg har paaviiſt de Paragrapher af Grundloven, hvortil jeg ſtøtter mig, maa formeentlig Touren være til Vederparten at beviſe de flere Tilfælde, ſom kunde indbefattes under Udtrykkene, ſaafremt hans Paaſtand herved ſkal komme i Betragtning Han har ogſaa følt Rigtigheden heraf, og derfor fremført den Yttring, at den eneſte fornuftige Mening man kan faae ud af §. 15 er, at enhver Sag, ſom efter ſin Natur opſtaaer der, hvor Kongen opholder ſig udenfor Regjeringens Sæde, kan af Hs. M. afgjøres uden at Regjeringens Betænkning er indhentet; thi, hedder det, at nægte Kongen Ret til at fatte. Beſlutning om Tilfælde, der ikke kunne være gaaede igjennem den Norſke Regjering, vilde være ligeſaa urimeligt ſom at tilintetgjøre Kongens Ret ved at indſkrænke denne til en ſaadan Betingelſe. Under Udtrykkene ”i Almindelighed” vil altſaa Defenſor have indbefattet de Sager, ſom opſtaaer hos Kongen under hans Ophold i Sverige; men hvad Hjemmel kan vel paaviſes for en ſaadan Paaſtand; medfører ikke Udtrykkene i ommeldte §. 15, at man ved den Pasſus „i Almindelighed &c.” nærmeſt har tænkt paa Sager, ſom opſtaae hos Kongen under hans Ophold i Sverige, og med Henſyn til hvilke det altſaa er ſaa langt fra, at de ere undtagne fra at underkaſtes den Norſke Regjerings Betænkning, at meget mere Forbudet juſt lyder, at de ikke maae afgjøres uden at ſaadan Betænkning er indhentet? Ophører vel en Sag, ſom gjælder Norges Anliggender, at være Norſk Sag — fordi den førſt bringes paa Bane i Stockholms men er dette ikke Tilfældet, maae da ikke nødvendigen den Norſke Regjering høres (undtagen i diplomatiſke og Commando-Sager) forſaavidt ei vigtige Hindringer forbyde Saadant eller det ſkulde være aldeles ſtridende mod Beſlutningens Henſigt? For yderligere at beſtyrke den modſatte Anſkuelſe anfører Defenſor videre, at Statsraadsafdelingen i Stockholm nærmeſt maa antages forordnet for at meddele Hs. M Raad og Veiledning i de Sager, der ikke have været forelagte Regjeringen og det er derfor nok at høre bemeldte Afdeling om de Sager, ſom ei have været ſendte den Norſke Regjering til Betænkning. Men hvad Hjemmel exiſterer vel for denne Paaſtand? Hvorledes kan den harmonere enten med Grundl. §. 12 eller 15? Beſtaaer ikke Kongens Raad af mindſt 8 Medlemmer, ſom altſaa ere de Mænd, Han er forpligtet til at høre forinden Sagerne afgjøres, og er det ikke ved Grundl. §. 13 udtrykkelig ſagt, at den i Sverige, værende Statsraadsafdeling har de ſamme Pligter og den ſamme conſtitutionelle Anſvarlighed, ſom den i Norge værende Regjering? Der er da aldeles intet urimeligt i, ſaaledes ſom Defenſor har foreſtilt ſig, at Statsraadsafdelingen i Stockholm cenſurerer den Norſke Regjerings Betænkninger under Sagernes Afgjørelſe hos Kongen: dette er meget mere juſt Statsraadsafdelingens Pligt og Forretning: den maa gjennemgaae Sagerne, og naar den ikke finder dem behandlede efter dens Tykke, ſaa maa det være Pligt, derpaa at gjøre Kongen opmærkſom. Om man vil, kan man betragte Forholdet imellem Regjeringen herſteds og Statsraadsafdelingen i Stockholm ſom et Analogon af Storthingets Afdelinger i Lagthing og Odelsthing.

Men de heldige Virkninger, ſom Kongen tilſigtede ved Beſlutningen, kunde ikke, ſiger Defenſor, haabes tilveiebragte, undtagen juſt gjennem en pludſelig Opløsning, og den Norſke Regjerings Betænkning kunde ſaaledes ikke været indhentet undtagen at den tilſigtede Henſigt var gaaet tabt. Forholdt dette ſig ſaaledes, ſaa talte viſtnok meget til Vedkommendes Fordeel; men det er at mærke, at det meget vel kan indrømmes, at Beſlutningen, for at den opgivne Henſigt kunde opnaaes, efter Kongens Anſkuelſe maatte komme aldeles uventet for Storthinget, uden at deraf følger, at det var nødvendigt at tage Beſlutningen juſt den 2den Juli og exeqvere den den 8de Juli. Naar kun Beſlutningen fattedes og udførtes ſaaledes, at den kom aldeles uventet for Storthinget, ſaa ſkete den lagte Plan Fyldeſt, og følgelig kunde Beſlutningen være taget baade før og efter den 2den Juli, og det er ſaaledes aldeles indlyſende, at den Norſke Regjerings Betænkning kunde været indhentet uden mindſte Præjudice for den Kgl. Beſlutning og den derigjennem tilſigtede Plan. At ubrødelig Tausheds Pligt i et ſaadant Tilfælde maatte paaligge og vilde blive iagttaget af Regjeringens Medlemmer, derom kan der naturligviis ikke være nogenſomhelſt Tvivl. Den Tiltalte erklærer det for et Spilfægterie, et grundlovſtridigt Forſøg paa at hindre Kongen i at udøve den ham tilkommende Magt og Myndighed, naar man paa denne Maade vil bringe Grundlovens §. 15 til Anvendelſe; men kan man vel tænke ſig nogen driſtigere Beſpottelſe af Grundlov og Nationalrepræſentation? Paaſtanden om, at Kongen allerede var i Beſiddelſe af den Norſke Regjerings Betænkning er allerede i min Deduction tilſtrækkelig gjendrevet. Defenſor gjendriver ſelv denne Paaſtand, naar han ſiger: for at bedømme Henſigtsmæsſigheden af Opløsningen behøves blot ”Kundſkab om, hvad Repræſentationen havde udrettet og hvorledes dette var tilendebragt. Ved at ſammenholde dette med hvad Thinget burde have udrettet, og hvorledes dette burde været tilendebragt, blev hans Hs. M. ſat i Stand til at fatte ſin Beſlutning.”

Jeg ſpørger, ſtod der da noget — kunde der da ſtaae noget herom i den Norſke Regjerings Betænkning af 24de Marts; men naar disſe vare de Momenter, hvorfor Beſlutning om Opløsningen ſkulde fattes, følger det da ikke deraf med Nødvendighed, at den Norſke Regjering derom burde været hørt? Gjentagende er det erklæret, at Kongens Forſæt at hæve Thinget efterhaanden modnedes indtil den 2den Juli, da det blev faſt; men om disſe Hs. Maj. Anſkuelſer havde jo den i Norge værende Regjering ingenſomhelſt Kundſkab, altſaa heller ingen Anledning til at modvirke deres Iværkſættelſe. Argumentationen fra Statsraaderne Faſtings og Holſts Undtagelſe fra Tiltale for Tiden er, ſom jeg tidligere har viiſt, et for let Nødanker til at kunne bringe Statsminiſteren Frelſe, og det er kun en Fordreielſe af det Pasſerede, naar det hedder, at man i ſelvſamme Sag fortolker Grundlovens §. 15 paa 2de forſkjellige Maader. Hvad Tid de offentlige Blade begyndte at beſkylde Statsminiſteren for at have overtraadt Grundlovens §. 15, vedkommer formeentlig ikke Sagen, da han ikke ſkal fældes efter hvad deri indeholdes, og da de høiſtærværdige Dommere ikke lægge de deri anførte Anførſeler til Grund for deres Dom; men dog kan det bemærkes, at den Conſtitutionelle, ved førſte Gang at berette Tiltalen imod Statsminiſteren, yttrede ſig derom ſom om den nærmeſt angik Overtrædelſe af Grundlovens §. 15, ligeſom Morgenbladet nylig har gjort opmærkſom paa, at det allerede den 8de Juli yttrede ſig med Henſyn til Tilſideſættelſe af §. 15.

Væſentligere er det dog, at Storthingets Adresſe af 7de Juli ſidſtl. til Hs. Maj. Kongen nævner Grundlovens § 15, viſtnok paa en ſaadan Maade, ſaa at man forudſatte, at dens Bud ei var overtraadt; men da man Dagen efter fik Vished for det Modſatte, kan dog ikke hiin Grundlovbeſtemmelſe være gaaet af Minde. At Storthinget ſelv i dets underdanigſte Adresſe af 24de Marts kun anſøgte om Prolongation indtil Juli Maaneds Udgang, hvilken Tid ogſaa i det Væſentlige er bleven tilſtaaet, efterdi kun nogle faa Uger ſtode tilbage, hvori ikke ſynderlig kunde ventes udrettet, efter at man i 5 Maaneder ikke var avanceret videre end ſkeet, er formeentlig ikke af nogen Indflydelſe paa Spørgsmaalet, om hvorvidt den Norſke Regjerings Betænkning burde været indhentet med Henſyn til Beſlutningen af 2den Juli.

Forøvrigt indſees det let, hvor aldeles umuligt det var for Storthinget i Marts Maaned at nævne nogen beſtemt Tid, da det kunde være færdig; men viſt er det, at intet Storthing har været færdig til Juli Maaned og at, med Undtagelſe af Storthinget 1815—1816, intet Storthing har havt ſaa mange og vigtige Forretninger, ſom det ſidſt afholdte. Gjennemgaaer man derhos den af Storthingets Archivar forfattede og af mig fremlagte Forklaring over Sagernes Stilling ved Storthingets Opløsning, og ſammenholder man denne med de i mit Deductions-Indlæg nævnte 16, Budgettet vedkommende, Sager, ſaa vil det ſees, at de Fleſte og Vigtigſte vare expederede, og at der kunde være Haab om at have Budgettet færdig ved Juli Maaneds Udgang.

Defenſor har derefter leveret en Fortſættelſe af den Skildring af Dagens Tone og Tendentſen af vort offentlige Liv, hvormed han aabnede ſit Tilſvar. Maleriet røber en Phantaſi ſaa riig paa Opfindelſe — ſaa uudtømmelig paa Combinationer — ſaa driſtig i ſin Flugt, at vi med Rette beundre det ſom et ſjeldent Kunſtproduct. Men ſaa poetiſk ſkjønt, ſom vi finde dette Billede, ſaa hiſtoriſk utroværdig, ſaa ſtridende imod Sandhed og Virkelighed maae vi erklære det for at være. Det begynder med en Fremſtilling af vort lykkelige Liv, af de offentlige og private Dyder, ſom prydede Normændene under Dannemarksaaget — af den Kjærlighed, ſom bandt Medborger til Medborger — Underſaatterne til deres Konge — af den Enighed og den Fred, ſom i hiin Tid aldrig ſavnedes i vore Dale. Ja! ærværdige Herrer! hvilken er den iiskolde Mand, hvis Hjerte ikke opvarmes ved at tænke med Digteren paa den Tid ”da jeg var ganſke lille”, hvis Phantaſie ikke med kjærlig Veemod ſysler med disſe kjære Billeder fra Barndommens ſkyldfrie Dage; — men tør vi her overgive os til disſe Betragtninger? — og tør vi det ikke, ſætte vi ikke ſubjective Følelſer og Phantaſieſpil i Stedet for Virkelighed: kan det da med Sandhed ſiges, at vort Land var lykkeligere, vort Folk ædlere, Menneſkene bedre paa hiin Tid end nu? Dog Varden vedbliver: I Modſætning heraf fremſtiller han den nærværende Selvraadighed og Indbildſkhed, der ingen Skranker taaler — Tabet af Sands for alt Ædelt og Skjønt — alle blide Følelſers Tilintetgjørelſe for politiſke Betragtninger — for misforſtaaede Begreber om Lighed og Frihed. Vort offentlige Liv frembyder Intet uden Jammerligheder — intetſteds findes nogen ſtolt og ophøiet Tanke — egennyttige Henſigter, Tilſideſættelſe af Humanitetens Fordringer og Lyſt til at ſkade, aabenbare ſig allevegne. Lovene have tabt deres Anſeelſe — Raaheden ſtyrer: denne ere vore dyrebareſte Interesſer voldgivne. Denne Smitte har ogſaa angrebet vort Storthing, og alt Haab om, at Nationen gjennem dens udkaarede Mænd ſkulde bringes tilbage til Beſindelſe, maatte opgives! under disſe Omſtændigheder var det nødvendigt at tilveiebringe en Criſis, der kunde bevirke det ſyge Statslegemes grundige Helbredelſe — dette var det Øiemed, ſom tilſigtedes ved Storthingets Opløsning — dettes Maade at udføre ſine Forretninger paa, var kun noget Underordnet. Her have vi altſaa Opløsningen paa Gaaden, her have vi da ogſaa det Svar, ſom haves behov, og ſom tilforn er forholdt os angaaende Aarſagen, hvorfor ei den Norſke Regjerings Betænkning blev indhentet. Der gives ikke en Poet i dens Midte — og den kunde da beholde ſin Betænkning for ſig ſelv. Men en Jernhaand griber mig: det er Virkelighedens Dæmon, ſom ubarmhjertig forjager mig fra de Regioner, hvortil jeg var henflyttet. Der ſpørges, om de Kongelige Raadgiveres conſtitutionelle Anſvarlighed kan beſtaae paa den Maade, at man fingerer hvilketſomhelſt Øiemed og opgiver en ſaadan Forbindelſe imellem den Handling, hvorfor man tiltales og hiint Øiemed, ſaa at Handlingen, uden Henſyn til Muligheden eller Umuligheden af Forbindelſe, bliver Middel for hiint Øiemed? Statsminiſteren paaſtaaer, at vort hele offentlige Liv lider under den fordærveligſte, den meeſt om ſig gribende og haardnakkede Sygdom, — og han mener at kunne helbrede det, at kunne udrydde Sygdommen, ved at foranledige det ſidſt afholdte Storthing opløſt uden Kald og Varſel, uden at det har ſine væſentlige Forretninger færdige. Hvad Forbindelſe er der imellem dette Øiemed og dette Middel? Hvorledes ſkulde det Norſke Folk komme til Erkjendelſe af hiin Sygdoms Tilværelſe? Det Forhandlede paa Stockholms Slot den 2den Juli melder ikke et Ord om en ſaadan Sygdom, om en ſaadan Plan for dens Helbredelſe. Kongen erklærer med udtrykkelige Ord, at Folket er trofaſt og godt. Uden denne Rigsretsaction, uden den Anledning, ſom Statsminiſteren har havt til under denne at forklare ſine Anſkuelſer, havde jo det Norſke Folk været aldeles uvidende om hvad Statsminiſteren har virket for det. Kunde da ikke Statsminiſteren med ſamme Ret og lige Frihed for alt conſtitutionelt Anſvar have tilraadt Kongen at begynde Krig? Mon ikke lidt Sultekuur, ſom den vi gjennemgik i de ſidſte lykkelige Aar af vor lykkelige Forbindelſe med Dannemark, ſkulde bringe Hovmoden til at dale — Paaſtaaeligheden til at give efter? Jeg begriber ikke den Driſtighed, ſom vover at opfinde en Udflugt ſom den opgivne; men Nøden er en ſtor Læremeſter! Ideen om at tilveiebringe en Criſis er en Tilſtaaelſe om en ulovlig lagt og forfulgt Plan. Statsminiſteren kan ikke betragtes ſom en forſtandig og klog Læge. Han bekymrer ſig ikke om Sygdommen er virkelig eller indbildt, ei om dens Aarſager og de pasſende Helbredelſesmidler; nei! han antager uden Videre, at hele Statslegemet er ſygt, og ſætter dets Liv paa Spil i en Critik Det er en forvoven Qvakſalvers Dont! Jeg formoder, ak Dommerne, førend de gaae ind paa denne Tiltaltes nye Synsmaade, fordre i det Mindſte følgende Oplysninger:

1. Beviis for den Tilſtands Virkelighed, ſom Defenſor har udmalet. Dens Exiſtence udenfor hans Stange og Papiir modſiges
2. Beviis for, at Storthingets Opløsning paa den Tid og den Maade ſom ſkeet er, kunde og maatte efter fornuftige og rimelige Grunde hæve hiin ulykkelige Tilſtand.
3. Beviis for, at almindelige Midlers Anvendelſe, gjennem Udbredelſe af almeen Oplysning og Cultur, maatte anſees uanvendelig.
4. Beviis for, at det ikke er en aldeles uægte og underſkudt Grund; thi den findes ikke i den Kongl. Reſol. af 2den Juli, hvor, ſom anført, det Norſke Folk berømmes for Loyalitet og Trofaſthed.

Defenſor ſlaaer endnu paa en anden Strænge — men det er med varlig Haand, ſaa at vi kun, ved at lytte nøie efter, kunne høre dens Melodier. Enhver Fædrenelandets Ven, ſiger han, maatte betænke, at vi udgjøre et Leed i den ſtore Kjæde, og at det ſaaledes ikke ſtod til os, efter eget Tykke at behandle dette ſaa letſindigen og ufornuftigen ſom vi vilde. Allerede vare vi paa Randen af Afgrunden, et ubetænkſomt Skridt endnu — og vi vare maaſkee ſtyrtede ned, uden nogenſinde at naae Dagens klare Lys mere. Kongen er alene i Stand til at bedømme alle de Forhold, ſom der her maa tages Henſyn til, for fuldſtændigen at afgjøre Nødvendigheden og Nytten af det Skeete — Forholde, ſom hverken ere, eller, efter deres Natur, kunde være Andre tilſtrækkeligen bekjendte. Der er maaſkee ſtørre Muſici imellem Dommerne end jeg er — jeg forſtaaer ikke Betydningen af dette Spil; men det ſynes mig, at det ligner den bekjendte Melodie om Rigsrettens Incompetence. Der yttres ogſaa, at intet mildere Middel gaves, naar Henſigten ſkulde opnaaes, ſaalænge Kongen ikke er i Beſiddelſe af det abſolute Veto. Mon det da ſkulde være Meningen at erobre dette paa denne Vei? Unægteligt vilde det være en ſaare fortjenſtfuld Handling af den Kongelige Raadgiver. Han klager over Mangel paa ſtolte og ophøiede Tanker — er da ikke her en Overflødighed deraf? Overgangen ſkeer nu til vore 3de ſidſte Storthing. Kun eet eneſte Penſelsſtrøg levnes Storthingene 1830 og 1833, idet Rigsretten erindres om, hvad da pasſerede i Anledning af Budgettet og forſkjellige, Penſionsvæſenet vedkommende, Qvæſtioner. Men deſto omſorgsfuldere udføres Portraitet af 8de Storthing. Det ſluttede ſig, hedder det, til de foregaaende Storthinges Vildfarelſer, opfindſom i Vilkaarlighed og Egenraadighed fremkaldte det — et poetiſk Uveir og dets Opløsning. Det fremviſes i alle Skikkelſer: ſnart er det en frodig Plante, der har ſin Rod i den forblindede Hobs Hjerter — ſnart er det Spidſen af en Pyramide, opført af Vilkaarlighedens raae Steen — ſnart er det Culminations-Punkter for en Tøilesløshed, ſom vilde beherſke Norge. Derfra gaaer man til Fundamentet, forſynet med Maal og Pasſer — det findes brøſtfældigt — og endelig, efter at Statsminiſteren har revet det ned — viſes dets Ruiner, hvilke Dommerne formanes til at ſætte ſammen, NB. i Indbildningen. Unægtelig er denne Beſkrivelſe meget lærerig og vejledende for Dommerne ved det Kald, de have at udføre; men driſtig tillige og nærgaaende imod Grundlovens § 100, der forbyder at viſe Ringeagt mod de conſtitutionelle Magter. En idylliſk Beſkrivelſe paafølger over den Tilſtand, hvori vort offentlige Liv befandt ſig ved ſidſte Storthings Sammenkomſt.

Jeg vover ikke at gjentage den; men vor Lykke var ikke mindre end i Guldalderen under Danmarks-Forbindelſen. Kun enkelte Træk af disſe lykkelige Øieblikke vil jeg laane: I Stedet for den Mistænkelighed og Uenighed, ſom, efter den nylig leverede Beſkrivelſe, ellers altid bygger og boer hos os, herſkede da den ønſkeligſte Harmonie imellem Folket og Regjeringen. Grundloven holdtes i vedbørlig Ære, Perſon og Eiendom vare lige ſikkrede, Lovene havde igjenvundet deres nye tabte Anſeelſe. I Stedet for alle de nys beſkrevne Ulykker, ſom vi ellers plages af — havde vi da Alt, hvad et nøiſomt og beſkedent Folk kunde vente af Forſynet. Men hvorlænge var Adam i Paradiis — 8de ordentlige Storthing kom ſammen, — og jeg har ſagt nok. Klagepunkterne mod dette ere mange og af den høieſte Vigtighed.

1. ”Det arbeidede uden al Plan. Man burde gjort et Udvalg af det mere eller mindre Vigtige. Det maa høiligen bebreides Storthinget, at Regjeringens mange og vigtige Forſlag angaaende Budgettet og Skattepaalæggene ikke afſondredes fra de øvrige og at man ikke udelukkende offrede dem Tid og Kræfter; ligeſom det var urigtigt, at man tog Committee-Indſtillinger i Thinget, naar de vare færdige, uden Henſyn til deres Vigtighed eller Uvigtighed. Foregaaende Storthinges Exempel kan ikke paaberaabes, da Man kan fordre, at de ſenere Storthing benyttede de igjennem dem indvundne Lærdomme.” Hertil mener jeg med Føie kan ſvares, at en henſigtsmæsſig Plan, hvorefter omtrent 100 Menneſker — Menneſker, hvoraf den ſtørſte Deel aldrig tilforn have ſeet hinanden, og flere Uarbeidsvante, ſkulle opgjøre flere hundrede, mere eller mindre indgribende Sager — er lettere at forlange, end at tilveiebringe. Reglementet og Sagernes Clasſification er ellers den Plan, ſom følges, og det mere Detaillerede maa være overladt Committeernes egen Skjønſomhed. Men Anſkuelſerne om det Bedſte ere naturligviis her, ſom allevegne deelte. En egen Committee har været nedſat for Budgettet og Skattevæſenet, og dennes Virkſomhed har udelukkende været indſkrænket til Budget-Sager. For at fremme disſe Arbeider overdrog man Armee-Budgettets Gjennemgaaelſe til Militair-Committeen, hvilket ingenſinde tilforn har været Tilfældet. Reglementet har forøvrigt beſtaaet uforandret fra 1830, og ingen Klage vides at være ført derover, førend nu. I Overeensſtemmelſe med dette Reglement er det Pligt for Præſidenterne at paaſee, at Sager, ſom indkomme fra Committeerne, foretages og bringes til Afgjørelſe i Thingene. Skulde Reglementet i dette og i andre Punkter muligens laborere af Mangler, hvor ønſkeligt ſkulde det da ikke været, at Vedkommende, ſom har indſeet Feilen, havde foranlediget Rettelſe deraf, og hvori Grundlovens § 80, b, viſt ikke kunde være til Hinder.
2. ”Utidig Beſkjæftigelſe med Bagateller og en Smaalighed i al dets Dont ſiges at have udmærket dette Storthing. Intet Thing har havt ſaa mange og ſaa vigtige Sager til Behandling ſom dette, og det er da med Rette paafaldende, at det ei fæſtede ſit Blik paa disſe. Armee-Budgettet, Penſionsliſterne og Toldtarifferne ere de eneſte vigtigere og mere omfattende Sager, ſom ere blevne færdige. Liggedagsloven, Lov om pharmaceutiſk Examen, om Dæksfartøier — Skillemynt, om Ophævelſe af Forordn. af 13de Januari 1741 maae betragtes ſom Ubetydeligheder.” Men Enhver, der ikke betragter Anliggenderne med Defenſors Eenſidighed, opdager ſnart, hvormegen Tid og Anſtrængelſe de 3de vigtigere og mere omfattende Arbeider have udkrævet. Lovene om pharmaceutiſk Examen, om Dæksfartøier og Skillemynt grundede ſig i Kgl. Propoſitioner, og Regjeringen kan vel ikke ſelv have anſeet dem for at være aldeles ubetydelige, og Liggedagsloven angaaer Forholde, ſom af den Kyndige maae erkjendes for at være baade høiſt vigtige og yderſt vanſkelige at ordne. Denne Lovgivning hare ſom bekjendt, en indgribende Indflydelſe paa vor hele Kornhandel, og det er alene at beklage, at Regjeringen ikke ved denne Leilighed havde grebet Initiativet, hvorved viſtnok megen Tid var blevet vunden og Lovarbeidet bleven fuldkomnere. Med Henſyn til Ophævelſe af Forordn. 13de Jan. 1741 vare Forſlag fra ſaamange Kanter fremkomne paa Odelsthinget, ſaa at man ikke kunde andet end tillægge denne Sag en vis Vigtighed. Det maa derhos ogſaa bemærkes, at Kirke-Committeen, ſom havde denne Sag til Indſtilling, ved Thingets Opløsning var færdig med alle Sager i førſte Clasſe. Defenſor glemmer desuden, naar han nævner de udførte Arbeider, den Skare af Committee-Indſtillinger, ſom fremkom i Tidsrummet fra 7de til 8de Juli, hvoraf nogle angik ikke lidet omfattende og vigtige Gjenſtande. At Debatterne i Thingene undertiden dreiede ſig om Bagateller og Smaaligheder, er unægteligt; men dette er viſtnok noget, ſom vor Nationalforſamling har tilfælles med alle andre, ligeſom denne Anke meeſt rammer enkelte Medlemmer, ſom fandt ſig opfordrede til at tale med ved alle Leiligheder, men hvilket ikke bør bebreides Storthinget eller dets Afdelingen Naar der klages over Paaſtaaelighed imellem Odelsthing og Lagthing, ſaa ligger det jo i Forfatningen ſelv, at disſe ſkulle danne en Oppoſition med hinanden, og Grændſen for denne kan i det Enkelte være vanſkelig nok at træffe. Ni af Odelsthingets Beſlutninger til Love bleve uden Forandring bifaldte af Lagthinget. At Forſamlingens eller Landets Værdighed ſkulde taget nogen Skade under Forhandlingerne paa Thinget, er noget, ſom ingenlunde kan antages at forholde ſig rigtigt.
3. ”Storthingets Medlemmer beſjeledes af en vidtdreven Forſlagsſyge, ſom tildeels yttrede ſig med Henſyn til nys udkomne Love; og man ſpørger, hvad Begreb man vel kan gjøre ſig om en lovgivende Forſamling, hvor Ideerne ſaaledes gjære?” Jeg mener, at Erfaringen er den bedſte Læremeſter, og ſaaledes kan viſtnok en veloverveiet Lov lettelig i Uførelſen befindes trængende til en eller anden Forandring; det er ogſaa iſærdeleshed enkelte Love vedkommende Næringsveiene, i hvilke man efter kort Tids Forløb har gjort Forſlag til Forandringer, og Enhver, ſom overveier de locale Hindringer for almeengjældende Lovgivninger vedkommende disſe Forholde, vil ikke finde noget forunderligt heri. De Forſlage til Forandringer i Brændeviinslovgivningen og i Loven om det beneficerede Gods, ſom af Repræſentanterne ere fremſatte, har Regjeringen, ved ſelv at fremſætte Forſlag til Forandringer, erkjendt, ei at være utidige; men iøvrigt maa det beklages, at den executive Magt med altfor vidt dreven Forſigtighed har benyttet ſig af Initiativet, og det ſkulde neppe være troeligt, derſom det ikke var et Factum, at Regjeringen endnu aldrig har fremſat Forſlag til en Skattelov.
4. ”Har Storthinget manglet paa Ærbødighed for Kongen. Saaledes ere: a, Grundlovsforſlagene ikke ſendte til en Committee, medens et andet Forſlag fra en Deel Repræſentanter til Grundlovsforandring 2de Gange ſendtes en Committee til Betænkning, og Yttringer faldt, ſom røbede den uanſtændige Plan, at ville betage den executive Magt Lyſten til at fremſætte Conſtitutions-Forſlag.” Den Sigtelſe, ſom her fremføres imod Storthinget, er viſtnok den, ſom det mindſt ønſkede at findes ſkyldig i; men enhver Upartiſk vil ogſaa erkjende, at man ſigter uden al Føie. Storthinget har i dets underdanigſte Adresſe til Hs. Maj. Kongen af 7de Juli ſaa omſtændeligen udviklet dets Anſkuelſe i dette Anliggende, at jeg kun kan henviſe dertil. Jeg tilføier, at der var en mærkelig Forſkjel mellem de Conſtitutionsſorſlage, ſom den 10de Marts ſidſtl. ſendtes Conſtitutions-Committeen tilbage til nye Overveielſe, og de af Hs. Maj. Kongen fremſatte naadigſte Propoſitioner til Grundlovsforandringer; thi Committeen havde ikke egentlig behandlet hine Forſlag i Realiteten, men kun yttret, at de vare af den Beſkaffenhed, at de ikke kunde anbefales til Antagelſe, og Storthinget tilbageviſte dem til nye Behandling, for at erfare, hvori Manglerne beſtode, for at det i al Fald kunde tjene et kommende Storthing eller Proponenter til Forandring i denne Deel af Grundloven — hvilken formeentlig ſnart vil være abſolut fornødent — til Veiledning.

Om enkelt Repræſentant ſkulde ladet Yttringer falde angaaende det Ønſkelige i, at de Kongl. Propoſitioner, der have været fremſatte paa flere Storthing, ved den nu brugte Behandlingsmaade maatte fremtidig blive holdte tilbage, da er dette noget, der, ſom ſaa mange andre Ting, der ere ſagte eller gjorte af enkelte Medlemmer, umulig kunne vedkomme Storthinget eller dets Afdelinger.

b) ”Man har handlet ſtødende og fornærmeligt ved at nedlægge Embedsdragterne. Man har dermed villet tilkjendegive, at man ei kunde forene Pligterne mod Grundloven med Pligterne imod Kongen, og havt til Henſigt at ſmigre Hoben, ligeſom hiin Beſlutning var upasſende af den Grund, at Vedkommende, ſom bære Embedsdragter, kaldes til Thinget i Egenſkab af Embedsmænd.” Ogſaa herved maa jeg gjøre den Bemærkning, at Embedsdragternes Nedlæggelſe ikke grundede ſig i nogen Storthingsbeſlntning, men kun i enkelte Medlemmers frie.Overeenskomſt, ligeſom det er indlyſende vrangt at ville fremſtille dette Skridt ſom ſigtende til at tilveiebringe Schisma imellem Kongen og Embedsmændene — Tanker, ſom jeg ved min Ære tør borge for ikke opſtod hos noget eneſte Menneſke; men det er en ſørgelig Sandhed, at Uniformvæſen, Rangſyge og Ridderordener har grebet frygtelig om ſig efter Forbindelſen med Sverige, og ingen tænkende Mand kan med Ligegyldighed ſee paa, at disſe Forfængelighedens fule Affødninger trives ſaaledes ſom de gjøre. At give denne onde og i Sandhed fordærvelige Aand et Tilbageſtød var viſtnok den væſentligſte Henſigt med hiin Overeenskomſt, og denne Henſigt fortjener neppe Daddel. — Det forholder ſig desuden ingenlunde ſaa, at Embedsmænd ſom ſaadanne møde paa Storthinget; thi dette kan holdes, om der end ikke er en eneſte Embedsmand, og Alle ere der lige, undtagen at den Rangforordning, ſom ſtørre Dygtighed, ſom Talenter og Kundſkaber danne, er der, ſom i ethvert civiliſeret Samfund, gjældende. — Et beklageligt Tegn paa, hvad man vil at Friheden i et frit Land ſkal betyde er det ellers, naar man ikke upaatalt tør itrække ſig af egne Klæder, dem man lyſter.

c) „17de Mais Høitideligholdelſe maatte betragtes ſaarende for Kongen.”

Men da det hele Norſke Folks Anſkuelſe af 17de Mai ſom en ſand Folkefeſt, mindende om dets igjenvundne Frihed, er nokſom bekjendt, hvorledes kan det da med Billighed fordres, at Repræſentationen ſkal adſkille ſig fra Folket? Der er en Meningsforſkjel imellem Kongen og Folket i denne Sag, ſom det ſidſte ikke kan opgive, uden at træde al Hiſtorie under Fødder. Folket paaſtaaer at have givet ſig den frie Forfatning og derefter at have antaget dets Konge til at regjere i Overeensſtemmelſe med Forfatningen; medens den anden Anſkuelſe er, at Kongen har ſkjenket Folket dets Grundlov. Storthinget handlede forøvrigt heller ikke ved denne Leilighed i Egenſkab af Storthing, men dets Medlemmer deeltoge kun ſom private Mænd i en Feſt, med Henſyn til hvis Betydning man ogſaa nærede det Haab at Kongens Anſkuelſer meget vare forandrede Om Indbydelſen til et Minde for 17de Mai gjælder alt det her Anførte, og forſaavidt det er bekjendt, at et i Indbydelſen forekommende Udtryk, ”Folkeſouverainitet,” har vakt Opmærkſomhed og Misbilligelſe paa høiere Steder, tilføies det alene, at dette Udtryk ingenlunde er brugt i Relation til den nærværende Tid, men til den Tid, for hvilken Mindet er beſtemt at ſkulle reiſes, og det maa da unegtelig indrømmes, at Udtrykket er fuldkommen adæqvat. — Da Danmark ikke mægtede at vedligeholde Herredømmet over Norge og ved Kieler-Traktaten havde afſtaaet ſine Rettigheder til Sverige, erklærede Norge ſig ſelvſtændig, og grundede, i Kraft af ſin gjenvundne Souverainitet, Forfatningen af 17de Mai 1814, ved hvilken det opgav Souverainiteten, og Rigets Statsform beſtemtes at være et indſkrænket Monarchi.

d) Sagen angaaende Gjordemoderreglementets partielle Ophævelſe kan formeentlig ikke med Rette benævnes ſom ubetydelig, da flere Diſtrikter, efter de i Storthinget fremkomne Oplysninger, havde lidt meget under dette, efter Danmarks Lokalitet indrettede og her idetmindſte i mange Egne aldeles upasſende, Reglemente Derſom Sagen havde været reen medicinſk, vilde den af det medicinſke Facultet afgivne Betænkning viſtnok været afgjørende, men hvad der maatte anſees ſom væſenligſt ved denne Gjenſtands Bedømmelſe var unegtelig de locale Forholde, hvorom Repræſentanterne fra de forſkjellige Egne af Riget ſynes at maatte være vel ſaa paalidelige Dommere ſom hiint Facultet. Desuden .kan dog Intet enten grundlov- eller reſpektſtridigt med mindſte Skin af Sandhed bebreides Storthinget under denne Sags Behandling, ſiden dets Ret til uforandret at gjentage en paa et foregaaende Thing fattet Beſlutning er ligefrem grundet i Grundlovens §. 79, og det kunde ſnarere ſynes ſom, at den executive Magt ved de mange Ophævelſer, ſom i denne Anledning gjøres, vil ligeſom afſkrække Thinget fra at udøve dets i Forfatningen hjemlede Rettigheder. Faren ved anden Gang at igjentage en Lovbeſlutning uforandret er desuden ikke betydelig; thi Gjentagelſen har, derſom den exekutive Magt ikke har forandret Anſkuelſe, — og da ledes man nærmeſt til at antage, at den førſte Negtelſe af Sanction har været mindre begrundet, — ingen Virkning, hvorimod Regjeringen ſom ofteſt har Anledning til under Sagens Behandling paa 3die Storthing at ordne Forholdene ſaaledes, at Anvendelſen af Grundl.s §. 79 bliver unødvendig. De øvrige af enkelte Medlemmer til uforandret Gjenoptagelſe foreſlaaede Love ere, ſom bekjendt, ikke blevne antagne.

5) Med Henſyn til de interimiſtiſke Penſioners Reviſion kan det formeentlig ikke dadles, om Storthinget lægger en noget ſtrængere Norm til Grund for Bedømmelſen af Vedkommendes Qvaliſikation end Regjeringen, al den Stund man kun viſer redelig Villie til at iagttage Retfærdighed; thi vort Penſionsvæſen er, efter hvad der er almeenerkjendt, byrdefuldere end det efter Statens Reſourcer burde være, og det vilde være ønſkeligt, om de Begreber, hvorefter Statscasſen betragtes ſom en Almisſe-Kasſe, efterhaanden kunde ſvækkes. Debatterne dreiede ſig ikke, ſaaledes ſom Defenſor har antaget, om Dalere, men om Principer og disſes Anvendelſe, og at Indflydelſen heraf i enkelt Tilfælde kun kunde være en Difference af nogle Daler, gjør Intet til Sagen. Omendſkjøndt meget taler for den af Defenſor yttrede Formening om, at Embedsmænds Enker og deres Børn efter den gjeldende Lovgivning have et jus qvæsitum til Penſion af Statscasſen, ſaa er Sætningen dog ingenlunde ophøiet over al Tvivl — og Storthingets eller dets Pluralitets Anſkuelſe af denne Sag er derfor ingenlunde enten ſaa urimelig eller ſaa .ubillig, ſom af Defenſor yttret. Have de Vedkommende, ſaaledes ſom paaſtaaet, et jus qvæsitum, maa det formeentlig ogſaa lade ſig gjøre ved Domſtolenes Mellemkomſt og ved Underſtøttelſe med beneficium paupertatis at forhjælpe dem til deres Ret. Endnu mindre Vanſkelighed har Sagen forſaavidt Regjeringen anſeer ſig competent til interimiſtiſk at bevilge Penſioner til deslige Perſonen medens Storthingets Anſkuelſe gaaer ud paa, at ſaadan Ret ikke ſkulde exiſtere; thi Storthingets Formening kan naturligviis ikke være nogen Regel for den executive Magt,7 og denne følger altſaa ſin Anſkuelſe, ſaalænge den ei bliver overbeviiſt om dens Urigtighed.

6) Storthinget har ſøgt at udvide Repræſentationens Rettigheder ved at gaae ind paa den executive Magts Gebeet. a) Det førſte anførte Exempel herpaa er Sagen om Moe-Markedets Gjenoprettelſe, men hvilket er ſaare uheldiden valgt; thi foruden at Sagen af Storthinget blev henlagt, ſaa er det Spørgsmaal om, hvilken Statsmagt det tilkommer at oprette og at nedlægge Markeder i al Fald i den Grad tvivlſomt, at det hverken kan ventes eller paaſtaaes, at Storthinget ſkulde renoncere paa den lovgivende Magts Adkomſt til at ordne disſe Forholde, og det ſaameget mindre, da Regjeringen tilforn har antaget ſvide Protocol-Committeens Indſtilling af 1833) at dette Slags Sager henhørte under Lovgivningen. b) At Storthinget tilſtiller Regjeringen et Par Sager, ſaaſom den angaaende Romsdals Marked og om Artilleri- og Cavalleri-Udredernes tilkommende Godtgjørelſe, for at Vedkommendes Beſværinger, om de ere grundede, kunne afhjælpes, ſynes at være noget ſaa uſkyldigt, at man mindſt ſkulde troe, at deraf kunde dannes en Ankepoſt imod Storthinget for at have overtraadt ſin Myndigheds Grændſer, ligeſom det er at betvivle, at Defenſor kan fra Regjeringen være befuldmægtiget til at paaklage et Factum, ſom, derſom deri ſkulde været noget urigtigt, burde været rettet paa derved, at Regjeringen havde vægret ſig ved at antage de ſaaledes overſendte Sagen. c) Ventilationerne om Throntalens Beſvarelſe ſigtede efter Defenſors Formening til at tilegne Storthinget en yderligere Control med den executive Magt end Grundloven hjemler, hvilket ogſaa, ſom det hedder, Storthinget erkjendte; men dog ſkal Storthinget høre ilde for denne Sag. Er da ikke Throntalen et offentlig Document og betvivler Nogen, til hvem en Anden ſkriftlig eller mundtlig meddeler ſig, ſin Ret til at beſvare Meddelelſen naar det ſkeer paa en anſtændig og pasſende Maade? Røber det ikke den beſynderligſte Svaghed, naar det hedder, at det ſkulde være den exekutive Magt ubehageligt at modtage Svar paa Throntalen, altſaa Folkets Repræſentanters Hylding, Udtrykket af deres Ønſker og Forhaabninger?, og naar det d) paaankes, at Protokol-Committeen har gjort Indſtilling til Odelsthinget om at erholde Udſkriſter af det Pasſerede angaaende Copiiſters, Extraſkriveres og Undertoldbetjentes Anſættelſe i det der ſpørges, om det kan være overeensſtemmende med Nationalrepræſentationens Værdighed at befatte ſig med Saadant eller om det ikke meget mere maa anſees ſom Beviis paa en utidig Lyſt til at udſtrække Controllen til Yderlighed, ſaa mener jeg det maa erklæres baade ſvagt og conſtitutionsſtridigt handlet af Vedkommende, at udlevere, ſaaledes ſom er ſkeet, ſamtlige de forlangte Papirer og nu derover at føre Anke. Dette er ſaa aldeles forkeert, ſaa at man intet Øieblik kan drage i Tvivl, at Defenſor har ført Anke paa Regjeringens Vegne uden dertil at være bemyndiget. Hine Poſter ere iøvrigt Statsbetjeninger, hvorfor det anſees utvivlſomt, at Vedkommende Departementscheſer ere underkaſtede conſtitutionelt Anſvar for Maaden, hvorpaa de beſættes; men naar Defenſor foreſtiller ſig. Henſigten med hiint Forlangende at være den, at Protocol-Committeen agtede at føre en nøiagtig og detailleret Control med enhver enkelt af disſe underordnede Poſters Beſættelſe, ſaa kan jeg ſom Formand i ſidſte Protokol-Committee forſikre ham, at han er paa feilagtige Spor.

7) Herunder ankes over Armee-Budgettets Behandling, hvis førſte uheldige Virkning ſkal være, at Armee-Departementet bliver overflødigt, hvilket jeg maatte regne for et betydeligt, til megen Beſparelſe ledende, Gode; men om hvis Opnaaelſe der dog nok ikke er ſynderligt Haab, ſiden det ikke lader ſig indſee, hvorledes den Omſtændighed, at de af Armee-Departementet udkaſtede Planer ere forelagte Storthinget og dette har bevilget Midler til Planernes Udførelſe, kan gjøre vedkommende Beſtyrelſe overflødig.

a) Det betragtes ſom høiſt grundlovsſtridigt, at Artillerieqvartererne, der efter Lov af 13de Sept. 1830 §. 1 ere 798, af Militair-Committeen ere foreſlaaede nedſatte til 727 og af Storthinget virkelig bleve nedſatte til 752, ligeſom Committeens Ytring, at man kunde hjælpe ſig med færre Qvarterer, naar kun nogle Forandringer foretoges med Batterierne, carakteriſeres paa lige Maade; men en ſaadan Nedſættelſe i Qvarterernes Antal har ikke fundet Sted. Storthinget har alene anſeet det fornødent at bevilge Midler til de virkelig optagne Qvarterer, hvorimod det er ſelvfølgeligt, at Kongen maa være berettiget til, ſiden den citerede Lov hjemler ham Ret til at optage indtil 798 Qvarterer, enten af beſparede Summer ved Landmilitair-Etaten eller ved Anviisninger paa den almindelige Statscasſe at afholde de dertil udfordrende Summer, og hvad Committeens Yttringer om Batteriernes forandrede Indretning angaaer, da kan ſamme naturligviis ingen Indſkrænkning medføre i Kongens Commando over Armeen, forudſat, at de Dispoſitioner, ſom attraaes, ikke ere imod Lovene eller overſkride Bevilgningerne.

b) „Et i Storthinget fremſat Forſlag om, at Ingenieurbrigaden ſkulde forandres til et Corps, blev ſendt Committeen til Betænkning i Stedet for ſtrax at henlægges ſom Storthinget uvedkommende. Værre end paa denne Maade kunde Thinget efter Defenſors Formening ikke forgaae ſig.“

Det er ſandt, det er forfærdeligt! tænk at Storthinget har ſendt et Forſlag til en Committee, naar Defenſor vil, at Forſlaget ſtrax burde været afgjort! Herimod kan det naturligviis ikke komme i Betragtning, at denne Idee om Ingenieurbrigadens Reduction er en Idee, ſom mange Kyndige deler med Proponenten, og heller ikke, at Meningen af Forſlaget naturligviis ikke kunde være, at de nu i Embeder anſatte Officierer ſkulde lide noget Tab derved.

c) Bevilling til Exerceerſkolerne fandt Sted den 18de Juni, men med den Betingelſe, at Corpsexerceerøvelſerne kun maatte ſkee til visſe Tider, hvilket anſees aldeles ulovligt; men det kunde dog formeentlig ikke være Pligt for Storthinget at bevilge Midler til Exerceerøvelſer, om disſe maatte attraaes anſtillede dagligen det hele Aar igjennem med den hele Armee eller nogen betydelig Deel af ſamme, og Storthinget maatte ſaaledes formeentlig være berettiget til ved Bevilgningen qvæstionis at anviſe, hvad det fandt at være pasſende. Det af Hs. Majeſtæt Kongen Storthinget forelagte Udkaſt til en Værnepligtslov indeholder Forſlag til den Tid, hvori Exerceerøvelſer bør finde Sted, hvilket altſaa udviſer, at Kongen ikke i disſe Anliggender tilegner ſig nogen uindſkrænket Ret; hvilket ei heller kan udledes af Grundlovens §. 25.

d) At de i offentlige Bygninger inqvarterede Officierer bleve berøvede deres Indqvarteringspenge, anſees urigtigt af den Grund, at disſe Officierer ere ſom Hofbetjente hos Hs. M. Kongen anviſte Bopæl i disſe Bygninger; men det vides ikke, at omhandlede Bygninger med nogen gyldig Hjemmel ere overdragne den executive Magt til Afbenyttelſe, hvilken Forudſætning jeg derfor maa benægte.

e) Ligeledes anſees det upasſende og ſtridende mod gjeldende Reglementer, at Generaladjutanten og Officiererne ved Generalſtaben ere berøvede Rationer for meer end een Heſt; men da med Rettigheden til at oppebære Nation er forbunden Forpligtelſe til at holde Heſt og Heſteholdet langt overſtiger Værdien af en Ration, ſaa er det viſtnok tvivlſomt, om noget Tab kan anſees at være Vedkommende tilføiet; men i ſaa Fald maa de angjældende Officierer, ſaafremt hine Reglementer ere gyldige Regler, formeentlig beholde det dem Tillagte, uanſeet Storthingets Beſlutning, der i ſaa Fald kun kan gjelde dem, der fremtidig nyde  ; men ere Reglementerne ikke gyldige, ſaa klages uden Føie over Forurettelſe.

f) „Ved at anſlaae Beſparelſe ved Permitteringer til 8500 Sp. og at fradrage dette Beløb de til uforudſeede og tilfældige Udgifter bevilgede Summer, tvinger man enten Kongen til at permittere Mandſkaber eller gjør det umuligt at tilveiebringe Midler til de tilfældige og uforudſeede Udgifter.“ Men heller ikke denne Sag er ſaa farlig, ſom man foreſtiller ſig den; thi at Permitteringer altid ville finde Sted, og følgelig maae paaregnes, er en afgjort Sag, og ikke mindre viſt er det, at de gjennem Permitteringer beſparede Summer maae betragtes ſom tilfældige, der altſaa bør komme til Afdrag i det dertil anſlaaede Beløb; hele Sagen er kun, at man antager Calculen over Beſparelſerne ved Permittering at være for ſtreng; men hvoraf Følgen jo alene kan være, at den feilagtig paaregnede Indtægt gjennem Permitteringer maa anviſes paa den almindelige Statscasſe.

g) Den Bemærkning, at enhver enkelt bevilget Sum maa anſees ſaaledes knyttet til de Betingelſer, hvorunder den er bevilget, ſaa at intet anſees bevilget, naar ei Betingelſerne fyldeſtgjøres, og hvoraf Følgen er, at ingen Reorganiſation til Armeens Udbedring kan finde Sted, er aldeles ugrundet, da det meget mere maa antages, at Kongen, der har høieſte Commando over Armeen, kan gjøre hvilkeſomhelſt Forandringer han finder henſigtsmæsſige, naar de kun ikke ere ſtridende imod Lovene eller overſkride Bevilgningerne. Grunden til at Bevilgningerne have den Form, ſom de nu have, er aabenbart Beſkaffenheden af de Storthinget forelagte Forſlag eller Planer; men ved at anviſe Midler i Overeensſtemmelſe med disſe Planer er naturligviis Intet afgjort angaaende de Spørgsmaale til Forandringer i disſe Planer, ſom vedkommende competente Authoriteter, uden at paabyrde Statscasſen yderligere Udgift, maatte finde henſigtsmæsſige.

h) De til 2de Artillerieofficierer for at gjennemgaae et Marsovns Kurſus i Fahlun foreſlaaede 600 Spd. vare ikke for Storthinget bragte i Forſlag af Regjeringen, hvorimod de alene vare opførte paa et af Armee-Departementet forfattet Projekt, der forſaavidt optoges af et af Storthingets Medlemmer; og de af Defenſor refererede Grunde for Forſlagets Forkaſtelſe ere fremførte af enkelt Blad uden at der er mindſte Rimelighed for, at Storthinget ſkulde havt lignende Anſkuelſer.

Med Henſyn til Armee-Budgettet i det Hele, har Defenſor fundet det i ſin Orden, at Militair-Committeen er gaaet i den af ſamme anſtillede Detail; men det formenes, at Storthinget burde indſkrænket ſig til at bevilge en Sum en bloc. I denne Anſkuelſe kan jeg ingenlunde være enig, da Gjenſtanden var af ſaa ſærdeles Vigtighed, ſaa at det formeentlig vilde været aldeles uforſvarligt blindt hen at ſtole paa en Committee. Det gjaldt nemlig om ikke mindre end en aarlig Sum af henimod 600,000 Spd., om hvis ſpecielle Anvendelſe Storthingets Medlemmer forinden Armeebudgettets Gjennemgaaelſe kun kunde danne ſig et meget dunkelt Begreb. Hvad Armee-Departementets Henſigt med Overſendelſen af Planerne m. v. monne have været, er formeentlig temmelig ligegyldigt, da det er indlyſende, at disſe Planer over Anvendelſen af de bevilgede Summer maatte være af hvi Interresſe for Storthinget, ſom derigjennem kunde komme til Overbeviisning om Nødvendigheden eller Unødvendigheden af de til Landmilitair-Etaten begjærte Summen Naar det bebreides Storthinget, at det i Sagen angaaende Bankcourſens Nedſættelſe ikke vilde udſætte at tage Beſlutningen i nogle Dage, da en Afhandling i de offentlige Blade kunde ventes, ſaa betvivler jeg, at man kunde undgaaet Anken ved at handle paa en modſat Maade; thi deels ſynes det virkelig betænkeligt for en ſaadan Corporation at indrette dens Forretninger efter de offentlige Blade, og deels er Storthingets Beſlutning om Udſættelſe i Sagen om Kongsbergs Sølvværk Gjenſtand for ſpeciel Klage fra Defenſors Side. At man ikke har været heldig nok til i denne Sag at træffe det Rette maa formeentlig betyde, at man ikke har truffet Defenſors perſonlige Mening; thi man bifaldt Regjeringens Propoſition og traf ſaaledes Hs. Majeſtæt Kongens og Statsminiſterens Mening. — I Sagen om Laſtepengenes Nedſættelſe blev af et Medlem yttret, at Handelen ikke tiltrængte Opmuntring eller Udvidelſe, og det er i ſin fulde Orden, at denne uheldige Anſkuelſe kommer paa Storthingets Regning, og at man med Taushed forbigaaer, at Storthinget ved dets Beſlutning tydelig lagde for Dagen, at det ikke hyldede ſaadanne Sætninger, idet Laſtepengene bleve nedſatte betydeligen under det, hvortil de vare indſtillede af Regjeringen. At Fyrafgifterne og Trælaſttolden ligeledes bleve nedſatte og at Storthinget under Toldtariffens Gjennemgaaelſe lagde den roesværdigſte Beſtræbelſe for Dagen for at lette den almindelige Virkſomhed og Omſætning, er noget, ſom naturligviis ikke bor nævnes, fordi det ikke kan benyttes i den Henſigt, man her arbeider, nemlig for at nedſætte Storthinget i Almeenhedens Øine.

Angaaende Kongsbergs Sølvværks Sagen er yttret, at den bevirkedes udſat for at Storthingets Medlemmer i Ferierne kunde reiſe did for at ſamle Kundſkaber, ved hvis Hjelp de deſto bedre kunde bedømme den nedſatte Commisſions Arbeider; men dette forholder ſig ikke ſaaledes, hvorimod Sagen, i hvilken ſandſynligviis kun 2 à 3 af Storthingets Medlemmer havde nogen ſpeciel Kundſkab, udſattes efter en forventet Afhandling af en Videnſkabsmand, ſom formodedes at betragte Sagen fra andre Synspunkter end Commisſionen, hvis fortjenſtlige Arbeide man ikke miskjendte, fordi man ønſkede ogſaa at høre Andres Meninger om den. Stridighederne om Skillemyntsloven og Præget paa Skillemynt burde maaſkee været ſparede; men de derunder yttrede Anſkuelſer ſtode dog i nær Forbindelſe med Anliggender, hvori Norge har en høi Interesſe, og naar man nærmere lægger Mærke til Forhandlingerne, ſaa vil det deraf ſees, at det kun var nogle ganſke faa Medlemmer, ſom tillagde denne Sag nogen Vigtighed. Defenſor debiterer en factiſk Urigtighed ved at anføre, at Sagen om Forandring i Embedsmændenes Skydsgodtgjørelſe blev ſat i 1ſte Clasſe, men Forſlaget om Repræſentanternes Underholdningspenge i 2den Clasſe; thi ſidſtnævnte Forſlag var ſat i 1ſte Clasſe og næſten færdigt fra Committeen, da Storthinget opløſtes. Medens Defenſor ved andre Leiligheder lader haant om Penge og Bekoſtninger, ſaa finder han dog, at de under Storthingets Afholdelſe medgaaede circa 60,000 Spd. bør releveres, ligeſom han ſlutter ſine Anker med den ethvert Menneſke indlyſende Urigtighed og Overdrivelſe, at Storthinget ikke kunde ventes at ville blive færdigt paa flere Aar.

Efter ſaaledes at have gjennemgaaet Defenſors Critik over ſidſtaſholdte Storthing, maa jeg tilbagekalde i Erindringen, hvorledes Defenſor gjentagende har erklæret, Henſigten med den kgl. Reſolution væſentlig at have været at virke paa det hele norſke Folk og at vække dette til et høiere og ædlere Liv, medens derimod Maaden, hvorpaa Storthinget udførte ſine Forretninger, i denne Plan var noget aldeles Underordnet. Heri ligger, ſaavidt jeg ſkjønner, en tydelig Erkjendelſe af, at de i den kgl. Reſolution anbragte Grunde ikke ere tilſtrækkelige til den Tiltaltes Forſvar. Nye Grunde maae opfindes, og Statsminiſteren nødes til at forlade Kongens Parti for med Defenſor at danne ſig et eget, der ſtiller ſig i Oppoſition mod det hele norſke Folk. Efter denne Erkjendelſe tabe de udpegede Feil meget af deres Betydning, ligeſom de i ſig ſelv kun ere af liden Vigtighed Deres Opſamling og Fremſtilling røber fra den Tiltaltes Side indtil det Yderſte den Smaalighed, ſom han ſaa ofte bebreider Andre og derhos en Storthinget og Fædrenelandets Inſtitutioner i Almindelighed fiendtlig Hu. Jeg vil ikke hermed have ſagt, at Storthinget ſkulde være fri for alle Feil; men de exiſtere hverken i den Grad eller Mængde ſom opgivet. Alt, hvad der ei pasſer til Statsminiſterens eller Defenſors Hoved, bliver vigtige Feil, og ved disſe Feils Fremſtilling, ſkjælnes ikke imellem Storthinget og dets Afdelinger paa den ene Side og Committeerne eller enkelte Medlemmer paa den anden. Disſes Fremgangsmaade, omendſkjøndt ikke bifaldt af Thinget, kommer dette ligeſaa fuldt til Skade ſom havde det bifaldet dem. Hvad der er pasſeret udenfor Storthinget af dets Medlemmer ſom Privatmænd medregnes ſom var det Paaklagede foretaget efter Storthingets Beſlutning De uſkyldigſte Foretagender carakteriſeres ſom conſtitutionsſtridige, og iſær betragtes enhver Meningsforſkjel angaaende Grundlovens Forſtaaelſe ſom en Forbrydelſe. Statsraaderne Faſtings og Holſts Declaration om, at de ikke finde noget Grundlovsſtridigt at være foretaget fra Storthingets Side, kommer ikke i nogen Betragtning ved Siden af de fremførte hadſke Sigtelſer. Landets Ære og Vel, mener Defenſor, fordrede et ſaadant Storthings Opløsning, hvis Iværkſættelſe anſees ſom en ſand Fortjeneſte af Statsminiſteren, og dog maa det for Enhver være evident, at denne Concluſion ingenſomhelſt Hjemmel har i de anførte Præmisſer; thi disſe kunne alene medføre, at Storthinget blev gjort opmærkſom paa de Feil, hvori det fandtes ſkyldigt, og gaves Anledning til at rette dem, men kunde ingenlunde begrunde en ſaa overordentlig Foranſtaltning ſom den tagne. Defenſor er nu kommen til min Fortolkning af Grundlovens § 80, hvilken gaaer ud paa, at Prolongationer til Storthingene enten maa meddeles paa beſtemt Tid eller, om de tilſtaaes paa ubeſtemt, da ſaaledes, at Tiden for Opløsningen fixeres ſaa betimelig i Forveien, at de ethvert ordentligt Storthing paaliggende Forretninger kunde være tilendebragte. Ved at modſige denne Fortolkning udhæver Defenſor den tillige ſom et Beviis paa Odelsthingets Lyſt til at bøie og dreie Grundloven paa den kunſtigſte Maade, blot for at udvide egne Rettigheder, en Fremgangsmaade, der ligner min Modſtanſtanders hele Færd; thi det er ham ikke mindre end enhver Anden bekjendt, at Odelsthinget ikke har meddeelt mig nogen Inſtrux, paa Grund af hvilken det kunde antages, at de af mig fremførte Sætninger vedkjendtes af hiint Thing Jeg anfører de Sætninger og Fortolkninger, ſom jeg finder antagelige og at tjene til Støtte for den Sag, jeg forſvarer, og om Beſkaffenheden af mine Fortolkninger burde Defenſor af.holde ſig fra at gjøre Bemærkninger, naar han kalder tilbage i Erindringen de, ſom af ham ſelv ere vovede til Fordeel for den Tiltalte. Defenſor ſøger førſt at beviſe, at min Fortolkning maa være urigtig, fordi det førſte Pasſus i § 80, ſom indeholdende Paragraphens dispoſitive Deel, ikke medfører den nævnte Indſkrænkning, og det følgende Pasſus antages kun at være en Anvendelſe af Regelen, der ikke kan tilintetgjøre denne. Heri kan jeg ikke være enig, thi andet Pasſus er ingen Anvendelſe af det førſte, men en yderligere Forſkrift, der meget vel kan indeholde Indſkrænkninger med Henſyn til den i førſte Pasſus givne Rettighed Exempler herpaa kunne paaviſes i enhver Bog og findes ſaaledes hyppigen i Grundl., ſee §§ 17, 25 og 26 m. fl. Den nærmere Beſtemmelſe maa kun ikke tilintetgjøre Rettigheden; men Kongens Ret til at hæve Storthinget efter 3 Maaneders Forløb, tilintetgjøres dog ei derved, at man paaſtaaer, at Tiden enten oprindelig bør fixeres eller dog faſtſættes betimelig førend Opløsningen foregaaer. Umiddelbar derpaa hedder det, at Tiden er beſtemt, naar Prolongationen meddeles indtil videre og denne Tilladelſe ſenere hæves, idet Opløsningen beſluttes; men min Argumentation gaaer ud paa, at Tiden inden Opløsningen betimelig bør fixeres, hvoraf følger, at det ei er nok, at den engang og uden nogetſomhelſt Varſel fixeres, og denne Argumentation ſtøtter ſig til de i § 80, andet Pasſus, indeholdte Udtryk, der formeentlig medføre, at Tiden oprindelig bør være beſtemt. Som yderligere Beviis for, at Tiden idetmindſte betimelig inden Storthingets Opløsning bør beſtemmes, tjener det følgende Indhold af ommeldte § 80, hvorefter Kongen ved Storthingets Opløsning ſkal meddele ſin Reſolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beſlutninger ved enten at ſtadfæſte eller forkaſte dem, hvoraf nødvendigviis følger, at Høiſtſamme inden Storthingets Opløsning bør være meddeelt Underretning om alle de ſammeſteds fattede Beſlutninger, ſaaledes at han om dem kan meddele Reſolution; men hvilket ikke kan ſkee, naar Storthingets Opløsning foregaaer paa den Maade, ſom denne Gang er ſkeet. — In casu laae en Beſlutning til Lov om det beneficerede Gods hos Regjeringen, uden at Hs. Majeſtæt har været ſat i Stand til om ſammes Sanction at afgive nogen Beſtemmelſe, og kun nogle faa Dages Udſættelſe med Opløsningen vilde formeentlig medført, at flere, ſom allerede vare opſlaaede til Foretagelſe i Lagthinget, paa ſamme Maade vilde blevet henliggende. — Den kgl. Reſol. af 17de April, hvorved Storthinget prolongeredes indtil videre, indeholder ogſaa, naar den ſammenholdes med Storthingets Adresſe, et heelt utvetydigt Tilſagn om Tilladelſe til at forblive ſamlet indtil de tilbageſtaaende uomgjængelige og vigtigſte Forhandlinger vare tilendebragte og om nærmere naadigſt Beſtemmelſe af Tiden, hvorved Storthinget var gjort tryg. — Defenſor havde mindſt ventet, hedder det, at man fra Odelsthingets Side ſkulde villet gjort opmærkſom paa, hvad Anſtændighed fordrer, et Begreb, der af denne Actors Yttring ſees at være mere ubekjendt end ønſkeligt var. Disſe Udtryk vidne kun om den utaaleligſte Hovmod Defenſor anſeer ſit Defenſorat væſentligſt at beſtaae i at fremføre Invectiver, ja gediegne Injurier imod Storthinget og dets Afdelinger; men at tage til Gjenmæle imod disſe eller at fremføre mindſte Tanke om, at hans høie Part kan forſynde ſig imod Anſtændighedens Fordringer, det anſees ſaa utilbørligt, ſaa at det kun kan grunde ſig i Ubekjendtſkab til Begrebet ”Anſtændighed!” — Jeg har paaſtaaet og jeg troer beviiſt, at den kgl. Reſolution maa anſees ſtridende imod Aanden i Grundlovens § 80, idet den afbryder Storthingets Virkſomhed i dets travleſte Tid og da dets vigtigſte Forretninger henſtode ufuldendte. Ogſaa heri finder Defenſor en Tendents til at gjøre Vold paa Grundloven, ved at ville forpligte Kongen til at give Prolongationer, medens han formener, at Grundloven kun undtagelſesviis har ſtatueret Nødvendigheden af mere end 3 Maaneder til at udføre Storthingets Forretninger i, og nogen længere Tids Indvilgelſe er Dommen ene overladt til Kongen, hvorefter vidtløftige Betragtninger anſtilles, ſom gaae ud paa at oplyſe, at Storthinget ikke burde tilſtaaes yderligere Prolongation end den forundte.

1) Det benægtes ſaaledes, at Beviis er forhaanden for, at hine 3 Maaneder er for kort Tid, naar kun en henſigtsmæsſigere Forretningsorden brugtes.

2) Conſtituenterne maatte bedſt kunne bedømme dette, men de have ei forudſat disſe Smaaligheder og denne Forfalden til det Enkelte.

3) At de førſte Storthing ikke kunde komme ud med 3 Maaneder, var en Følge af deres manglende Erfaring og de mange Reformer, ſom den nye Forfatning gjorde nødvendige.

4) De foregaaende Storthings Exempel burde været til en Advarſel for ſidſte Storthing, og man burde betænkt, at et Onde bæres med Reſignation, naar Udſigt til en forbedret Fremtid er forhaanden; men at det i modſat Fald bliver utaaleligt. Derfor kunde Kongens foregaaende Overbærenhed ei paaregnes af dette Thing.

5) Kongen har aldrig erkjendt Nødvendigheden af mere end 3 Maaneder, og i al Fald have 5 Mdr. denneſinde været tilſtaaede.

6) Grundlovens § 94 kan ingen Indflydelſe have paa den Tid, Storthingene behøve, da de Love, ſom have beſkjæftiget dette og de foregaaende Storthing, ikke vedkomme den almindelige civile og criminelle Lovbog.

7) De mange og vigtige Storthinget forelagte Arbeider burde opfordret det til Sparſommelighed med Tidens Anvendelſe, og Repræſentationens enten forſætlig eller gjennem Ukyndighed bevirkede Tids-Tab, kan ikke forpligte Kongen til at give efter.

8) Nationen kan ikke i det Uendelige taale, at Storthinget ſaa uforſvarligen røgter ſit vigtige Kald, og gaaer det vel an at forſtyrre den til Folkets Sikkerhed etablerede Ligevægt ved at tilſtaae den ene Statsmagt Ret til at ſkaffe ſig en forøget Myndighed blot derved, at den misbruger den, den allerede er i Beſiddelſe af?

Det forekommer mig, at man forlader Stridspunktet. Der er ingen Tvivl om, at Rettigheden efter § 80 tilkommer Kongen, og det anſees ligegyldigt, om Grundloven kun undtagelſesviis ſtatuerer, at Storthinget behøver mere end 3 Maaneder til dets Forretninger. — Spørgsmaalet er om de Grundſætninger, hvorefter den conſtitutionelle Konge bør udøve den her omhandlede Rettighed — om de under den formelle Procedure ſaameget omtalte Regjerings-Maximer og Principerne for denne Rettigheds Udøvelſe. — Der ſpørges da, om det er en conſtitutionel Maxime, naar Nationalforſamlingen af Regjeringen er overlæsſet med de vigtigſte og mangfoldigſte Sager — naar disſe Sager ſtaae i uadſkillelig Forbindelſe med Sager, ſom efter Grundloven ſkulle være tilendebragte af ethvert ordentligt Storthing — uden mindſte Advarſel — uden at Tegn til Misnøie er yttret — efterat Repræſentationen ved Maaden, hvorpaa Prolongation er meddeelt, er gjort ſikker — da at opløſe Storthinget paa en Tid, da man erkjender dets Virkſomhed ſaa abſolut nødvendig, at man i Opløsningsacten lader Ord falde derom, og 6 Uger efter Opløsningen ſammenkalder de ſamme Medlemmer til et overordentligt Storthings — Forudſætter Grundloven, at mere end 3 Maaneder kun undtagelſesviis behøves for Storthingets Forretninger, faa byder dog Grundlovens § 69, at kun i overordentlige Tilfælde maa Storthinget ſammenkaldes udenfor den almindelige Tid — forbyder altſaa Sammenkaldelſen udenfor dette Tilfælde. — Men er det et overordentligt Tilfælde, at man jager det ordentlige Storthings Medlemmer fra hinanden — ikke ſom vare de Nationens Repræſentanter — men ſom vare de dens Bærme, og i ſamme Nu erklærer, at et overordentligt Tilfælde er forhaanden, der fornødiger Storthingets Sammenkaldelſe? — Har man ikke ved denne ubetimelige Opløsning ſat ſig i den Nødvendighed, at maatte enten i 3 Aar regjere uden Budget og Skattepaalæg eller imod Grdl. § 69 ſammenkalde et overordentligt Storthing, for blot at continuere en Deel af de det ordentlige Storthing forelagte Sagers Behandling? — Hine 8 Argumenter fortjene ingen ſpeciel Gjendrivelſe. Er det ſaa, at Storthinget, naar dets Forretninger ordnedes henſigtsmæsſigt, ei tiltrængte mere end 3 Maaneder at være forſamlet i, at den executive Magts Eftergivenhed altſaa har bragt Storthingene paa Afveie: mener man da herved at ſige Regjeringen nogen Compliment? beſkylder man den ikke meget mere for at have forraadet den dem til Efterlevelſe betroede Grundlov? Behøvede Storthingene ikke den Tid, ſom de have forlangt, hvorfor har man da tilſtaaet den?. — Kan man bedømme Spørgsmaalet, om et Storthing bør tilſtaaes Prolongation eller ikke paa ſamme Maade ſom man afgjør, om man ſkal gjøre Indkjøb af en ny Kjole — at man muligens trænger til den, men muligens kan undvære den, og i denne Tvivl gjør Indkjøbet? — Havde det ikke været Pligt for Regjeringen — for den Tiltalte in specie — at gjøre Kongen opmærkſom paa den feilagtige Forretningsorden, ſom nu klages over? — Burde ikke Storthinget været givet Anledning til ak tage Sagen under Overveielſe — at rette den, om fornødent? — Kunde man tvivle paa, at en ſtor Deel, ja den ſtørſte Deel af Repræſentationens Medlemmer vilde lytte til Kongens i Forſtandighed og med ædel Villie udtalte Ords Skulde ikke den executive Magt forenet ſig med de Gode, ſtyrket dem i den Kamp, de havde at beſtaae; — men at bryde Staven over det hele Værk — det fortjener det kraftigſte af de Kraftudtryk, ſom Defenſor i ſine Udfald imod Storthinget har betjent ſig af.

Defenſor ſpørger endelig, om det gaaer an at forſtyrre den til Folkets Sikkerhed etablerede Ligevægt ved at tilſtaae den ene Statsmagt Ret til at ſkaffe ſig en forøget Myndighed blot derved, at man misbruger den, den alt er i Beſiddelſe af? — Men man betænke dog, hvad Talen her er om — nemlig, om enten at lade et forſamlet Storthing forblive ſamlet nogle Uger længere, eller at ſammenkalde de ſamme Mænd ſtrax til et overordentligt Thing. — Hiint antages at forſtyrre Folkets Sikkerhed — at ophæve Ligevægten imellem Statsmagterne — at forøge Storthingets Myndighed. Kan der vel ſvares fornuftigt til ſaadan forſætlig Venden op og ned paa Alt — til et ſaadant endeløſt Ordgyderie — til en ſaadan Beregnen paa at confundere ſelv de ſimpleſte Begreber? — Min Paaſtand om, at den kgl. Reſolution af 2den Juli er ſtridende imod ſelve Statsformen, idet den uundgaaelig fremkalder Følger og Virkninger, der ſtride imod Forfatningen, er ikke modſagt af Defenſor anderledes, end at han paaſtaaer, at Skylden for det manglende Budget og Skattepaalæggene ene hviler hos Storthinget. Det nytter ikke, hedder det, at forſvare ſig med Umuligheden af at have disſe Gjenſtande færdige til den 1ſte Juli; thi i 5 Maaneder kan udrettes meget, naar man arbeider paa det man ſkal og arbeider med Orden og Sagkundſkab. — Men Defenſor paaſtaaer jo, at den executive Magt havde den nøiagtigſte Kundſkab om Storthingsſagernes Stilling til enhver Tid, hvorfor da ikke, naar Vedkommende vilde det almene Vel, gjøre opmærkſom paa, at Budgettet og Skattepaalæggene uforbigængelig maatte være færdige den 1ſte Juli; hvorfor indbringe nu en, nu en anden Propoſition, Budgettet vedkommende, i Storthinget endog lige til Slutningen af Juni Maaned? Beſtyrkede ikke Regjeringen paa denne Maade aabenbare Storthinget i den Anſkuelſe, at det ogſaa denne Gang kunde gaae i den ſædvanlige Tour med Budget og Skattepaalæg, hvortil de mange dermed i Forbindelſe ſtaaende Sager gav ſaa god Grund? og er da ikke den executive Magt ligefrem medſkyldig med Storthinget i Budgettets og Skattepaalæggenes Ikke-Udfærdigelſe den 1ſte Juli, om deres Udfærdigelſe til ſaadan Tid paa nogen Maade havde været muligt. Men kan den anſvarlige Raadgiver, ſom under ſaadanne Omſtændigheder vil drive det til en Criſis, vel antages at handle pligtmæsſigt? — Kan det andet end at være høiſt ſkadeligt, i Kiv og Strid at blotte de Feil, ſom Storthinget og den executive Magt (efter den ſædvanlige Fortolkning over Grundlovens § 75 a.) hidtil fælleds have været ſkyldige i med Henſyn til Budget og Skattepaalæg, fremfor at ſøge en Forandring tilveiebragt gjennem Foreſtillinger og Fornuftgrunde? — Kan det være rigtigt, at man har ſat ſig i den Nødvendighed, at ſammenkalde et overordentligt Storthing? — Defenſor bebreider mig, at jeg ſnart lægger Statsminiſteren til Laſt, at et ſaadant Storthing er ſammenkaldt, ſnart at han ingen Garanti har havt for dets Sammenkaldelſe den 2den Juli, og ſnart betvivler dets Competence til at tage de Sager under Behandling, ſom maatte forelægges det. Han mener, at jeg herved røber, deels en uædel Stræben efter at ſætte den Tiltaltes Forhold i et ſlettere Lys end det fortjener, og deels, at jeg er i Modſigelſe med mig ſelv. Men ingen af Delene er Tilfældet. Jeg anker over det overordentlige Storthings Sammenkaldelſe, fordi det er min Pligt at anke over Reſolutionen af 2den Juli, uden hvilken det overordentlige Storthing ikke vilde havt ſin Tilværelſe, og jeg anker over, at Statsminiſteren ingen Garanti havde for et ſaadant Things Sammenkaldelſe, fordi man vil give Sagen den Vending, ſom om det ved Reſolutionens Afgivelſe allerede var afgjort, at den derved tilveiebragte lovløſe Tilſtand kun ſkulde vedvare for en kort Tid, kun var aldeles interimiſtiſk. At det kan være Tvivl underkaſtet og virkelig er betragtet ſom tvivlſomt, hvad der paa et overordentligt Storthing kan forhandles, er, mener jeg, ſaa bekjendt, at det ikke kan være Defenſor ubekjendt. — Men, ſiger Defenſor, er den Sag, at Budget og Skattepaalæg ikke vare færdige den 1ſte Juli, ſaa uhyre vigtig, hvorfor tænkte man da ikke paa at faae dem færdige? Hvilket Spørgsmaal, ſaa driſtigt og uoverveiet! Ere da ikke ſaamange og ſaa væſentlige Beſtanddele af Budgettet gjorte færdige, og ſtaae ikke de allerfleſte afgjorte eller forberedede Sager mere eller mindre i Forbindelſe med Budgettet? — Defenſor antager, at Sagen er aldeles den ſamme, hvad enten Storthinget arbeider paa Budgettet uden at have faaet det færdigt den 1ſte Juli eller at Storthinget hæves uden Budget og Skattepaalæg, og anſeer min yttrede Anſkuelſe med Henſyn til Forſtaaelſen af Grundlovens § 75, ſom et fornyet Beviis paa den Lethed, hvormed man ſøger Grundlovens tydelige Ord bortraiſonnerede. Herved er dog at lægge Mærke til en Omſtændighed, ſom ikke er af liden Vigtighed, nemlig at Storthinget, om det end ſkulde have begaaet nogen Feil ved ikke at have Budget og Skattepaalæg færdige den 1ſte Juli, dog ſom Statsmagt ikke derfor af nogenſomhelſt Authoritet kan drages til Anſvar: denne Irregularitet, om end nok ſaa ubehagelig, nok ſaa betænkelig, maa taales; men anderledes er Forholdet, naar Statsminiſteren griber ind og forſtyrrer Statsmaſkinens Gang: ſom Underſaat maa han finde ſig i at bære Følgerne af ſin Handling, om han end nokſaameget kan paaviſe Storthingets Exempel. — Men det er desuden klart, at der er ſtor Forſkjel paa Storthingets og paa Angjældendes Fremgangsmaade: hiint har arbeidet hvad der har været muligt for at opnaae det foreſkrevne Maal, men denne ſtandſer trodſig og modvillig al videre Virken for det. Storthingets Handlemaade kunde førſt da været at ſammenligne med Tiltaltes, naar det, uden at have de titomtalte Arbeider færdige, havde henvedt ſig til den executive Magt med Anmodning om at forløves, eller naar det platud have nægtet at ville tilendebringe Budget og Skattepaalæg. Et Storthing, ſom fremgik paa denne Maade, maatte dog aabenbar erkjendes for revolutionairt; men dette er juſt Statsminiſterens Fremgangsmaade. Angaaende Fortolkningen af Grundlovens § 75 a. henholder jeg mig til min Deduction og formener den ikke gjendrevet ved Defenſors Udfald. — Derſom Defenſor havde villet forſtaae den Anvendelſe jeg har gjort af Grundlovens § 94, ſaa vilde han formeentlig ikke have fundet det graverende for ſin Honneur at beſvare ſamme: jeg har derved kun villet tilkjendegive, at Storthingets Fremgangsmaade ved at arbeide paa Budgettet efter den for dets Tilendebringelſe beſtemte Tid er i Harmoni med de Beſtræbelſer, ſom anvendes for dog engang at faae den civile og criminelle Lovbog i Stand, omendſkjøndt den for ſammes Udfærdigelſe beſtemte Tid forlængſt er forløben, hvilke Beſtræbelſer ikke kunne andet end at anſees ſtemmende med Grundloven, hvorimod Arbeidets Standsning vilde være ſtridende derimod — Med Føie har jeg derfor bebreidet Statsminiſteren at have handlet efter et Princip, ſom gaaer ud paa at ſætte Staten i en lovløs Tilſtand, og mine Yttringer herom kunne kun ved modvillig Fordreielſe anvendes paa Storthinget. — At Statsminiſteren ingen Garanti har havt for et overordentligt Storthings Sammenkaldelſe viſer ſig tydeligt; thi Kongens Paalæg i Reſol. af 2den Juli til den kgl. norſke Regjering indeholder Intet om Storthingets Sammenkaldelſe, og Meningen kan ligeſaavel have været at erholde Regjeringens Betænkning om, hvilke Foranſtaltninger der maatte være at træffe med Henſyn til Rigets Beſtyrelſe uden Storthing indtil 1839, ſom angaaende et overordentligt Storthings Sammenkaldelſe. Imod min Bemærkning, at det i intet Tilfælde kan være tilladeligt, at belære Storthinget ved Midler, der forſtyrre de helligſte conſtitutionelle Forholde, ſtandſe Statsſtyrelſen eller føre den paa Afveie og udſætte Statsforfatningen for Fare, indvender Defenſor, at det brugte Middel var lovligt efter Grundlovens § 80 og at mildere Midler ikke kunde opfylde Henſigten. — Om Uanvendeligheden in casu af Grundlovens § 80 er det Fornødne titnok tilforn yttret — og havde man ikke andre Midler, ſaa burde man have undladt at handle; men at mildere Midler ſtode til Dispoſition har jeg tilladt mig at paaviſe, ligeſom Statsraaderne Faſting og Holſt have anbefalet en anden Fremgangsmaade. At muligens intet andet Middel pasſede til Statsminiſterens ſenere opfundne Plan, at optræde ſom Lærer for det hele norſke Folk — det er noget, ſom ikke vedkommer Sagen. — At Finants-Departementets Skrivelſe til mig af 8de Auguſt d. A. ſkulde beviſe, at de befrygtede illegale Følger ikke ville indtræffe — er urigtigt, da bemeldte Skrivelſe juſt godtgjør, at man hæver Skatter efter en ugjældende Beſtemmelſe og ligeledes bevilger de til Statsudgiſterne fornødne Summer. — Jeg finder det ikke henſigtsmæsſigt at ſtride med Defenſor, om hvilken Benævnelſe der pasſer bedſt paa de mange ſidſte Storthing forelagte Arbeider, ſigtende til Reorganiſation af den offentlige Beſtyrelſe i de vigtigſte Dele, om, ſom jeg har kaldet dem, Spirer til Fædrenelandets Held, eller, ſom han har kaldet dem, Frøe; men det er et characteriſtiſk Tillæg til den upasſende Opførſel, ſom Defenſor heelt igjennem har lagt for Dagen under denne Sags Procedure, naar han driver Kaadheden ſaavidt, at han vover at ſpotte de Mænd, hvoraf ſidſte Storthing beſtod, idet han ſammenligner dem med Skoledrenge. — Ligeſom Defenſor i Almindelighed ikke øiner nogenſomhelſt ſkadelig Følge af den fattede Beſlutning, ſaaledes ſeer han in specie ikke nogen Stagnation i alle Forholde, nogen Standsning i al Fremadſtræben; men hans Udſigter for Fremtiden er meget mere lyſe. — Hvor gjerne vilde jeg ikke, at de mørke Udſigter, jeg har øinet, vare Phantaſibilleder, ſom maatte forſvinde for den herlige Virkelighed, ſom Defenſor foreſtiller ſig; men har han ikke afgivet alt for mange Beviſer paa ſin poetiſke Aand til at vi kunne betragte hans Prophetier ſom Sandhed? — Ere imidlertid disſe Udſigter kun Gjenſtande for Gjetning, ſaa er man ſaameget mere opfordret til at holde ſig til Virkeligheden, nemlig Handlingen ſelv og dens nødvendige og umiddelbare Følger. Handlingen beſtaaer i en forſætlig Suspenſion af Grundlovens § 75 af hvis Følge er Statsmaſkinens partielle Opløsning eller Lovløshed, idet Handlinger maa foretages af den executive Magt uden Storthingets Samtykke, hvortil efter Grundloven nødvendig udfordres Storthingets Beſlutning, nemlig Opkrævning af Skat og Bevilgning af Udgifter: et farligt Exempel for Fremtiden er herved givet, og det i dobbelt Henſeende; thi lykkes dette førſte Skridt, ville efter al Erfaring Magthaverne ikke derved ſtandſe, og Folkets Begreber om den Lydighed, ſom ſkyldes Lovene og disſes Organer, kunne ikke andet end forvildes, naar de Styrende handle ſom i dette Tilfælde. — At Regjeringen har ſat ſig i aabenbart Oppoſitionsforhold til Nationens Repræſentanter og for en vigtig Deel tilintetgjort alle velgjørende Følger af den paa ſidſte Storthing anvendte Virkſomhed med Henſyn til Lovgivning og Forbedring i vore offentlige Inſtitutioner, ere for Fædrenelandet lige ſørgelige Sandheder. Endelig er Grundlovens § 80 i Slutningen overtraadt, betydeligt Pengetab paaført Statscasſen, ligeſom det er forbunden med ſtor Tidsſpilde og betydelige Opofrelſer for Repræſentanterne atter at ſamles ved det nu berammede overordentlige Storthing. — At Fremkaldelſen af en i ſit Væſen ſaa ulovlig og i ſine Følger ſaa fordærvelig Tilſtand ſom den ved Reſolution af 2den Juli bevirkede, kan tjene til at ſvække Oppoſitionsforholdet imellem Konge og Storthing til at befæſte Enighed og Samdrægtighed imellem dem, er viſtnok ikke let at indſee; men dette ſkal henhøre til de gavnlige Følger, ſom den kongl. Reſolution efter Defenſors Anſkuelſe medfører! — De Udgifter, ſom ere forvoldte og forvoldes Statsſamfundet, komme ikke i nogen Betragtning; thi man ſkal erindre ſig den ſtore ophøiede Plan, hvorfor der virkes, og ſaadanne Bagateller ſom Penge ere da udenfor Beregning: det er tvertimod Noget, ſom viſer, hvor ubegribelig lavt man ſtaaer, naar man i en Sag ſom denne, vover at opgiøre nogen Conto over Pengeudgifter. Saaledes kommer man fra denne Sag. Anderledes var det med de Udgifter, ſom medgik til Storthinget: over dem glemte man ikke at gjøre Beregning. — Da Defenſor formener at have beviiſt, at Tiltalte, iſtedetfor at have feilet, har handlet i høi Grad fortjenſtligt, ſaa er det en naturlig og conſeqvent Følge heraf, at Anſvarlighedsloven Intet har med ham at ſkaffe; men ſkulde hans førſte Forudſætning end være urigtig, ſaa formener Defenſor dog, at den ſidſte Sætning er grundet, idet han subsidialiter har fremført nogle Grunde, ſom maa bevirke Fritagelſe for Anſvar. — A. ”Kongen er ved Statsraaderne Faſtings og Holſts Proteſt gjort bekjendt med de Grunde, ſom talte imod den intenderende Beſlutning, og Grundlovens Henſigt med den i § 30 befalede Proteſt maa derved anſees fyldeſtgjort, uden at det kan være Pligt for ethvert enkelt Medlem af Statsraadet at proteſtere.” — Jeg mener, at Grundlovens Ord i § 30 afgjør denne Erindrings Gyldighed. Disſe Ord ere ſaa tydelige, ſaa at det maa anſees overflødigt at commentere over de Bevæggrunde, ſom har fremkaldt Beſtemmelſen. — Vederparten vover formeget med Henſyn til den Tillid, han vil tilvinde ſine Sætninger i Almindelighed, naar han ſætter ſin Kunſt paa en ſaa farlig Prøve ſom den nærværende. — B. Defenſor anſeer ikke Grundlovens Betingelſe for Anſvar ”øienſynlig ſkadelig” in casu at være forhaanden. — Han forbereder ſin Anſkuelſe af disſe Ords rette Mening ved at gjøre opmærkſom paa, hvorledes en kongelig Raadgiver dog ligeſaalidt ſom nogen anden Embedsmand kan kaldes til Anſvar, fordi han under en tvivlſom Fortolkning ei har udfundet det Rigtige, og at Meningerne om det Nyttige og Skadelige i Almindelighed endnu maae være meget mere deelte. — Man kan gjerne give Defenſor Medhold i begge disſe Sætninger, uden at man derved er kommen Beſvarelſen af det forhaanden værende Spørgsmaal nærmere. — Begrebet ”øienſynlig ſkadelig” er nemlig in casu ſaa let at anvende, ſaa at det viſt er overflødigt for at udfinde ſammes rigtige Forſtaaelſe, at anvende ”flere aldeles heterogene Kundſkaber, fortroligt Bekjendtſkab med Staternes meeſt complicerede indre og ydre Forhold, Statiſtik, Statshiſtorie, Oekonomi, Politik, Menneſkekundſkab og Combinationsevne.” Næſten ſkulde jeg derfor troe, at Hs. Exellence ved denne Leilighed har forſtuderet ſig, — Sagen var heel ſimpel. Spørgsmaal opſtod, om man burde opløſe Storthinget, fordi det antoges, at dets Forretningsorden ikke var rigtig, paa en Tid, da Budget og Skattepaalæg ikke vare færdige og følgelig Opløsningen vilde medføre Statens Henſættelſe i en lovløs Tilſtand og Handlingen ſelv være en forſætlig Suſpenſion af Grundlovens § 75 a, foruden at derved mange Kræfter og megen Tid, ſom vare anvendte for at ordne vigtige Dele af Statsſtyrelſen, vilde ſpildes — og derpaa enten regjere uden Budget og Skattepaalæg og ſelv at udfærdige disſe eller ſammenkalde de ſamme Medlemmer til et overordentligt Storthing ſtrax derefter. — Man blev gjort opmærkſom paa, at det paatænkte Skridt ikke var rigtigt eller henſigtsmæsſigt, og at man i al Fald burde gaae forſigtigere tilværks. Ingen Nødvendighed var til at handle. Var nu den Sag vanſkelig at komme ud af? Men jeg glemmer jo Statsminiſterens Hovedplan! Den er det tydelig nok, at han endnu ikke havde udfundet den 2den Juli, ligeſom ethvert fornuftigt Menneſke indſeer, at det ikke gaaer an at bortſnakke conſtitutionel Anſvarlighed paa ſaadan Maade. — Jeg ponerer Intet med Henſyn til Statsminiſterens Villie. De Experimenter, ſom i ſin Tid foretoges med Anſvarlighedsloven, mislykkedes ſom bekjendt, og ſaaledes er det mig nok, naar Factum findes øienſynlig ſkadelig for Riget. At Retraiten ”jeg gjorde det ikke med Villie” er afſkaaren, burde man betænkt. foriveien. — Ligeſaalidt har jeg noget paa Statsminiſterens Opførſel ſom Mand af Ære at ſige; men naar han paakalder ſine Dommeres Skaanſel, fordi han har overtraadt Loven ærlig og aabenlyſt, ſaa taber hans aabne Opførſel en ſtor Deel af dens Værd. Dens Værd beſtaaer i, at han freidig tør gaae Faren i Møde, fordi han troer at have handlet efter Overbeviisning; men naar han henſkyder ſig under denne Opførſel ſom Moment for Frifindelſe, ſaa vækkes der Tvivl om denne Opførſels ægte moralſke Gehalt. — Jeg veed ikke hvem Defenſor ſigter til, naar han yttrer, at Rigsretten ikke lader ſig blænde af raſende Partigængere; men at ikke herved ſkal være meent en Afdeling af Storthinget, tør jeg dog haabe? — Der er Ingen ſom tænker ſig Norge ſom et Demokrati eller anſeer det tilladeligt, at nogen kongelig Raadgiver tænker ſig det ſom ſaadant; men det er en retmæsſig Fordring, at Raadgiverne ſkulle erindre ſig, at de ere ſatte Kongen ved Siden, ikke for Kongens, men for Folkets Skyld! — Maatte de kongl. Raadgivere ret levende erindre ſig dette, da turde Misgreb for Fremtiden blive ſjeldnere end i Fortiden! — At Statsminiſteren ſkulde kunne frifindes for Straf antager jeg, efter alt det her udviklede, for at være juridiſk og moralſk umuligt; men ſkulde det ikke deſtomindre ſkee, og Retfærdigheden dog ſkulde have ſin Gang med Henſyn til Sagens Omkoſtninger, da formenes, at der ikke alene har været fuldkommen Føie for Odelsthinget, men uundgaaelig Nødvendighed til at indlede den nærværende Underſøgelſe, hvorfor Tiltalte ikke kan undgaae at bære de dermed forbundne Omkoſtninger. Under disſe Omkoſtninger maae formeentlig Udgifterne til Rigsretsdommerne i Anledning af deres Ophold her være indbefattede. Det tilkommer formeentlig ikke Tiltalte at gaae i Rette med Staten om det har været nogen Nødvendighed at etablere den extraordinaire Domſtol, Rigsretten, eller ikke. Nok er det, at den er anſeet nødvendig; men da den kun træder i Virkſomhed, og kun medfører Udgifter, naar nogen Lovovertrædelſe, ſom henhører under dens Resſort, er paaklaget, faa er intet naturligere, end at den, der foranlediger dens Sammentrædelſe, maa bære de dermed forbundne Omkoſtninger, altſaa Tiltalte, om han findes mere eller mindre ſkyldig, under hvilket ſidſte Frifindelſe for videre Tiltale anſees indbefattet; men i andet Fald det Offentlige. Saaledes forholdes ogſaa med Omkoſtningerne ved de almindelige Extraretter, naar Forbrydelſer ved ſamme forfølges. — Ere Betingelſerne for Strafanſvar, ſaaledes ſom formeentlig godtgjort, tilſtede, ſaa er det ogſaa deraf en Selvfølge, at Erſtatning for den beviislige Skade maa paalægges Vedkommende. — Angjældende kan ei heller fritages for Erſtatning af den Grund, at man kan ſige, at det er uafgjort, om hans Proteſt, om den var bleven fremſat, vilde overbeviiſt Kongen; thi Grundlovens § 30 vil, at den Ikke-Proteſterende ſkal være anſvarlig derfor, d. e. for Kongens Beſlutning, følgelig ogſaa for alle dens Følger. — Lovens 1—5—12 har ingen Anvendelſe her, hvor de Betingelſer, hvoraf Erſtatningen ſkal afhænge, allerede ere indtrufne, nemlig deels det forrige Storthings ubetimelige Opløsning, deels Sammenkaldelſe af et overordentligt Storthing. At Kræfter og Penge ere gaaede til Spilde ved hiin førſte Actus er uimodſigeligt: det er alene vanſkeligt at ſige, i hvilken Grad; men fra Vanſkelighed kan ikke ſluttes til Umulighed, og i Tvivlstilfælde vælger man naturligviis den for Angjældende fordeelagtigſte Maaleſtok. — Defenſors Proteſt imod Skjøn enten af Rigsretten eller uvillige Mænd er derfor ulovgrundet. — Det uformelige i ſlig Fremgangsmaade ſiges at være indlyſende deraf, at Tiltalte ikke har faaet Anledning til at fremſætte ſpecielle Indſigelſer imod de Poſter, der ſkulle være Gjenſtand for et ſaadant Skjøn; men i ſaa Henſeende er det Offentliges og Tiltaltes Tilſtand den ſamme; thi det ligger i Beſkaffenheden af et Skjøn, at det ikke kan være bunden til visſe og beſtemte Regler, men afhænger af en moralſk Bedømmelſe af det Forhold, hvorom Tale er, og Vedkommendes Samvittighed. Odelsthinget vil i denne Sag Intet uden Retfærdighed: det vil følgelig ikke Tiltaltes Domfældelſe, derſom han virkelig er uſkyldig, og ſaaledes kan jeg ved Sagens Indladelſe til Dom forene min Bøn til Dommerne med Defenſors, om kun at have Sandhed, Retfærdighed og Lovene for Øie.


Defenſors Duplik indeholdt væſenligſt følgende:

1) Det er kun ved at rive Defenſionsindlæggets enkelte Sætninger ud af den Forbindelſe, de ſtaae i deels med hinanden indbyrdes deels med Tendentſen i det hele Forſvar, og ved at forbinde en anden Mening med dem end Ordene og den hele Tankegang tillade, at Actor har faaet Anledning til de mod Defenſor fremſatte Beſkyldninger. At Henſigten ligeſaalidet har været at nedſætte den hele Nation eller at fornærme Storthinget, ſom noget af dette er ſkeet, fremlyſer klart af Defenſors hele Foredrag. Den Omſtændighed, at han har troet at finde en misforſtaaet og ſkadelig Stræben i det offentlige Liv, godtgjør ingenlunde, at han udleder dette af uædle Motiver; hvorledes ſkulde han ellers kunnet bygge noget Haab om lyſere Udſigter paa den Anledning til Selvprøvelſe, ſom han antager Storthingets Opløsning giver enhver Fædrenelandsven? Han proteſterer derfor imod ſaadanne Udtydninger, og holder ſig overbeviiſt om at Enhver, hvem det er om Sandhed at gjøre, vil kunne ſee, at Actor uden Føie og Nytte udlægger Defenſionen paa denne forhadte Maade. De Invektiver, Actor har fremført imod den Anklagede, lade ſig ligeſaalidet forene med Sandhed ſom med det Offentliges Værdighed; man bør indſkrænke ſig til at forfølge den engang gjorte Sigtelſe, der er Sagens eneſte Gjenſtand, men forſmaae ethvert hadſkt Angreb paa Vedkommendes Charakteer, iſærdeleshed naar man, ſom Actor her, til Slutning ſeer ſig nødſaget til at give en Erklæring, der ophæver alle disſe upasſende og ugrundede Beſkyldninger. Defenſor maatte ogſaa høiligen forundre ſig over, at man ikke vilde lade hans Perſon være udenfor Sagen; han fremſtillede ſig ikke her for at lægge ſine egne politiſke Anſkuelſer for Dagen, men for at opfylde ſin Embedspligt; Beſkaffenheden af hine kunde ikke gjøre den Anklagedes Skjæbne værre eller bedre, og det var en Følge af vores Lovgivning ſamt en i alle civiliſerede Stater anerkjendt Sætning, at man bør ſkjelne imellem Sagføreren og Sagen. Naar Actor paaberaaber ſig andre Landes Exempel, og fortæller hvor hyppigt man der ſeer, at Nationalforſamlingerne vide at tvinge en Miniſter til at nedlægge ſin Poſt, fortjener dette viſt nok den høieſte Opmærkſomhed; det viſer nemlig deels hvor ſlet man har opfattet det conſtitutionelle Væſen, deels at Lidenſkaberne virkelig ſøge paa alle Maader at virke i nærværende Sag; thi Forſkjellen imellem at tilveiebringe en Miniſtervexling fordi Nationen ikke hylder de Principer, Regjeringen ſøger at ſætte igjennem, og at faae en Statsmand dømt fra ſit Embede fordi han ſkulde have begaaet en Forbrydelſe, var altfor iøinefaldende til at nogen Upartiſk kunde være ubekjendt dermed. Actor har flere Gange ſlaaet paa, at Odelsthinget troede en Mand med Statsminiſter Løvenſkiolds Grundſætninger burde bortfjernes, og denne Omſtændighed i Forening med den lidenſkabelige Stemning, i hvilken Odelsthingets Dekret af 8de Juli blev givet, noget, der i paakommende Tilfælde ved Vidner kan beviſes, retfærdiggjør tilfulde Defenſors Yttringer om dette Dekret.. Det nyttede ikke at paaberaabe ſig Odelsthingets Eenſtemmighed naar man erindrede ſig at Stemmerne førſt omtrent vare lige fordeelte imellem de 2 Alternativer enten at overlade Sagen til næſte Odelsthing eller nu at fatte Beſlutning. Maaden, paa hvilken denne fik ſin Tilværelſe, var charakteriſtiſk.

2) Om det end kunde antages, at Defenſors Fortolkning over Grundlovens §. 80 var ligeſaa ſlet eller endog ſlettere end Actors over ſamme Paragraph og §. 75 Litr. a, var der dog den ſtore Forſkjel, at Odelsthinget, der ei kan præſumeres at ville andet end Retfærdighed, bør forſmaae ethvert Middel, ſom ei lader ſig forene hermed, men at den Anklagede ikke kan miskjendes om han end, i det han ſøger at forſvare ſig, ſkulde gaae videre end Nødvendigheden paabød. Da Actor har været Medlem af Odelsthinget og dets Committee, da han har ved Siden af ſig 3 af Thingets Medlemmer, og det ſaaledes maa antages, at han baade veed Odelsthingets Mening og nu, efter Overlæg med dets Befuldmægtigede, fremfører denne, maa alt, hvad han i denne Sag har anbragt, anſees for at være Odelsthingets og ikke Actors Anſkuelſer, ligeſom Defenſor hverken har brugt eller været berettiget til at bruge andre Argumentationer end dem, den Anklagede fordrede gjort gjældende. Defenſor henholdt ſig fremdeles til ſin Fortolkning over §. 80; han fandt det klart, at Forfatningen har givet Kongen Ret til at opløſe Storthinget efter 3 Maaneders Forløb, ſaavelſom til 2 Gange at kunne anvende det ſuſpenſive Veto, ene og alene i den Henſigt derved at ſikkre Folket imod Misgreb fra Repræſentationens Side, hvilken Henſigt umulig taaler, at Repræſentationen controllerer den kongelige Beſlutning Actors Raiſonnement i denne Deel af Sagen dreier ſig blot derom, at Beſlutningen ſkal tages i Statsraadet, og at dette følgelig maa være anſvarligt; det indſees imidlertid let, at det ſidſte ikke ubetinget følger af det førſte. Hue vare nu enige om at en Grundlov ikke mere end enhver anden Lov var undtaget fra almindelige Fortolkningsregler, og det lod ſig ikke modſige, at enhver af dens Forſkrifter nødvendigviis maa forſtaaes ſaaledes, at den erholder en fornuftig Mening og ikke ophæver ſig ſelv. Kongens controllerende Myndighed blev et Intet naar Odelsthinget kunde underſøge og Rigsretten afgjøre, om der i det enkelte Tilfælde havde været Anledning til at bringe den i Udøvelſe. Derfor har man ogſaa antaget, at Thingets controllerende Ret ikke er afhængig af Kongens Sanction, uagtet ſaadant ligefrem følger af den bogſtavelige Fortolkning over §. 75 cfr. med §. 82. Den menneſkelige Forſigtighed kan ikke gaae i det Uendelige, og det er modſigende at fordre Garantie for Maaden, paa hvilken den øverſte Myndighed i det ſpecielle Tilfælde gjør ſig gjældende. At tillade Repræſentationen her at controllere, var at gaae en Omvei, og naar Rigsretten beſtaaer af Lagthingsmedlemmer, der henhøre til det ſamme Storthing, ſom Opløsningen rammede, er det temmelig uegentligt at anſee den uden for Sagen og iſtand til at danne en Modvægt imod Misbrug af Repræſentationens præſumtive Ret til at controllere. Hermed troer Defenſor at have opfyldt Actors beſynderlige Provokation til ham om at beviſe Rigtigheden af den paaberaabte Lovfortolkning, i det han gjorde opmærkſom paa det urigtige og urimelige i, fornemmelig under en offentlig Sag, at anvende deslige Provokationer paa andet end Facta. Det klinger rigtignok farligt at „Kongen ſaaledes blev Souverain hvis han kunde udøve denne Rettighed uden Control;“ men hvor fiffigt det end kan være af Actor at betjene ſig af denne Udtryksmaade, vil Henſigten dog her ikke kunne opnaaes; thi der ſkal ikke meget til for at indſee at den øverſte Myndighed i enhver enkelt Green, hvad enten den ligger hos Kongen eller Storthinget, er og maa være ſouverain, det er: ophøiet over enhver Control. At Hans Majeſtæt har forlangt at høre Statsraaderne Faſtings og Holſts Mening, og at disſe have fremſat en ſaadan, beviſer ikke at man har erkjendt dette nødvendigt.

3) Defenſor fandt fremdeles, at de 2 omhandlede Pasſus i Grundl. §. 15 vare forſkjellige fra hinanden deri, at den førſte ſigter til de Sager, der grunde ſig i Andragender fra Norſke Borgere, og uden Undtagelſe vil have dem ledſagede med Regjeringens Betænkning, medens den anden angaaer alle andre Sager, i hvilke ſaadan Betænkning ikke er aldeles nødvendig. Det er vilkaarligt af Actor at erkjende at Regelen tilſteder Undtagelſer og at ville have disſe indſkrænkede til dem, han opgiver. Tingens Natur maa i ethvert Tilfælde gjøre Udſlaget, og in casu er det nok, at det endog vilde været phyſiſk umuligt at have indhentet Regjeringens Betænkning. Actor tilſtaaer nemlig at Kongens Ret til den 2den Juli at fatte Beſlutning om Storthingets Opløsning den 8de er uomtviſtelig, hvoraf unægtelig følger, at Paaſtanden om, at Sagen alligevel ſkulde udſættes indtil den Norſke Regjerings Betænkning var indhentet, bliver aabenbar urimelig. Det kan ikke antages at Statsraads-Afdelingens Beſtemmelſe er at cenſurere Regjeringens Indſtillinger; men om ſaa var, blev det deſto visſere at man her ikke behøvede mere end ſelve Cenſors Mening. Naar Actor benægter at det virkelig var Kongens Villie at opløſe Storthinget pludſelig, og at ſaadant ſkulde ſkee den 8de Juli, da er det tilſtrækkeligt at henviſe til det i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli Pasſerede, og at bringe i Erindring, at den der fattede Beſlutning virkelig opfyldtes den 8de Juli.

Defenſor har aldrig erkjendt at Kongen den 2den Juli ikke kunde anſee Indſtillingen af 29de Marts for den nødvendige Betænkning; det er kun ved at rive en enkelt Sætning af Forſvarsſkriftet ud af Forbindelſen med de andre dertilhørende, at Actor faaer ſaadant ud. Denne mindre pasſende Maade at procedere paa, maa forfeile ſin Henſigt, naar man læſer Indlægget i Sammenhæng. Man maa ikke glemme, at Storthinget havde forlangt Prolongation til Juli Maaneds Udgang, at Regjeringen havde anbefalet ſaadant da Budget og Skattelov ei tidligere kunde ventes iſtandbragte, følgelig anſeet det utilraadeligt at hæve Thinget inden dette var ſkeet, at Kongen den 17 April gav en foreløbig Reſolution herpaa, og at Høiſtſamme den Men Juli meddeelte ſin endelige Beſtemmelſe i Henhold til den tagne Forbeholdenhed; thi heraf er det klart at Hs. Majeſtæt var i Beſiddelſe af Regjeringens Betænkning, ligeſom det og er indlyſende, at denne ialfald ikke kunde have indeholdt mere end Statsraaderne Faſting og Holſt allerede havde gjort opmærkſom paa. At Storthinget vilde have begjært fornyet Prolongation og kunde have havt Budgettet færdigt inden Juli Maaneds Udgang, er deels ubeviiſt, deels høiſt uſandſynligt, deels uden Indflydelſe paa nærværende Spørgsmaal.

4) Actor har ingen Ret til at ſønderlemme Defenſionsſkriftet og parodiere dets enkelte Sætninger. Det er et gammelt Kunſtgreb at gjøre det latterligt, man paa anden Maade ikke kan komme vel fra; men det er ligeſaa uoprigtigt ſom unyttigt. Man maa viſtnok erkjende, at det er et forgjæves Arbeide at ſtride med Nogen om hvilken Dom Dagens Tone fortjener, da Enhver naturligviis charakteriſerer denne efter det Standpunkt, paa hvilket han befinder ſig, og Begreberne om Smag og det Pasſelige maae være høiſt forſkjellige. Retten faaer nu afgjøre, om Defenſors eller Actors Skildring ſtemmer med Sandhed. I Grunden ere begge enige i at fordømme meget af vort offentlige Væſen; de differere kun i hvad Vægt denne Tilſtand kan tillægges og ved hvilke Midler den bør ſøges forbedret. En Commentar over Defenſionsſkriftet anſees overflødig; imidlertid benægtes det, at man deri har paaſtaaet at Norge var lykkeligere under Forbindelſen med Danmark, eller at Storthingets Opløsning ene havde til Henſigt at curere Folket. Platheder beviſe intet. Defenſor er gaaen ud fra den Forudſætning, at Folkets Begreber i politiſk Henſeende ere blevne uklare ſom en Følge af deres Færd, der have paataget ſig at lede det; han troer at det misforſtaaer Betydningen af en conſtitutionel Forfatning og trænger til en Advarſel, ved Hjælp af hvilken det kunde lære at indſee Nødvendigheden af at tilegne ſig mere ophøiede Grundſætninger og en mere værdig Maade at ſætte disſe igjennem paa. Han antager, at der i vort hele offentlige Liv ſaavelſom i ſidſte Storthings Færd aabenbarer ſig en Tendents, der maa anſees farlig og ſkadelig, ſiden den umiskjendeligen gaaer ud paa at udvide Repræſentationens Myndighed videre end Grundloven har villet. Han finder at Principer, der ei ſtemme overeens med den Maade, paa hvilken denne har fordeelt Regjeringsmagten, mere og mere gjøre ſig gjeldende, og at dette ſkeer i en upasſende og fordærvelig Tone; men han ſtoler paa, at ſaavel Nationen ſom Storthinget, ved at komme til Beſindelſe, ville indſee at den valgte Vei maa forlades hvis Statens Vel ſkal kunne fremmes, og han haaber at det nu Pasſerede er iſtand til at frembringe de forønſkede Virkninger. Han mistvivler følgelig ingenlunde om at begge baade kunne og ville træffe det Rette, men han mener at Vildfarelſen og Forblindelſen er ſaa ſtor, at ingen Omvendelſe var mulig, med mindre et kraftigt Stød aabnede Øinene paa Alle; det var intet partielt Onde, vi lede af; Middelet maatte altſaa være omfattende. Forudſat nu at det erkjendes, at Intelligentſen fortrænges af Ukyndighed, at underordnede Henſyn ſpille en Hovedrolle, og at et Land altid lider naar Umodenheden faaer Overhaand, ſynes det temmelig ligefrem, at den, der ſøger at bevirke en Forandring i disſe beſtaaende Forhold, udøver en fortjenſtfuld Handling Kun ved at fordreie Defenſors Yttringer kan man faae en anden Mening ud af dem. Det vil heraf tillige ſees, at han ingenlunde har fornærmet enten det hele Folk eller Storthinget; det er den meeſt aabenbare Eenſidighed og Partiſkhed, der kan finde ſaadant. Folkets politiſke Vildfarelſer have intet med dets Charakteer at beſtille, og det har aldrig været paaſtaaet, at Storthinget med Forſæt og Overlæg handlede ulovligt. Odelsthinget er Part i Sagen; ſaavel af den Grund ſom fordi Defenſor aldrig kan erkjende Actionsdekretet eller Maaden, paa hvilket det fremkom, ligeſaalidet ſom de Grundlovsfortolkninger, Thinget her agter at ſætte igjennem, for retfærdige eller pasſende, har han fundet ſig beføiet til at omtale dets hele Færd i ſkarpe Udtryk; men Storthinget har han blot tillagt Mangel paa Evne til at opfylde dets vigtige Beſtemmelſe. Sagens Beſkaffenhed har gjort det nødvendigt for ham at blotte alle dets Svagheder og Ufuldkommenheder, og at viſe hvilke ſkadelige Følger disſe havde for Staten i det Hele; et Forſvar for Statsminiſteren kunde ikke tænkes uden i Forbindelſe med ſaadant Angreb paa Storthinget; thi Sagen dreiede ſig jo netop om dettes Fremgangsmaade retfærdiggjorde det Skeete; og det var det, Rigsretten havde at paakjende. Han har holdt ſig til Facta, der ere documenterede, og han kunde have gjort dette fuldſtændigere, derſom han ikke havde anſeet de opgivne Exempler tilſtrækkelige. Han vilde ikke nu paa ny gaae i nogen Detail, men under Modſigelſe af Actors Anbragte og i Henhold til ſit Forrige indſkrænke ſig til nogle faa Bemærkninger. Det er viſt nok undertiden lettere at rive ned end at gjøre noget bedre; men denne Erindring fortjener ingen Opmærkſomhed i det offentlige Liv, hvor enhver, der befatter ſig med Statens Anliggender, maa taale at hans Færd cenſureres. Den Offentlighed, der udgjør en ſaa væſentlig og nødvendig Beſtanddeel af vores frie Forfatning, tillader ikke at Repræſentationen undtages fra ſaadan Control. At ſidſte Storthings Reglement ſkulde være Aarſag i den paaankede Planløshed, kunde Defenſor ikke erkjende, ligeſom han og benægtede, at den efter et Par Maaneders Forløb foretagne Clasſification kunde afbeviſe Tilværelſen af denne Mangel, da Sagerne blot fordeeltes i 2 Rubrikker uden at der i nogen af disſe toges Henſyn til den Orden, ſom ſærſkilt burde følges i hver. At advare Storthinget havde Regjeringen ingen Ret til efter Forholdet imellem disſe Statsmagter og Beſtemmelſerne i Grundlovens §. 82 lit. b. Repræſentationen vilde ſikkert ikke have taget ſaadan Advarſel godt op, og Regjeringen kunde ikke compromittere ſig ved at udſætte ſig for en velfortjent Bebreidelſe om at den blandede ſig i hvad der ei vedkom den. Den kongelige Reſolution af 17de April indeholdt tydelige Vink nok, uden at man erfarede at den gjorde nogen Forandring i den Maade, Storthinget havde begyndt at gaae frem paa. Defenſor havde her intet Kald til at forſvare Regjeringen, ligeſaalidet ſom det vedkom Rigsretten eller Sagen om den fortjente Actors Misbilligelſe; denne var derfor ligeſaa upasſende ſom unyttig. Imidlertid ſynes det klart, at Regjeringen, ved at fremſætte mindre vigtige Lovforſlag, ingenlunde har paalagt Storthinget at foretrække disſe fremfor de vigtigere, og at den endnu mindre kan tillægges Skylden for den overdrevne Vidtløftighed, med hvilken disſe uvæſentlige Sager, til Skade for de abſolut nødvendige, ere blevne behandlede. Det er en ſlet Trøſt, at det ei gaaer bedre i andre Nationalforſamlinger, om ſaadant end er Tilfældet. Feilen var hos os ikke blot enkelte Medlemmers, men meget ofte Pluralitetens Imidlertid er dette ligegyldigt; thi det kommer blot an paa Reſultaterne, og man har aldrig paaſtaaet at hver eneſte Repræſentant har forſeet ſig.

Om det upasſende i at ville anvende Grundlovens 79de §. paa ubetydelige Sager, kan der ikke være mere end een Mening Saavel i denne ſom andre Henſeender har Actor og flere dygtige Storthingsmænd fremført Anke i ligeſaa haarde Udtryk ſom Defenſor. Presſen har heller ikke faret lempeligere frem. Det var ikke pasſende, at det 2det Storthing vilde uforandret antage en mindre rigtig og i Formen ufuldkommen Beſlutning, og derved bane Veien for det 3die til at ſætte §. 79 i Udøvelſe. Man burde betænke hvad det betyder at paatvinge Kongen en Lov. — Penſionsvæſenet frembød flere Enten man dolerede fornemmelig over, at Thinget havde tilſideſat gjældende Love og villet gjøre Indſkrænkninger i Kongens Ret til at meddele midlertidige Penſioner. Deri laae ingen Erkjendelſe af at man troede ſig berettiget til at cenſurere Repræſentationens controllerende Myndighed, ſkjøndt man ſom noget charakteriſtiſkt fandt det nødvendigt tillige at fremhæve Maaden, paa hvilken de ſpecielle Penſioner bleve afgjorte. — De forſkjellige øvrige Ankepoſter vare nævnte ſom Exempler paa, at Storthinget deels var gaaet uden for de ſamme foreſkrevne Grændſer, deels i andre Henſeender havde handlet urigtigt. — Sagen angaaende Moemarkedet var ikke blot i ſig ſelv af den Beſkaffenhed, at den aldrig burde have været Storthinget forelagt eller foranlediget ſaa vidtløftige Debatter, men den retfærdiggjør endnu mindre de tydeligen afgivne Erkjendelſer om at den vedkom Repræſentationen. Man henlagde den viſtnok; imidlertid ſkete dette ingenlunde fordi man anſaae ſig uberettiget til at befatte ſig med den. At Regjeringen ſkulde have erkjendt, at Markeders Nedlæggelſe blot kunde ſkee ved Lov, var ikke beviiſt. — Det er viſtnok ingen Forbrydelſe, at Storthinget overſender Regjeringen Sager, ſom alene ere denne vedkommende; men det er et Indgreb i den executive Magts Rettigheder, naar dette ſkeer ſaaledes, at man tillige yttrer ſig om hvad denne dermed har at gjøre. Naar Sagen henhører under Regjeringens Resſort kunde den jo ikke ſendes tilbage fordi et ſaadant uhjemlet Paalæg fandt Sted. Det erfares viſtnok nu af Actors Erklæring, at Protokol-Committeen ikke har havt til Henſigt at revidere de Protokoller, ſom indeholdt det Nødvendige angaaende Udnævnelſe af Extraſkrivere m. fl.; men i Forveien havde man dog ingen Anledning til at vide dette, og man maatte under alle Omſtændigheder betragte det ſom et misforſtaaet Begreb om Thingets controllerende Myndighed at denne ogſaa ſkulde omfatte ſaa høiſt ubetydelige Gjenſtande. — Armeebudgettet maa Actor ſelv i flere Puncter tilſtaae Skrøbeligheden af. Beſlutningen om Artilleriqvartererne anſeer han ſom en Følge af at man ikke orienterede ſig rigtigt; men dette er jo netop Feilen, og den bliver ſaa meget mere utilgivelig, ſom en fagkyndig og oplyſt Mand paa Thinget beviſte til Evidence, at Kongen havde Ret til at optage 798 Qvarterer, uden at man dog agtede derpaa. Actor erkjender, at Kongen er i uomtviſtelig Beſiddelſe af denne Rettighed, og paaſtaaer, at Høiſtſamme maa tage de nødvendige, af Storthinget nægtede Penge af Statscasſens Overſkud. Imidlertid trænger det ikke til noget Beviis, at en Storthingsbeſlutning, der gjør en ſaadan uconſtitutionel Fremgangsmaade nødvendig, maa være ulovlig og ſkadelig, ligeſom det heller ikke er vanſkeligt at forudſee hvad Repræſentationen vilde gjøre, naar Regjeringen foranſtaltede en Udtælling, ſom hiin udtrykkeligen havde vægret ſig ved at bevilget Lignende Raiſonnement betjener Actor ſig af med Henſyn til Permitteringerne. Hans øvrige Indvendinger behøve ikke noget ſærſkilt Svar; thi det er aldeles klart, at Storthinget i de flere mod dette Budget fremſatte Ankepoſter har handlet uforſvarligen, og at Kongen ikke kan være tjent med et ſaadant, der knytter Bevilgningen af hver eneſte Sum til Betingelſer, hvis Overholdelſe indſkrænker Ham i den Rettighed, Grundlovens 25de §. hjemler. Defenſor gjorde opmærkſom paa flere af de dokumenterede Synderligheder, in specie at Armee-Departementets Casſebeholdning, der var tilveiebragt derved, at ikke alle bevilgede Udgifter endnu vare indtraadte, var befalet anvendt til Arſenalernes Forſyning, hvoraf Følgen maatte blive, at der vilde mangle Penge til Beſtridelſen af det, hvortil Summen engang var bevilget. Dette fandt han aabenbar lovſtridigt, og han kunde ikke forene det med Committeens Indſtilling om, at Armee-Departementet burde bevirke en Deel af de for førſte Halvaar 1839 beregnede Anſkaffelſer henflyttede til en ſenere Termin. Under Dokumentationen har han paapeget flere betydelige Misgreb, og deriblandt 37te Poſt, der viſer, at den vigtige Beſlutning om Landeværnets Organiſation maatte udſættes fordi Loven om Værnepligten og Sesſionsvæſenet endnu ikke var taget under Behandling, ſamt gjort opmærkſom paa at Armeebudgettet hverken af denne Grund, eller med Henſyn til 4 yderligere Indſtillinger, Committeen havde at forfatte, var endeligen opgjort.

Defenſor erkjendte, at han under det mundtlige Foredrag erindrede ſig, at man i 1833 fatte Sagen om Embedsmændenes Skydsgodtgjørelſe i 1ſte Clasſe, den om Repræſentanternes Diætpenge derimod i 2den Clasſe, og at han derved blev forledet til at anføre, at dette ſkulde være ſkeet paa ſidſte Storthing; han tilſtod at dette var en Feiltagelſe og henviiſte til ſit ſkriftlige Indlæg, hvor denne Anke ikke findes berørt. Han bemærkede, at nogen Afvigelſe imellem Indlægget og det mundtlige Foredrag altid maatte finde Sted naar man ei vilde oplæſe det førſte, hvilket ikke ſtemmer overeens med Begrebet om mundtlig Procedure; han v troede imidlertid, at Afvigelſerne ei vare betydelige, og henholdt ſig til Rigsretsreglementet, der blot fordrer, at Indlægget ſkal indeholde det Væſentligſte af hvad han mundtlig har foredraget. — Anken over at Defenſor havde gjort opmærkſom paa, at ſidſte Storthing omtrent havde koſtet 60,000 Sp., maa falde bort, da denne Beregning var bleven ledſaget af den udtrykkelige Bemærkning, at det ene var Actors egne Calculer, der havde foranlediget den. Defenſor var netop den, der opholdt ſig over ſaadanne materielle Betragtninger, da han antog der ei kunde være Tale om hvad.en Conſtitution koſtede, naar den var god og anvendtes rigtigt. Det var imidlertid ikke nok at man havde et Storthing; det kom“væſentligſt an paa hvorledes dette handlede. Actors Paaſtand at det kun var Smaating, man ankede over, kunde Defenſor ei tiltræde; han var vis paa man dømte anderledes hvis det var Repræſentationens Rettigheder, ſom krænkedes, og han fandt det ligeſaa farligt og ſkadeligt, at dette ſkete med den executive Magts. — Den Spot, at Synderegiſteret ei var til nogen Nytte ſiden Statsminiſteren havde erkjendt det blot var Folket, ſom ſkulde cureres, vilde Defenſor ei værdige noget Svar, og Beſkyldningen om at man havde forekaſtet Storthinget Forbrydelſer var aabenbar ufortjent.

Ialfald mener Actor, at det var ulovligt at rette paa Mangelen ved et ſaa voldſomt Skridt; men Defenſor gjorde opmærkſom paa, at det valgte Middel var det eneſte lovlige og henſigtsmæsſige. Han udviklede det høiſt beſynderlige i, at man vilde gjøre ſaa mange Ophævelſer i denne Anledning. I alle conſtitutionelle Stater hænder det ofte, at Kongen opløſer Nationalforſamlingen, naar han finder den handler efter Principer, ſom anſees ſkadelige. Endnu er det aldrig faldet Nogen ind at forundre ſig over ſaadan Appel til Folket, og endnu mindre at anſee de kongelige Raadgivere ſkyldige i en Forbrydelſe fordi de ei have proteſteret imod en ſaadan Beſlutning. Fremgangsmaaden var netop fuldkommen conſtitutionel, og det røbede Mangel paa rigtig Opfatten af en fri Forfatnings Væſen, at man hos os dømte ſaa ganſke anderledes. Vel kan man ikke her, naar Storthinget er opløſt, ſkride til nye Valg; men det maa dog anſees henſigtsmæsſigt, at Kongen giver Repræſentanterne Anledning til at gaae paa Raad med dem ſelv, naar han troer, at en Reform i deres Principer er nødvendig, eller naar han vil forebygge overilede Beſlutninger. Storthingets Opløsning er ſaaledes en Appel, directe til de nærværende Repræſentanter, indirecte til Folket; begge faae derved Adgang til med Rolighed at overveie de fremſatte Ankepoſter. Befindes disſe grundede, vil Fremgangsmaaden bevirke et heldigt Reſultat; i modſat Fald bliver Alt ved det gamle. Men Kongen har Ret til at forſøge dette Middel naar han finder det nødvendigt, ligeſaavel ſom Folket eller Storthinget har Ret til at lade være at tage Henſyn dertil. Dette er den eneſte lovlige og pasſende Maade, paa hvilken 2 Statsmagter kunne faae opgjort deres forſkjellige Anſkuelſer; Følgen maa viſe hvem der ſeirer. Det er ſaaledes en høiſt umoden Opfatten af det ſande conſtitutionelle Væſen, naar man anſeer dette Skridt ſom noget uhørt, ſom en Fornærmelſe imod Storthinget og en Brøde imod det hele Folk, og man har Ret til at beklage, at Repræſentationen ikke kan ſætte ſig rigtigen ind i disſe Forhold Er der da nogen Ulykke i at Kongen benytter den Ham ved Grundloven tilſtaaede Myndighed til at bevirke en Sag underkaſtet en nøiere Drøftelſe? røbe ikke alle disſe Ophævelſer det meeſt forkeerte Begreb om en conſtitutionel Forfatning? og kan det være nogen Forbrydelſe, at en Statsraad finder det gavnligt at give Repræſentationen Anledning til at prøve ſig ſelv for nærmere at afgjøre om den vil gaae ind paa Kongens Principer eller ikke?

5) Ligeſom Grundlovens §. 80 paa det tydeligſte viſer, at Kongens Ret til at opløſe Storthinget efter 3 Maaneders Forløb ikke er bunden til nogenſomhelſt Indſkrænkning eller Betingelſe, ſaaledes har man forhen heller ikke nogenſinde tvivlet om, at Prolongationer kunde meddeles paa ubeſtemt Tid Sidſte Storthing havde jo intet at erindre i Anledning af den under 17de April faldne Kongelige Reſolution, uagtet det anſeer ſig berettiget til at controllere dette Slags Regjeringshandlinger. Men uden Indvending at tage imod og afbenytte en ſaadan Prolongation, og ſiden efter at erklære den for grundlovſtridig, ſynes dog at involvere en aabenbar Modſigelſe, og i det Hele taget at være upasſende. Mærkeligt er det, at man ogſaa vil anſee den ſidſte Pasſus i §. 80 tilſideſat, uagtet det dog er klart, at Kongen, ved ei at meddele Regjeringen Bemyndigelſe til at ſanctionere de Beſlutninger, Storthinget ved dets Opløsning kunde have færdige, ligefrem har erklæret, at Han ikke vilde ſanctionere disſe, hvilket Grundloven tillader ham at tilkjendegive paa ſaadan indirecte Maade. Det er ikke Tilfældet at Reſolutionen af 17de April indeholder Tilſagn om at videre Prolongation ſkulde blive meddeelt indtil de nødvendigſte Forretninger, (Budgettet) vare tilendebragte, og det gaaer ſaameget mindre an at argumentere herfra, ſom de Vink, Reſolutionen indeholder, aldeles ikke bleve paaagtede.

6) Paaſtanden om, at Beſlutningen af 2den Juli ſkulde ſtride imod Statsformen, ſtøttes ene og alene til det urigtige og ubeviſte Foregivende, at 3 Maaneder vare utilſtrækkelige for Storthinget. Actors Grunde ere allerede gjendrevne i Defenſionsindlægget. Her er ikke Tale om Maximerne, men om den enkelte Handling; og den Sætning, at Kongen ikke maa opløſe et Storthing førend det er færdigt, ſtrider ſaa ganſke imod alle Begreber, at den ei fortjener anden ſpeciel Gjendrivelſe end det Spørgsmaal: om det er nogen Ret for Kongen at kunne opløſe et Storthing, der er færdigt? De opkaſtede Tvivl, om et overordentligt Storthing i omhandlede Anledning retteligen kunde ſammenkaldes, vedkomme ei Sagen, og lade ſig ikke nu opløſe af Rigsretten. Imidlertid frembyder §. 69 ingen Betænkelighed, ligeſom Analogien af §. 72 medfører, at et overordentligt Storthing ligeſaavel maa kunne holdes ſtrax ovenpaa ſom ſtrax foran et ordentligt. Det anſees fremdeles modſigende af Actor førſt at bebreide Statsminiſteren at han ikke havde garanteret ſig Sammenkaldelſen af et overordentligt Storthing, og ſiden at benægte Lovligheden af et ſaadant in casu. Den Omſtændighed, at de forrige Storthing havde erholdt Tilladelſe til at blive ſamlede længere end 3 Maaneder, indeholder et Beviis paa den Moderation, Kongen iagttager i Udøvelſen af ſine conſtitutionelle Rettigheder, og kan derfor ikke paaberaabes ſom Grund for at man fremdeles burde viſe ſamme Eftergivenhed. Paaſtanden om at Kongen burde have advaret Storthinget forudſætter Tilværelſen af en Control, ſom Actor ellers ikke vil erkjende. Argumentet er for Øvrigt tidligere beſvaret. Defenſor har ikke ſagt, at Storthinget ved ulovlige Handlinger har forſtyrret Ligevægten; dette er atter en Følge af Actors Maade at citere paa. Defenſor paaſtaaer blot, at derſom Storthinget ved at vægre ſig for at opgjøre Budgettet kunde tvinge Kongen til at give Prolongation, ſaa erkjendte man det berettiget til paa en grundlovſtridig Maade at tiltvinge ſig en udvidet Myndighed.

7) Actor lægger ſærdeles megen Vægt paa den Omſtændighed, at Storthingets Opløsning ſkal ſtride imod Statsformen ſiden den bringer Riget i den lovløſe Tilſtand, ſom opſtaaer naar man hverken har Budget eller Skattelov. Det er urigtigt, at Defenſor ei ſkulde have beſvaret dette Argument; det er baade beſvaret og gjendrevet. Den paaberaabte lovløſe Tilſtand ſkulde beſtaae deri, at man intet Budget havde den 1ſte Juli, ſaa at Regjeringen fra den Dag af maatte tiltage ſig flere af de Rettigheder, der ene hvile hos Repræſentationen. Denne lovløſe Tilſtand var altſaa indtraadt førend Storthingets Opløsning, og vel at mærke ſom en Følge af Storthingets egen Fremgangsmaade. Det var altſaa ikke Regjeringen, der havde fremkaldt ſaadan Tilſtand; og naar man ſiger, at dens Brøde ialfald beſtaaer deri, at Budgettet ikke ſenere kom iſtand, glemmer man ganſke, at intet Beviis er præſteret for at vi nu vilde havt et Budget, hvis Storthinget var forblevet ſamlet, men at tværtimod alle Omſtændigheder tale for at dette ei var blevet Tilfældet. Penſionsliſternes Reviſion varede fra 1ſte til 13de Juni, Armeebudgettets Gjennemgaaelſe fra 15de til 25de. Da nu flere af de Sager, ſom maatte tilendebringes inden Skattelov og det almindelige Budget kunde udkomme, end ikke den 8de Juli vare færdige i Committeerne, ſaa maa det viſtnok anſees ophøiet over enhver Tvivl, at Storthinget ikke i de reſterende 3 Uger af Juli vilde have formaaet at fuldføre ſaa omfattende Arbeider. Desuden gjælder det, efter Actors egen Bemærkning, her blot om Principet, ikke om den kortere eller længere Tid, i hvilken man mangler Budget. Regjeringen har ikke beſtyrket Storthinget i at det ingen Haſt havde; Overſendelſen af flere og flere Propoſitioner ſkete naturligviis under Forudſætning af, at Repræſentationen forſtod at gjøre pasſende Udvalg og indrette ſig ſaaledes, at det mindre Vigtige ikke blev foretrukket det aldeles Nødvendige. Det erkjendes ikke at Storthinget har gjort alt muligt for at faae Budgettet iſtand; de mange ubetydelige Love, og den overhaands lange Tid disſes Forfattelſe medtog, vidne nokſom om, at Actors Paaſtand er aabenbar urigtig. Naar man fremdeles debiterer, at Statsminiſteren vrangt og forſætligt har gjort Budgettets Iſtandbringelſe umulig, gaaer man atter ud fra ubeviſte og ubeviislige Forudſætninger; thi den Omſtændighed, at man anſaae det henſigtsmæsſigere og gavnligere for Landet at lade et overordentligt Storthing forfatte et ſaadant, kan dog ikke godtgjøre, at man intet Budget vilde have, ligeſom Actor jo heller ikke har documenteret, at dette vilde være kommet iſtand tidligere, hvis Storthinget var forblevet ſamlet. Forſkjellen imellem et overordentligt og et ordentligt Storthing har Actor meget klogeligen undladt at paaviſe. Actor vil ikke erkjende, at det med Henſyn til den af ham paaberaabte lovløſe Tilſtand kommer paa eet ud, hvad enten Storthinget eller Statsminiſteren er Aarſag dertil, ſiden Storthinget ſom Statsmagt ikke kan ſtævnes for en Rigsret; Defenſor formener, at denne Omſtændighed ialfald medfører, at Skaden er ſtørre i førſtnævnte end i ſidſtnævnte Tilfælde; thi Nationen maa jo lide mindre naar den har en Mand, den kan holde ſig til. Forreſten ſynes der ikke at kunne være meer end een Mening om, at een og ſamme Handlings ſkadelige Følger blive lige ſtore uden Henſyn til af hvem den er forøvet. — Actor har ikke fundet ſig beføiet til at ſvare noget paa Defenſors Indvendinger imod hans Fortolkning over Grundl.s §. 75 Litr. a, naturligviis fordi han har indſeet, at et endog blot nogenledes rimeligt Svar var aldeles umuligt. Mærkeligt er det ogſaa, at han ſammenligner Statsminiſterens Fremgangsmaade med en Nægtelſe fra Repræſentanternes Side af at vedblive deres Funktioner paa Thinget, altſaa Udøvelſen af en conſtitutionel Ret med en grundlovſtridig, revolutionair Pligtforſømmelſe! — Man maa i høieſte Maade forbauſes ved at høre Actor klage over Spot fordi Defenſor har fortſat den af ham ſelv begyndte Lignelſe, og kaldet Actors Spirer Frøe, ſamt alluderet til en for Repræſentanterne nødvendig Skolegang. Defenſor henviſer til ſit Indlæg, der nokſom blotter det næſten Latterlige i denne Actors Beſkyldning.

8) Det maa fremdeles benægtes, at Storthingets Opløsning har medført nogen Skade, at en ſaadan ialfald nu kunde paaviſes inden man erfarer Følgerne af den kongl., Reſolution, og at Actor har godtgjort dens Tilværelſe. Hans Forſøg paa at opſtille 9 forſkjellige Arter af den er næſten comiſkt; han opregner nemlig følgende: a) forſætlig Suſpenſion af Grundl.s §. 75 Litr. a; men denne var allerede indtraadt den 1ſte Juli, ſom Følge af Storthingets egen Fremgangsmaade b) De ſkadelige Følger af Opløsningen, ſiden Regjeringen nu maa tilegne ſig Repræſentationens Rettigheder. Denne Skade er den ſamme, ſom anføres under Litr. a, og var ogſaa, forſaavidt den exiſterer, tilſtede inden Storthinget opløſtes. c) Det farlige Exempel, da Raden ſnart kan komme til andre Grundlovsbeſtemmelſer. Hvorledes dette ſkal forſtaaes, er ikke godt at indſee. Statsminiſteren er aldeles uſkyldig i at Andre maaſkee kunde af hans lovlige Handling tage Anledning til at begaae ulovlige Handlinger. Det kommer blot an paa, om det, han har foretaget ſig, er rigtigt i ſig ſelv eller ei; om Andre misbruge Exemplet, kan ikke tilregnes ham, og det er jo nu aldeles uviſt. Heller ikke er det let at begribe, hvorledes andre Grundlovbeſtemmelſer ſenere ſkulde kunne udſættes for Fare, fordi man gjorde Brug af §. 80. Saadanne Muligheder kunde dog ei kaldes indtraadt Skade. d) Det Skadelige for Underſaatternes Begreber i at en ſaadan Fremgangsmaade taales. Men rekurrerer man ikke ogſaa her til Spørgsmaalet om Handlingens Lovlighed? e) Det fordærvelige i et Schisma imellem Statsmagterne; dette benægtes ikke, men Skylden hviler ene hos den, ſom har fremkaldt det, ikke hos den, der ved et lovligt Middel netop agter at forebygge Skade. f) Det ubodelige Tab ved at ſaa mange vigtige Forſlag ei kom iſtand. Imidlertid ſpørges: naar vilde dette være ſkeet? og er det et ubetinget Gode, at Storthinget fatter Beſlutninger uden Henſyn til Beſkaffenheden af disſe? g) Beſlutningen om Forandring i Lovene om det beneficerede Gods kunde ei blive ſanctioneret. Denne Beſlutning er ei fremlagt; man veed altſaa ikke, om den fortjente Sanction; ialfald er Kongens Ret til at nægte denne uomtviſtelig. h) Kræfters Spilde. Herom er det Nødvendige ſagt i Defenſionsſkriftet; og i) Pengeſpilde. Ogſaa her refererede Defenſor ſig til ſit Indlæg, og fandt det fremdeles ſynderligt, at man i et Tilfælde ſom nærværende vilde lægge ſaa materielle Betragtninger til Grund, iſær paa en Tid, da ingen fuldſtændig Conto kunde opgjøres.

9) Actor foregiver at Sagen er heel ſimpel og at det er klart, at Skaden er øienſynlig. Dette troede Defenſor ingen Anden kunde erkjende uden Beviis, og et ſaadant havde Actor ikke engang forſøgt paa at fremſkaffe. Det var klart, at Alt her kom an paa Afgjørelſen af det Spørgsmaal, om vi ikke tiltrængte en Reform i vort offentlige Liv, og om det ei var rimeligt, at en ſaadan kunde tilveiebringes ved at forandre det ordentlige Storthing til et overordentligt. Om Meningerne i begge Henſeender end ere forſkjellige, lader det ſig dog ikke nægte, at Sagen idetmindſte er tvivlſom, og at det intet paafaldende har ved ſig, at Statsminiſteren har havt den Anſkuelſe, at Fremgangsmaaden vilde være gavnlig. Han har ikke været blind for de Betænkeligheder, ſom frembøde ſig; men han maatte tilſideſætte disſe, naar de ei forekom ham afgjørende og Hans Majeſtæt heller ikke anſaae dem derfor. Øienſynlig kunde den befrygtede Skade aldrig kaldes, ſaalænge det ei var aldeles urimeligt at betragte Sagen fra ſamme Side ſom Statsminiſteren har gjort, og dette kan Ingen for Alvor paaſtaae, i det mindſte ikke nu for Tiden. Ligeſaalidet kan det nægtes, at Defenſors Fortolkninger over Grundl.s §. 15, 30 og 80 ialfald have ſaa meget for ſig, at den Anklagede uden Skam har kunnet anſee dem rigtige. Saavel herfor, ſom fordi der ingen tænkelig Grund kan opviſes, der ſkulde have bevæget Statsminiſteren til at være enig med .Kongen, hvis han ei havde ſtaaet i den Formening, at Storthingets Opløsning var gavnlig, vilde det aabenbar ſtride imod Retfærdighedens Forſkrifter og Grundlovens tydelige Bud at anvende Straf, om Rigsrettens Pluralitet end fandt Fortolkningerne urigtige. Hans ærlige og aabenlyſe Fremgangsmaade vidner om at han har handlet bona fide, og meer behøves der ikke for at begrunde en Frifindelſesdom. — Ved „raſende Partigængere“ forſtaaer Defenſor Enhver, ſom af forudfattede Meninger og blot for at følge den ſaakaldte Opinion ønſker Statsminiſteren ſtraffet, uden med Upartiſkhed at underſøge hvorvidt ſaadant er retfærdigt. Det er bekjendt nok, hvorledes man længe har forfulgt ham i de offentlige Blade; men Defenſor kan ikke tvivle paa, at Rigsretten er døv for ſaadanne Inſinuationer. — Actors Bemærkning, at de kongelige Raadgivere aldrig bør glemme, at de ere anſatte ved Kongens Side for Folkets, ikke for Kongens Skyld, er rigtig; men dette er ikke noget ſæregent for dem; Enhver, der er beklædt med en offentlig Myndighed, han være Storthingsrepræſentant eller Embedsmand, maa altid erindre ſig, at denne Myndighed ene er lagt i hans Hænder til Bedſte for det Almindelige, og ikke for at fremme private Henſigter eller udvide hans egne Rettigheder, og han maa aldrig glemme, at han ſkal handle efter Eed og Pligt, ſaaledes at han engang kan aflægge Regnſkab derfor. — Med Henſyn til Omkoſtningerne refererede Defenſor ſig til ſit Forrige, hvorhos han ſlutteligen bemærkede, at han holdt ſig overbeviiſt om, at Lagthingsmedlemmerne ikke havde erklæret ſig iſtand til at paakjende nærværende, deres egne Handlinger vedkommende Sag, uden at have, efter ſamvittighedsfuld Prøvelſe, fundet at de kunde underſøge og paadømme den med den Rolighed og Fordomsfrihed, ſom Dommerſædet fordrede, og at han derfor tryg overlod den Anklagedes Skjæbne i Rettens Hænder.


Den 8de Septb. d. A. afſagde Rigsretten følgende Dom i Sagen:

„Statsminiſter Løvenſkiold, Ridder og Commandeur af Hans Kongelige Majeſtæts Ordener, bør, for ei at have proteſteret imod den Kongelige Beſlutning af 2den Juli ſidſtleden, hvorefter Norges ottende ordentlige Storthing hævedes den 8de næſteſter, ifølge Loven af 7de Juli 1828 §. 2. Litr. i og §. 6., at bøde til Statscasſen 1000, ſkriver et Tuſinde Norſke Speciesdaler; ſaa bør han og at betale i Salarium til Defenſor, Høieſteretsadvocat, Ridder Peterſen 300 Spd., til Juſtitsſecretair Rieck 120 Spd., og i Godtgjørelſe til Høieſteretsbudene Røsholm og Horn for Stævningens Forkyndelſe og Opvartning i Rigsretten, tilſammen 30 Spd.“