Realitets-Procedure og Dom i Rigsretssagen imod Hs. Excellence Statsminister m. m. Løvenskiold
Realitets-Procedure
og
Dom
i Rigsretssagen
imod
Hs. Excellence Statsminister m. m.
Løvenskiold
Christiania 1836.
Trykt hos Chr. Grøndahl.
Det Factum, at Statsministeren ikke har protesteret imod hiin kgl. Resolution, er uomtvisteligt og bevises ved den Storthinget paa dets, i Medhold af Grundlovens §. 75 Litr. f gjorte Anmodning, af Regjeringen tilstillede og Odelsthinget oversendte Udskrift af den Protocol, som førnævnte 2den Juli er ført for H. M. Kongen i Statsraadet paa Stockholms Slot i Nærværelse af Statsminister Løvenskiold og Statsraaderne Fasting og Holst.
H. M. Kongen har da naadigst behaget at tilkjendegive Statsraadet, at det var Hs. Hensigt og Villie at opløse Storthinget den 8de s. M., i hvilken Anledning Statsraaderne Fasting og Holst i Underdanighed have fremsat deres Bemærkninger til Protocollen, hvilke i det Væsentlige gaae ud paa, at fremstille Beslutningens Iværksættelse som utilraadeligt formedelst de dermed forbundne skadelige Følger og som uhensigtsmæssig samt in subsidium paa at udvirke for Storthinget saamegen Tid, som til Beslutning af de Sager, der angaae Budgettet og Skattevæsenet, maatte ansees nødvendig.
Under denne Forhandling er Intet fra Statsministerens Side tilført Protocollen; han skal følgelig efter Grundlovens §. 30 ansees at have været enig med Kongen og er ansvarlig for den af Høistsamme fattede Beslutning. Den kongelige Beslutning frembragte og maatte frembringe i Repræsentationen og hos Folket de smerteligste Følelser over det store Tab, som den paa saa mange Maader bibragte Fædrenelandet ved aldeles pludselig og uforberedt at paabyde Standsning af al den Virksomhed, som rastløs anvendtes i Nationens store Raadsforsamling for at berede Fædrenelandets Fremgang i Lykke og Hæder. Af jo høiere Betydning denne Beslutning var baade med Hensyn til Konge og Fædreneland, jo mere maatte det antages, at enhver kongelig Raadgiver ved denne Leilighed vilde finde sig opfordret til at veie Sagen fra alle Sider, og, uden at stole formeget paa egen Indsigt og Kløgt, søge Veiledning for sin Mening, hvor den var mulig at erholde. Men saaledes har Statsminister Løvenskiold ikke tænkt; thi, uagtet Grundlovens §. 15 byder: „I Almindelighed maa ingen norske Sager afgjøres (hos Kongen under hans Ophold i Sverige) uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, med mindre vigtige Hindringer maatte forbyde saadant,“ har Statsministeren dog ikke fremført nogensomhelst Erindring imod, at denne høist vigtige Sag kom under Behandling, uden at nogen saadan Betænkning var indhentet.
Denne Tilsidesættelse af en ved Grundloven paabuden Form udgjør den første Deel af den Anke, jeg agter at føre over Statsministerens Embedsforhold i denne Sag.
Betydningen og Vigtigheden af denne Grundlovsbestemmelse vil ikke lettelig af Nogen kunne miskjendes I Almindelighed kan det nemlig ikke forudsættes, at de kongelige Raadgivere, som omgive Hs. M. Person i Sverige, kunne være saa fortrolige med de norske Sager, som sammesteds maatte komme til Afgjørelse, saa at det skulde være raadeligt at lade deres Skjæbne afhænge af den Anskuelse, som de, fjern fra de Kilder, hvor alle fornødne Oplysninger skulde hentes, kunne satte. Grundloven har derfor viseligen paabuden hiin Form, der, saavidt vides, altid, med Undtagelse af enkelte aldeles uvigtige Tilfælde, har været iagttaget, og da den Sag, om Norges Storthing burde opløses paa en Tid, da de væsentligste af dets Forhandlinger endnu stode tilbage, paa en Tid, da Opløsningen ikke kunde foregaae uden i vigtige Dele af den offentlige Administration at fremkalde en aldeles lovløs Tilstand, vel ikke kan andet end at benævnes en norsk Sag, saa formenes det ogsaa utvivlsomt, at den kongelige Resolution burde været mødt med kraftig Protest af den Grund, at den norske Regjerings Betænkning ikke var indhentet.
Vil man henskyde sig under den Paastand, at vigtige Hindringer have forbudet saadant, da er det klart, at det paaligger vedkommende Excipient herom at fremføre Beviis, med Hensyn til hvilket jeg da forbeholder mig at anbringe, hvad jeg maatte finde fornødent, idet jeg for Tiden indskrænker mig til at benægte Tilværelsen af deslige Hindringer. Men man gaaer mulig af Veien for dette Beviis ved at paavise en Fortolkning over fornævnte Passus i Grundlovens § 15, som gjør den omhandlede Betænknings Indhentelse overflødig. Paragraphen bestemmer nemlig kun, at i Almindelighed ingen norske Sager maae afgjøres uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, hvilken Regel man muligens vil paastaae efter Udtryksmaaden kun gjælder for sædvanlige og ordinaire Tilfælde, men ikke for Tilfælde af det modsatte Slags Men denne Fortolkning fortjener vistnok ikke Medhold.
Bestemmelsen er nemlig kun en fortsat Tankegang af det umiddelbar foregaaende Passus, hvorefter alle Andragender fra norske Borgere til Kongen først skulle indleveres til den norske Regjering og forsynes med sammes Betænkning forinden de afgjøres, hvilken Bestemmelse det følgende Passus udvider til „norske Sager”, uden Hensyn til om de angaae Andragender fra norske Borgere, eller ikke, og gjør kun udtrykkelig Undtagelse for de Tilfælde, hvor vigtige Hindringer maatte forbyde Saadant. Hvad der ved at hjemle en Indskrænkning i den almindelige Regel maa antages at være paatænkt, kan ikke uden at bringe Regelens Anvendelse i Strid med dens Indhold, være en almindelig Frihed for Vedkommende, der skulle efterleve samme, til at undtage de Tilfælde, hvori efter egen Anskuelse saadan Betænkning maatte ansees mindre nødvendig eller vigtig; men man har kun erkjendt, at andre i Grundloven indeholdte Dispositioner gjorde en almindelig Indskrænkning i Regelen nødvendig, saaledes at denne ikke kunde blevet i Almindelighed ubetinget, uden at støde an imod disse andre Dispositioner. Saaledes undtager Grundlovens § 28, cfr. §§ 31 og 75 Litr. f, diplomatiske og egentlige Commando-Sager fra at foredrages i Statsraadet og altsaa ogsaa fra at behandles paa den i Grundlovens § 15 foreskrevne Maade. Med denne nødvendige Indskrænkning maa følgelig Grundlovens § 15 forstaaes. Formener Nogen, at Indskrænkningen er saa almindelig, at derunder ogsaa kan indbefattes andre Sager, saa kan dette dog-ikke hjemle Undtagelse for hvilkensomhelst Sag, man finder Behag i at undtage; men der maa paavises nogen almindelig Beskaffenhed ved de Sager, som skulle erkjendes at være i det Tilfælde at være undtagne Da nu Grundlovens Regel øiensynlig er nedskreven formedelst Hensigtsmæssigheden af den paabudne Form, saa indsees ikke, at nogen Undtagelse fra samme kan ansees hjemlet, undtagen hvor saadan Betænknings Indhentelse beviislig maatte erkjendes uhensigtsmæssig. Men erindrer man sig kun det, hvorom Talen her er, saa maa formeentlig ogsaa den Tanke forsvinde, at det skulde være uhensigtsmæssigt at høre den norske Regjerings Betænkning angaaende denne Sag.
Man har offentligen seet det indvendt, at være saa langt fra, at nærværende Tilfælde var af dem, hvor den norske Regjerings Betænkning kunde ansees uundværlig, for at satte en rigtig Beslutning, saa at det endog var af dem, hvori den allermindst var fornøden, fordi Kongen og hans i Stockholm værende Raadgivere ligesaavel som den i Norge værende Regjering vidste, baade hvad Storthinget havde et udrette og hvad det havde bestilt, de tre Dage fraregnede, som Posten behøver for at gaae fra Christiania til Stockholm. Fremdeles har man paastaaet, at Hs. Maj. virkelig var i Besiddelse af den norske Regjerings Betænkning i Sagen, da Regjeringen, i Anledning af Storthingets Adresse om Tilladelse til at blive samlet over den i Grdl. 80 bestemte Tid, allerede havde erklæret, at Thinget formentlig ikke vilde see sig istand til at tilendebringe endog de nødvendige Forretninger, som paahvilede det, inden Udgangen af Juli Maaned, hvorfor den havde indstillet, at saadan Forlængelse maatte tilstaaes. Endelig ere Statsraaderne Fasting og Holst ikke undergivne Tiltale, uagtet de i sine Bemærkninger imod Beslutningen ikke med et Ord have berørt den Omstændighed, at den norske Regjerings Betænkning ikke var indhentet.
Da her er Spørgsmaal om en ved Grundloven paa buden Form, efter hvilken den norske Regjerings Betænkning ved Sagens Afgjørelse burde været tilstede, saa er det formeentlig klart, at man ikke istedetfor denne Betænkning kan substituere den Kundskab, som Hs. Maj. og Høistsammes Raadgivere i Stockholm kunne have været i Besiddelse af Oplysninger, henhørende til en Sag, ere Eet, og Betænkning om disse Oplysningers Indflydelse paa et vist Forhold, er noget Andet, og ligesom Hans Majestæt efter Grundloven ikke i Almindelighed kan ansees tilstrækkelig instrueret til at fatte Beslutning i en Sag derved, at Høistsamme er givet en Oversigt over Forholdets factiske Beskaffenhed, uden at lave hørt den norske Regjerings Formening om, hvad Beslutning, der bør fattes i Sagen, saaledes kunde den Kundskab, som Kongen og Statsraadsafdelingen i Stockholm maatte have havt om Sagernes Stilling her, ingenlunde befrie Høistsamme fra den constitutionelle Pligt at høie den norske Regjerings Betænkning med Hensyn til den Beslutning, han stod i Begreb med at fatte angaaende Storthingets Opløsning. Det er derhos aldeles evident af det Passerede, at man i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli sidstleden ikke har havt nogen fuldkommen paalidelig Kundskab om, hvorlangt Forretningerne i Storthinget vare fremskredne: dette viser Statsraaderne Fastings og Holsts Protest tydelig, da deri forekommer forskjellige formodningsviis fremsatte Sætninger, som, naar den norske Regjerings Betænkning var bleven indhentet, maatte kunne være fremførte som Visheder.
Efter det Forhold, hvori Regjeringen staaer til Storthinget, kunne de Efterretninger, som den erholder om Storthingets Virksomhed, heller ikke være andet end høist mangelagtige, efterdi de kun kunne grunde sig paa Meddelelser fra Dagbladene og de Personer, som efter Regjeringens Ordre opholde sig paa Gallerierne for derfra at iagttage Forretningernes Gang. Kun herom kunne disse Udsendinge meddele Rapport. Om Committeernes Virksomhed kunne de ikke have andet end aldeles upaalidelige Data at gaae efter, og neppe advare Regjeringen, at saamange og vigtige Committee-Indstillinger skulde være færdige til at see Dagens Lys, som de, der fremkom i Tidsrummet fra Opløsningens Kundgjørelse og indtil Storthingets Slutning.
Dersom den norske Regjerings Betænkning var bleven æsket med Hensyn til Kongens forehavende Beslutning, saa vilde det upaatvivlelig været dens Pligt at forskaffe sig officiel Kundskab om det Standpunkt, hvorpaa Arbeiderne i samtlige Committeer stod og disse Oplysninger i Forbindelse med en pligtmæssig og kraftig Forestilling imod den kongelige Beslutnings Iværksættelse turde ikke usandsynligt have givet Sagerne en anden Vending Den Paastand, at Hs. Maj. Kongen allerede var i Besiddelse af den norske Regjerings Betænkning med Hensyn til Spørgsmaalet om Storthingets Opløsning, er ikke andet end et grovt Sophisteri. Tanken om at opløse Storthinget den 8de Juli sees ikke at være fremsat af Kongen førend i Statsraadet paa Stockholms Slot den 2den Juli, og dog skulde allerede den norske Regjering i den foregaaende Marts eller April Maaned kunne have yttret sig over denne Sag! Regjeringens underdanigste Indstilling af 29de Marts sidstl. til Hs. Maj. Kongen angaaende den af Storthinget ansøgte Prolongation vil blive documenteret for Rigsretten, og det vil deraf behagelig erfares, at Regjeringen kun i almindelige Udtryk korteligen anbefaler Andragendet til Indvilgelse som Noget, der saa at sige følger af sig selv. Regjeringen havde ingensomhelst Anledning til ved den Leilighed at udbrede sig over det dobbelt Skadelige, som maatte være i, efterat Committeearbeiderne og Thingets Virksomhed i det Hele var rykket saa langt frem som til den 8de Juli og efterat saamange Omkostninger vare paadragne, da at hæve Thinget paa den Maade som skeet er fremfor ved Udgangen af April. Omstændighederne vare saa langt fra at være de samme paa den Tid Regjeringen yttrede sig over Storthingets Ansøgning om Prolongation og paa den Tid, da Beslutningen toges om Storthingets Opløsning, saa at de meget mere vare høist forskjellige, isærdeleshed dog deri, at man nu kunde havt fuld Vished om de Gjenstande, hvor om man i April kun kunde have uvisse Formodninger og at Kongen den 2den Juli havde yttret sin Villie angaaende Storthingets forestaaende Opløsning, hvilket ei tilforn var skeet, og i hvilken Anledning der burde været givet den norske Regjering Adgang til paa constitutionel Maade at indvirke paa denne Villie. —
Da Odelsthingets Beslutning af 8de Juli d. A. under No. 4 udtrykkelig har taget Forbeholdenhed med Hensyn til hvorvidt nogen anden af Kongens Raad i Anledning af det Passerede bliver at tiltale for Rigsretten, saaledes at nemlig dette er overladt et kommende Odelsthing at bestemme, saa indsees ikke, hvorledes man kan argumentere til Fordeel for Statsministeren af den Omstændighed, at Statsraaderne Fasting og Holst under Fremsættelsen af deres Bemærkninger imod den kongelige Resolution af 2den Juli ikke have været opmærksomme paa denne Forms Iagttagelse. — Deraf at de ikke med det samme ere satte under Tiltale kan dog ikke sluttes, at de ere erkjendte brødefrie, hvilken Slutning man endog specielt har villet forebygge ved at tage en Forbeholdenhed, som i sig selv neppe var nødvendig. —
De Omstændigheder, hvorunder Actionsdekretet imod Statsministeren fik dets Tilværelse, undskylde derimod fuldkommen, at man tog Sagen under nærmere Overveielse for de tvende nævnte Statsraaders Vedkommende, men dette udelukker ikke, at man strax har indseet, at de vare skyldige i en vigtig Pligtforsømmelse De have imidlertid med Alvor og Nidkjærhed opfyldt den væsentligste Deel af deres vigtige Kaldspligt og om den Autoritet, hvis Ret det er at tiltale dem for, hvad der er forsømt, tager Hensyn til den Maade, hvorpaa de, naar man betragter deres Forhold i dets Heelhed under denne Sag, have forsvaret deres Embeder, ikke finder sig forpligtet til at dekretere Tiltale imod dem, saa troer jeg ikke, at nogen Retsindig vil finde Grund til Klage over Forurettelse. Vender jeg mig dernæst til den fattede Beslutning selv, da troer jeg, at der er megen Grund til at betvivle, at den har formel Hjemmel i Grdl. § 80. Storthinget var paa den Tid, da det saa uventet opløstes, forsamlet siden Udgangen af April Maaned paa ubestemt Tid efter Hs. Majestæts naadigste Resolution af 17de April d. A. Men Udtrykkene i Grundlovens § 80 medføre formeentlig, at den Tid, hvori Storthinget kan være forsamlet, bør være bestemt, og ikke saaledes som en Sædvane i den senere Tid har indført, ubestemt.
Bemeldte §s 2det Passus lyder nemlig: ”naar det (Storthinget) efterat have tilendebragt sine Forretninger eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen” &c. De Udtryk ”den bestemte Tid” referere sig til den foregaaende Tirade, som indeholder, at Storthingets Varighed er fastsat til 3 Maaneder og at det beroer paa Kongens Tilladelse, om det længere kan forblive samlet; men naar da det efterfølgende Passus udtrykker sig: „at det hæves … efterat have været samlet den bestemte Tid, saa maa derved nødvendigviis sigtes til den paa en af de 2de Maader bestemte Tid, nemlig enten de grundlovbestemte 3 Maaneders Forløb eller den i den kongelige Tilladelse indeholdte. Men naar denne ingen vis Tid indeholder, saa kunne Udtrykkene ”den bestemte Tid” heller ikke paa samme finde Anvendelse ɔ: Grundlovens Bud er ikke iagttaget. De store Uleiligheder for et ordnet Forretningsliv, som ere uadskillelig forbundne med Prolongationer paa ubestemt Tid, maatte formeentlig ogsaa være Grundlovens Concipister alt for indlysende til at de skulde villet bebyrde den nyskabte Forfatning med en saadan Uting.
Indlader den executive Magt sig ikke destomindre paa at meddele Prolongationer paa ubestemt Tid, saa maa det dog være en nødvendig Følge af det her Udviklede, at Tiden inden Storthingets Opløsning saa betimelig forud maa fixeres, saa at det kan blive Storthinget muligt at ordne hvad der efter Forfatningen uomgjængelig bør være ordnet. Den modsatte Fremgangsmaade, uden eller med aldeles utilstrækkelig Varsel at hæve Nationalforsamlingen, ligner en Overrumpling, som, udøvet af een Statsmagt imod den anden, neppe engang harmonerer med Anstændighedens Fordringer. Fremdeles formener jeg, at Beslutningen er i Strid med Aanden i Grundlovens § 80, som ogsaa i den Henseende er stridende imod Statsformen, at den i sine Virkninger uundgaaelig geraader i Modsigelse med samme, hvorved, saavelsom ved dens øvrige Følger, den maa betragtes som øiensynlig skadelig for Riget.
Den førstanførte Sætning, at den kongelige Beslutning er stridende imod den citerede Grundlovs §s Aand, støtter sig paa den Betragtning, at Grundloven har nedlagt de vigtigste til Statsbestyrelsen henhørende Functioner i i Storthingets Hænder — Functioner af den Betydenhed, at Staten ikke, som den ved Grundloven bestemte Organisme, kan existere uden at disse Forretninger af ethvert ordentligt Storthing ere udførte. Ved Siden af disse væsentlige Statsmaskinens Gang betingende Functioner er Storthinget tillagt den lovgivende og controllerende Myndighed — og til at udføre samtlige disse saa høist vigtige Forretninger har Grundlovens § 80 tilstaaet et Tidsrum af 3 Maaneder, efter hvis Forløb det afhænger af Kongen, om Storthinget længer kan forblive samlet eller ikke.
At denne Tid er sat for knap, derom overbeviser den løseligste Betragtning, derom vidner en Erfaring, ligesaa gammel som Forfatningen selv, og at den saaledes maa være bestemt under Ubekjendtskab til Omfanget af de Storthinget overdragne Functioner og under et sangvinsk Haab om en nær forestaaende Reform i Lovgivningen, derom overbeviser baade Sagens Natur og Grundlovens § 94. Havde det der nedskrevne Grundlovs Bud været at realisere, da maatte dette havt den allervæsentligste Indflydelse til at lette de følgende Storthinges Forhandlinger, hvilke for en saa vigtig Deel have bestaaet i Lovgivningsarbeider, tildeels af paatrængende Slags, relativ til den nye Forfatning. Men vi vide det Alle, at vi endnu, efter mere end 22 Aar siden hiint Bud førstegang udgik (thi det indeholdes ogsaa i Grundloven af 17de Mai 1814) savne baade den belovede nye almindelige civile og criminelle Lovbog. Naar nu Regjeringen for det sidste forsamlede Storthing har fremsat en saadan Mængde af vidtløftige, høist vigtige, paa Statssamfundets Velgaaende meest indflydelsesrige Forslag — Forslag, der tildeels have været Gjenstand for foregaaende Storthinges Overveielser, tildeels forberedede af kongelige Commissioner, som lige fra 7de Storthings Slutning have været i Virksomhed, saa har Storthinget været høiligen opfordret til at dele sine Kræfter til det Yderste, og hvorved de Forretninger, som det paaligger ethvert ordentligt Storthing at fuldføre, nødvendigen maae være blevne forsinkede; men Storthinget har gjort dette uden Mistillid — det har handlet saaledes i den glade Overbeviisning, at en høitelsket Konges og en redeligsindet Repræsentations forenede Bestræbelser skulde paa denne Maade bedst fremme Fædrelandets Vel.
Omstændighederne medførte, at mangfoldige af de kongelige Propositioner stode i Forbindelse med Beskatningen og Budgettet, hvoraf det blev en nødvendig Følge, at disse ikke endeligen kunde udfærdiges førend hine havde faaet deres Tilværelse — og under de yderste Anstrængelser, sigtende hertil, paa en Tid, da man kan sige, at de Frugter, som Nationen skulde høste af Storthingets Virksomhed, vare modne til at indhøstes eller dagligen modnedes, indløber den 7de Juli det kongelige Budskab om, at Storthinget i Kraft af Grundlovens § 80 skal næste Dag standse sin Virksomhed, skal opløses.
En saadan Fremgangsmaade kan dog umulig harmonere med den Villie, som Folket eller dets Befuldmægtigede, ved at give sig den frie Forfatning og deri at optage en Bestemmelse, som den i Grundlovens § 80 indeholdte, har villet udtrykke — den kan heller ikke bestaae med den moralske Forpligtelse, som paaligger denne Rettigheds Indehavere. Man overveie kun andre Rettigheder, som Kongen udisputeerlig efter Grundloven er i Besiddelse af: Han kan efter Grundlovens § 26 under de der nedskrevne Formers Iagttagelse begynde Krig; han har efter Grundlovens § 20 Ret til at benaade Forbrydere og efter § 21 til at udnævne Embedsmænd; men tænker man sig, at Kongen uden Nødvendighed, paa en Tid, da Norge høiligen trænger til at nyde Fredens Goder, efter alle lovlige Formaliteters Iagttagelse, begynder Krig, og nogen kongl. Raadgiver har været enig med ham, saa antager jeg, at denne Raadgiver, Kongens utvivlsomme, formelle og juridiske Ret uanseet, efter Grundlovens tydelige Ord er ansvarlig. Udøver Kongen Benaadningsretten, efter at have hørt sit Statsraad, paa den Maade, at han lader erklærede Fiender af al Samfundsorden ustraffede, kan da den kongelige Raadgiver, som heri har været enig, vel være ansvarsfris og besættes Statens Embeder uden alt Hensyn til Fortjenester, skulde da ikke den, som heri deelte Anskuelse med Kongen, som bestyrkede ham i deslige Grundsætningers Udøvelse, være hjemfalden til Ansvar og Straf? Jeg formener, at Grundlovens Bud i § 30, angaaende Protest imod Beslutningen der ere øiensynlig skadelige for Riget, maatte udslettes førend man kunde benægte saa ligefremme Sandheder.
Beslutningen er videre stridende imod Statsformen, idet den uundgaaelig fremkalder Følger og Virkninger, der stride imod Forfatningen. Det er nemlig Storthinget, hvem det efter Grundlovens §75 paaligger at bestemme Statens Indtægter og Udgiften hvilke dog kun gjælde til 1ste Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er samlet, med mindre de af dette udtrykkelig fornyes; og det sidstafholdte Storthings Opløsning paa en Tid, da af Indtægtsbudgettet kun Tolden var reguleret, maa formeentlig medføre, at den executive Magt vedbliver at indkræve de indtil sidstafvigte 1ste Juli paabudne Skatter og Afgiften i hvilket Tilfælde den ligefrem griber ind i det væsentligste, Storthinget vedkommende Prærogativ. Skulde den vælge den modsatte Fremgangsmaade, nemlig at lade al Opkrævning af Skatter og Afgifter til Statscassen hvile, saa følger deraf, at et høist betydeligt Tab i Indtægter maa opstaae, og at Beslutningen af denne Grund bliver øiensynlig skadelig for Riget.
Anvendelsen af de i Statscassen indflydende Summer paakræver, efter den samme Grundlovsbestemmelse, ikke mindre nødvendig Storthingets Beslutninger — men de existere ikke undtagen forsaavidt angaaer Pensioner og Landmilitair-Etatens Udgifter samt nogle enkelte mindre vigtige Poster, og den executive Magt maa saaledes ogsaa tilegne sig denne Deel af Storthingets grundlovmæssige Myndighed Ingen Dag vil passere fra Storthingets Opløsning og indtil et Storthing igjen træder sammen og faaer opgjort et Budget uden at Regjeringen vil see sig stedt i den Nødvendighed, at anvise og derunder tillige at bevilge de til Statsudgifterne fornødne Summer. En Tilstand i Statsstyrelsen er saaledes ved den kongl. Beslutning fremkaldt, der er aldeles forskjellig fra den ved Grundloven bestemte Form, under hvilken den executive Magt har beklædt sig foruden med den ved Grundloven bestemte offentlige Myndighed tillige med Bevilgningsretten og sandsynligviis endogsaa med Beskatningsretten. Men at fremkalde eller ikke at modarbeide Tilværelsen af en saadan Tingenes Tilstand, det maa dog unægtelig i en constitutionel Stat betragtes som en Forbrydelse, stridende imod den almindelige Eed, hvormed Enhver har forpligtet sig til Forfatningen, og udøvet af en kongelig Raadgiver imod de særdeles Pligter, som dette vigtige Kald paalægger ham.
Vel paaberaaber man sig, at denne Tilstand er kun interimistisk indtil et overordentligt Storthing kan vorde sammenkaldt; men ved denne Bemærkning modbevises ikke den skildrede Tilstands Tilværelse, der, hvor kort den end monne være, dog ikke derfor, medens den vedvarer, er mindre abnorm, mindre stridende imod Grundlovens Ord og Principer. Den længere eller kortere Varighed er noget mindre Væsentligt. Principet, at sætte Staten i en lovløs Tilstand, er det Væsentlige, det Nedslaaende, det Sørgelige! Men hvad Garanti havde vel derhos Statsministeren ved den kongl. Resolutions Afgivelse for, at et overordentligt Storthing vilde vorde sammenkaldt? Hs. Maj. Kongens Foredrag til Protocollen den 2den Juli indeholder intet bestemt Tilsagn derom, men kun Yttringer, som hentyde paa Sandsynligheden af, at en saadan Foranstaltning vilde vorde truffet. Det senere Passerede har vel ophøiet disse Yttringer til Vished; men dette kan ikke tjene til at retfærdiggjøre den kongl. Raadgivers Forhold, som her er under Bedømmelse, hvor Talen er om Sagernes Tilstand paa den Tid, da den paatalte Beslutning blev fattet.
Man har indvendt, at det er Storthingets egen Skyld, at det ikke har havt Budgettet og Skattepaalæggene færdige til den 1ste Juli og at det sidste saavelsom de foregaaende Storthinges Forretningsorden, at opsætte indtil Slutningen af deres Sammenkomst at fatte Bestemmelse om hine Anliggender, røber en Tendents til at tiltvinge sig Prolongation, hvori den kgl. Myndighed ikke bør finde sig, ligesom et Interregnum med Hensyn til Beskatning og Bevilgning har været en naturlig Følge hvert 3die Aar af hiin Fremgangsmaade. Den første Beskyldning aabenbarer sig som aldeles ubeføiet, naar der lægges Mærke til, at det er ugjørligt at tage det egentlige Budget under endelig Behandling forinden mangfoldige Sager, som med det staae i nærmere eller fjernere Forbindelse, først ere drøftede af de vedkommende Committeer og bragte til Afgjørelse i Thinget og dets Afdelinger.
Dersom Talen blot var om at votere over Statens Indtægter og Udgifter, saaledes som de ved den kgl. Proposition ere bragte i Forslag, saa maatte vistnok den Fordring kunde fyldestgjøres, at Budgettet skulde være færdigt til den 1ste Juli; men at dette ikke kan være Regjeringens Mening, er jo indlysende deraf, at den ved Siden af det egentlige Budget forelægger Storthinget til Behandling og Afgjørelse alle hine vigtige og indgribende Arbeider, hvorpaa Budgettet er baseret, og hvilket den vel ikke kunde undlade, dersom den overhovedet vilde bevirke nogen Fremgang i det Bestaaende og ikke antagen at Storthingets Medlemmer ere blotte Maskiner, satte til ved Qvasi-Voteringer at tilveiebringe de Summer, som maatte forlanges.
Gjennemgaaer man de paa forrige Storthing fremsatte kgl. Propositioner og Meddelelser, da vil man befinde, at deres Antal i Alt har udgjort 60, hvoraf følgende ere af den Beskaffenhed, at de maatte afgjøres inden Budgettet kunde tilendebringes:
1) Proposition angaaende Delinqvent-Udgifterne. Storthings-Chartet, Pag. 7, 1ste Classe No. 3, cfr. Budget-Propositionen Pag. 9 C. No. 13, 1ste Post og Regjeringens Indstilling derom Pag. 5 ad No. 13.
2) Do. angaaende Pensionsvæsenet. Storthings-Chartet Pag. 9 V, 1 Classe No. 1, cfr. Budgettet Pag. 7 No. 6.
3) Do. angaaende Gagelisterne. Storthings-Chartet Pag. 10 No. 20. Paaberaabt flere Steder i Budgettet Pag. 4, 5 og flere.
4) Do. angaaende Skyds- og Indqvarterings-Udgifterne m. fl. Storthings-Chartet Pag. 10 No. 8, cfr. Budgettet Pag. 9 C. No. 13.
5) Do. angaaende Toldtariffen. Chartet Pag. 15, 1ste Classe No. 1; cfr. Budgettet Pag. 1 No. 1; Pag. 2 C., No. 2 — Pag. 8 II A No. 3 og Pag. 9 B No. 5.
6) Do. angaaende Told-Embedsmændenes Procenter. Chartet Pag. 15 No. 19; cfr. Budgettet Pag. 4, nederst, No. 2 og flere Steder.
7) Do. angaaende Qvarteergodtgjørelsen for Overklasserne. Chartet Pag. 16 VIII No. 1.
8) Do. angaaende Artillerie- og Cavallerie-Udredernes Godtgjørelse. Sammesteds No. 2. — Begge disse vedkomme Budgets-Posten Pag. 8 No. 9, cfr. Regjeringens Indstilling Pag. 4 øverst og Pag 6 ad No. 18.
9) Do. angaaende Driften af Kongsberg Sølvværk. Chartet Pag. 17 IX No. 1, cfr. Budgettet Pag. 9 øverst, No. 4 og 13 No. 4.
10) Do. angaaende en Lov om Brændeviinsbrænden. Chartet Pag. 18, 1ste Classe Litr. a, cfr. Budgettet Pag. 9 B No. 3 og Pag. 2 C. No. 5 og 6 og Regjeringens Indstilling Pag. 4 langt nede paa Siden. Senere end Chartet ere indløbne følgende kongelige Propositioner, der med Hensyn til Budgettets og Skattepaabudenes endelige Afgjørelse ere af høieste Vigtighed.
11) Den kongl. Proposition til Lov om Antagelse af den nye Matrikulering som eneste Regel for Jordskylden.
12) Do. om Landskattens Fordeling og Udredelse efter den nye Matrikul.
13) Do. om hvorledes der fremtidig skal forholdes med Ledingen og en Deel andre gamle Afgifter, som under Benævnelse af Jordebogsrettigheder nu udredes af forskjellige Eiendomme i Riget, forsaavidt disse Afgifter tilflyde Statscassen.
14) Do. om Ophævelse af adskillige Skatter og Afgifter, saasom Qværneskat, Engslette-, Fjeldslette- og Høislettepenge m. v. Disse 4 Propositioner ere fremsatte paa Odelsthinget den 19de April.
15) Den kgl. Proposition til Lov angaaende trykte Sagers Forsendelse med Posterne, hvilken den 26de Mai blev fremsat paa Odelsthinget. Af Storthingsforhandlingerne 1833 6te Deel, Pag. 299—230, sees, at det var Storthinget nødvendigt at erholde en Proposition eller Meddelelse fra Regjeringen om denne Sag førend Skattepaabudet kunde endelig afgjøres.
16) Finantsdepartementets Skrivelse af 11te Juni, hvormed fremsendes den ifølge 7de Storthings Beslutning af 9de August 1833 fornødne Oversigt over Anvendelsen af de 90,000 Spd., som det bevilgede til den paabegyndte Bygning af en Kongebolig.
Dersom man kunde bebreide Storthinget, at ingen af disse Sager vare bragte til Endskab, da kunde der med Føie klages over, at man henskød Budgettets og Skattepaabudenes Udfærdigelse ligesom forsætligen til Slutningen af Forretningerne; men dersom man maa indrømme — og dette har man ikke kunnet undgaae at indrømme — at Storthingets Committeer have udviklet en sjelden Arbeidskraft, og man fremdeles maa indrømme, hvad der er uimodsigeligt, at denne Arbeidskraft ikke mindre har viist sig med Hensyn til de her opregnede Dele af Forretningerne, vedkommende Budgettet og Skattevæsenet, saa maa deraf følge, at ikke alene hine .Klager ere ugrundede, men at den executive Magt er i den største Modsigelse med sig selv, naar den, efterat have forelagt Thinget disse mange og vigtige Gjenstande til Overveielse — efterat dette med redelig Iver har offret dem sin Arbeidskraft, fremfører Klagemaal over, at Budget og Beskatning ikke ere færdige til 1ste Juli, og at disse Arbeider ligesom med en vis Planmæssighed søges udhalede. Man overveie herved, at Regjeringen under 26de Mai har fremsat 2de Propositionen der vedkomme Budgettet, nemlig angaaende Salg af Ladegaardsøen og Betaling for Breves, Tidenders og Tidsskrifters Befordring med Posten — ja at endog en kgl. Proposition, dat. 23de Juni, om Eftergivelse af nogle Privates Gjeld til Statscassen er fremkommet.
Jeg fremlægger en Fortegnelse over samtlige de paa sidstafholdte Storthing fremsatte kgl. Propositionen hvorpaa tillige er bemærket, hvorvidt der ved Storthingets Ophævelse dermed var avanceret, og hvoraf Enhver, som kan og vil bedømme Forholdene, har Anledning til at bedømme Gyldigheden af de førte Klagemaal. Det vil deraf erfares, hvad der desuden er noksom bekjendt, at de 2de vigtige Bestanddele af Udgiftsbudgettet, Landmilitair-Etatens Udgifter og de paa Statscassen hvilende Pensioner, ere iblandt de afgjorte Sager, ligesom af Indtægtsbudgettet Toldtarifferne.
Med Hensyn til hine tvende førstnævnte bebreides vistnok Storthinget temmelig almindelig en for vidt dreven Detaille og en Tendents til Besparelser, der stundom er falden i det Smaalige, hvorved Thingets Tid er bleven spildt, som paa anden Maade hensigtsmæssigere kunde være anvendt.
Aldeles ufortjente ere maaskee disse Bebreidelser ikke; — men dersom de skulde tjene til Støtte for den Paastand, at Budgettet og Skatteloven kunde været færdige den 1ste Juli, naar disse Feil i Sagernes Behandlingsmaade ikke havde fundet Sted, saa gjør man sig unægtelig skyldig i en grov Feilslutning, og Beviset for Muligheden heraf paa saadan Maade, at Sagernes Behandling ikke derunder skulde have lidt, paaligger i al Fald den, der fremfører en saadan Paastand.
Pensionssagen er ikke af det opløste Storthing behandlet paa anden Maade end af de foregaaende Thing, og lyde Klagerne over Smaalighed, over Haardhed høit for Tiden, saa turde det dog være, at de ikke lyde høiere nu end efter Tilendebringelsen af denne samme Sag paa ethvert Storthing Gaaer man tilbage til Enkelthederne i Sagens Behandling, saa turde man vel ogsaa komme til den Erkjendelse, at der fra Regjeringens Side kunde være anvendt nogen mere Omhyggelighed for at skjælne imellem Personer, som ved egen uregelmæssig Levemaade havde gjort sig uskikkede til Statens Tjeneste og dem, som dette ei var Tilfældet med, hvilken Mangel i Behandlingen, oftere i øiensynlig Grad tilstede, ikke kunde stemme til den Tillid til dens omhyggelige Behandling i Almindelighed fra Regjeringens Side, som vilde være saa ønskelig Saavel Storthinget af 1833 som 1836 har forøvrigt, ved at anmode Regjeringen om et Pensionsreglement, tydeligt nok lagt for Dagen, at de selv have følt det mindre Passende og Gavnlige i den Maade, hvorpaa denne Sag hidtil har været behandlet i Storthingene Regjeringen har fremført Oplysninger angaaende hvorfor et saadant Regulativ endnu ikke har været at istandbringe; men Regulativet er ikke kommet.
Med Hensyn til Landmilitair-Etatens Budget, da har man vistnok paa sidste Storthing foretaget en nøiagtig og detailleret Gjennemgaaelse af dets enkelte Dele; men seer man hen til den i Forhold til det øvrige Budget saa betydelige Sum, som Militair-Etaterne og fornemmelig Landmilitair-Etaten udkræver, saa vil ingen Skjønsom nægte det sit Bifald, at Storthinget engang bestemte sig til en Revision af dette høist vigtige Anliggende, hvoraf man i al Fald — om ethvert andet Udbytte skulde slaae Feil — turde love sig Overbeviisning om Nødvendigheden af de paakrævede Summer, hvilken kraftigen maatte bidrage til den Villie, at bære Byrden. Denne Sag er af Storthinget heller ikke behandlet anderledes end Regjeringen selv har foranlediget den behandlet ved at tilstille Storthinget Planer og Beregninger i den yderste Detail, til hvis Granskning Storthinget maatte ansee sig opfordret. Det maa herved ogsaa bemærkes, at Militair-Committeen strax i Begyndelsen af dens Forhandlinger kom til Kundskab om en for Landmilitair-Etaten opsparet Beholdning, stor 111,410 Spd. 41 ß., hvoraf 98,874 Spd. 32 ß. disponible, uden at enten Finantsbestyrelsen havde nogen Kundskab om dens Existence eller Statsrevisionen derom havde gjort nogen Bemærkning eller endelig de fra Regjeringen Storthinget forelagte Documenter derom gave noget Vink En Opdagelse af saadan Beskaffenhed kunde ikke andet end anspore til detailleret Granskning.
I den Fordomsfries og Billigtænkendes Øine taler desuden meget til Undskyldning for Storthinget, selv naar man ikke kan andet end at erkjende det skyldig i enkelte Feilgreb; dets Sammensætning er saadan, at man ikke kan vente hos alle Medlemmer at finde det friere Blik over Livet og den derpaa grundede Erkjendelse baade af Statsformaalet og af de Midler, hvorved det bør søges opnaaet, som kunde være ønskelig; men denne samme Sammensætning indeholder ogsaa Lægemiddel imod dette Onde; thi ved Siden af ringe Kundskab, af borneerte Anskuelser og derfra udgaaende Mistillid, findes der Kundskaber, lyse Aander og fordomsfrit Fædrenelandsblik, som til enhver Tid ere rustede til Kamp for Oplysning, for Sandhed og Ret. Men Seier vindes ikke uden Strid, og under denne maa vel Tid hengaae; men hvilken ikke kan ansees som spildt, uden at man eensidig fæster sit Blik paa Øieblikkets Tarv.
At Storthinget ikke udelukkende har beskjæftiget sig med Propositioner, vedkommende Budgettet og Skattevæsenet, og at enkelte mindre vigtige Sager ere blevne foretagne og afgjorte, medens hine endnu vare uafgjorte, kan vistnok heller ikke med Grund være Gjenstand for Daddel; en saadan Daddel vilde være saa aabenbar uretfærdig og upassende, saa at jeg ikke troer det nødvendigt at blotte den; men jeg vil kun gjøre den Bemærkning, at jo mindre vidtløftig en Sag er, jo mindre Forberedelse den kræver, destomere er der Anledning til i Mellemrum, da de vidtløftige og større Sager endnu ikke kunne være modne, at bringe dem til Afgjørelse. Finder man, at det her Anførte ikke er tilstrækkeligt til at retfærdiggjøre Storthinget, saa staaer dog endnu den store og vigtige Opgave tilbage at løse, om disse paaklagede Mangler kunne retfærdiggjøre Storthingets Opløsning? Dette Spørgsmaal besvarer jeg efter min Overbeviisning med det bestemteste ”Nei”. De Feilgreb, som paaklages ved Pensionssagen og Militair-Budgettet, tabe ikke deres Indflydelse derved, at man hæver Storthinget: eengang begaaede staae de ei til at forandre, uden forsaavidt, at den executive Magt drister sig til at antage, at Storthinget maatte være gaaet udenfor sin Myndigheds Kreds; enkelte Controverser angaaende Grundlovens Fortolkning, hvilke synes at have vakt Hs. Maj. Kongens Opmærksomhed, have faaet deres Resultat, og om dem gjælder det samme, og naar dette Storthing i en ikke uvigtig Qvæstion om de constitutionelle Rettigheder har forladt en Fortolkning, som havde gjort sig gjældende paa 7de Storthing og forladt den ene af den Grund, at man befrygtede derved at gjøre Indgreb i et kongeligt Prærogativ, saa kan Storthinget vistnok ikke med Rette sigtes som var det mindre samvittighedsfuldt, mindre omhyggeligt for at bevare de rette ved Grundloven afstukne Grændser imellem de constitutionelle Magter.
Men Budgettet og Beskatningen, siger man, vare endnu ikke færdige den 1ste Juli! Jeg troer at have viist, at de ikke kunde være færdige, at Regjeringen selv har foranlediget ved dens mangfoldige og indgribende Propositioner, at de ei kunne være færdige; men det forholde sig hermed som det vil, kan da Storthingets Opløsning i dens travleste, virksomste Arbeidsperiode bidrage til, at disse Gjenstande komme i Stand! Fortjente Storthinget — det jeg høiligen protesterer imod — Revselse — Folket fortjente den dog, efter Kongens egne Ytringen ikke; men over Folket gaaer det Hele dog ud. Men man skal, vil der muligens indvendes, naar man vil bedømme den kongelige Beslutning retfærdig, ikke fæste sig eensidig ved enkelte Ulemper og Forviklinger, som for Øieblikket flyde af den: man skal forestille sig dens Indflydelse paa en fjern Fremtid, og de Virkninger, den vil frembringe paa Storthingenes Behandlingsmaade af de dem forelagte Sager, og dens Gavnlighed skal være øiensynlig.
Man behøver ikke at benægte, at den kongl. Beslutning muligens i en eller anden Henseende kan medføre nogle nyttige Følger, for alligevel at indsee Skadeligheden af den Handling om hvilken her er Tale. Man vilde forvilde sig ved Bedømmelsen af denne Handling, naar man bedømte dens Værd efter disse mulige Virkninger. Det forholder sig i saa Henseende med den menneskelige Virksomhed som med Naturbegivenheder; den opmærksomme Iagttager kan af Alt, hvor nedslaaende, hvor sørgeligt det end aabenbarer sig, hente Trøst og Haab; men naar man holder sig til Virksomheden selv og de Følger, som med den ere uadskillelige, saa betvivler dog Ingen, at det er til øiensynlig Skade for den der rammes, naar Lynild antænder hans Bolig og ødelægger hans Forraad, naar Hagel nedslaaer hans Agre, eller Storm kaster hans Havet betroede Eiendom imod Klipperne Den aandelige Opvækkelse, som disse Ulykker muligens kunne foranledige, afsondre vi med Rette fra hiin Virksomhed, naar vi skulle bedømme den som Lykke eller Ulykke. Saaledes ogsaa her. Den Handling at opløse Storthinget paa den Tid, det skeete, var forbunden med saamange og vigtige uudeblivelige onde Følger for Statssamfundet, medens de muligens gode Følger fremstille sig saa tilfældige og uvisse, saa at vi ved Handlingens Bedømmelse nødvendig hovedsagelig maa tage Hensyn til hine, og Dommen om dens Skadelighed kan da ikke blive gjort tvivlsom.
Det er heller ikke tilladeligt, selv om man ansaae det nødvendigt, at belære Storthinget med Hensyn til den Maade, hvorpaa det er gaaet frem i Behandlingen af sine Forretninger, at benytte sig af Midler til denne Hensigts Opnaaelse, hvorved de helligste constitutionelle Forholde forstyrres, Statsstyrelsen standses eller føres paa Afveie og Statsforfatningen udsættes for Fare. Et saadant Middel var unægtelig Storthingets Opløsning under de ovenanførte Omstændigheder, anvendt uden foregaaende Varsel, uden at det var muligt for Storthinget at forudsee hvad der var i Gjære og uden at der foretoges noget Skridt for at forsøge ved andre mindre skadelige og voldsomme Midler at opnaae Hensigten. Ligesom Statsraaderne Fasting og Holst i deres Protocollen tilførte Bemærkninger have gjort opmærksom paa, at Kongen har taalt, hvad der efter det anførte ikke har kunnet være anderledes, at de foregaaende Storthing have udsat Budgettets og Beskatningens Udfærdigelse til imod Slutningen af deres Forsamlingstid, saaledes kunde dette Storthing, idet det overlæssedes af Regjeringen med Propositioner vedkommende Budgettet, mindst af alle Storthing vente, at dette skeete med den stiltiende Forbeholdenhed, at det umulige skulde vorde muligt, og at alle disse Sager maatte være færdige den 1ste Juli eller Storthinget opløses.
Vel har Statsministerens Anskuelse, som man kan see, været den, at det sidst afholdte Storthing, af det Maadehold, hvormed Rettigheden efter § 80 i Grl. siges hidtil at være udøvet, skulde taget Anledning til at forudsætte, at det samme Maadehold ikke kunde vises sidste Storthing; men Grunden, hvorfor Storthinget skulde ansee sig forpligtet til at fælde en saadan skjæv Dom, er ikke nærmere oplyst. — Tværtimod kunde Storthinget, efter hvad der er passeret ligesiden den nye Forsatnings Tilblivelse, ikke forsvare udelukkende at anvende Tiden til enkelte Dele af den for Storthinget foreskrevne Virksomhed, nemlig Bevilgnings- og Beskatningsvæsenet, og saaledes tilsidesætte de ved Grundloven Storthinget paalagte Pligter som lovgivende og controllerende Magt. — Gjennemgaaer man de i Storthings-Forhandlingerne fra 1815—1833 indeholdte forskjellige Kongelige Meddelelser angaaende Prolongationer for Storthingene, vil man finde, at de i Almindelighed taget indeholde Erkjendelse af, at de Storthingene paahvilende Forretninger ikke kunde ventes fremmede i den Tid af 3 Maaneder, som ved Grundlovens § 80 er bestemt. I enkelte er anbragt Opmuntring til at benytte Tiden, ligesom enkelte sees at være ligesom mere uvillig givne, fornemmelig til Storthinget 1821; een, nemlig til Storthinget i 1824, er givet i Betragtning af Storthingets gode Aand; flere ere endog tilstaaede uden Ansøgning af Storthingene, nemlig i 1816, 1818 og 1827. — I Resolution af 17de Juni 1833, hvorved Storthinget prolongeredes paa ubestemt Tid, hedder det, ”at Kongen er overbeviist om, at Storthinget vil tage Hensyn til Hans paa det Almindeliges Tarv og Bedste grundede Ønske om, at de vigtigste Sager maae udgjøre Gjenstanden for dets tilbagestaaende Forhandlinger”, og under 25de Juli s. A. har Hs. Maj. endvidere resolveret: ”Efterat Hs. Maj. ved Resolution af 15de dennes naadigst havde bemyndiget Hs. Kgl. H. Kronprindsen til paa Høistsammes Vegne at opløse det nu forsamlede Storthing den 31te Juli, har Hs. Maj. med særdeles Hensyn til de Høistsamme af Hs. Kgl. Høihed Kronprindsen meddeelte Oplysninger om Umuligheden for Storthinget af under Løbet af denne Maaned at tilendebringe dets vigtigste Forhandlinger, i Medhold af Grundlovens § 80, naadigst villet tillade Storthinget at forblive samlet og fortsætte sine Forhandlinger indtil videre. — Hs. Maj. forventer at Storthinget fortrinligen vil beskjæftige sig med de samme forelagte naadigste Propositioner og Meddelelser samt med de Storthinget forøvrigt paahvilende nødvendigste Forretninger.” — Storthinget af 1833 fik altsaa Varsel, fik passende Tid til at ordne Statens vigtigste Anliggender inden dets Opløsning. — Et tydeligere Beviis for, at sidstafholdte Storthing har erkjendt Betydenheden af de for det fremsatte kongl. Propositioner og den høie Vigtighed af med Hensyn til samme at benytte Storthingets Tid, kan formeentlig ikke præsteres; præsteres end den Omstændighed, at de alle ere satte i første Classe i Forbindelse med det Antal deraf, som deels have været behandlede eller endog ere afgjorte og deels ved Thingets Opløsning vare forberedede af Committeerne. Naar det nu maa indrømmes, at det vilde være forfatningsstridigt handlet af Storthinget at afskjære Behandlingen af alle Sager, der ei vare indkomne fra Regjeringen, at det kan være ikke lidet vanskeligt at bestemme en Sags Vigtighed eller Uvigtighed, og at ledige Mellemrum i Forretningerne hensigtsmæssigen benyttes saavel af Committeer som Thingene til Afgjørelse af mindre vigtige Sager, saa indsees ikke, at Storthinget havde fjerneste Anledning til at vente en Behandling, som den imod det udviiste.
Var der saameget at dadle og at udsætte paa Forretningernes Gang i Storthinget, som Statsministeren maa have fundet, saa burde det dog vel været forsøgt, saaledes som Statsraaderne Fasting og Holst in subsidium have foreslaaet, at forelægge Storthinget en vis Tid inden hvilken Skattelov og Budget burde været udfærdigede i Stedet for at skride til et saa ertraordinairt Middel, som det valgte. Men denne Moderation har ei fundet Statsministerens Behag. Landets Vel fordrede, at Nationens Mænd uopholdelig adsplittedes som conspirerede de imod Fædrenelandet!
Men den Tilstand, som ved den kgl. Resolution er tilveiebragt, er, mener man, ikke forskjellig fra den, der hidtil ved alle Storthing har fundet Sted, idet de have opsat at tage Skattepaalæggene og Bevilgningerne under Overveielse indtil imod Slutningen af deres Sammenkomst.
Denne Sætning kan ikke indrømmes at være saa afgjort rigtig som man paastaaer; thi Ordene i Grundlovens § 75 Litr. a. tilstæde formeentlig den Fortolkning, at de offentlige Byrder, naar de af et ordentligt Storthing fornyes, uanseet hvad Tid dette skeer, ikke ophøre at gjælde fra 1ste Juli i det Aar, da det ordentlige Storthing er forsamlet. Unaturligt skulde det ogsaa i høi Grad være, at de existerende Byrder skulde tabe deres Gyldighed for nogle saa Dage eller Uger, i hvilke Storthinget er beskjæftiget med at regulere dem for Fremtiden, ligesom herimod ingen Indvending kan hentes fra Grundlovens § 96, naar kun det rette Tidspunkt med Hensyn til terminus a qvo for de nye Bestemmelser iagttages Norges Localitet vil, dersom man ikke indrømmer Rigtigheden af denne Fortolkning, medføre, at visse Egne, saasom Nordland og Finmarken, regelmæssigen for en rum Tid hvert 3die Aar ville være fritagne for alle Skattepaalæg og Afgifter, og det om ogsaa Storthinget betimelig førend 1ste Juli blev færdig med dets Bestemmelser vedkommende Beskatningen.
Men vil man end ikke indgaae paa disse Anskuelser, saa er der dog en himmelhøi Forskjel paa at anstrænge sig for at opfylde Grundlovens Bud om at istandbringe Skattepaalæg og Budget snarest muligt og med Statsministeren at oppebie den 2den Juli, da han veed, at Budget ikke er eller fornuftigviis kan ventes at være færdigt, forsætligen at standse Virksomheden, at foranledige et Interregnum, hvori ikke Storthinget men den executive Magt paalægger Skatter og bevilger de til Statsudgifterne fornødne Summer.
Grundlovens § 94 bestemmer, at en ny almindelig civil og criminel Lovbog skal foranstaltes udgivet paa første eller, om dette ikke er muligt, paa andet ordentlige Storthing, hvilket Bud dog endnu ikke er efterkommet. Imidlertid tvivler Ingen paa, at der fra Statsstyrelsens Side er handlet tilbørligt ved ogsaa senere end den fastsatte sidste Termin at søge Arbeidet fremmet saameget som muligt, hvorimod en Beslutning om, at al Virksomhed for at tilveiebringe en ny Lovbog skulde standse, vistnok maatte betragtes som grundlovstridig.
Naar det endelig betænkes, at med Undtagelse af det første ordentlige Storthing, som dog ikke traadte sammen førend den 1ste Juli 1815 og altsaa umulig samme Dag kunde gjøre færdig Skattelov og Budget, saameget mindre som den kgl. Proposition til det sidste først fremkom den 15de December s. A., hvorefter Budgettet emanerede den 28de Juni 1816, har intet af de efterfølgende Storthing været samlet længere end høist til 18de September, paa hvilken Dag 6te ordentlige Storthing sluttedes, saa indseer man strax, at den Udsættelse, som lægges Storthinget til Last, ikke er betydelig imod den Tid, i hvilken Statsminister Løvenskiold, uden Garantie for at et overordentligt Storthing skulde vorde sammenkaldt, udsatte Staten for at mangle Skattebestemmelser og Budget.
Foruden de Arbeider, som ethvert ordentligt Storthing har at beskjæftige sig med, var det sidstafholdte Storthing forelagt en saadan Mængde omfattende og indgribende Lovarbeider og andre Forslag, saa at det med Sandhed kan siges, hvad Statsraaderne Fasting og Holst i deres Bemærkninger til Protocollen den 2den Juli sidstl. have anført, at intet Storthing siden Storthinget 1815—1816 har været forelagt saamange og saa vigtige Arbeider som dette. Man kaste kun et Blik paa den fremlagte Fortegnelse og paa den i Storthingets Adresse af 7de Juli sidstleden til H. M. Kongen indtagne Forklaring, og man maa fast forbauses over det kolde, urokkelige Forsæt, at qvæle alle disse hidtil med saa kjærlig Haand opfostrede Spirer til Fædrenelandets Held. Vistnok kan man vel antage, at det er Meningen atter at fremkalde dem til Liv og at fornye de derom gjorte Forslag paa et overordentligt Storthing.
Men det kan være et Spørgsmaal, om den executive Magt er berettiget til at forelægge eller et overordentligt Storthing til at tage under Behandling andre end saadanne Sager, der ere begrundede i eller udgjøre det overordentlige Tilfælde, formedelst hvilket Sammenkaldelsen har fundet Sted. Der er intet urimeligt i, at disse Spørgsmaale kunne opløses derhen, at Landet endnu i 3 Aar kommer til at føle Savnet af de Forbedringer i dets Institutioner, som af den almindelige fornuftige Stemme saa høit paakaldes, og at Udøvelsen af den grundlovbestemte Control saavel med Statsstyrelsen i Almindelighed som Pengevæsenet i Særdeleshed, forsaavidt de sidstforløbne 3 Aar angaaer, maa udestaae i lige Tid; men antaget, at Vanskeligheder i disse Henseender ikke ville møde eller at de ville blive overvundne, saa er dog Folkets lovgivende Magt, forsaavidt de paa et overordentligt Storthing istandbragte Lovforslag angaaer, efter Grundlovens § 79 ikke den samme som om de vare tilblevne paa et ordentligt Storthing, ligesom man ogsaa i Almindelighed har antaget, at ikke andre Forhandlinger end de, der ere grundede i kgl. Propositioner, kunde finde Sted paa et overordentligt Storthing Imidlertid kan det dog ikke nægtes, at mange Forslag af Vigtighed ere paa det sidste og de foregaaende Storthinge fremsatte af Repræsentanterne.
Paa sidstafholdte Storthing er et af de vigtigste der fremkomne Forslag fremsat af Repræsentanterne fra en af Rigets Kjøbstæder, Forslaget nemlig angaaende de unionelle Forholde, hvis snarlige Udbedring og Befæstelse Nationen med saamegen Længsel imødeseer, og hvoraf de forenede Rigers fremtidige Skjæbne saa saare afhænger. Men det er qvalt i Fødselen med saa mangen anden ædel, haabfuld Livsspire, og qvalt, dersom man antager den sædvansmæssige Fortolkning over Grundlovens § 69 — indtil næste ordentlige Storthing.
Kunde man tænke sig den Handlemaade, som har fremkaldt Resolutionen af 2den Juli sidstleden, for Fremtiden ophøiet til en Regjeringsmaxime, hvilket antydes i det kgl. Foredrag, da har Statsminister Løvenskiold, ved at give det første Stød til denne Maximes Tilværelse eller ved ikke som norsk Borger og kgl. norsk Raadgiver at modarbeide dens Tilblivelse, bevirket en Indskrænkning i Folkets lovgivende Myndighed som skal gjøre denne til et tomt Skyggebillede.
Skal Storthingets Forsamlingstid være indskrænket til den ved Grundloven bestemte Tid eller skulle Prolongationer, om de tilstaaes, tilstaaes i den Aand, som denne Gang, da vil Storthingets ved Grundloven bestemte forskjellige Virksomhedsgrene, idetmindste saalænge den nye almindelige civile og criminelle Lovbog ikke er istandbragt — og hvorledes skulde den kunne komme istand under saadanne Auspiciers — komme til at indskrænke sig til Beskatning og Budget. Tidens Knaphed, den Usikkerhed, hvorunder al Virksomhed drives, vil medføre, at man ikke veed, hvad man tør eller kan befatte sig med. Kun dette veed man, at de kongelige Propositioner maatte gives et ubetinget Fortrin for alle Forslag af Private Men deslige Grundsætningers Gjennemførelse stemmer dog ikke med Grundlovens §§ 49 og 76. Maa de ikke tværtimod erkjendes for at være øiensynlig skadelige for Riget?
Den hidtil førte Strid om Grundlovens § 79 kan da ansees tilendebragt; men Seiren tør være kjøbt dyrere end man forestiller sig; thi hvo seer ikke, at en Stagnation i alle Forholde, en Standsning i al Fremadstræben til en høiere Udvikling, vil være en umiddelbar Følge af de tagne Forholdsregler, og Folket, der nu med saamegen Kjærlighed omfatter den nye Statsindretning, under Nydelsen af hvis Goder det altid med varm Erkjendtlighed mindes den Fyrste, hvis vise Maadehold det for en stor Deel skylder denne Lykke, kan ikke andet end gribes af Mistillids onde Aand, under hvilken den udsaaede Sæd skal bære de fordærveligste Frugter for Fædrenelandet!
Men lader jeg end ud af Betragtning, hvad Fremtiden muligens kan have gjemt i dens Skjød, saa maa det dog erkjendes, at Beslutningen allerede nu stiller Konge og Storthing i et Oppositionsforhold til hinanden, hvilket neppe kan andet end virke skadeligt.
Kongen erklærer høit sin Misfornøielse med Storthinget og dette formener sig ubillig behandlet: Hvo der har Ret skaldet norske Folk og Europa bedømme; men i hvordan Dommen end udfalder, saa taber vistnok det Hele, naar de Styrende ligge i Strid sammen!
Beslutningen er endelig forbunden med store pecuniaire Tab for det Almindelige og tunge Opoffrelser for Storthingets Medlemmer, saafremt et overordentligt Storthing, saaledes som det er erkjendt at være nødvendigt, skal sammenkaldes. Der forefalde daglig Handlinger, hvortil Staten har knyttet Forpligtelsen at betale Afgifter til Statscassen, saasom Skiftebehandling, alle de Handlinger, hvortil efter Lovgivningen udfordres Brug af stemplet Papiir, Brændeviins Tilvirkning, Saugskuur m. v., men da ingen Bestemmelse existerer, hvorved Afgifter under nærværende Omstændigheder ere paalagte siden 1ste Juli, saa kunne de imod Vedkommendes Villie ikke gyldigen kræves, og de maae følgelig befrygtes at gaae tabte for Statscassen. Fremdeles kunne største Delen af de Omkostninger, som ere medgaaede i Anledning af det opløste Storthings Afholdelse, betragtes som spildte, da Sagerne, naar de igjen komme under Behandling, for en stor Deel maae forberedes aldeles forfra igjen, ligesom Reiseomkostningerne frem og tilbage, under Forudsætning af et overordentligt Storthing, ere Udgifter, som uden den kongelige Resolution og hvad dermed staaer i Forbindelse ikke vilde existeret.
Det Ansvar, som paahviler Statsminister Løvenskiold i Anledning af den af ham undladte Protest, er, efter Grundloven og Ansvarlighedsloven af 7de Juli 1828, Straf og Forpligtelse til Skadeserstatning samt Sagsomkostninger. Ansvarlighedslovens §2 Litr. i indeholder Straffen for den Deel af den paaklagede Forbrydelse, som bestaaer i Tilsidesættelse af den ved Grundlovens § 15 paabudne Form, forsømt. Indhentelse af den norske Regjerings Betænkning, idet denne § bestemmer Bøder fra 500—2,000 Spd., eller, efter Omstændighederne, Embedsforbrydelse m. v. Med Hensyn til den vigtigste Deel af Forbrydelsen, den undladte Protest imod Beslutningens Realitet, maa Ansvarlighedslovens § 6 komme til Anvendelse Denne indeholder: ”Det Medlem af Statsraadet, som i andre end de i denne Lov udtrykkelig nævnte Tilfælde, efterlader eller handler imod nogen ved Grundloven eller Rigsacten foreskreven Embedspligt, bør, forsaavidt han ikke derved har gjort sig skyldig i nogen Forbrydelse, som efter Lovgivningen medfører en haardere Straf, ansees med Bøder fra 500—2000 Spd., eller, efter Omstændighederne, med at have sit Embede forbrudt.”
Nu er det ved Grundlovens § 30 bestemt: „Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende imod Statsformen eller Rigets Love eller øiensynlig er skadelig for Riget, er det Pligt at gjøre kraftige Forestillinger derimod samt at tilføie sin Mening i Protocollen. Dem der ikke saaledes har protesteret ……, kan af Odelsthinget sættes under Tiltale for Rigsretten,” hvorhos Grundlovens § 86 bestemmer, at Rigsretten dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges — foruden imod andre — imod Statsraadets Medlemmer for Embedsforbrydelser.
Beslutningen er i det Foregaaende formeentlig beviist at være stridende imod Statsformen, saavel directe som indirecte, ligesom at den er øiensynlig skadelig for Riget.
Forsaavidt den nødvendigviis foranlediger, at uden Storthingets Samtykke Handlinger foretages, hvortil Beslutning af Storthinget udfordres, er desuden Ansvarlighedslovens § 1 Litr. d verbotenus anvendelig, ved hvilken som ringeste Straf er bestemt Embedsforbrydelse.
Jeg formener derfor, at det er aldeles klart, at Statsminister Løvenskiold bør dømmes til at have sit Embede forbrudt; men derimod ansees Cumulation af denne Straf med Bøder efter Ansvarlighedslovens § 2 Litr. i, efter Omstændighederne, mindre passende.
Betræffende Ansvar af Skadeserstatning, indeholder den oftciterede Lovs § 23, at de iøvrigt gjældende Love forsaavidt ere anvendelige, og disse bestemme klarligen, at Enhver er pligtig at erstatte den Skade, han ved sine frie, retsstridige Handlinger paafører Nogen. Denne Pligt maa in casu følgelig ogsaa paaligge den Anklagede, men at bestemme Stadens Størrelse i dens hele Udstrækning er umuligt, og at bestemme den for nogen Deel, er idetmindste for Tiden saare vanfkeligt. Det kan nemlig først senere erfares, hvilke directe Tab, Statscassen lider formedelst manglende Skattepaabud af alle Slags, et Tab, der baade er afhængig af den Tid, hvori den forfatningsstridige Tilstand, hvori vi nu befinde os, skal vedvare, af de Forholdsregler, som Regjeringen tager med Hensyn til Skattevæsenet og af Borgernes Villighed eller Uvillighed til at præstere nogen Skat eller Afgift udenfor Tolden.
Herforuden har jeg ovenfor tilladt mig at bemærke, at Statscassen lider et pecuniairt Tab derved, at en stor Deel af de Omkostninger, som ere medgaaede til det sidstafholdte Storthing, ere blevne spildte formedelst dets ubetimelige Opløsning At bestemme Størrelsen af dette Tab, er vistnok intet let Arbeide; men jeg formener dog, at Retten, efter de af mig forelagte Data, vil være istand til ved et Skjøn at fastsætte det i saa Henseende Fornødne; men hvis dette ikke kan skee, maa det formeentlig overlades til uvillige Mænd.
Nye Udgifter, som ikke vilde existeret, dersom ikke Beslutningen af 2den Juli var tilbleven, tilkomme derhos forsaavidt et overordentligt Storthing maatte bestemmes at skulde afholdes; men jeg er af den Formening, at kun de til Repræsentanterne medgaaede Reiseudgifter frem og tilbage til dette, kunne blive at beregne Anklagede til Last, da dets Varighed under ingen Omstændigheder kan antages at ville blive længere end det opløste Storthings, om det var bleven tilstedet dette at forblive samlet, indtil de vigtigste af dets Forhandlinger vare tilendebragte. Endelig er det en Følge af Rigsrets-Regl.s § 18, at den Anklagede har at udrede de med nærværende Sag forbundne Omkostninger, hvorunder jeg dog ikke vil have bestemt noget Sallarium for mig.
I Henhold til det Forestaaende er min
1) At Statsminister m. m. Løvenskiold dømmes til at have sit Embede forbrudt.
2) At han tilpligtes at udrede i Skadeserstatning til Statscassen, enten efter Rigsrettens eget Skjøn eller efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hans Bekostning, en saadan Pengesum, som maatte antages at være gaaet til Spilde ved 8de ordentlige Storthings ubetimelige Opløsning den 8de Juli sidstleden, samt til at udrede Repræsentanternes Reiseudgifter af ethvert Slags til og fra det overordentlige Storthing, som i Anledning deraf maatte blive sammenkaldt. 3) Endelig at han tilpligtes at betale de med denne Sag forbundne Omkostninger.
Christiania den 9de August 1836.
underdanig
S. Sørenssen.
Defensions-Skrift
for
Hans Excellence Statsminister m. m.
Løvenskiold
i den mod ham
anlagte Rigsretssag.
Christiania 1836.
Trykt hos Chr. Grøndahl.
Justum ac tenacem propositi virum
Non civium ardor prava jubentium,
Non voltus instantis tyranni
Mente quatit solida.
Horat.
Af alle de Kræfter, der sætte den menneskelige Aand i Virksomhed, gives der ingen i sin Oprindelse ædlere, ingen i sine Resultater mere omfattende og velgjørende end den, hvis Formaal er Statssamfundets heldigst mulige Organisation.
Oldtidens Vise have ikke mindre end vore Dages dybsindige Tænkere helliget Løsningen af denne Opgave deres hele Liv; dens Vanskelighed har kun været dem en Spore mere til større Anstrængelse, og de have ikke hvilet førend de vare komne til det Maal, de stundede efter. Vi kunne ligesaalidet forundre os over denne utrættelige Virksomhed som over det forskjellige Udbytte, den har givet. Trangen til en fornuftmæssig Samfundsorden, Nødvendigheden af at afstikke dennes Grændser saaledes at det indre Rum kunde dannes til et roligt og lykkeligt Hjem for den store Familie, var iøinefaldende. Sikkerhed paa Person og Eiendom — denne første Betingelse for Menneskets Velværen — var blot et fromt Ønske i Naturstanden, Udviklingen af vore Evner, Menneskeslægtens Fremadstræben til moralsk og intellectuel Forædling følgelig aldeles uopnaaelig. Der udfordredes ikke megen Skarpsindighed for at indsee Fordelene ved en mere regelret Tingenes Orden, som forbandt alle til eet Maal i den udvortes Verden for at det indre Menneske desto tryggere og hensigtsmæssigere kunde arbeide paa sin egen Fuldkommengjørelse.
Alt dette laae saa nær forhaanden, at Tanken ikke kunde opstaae førend den stræbede efter at bringe disse For hold under sit Herredømme. Spørgsmaalet var kun hvorledes Maalet lettest og fuldstændigst lod sig opnaae. Var man enig i Nødvendigheden af at foresætte sig et saadant, da blev man af desto forskjelligere Mening med Hensyn til hvor man skulde opstille det og ad hvilken Vei man sikkrest kunde komme dertil. Ikke enhver fatter sin Bestemmelse hernede; naturlige Evner, Vane, Opdragelse, Temperament og Andres Exempel yttre en gjennemgribende Indflydelse paa Forestillingerne herom, og mange betragte det som Trappens øverste Trin, fra hvilket Andre begynde deres Stræben. Denne Usikkerhed og Vankelmodighed i de første Begreber overførtes tillige paa Staten, hvis Formaal altid, med flere eller færre Afvigelser, maae congruere med Individets. Vi see derfor ogsaa, at Nationerne aldrig have kun net tilkjæmpe sig noget fast og stadigt Punkt i denne Retning, at den ene Generation har nedrevet hvad den anden var stolt af at have opført, at Bizarreriet har været saa stort, at alt bestandig har dreiet sig i en Cirkel, idet man efter kortere eller længere Tids Forløb stedse er kommen tilbage til et forhen erkjendt, men senere forkastet Princip Der er intet Menneskene foragte mere end Historiens Advarsler, hvilke almindeligviis blot betragtes som Eventyr, man i sin Ungdom morer sig med; deres sande Betydning fatter man ikke; man anseer dem idethøieste for tomme Trudsler og troer sig altid klog nok til at undgaae de Klipper, Forfædrene strandede paa. Men saaledes tænkte ogsaa Forfædrene, saaledes ville ogsaa Efterkommerne tænke; thi det synes at være Menneskeslægtens visseste Arvelod at lade sig forblinde af den Klogskab, hvoraf den drømmer sig i Besiddelse. Denne rastløse Stræben efter at rive ned og bygge op igjen vidner om, at man vel er istand til at opdage det Onde, derimod ikke dettes egentlige Aarsag. Sandelig, der hører heller ikke meget til for at erkjende at en Feber er tilstede, da dennes Symptomer ligge klart for det materielle Øie, medens der skal et klarere Blik og et dybere Studium til at udfinde saavel hvad der har fremkaldt den, som hvorledes dette bør udryddes naar den skal hæves. Havde man gjort sig dette tydeligt, vilde man kunne sparet megen Møie og mange Ulykker.
Hvad er det vel andet end de menneskelige Lidenskaber, der have fremkaldt det borgerlige Selskabs og hvad er det vel andet end disse samme Lidenskaber, vi skylde alle de forskjellige Forsøg paa at udfinde den hensigtsmæssigste Statsindretning? Var Fornuften og Religionen den eneste bestemmende Aarsag til vore Handlinger, da bleve alle kunstige Midler overflødige, da vilde Enhver blot hvad der var Ret, og Statsforfatning, Regjering, Love vare aldrig opstaaede; thi den Sunde og Friske behøver ikke Lægens Hjelp. Derfor er det ogsaa i sig selv ligegyldigt af hvilken Beskaffenhed Samfundsordenen er, naar man blot kunde tænke sig alle Svagheder og Lidenskaber banlyste fra den. I disse skulde man altsaa have søgt Roden til den Sygdom, man troede at blive vaer; disse skulde man altsaa have arbeidet paa at standse og udrydde, naar man vilde sikkre sig imod deres skadelige Følgen Man burde indseet, at enhver Form er svag saalænge den modsætter sig Aandens Herredømme og at Misbrug opstaaer under enhver Tingenes Forfatning saalænge denne paavirkes af Mennesker, uanseet det Standpunkt, hvorfra disse handle. Dette betænkte man imidlertid ikke; man holdt sig til Virkningen, ei til Aarsagen; man bildte sig ind det var tilstrækkeligt at modarbeide hiin uden at bortskjære denne. Derved forfaldt man til disse ængstelige Beskjæftigelser med det Formelle, og afstumpedes efterhaanden i den Grad, at man ikke blot misforstod, men endog aldeles glemte det Reelle. Noget Materielt maa der vistnok altid ligge i disse Bestræbelser, siden de udvortes Vilkaar ere en nødvendig Betingelse for al aandelig Virksomhed; men saa sandt dette er, saa sandt er det ogsaa, at Kjærnen ikke maa opoffres for Skallen, naar man vil nyde godt af Træets Frugter.
Det er derfor et sørgeligt Beviis paa den menneskelige Ufuldkommenhed at man i vore Dage, der kunde bygge paa Aarhundreders Erfaring, ikke er skredet videre fremad paa den eneste sande Vei, ikke har kunnet løsrive sig fra usle Fordomme, men snarere synes at foretage sig retrograde Bevægelser i alt, hvad der ikke kan tages og føles paa med Hænderne; det er et sørgeligt Beviis paa blind Selvtillid at man i vore Dage bilder sig ind at have grundlagt en Samfundsorden for Evigheden, skjøndt man ikke har sat andet end grov Materialisme til dens Vogter; det er et sørgeligt Beviis paa Umodenhed at man i vore Dage smigrer sig med Varigheden af det Bestaaende, uagtet Historiens Finger med ubøieligt Alvor peger hen paa det Gruus, under hvilket ligesaa kunstige, ja tildeels ligeartede Bygninger forlængst ere begravne, og, desværre for os, tillige forlængst forglemte Man søger fremdeles udelukkende sin Frelse i de døde Former. Livsprincipet, det Eneste, der skulde opvarme denne kolde Steenmasse og give Colossen Sjæl, mangler ganske, og derfor bliver den hele Gestalt i al sin tilsyneladende Kjæmpeskikkelse kun et stivt Automat, et maskinmæssigt Spilleværk, hvis tankeløse Bevægelser tilsidst ville knuse den selv.
Det kan saaledes ingenlunde billiges at man alene har omgjærdet sig med udvortes Garantier, uden at forædle, oplive og forstærke disse ved aandelige Midler; det kan ingenlunde billiges at man, uden at agte paa de svundne Tiders Tegn, hoverer over sine egne Frembringelser og dandser om Guldkalven med en næsten guddommelig Tilbedelse. Gik man imidlertid ikke videre, lod man sig nøie med den engang indførte og som Regel gjældende Orden, saa var der dog en Slags Conseqvence i Fremgangsmaaden, saa maatte det dog altid lede til noget Godt, at man udviiste Agtelse for den lovbestemte Form. Men man er ikke bleven staaende herved; man har ikke været tilfreds med at have forbudt Andre ethvert Brug af Vilkaarligheden; man har stedse tilladt sig selv at indføre denne igjen til egen Afbenyttelse skjøndt under en anden Benævnelse og i en anden Hensigt, ret som om et egoistiskt Stempel kunde forandre en Vares Natur og formindske de skadelige Følger af dens Anvendelse. Det nægtes jo ikke at den udvortes Frihed maa betrygges ved udvortes Former; derimod nægtes det at man eensidigen kan forrykke den engang etablerede Ligevægt, og at man har Hjemmel til den Paastand, at Friheden er bedst forvaret naar de fleest mulige Rettigheder lægges i Ens egne Hænder. Efter blodige Kampe, efter utrolige Lidelser har Menneskeslægten arbeidet sig frem til en Erkjendelse, der for enhver Upartisk maa være uimodsigelig. Man er kommen til det Resultat, at Statens Vel, at Borgernes Frihed og moralske Værd ikke tillader nogen anden Magt end Lovenes. Og dog er dette ikke noget Nyt, følgelig heller ikke vor Tidsalders Fortjeneste. Historien har laant os Materialierne til den constitutionelle Bygning, der vistnok er den værdigste, sikkreste og hensigtsmæssigste, medens vi alligevel forsmaae dens Vink om den eneste rigtige Afbenyttelse deraf. Heri er det at vi begaae de groveste Feil, hvilke ere saamegetmere utilgivelige, som den større Oplysning, vi bryste os af, ikke mindre end prøvet Erfaring maatte have givet os Advarsler nok. Man gaaer saa gjerne over fra den ene Yderlighed til den anden; Aaget er ikke saasnart brudt førend Nakken slaaer mod Stjernerne, og Øiet alene seer sig om efter en Gjenstand, man til et Slags Erstatning kan lægge den samme Byrde paa. Faa vide at bruge den gjenvundne Frihed med Forstand og Maadehold, fordi de ingen anden Frihed have Begreb om end den crasse udvortes, og Aanden fremdeles ligger lænkebunden. Den løsgivne Træl bliver derfor den grusomste Tyran, og det emanciperede Folk den haardeste Despot; begges Hovedprincip er at udvide deres egen Frihed, og de respectere kun denne hos Andre, saalænge den ikke kommer i Collision med deres egen Beqvemmelighed.
Normændene have stadfæstet Rigtigheden af denne Erfaring Skjøndt i mange Henseender lykkelige under en absolut monarkisk Regjering, følede vi dog at der var noget Passivt i denne Velværen, og at vi desuden ene havde tilfældige Omstændigheder at takke derfor. Det er smukt og værdigt at arbeide sig ud af saadan Umyndighedstilstand, klogt og forsigtigt ikke at stole blindt paa Tilfældets Bestandighed. Vi kunne lykønske os med at vi, uden at bryde Eed og Pligt, uden at bringe blodige Offere, betraadte den constitutionelle Vei og kom i sikker Besiddelse af alle de Goder, denne alene leder til. Vi vare her lykkeligere end hvilketsomhest andet Folk, ikke paa Grund af egne Fortjenester, men som Følge af Himlens Styrelse, der førte os den ridderligste og høimodigste Aand imøde.
Med Føie kunde man altsaa have ventet, at Beskedenhed, Ydmyghed og Taknemmelighed havde opfyldt alle Hjerter, og at man med Vaersomhed og Sindighed havde taget Plads paa det ophøiede Sæde, Forsynet anviiste os. Men uvante til denne Høide svimlede vi snart; misforstaaede Begreber om Kraft og Fasthed, Jalousie mod enhver Green af Styrelsen, vi ei toge umiddelbar Deel i, og indbildte, med vor egen Selvtillid kun slet harmonerende Farer ledede os paa Afveie. En bestemt.Tendents til at være eneraadig, en forherskende Lyst til at ophæve alle Skranker, udjævne enhver Forskjel, selv den, som Aanden med uudslettelige Træk foreskriver, en til det Utrolige gaaende og for al Grund blottet Mistænkelighed gjorde sig mere og mere gjældende Enighed kunde derfor ikke bygge og boe hos os; medens Nogle med en Utrættelighed, der havde fortjent et ædlere Formaal, søgte at udvide de maaskee allerede forvidt drevne demokratiske Elementer, Forfatningen havde sanctioneret, opfyldte Andre med samvittighedsfuld Nøiagtighed sine constitutionelle Pligter, og stræbede at danne en Modvægt mod hiin fraadende Strøm, der idelig gik over de af Grundloven dannede Bredder. Behøver jeg at sige, at den første Classe indbefattede den store Hob, der aldrig handler efter klar Bevidsthed, og at den anden udgjorde Landets Intelligents? Behøver jeg at sige at den første var ligesaa hovmodig som den anden beskeden, ligesaa høirøstet som denne taus, ligesaa intollerant og illiberal som denne det Modsatte? Vi have alle oplevet disse mærkelige Begivenheder, alle været Vidner til hines vilde Udskeielser og disses stille Langmodighed. Med Rette spørger man hvad disse saakaldte Frihedsmænd egentlig ville, hvad Hensigten vel er med deres evindelige, hæse Raab? Troe de at Landets Constitution er i Fare, hvorfor vise de os da ikke Fienden, at vi alle forenede kunne gaae denne imøde? Misbruger Regjeringen sin Magt til Privates Undertrykkelse, hvorfor tage de da ikke Masken af den Skyldige, for at vi alle kunne overlevere ham i Lovenes Hænder? Ødsles der med Statens Penge, gjøres Riget afhængigt af andre Lande, foragtes Retfærdigheden og de gjældende Former, hvorfor opgive de os da ikke beviislige Facta, paa det at vi alle som een kunne fordre stræng Undersøgelse og Forføining paa lovlig Maade? De gjøre Intet af alt dette; de tale i Gaader, slaae om sig med ubestemte, almindelige, løse Beskyldninger, forvandske Sandheden og forsmaae ikke de laveste Midler for at de af dem udkastede Brande kunne antænde den størst mulige, altfortærende Lue. Hvad betyder da al denne forfærdelige Allarm, disse utrættelige Insinuationer, der søge at faae os til at troe at Fienden atter er inden for Capitoliets Mure? Jeg vil ikke gjøre Maleriet sortere end absolut fornødent, skjøndt jeg ærligen bekjender, at jeg ikke veed hvorfra jeg skulde tage de lyse Farver. Lad os imidlertid statuere at Villien er reen, Meningen god; dette bør man jo saalænge en paatrængende Nødvendighed ikke fordrer det Modsatte; Resultatet bliver ikke derfor mindre ulykkeligt; thi vi maa da bekjende, at Hoben er slagen med Blindhed, at Uvidenhed fører Ordet, og at Letsindighed graver os alle en truende Grav. Og dog er det ikke nok med at Folket saaledes paatvinges et umodent Formynderskab, som man ved roligere Eftertanke maatte blues ved at staae under; Djærvheden drives endnu videre. Uden at tale om den velgrundede Tvivl, vort offentlige Væsen opvækker om at dette Partie har Begreb om sand Fædrenelandskjærlighed eller andre ligesaa hellige Følelser, vil jeg her blot gjøre opmærksom paa den mageløse Ubeskedenhed og Intollerance, det tillader sig.
Det er desværre gaaet af Brug at undersøge en Mands Characteer og hele Færd, hans Fortrin og Dygtighed, inden man fælder nogen Dom over ham; alt saadant betragtes som uvæsentlige Smaating; nei, af hvilken politisk Troe er han, see det er den eneste Prøvesteen man vil taale i det frie Norge. Dyd og Retskaffenhed, Talent og Kundskaber ere næsten uforstaaelige Begreber; et brødefrit Liv kan ikke afvadske den Plet at regnes blandt de Conservative, blandt dem, der ville have Grundloven respekteret som den er og bragt i Udøvelse med den Værdighed, et ædelt Folk i det mindste skylder sig selv, medens man paa den anden Side dog ikke undseer sig ved at tage Hensyn til private Forhold, naar disse frembyde et eller andet lille blottet Punkt. Han derimod, hvis Liv og Levnet ingen lyse Sider opviiser, hvis Tænkemaade Ingen stoler paa, hvis Grundsætninger forandre sig efter Omstændighederne, han er Folkets Mand og en fast Støtte for Friheden; thi han er utrættelig i at raabe paa Vilkaarlighed og Undertrykkelse, utrættelig i at hugge løs paa de Styrende. At man i Farens eller Fristelsens Stund vil see ham at være den Første, der vender sit Partie Ryggen, fordi han ikke har noget ædelt Maal for Øie men ledes af egennyttige Bihensigter, medens de suspecte med usvigelig Troskab ville røgte det dem betroede Kald, dette har man hverken Indsigt eller Rolighed nok til at kunne begribe. Saaledes dømmer man i det frie Norge, saaledes dømme de, der stedse føre Friheden paa deres Læber, medens deres Hjerter ere indtørrede af Egoismens qvalme Røg og deres Aand omtaaget af Indbildskhedens, Uvidenhedens og Frækhedens tykke Dunster. Kan Noget være sørgeligere end denne Kjendsgjerning, at det ikke er nok at opfylde de Pligter, man har tilsvoret Constitutionen og Lovene, de Pligter, man skylder sin egen Ære, men at man ansees som en mistænkelig Person, en Hader af lovbunden Frihed, en Smigrer for Magthaverne, ene og alene fordi man ikke kan beqvemme sig til at blande sig mellem den skrigende Mængde? Kan Noget i sine Virkninger være mere fordærveligt for Fædrenelandet end en Tone, der bringer Dyd og sand Fortjeneste til at forstumme, medens Raaheden overalt reiser Hovedet i Veiret? Man kan eller vil ikke forstaae, at de ædleste Mennesker kunne have modsatte politiske Anskuelser og dog alligevel agte og elske hinanden, dog alligevel være redebonne til at offre Liv og Blod for Fædrenelandet; man kan eller vil ikke indrømme Andre Ret til at følge deres redelige Overbeviisning; man kan eller vil ikke indskrænke sine Fordringer til den ærlige Stræben efter at gjøre sin Dont paa en med Lovene og sand Æresfølelse stemmende Maade; man kan eller vil endelig ikke indsee, at Landets bedste Kræfter splittes ad ved denne Insolence, og at man engang, skjøndt for silde, vil vaagne op af denne Frihedsruus, i hvilken man har fremkaldt de bittreste Ulykker over Fædrenelandet. Vil da Nationens bedre Deel, de, der forene sand Oplysning og Dannelse med rene Sæder og ædel Tænkemaade, tause see paa denne voxende Elendighed uden at befrie Folket fra alle de Lidelser, som forestaae dette? Kunne de forene denne svage Taushed, denne ubegribelige Apathie med deres Pligter mod Staten? Sandelig, man har Ret til at beklage denne Mangel paa Fasthed, Mod og Energie, der ei for længe siden har fældet den hvidslende, edderspyende Drage; man har Ret til at forundre sig over at Intelligentsen hidtil har misforstaaet sit høie Kald og tvivlet om sine egne Kræfter, at den lader til at have glemt, at den, besjælet af en redelig Villie, tilsidst seirer over Uvidenhed og Eensidighed. Nationens oplyste Mænd have altfor ængsteligen lyttet til en saa kaldet Opinion, som intet anerkjendt Flag kunde fremvise til Legitimation for de Sætninger, den agtede at indsmugle og beskytte. Undersøgte man den Havn, hvor den er udrustet, de Høvdinger, der føre den, da vilde man forbauses over den Jammerlighed, som har dristet sig til at lægge Culturen i saa fornedrende Lænker, og undsee sig ved den Svaghed, man har gjort sig skyldig i. Er det da ikke et værdigt Maal at skaffe Lyset Seier over Mørket, og bør nogensomhelst Frygt afholde Sandhedens Mænd fra aabent og djærveligen at gribe til Vaaben for den gode Sag? Fædrenelandets Frelse ligger i deres Hænder; kun ved at blotte Usselheden i sin hele Nøgenhed, kun ved med Forstand, Kraft og Enighed at vise Umodenheden tilbage til den Sphære, hvori den alene kan taales, kun ved aabent og ærligen at udtale sin Misbilligelse af det Suprematie, der paalægges os af raae og uædle Lidenskaber, og med den Overlegenhed, redelige Hensigter i Forbindelse med sand Dannelse altid giver, at modsætte sig ethvert ubetænksomt eller planmæssigt Skridt til at forvirre Begreberne og forstyrre Tingenes Orden, blive de istand til at gjøre en Ende paa dette Uvæsen, der altfor længe har berøvet os den indre Fred paa samme Tid som det i mere end een Henseende skader vort udvortes Forhold til Andre.
Det er paa høi Tid at vi stræbe at forandre den Cours, Statens Skib har taget, hvis vi nogensinde ville haabe at see dette bragt i rolig og sikker Havn. Farlige Brændinger omringe det paa alle Kanter, Orkaners vilde Magt truer det med Undergang, medens Misfornøielse og Uenighed hersker inden Borde. Det er paa høi Tid, at vi anviise enhver Kraft den bestemte Virkekreds, hvortil den passer, saa at den ikke vover at gribe ind i de Hjul, hvis kunstige Mechanisme den ei fatter, at vi betroe Skibets Styrelse til erfarne Hænder, dersom det skal kunne undgaae de knusende Klipper, Ukyndigheden styrer lige paa. Det er taabelig Stivsind, rasende Blindhed, for ikke at sige troløse Hensigter, der trodse disse Farer; men selv have disse Intet at tabe, ligesaalidt som de formaae at give os Erstatning for hvad de letsindigen sætte paa Spil for os; og vi skulde alligevel roligen see paa, at de berøve os den dyrebareste Ladning, som engang fortabt aldrig erholdes tilbage! Nei, høistærværdige Herrer, det kunne vi ikke, det ville vi ikke, saa sandt vi have Fødelandet kjært og vide hvad vi skylde dette, dets og vor egen Ære.
Det forekommer mig saa meget mere nødvendigt at holde enhver Norges sande Ven dette Billede for Øine, at lægge ham paa Hjertet med Redelighed og Upartiskhed at undersøge om Skildringen er træffende eller ikke, som hiin Tone, jeg har beklaget mig over, desværre ogsaa har søgt at indsnige sig i vor Nationalrepræsentations forskjellige Forgreninger. Hele Verden veed hvilke uværdige Midler der har været anvendt for at influere paa Storthingsvalgene, hvorledes man paa en høist usømmelig Maade, offentligen og hemmeligen, har bestræbet sig for at lede Folkets Blik hen paa Mænd, som i sig selv kunne være meget agtværdige, men hos hvem der vitterligen ikke fandtes den Aandsudvikling eller de Kundskaber, der alene burde give Adgang til Storthingsbænkene. Meer og meer har man udbredt den Sætning, at Studium og Dannelse ikke udfordres for at kunne røgte det vanskeligste og ansvarsfuldeste Kald; meer og meer har man gjort sig Umage for at kaste Skygge paa de Mænd, hvis Indsigter og Dygtighed vare uomtvistelige, og det er ikke langt fra, at Besiddelsen af Evner, Alle hverken have eller kunne have, hos os betragtes som en væsentlig Anstødssteen. Saaledes har Uvidenhed og Raahed lidt efter lidt fortrængt Talenter og Aandsmodenhed, og de ulykkelige Spoer deraf ligge synbare for hver Mands Øine. Hvad nytter den bedste Villie, naar man hverken kan danne sig et ophøiet, værdigt Maal for sine Bestræbelser, eller arbeide sig derhen ved ædle, anstændige Midlers Hvad nytter de bedste Forsætter, naar man ikke er istand til at anvende anden Maalestok i det store Statsliv end den lille, man bruger i sin egen underordnede Stilling? og hvad kan Fædrenelandet vente sig af Mænd, som, ubekjendte med Verdens alvorlige Skole, bilde sig ind at kunne undvære de Lærdomme, denne alene giver, eller at dens Viisdom er dem medfødt? Det magre Udbytte og de deraf flydende sørgelige Følger have aabenbaret sig paa mangehaande Maader, deriblandt ogsaa ved det Brug, Odelsthinget flere Gange har gjort af Grundlovens 30 og 86 §§.
Den Rettighed at drage Kongens Raadgivere til Ansvar, naar de ei opfylde de dem paalagte Pligter, er aldeles nødvendig, hvis de Garantier, en fri Statsforfatning har til Hensigt at yde, skulle være mere end tomme Ord; herom kan der fornuftigviis ikke være mere end een Mening. Hvad der ligesaalidt burde være nogen Tvivl om, nemlig at denne Magt aldrig maa gjøre sig gjældende uden i Tilfælde, der virkelig fordre et saa uhyre vigtigt og alvorligt Skridt, erfarer man derimod bliver betragtet fra ganske forskjellige Synspunkte,r. Odelsthinget har ved flere Leiligheder lagt for Dagen, at enhver Handling, der er foretaget efter andre Principer end det selv hylder, nødvendigviis maa være en Forbrydelse naar den begaaes af en Statsraad. Man er ikke liberal nok til at concedere, at Ens egen Mening kunde være feilagtig; man er ikke human nok til at taale en Anskuelse, der er Ens egen modsat, eller til at indrømme Muligheden af at den er grundet paa Vedkommendes bedste Overbeviisning; man er blind for alle de Omstændigheder, som i det mindste gjøre Tilfældet tvivlsomt, og finder en ganske egen Tilfredsstillelse ved at lade den executive Magt føle hele Vægten af Repræsentationens Jernkølle. Hercules viiser sig jo aldrig uden denne, og hans Alvælde befrygter man er glemt og ringeagtet som enhver anden Fabellære.
Man beregner imidlertid ikke alle de Ulykker, et forfeilet Slag af den medfører, den uoprettelige Krænkelse, et saadant bringer over den Truede, den Slappelse i Begreberne og i det hele offentlige Liv, det foraarsager, den Mistillid til Odelsthingets Viisdom og Retfærdsfølelse, det opvækker, og den Ligegyldighed, med hvilken man tilsidst seer paa disse afmægtige Bestræbelser for at indgyde Skræk. I det Hele taget betragter man denne Sag, som saa mange andre, fra en altfor lav Synspunkt; thi man raisonnerer saaledes: her er jo blot Talen om Udøvelsen af en constitutionel Rettighed, om et Retsspørgsmaals Afgjørelse paa den constitutionelle Vei; er den Anklagede skyldig, da fordrer Retfærdigheden at han straffes; er han uskyldig, da bliver han frifunden, og skeer altsaa ingen Overlast. Men saaledes burde Odelsthinget ikke tænke; det burde vide, at denne Ret er et Nødmiddel, som ikke maa benyttes uden hvor ulovlige Facta, der ere af en indgribende Virkning paa Statens Vel, virkeligen ere begaaede, og intet andet haves; det burde indsee, at en Rigsrets-Diction altid er et Onde, men at den bliver en Skandal, naar den dicteres af Ukyndighed eller Partiskhed. Man har alligevel ikke været saa klog; man har ikke engang været retfærdig; thi man har anlagt Rigsretssager for ubetydelige Misgreb af en langt uskyldigere Art end dem, Repræsentationen selv har tilladt sig, og som ikke vilde være lagte nogen anden Statsborger til Last; man har uden mindste Føie, uden ringeste Eftertanke gjort Fortolkninger og individuelle Anskuelser til politiske Forbrydelser, uanseet at der dog var største Tvivl om de ikke vare langt bedre funderede end Odelsthingets, eller ialfald støttede til saa vægtige Grunde, at man ikke uden den utaaleligste Selvtillid og djærveste Arrogants kunde betragte dem saaledes. Hvor ganske anderledes har ikke saavel Grundloven som den civile Lovgivning tænkt sig Anklageretten bragt i Udøvelse! Jeg behøver ikke at henpege paa de Beviissteder, som tydeligen godtgjøre, at en Embedsmand er straffri naar han feiler i sine Anskuelser, men dog kan anføre antagelige Grunde for disse; her vil jeg blot gjøre opmærksom paa Grundlovens 30 § hvor det udtrykkeligen fordres: deels at Kongens Beslutning skal være ”øiensynlig” skadelig for Riget, deels at de kongelige Raadgivere selv finde, at dette er Tilfældet, inden det bliver en Forbrydelse, at de have undladt at protestere derimod. Man har godt forstaaet at lægge Vægt paa Ordene ”forsætlig og aabenbare” i Grundlovens § 100, derimod ganske overseet Ordet ”øiensynlig” i § 30, uagtet det dog er soleklart at Statsforfatningen i begge Tilfælde har villet at Straf alene skulde kunne anvendes det, hvor Bedømmelsen af det, som gjør Handlingen til en Forbrydelse, falder indenfor den simple Menneskeforstands Sphære og fornuftigviis ikke tillader mere end een Fortolkning. I Løbet af 22 Aar er dette den femte Gang Norges Rigsret sættes i Virksomhed; sandelig et høist sørgeligt Beviis paa hvor langt vi staae tilbage og hvor slet vi vide paa en klog og værdig Maade at benytte os af et Gode som Grundloven! Skulde man ikke troe, at Riget jevnligen havde været udsat for alle de Ulykker, der flyde af en uduelig Regjering, og at Kongen i Valget af sit Raad netop havde truffet det modsatte af hvad Statens Vel fordredes. Man sammenligne disse hyppige Rigsretsactioner hos os med lignende Tilfælde i andre constitutionelle Monarkier, og man maa i høieste Grad forbauses over at ingen anden Nation, paa langt nær, kan maale sig med os heri. Det er som om man dog ogsaa vilde have noget forud for dem. Men vi kunne saameget mindre bryste os af dette Fortrin eller være de Mænd Tak skyldige, der have villet skaffe os det, som Udfaldet paa de forrige Rigsretssager tilstrækkeligen har viist, at Odelsthinget alene har forstaaet at forøge Statens Udgifter og at erhverve Rigsretsdom for at det har manglet Evne til at opfatte sit vigtige Kald. Dette ophøiede Tribunal har saaledes hidtil dannet en kraftig og værdig Modvægt mod Repræsentationens Vildfarelser; det har ved sin Viisdom og Retfærdighed saavidt muligt bødet paa Odelsthingets grove Misgreb og hævdet den Anseelse hos andre Nationer, vi ellers ganske maatte have tabt. Men National-Repræsentationen har ligesaalidt ladet sig belære heraf som af Historiens øvrige Advarsler; den er utrættelig i at vaage over Folkets Rettigheder paa sin Maade, og det vil nu vise sig om den ikke ogsaa denne Gang har glemt de første Betingelser for Udøvelsen af den Anklagemyndighed, Grundloven har lagt i dens Hænder. Jeg haaber at skulle kunne godtgjøre, at nærværende Aktion ikke alene røber den samme Aand, der hidtil har maattet bøie sig for Dommermagtens absolute Veto, men at den endog i meer end almindelig Grad vidner om en Eensidighed, Vilkaarlighed og Lidenskabelighed, som man mindst burde kunne vente sig fra den Kant.
Hans Excellence Statsminister Løvenskjold er sat under Tiltale fordi han ikke har protesteret imod Kongens Beslutning af 2den Juli sidstleden om at 8de ordentlige Storthing skulde opløses den 8de næstefter. Denne Odelsthingets Beslutning anseer jeg for aldeles constitutionsstridig og i høieste Maade ubeføiet. Ved Udgangen af April Maaned havde Storthinget ingen anden Competence til at forblive samlet end den, Hs. Maj. Kongen vilde tilstaae overeensstemmende med Grundlovens 80de §. Efter Udløbet af de deri bestemte 3 Maaneder kommer det alene an paa Kongen, om og naar Høistsamme vil hæve Thinget. I Udøvelsen af dette Prærogativ er han ikke bundet til nogensomhelst Betingelse, ikke underkastet nogensomhelst Control, og det indsees let, at Kongens Rettighed i dette Punkt maa være aldeles uindskrænket, ene afhængig af hans eget Forgodtbefindende, dersom den skal have nogen Realitet. Det er ikke vanskeligt at opfatte den særegne Beskaffenhed ved de forskjellige kongelige Prærogativer, og til af denne at udlede deres forskjellige Udstrækning og Betydning. Forsaavidt disse omfatte de Grene af Statsforvaltningen, der efter det almindelige Begreb ere henlagte under den executive Magt, maa det vistnok være overladt til Repræsentationen at anvende dens controllerende Myndighed og at tiltale de af Kongens Raad, som ei maatte have protesteret mod Høistsammes Beslutninger, naar disse antages at være stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øiensynlig skadelige for dette. Anderledes forholder det sig derimod med de Rettigheder, Grundloven i § 77—80 tillægger Kongen i den Hensigt at sætte denne istand til at controllere Storthinget. Det er ophøiet over enhver Tvivl, at vor Constitution i de Tilfælde, bemeldte Paragrapher omhandle, har villet, at begge Statsmagter skulde være enige om Gavnligheden af den paatænkte Lov eller Virksomhed, for at disse kunne tillægges fuld Gyldighed. Grundloven er gaaet og maatte gaae ud fra den Forudsætning, at Repræsentationen ligesaavel kunde feile som den executive Magt, og den har villet give Folket Garantier imod Misbrug fra begge. Derfor har Kongen Ret til ved sit suspensive Veto to Gange at nægte Storthingets Beslutning Sanction, uden i saa Henseende at være bunden til nogensomhelst Betingelse, og derfor kan Høistsamme efter 3 Maaneders Forløb hæve Thinget, naar han finder saadant hensigtsmæssigt. I begge Tilfælde antager Grundloven altsaa, at Folkets Sikkerhed fordrer denne Modvægt mod Repræsentationen, og at Bedømmelsen af de Omstændigheder, der gjøre dens Anvendelse nødvendig, ene er overladt til Kongen. Visheden om at Nationens sande Interesse varetages, forudsættes saaledes ene at ligge i dette kongelige Prærogativ; men da nu enhver Forsigtighed har sine Grændser og man engang maa blive staaende ved en Myndighed, fra hvilken Appel ikke kan skee, saa indsees det let, at Ingen har Ret til at opkaste sig til Dommer over Udøvelsen af denne Kongens constitutionelle Ret. Det modsatte Princip vilde ogsaa ganske tilintetgjøre Hensigten med saadant Prærogativ; netop fordi Grundloven har forudseet Muligheden af at Storthingets Beslutning kunde være umoden og dets Virksomhed over de bestemte 3 Maaneder til Landets Skade, har den givet Kongen Midler ihænde til at forebygge de deraf flydende Ulykker for Landet; men denne fornuftige og paa sand Statsklogskab grundede Hensigt kunde ikke opnaaes, dersom Repræsentationen direkte eller indirekte havde det i sin Magt at lægge Hindringer i Veien for Anvendelsen af denne kongelige Myndighed. Det lader sig ikke nægte, at Hs. Majestæt i dette Tilfælde udøver en Control med Repræsentationen, og det ligger dog ligefrem i Begrebet om Control, at den skal betyde noget, og at Ingen, mindst den, mod hvem den gjøres gjældende, igjen kan controllere den. Men hvad er det vel andet Odelsthinget her forsøger paa? Det har troet sig berettiget til at undersøge, om Hans Majestæt med Føie har bragt sit Kongelige Veto i Udøvelse, og fordrer Rigsrettens Dom for at dertil ikke har været gyldig Anledning; det vil altsaa controllere sin egen Control, hæve sig over denne og saaledes omstyrte den Ligevægt, Grundloven har indført imellem Statsmagterne, og den Sikkerhed imod Repræsentationens Misgreb, som Nationen ene har i dette kongelige Prærogativ! Kan man tænke sig noget mere vilkaarligt, constitutionsstridigt og anmassende? Og hvad skal man dømme om en Corporation, der, paa samme Tid som den bruger Grundloven til Prætext for Anlægget af nærværende Sag, selv paa det groveste synder imod den og overtræder alle Former? Det tilkommer ikke Odelsthinget, det tilkommer ikke Kongens Raad, ikke nogen Statsborger at undersøge eller afgjøre, om en Kgl. Beslutning af den her omhandlede Natur er gavnlig eller skadelig for Riget, og det er følgelig den største Vilkaarlighed, den høieste Grad af Ulovlighed, naar man ei alene fordrer at Statsministeren skulde have nedlagt Protest derimod, men ogsaa gjør Mangelen af en saadan til en Forbrydelse, som Rigsretten har at paakjende. Actors Paastand, at Statsraadet ligesaavel bør protestere, naar Hs. Majestæt anvender Grundlovens 80de § til præsumtiv Skade for Riget, som naar Høistsamme udøver de i § 20, 21, 26 m. fl. omhandlede kongelige Prærogativer paa en saadan Maade, er altsaa grundfalsk og ene støttet til den urigtige Forudsætning, at Kongens Myndighed i alle Tilfælde har en og samme Hensigt, en og samme Udstrækning og Betydning. Ogsaa her har man gjort sig skyldig i den samme Inconseqvence, som jeg oftere har havt Anledning til at fremhæve. Repræsentationen har nemlig ikke forsømt at betragte dens egen controllerende Myndighed ophøiet over enhver Indskrænkning og fritaget for enhver Undersøgelse om det Gavnlige eller Skadelige, det Retfærdige eller Uretfærdige i dens Anvendelse. Ofte har der paa Storthinget selv været stridt meget alvorligt om Hensigtsmæssigheden af den sparsomme Maade, paa hvilken Thinget udøver sin Bevilgningsret, og in publico har der været yttret høie og lydelige Misbilligelser af dette System, der troer at Landets Interesse ene ligger i de færrest mulige Udgifter; men endskjøndt det saaledes baade inden- og udenfor National-Repræsentationen har været erkjendt, at Pluralitetens Beslutninger mange Gange maatte ansees skadelige for Riget, er det dog endnu ikke faldet Nogen ind, endog blot at opvække Motion om de Individers Ansvarlighedspligt, der saaledes havde bevirket et urigtigt og uheldigt Resultat Det er endvidere bekjendt, at vægtige Stemmer baade i og udenfor Repræsentationen paa det alvorligste have ivret imod det uformelige og uconstitutionelle i Protokol-Committeernes Indstillinger om og Odelsthingets Vedtagelse af at en kongelig Raadgiver skulde tilkjendegives Thingets Mishag med hans Embedsførelse, skjøndt lovformelig Tiltale fandtes uanvendelig; men at sætte nogen under Action for saadanne Raad og Beslutninger, derom har der heller ikke været Tale. Hvorledes Statscassen er bleven bebyrdet med betydelige Udgifter i Anledning af ubeføiede Rigsretssager, der tillige i andre Henseender have afstedkommet megen Skade, vide vi Alle, uden at Spørgsmaal nogensinde er opstaaet om Ansvar for de Repræsentanter, der have været Aarsag dertil. I det Hele taget lader det sig ikke nægte, at mange og væsentlige Misgreb ere begaaede af vore Nationalforsamlinger, baade saadanne, der involvere en aabenbar Tilsidesættelse af Grundlovens Bud, og saadanne, der have været øiensynlig skadelige for Riget; men der gives ikke Spor af at man har tænkt sig det muligt, at heri kunde ligge nogen retlig Grund til at foranstalte Vedkommendes Handlinger lovligen undersøgte. Det maa ogsaa frappere, at flere hundrede Borgere have havt Sæde paa Storthinget uden at der nogensinde har været Tale om at drage en eneste af dem til Ansvar for hans offentlige Færd, medens der blandt det forholdsmæssig ringe Antal af Kongens Raadgivere fast ikke findes Nogen uden at han deels har været truet med Rigsret, deels virkelig tiltalt for en saadan. Jeg formoder man vil være enig med mig i at denne mærkelige Forskjel ingenlunde beviser at disse sidste have lagt mindre Fædrenelandssind og Duelighed for Dagen end hine, men derimod at Grunden hertil maa være deels en Anerkjendelse af at Thingets controllerende Myndighed altid kan gjøre sig gjældende uden Ansvar for dets Medlemmer, deels en misforstaaet Opfatten af de kongelige Raadgiveres Stilling til Staten. Har man da ikke Ret til at beklage sig over at Repræsentanterne fortolke Grundloven paa to Maader, alteftersom det gjælder dem selv eller Regjeringens og maa man ikke derfor saameget mere formode, at Domstolene ville vise fuldkommen Upartiskheds Hos et saa ophøiet Tribunal som Rigsretten kan denne Egenskab mindst tænkes borte, og naar Talen er om at kjøle overspændte Ideer, eller at viise en misforstaaet Friheds tøilesløse Opbrusninger indenfor de constitutionelle Skranker, sætter Nationen og den Anklagede sikkert ikke forgjæves deres Tillid til dens Retfærdighed og Selvstændighed. Jeg maa saaledes paa det alvorligste protestere imod at Rigsretten undersøger eller paakjender, om Hans Majestæt har havt Føie til at anvende sit grundlovmæssige Prærogativ; og jeg forventer underdanig, at Statsminister Løvenskjold, som en ligefrem Følge heraf, frifindes for Odelsthingets Tiltale.
Men selv uden Hensyn til denne aldeles afgjørende Omstændighed maa man nødvendigviis komme til det samme Resultat, hvilket skal blive Gjenstanden for min subsidiaire Undersøgelse Hvad der lægges Statsminister Løvenskiold til Last er, at han ikke har gjort Kongen opmærksom paa Nødvendigheden af at indhente den norske Regjerings Betænkning inden Beslutningen af 2den Juli fattedes, og paa det mod Statsformen Stridende samt for Riget øiensynlig Skadelige, denne indeholdt I alle Henseender er Beskyldningen imidlertid aabenbar ugrundet naar Følgende tages i Betragtning:
1) Selve Ordene i Grundlovens 15de § medføre, at Regelen om Indhentelse af den norske Regjerings Betænkning ikke er ubetinget og ufravigelig; det hedder nemlig: “I Almindelighed maa ingen norske Sager afgjøres uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet.“ Dette er saaledes blot ordinarium, hvorfra dog Undtagelser kunne skee. At betragte de følgende Ord: “med mindre vigtige Hindringer maatte forbyde Saadant,“ som den eneste lovlige Grund til at undlade det paabudne Skridt, gaaer ikke an! da Udtrykket “I Almindelighed“ derved ingen Betydning fik. Man kan derfor ikke forstaae den sidste Passus i ovennævnte Sætning af § 15 anderledes end som et Exempel paa de Tilfælde, hvor Regjeringens Betænkning ikke behøves, med mindre man under Udtrykket “vigtige Hindringer“ tillige vil indbefatte saadanne, som den særegne Sags Beskaffenhed medfører; dertil synes der at være saameget bedre Føie, som det dog ikke kan supponeres at være Grundlovens Mening at Kongen ikke maatte afgjøre den allerubetydeligste Sag uden først at have indhentet Regjeringens Betænkning, og det forekommer mig virkelig at være en vigtig Hindring for at iagttage dette, naar det vilde blive stridende imod sund Sands at behandle Sagen med saa megen Alvorlighed. Man maa erindre, at de norske Sager almindeligviis ikke forelægges Hs. Majestæt uden igjennem den norske Regjering; dette følger af den foregaaende Passus i § 15. Derfra gjør den næste Sætning: “I Almindelighed maae ingen norske Sager o. s. v.“ en Undtagelse derhen at Sagerne ei nødvendigviis behøve at gaae igjennem Regjeringen, forsaavidt saadant nemlig efter Omstændighederne maatte være umuligt eller hensigtsløst. Enhver Sag, som efter sin Natur opstaaer der hvor Kongen opholder sig uden for Regjeringens Sæde, kan altsaa af Hs. Maj. afgjøres uden at Regjeringens Betænkning indhentes; dette er den eneste fornuftige Mening man kan faae ud af hiin Grundlovbestemmelse; thi at nægte Kongen Ret til at fatte Beslutninger om Tilfælde, der ei kunne være gaaede igjennem den norske Regjering, vilde være ligesaa urimeligt, som at tilintetgjøre Kongens Magt ved at indskrænke denne til en saadan Betingelse. Da nu den Afdeling af Statsraadet, der bestandig omgiver Kongens Person, ikke kan have den Bestemmelse at afgive Betænkning over den samlede Regjerings Indstillinger, men fornemmelig er tilforordnet for at meddele Hs. Maj. Raad og Veiledning i de Sager, der ikke have været forelagte Regjeringen, saa maa det være tilstrækkeligt, at Høistsamme har hørt hiin Afdelings Formening om dem. At de i Stockholm tilstedeværende Kongelige Raadgivere ikke skulle have havt saa tilstrækkelig Kundskab om Forholdene her, som den norske Regjering, er en ubeviist og ugrundet Paastand. Communicationen imellem begge Rigers Hovedstæder er af den Beskaffenhed, at man i Stockholm med Hurtighed og Lethed kan skaffe sig Adgang til at følge Dagens Begivenheder i Christiania. Statsraaderne Fastings og Holsts underdanigste Foredrag den 2den Juli viiser, at de have vidst at erhverve sig fuldstændig Underretning derom, og det kan ikke paatvivles, at alle de om Kongens Person værende norske Raadgivere ansee det nødvendigt for sig stedse at have fuldstændig Kundskab om det Vigtige, som her passerer, in specie om alt hvad Repræsentationen foretager sig. Med Undtagelse af de tre Dage, i hvilke Posten gaaer til Stockholm, ville disse følgelig kunne kjende Begivenhederne ligesaa nøie som den norske Regjering, og at bemeldte Tidsforskjel in casu skulde have forandret Forholdene, er hverken rimeligt eller godtgjort. Man behøvede ingen officiel Kundskab om, hvorvidt Arbeidet i Committeerne var skredet fremad; saadant var ingen Hemmelighed; men ligesom de ved Storthingets Opløsning fremlagte, tildeels ufuldendte Indstillinger langtfra ikke angik de vigtigste Gjenstande, saaledes havde Erfaring tilstrækkeligen viist, at det, Hs. Maj. havde at udsætte paa Storthingets Fremgangsmaade, fornemmelig opstod under Sagens Behandling i Thinget selv, og det var derfor at forudsee, at disse Arbeider ingenlunde kunde formindske Betænkelighederne ved at lade Repræsentationen fremdeles være samlet. Anken gik jo desuden ud paa at Storthinget burde have brugt den Tid, det spildte paa evigvarende Debatter om Smaating, til at fremme Arbeidet i Committeerne. Man bedømme forresten dette som man vil, saa er det dog klart, at et Tilfælde som nærværende aldrig kunde gjøre nogen speciel Betænkning fra den norske Regjering nødvendig. Hs. Majestæts Beslutning gik ud paa, at Storthinget strax skulde hæves, og der er intet Spørgsmaal om at de heldige Virkninger, Høistsamme agtede at frembringe, for en stor Deel ventedes at maatte indtræde netop paa Grund af denne pludselige Opløsning, hvilket jeg senere faaer Anledning til yderligere at udvikle. Beskaffenheden af denne Beslutning gjorde altsaa enhver Opsættelse umulig, og det gaaer naturligviis ikke an at betage Kongen noget af den ham overdragne Magt, ved at paalægge denne Indskrænkninger, der ganske vilde ophæve den. Er Beslutningen selv stridende imod Statsformen eller Lovene, eller øiensynlig skadelig for Riget, da maae de af Kongens Raad, der have været enige i den, forsaavidt staae til Ansvar, men de have ingen Ret, følgelig endnu mindre nogen Forpligtelse til at henlede Hs. Majestæts Opmærksomhed paa Betingelser, hvis Iagttagelse tilintetgjorde det kongelige Prærogativ. Det er saaledes et reent Spilfægterie, et grundlovstridigt Forsøg paa at hindre Kongen i at udøve den ham tilkommende Magt og Myndighed, naar man paa denne Maade vil bringe Grundlovens 15de § til Anvendelse. Actor har ogsaa følt dette, da han nødes til at erkjende, at Betænkningens Indhentelse maa bortfalde naar den vilde være uhensigtsmæssig; men at det, der er lovstridigt, er mere end uhensigtsmæssigt, lader sig ikke benægte. Planen maa saa meget mere strande, som Kongen virkelig var i Besiddelse af den norske Regjerings Betænkning; thi Storthingets Adresse af 24de Marts sidstleden, i hvilken det ansøger om Tilladelse til at blive samlet over den i Grundlovens 80de § bestemte Tid, var under 29de s. M. tilstillet Hs. Maj. med Regjeringens Indstilling om at Prolongationen maatte blive meddeelt indtil Udgangen af Juli Maaned, siden det ikke var at vente, at Storthinget tidligere kunde tilendebringe endog blot de aldeles nødvendige Forretninger. Kongen kjendte altsaa Regjeringens Anskuelse, og vidste at Thingets Opløsning inden Juli Maaneds Udgang ikke af denne ansaaes tilraadelig dersom de Sager, Statsforfatningen fordrede bragte til Endskab, skulde afgjøres af 8de Storthing, og det vilde altsaa blevet en tom og hensigtsløs Formalitet, om Regjeringen atter var bleven spurgt om det samme. Omstændighederne havde ingenlunde forandret sig i denne Henseende; de Forretninger, som det væsentligst paalaae Repræsentationen at udføre, vare fremdeles ufuldendte, og Hs. Maj. behøvede saaledes ikke nogen yderligere Betænkning fra Regjeringen for at bedømme et Forhold, hvis Beskaffenhed han havde ligesaa fuldstændig Kundskab om som Regjeringen, og hvorover denne desuden allerede havde yttret sig. Sagen kunde ikke siges at være nogen ny fordi Kongen under 17de April havde meddeelt Storthinget Tilladelse til at forblive samlet indtil videre; thi denne foreløbige Resolution kunde ligesaalidet gjøre Indhentelsen af en ny Betænkning nødvendig, som hvilkensomhelst anden Resolution, der foranlediger en Sags Udsættelse. Actor mener vel, at Tanken om at opløse Storthinget den 8de Juli ikke var fremsat af Kongen førend den 2den s. M., og at det altsaa var physisk umuligt, at Regjeringen herover kunde have yttret sig i Marts eller April Men dette er blot Sophisterie. Villien at hæve Thinget modnedes efterhaanden som dettes Adfærd godtgjorde Nødvendigheden deraf; for at bedømme Hensigtsmæssigheden af saadant Skridt udfordredes blot Kundskab om hvad Repræsentationen havde udrettet, og hvorledes dette var tilendebragt Ved at sammenholde dette med hvad Thinget burde have udrettet, og hvorledes dette burde været tilendebragt, blev Hs. Maj. sat i Stand til at fatte den Beslutning, Omstændighederne gjorde nødvendig. Kongen vidste jo hvorvidt Arbeidet var avanceret, og hvor lang Tid det antoges at Storthinget endnu behøvede for at fuldføre det Manglende; dette var det eneste, Regjeringens Betænkning ialfald kunde gaae ud paa, og denne Betænkning var allerede afgiven. Forresten overlader jeg til Enhver at bedømme, med hvad Rimelighed man skulde vente, at Repræsentationen i 1 Maaned kunde tilendebringe de vigtigste, vidtløftigste og vanskeligste Sager, siden den havde behøvet 5 Maaneder for at faae et lidet Antal, meest høist ubetydelige, istand. Overalt har Odelsthinget paa den tydeligste Maade af Verden erkjendt, at der in casu ingen Anledning var til at støtte en Protest paa Grundlovens 15de §, deels derved, at bemeldte Paragraph ikke engang er nævnt under det i Anledning af den kongelige Resolution paa Thinget Passerede, deels derved, at det i saa Fald ogsaa maatte have beordret Rigsrets-Action imod Statsraaderne Fasting og Holst, hvis Protokollation ikke indeholder et eneste Ord om Nødvendigheden af at indhente den norske Regjerings Betænkning. Hvad der ei var en Brøde hos dem, kan heller ikke blive det hos Statsministeren; alle kgl. Raadgiveres Ansvarlighed hviler paa eet og samme Fundament; hverken Grundloven eller Loven af 7de Juli 1828 gjør i saa Henseende nogen Forskjel paa deres Pligter, og da man jo ikke kan præsumere at Odelsthinget i Udøvelsen af sit offentlige Kald lader sig lede af personlige Hensyn, maa det nødvendigviis antages at det selv har indseet, hvor ubeføiet det vilde være at bygge nogen Action paa Mangel af den her omhandlede Protest Vil man ikke betragte dette som en tydelig Erkjendelse fra Thingets Side, da kom man til et meget værre Resultat, som enhver Ven af Fædreneland og Retfærdighed ikke uden Afskye kan tænke sig. Jeg overlader de Høistærværdige Herrer at vælge imellem disse to eneste Muligheder, og tvivler ikke paa at man i begge Alternativer vil finde tilstrækkelig Anledning til at beskytte min saa haardt fornærmede Part. Vel har Odelsthinget reserveret Tiltale mod Statsraaderne Fasting og Holst; men ligesom denne Reservation jo Intet betyder, da Ret til at anklage dem enten existerer uden en saadan eller ikke, i hvilket sidste Fald Forbeholdenheden intet nytter, saaledes havde Thinget jo fuld Vished om at de ikke mere end Statsministeren havde søgt nogen Grund til Protest i Constitutionens 15de §. At Sidstnævnte antages tillige at have syndet mod § 30, kunde vel ikke ophæve det Brud, alle tre paastodes at have gjort paa § 15, og det synes at være noget nær Vilkaarlighed, naar en Embedsmand slipper for Ansvar fordi han har staaet ved Siden af en anden, der ansees dobbelt saa strafværdig. Skulde Aarsagen til at ovennævnte Statsraader ei tillige bleve satte under Tiltale være den, at man behøvede Tid til at overveie Sagen, da bestyrker dette end mere min Formening om at man har forhastet sig med nærværende Action og ladet sig lede af andre Hensyn for Statsministerens Vedkommende end relativ til de andre kongelige Raadgivere. Actor har saaledes I forgjæves anstrænget sig for at bortraisonnere den Erkjendelse, han forudsaae jeg vilde lægge Vægt paa. For at undgaae Mistydning finder jeg det nødvendigt at tillægge, at Statsminister Løvenskiold ikke anker over at hans Collegaer undgik Tiltale, men at han blot finder det saare beklageligt, at Odelsthinget har kunnet beqvemme sig til at fortolke Grundlovens 15de § paa to forskjellige Maader i een og samme Sag, en Omstændighed, jeg som Defensor finder af meget væsentlig Indflydelse her. Heller ikke vil jeg lade ubemærket, at vore offentlige Blade først meget silde faldt paa den Idee, at beskylde Statsministeren for at have handlet imod bemeldte Paragraph.
2) Det bliver naturligviis Actors Pligt at beviise, at Storthingets Opløsning var stridende imod Statsformen eller øiensynlig skadelig for Riget; kan han ikke det, bortfalder ethvert Spørgsmaal om Anvendelsen af Grundlovens 30te §, uden at det paaligger Statsministeren at documentere Lovligheden, Gavnligheden og Nødvendigheden af Hs. Majestæts Resolution. Førend jeg imidlertid drøfter hvad Actor i dette Punkt støtter sig til, skal jeg give mig den Ære at udvikle de Anskuelser, og anføre de væsentligste Facta, der have bevæget Hs. Excellence til ikke at nedlægge nogensomhelst Protest.
I Begyndelsen af min Deduktion har jeg skildret Dagens Tone, Tendentsen af vort offentlige Liv. Næst at henviise dertil provocerer jeg de høistærværdige Herrer til at kalde deres egen Erfaring til Hjælp for at afgjøre hvilken Dom Maleriet fortjener. Jeg har i den Henseende ingen Frygt for at man vil ansee det som overdrevet. Enhver af os kjender Forskjellen paa de sidste Aars Charakteer og Fortidens; enhver af os er istand til at anstille Sammenligninger og til deraf at uddrage Slutningen. Hvem veed ikke, at Normændenes fra Forfædrene nedarvede Fædrenelandskjærlighed og Frihedssind altid har straalet i den reneste Glands skjøndt de vare parrede med Følelser, man nu anseer usorenelige dermed og derfor lidt efter lidt har udrevet af sine Hjerter? Der var Trofasthed imod, inderlig Hengivenhed, dyb Ærefrygt for Regjeringen, Agtelse for Lovene og Anstændighed, Godmodighed, Tillid f og Fortrolighed, Beskedenhed, Liv og Lyst i gamle Norge, førend en misforstaaet og ilde anvendt Beskjæftigelse med de offentlige Anliggender lagde os i Lænker. Man elskede sin Konge, troede hinanden indbyrdes, agtede Fremmede og havde Sands for alt hvad der pryder saavel Borgeren som Mennesket. Derfor arbeidede man med muntert og freidigt Sind til eet Maal, erkjendte at eet helligt Baand omslyngede alle, betragtede sig ikke blot som Normænd men og som Medlemmer af den øvrige civiliserede Verden, og forfulgte ikke dem, der tænkte anderledes i Punkter, hvis Værd ene lader sig afgjøre efter Enhvers Samvittighed og redelige Overbeviisning Derfor herskede der Enighed i Norges Dale; de Gamle holdtes i Ære og man samledes om dem for af deres Modenhed og prøvede Erfaring at høste nyttige Lærdomme; derfor vare vi lykkelige og erkjendte med levende Taknemmelighed, at de Savn, vor isolerede Stilling og Landets adspredte Befolkning nødvendigviis maatte medføre, opveiedes fuldeligen ved den indre og ydre Fred, vi vare velsignede med. Kunne vi rose os af at dette er Tilfældet nu? Maae vi ikke tilstaae, at Selvraadighed og Indbildskhed har naaet en frygtelig Høide, at vi foragte alt hvad der ikke passer i vore egoistiske Planer, at vi ingen Skranker ville taale, at vi have tabt Sandsen for det Mine og Skjønne, at alle blide Følelser have maattet vige for politiske Betragtninger, at ethvert Hensyn til de Forhold, Natur og Opdragelse have indstiftet, er tilsidesat for misforstaaede Begreber om Lighed, og at Øiemedet, om man forresten har noget, søges opnaaet ved allehaande, endog de laveste Midlers. Betragt vort offentlige Liv i dets forskjellige Yttringer, og man vil forbauses over den Jammerlighed, det frembyder; intet Sted nogen stolt og ophøiet Tanke, intet Sted nogen værdig Stræben for at gavne Fædrenelandet, intet Sted nogen ædel Opoffrelse for dette, nogen sand og hjertelig Hengivenhed for sine Medbrødre; overalt forslidte Trivialiteter, en i usle Enkeltheder splittet Kraft, egennyttige Hensigter, Tilsidesættelse af Humanitetens Fordringer, og Lyst til at saare ved at fremsætte Alt i det hæsligste Lys og at indstevne for Publicums Domstol hvad der burde være det private Livs ubeskaarne Helligdom! See vi ikke derfor, at alle Baand mere og mere løsnes, at Hjerterne daglig fjerne sig fra hinanden, at Lovene have tabt deres Anseelse, og at den eneste Lyksalighed, man har Begreb om, er Frihed til at gjøre og lade hvad man vil, Ret til at styre Land og Rige efter eget Tykke, og Fordømmelse af enhver Stræben efter at holde disse Udsvævelser inden Anstændighedens og Klogskabens Grændser? Kan det ventes anderledes, saalænge Raaheden, i Bevidstheden af den Kraft, de idelige uværdige Smigrerier have opvakt hos den, saalænge Umyndigheden, hos hvem man nærer Indbildninger om at den constitutionelle Podeqvist ikke slaaer an i de ældre Stammer, saalænge Mennesker, der intet have at tabe men maaskee noget at vinde ved en Forstyrrelse af de bestaaende Forhold, ikke alene stedes til Orde men endog fast udelukkende raade over vore dyrebareste Anliggender? Det formindsker ikke Ondet, at Fædrenelandet endnu eier Mænd, som handle og dømme anderledes; thi de overdøves af Mængden, og lade sjelden deres Stemme høre af Frygt for de pøbelagtige Anfald enhver den udsættes for, der ei vil sværge til Opinionens Fane. Var Repræsentationen imidlertid bleven uanfægtet af denne Smitte, da havde man dog havt det Haab, at disse Faa kunde være blevne istand til at bringe Nationen til Besindelse, saa at den havde fundet det upassende og uværdigt at vedkjende sig andre Grundsætninger end dem, dens egne udkaarede Mænd udtalte. Men dette Haab skulde ogsaa for en Deel gaae tabt; Storthingssalene gjenløde mere og mere af de samme ubændige Raab, der forhen kun vare undslupne den uvidende Hob; de fyldtes mere og mere af det samme Element, der ingen Skranker vilde erkjende, de bleve mere og mere et Hjem for Ukyndighedens og Lidenskabernes lige fordærvelige Planer, og det var forgjæves at Repræsentationens Ypperste anstrængede alle deres Evner for at bekjæmpe disse. Hvad skulde Fædrenelandet kunne vente sig af denne Tingenes Ordens Strømmen voxede med en foruroligende Hurtighed og truede med at bortskylle de sidste svage Levninger af Intelligents og Dannelse. Det var altsaa paa høi Tid at sætte en Dæmning for dens Voldsomhed, at tvinge den tilbage til det Leie, den imod Naturens Villie havde forladt, og at give dens urene Bestanddele Anledning til at luttres og renses igjennem Eftertankens og Selverkjendelsens trange Kanaler. Enhver Normand, som meente det vel med sit Fædreneland, maatte føle sig kraftigen opfordret til at lægge Haand paa dette Værk, inden det herlige Træe, i hvis Lye vi ene kunne vente sand Lykke, bortskylledes af denne Syndflod; enhver fordomsfri og dannet Statens Borger maatte indsee, at Træets Rødder ikke i det uendelige kunde udholde raae og tøilesløse Angreb, og at Træet selv, naar disse først vare beskadigede og berøvede den Jord, der beskyttede dem og gav dem Næring, tilsidst maatte visne og uddøe; enhver Fædrenelandsven maatte betænke, at vi udgjøre et Led i den store Kjæde, og at det saaledes ei stod til os efter eget Tykke at behandle dette saa letsindigen og ufornuftigen, som vi vilde. Allerede vare vi paa Randen af Afgrunden; et ubetænksomt Skridt endnu, og vi vare maaskee styrtede ned uden nogensinde at naae Dagens klare Lys mere. Kun Faa have havt Rolighed og Indsigt nok til at blive denne truende Ulykke vaer. Hs. Majestæt har fra sit ophøiede Standpunkt seet den; hans kongelige Hjerte tilsagde ham at afvende den fra det Land, hvis Frihed han har skabt, og hans Viisdom udfandt Midlet, der ufeilbarligen maa lede til Opnaaelsen af den ædleste Hensigt. Det var at forvente, at Storthinget af sig selv vilde indsee den sande Grund til denne Fremgangsmaade, uden at det var nødvendigt specielt at gjøre det opmærksomt derpaa, og at det, benyttende sig af det givne alvorlige Vink, vilde veie sine egne Handlinger med den Sindighed og Upartiskhed, som aldrig bør forlade en Nations Repræsentanter; det var at forvente, at hele Folket maatte ved dette Stød vaagne op af den exalterede Tilstand, hvori det befandt sig, og føle Nødvendigheden af at tilegne sig andre Grundsætninger. Her var ikke blot Tale om at gjøre det umuligt for sidste Storthing at fortsætte dets Arbeider efter den engang selvvalgte, upassende Maalestok; saadant var blot et underordnet Øiemed; Hovedhensigten var at bevirke en Krisis, der kunde give den Sygdom, Statens Legeme leed af, en saadan Retning, at Helbredelse blev mulig, at oprykke det Onde med Roden og at foranledige Begyndelsen af en ny Aera, der skulde udmærke sig fra den svundne ved mere ophøiede Begreber om det constitutionelle Væsen og de sociale Forhold. Palliativmidler ere aldrig til nogen varig Nytte; de skade tværtimod ved den forøgede Styrke Sygdommen bagefter faaer; Kræft lader sig desuden ikke helbrede; det angrebne Lem maa afskjæres, hvis det hele Legeme ikke skal fortæres af den.
At betragte Sagen fra en mere underordnet Synspunkt, at holde sig til den Sætning, at det overordentlige Storthing bestaaer af samme Medlemmer som det nu opløste, hvis Anskuelse derfor ei kan ventes forandret, og at afveie den kongelige Beslutning paa den almindelige Penge-Vægtskaal, røber enten en Borneerthed, der burde afholde sig fra andre end Hverdagslivets Sysler, eller en Stivsindighed, som Fornuften og Omsorg for Fædrenelandets Vel lige meget maa fordømme. Hans Majestæt har gjort Regning paa at man vilde kunne svinge sig op til en friere og ædlere Anskuelse af de offentlige Forhold, og at man maatte indsee, at den Smaalighed, at opløse Storthinget ene og alene for at lade det føle Vægten af den kongelige Myndighed, var fremmed for Høistsammes ophøiede Personlighed Kongen betragter Statsanliggenderne med et prøvet, fordomsfrit Blik, der ligesaalidet er omtaaget af Lidenskaber som af egen Interesse; det hele Folks Vel er Formaalet for hans Virken, Folkets Kjærlighed hans Belønning. Denne ophøiede Stilling borger for, at en saa gjennemgribende Beslutning ikke fattes for at tilfredsstille underordnede Øiemed, som den private Mand fra sit lavere Standpunkt gjerne maa indskrænke sig til; Kongen er alene istand til at bedømme alle de Forhold, som der her maa tages Hensyn til for fuldstændigen at afgjøre Nødvendigheden og Nytten af det Skeete, Forhold, som hverken ere eller efter deres Natur kunne være Andre tilstrækkeligen bekjendte Kongen er bunden til Staten ved de helligste Baand; han kan ikke løsrive sin Interesse fra Folkets; dettes Ulykke er hans Ulykke, dets Lykke hans. Der maatte derfor ganske særegne paatvingende Omstændigheder til for at troe, at Hans .Majestæt kunde glemmme dette inderlige Forhold; men naar saadanne ikke gives, naar den kongelige Beslutning tværtimod umiskjendeligen er Høistsamme saa at sige afnødt ved vor egen Fremgangsmaade, da forekommer det mig uskjønsomt og uretfærdigt ikke at ville erkjende det ophøiede Maal, der af denne Vei søges naaet, lavt og uværdigt at ville besmykke sine egne Misgreb. Hs. Excellence Statministeren, der staaer Kongen nærmest, har tiltraadt Høistsammes Anskuelser, ei alene fordi han har opfattet de bestaaende Forhold saaledes som jeg ovenfor har afmalet disse, men i ogsaa fordi han, paa Grund af denne sin høie Stilling, kan gjennemskue hvad der ligger skjult for os. Om hans personlige Interesse kan der ei være Spørgsmaal; thi jo stærkere de Baand ere, der knytte ham til Fædrenelandet, desto oprigtigere maa han ønske at see dettes sande Vel fremmet.
Jeg holder mig overbeviist om at Enhver, der lader sig lede af Kyndighed og Upartiskhed, ikke behøver flere Grunde eller tydeligere Vink for at indsee, at et alvorligt Middel maatte bringes i Udøvelse, og at intet mildere gaves naar Hensigten skulde opnaaes, saalænge Kongen ikke er i Besiddelse af det absolute Veto. Jeg gjentager det, Øiemedet var at lægge Nationen paa Hjertet, at intet Folk ustraffet kan hylde en Tone eller bekjende sig til Grundsætninger, som ikke taales noget Sted i den civiliserede Verden, at Staten rystes i sine Grundpiller, naar private Hensyn gjøre sig gjældende paa Culturens og Intelligentsens Bekostning, og at Enhver, der mener det ærligt med Fædrenelandet og den besvorne Grundlov, maa afholde sig fra directe eller indirecte at modarbeide de Hovedprinciper, hvorpaa denne er bygget.
Det er en Forbrydelse at bidrage til at Storthinget berøves dets constitutionelle Rettigheder; men det er ikke mindre en Forbrydelse at ville indskrænke de kongelige Prærogativer, og jeg finder ingensomhelst Grund til at antage, at Nationen udsættes for større Fare i det første end i det sidste Tilfælde. Norges Regjeringsform er indskrænket monarkisk; en Fordeling af Statsmagten ansees nødvendig for at tilveiebringe den fuldstændigst mulige Sikkerhed. Det er Misbrug af denne Magt, der har fremkaldt de constitutionelle Former, hvis Hovedprincip er at lade to Kræfter virke ved Siden af og controllere hinanden Men Repræsentationen kan ligesaalet usurpere en uhjemlet Myndighed som Regjeringen, og Folket er ikke mere forpligtet til at taale saadan Vilkaarlighed af den ene end af den anden. Det er følgelig et Brud paa Grundloven, naar hvilkensomhelst af disse Magter forstyrrer den nødvendige Ligevægt, og Nationen lider lige meget i begge Tilfælde. Pressen har næsten udelukkende helliget sine Kræfter til Beskyttelse af Forfatningens demokratiske Element, og ikke sjelden søgt at udvide dette paa det monarkiske Elements Bekostning. Folket er derved saameget mere blevet vant til at omgjærde det første med en qvalificeret Hellighed, som dets egne Rettigheder paa den Maade tilsyneladende blive mere omfattende, skjøndt der ikke skal megen Skarpsindighed og Erfaring til at indsee, at ingen er tilbøieligere til at misbruge sin Myndighed og at handle vilkaarligen, følgeligen til Folkets Skade, end netop Repræsentationen.
Vore Storthing have efterhaanden adopteret de samme Grundsætninger. Forhandlingerne indeholde Beviis derfor, og jeg behøver her blot at kalde tilbage i Rigsrettens Erindring hvad der passerede i 1830 og 1833 i Anledning af Budgettet og forskjellige Pensionsvæsenet vedkommende Qvæstioner. Men aller bestemtest udtalte disse Ideer sig paa sidste Storthing, hvis Færd i det Hele taget ingenlunde svarede til Nationens Forventninger, hvor meget dets dygtigste Mænd end bestræbede sig for at give Forhandlingerne en sand constitutionel Retning Deels sluttende sig til de foregaaende Storthings Vildfarelser, deels opfindsomt inat skaffe sig nye Kilder, af hvilke det kunde øse Materialier for den stedse voxende Lyst til Vilkaarlighed og Eneraadighed, fremkaldte 8de ordentlige Storthing et Uveir, der var altfor svangert med elektriske Funker, til at det ei maatte slaae ned hvis en politisk Afleder ikke itide opfangede og fordeelte disse. Man maa ikke betragte dette Storthings Færd isoleret; havde det været et enkelt truende Meteor, kunde man med temmelig Rolighed have ladet det passere forbi og selv gjøre en Ende paa sin ephemeriske Tilværelse. Det stod imidlertid i Forbindelse med den hele offentlige Udvikling saaledes som denne deels i deels udenfor de foregaaende Storthing havde dannet sig; det havde sin Rod i en præsumtiv Opinion, sine Forgreninger i den forblindede Hobs Hjerter, og trak Saft og Næring fra den af Forgjængerne tilberedede Ager; det var Spidsen af den Pyramide, Eensidighed og lidenskabelig Exaltation i længere Tid havde arbeidet paa at opføre af Vilkaarlighedens raae Steen, Culminationspunctet for den Tøilesløshed, som fra denne Høide troede at skulle kunne beherske Norge. Derfor maa man overskue Værket i sin Heelhed naar man vil bedømme dets Værd og bestemme dets Skjæbne; derfor maa man gaae ned til Fundamentet for at afgjøre Bygningens Characteer og Fasthed. Gjør man dette, bruger man Upartiskhedens Øie, Sindighedens og Erfaringens Maal og Passer, da vil man opdage saadanne Brøst og Mangler, der gjorde det nødvendigt at nedrive den førend den faldt ved sin egen Tyngde og knusede Folkets bedste Forhaabninger.
Det er min Agt at føre de Høistærværdige Herrer hen til de Ruiner, vi endnu have tilbage deraf, og at paaviise disse som Hjemmel for den Skjæbne, der rammede den. Vistnok ere de nu en uformelig Hob, der for største Delen har tabt det Imposante og Truende, som betegnede dens Aand under den forrige Skikkelse; men vi have jo alle, og det ganske nylig, seet dem rage i Veiret, og saaledes vil ingen af os kunne have glemt Sammenføiningen af og Forbindelsen imellem disse Brudstykker. Det indre Liv kan vistnok ikke mere gjengives i sin Heelhed, men Sporene ere dog endnu saa friske, at Erindringen bør kunne supplere det Manglende. Retfærdigheden fordrer, at Dommerne sætte sig tilbage i den Tid og de Forhold, som den Anklagede havde for sig da han handlede, og at de vide at forstærke det mattere Indtryk, Beskrivelsen maa gjøre, ved Hjælp af den nødvendige Imagination.
Ingen Nationalrepræsentation har nogensinde begyndt sin Virksomhed under heldigere Auspicier end sidste Storthing. Der var den ønskeligste Harmonie imellem Folket og Regjeringen; alle billige Forventninger vare tilfredsstillede, og Begyndelsen gjort til at afhjælpe de endnu existerende Savn; den executive Magt havde øiensynligen bestræbet sig for at lægge sit constitutionelle Sindelag for Dagen; Grundloven holdtes i vedbørlig Ære; omfattende forberedende Skridt vare foretagne for at see flere høistvigtige Anliggender ordnede paa en med Nationes Tarv og Værdighed stemmende Maade; for første Gang kan man sige at Regjeringen havde været betænkt paa at forelægge Repræsentationen Forslag til noget Heelt og Gjennemgribende saaledes som den forandrede Statsforfatning gjorde Krav paa; vi levede i Fred med hele Verden, i god Forstaaelse med Broderfolket; Næringskilderne fløde rigeligen; der sporedes overalt meer Orden og Virksomhed i og større Udbytte for enhver Bedrift; Statens Fornødenheder krævede ikke uforholdsmæssige Offere; den offentlige Gjeld betyngede os ikke; Alt skred roligen fremad til større Velstand med stadige Skridt; Person og Eiendom vare lige sikkrede; Lovene beskyttede begge og gjorde ingen Forskjel paa den Rige og Fattige; det elskede Kongehuus havde gjæstet os og var vendt tilbage til Sverrige med fornyet Vished om vor Loyalitet og Kjærlighed, medens det efterlod sig her ubedragelige Tegn paa, at Norges Vel laae det varmt paa Hjertet; vi havde alt hvad et nøisomt og beskedent Folk kunde vente af Forsynet. Skulde man nu ikke troe, at et Storthing, der træder sammen under saa heldige Omstændigheder, vilde have paaskjønnet disse Goder, bestræbet sig for at befæste dem og ledet Fædrenelandet videre frem paa den jævne, rolige Bane til sand Lykke og Tilfredshed, som heldigviis laae aaben for dets Havde man ikke været berettiget til at vente, at al Smaalighed maatte ophøre paa en Tid, da saa mange af Fædrenelandets dyrebareste Anliggender skulde ordnes, at al Lidenskabelighed maatte forstumme paa en Tid, hvor Regjeringen saa ærlig og redebon gik Folkets Ønsker imøde, og at man med Tillid, Sindighed og Beskedenhed havde understøttet dennes fædrenelandssindede Bestræbelser? Det var Folkets Forhaabning, at Lykke og Fred skulde udgaae for det af begge Statsmagters forenede Viisdom, at enhver ubehagelig Conflict skulde bortfalde, og at Repræsentationen med Klogskab, Maadehold og Værdighed vilde gjøre Brug af de Rettigheder, man havde lagt i dens Hænder. Men hvor bitterligen blev man ikke skuffet! Uden at miskjende hver redelig og oplyst Mand, der i Thingsalen røgtede sit vigtige Kald med Alvor og Forstand, kunne vi dog ikke nægte, at Resultatet af det Hele langtfra ikke svarede til vore Forventninger. Denne Misfornøielse blev høit og lydeligt udtalt i private Kredse; jeg appellerer til enhver oplyst og dannet Mands egen Erfaring. I Sandhed, det vilde ogsaa have røbet en utilgivelig Dorskhed, et altfor nært Slægtskab til fordærvelige Principer, om vi vare blevne ligegyldige ved den Maade, Uvidenhed, Stivsind og Lidenskabelighed bildte sig ind at iagttage vort Tarv paa. Hæderlige Repræsentanter have opløftet deres Stemme paa Thinget imod saadan Misbrug af den fra Folket udstedte Fuldmagt, og selve Pressen, denne Democratiets utrættelige Smigrer, har ved enkelte Leiligheder fundet det nødvendigt at blotte Vedkommendes Usselhed Have vi vel flere Vidnesbyrd behov? Jeg troer det ikke; alligevel skal jeg dog, i Betragtning af min Stilling, paapege og fremhæve enkelte af de Facta, som kunne tjene til yderligere Bestyrkelse for denne Paastand.
Allerede den Omstændighed at de Repræsentanter, der vare Embedsmænd, enedes om at aflægge deres Embedsdragt overalt hvor de optraadte som Storthingsmænd, kunde ikke andet end i høi Grad støde Kongen og forekomme os alle som et Skridt, der, medens det lod til at ville smigre Mængden, nødvendigviis maatte tilveiebringe en Spænding Det var i Egenskab af Embedsmænd at i det mindste den største Deel af dem vare kaldede til dette Hverv, og endog blot af denne Grund maatte det synes uformeligt at ville ligesom bortgjemme ethvert Tegn paa hiin Stilling Hensigten kunde ikke fornuftigviis være at ophæve den udvortes Forskjel imellem Borgerclasserne; thi den egentlige, indre Forskjel har Grundloven selv etableret, denne Forskjel har kaldet dem til Storthingsbænkene, og det er altsaa urimeligt., smaaligt og uden mindste Nytte at affectere en udvortes Lighed, der blot bestaaer i Klæderne. Derimod maatte den Slutning falde langt rimeligere, at man vilde lægge for Dagen at Forholdet imellem Kongen og Embedsmanden skulde ansees sat in suspenso saalænge Storthinget varede, og det er følgelig ganske naturligt om Hans Majestæt i denne Beslutning har fundet en Tendents til at emancipere sig fra den kongelige Myndighed og en Erklæring om at man med Dragten aflagde enhver Følelse, opløste ethvert Baand, der bandt Embedsmanden til Kongen, ret ligesom om man ikke skulde kunne paa eengang opfylde de Pligter, man skyldte Kongen og Grundloven Man har fundet sig vel tjent med at modtage Embedet paa de opgivne Betingelser, og ingen Skrupler gjort sig ved at anlægge og bære den reglementerede Uniform; var det da anstændigt eller passende at foretage et Skridt, der næsten synes at vidne om at man skammede sig ved dennes og spaaede ikke allerede denne Beslutning at et Schisma imellem Statsmagterne vilde opstaae, uagtet ingen mere end Repræsentanterne burde arbeide paa at forebygge et saadant?
Indtil den 19de Februar foretoges intet uden Formaliteter og høist ubetydelige Gjenstande, hvoraf en stor Deel ikke havde fortjent den mindste Opmærksomhed, end sige Committee-Indstillinger og vidtløftige Deliberationer; derimod fandt man det passende bemeldte Dag, ganske uden for hvad Sædvane, Reglementet, Sagens Vigtighed og den Hans Majestæt skyldige Opmærksomhed fordrede, at beslutte, at de kongelige Propositioner om Forandringer i Grundloven skulle udlægges og foretages i et senere Møde uden at tilstilles nogen Committee. Dette antoges efter at man kort i Forveien paa det vidtløftigste havde debatteret om andre langt uvæsentligere Forslag skulde forberedes af en Committee eller ikke, og fundet Nedsættelsen af en saadan nødvendig, f. Ex. angaaende Storthingstidenden og Throntalens Besvarelse; ja man undsaae sig ikke engang ved at anføre, at det var Pligt at afgjøre Sagen paa korteste Maade, hvis ethvert Storthing skulde beskjæftiges dermed, og syntes saaledes at nære det Haab at man ved denne Behandling kunde betage Hans Majestæt Lysten til at afbenytte en Høistsamme tilkommende constitutionel Rettighed. Mærkeligt er det ogsaa at man, med Hensyn til de af nogle Repræsentanter foreslaaede Forandringer i Grundloven, ikke lod sig nøie med een Committee-Indstilling, men den 10de Marts efter langvarige Debatter kom til det Resultat at en Continuations-Indstilling var nødvendig Da disse kongelige Propositioner den 26be Febr. behandledes i Thinget, fandt ingensomhelst Deliberation Sted, hvorimod det eenstemmigen besluttedes at ingen af dem kunde bifaldes. Da man derimod nogle Dage tidligere havde opvakt Motion om Forandringer i Storthingets Reglement, om Tiden og Maaden, paa hvilke Lagthingsmedlemmerne burde vælges, o. s. v., fandt man disse gamle Quæstioner af den Vigtighed, at yderst vidtløftige og levende Debatter derom opstode, ligesom Thinget ogsaa senere viiste at det ingen Betænkelighed fandt ved at underkaste endog de urimeligste Forslag og de største Bagateller saavel en foreløbig Prøvelse af en Committee, som vidtsvævende Discussioner. At gjøre denne Forskjel paa Lovforslag fra Hans Majestæt og fra Repræsentationens Medlemmer, og at behandle saa vigtige Sager som Spørgsmaal om Grundlovsforandringer paa en saa compendieus Maade, røber ikke den Takt for det Sømmelige, som en Nationalrepræsentation mindst burde savne, og kan ikke betragtes anderledes end som en Mangel paa skyldig Ærbødighed for Hans Majestæt, ja tildeels som et lovstridigt Forsøg paa at lægge Hindringer i Veien for Udøvelsen af et kongeligt Prærogativ. Uhøfligt er det under alle Omstændigheder; og Uhøfligheder imod sin Konge, begaaede af Repræsentationen, ere i høieste Maade qualificerede og vidne om en Tone, der ikke forudsætter nogen synderlig Modenhed. Storthinget viiste da ogsaa siden at almindelig vedtagen Artighed just ikke var dets Sag.
Det bekjendte Forslag om Svar paa den saakaldte Throntale kostede Thinget og dets Committeer megen Møie; men alt var spildt, thi den 19de Febr. blev Resultatet at Talen skulde vedlægges Protocollen. Ogsaa her røbede man, skjøndt paa den modsatte Maade, at man havde Lyst til at prøve Kræfter med Kongemagten. En uheldig Sammenligning med England og Frankrige, hvis offentlige Væsen man kun halvt havde opfattet, bevægede Vedkommende til at foreslaae en ny Tingenes Orden hos os. Man kunde ikke finde sig i at Hans Majestæt havde Ret til at aabne Storthinget med en Tale, som dette manglede Anledning til at besvare; man agtede at udtale sine politiske Anskuelser for Thronen, frembære Folkets Ønsker og Forhaabninger, for saaledes at bøde paa det formeentligen Mangelagtige ved Statsraads-Protocollernes Revision og Repræsentationens Control med Styrelsen. Men man oversaae deels at Forholdene i hine Lande ikke stemme overeens med vore, og at det, som er passende og nødvendigt der, vilde hos os blive urimeligt og hensigtsløst, deels at denne nye Slags Control er ganske uden for Grundloven. Hans Majestæt fandt i dette Forslag et forfatningsstridigt Forsøg paa at udvide Repræsentationens Rettigheder, hvilket Storthinget da ogsaa selv indsaae; men det var intet godt Tegn, at man saa tidligt og saa alvorligt røbede deslige Planer.
Uagtet der ingen Tvivl kunde være om at det ene henhører under den executive Magts Ressort at træffe de fornødne Foranstaltninger om Markeders Oprettelse eller Ophævelse, frembragte dog et Forslag angaaende Moe-Markedet Yttringer paa Thinget, der paa det tydeligste vidnede om Repræsentationens Tilbøielighed til at ansee Sagen sig vedkommende, og det var først efter mange Forberedelser og langvarige Debatter at man lod den fare, skjøndt dette Resultat mere synes at være tilveiebragt ved Betragtninger, hentede fra den specielle Sags materielle Beskaffenhed, end ved nogen i Formen grundet Betænkelighed. I Forbindelse hermed giver jeg mig den Ære at henvise til det paa Thinget den 3die Mai Passerede angaaende Oversendelsen til Regjeringen af et Forslag om Romsdals Marked „for at denne kan træffe de fornødne Foranstaltninger.“
Det indsees ikke med hvad Hjemmel Repræsentationen indblander sig i deslige, den executive Magt alene vedkommende Gjenstande, og det er ganske vist constitutionsstridigt naar den paatager sig, skeer det end i Form af Anmodninger, at gjøre denne opmærksom paa dens Pligter. Storthinget har i denne Henseende ingen anden Ret end bag efter at controllere hvad Regjeringen har foranstaltet, forsaavidt dette er underkastet Repræsentationens Control.
Et lignende Skridt foretog Thinget sig da det under 1ste Marts besluttede, at 2 Repræsentanters Forslag angaaende den Artillerie- og Cavallerie-Udrederne efter Loven tilkommende Godtgjørelse skulde tilstilles Regjeringen med Anmodning om at denne vilde føie Anstalter til at Godtgjørelsen uden ufornødent Ophold kunde blive udbetalt eller liqvideret i Udredernes Skatter.
Naar Protocol-Committeen i Indstillingen af 19de April henleder Odelsthingets Opmærksomhed paa Nødvendigheden af at blive meddeelt samtlige Andragender med Bilage betræffende de under de forskjellige Departementer sorterende Betjeninger, saasom Copiist- Extraskriver- og Undertoldbetjents-Poster, for at disse Sager kunde komme ind under den controllerende Magts Virksomhed, da leder man ogsaa forgjæves efter grundlovmæssig Hjemmel for saadan Myndighed Endskjøndt Repræsentanternes Handlinger uden for Storthinget nærmest maa betragtes som aldeles private, kan det dog ikke undgaaes at saavel Kongen som Nationen maae lægge en vis Betydning i hvad de enten samtlige eller i betydeligt Antal foretage sig, især naar dette i det mindste indirecte har en offentlig Characteer. At Storthingets Medlemmer derfor sidstleden 17de Mai indtoge et Festmaaltid i Hôtel du Nord, at en Deel af dem, foruden Præsidenterne, kom ned paa Gaden, og, takkende den der samlede Mængdes Anførere, blandede sig med Folket, at de fra Vinduerne opfordrede dette til at synge Nationalsangen, og besvarede det i den Anledning givne Hurra, o. s. v. (cfr. Morgenbladet Nr. 140, 1836), kan ikke betragtes anderledes end som Repræsentationens offentligen udtalte Anskuelse af Dagens Betydning for Nationen Der synes imidlertid ikke at burde være mere end een Mening om, at et Storthing, som paa denne Maade sætter sig i aabenbar Opposition med Kongens Ønske og ganske overseer Høistsammes gjentagne alvorlige Advarsler, ingenlunde opfører sig som man kunde vente af Nationens Deputerede. Naar selve Repræsentationen finder det passende at saare Kongens Følelser, uden at stræng constitutionel Pligt gjør saadant aldeles uundgaaeligt, da bestyrker den Folket i en Fremgangsmaade, som Hans Majestæt finder fornærmelig for sig, og tilsidesætter derved ei blot hvad den skylder Landets Konge, men og sine Forpligtelser imod Nationen; thi at man ei kan gjøre Regning paa Concessioner fra den Magt, man behandler saaledes, og at man tillige sætter paa Spil den Eenighed og gode Forstaaelse imellem Regjering og Repræsentation, uden hvilke intet for Fædrenelandet heldigt Resultat lader sig vente, maatte jo Enhver kunne forudsee. Det havde dog vel været mere passende og klogt, om Storthinget havde foretrukket disse vigtige Hensyn for Lysten til offentligen at slaae sig paa den store Hobs Partie. Af samme Grund maatte Kongen ogsaa føle sig fornærmet ved Indbydelsen af 2den Mai til et National-Monument for Constitutionen, hvilken Indbydelse er underskrevet af en stor Deel Repræsentanter og indeholder Grundsætninger, som man veed ikke billiges af Hans Majestæt. Det maa jo allerede være ubehageligt nok for en Repræsentant naar han i Udøvelsen af sit offentlige Kald finder sig efter Overbeviisning nødsaget til at handle i en anden Aand end Kongen ventede; intet forekommer mig derfor rimeligere end at han med Glæde maatte gribe enhver Leilighed til at undgaae saadan Conflikt, istedet for selv at fremkalde den i et Tilfælde, hvor Pligt mod Fædreneland intet Krav har paa ham.
Hvad der passerede paa Storthinget i Anledning af den foreslaaede Forandring i Gjordemoder-Reglementet, kan ikke være glemt. Vi erindre os endnu Vedkommendes ligefrem udtalte Anskuelse, der gik ud paa at man burde optage Loven uforandret saaledes som den i 1833 blev antaget, trods dens erkjendte Mangler, blot for i paakommende Tilfælde at kunne gjøre Brug af Grundlovens 79de §., og vi bleve alle paa den ubehageligste Maade overraskede ved denne høist upassende Færd. De offentlige Blade revsede den ogsaa efter Fortjeneste. Naar man betænker at Talen her var om en ubetydelig privat Lovs Modification, imod hvilken den eneste Sagkyndige, det medicinske Facultet, med Eftertryk havde ivret, saa skal der visseligen meget ringe Begreber om en Repræsentations Værdighed og om Betydningen af ovennævnte Paragraph til for at kunne beqvemme sig til Anvendelsen af en Grundlovsbestemmelse, hvis Hensigt er at sikkre Nationen dens helligste Rettigheder og dyrebareste Interesser, en Anvendelse, som enhver oplyst Mand ønsker gjort unødvendig saa længe som muligt i Betragtning af det ulykkelige Schisma, den altid maa afstedkomme. Hvorledes der tillige lagdes Planer til at sætte andre ei sanctionerede Beslutninger, blandt andet Formandsloven, igjennem ved Hjelp af hiin Paragraph, er bekjendt nok.
De fleste ville vistnok tilstaae, at Hans Majestæt udøver sin constitutionelle Ret til at meddele midlertidige Pensioner med al den Omhue for Statscassens Tarv, som helligere Pligter tillade, og ikke tage mindste Notits af Actors ubeviiste Yttring om, at der ikke noksom gjøres Forskjel paa de Personen der ved egen uregelmæssig Levemaade have gjort sig uskikkede til Statens Tjeneste, og dem, som dette ei er Tilfældet med. Vi have imidlertid med Bedrøvelse erfaret hvorledes sidste Storthing, opmuntret ved Budget-Committeens Indstilling, ikke blot gjorde betydelige Nedsættelser i disse Pensioner, tildeels med en forbausende Smaalighed og saavel paa Statscassens som paa Storthingets dyrebare Tids Bekostning, men at det endog troede sig beføiet til at bortraisonnere de klare og tydelige Rettigheder, Lovgivningen tilstaaer en heel Classe af trængende Individer. (cfr. Fund. 13de Juli 1712. Forord. 21de Juni 1720. Pl. 19de October 1727. Pl. 29de Septbr. 1786. Fordn. 4de August 1788 §. 7. Conv. 2den Septbr. 1819., Art. 17. Opgjørelse af 20de April 1820, Art. 7 Nr. 19). Thingets bedste Mænd have indtil Evidence beviist det ulovlige og Vilkaarlige i at berøve Embedsmænds Enker og Børn Pension — forgjæves: Eensidighed og andre ligesaa forkastelige Motiver vare døve for Retfærdighedens Røst. Men man lod sig ikke engang nøie hermed; man besluttede at indgaae til Hans Majestæt med en Adresse, hvis Gjenstand deels skulde være Anmodningen om et fast Pensions-Reglement, deels Erklæringen om at hine Enker og Børn ikke maatte indbefattes derunder, uagtet man alvorligen blev lagt paa Hjertet, at denne Fremgangsmaade sigter til at indskrænke Kongens grundlovmæssige Ret til at meddele midlertidige Pensioner, og derfor er en Anmasselse fra Repræsentationens Side. Endelig drev man denne Ringeagt for de kongelige Prærogativer til det Yderste ved Opgjørelsen og Antagelsen af Militair-Etatens Budget. Jeg henviser til Morgenbladet Nr. 148, 149, 152, 153, 154, 155, 156, 159, 160 — 64, hvor denne mærkelige Committee-Indstilling findes in extenso, og til Nr. 168 sqq. som indeholder de i den Anledning fattede Beslutninger. Foruden at man her er gaaet i en Detaille, der gjør et Armeedepartement aldeles overflødigt og lidet svarer til de Landes Exempel, man ved andre Leiligheder har for Øine, skal jeg tillade mig at paapege følgende specielle Poster, i hvilke man uden Skye har vovet at gribe ind i den executive Magts Rettigheder og paa anden Maade gjort Brud paa de gjældende Former.
a) Uagtet Artillerie-Qvartererne i Henhold til den bestaaende Lovgivning udgjorde 798, har man dog foreslaaet dem nedsatte til 727 og virkelig nedsat dem til 752. Man har derved ei alene anseet sig berettiget til ved en Storthingsbeslutning at ophæve Loven af 13de Septbr. 1830, hvilket er aabenbar constitutionsstridigt, men ogsaa troet sig istand og competent til at reorganisere Artilleriet. Committeen gjør nemlig opmærksom paa, at man meget vel kan lade sig nøie med dette færre Antal Qvarterer, naar man blot omdanner Batterierne efter dens Forslag, og forudsætter saaledes naivt nok, at Hans Majestæt vil overdrage denne vigtige Deel af den exsecutive Magt til Storthinget (cfr. den Constitutionelle Nr. 145, 1836 af 24de Juni).
b) Under Sagens Behandling i Thinget foreslaaes der, at Ingenieurbrigaden bør omdannes til et Corps og modtage en forandret Organisation. Dette finder man herligt, og beslutter derfor, at Committeens Mening skal indhentes, uden at betænke, at man ligeledes her tiltager sig en Myndighed lige imod Grundloven.
c) Den 18de Juni bevilger man Udgifter til Corps-Exerceerskoler, men foreskriver tillige Regler for, naar og hvor ofte der maa holdes Officiers- og Under-Ofsiciers-Samlinger.
d) Samme Dag finder man det nødvendigt at affordre Committeen dens Betænkning om et Forslag, der gaaer ud paa at forene Krigs-Commissariaterne med Enroullerings-Chefs Posterne, naturligviis fordi man ogsaa antager, at dette henhører under Storthingets Ressort.
e) Efterat en Repræsentant paa en ganske beqvem, om just ikke anbefalelsesværdig Maade, er kommen til Kundskab om, at en høi Ofsicier har Bolig i en af Statens Bygninger, beslutter man, at den lovbestemte Quarteergodtgjørelse skal bortfalde for de Officierer, der nyde saadan Bolig, uden at lægge Mærke til, at det er Staten aldeles uvedkommende om Hans Majestæt paa saadan Maade disponerer over de til Høistsammes Raadighed overladte offentlige Bygninger, og hvilke Emolumenter Kongen tilstaaer en Embedsmand qva Hofbetjent af de Høistsamme anviste particulære Midler.
f) Tværtimod hvad der ved gjældende Resolutioner var afgjort, betager man Generaladjutanten og de ved Generalstaben ansatte Officierer en Deel af de Rettigheder, Embederne vare tillagte, i det man bestemmer, at enhver af dem herefter kun tilstaaes Ration til 1 Hest.
g) Man anslaaer hvad der forventes sparet ved Mandskabernes Permittering til 8,500 Spd., og tager disse med i Beregningen, idet man anviser dem til uforudseete og tilfældige Udgifter, hvorved man altsaa enten gjør det umuligt at skaffe Resourcer til disse, eller tvinger Kongen til at permittere Soldater.
h) I det Hele taget knytter man hver enkelt bevilget Sum til de foreskrevne Betingelser saaledes, at Intet kan ansees bevilget hvis disse ei overholdes. Følgen af denne Fremgangsmaade kunde derfor let blive, at Hans Majestæt nødsagedes til at lade ethvert Corps beholde den nuhavende Inddeling og Organisation, om den end senere befandtes nok saa uhensigtsmæssig.
i) Endelig nægter man at bevilge 600 Spd. til 2 Artillerie-Officierers Ophold i Fahlun, fordi det var uvist om de paa 1 Aar kunde gjøre sig tilstrækkeligen bekjendte med Malmstøbningen, og man kunde tabe sin Ret til Erstatning af Kanonstøberiernes Eiere naar man havde havt Opsynsmænd ansatte ved Støbningen.!
Jeg forbigaaer de flere Bemærkninger, denne Sag i saa rigelig Mængde giver Anledning til (cfr. Den Constitutionelle Nr. 129, 1836 og følgende Nr.). Om det end var hensigtsmæssigt, at Storthinget søgte at gaae i den Detail, Committeen i denne Anledning er forfalden til, for at overbevise sig om Nødvendigheden af de til Landmilitair-Etaten udfordrede Summer, saa bleve dog ikke derfor hine Uformeligheder enten nødvendige eller rigtige Det havde vel ogsaa været meest passende, at Storthinget efter et foreløbigt Skjøn havde bevilget Summen en bloc, og overladt Hans Majestæt at fordele den paa de forskjellige Contoer saaledes som Høistsamme fandt det tjenligst; thi naar Beløbet ei overskrides, og virkelig anvendes til Militair-Etaten, vedkommer det ei Storthinget hvorledes den specielle Disposition foregaaer; Hans Majestæt maa dog have Ret til at organisere Krigsmagten som han finder tjenligst, naar blot Grundlovens §. 25 overholdes, og Bevilgningerne ei overskrides. Man har saaledes ganske misforstaaet Hensigten med Oversendelsen af Armeedepartementets Beregninger. At undersøge Sammenhængen med den Sum, dette Departement endnu ikke havde disponeret over, vedkom ikke Repræsentationen, og kunde i al Fald snart være gjort.
Paa saa mange Maader overtraadte 8de ordentlige Storthing de første Betingelser for en Repræsentations Værdighed; saa talrige vare dets Forsøg paa at tilegne sig den exsecutive Magts Functioner og gjøre Regjeringen til et simpelt Bureau for Fuldbyrdelsen af dets egne Beslutningen Naar nu hertil kommer, at de forløbne 5 Maaneder væsentligst vare blevne afbenyttede til Istandbringelsen af høist ubetydelige Gjenstande, at man debatterede i det uendelige inden man kunde blive enig om disse, at man anvendte en stor Deel af den kostbare Tid paa Loven om Ophævelsen af Frdg. 13de Januar 1741, om Liggedage, pharmaceutisk Examen, udvidede Rettigheder til at føre Dæksfartøier, forandrede Grændser for Moss, o. s. v. medens man endnu ikke havde taget fat paa noget andet omfattende Lovgivningsarbeide end Haandværksloven, hvilken Odelsthinget begyndte paa den 27de April men dog ikke blev færdig med førend den 6te Juni, at Sagerne sendtes frem og tilbage imellem Storthingets begge Afdelinger med de smaaligste Anmærkninger og Forandringer, at man stred med Haardnakkenhed for et Comma, et Ord, at Loven om Udmyntning af Skillemynt ikke fik sin Tilværelse uden efter en, næsten til Forargelse gaaende Kamp om Formen, at man i Bestemmelsen om Bankcoursens Nedsættelse, trods alt hvad derom var skrevet og yttret, dog ikke kunde træffe det Rette og for Nationen Gavnlige, at man i Indstillingen om det Egerske Fund røbede de materielleste Anskuelser, at man under Debatterne om Qvarteergodtgjørelsen hørte debitere Facta, som beviisligen ei stemmede med Sandheden, at der vilde hengaae flere Aar inden Storthinget kunde faae tilendebragt dets nødvendige Forretninger, hvis man vilde behandle de vigtige Sager ligesaa fuldstændigen og vidtløftigen som de ubetydelige, og at man jevnligen lagde for Dagen deels at man var uimodtagelig for Grunde, deels talede med i Sager, hvorom man var ganske ukyndig, — saa feiler jeg vel ikke ved at paastaae, at sidste Storthing ingenlunde viiste sig værdig til Nationens og Kongens Tillid, men at dets hele Færd fra først til sidst bar Præget af en Aand, der med Rette ansaaes høist fordærvelig for Fædrenelandet. Under saadanne Omstændigheder drister jeg mig til at besvare Spørgsmaalet, om Landets Ære og Vel fordrede at dette Storthing blev opløst, med det bestemteste Ja, og at betvivle at nogen fordomsfri Mand for Alvor kan være af den modsatte Mening. Hvad der passerede efter at Hans Majestæt var bleven misfornøiet med at Commandanten paa Agershuus betjente sig af de ham i denne Egenskab anbetroede Midler til et uden for Tjenesten liggende og med Kongens offentligen yttrede Villie uforeeneligt Øimed, og derfor havde taget denne Commando fra ham igjen, og da Storthinget var ophævet, lagde yderligere for Dagen, hvor liden Takt man havde, og hvor tilbøielig man var til ved enhver Leilighed at handle i den samme Tone. Naar Hans Majestæt offentlig tilkjendegiver Misnøie med en Embedsmands Forhold, og denne derimod af Andre i samme Anledning bevidnes deres Agtelse og Bifald, da give disse Andre derved et offentligt Beviis paa, at de misbillige Hans Majestæts Beslutning. Som oftest er det Avisskriverne, der befatte sig med sligt, og hvor upassende det end er, ere Vedkommende dog navngivne, medens derimod de Storthingsrepræsentanter, som complimenterede den afskedigede Commandant, ikke vare det. Er det paa denne Maade den ene Statsmagt vedligeholder god Forstaaelse med den anden, Undersaatten med sin Konges Dog, jeg skal ikke videre commentere over disse mærkelige Facta, siden de ei kunne være lagte til Grund for den kongelige Resolution af 2den Juli; jeg releverer dem blot her, fordi de saa høist træffende characterisere sidste Storthing og yderligere godtgjøre dettes umodne Anskuelser af sine Forhold og Pligter.
Det er saameget urimeligere nu for Tiden at ville bestride Statsministerens Paastand om, at Storthingets Opløsning var til Gavn for Riget, som dette efter Forholdets specielle Natur væsentligst maa komme an paa Følgerne. Man kan ikke nægte Muligheden af at Hans Majestæts velgjørende Hensigter forfeiles, hvis nemlig hverken det overordentlige Storthing eller Nationen ville lægge sig de her udviklede Sandheder paa Hjertet. Imidlertid er det dog klart, at der ene kan tages Hensyn til Motivet for Handlingen, og til den større eller mindre Rimelighed for at Følgerne ville svare til Forventningerne. Actor maa selv erkjende, at det ikke gaaer an at tage Hensyn til mulige Resultater, der have været udenfor Beregningen; forsaavidt ere vi enige; naar han derimod vil have, at dette blot maa gjælde om de tilfældige lykkelige Virkningen som han kalder aandelige Opvækkelser, men ikke om de uheldige, der efter hans Formening altid skulle komme den Handlende til Ansvar, saa er dette altfor fiskalste Sophisterier til at jeg skulde finde noget specielt Svar nødvendigt eller passende. Det er just saadan aandelig Opvækkelse den kongelige Resolution sigter til at foranledige, og mod sin Villie røber Actor dog tydeligen, at han indseer, hvor heldbringende det vilde være, om den kom istand. Ligesom jeg tilstrækkeligen har viist, at Øiemedet i sig selv var godt og at det maatte præsumeres at blive opnaaet, saaledes er der heller ingen Sandsynlighed for at det Modsatte vilde indtræffe saalænge vi ikke ere nødte til at opgive alt Haab om, at Fornuft og Besindighed kunne vende tilbage til os. Naar Talen er om der har været Anledning til at protestere imod en Beslutning som skadelig for Riget, maa man indskrænke sine Fordringer i Overeensstemmelse hermed. De aldeles uberegnelige Følger af Handlingen kunne efter criminalistiske Grundsætninger ikke lægges Nogen til Last I det Mindste maatte disse skadelige Resultater virkeligen være indtraadte i den udvortes Verden inden der kunde blive Spørgsmaal om Ansvar; thi Muligheden af at Skade opstaaer kan naturligviis ikke lægges til Grund for en Straffedom, der ene maa bygges paa bestemte Facta. Hvad jeg under Proceduren af Sagens formelle Deel anførte om, at Anlægget var skeet for tidligt, maa saaledes komme i Betragtning her som en yderligere Frifindelsesgrund. At foregribe Fremtiden og erklære det for skadeligt, som ei alene muligens, men endog høist sandsynligen vil vise sig at have været gavnligt, drister vel ingen Domstol sig til, mindst en saa ophøiet som nærværende.
Det kunde saaledes vistnok ansees aldeles overflødigt specielt at gjennemgaae Actors Argumentationer, ved Hjælp af hvilke han troer at have godtgjort, at den kongelige Resolution af 2den Juli baade er stridende imod Statsformen og øiensynlig skadelig for Riget. For at fuldstændiggjøre mit Forsvar, og bringe det om muligt til en endnu høiere Evidence, at Odelsthingets Anke er aldeles temerair, skal jeg ikke destomindre udbede mig Rigsrettens Tilladelse til at drøfte disse saakaldte Grunde noget nøiere.
Actor begynder her sit Angreb med den snurrige Paastand, at den omhandlede Beslutning ingen formel Hjemmel har i Grundlovens 80 §., en Paastand, der skylder hans Opfindelse sin Tilværelse. Men at han ikke dermed kan gjøre nogen Lykke, er saa klart, at kun nærværende Sags Vigtighed og en Defensors Pligt bevæger mig til at imødegaae den med andet end en simpel Benægtelse. Han støtter sin nye Lære deels paa Udtrykket ”den bestemte Tid” i Grundlovens § 80, deels paa Aanden i bemeldte Paragraph. Hvad nu det Første angaaer, da har §. 80 med rene og klare Ord sagt, at Storthinget forbliver samlet saalænge det finder det fornødent, dog ikke over 3 Maaneder uden Kongens Tilladelse. Hvorledes disse tydelige Udtryk kunne modtage nogen anden Fortolkning end den, at Storthinget har en grundlovmæssig Ret til at være samlet i 3 Maaneder uden at Kongen kan hindre saadant, men at det efter den Tid blot existerer med Hjemmel af Hans Majestæts Samtykke, der ikke er knyttet til nogensomhelst Betingelse eller paalagt mindste Indskrænkning, formaaer jeg sandelig ikke at fatte. Da Alt hvad Actor anbringer i nærværende Sag til Styrke for Odelsthingets Anklage maa betragtes som Thingets egne Anskuelser, saa fortjener det vistnok en høi Grad af Opmærksomhed, at denne Afdeling af Repræsentationen bøier og dreier Grundloven paa den kunstigste Maade blot for at udvide dens egne Rettigheder. At Regelen for Kongens Ret til at prolongere Storthinget ene maa søges i de ovenfor af mig citerede Ord, er uimodsigeligt. Den følgende Passus er blot en Anvendelse af Regelen, og kan altsaa ikke tilintetgjøre eller gaae videre end denne. Var dette skeet, maatte Præsumtionen dog være for at Grundloven havde udtrykt sin egentlige Mening i Hovedsætningen selv. Naar der imidlertid ingen Strid er imellem begge disse Passus, naar det maa erkjendes af Enhver, der vil see, at Ordene ”eller efterat have været samlet i den bestemte Tid” referere sig deels til de 3 Maaneder, hvortil Kongens Samtykke ikke udfordres, deels til den Fortsættelse af Thingets Virksomhed, som Kongen senere tillader, og at Hs. Majestæt virkelig har bestemt Tiden naar han meddeler Prolongation indtil Videre og hæver denne midlertidige Tilladelse igjen, samt at den bestemte Tid da er forbi, saa fristes man næsten til at troe at Actor her spøger.
Om og hvorvidt det er Storthinget beqvemt eller behageligt at modtage deslige Prolongationer, vedkommer ikke Qvæstionen. Imidlertid dependerer det af dets egen Fremgangsmaade at undgaae saadant; thi Erfaring har lært og Sagens Natur tilsiger, at Hs. Majestæt ikke vilde reservere sig Ret til naarsomhelst at tage Tilladelsen tilbage igjen, hvis Han kunde stole paa at Storthinget afbenyttede den givne Frist paa en med Fædrenelandets Vel stemmende Maade. Almindeligviis er det ogsaa en Umulighed, efter de Forretningsmaximer Repræsentationen følger, i Forveien at bedømme hvor lang Tid den behøver, og en Udsættelse til en bestemt Dag kunde derfor heller ikke lede til Maalet. Man faaer i ethvert Tilfælde at arbeide paa det Vigtigste og gaae dermed saa langt man kan; Usikkerheden bør her ingen Indflydelse have. Om Overrumpling er der ikke Spørgsmaal, kun om Anvendelsen af Kongens constitutionelle Ret, og denne bringer Høistsamme i Udøvelse saaledes som han finder tjenligst for Riget. Dettes Vel er Kongens eneste Motiv; kan Storthingets Ønske ei harmonere dermed, maa Skylden søges hos det selv. En Udsættelse paa ubestemt Tid indeholder tilstrækkeligt Motiv for Storthinget til at have Alt beredt for at kunne ende Forhandlingerne naarsomhelst. Jeg indseer ikke med hvad Ret man fordrer noget specielt Kald og Varsel, og jeg havde mindst ventet at man fra denne Kant skulde have villet gjort opmærksom paa hvad Anstændigheden fordrer, et Begreb, der ogsaa af denne Actors Yttring sees at være mere ubekjendt end ønskeligt var.
Betræffende Actors andet Argument, da sees det, at han, og efter hvad jeg nylig yttrede, tillige Odelsthinget, ogsaa her finder det beqvemt at gjøre Vold paa Grundloven for at Repræsentationen kan komme i Besiddelse af en større Myndighed Hans Raisonnement gaaer nemlig ud paa, at Grundloven har været for knap i det den blot tilstaaer Storthinget 3 Maaneder, og at det altsaa maa være dens Villie at Kongen skal tilstaae det saa lang Tid, som det behøver til Fuldførelsen af dets mange og vigtige Arbeider, hvilke det umuligt kan tilendebringe.i den lovbestemte Tid. Men saaledes har ikke Grundloven tænkt. Den er gaaet ud fra den Forudsætning, at de Pligter, det paaligger Repræsentationen at varetage, kunne opfyldes i 3 Maaneder, at Omstændighederne vel undtagelsesviis kunne fordre en længere Tid, men at denne Prolongation ei klogeligen kunde overlades til Storthingets eget Forgodtbefindende, da Nationen maa have en Garantie for at det ei misbruger sin Magt til dens Skade, hvilket er meget muligt og ene kan forebygges i dette Punct ved at lægge Retten til at hæve Thinget i Kongens Hænder. Med denne Grundlovens utvetydige og klarligen udtalte Villie faaer man lade sig nøie, saalænge Bestemmelsen ikke constitutionsmæssigen er forandret, Noget, der vel ikke skeer siden Storthinget gjentagende og saa energiskt har deklareret, at det ei vil have Grundloven forandret i Puncter, man dog erkjender trænge til Forbedring, med mindre man kunde statuere, at det ogsaa her agtede at følge et modsat Princip til Udvidelse af dets egne Rettigheder. Der haves intet Beviis for at hine 3 Maaneder ere utilstrækkelige; den hidtil gjorte Erfaring lærer blot at Storthingene, saaledes som de gaae frem, ikke i denne Tid naae Maalet; men at de ikke kunne bruge en klogere og hensigtsmæssigere Fremgangsmaade, hvorved Tiden blev tilstrækkelig, er netop hvad der skal bevises og lader sig ikke opstille som et Axiom. Præsumtionen er for at de Mænd, der i langt kortere Tid fuldførte et Arbeide som selve Grundlovens Forfattelse, bedst maatte kunne bedømme Omfanget af de Pligter, der efter denne skulde fyldestgjøres af Repræsentationen, og hvor langt Tidsrum dertil behøvedes Man tænkte sig dengang vistnok ikke Muligheden af at de kommende Storthing skulde saa aldeles forlade Constituenternes følgeværdige Exempel, at de skulde forfalde til denne grændsesløse Detail og mageløse Smaalighed, at de skulde indlade sig i evindelige Flikkerier paa den private Lovgivning, og spilde Tid og Kraft paa Enkeltheder, at de skulde tabe sig i uendelige Stridigheder om Formen og opløse sig i simple Bureauer; nei, man forventede at Folket vilde gjennemskue Hensigten med en constitutionel Forfatning, fatte dennes Aand, og indsee at Repræsentationen alene har at foreskrive de almindelige Principer, den finder bedst stemmende med Rigets Tarv, overladende Regjeringen at besørge disse gjennemførte i det Specielle. Var dette skeet, da vilde vi have faaet ganske andre Resultater; da var Hovedsagen ei glemt over Biting; da havde Ingen vovet at spilde Thingets kostbare Tid med unyttige Forslag og urimelige Indvendinger tildeels i Sager, han ei var indviet i, og da vilde 3 Maaneder almindeligviis været tilstrækkelige. Saaledes som det nu gaaer er det intet Under at man forlanger 3 Gange saa lang Tid; men Feilen er Ens egen, og det klinger derfor ikke godt at sige den er Grundlovens At de første Storthing behøvede større Frist, deels fordi den forandrede Statsforfatning krævede mange Reformer, deels fordi Repræsentanterne da manglede behørig Erfaring, finder jeg rimeligt; men begge Aarsager ophørte efterhaanden uden at dette blev Tilfældet med Virkningerne. Det nytter saaledes ikke at paaberaabe sig de foregaaende Storthings Exempel; thi man burde have ladet sig afskrække ved disse Spoer istedetfor opmuntre til at forfølge dem videre, og man burde indseet, at et Onde kan bæres med Resignation til en Tid saalænge Haabet om at det vil hæve sig selv ikke forlader En, men at det bliver aldeles utaaleligt naar det bestandig voxer. Indvendingen, at det ei er gaaet bedre eller hurtigere forhen end paa sidste Storthing, maa derfor blot tjene til Beviis paa, hvor eensidigt og egoistiskt Mennesket er. Derfor nytter det ikke heller at henvise til den Overbærenhed, hvormed Kongen har taalt lignende Misgreb af foregaaende Storthing; tværtimod burde man deri have seet en kraftig Opfordring til at betræde en anden Bane. At Hans Majestæt nogensinde skulde have erkjendt, at Repræsentationen nødvendigviis behøvede mere end 3 Maaneder, forholder sig ikke saaledes, og vilde desuden Intet bevise til Fordeel for Modpartiet, siden 8de Storthing var samlet i meer end 5 Maaneder, og der, som bemærket, var Anledning til ikke at være saa nøieregnende med de første Storthing, der manglede Erfaring Naar Actor paaberaaber sig Grl. 94 §. til Beviis forat dens Concipister, i at bestemme 3 Mdr. for Storthingets ordinaire Virksomhed, have forudsat at en ny almindelig civil og criminel Lovbog vilde udkomme, der endnu savnes, da forventer jeg han oplyser mig om, i hvilken Henseende denne Mangel har forøget Thingets Arbeide og medtaget dets Tid. Det Slags private Love, som hidtil have været Gjenstand for Repræsentationens Overveielse, vedkomme kun for en saare ringe Deel den almindelige Lovbog; de ere desuden for det meste fremkaldte ved Forslag fra Thingets egne Medlemmer, og saa uvæsentlige, at man ikke skulde have havt Anledning til at beklage sig, om de fremdeles vare forblevne ubekjendte. At sidste Storthing af Regjeringen blev forelagt mange og vigtige Forslag er fandt; men netop denne Omstændighed gjør det saa meget mere uforsvarligt at spilde Tiden med daglige Debatter om Ingenting, hvorved de forberedende Arbeider naturligviis betydeligen maatte forsinkes.
Hvem indseer ikke at Øiemedet, i hvilket Kongen er givet Ret til at opløse Storthinget efter 3 Maaneders Forløb, ganske vilde forfeiles, naar Repræsentationen ved enten forsætligen eller af Ukyndighed at benytte Tiden til unyttige Ting skulde kunne anbringe Mængden af de resterende Sager som en Grund til Prolongation, den Kongen ene ifølge deraf skulde være forpligtet at meddeles Skal da Nationen i det uendelige taale at Storthinget saa uforsvarligen røgter sit vigtige Kalds og gaaer det an at forstyrre den til Folkets Sikkerhed etablerede Ligevægt ved at tilstaae den ene Statsmagt Ret til at skaffe sig en forøget Myndighed blot derved at den misbruger den, af hvilken den allerede er i Besiddelses Jeg mener Besvarelsen af disse Spørgsmaal frembyder sig af sig selv, og at Actor saaledes netop søger at faae sanctioneret en imod Grundlovens tydelige Ord og umiskjendelige Hensigt stridende Fremgangsmaade, i det han vil have Resolutionen af 2den Juli anseet uforeenelig med Statsformens Aand.
Endvidere debiteres det, at oftmeldte Beslutning strider imod selve Statsformen, ”i det den uundgaaelig fremkalder Følger og Virkninger, der stride imod Forfatningen.” Beviset herfor søger Actor i det manglende Budget, da Regjeringen nu nødes til at udøve flere af de Myndigheder, der ene tilkomme Storthinget, hvis ikke flere Indtægtssummer skulle gaae tabte for Statscassen. Men, høistærværdige Herrer, hvem Anden er vel Skyld i at intet Budget kom istand end netop Repræsentationen, og hvorledes kan denne da troe at disculpere sig selv ved at velte Følgerne deraf over paa den ersecutive Magts Det nytter ikke at forsvare sig med den Paastand, at det var umuligt at have Budgettet færdigt til 1ste Juli; i 5 Maaneder kan udrettes Meget naar man arbeider paa det man skal, og arbeider med Orden og Sagkundskab. Siden Actor og Odelsthinget betragter det som en for Staten saa uhyre farlig Sag at dette Arbeide ikke er tilendebragt hvorfor tænkte man da ikke itide paa at tilendebringe det, for at undgaae alle farlige Følger af Budgettets Udebliven? Bilder man sig da virkelig ind, at vi skulde lade os forlede til at troe der ingen Ulykke var paafærde om Staten manglede Budget den 1ste Juli, naar blot Storthinget var samlet og efter sin Beqvemmelighed kunde faae det istand senere, men at den samme Mangel skulde være af uberegnelige Følger, saasnart den paa nogen Maade kunde tilskrives den executive Magt? Jeg mener Ulykken maa være lige stor, hvem der saa end har fremkaldt den; al den Usikkerhed for Statscassen, al den Udvidelse af Regjeringens Myndighed, som Actor udleder af det manglende Budget, existerer jo ogsaa naar Storhinget er samlet uden i rette Tid at gjøre dette istand. Jeg finder i saa Henseende ikke den mindste Forskjel Er det da ikke characteristiskt at man bebreider Regjeringen at den en enkelt Gang, skjøndt indirecte, medvirker til at dette Værks Tilendebringelse udsættes, medens man finder det ganske i sin Orden at Repræsentationen altid har directe foranlediget saadant? Sandelig, man vedbliver troelig det engang valgte System, og undseer sig ikke ved at give Andre Skylden for sin egen Brøde. Kommer Staten i den lovløse Tilstand, Actor lamenterer over, hver Gang Budgettet udebliver den 1ste Juli, da er det en utilgivelig Feil af Storthinget, at det paa en grundlovstridig Maade har tilsidesat sin første og vigtigste Pligt, en Pligt, som det i saa Fald maatte og skulde opfylde i rette Tid. Man har ikke været saa øm før; man har vidst at lempe paa disse Uleiligheder ved at forme Beslutningerne saaledes, at de, skjøndt afgivne efter 1ste Juli, dog skulde gjælde fra denne Dato Nu derimod gaaer saadant slet ikke an; thi Feilen ligger hos den executive Magt, og det har noget andet at betyde end naar den samme begaaes af Storthinget! Et værdigt Raisonnement! Ved at læse følgende Ord i Actors Indlæg: ”Den længere eller kortere Varighed (af denne interimistiske, lovløse Tilstand) er noget mindre Væsentligt; Principet at sætte Staten i en lovløs Tilstand er det Væsentlige, det Nedslaaende, det Sørgelige,” troede jeg han vilde apostrophere Storthinget, der bestandig har gjort sig skyldig heri; — Nei, det gjælder ingenlunde Thinget, blot Statsministeren! Jeg anvender imidlertid disse Ord paa Repræsentationen, og paastaaer, at den skulde have betænkt saadant itide. Om det ogsaa kunde indrømmes at de 16 af Actor opregnede Sager maatte tilendebringes inden Budgettet lod sig opgjøre, hvilket dog er tvivlsomt, f. Ex. hvad No. 11, 15 og 16 angaaer, saa er alt dette dog intet andet end hvad der staaer i Forbindelse med ethvert Budget, og kan ansees som integrerende Dele af dette. Men jo flere og vidtløftigere disse Sager vare, desto nødvendigere havde det ogsaa været for Thinget at foretrække dem for saa mange andre uvæsentlige. Committeerne have vistnok arbeidet med Kraft og Iver; imidlertid indsees det let, at Medlemmerne ikke kunne udrette stort, naar de skulde være tilstede hele Dagen i Storthinget og dets Afdelinger for at deeltage i de der holdte smaalige og uendelige Debatten De 2de Propositioner af 26de Mai, som Actor specielt paaberaaber sig, ere for ubetydelige til her at kunne komme i nogen Betragtning, og Propositionen af 23de Juni om Eftergivelse af nogle Privates Gjeld til Statscassen staaer ikke i nogen Forbindelse med Budgettet, i det mindste ikke i nogen væsentlig Billigede man Actors Anskuelse, da blev Følgen ufeilbarligen den, at Storthinget kunde tiltvinge sig Prolongationer i det uendelige blot ved at undlade at gjøre Budgettet istand, og derved eludere Grundlovens 80 §.
Det fortjener endvidere at lægges Mærke til, at man ikke alene intet Beviis har for at Budgettet af sidste Storthing vilde være blevet forfattet saa tidligt, som nu maa præsumeres at blive Tilfældet, men at alle Omstændigheder endog ere derimod; thi vedblev man at gaae frem som man havde begyndt, hvilket nu forhaabentlig efter den modtagne alvorlige Paamindelse ikke vil skee, da var man visselig først om meget lang Tid kommen saavidt. ”Men Statsministeren havde ingen Garantie for at et overordentligt Storthing vilde blive sammenkaldt!” Jeg ønsker at vide, af hvilken Kilde Actor har øst denne Kundskab. Jo, høistærværdige Herrer, Statsministeren vidste netop at dette var Kongens Villie, og derfor protesterede han ikke imod Beslutningen af 2den Juli, da han ansaae Fædrenelandet bedre tjent med saadan ny Sammenkaldelse Beviset for at Hs. Majestæt havde en saadan Hensigt ligger i tidtnævnte Resolution selv, hvor det hedder: ”Hans Majestæt befaler derhos den Norske Regjering at afgive underdanigst Betænkning med Hensyn til de nødvendige Foranstaltninger i Anledning af ovenstaaende Resolution om Storthingets Opløsning uden at Skattebestemmelserne eller Budgettet maatte være afgjorte.„ Her var netop et saadant Tilfælde forhaanden, som Grundlovens 15 §. sigter til, og det kan ikke være Actors Alvor naar han lader som om han ikke forstaaer at hiin Sætning ene angaaer Sammenkaldelsen af et overordentligt Storthing, hvilket jo ogsaa erfares at være berammet til den 15de October, ligesom Hs. Maj. ogsaa udtrykkeligen erklærer et overordentligt Storthings Sammenkaldelse nødvendig.
Endelig mener Actor at Storthingets pludselige Opløsning ogsaa var skadelig for Riget. Forsaavidt han søger at bevise saadant ved de samme Grunde, hvorpaa han støtter Paastanden om at Statsformen er overtraadt, behøver jeg ikke yderligere at udvikle min modsatte Anskuelse, da jeg paa sit Sted har gjennemgaaet ethvert af hans Argumenter. Imidlertid fremsætter han nogle subsidielle Bemærkninger, til hvilke jeg giver mig den Ære at svare Følgende:
Det var sikkert og vist, at Storthingets fortsatte Virksomhed ei var til Hæder eller Nytte for Fædrenelandet, rimeligt og sandsynligt at dets Opløsning vilde lede til ærefuldere og heldigere Resultater. Beviset herfor ligger i mine foregaaende Argumentationer. Actors Slutning, at man ved Handlingens Bedømmelse nødvendigviis maa tage Hensyn til dens skadelige Følger, er saaledes udledet af falske Præmisser.
Der fortælles endvidere, at man i al Fald ikke havde Ret til at belære Storthinget ved Midler, der forstyrre de helligste constitutionelle Forhold, standse Statsstyrelsen eller føre denne paa Afveie og udsætte Statsforfatningen for Fare. Ganske vist maatte dette misbilliges, dersom det for holdt sig saaledes, eller hvis der gaves noget andet lovligere Middel. Men ingen af Delene er Tilfældet. Middelet er netop lovligt siden det bestaaer i Anvendelsen af Kongens constitutionelle Ret; de farlige Følger deraf ere hverken beviiste eller sandsynlige; tværtimod, det maa ansees ophøiet over enhver Tvivl, at Hensigten paa denne Maade vil opnaaes, hvilket forhaabentlig snart kan erfares af det overordentlige Storthings klogere Fremgangsmaade.
Finantsdepartementets Skrivelse til Actor af 8de dennes viser, at de befrygtede farlige Resultater ikke ere indtraadte, og der er vel ingen Grund til at antage, at de mere skulle indtræde denne Gang end forhen. Jeg gjentager for øvrigt, at Skylden i alfald er Repræsentationens, som kunde og burde sørget for at Bevilgnings- og Skattevæsenet var ordnet inden 1ste Juli. Det indsees ikke hvori de mildere Midler skulde have bestaaet. Naar det Onde, man lider under, er saa stort og indgroet som en Repræsentations vedvarende Miskjendelse af sine første Pligten da maa Sagen behandles paa en energisk Maade, hvis der skal være Haab om Bedring. Kongemagten kan hverken for de indre eller ydre Forholds Skyld taale en saadan Behandling, som man hos os har tilladt sig. Det maatte forudsees, at en Fortsættelse deraf vilde lede til de sørgeligste, aldeles uberegnelige og uerstattelige Følger; den Aand, som fremkaldte disse, maatte kues inden de indtraadte; dertil var Hs. Majestæt ligesaa berettiget som forpligtet, og dertil kjendte Høistsamme intet andet lovligt Middel end det, Forfatningen netop i denne Hensigt havde anviist Ham. En Skattelov og et Budget vare vist nok nødvendige; men at overlade 8de Storthing at ordne disse Sager paa dets sædvanlige Maade, var høist utilraadeligt. Saavel Nationen i det Hele, som Repræsentationen i Særdeleshed trængte til et elektriskt Stød, som kunde bringe den tabte Besindelse tilbage. Den kortere eller længere Tid inden Budgettet kom istand maatte her være et underordnet Øiemed, og de Uleiligheder og Udgifter, der ere forbundne med et overordentligt Storthings Sammenkaldelse, kunde ikke andet end betragtes som uvæsentlige og ubetydelige i Forhold til det høiere Gode, man tilsigtede opnaaet. Heller ikke lod det sig beregne, hvor lang Tid Storthinget behøvede til disse Arbeider; men ved at lægge den gjorte Erfaring til Grund befandtes det, at hvad man vilde opnaae kjøbtes for dyrt ved Storthingets fortsatte Virksomhed Havde Thinget ikke bedre varetaget Landets Interesse, hvis det havde benyttet den 7de og 8de Juli til, overeensstemmende med Grdl. §. 75 Litr. a, udtrykkeligen at fornye de af forrige Storthing paalagte Skatter og Afgifter, istedetfor til at gjennemgrandske en det uvedkommende Protokol og dekretere nærværende Action? Om denne end antages at være nødvendig, saa havde det dog været langt tjenligere for Riget at saadant var udsat til næste Storthing, naar man til Vederlag derfor kunde have faaet Skattevæsenet reguleret. Forøvrigt er det mærkeligt nok at see hvor liden Tid sidste Odelsthing behøvede for at fatte en af de vigtigste Beslutninger, naar det fandt en saadan nødvendig Denne Hurtighed frembyder en skjærende Contrast til den øvrige Langsomhed. Landets Vel fordrede at Nationens Mænd indsaae Betydningen af denne Benævnelse, som Actor tillægger dem; derfor sendtes de fra hinanden, i det man haabede de vilde komme til Eftertanke og indsee at man ved Ukyndighed og stivsindet Vilkaarlighed skader Fædrenelandet ligesaa meget som om man conspirerede imod dette. Statsminister Løvenskjold fandt intet Behag i den Overbeviisning at Repræsentationen havde gjort saadan Fremgangsmaade nødvendig; tværtimod, det smertede ham at være Vidne til en Færd, der ei tillod en anden Behandling; det var Aarsagen, som bedrøvede ham saavelsom enhver ærlig Normand; Virkningen kunde blot smerte paa Grund af Forbindelsen imellem begge.
Actors Fortolkning over Grundlovens §. 75 Litr. a, er et fornyet Beviis paa den Lethed med hvilken man bortraisonnerer Grundlovens tydelige Bud til sin egen Fordeel paa samme Tid man forfølger en anden for præsumtive Brud paa denne. Naar det hedder: ”bet tilkommer Storthinget: a, — at paalægge Skatter o. s. v., som dog ei gjælde længere end til 1ste Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er sammenkaldt”, synes det meget dristigt at ville paastaae at disse Skatter gjælde indtil Storthinget har fattet Beslutning derom, omendskjøndt dette skeer efter 1ste Juli. Den større eller mindre Difference i Tiden gjør, saaledes som Actor paa et andet Sted selv har bemærket, intet til Sagen, og jeg mener det er ophøiet over enhver Tvivl, at alle hans Trøstegrunde ogsaa maae kunne komme til Anvendelse med Hensyn til det overordentlige Storthings Beslutninger om Skattevæsenet, saa at han vist kan berolige sig selv naar han tænker nærmere efter. Forresten tillader Grundloven ikke at distingvere imellem de forskjellige Aarsager til at Budgettet ei er udfærdiget den 1ste Juli; det er kun Actors levende Indbildningskraft som her faaer ham til at vise en Skarpsindighed, der dog strax bliver sløv igjen idet han debiterer at Statsministeren forsætligen har gjort Istandbringelsen af Budgettet umulig. Jeg protesterer imod disse og lignende Invectiver, der ere fremførte uden mindste Føie.
Man standsede ikke Storthingets Virksomhed for at foranledige et Interregnum men for at forebygge en Tilstand, der ei var lykkeligere end et saadant. Naar det hedder at man oppebiede den 2den Juli, da man vidste at Budgettet ei var eller fornuftigviis kunde ventes at være færdigt, for da at hæve Storthinget, saa behager man ogsaa her at hjælpe sig med sin Divinationsevne, der imidlertid fremdeles er ligesaa vildfarende og chimærisk som forhen. Sammenligningen imellem Tilsidesættelsen af Grl. §. 75 Litr. a, og af sammes §. 94 er saa uheldig, at det næsten er en Skam at opholde sig ved den; thi ligesom den sidstes.tillige udtrykkeligen bestemmer at Statens gjældende Love blive i Kraft indtil den nye almindelige Lovbog udkommer, medens den første ikke lader Skatterne vedvare længere end til 1ste Juli hvad enten et nyt Budget da er færdigt eller ei, saaledes har hvilketsomhelst Storthing constitutionel Ret til at foranstalte en Lovbog udgivet, medens der skal et bestemt individuelt Storthing til for at regulere Skattevæsenet for de 3 kommende Aar. — Det er rimeligt at Actor ”forbauses over det kolde urokkelige Forsæt at qvæle alle disse hidtil med saa kjærlig Haand opfostrede Spirer til Fædrenelandets Held” (de Storthinget forelagte Arbeider), hvis han har seet dem; vi andre, som derimod blot vide at Frøet er nedlagt i Jorden, men forgjæves have ventet paa at det skulde spire frem, vi finde det ganske i sin Orden at man søger at indføre en bedre Dyrkningsmaade i den politiske Have. Ved at sende Urtegaardsmanden i en dygtig Skole gjør man alt muligt for at tilveiebringe en velsignet Høst. Actor faaer imidlertid med eet constitutionelle Skrupler og frygter for at det overordentlige Storthing ei er berettiget til at tage sig af de spæde Planter; men denne ham ellers fremmede Frygt er ganske utidig; thi der er hverken i Grundlovens Bogstav eller dens Aand det Allermindste, der forbyder Kongen at forelægge et saadant hvad Høistsamme finder tjenligt (§. 69 og 70). Dette er en snild Maade at gjøre den foregivne Skade af Storthingets Opløsning indlysende paa! Jeg skulde forresten mene at de Omstændigheder, der have foranlediget den Kongelige Resolution af 30te Juli sidstl., vel kunde kaldes overordentlige, og dette er Alt hvad Grundloven fordrer. Skulde Folkets Rettigheder ved denne Foranstaltning blive mindre end forhen, da faaer det i saa Henseende at holde sig til sine Befuldmægtigede og en anden Gang see til at Omsorgen for dets Tarv bedre iagttages Valget af Repræsentanter er jo temmelig frit. En moden, skjøndt senere hen fattet Beslutning er desuden langt at foretrække en øiebliklig og umoden, hvorpaa nærværende Sag blandt andet kan tjene til Beviis.
Statsminister Løvenskjold har ikke givet Stødet til den Handlemaade, Actor med Ængstelighed tænker sig ophøiet til en Regjeringsmarime. Om den forresten bliver dette, vil Fremtiden lære os. Repræsentationen har det sikkerligen i sin Magt at gjøre enhver Tanke derom umulig; vil den ikke det, da mener jeg Landet er bedre tjent med at et Storthing, der handler som det 8de, varer i kort end i lang Tid. Man tillader sig alt for let at glemme at Repræsentationen ikke ene raader over Folkets Rettigheder og at den er forpligtet til at udøve sin Myndighed paa grundlovmæssig Maade, følgelig med Ærbødighed og Respekt for .Kongemagten. Kun naar den ei gjør det, kan den vente at blive holdt inden de constitutionelle Skranker, og saalænge dette skeer ved de af Grundloven selv foreskrevne Midler, nytter det ikke at man vaander sig under Trykket af de Baand, man ved sin urigtige Adfærd selv har gjort nødvendige.
Jeg seer ikke den Stagnation i alle Forhold, den Standsning i al Fremadstræben, som Actor antager vilde blive Følgen af at Storthinget hindredes i at handle som det fandt for godt; tværtimod, mine Forhaabninger ere netop lyse og smilende; thi jeg venter en ganske anden lovmæssig og fornuftig Tingenes Orden end den hidtil bestaaende, saaledes som jeg ovenfor har udviklet. Lad enhver gribe i sin egen Barm og qvæle Forfængelighedens og Vilkaarlighedens onde Aand, og man skal visseligen finde at den udsaaede Sæd vil bære de herligste Frugter for Fædrenelandet. Actor og og jeg ønske de samme Resultater; vi ere alene uenige om det rette Middel til at frembringe disse; men jeg kan aldeles ikke føle mig overbeviist om at han har været heldig i sit Valg.
Hvad Oppositionsforholdet imellem Kongen og Storthinget angaaer, da har sidstnævnte ene fremkaldt det; saadant er ikke Følgen af den oftnævnte Resolution, der netop er bevirket i den Hensigt at gjøre en Ende paa dette Forhold. Vee den, fra hvem Forargelsen kommer. Havde man tidligere erkjendt de Sandheder, Odelsthinget igjennem sin Fuldmægtig nu hylder, nemlig at det Hele taber naar de Styrende ligge i Strid sammen, da vilde der aldrig været Spørgsmaal om saadanne Conflikter eller disses ulykkelige Følger.
Forsaavidt Actor endelig berører de store pekuniaire Tab for det Almindelige og de tunge Opoffrelser for Storthingets Medlemmer, der ville flyde af et overordentligt Storthings Sammenkaldelse, da ere disse Uleiligheder jo aldeles nødvendige dersom det, hvilket jeg haaber, maa indrømmes at denne Foranstaltning ikke kunde undgaaes, og de kunne alene falde dem til Last, der have givet Anledning dertil. I Sammenligning med det Onde, man agtede at forebygge ei blot for denne Gang men ogsaa for Fremtiden, maae de ansees ringe og ubetydelige. At Statscassen har lidt noget Tab, er hverken beviist eller sandsynligt, og at de Omkostninger, der have været anvendte paa sidste Storthing, skulde betragtes som spildte af den Grund at Sagerne, naar Repræsentanterne atter samles, maae forberedes forfra igjen, kan ikke statueres med mindre det hidtil udrettede ikke engang kan afbenyttes og videre fortsættes af de samme Individer, noget, som hverken kan formodes eller i al Fald bebreides andre end dem selv. Reiseomkostningerne frem og tilbage ere vel en Udgift, men deels af en underordnet Beskaffenhed, deels af et mindre Beløb end hvad Storthingets Holdelse i 2 Maaneder koster. Hvor liden Anledning man har til at paastaae, at noget Væsentligt vilde være udrettet i den Tid, har jeg oftere gjort opmærksom paa; og dersom den Kongelige Resolution af 2den Juli opnaaer Hensigten, vil det overordentlige Storthings Sammenkaldelse bevirke de nødvendigste Sagers Tilendebringelse for en billigere Priis end om det ordentlige Storthing var blevet samlet. Det synes forresten noget sælsomt at ville opgjøre en Conto over Pengeudgifterne i deslige Tilfælde, hvilket vel meget erindrer os om det desværre altfor almindeligt blevne Princip at Statens Lyksalighed ene eller dog væsentligst bestaaer i at spare, uden Hensyn til de større og ædlere Goder, man derved opoffrer. Med Billighed forundrer man sig vistnok ogsaa over at Odelsthinget paa eengang drager saa megen Omsorg for at skaane Statscassen for Udgifter, imedens det tidligere, under dets egen Virksomhed, just ikke synes at have tænkt paa hvad hver Dag, Repræsentationen var samlet, kostede Landet.
Forsaavidt jeg ikke allerede tidligere har havt Anledning til at imødegaae Actors Klagepuncter og de derfor anbragte Grunde, haaber jeg nu tilstrækkeligen at have godtgjort, at Hans Excellence Statsminister Løvenskjold ikke i nogensomhelst Henseende har overtraadt sine constitutionelle Pligter, men at han netop har handlet saaledes som man af en oplyst, fordomsfri og fædrenelandssindet Statsmand kunde vente. Jeg har viist, at Beskaffenheden af det Prærogativ, Grundlovens §. 80 hjemler Kongen, ikke tillader nogensomhelst Indskrænkning eller Undersøgelse af dets Hensigtsmæssighed for det enkelte Tilfælde — at Grundlovens 15de §. hverken omhandler en saadan Sag, som den, der her er Gjenstand for Drøftelse, eller kan antages tilsidesat — at Resolutionen af 2den Juli, saa langt fra at stride imod Statsformens Aand, netop er en ligefrem Anvendelse af Grundlovens tydelige Ord og umiskjendelige Villie — og at den ikke alene er fremkaldt af sand Omsorg for Nationens Vel, men og ufeilbarligen maa frembringe gavnlige Følger for Fædrenelandet, saa at Talen aldrig kan være om at subsumere Tilfældet under Grundlovens 30 §. Ansvarlighedslovens 1ste §. Litr. d, 2den §. Litr. i, og 6te §. citeres derfor uden mindste Føie; Statsminister Løvenskjold har ligesaalidet begaaet de deri nævnte Embedsforbrydelser som nogensomhelst anden, og han kan følgelig ligesaalidet belægges med den deri fastsatte Straf som med nogensomhelst anden. Det er Ansvarlighedslovens 1ste §. Litr. d. som Actors Paastand fornemmelig støtter sig til; men om end Alt, hvad jeg har givet mig den Ære at anføre for Statsministeren, ansaaes urigtigt, saa er jeg dog berettiget til at forvente Spørgsmaalet: om han kan siges at have foranlediget Handlinger, hvortil Beslutning af Storthinget udfordres, foretagne uden et saadant, besvaret benægtende af Enhver, der kan og vil hylde Sandhed og Retfærdighed; — saa maa jeg dog gives Medhold i den Paastand, at Anvendelsen af Grundlovens 80 §. ikke er afhængig af Storthingets Samtykke, at Regjeringen Intet har foretaget sig paa egen Haand, hvortil et saadant udfordres, og at det ialfald maatte være Repræsentationen, der ved sin ukloge, fornærmelige og ulovlige Adfærd havde fremkaldt et saadant Nødstilfælde. Ansvarlighedslovens 2den §. Litr. i gjælder kun hvor Grundlovens 15 §. er tilsidesat, hvilket jeg tilstrækkeligen har godtgjort ikke er skeet eller kunde skee in casu; og naar det saaledes maa ansees ophøiet over enhver Tvivl, at Statsminister Løvenskjold hverken har overtraadt Grundlovens 15de eller 30te §., hvori hans Brøde jo ene skulde bestaae, saa følger heraf ganske ligefrem, at Ansvarlighedslovens 6te §., der forudsætter at man i andre Tilfælde handler imod nogen ved Grundloven eller Rigsakten foreskreven Embedspligt, ikke kan komme til Anvendelse førend det bliver dokumenteret at Hs. Excellence har tilsidesat en saadan Pligt. Actor har imidlertid ikke engang opgivet, endnu mindre beviist, at Statsminister Løvenskjold skulde paa andre Maader have syndet end ved at tilsidesætte Budene i Grdl. 15de og 30te §§., saa at Citatet af Ansvarlighedslovens 6te §. endogsaa bliver aldeles uforstaaeligt.
Saaledes har jeg forhaabentligen viist, at det ingenlunde er lykkedes Actor at godtgjøre, at Statsminister Løvenskiold har overtraadt sine constitutionelle Pligter, hvoraf Følgen naturligviis maa blive at han aldeles frifindes.
Endskjøndt jeg anseer dette Udfald for aldeles afgjort, byder min Stilling som Defensor mig dog at gjøre nogle subsidiaire Bemærkninger:
A. Ordene i Grundlovens 30 §. synes vel at medføre, at enhver Statsraad, der ei protesterer imod Kongens Beslutninger, naar disse ere af det sammesteds opgivne Slags, uden videre skal sættes under Tiltale for en Rigsret; men Saadant kan dog ikke antages at være Meningen Dette Grundlovens Bud er naturligviis bygget paa den Forudsætning at Kongen ikke kan kjende enhver Sags Detail, altsaa heller ikke fuldstændigen bedømme alle de mulige Følger, en af Høistsamme fattet Beslutning kunde medføre. For at supplere denne præsumtive Mangel og skaffe Nationen al tænkelig Borgen for at ingen Resolution vil blive afgiven førend Kongen er sat i Stand til at beregne dennes Virkning i sin hele Udstrækning, har Grundloven befalet Statsraadet at protestere imod Alt hvad det finder stridende imod Lovene eller skadeligt for Riget. Ligesaa vist som det er, at Grundloven ikke skeer Fyldest naar en kongelig Raadgiver fandt for godt at tilføre Protocollen: ”at han protesterede imod Kongens Beslutning” af en af de i § 30 nævnte Grunde, uagtet dette er Alt hvad Ordene fordre, ligesaa vist er det paa den anden Side, at Grundlovens Villie ikke kan udstrækkes videre end dens fornuftige Hensigt, og at denne fuldstændigen er opfyldt i det Øieblik Kongen er gjort bekjendt med hvad der taler imod den forehavende Beslutning, uden Hensyn til hvor mange af de tilstedeværende Statsraader der udtrykkeligen tager Deel i disse Remonstrationer. Naar H. M. har hørt Alt hvad der gjør Resolutionen betænkelig, er han sat i Stand til at bedømme, om der er Grund til at følge de givne Raad eller ei, og det maa saaledes være aldeles ligegyldigt, at Væringerne blot fremkomme fra en Enkelt. Under saadanne Omstændigheder bør der ei være Spørgsmaal om nogen Pligtforsømmelse fra de Øvriges Side fordi de ikke udtrykkeligen deeltage i Protesten; thi deraf følger ikke nødvendigviis at de ere enige med Kongen, endnu mindre at de have bestyrket denne i hans Anskuelser. Man kan in specie hvad Statsministeren angaaer tænke sig mange Grunde, hvorfor han ikke uden i yderste Nød vil sætte sig i en direkte og offentlig Opposition imod Kongen, og derved betage sig selv en Deel af den Indflydelse, han absolut maa være i Besiddelse af, hvis han skal kunne opfylde Hensigten med sin høie Stilling Jeg anfører ikke dette for at give det Udseende af at Statsminister Løvenskiold har været af en anden Mening i nærværende Tilfælde end Kongen, da min hele Procedure netop involverer det Modsatte, men alene for at viise at man her, som saa ofte ellers, maa vogte sig for at undtage Grundloven fra en almeengyldig Fortolkningsregel.
B. Jeg har forhen havt Anledning til at paapege, at Grundlovens 30te §. med velberaad Hu betjener sig af Udtrykket ”øiensynlig skadelig.” Det er altsaa ikke nok at den Kongelige Beslutning virkelig medfører Skade; denne maa have været øiensynlig, det vil sige, den maa have ligget saa klart for Dagen at der efter Tingenes almindelige Gang fornuftigviis ikke levnedes mindste Tvivl om at den vilde opstaae; ellers er den udtrykkeligen foreskrevne Betingelse ikke tilstede, Straf følgelig uanvendelig. Man indseer let, at Grundloven vilde være en reen drakonisk Lov dersom den etablerede det Modsatte, og at de kongelige Raadgiveres Stilling da maatte blive endnu langt usikkrere og mere farefuld end den allerede nu er. Endog Spørgsmaalet, om hvad der kan kaldes stridende imod Statsformen og Rigets Love, er ikke altid let at opløse; Meningerne derom kunne være meget deelte, og ofte vil det blive en Umulighed med apodiktisk Vished at afgjøre hvilken Fortolkning der bør gives Medhold. I saadanne Tilfælde vilde det dog ingenlunde bestaae med Lovgivningens almindelige Grundsætninger at straffe en Statsraad fordi han ei havde været saa heldig at træffe Rigsrettens Mening. Det er langt lettere at udfinde det Rette naar Sagen underkastes en omhyggelig Drøftelse for Domstolene, hvor enhver af Parterne omstændeligen kan udvikle sin Anskuelse, end naar man paa Stedet skal fatte en Beslutning uden at have en saadan Veiledning Da nu Lovgivningen (1—5—3 m. fl.) fritager en Dommer for Ansvar skjøndt Overinstantserne hylde en anden Fortolkning end han, saa længe han har havt antagelige Grunde for sin Mening, hvor uretfærdigt og urimeligt vilde det da ikke være, om andre Embedsmænd, der befinde sig i en langt vanskeligere Stilling, skulde under forresten lige Omstændigheder være udsatte for Straf? Rigsretten i 1827 viiste, at den ikke fandt saadant rigtigt, og jeg har al Anledning til at vente de samme Grundsætninger antagne af nærværende Ret.. Men maa denne Synsmaade billiges betræffende Spørgsmaal om Lovfortolkninger, hvor meget mere bør det samme da ikke gjælde i et Tilfælde som dette, hvor Talen hovedsagligen er om at afgjøre, hvad der kan ansees gavnligt eller skadeligt for Riget. Undersøgelsen heraf fordrer et langt større Fond af Indsigter, langt flere aldeles heterogene Kundskaber, et fortroligt Bekjendtskab med Statens meest complicerede indre og ydre Forhold, hvilke sidste sædvanligen ere af den Beskaffenhed at de ikke engang kunne anføres til Retfærdiggjørelse, med Statistikkens, Statshistoriens, Oekonomiens og Politikkens Lærdomme, et dybt Blik i det menneskelige Hjerte, udbredt Erfaring og megen Combinationsevne. Her ville Anskuelserne altid blive ligesaa forskjellige som de forskjellige Individualiteter, de forskjellige personlige Egenskaber og de forskjellige Standpuncter. Skulde nu en Statsmand fordømmes fordi han betragtede en saadan Sag anderledes end Andre, in specie anderledes end Dommeren, der ofte længe bagefter, naar Forholdene mere have udviklet sig og Omstændighederne tildeels kunne være forandrede, udtaler sin Anskuelse-, saa blev hans Stilling jo den ulykkeligste og meest prekaire af alle; thi da han skal handle efter sin Overbeviisning, maa han følge denne, og kan altsaa aldrig undgaae traf naar han er uheldig nok til at stedes for Dommere, der have en modsat. Hvem vilde vel da udsætte sig for en saa sørgelig Existence? og kunde man under saadanne Omstændigheder vente at nogen ærekjær og dygtig Mand skulde findes tilbøielig til at paatage sig et saa farefuldt Kalds En anden Sag er det hvis det Skadelige er øiensynligt, hvis Enhver, der har sunde Sandser og redelig Villie, maatte blive dette vaer. Men jeg spørger frimodigen, drister Nogen sig til at paastaae at dette er Tilfældet her? Nei, høistærværdige Herrer, ingen upartisk, sandhedskjærlig og fordomsfri Mand vil vove det. Lad det end være tvivlsomt hvad enten den kongelige Resolution af 2den Juli har medført Gavn eller Skade, endskjøndt jeg haaber at have godtgjort Nytten og Nødvendigheden af den, tvivlsomt kan det dog aldrig blive, at Meningerne derom ialfald maae være deelte. Det er ikke Ubeskedenhed af mig naar jeg forventer, at de af mig anførte Omstændigheder idetmindste godtgjøre, at Hs. Excellence, uden at handle imod Eed og Pligt, uden at røbe Uduelighed eller ond Villie, bona fide har kunnet komme til det af ham antagne Resultat; det er ikke Arrogants naar jeg paastaaer, at mit Forsvar dog i alfald maa bevise, at der var vigtige Grunde for Statsminister Løvenskiold til at haabe velgjørende Virkninger for Fædrenelandet af denne Begivenhed At straffe ham fordi han ikke har fundet det skadeligt for Riget at bevirke saavidt muligt en anden Retning i vort hele offentlige Liv, fordi han i Storthingets pludselige Opløsning har seet det eneste virksomme Middel til at gjøre en Ende paa en Tøilesløshed, der daglig blev utaaleligere, maatte jo forudsætte at Rigsretten enten deelte Mængdens Anskuelser eller ikke antog at der var nogen Ulykke i at de gjorde sig gjeldende. Men kunde jeg vel, uden at fornærme dette ophøiede Tribunal, tillægge det enten en saadan Tænkemaade, eller en saa total Blindhed og Sløvhed?. Jeg vogter mig vel derfor; tværtimod, jeg stoler trygt paa, at mange af mine Ord have fundet Gjenklang i de høistærværdige Herrers Hjerter, og at jeg ikke har udtalt andet end hvad de selv føiede sig gjennemtrængte af. Er det desuden ikke umiskjendeligt, at Statsminister Løvenskiold har handlet ærligt og aabenlyst, saaledes som betegner sig den sande Hædersmand? Hvad havde været lettere for ham end under fire Øine at bestyrke Hans Majestæt i den af Høistsamme selv fattede Beslutning, og til Protocollen at dictere en Proformaprotest? Men i Overbeviisning om sine redelige Hensigter, og med Tillid til at Nationens bedre Deel, at Rigsretten ikke lader sig blænde af rasende Partigjængere, har han foragtet Anvendelsen af ethvert lavt Middel, foragtet enhver Trudsel fra den Kant. Han staaer med aaben Visir, ene bevæbnet med sin oprigtige Kjærlighed til Fædrenelandet, ene støttet til sin gode Samvittighed. Man burde paaskjønnet denne ridderlige Færd, man burde indseet, at Norge trænger til en kraftig og selvstændig Talsmand ved Thronen, en Mand, som vover at have en Mening og at være denne bekjendt, som ikke nyder sit ophøiede Embedes Fordele uden at paatage sig dets mangehaande Byrder, som virkelig er norsk Statsminister, ikke blot figurerer som saadan. At Hs. Excellence ikke deler Mængdens exalterede Begreber, at han ikke betragter Norge som et Democratie, men som et indskrænket monarkiskt Rige, og at han handler overeensstemmende med denne constitutionsmæssige Anskuelse, det har han aldrig lagt Dølgsmaal paa, og behøvede heller ikke at gjøre det; thi denne Tænkemaade er født af Fornuften, opfostret af Verdenserfaring, og adopteret af Norges Grundlov.
Man vil maaske indvende, at det dog altid var det forsigtigste og klogeste at fraraade Hs. Majestæt en Beslutning, om hvis Gavnlighed eller Skadelighed der idetmindste maatte være Tvivl Jeg kan ingenlunde erkjende dette. Statsraadet er ikke tilforordnet Kongen for at gjøre Ham vankelmodig og ubestemt, eller hindre ham i at udøve sine Prærogativer. Naar der opstaaer Betænkeligheder i en Sag, er det vistnok Pligt at henlede Hans Majestæts Opmærksomhed paa disse; men erkjender man selv at de ikke ere afgjørende, vilde det jo blive pligtstridigt og hensigtsløst at protestere imod en Beslutning, man selv ansaae gavnlig, blot fordi Meningerne derom kunde være deelte. Dette sidste maa meget ofte indtræffe, og Følgen vilde da blive, at Protest nedlagdes hvert Øieblik, hvorved denne Fremgangsmaade, der forventes at skulle have en vægtig Indflydelse hos Kongen, nedværdigedes til en tom Formalitet, et usselt Gjøglespil, som da i vigtige Tilfælde ikke kunde paaregnes at ville medføre de forønskede Virkninger. Protestens Hensigt er ikke at frelse den kongelige Raadgiver for Straf, men at bevæge Hs. Majestæt til at frafalde sin Beslutning; dette er Øiemedet, hiint blot Følgerne. Saaledes har vor Grundlov ogsaa villet det; kun naar Statsraaden „finder at Kongens Beslutning er lovstridig eller øiensynlig skadelig,“ skal han protestere imod den; det er ikke tilstrækkeligt, at han anseer Sagen tvivlsom; tværtimod, ene naar ingen Tvivl fornuftigviis frembyde sig, naar han selv betragter Beslutningen som lovstridig eller skadelig, skal han anvende de constitutionsmæssige Midler for om muligt at bringe Hans Majestæt paa andre Tanker. Grundloven paalægger ham ikke at handle imod sin Overbeviisning, og kan mindst hos Kongens Raad tillade at det argumenterer ex tuto.
C. Endskjøndt det er vedtaget at den Anklagede hos os blot frifindes for videre Tiltale naar der er grundet Mistanke om at han er skyldig, kan dette dog ikke komme til Anvendelse i et Tilfælde som nærværende Foruden at Rigsretsreglementets 18de §. med Bestemthed forudsætter, at han enten findes mere eller mindre skyldig — altsaa dog skyldig — eller aldeles frifindes, maa det vel observeres, at Spørgsmaalet i nærværende Sag er, om Statsministeren har fortolket Grundlovens 15de §., og bedømt Virkningerne af Kongens Beslutning fra den rigtige Side. Det Tvivlsomme, Sagen saaledes ialfald kunde frembyde, ligger følgelig ikke i det Faktiske; her existerer ingen Uvished om den Handling, der er Gjenstand for Actionen, virkelig er begaaet, men denne Uvished drejer sig i det høieste om det Grundede eller Ugrundede i en Lovfortolkning, det meer eller mindre Rigtige i en Anskuelse af Forholdene Man behøver ikke at være Jurist for at indsee, at der under saadanne Omstændigheder aldrig kan blive Qvæstion om Frifindelse for videre Tiltale. Denne Terminologie bruges ogsaa undertiden, skjøndt neppe med Føie, naar den Anklagedes Uskyldighed vel ganske er lagt for Dagen, men hans eget Forhold derimod antages at have givet det Offentlige grundet Anledning til at ansee ham skyldig. Imidlertid er det mere end klart, at dette blot gjelder om det Faktiske, og at det vilde være Nonsens at anvende Sætningen paa Fortolkninger og subjective Domme. Man kan dog ikke siges at have ved sin egen Opførsel berettiget Justitien til at troe at man havde begaaet en ulovlig Handling, naar denne, saa langt fra at være foretaget hemmelig eller senere lagt Skjul paa, netop vidner om den størst mulige Frimodighed og Oprigtighed. Det bliver i alle Henseender for Justitiens egen Regning, hvis den i et saadant Tilfælde bruger en anden Fortolkningsregel end Domstolene sidenefter hylde, og da Handlingen ligger aabenlys for Dagen, har man jo al ønskelig Leilighed til at overveie hvilken Charakteer den fortjener, inden man paataler den.
D. Spørgsmaalet om Skadeserstatning maa naturligviis bortfalde naar Straf ikke er anvendelig; kun en forsætlig og tilregnelig Lovovertrædelse, som her ikke er tilstede, kan retteligen medføre saadanne Følger. Foruden at jeg fremdeles benægter at den kongelige Resolution af 2den Juli har medført nogen Skade, hvilket Actor jo heller ikke i mindste Maade har beviist, ja tildeels endog erkjender ikke at kunne bevise, maa jeg specielt bemærke, deels at det ligefrem strider imod 1—5—12 at afsige uendelige Domme, hvis Fuldbyrdelse knytter sig til og er afhængig af at Noget senere bevises, deels at de til Repræsentanterne medgaaende Reiseudgifter under alle Omstændigheder ere min Part og nærværende Sag uvedkommende. I førstnævnte Henseende maae Enhver tilstaae, at Spørgsmaalet, om Statscassen har tabt nogle Indtægter, ikke nu med juridisk Vished lader sig opløse, men at Besvarelsen deraf vil komme an paa hvad der forsaavidt senere bevises at være passeret, følgelig at en Dom, der gav Actors Paastand Medhold, netop blev hvad Loven kalder „uendelig“ og paa det bestemteste forbyder. Jeg exciperer derfor ogsaa imod Rigsrettens Competence til at agere Skjønsmænd, og protesterer høitideligen imod ethvert Skjøn. Det uformelige i Actors Paastand om et saadant fremlyser ogsaa deraf, at den Anklagede ingen Anledning har faaet til at fremsætte specielle Indsigelser imod de Poster, der skulde være Gjenstand for en saadan Bedømmelse, af den gode Grund at disse Poster ligesaalidet ere opgivne som de existere.
Hvad Repræsentanternes Reiseudgifter angaaer, da kunne disse, selv om Statsministerens Fremgangsmaade var urigtig, aldrig falde ham til Last førend det godtgjordes, at Statscassen ved hans Brøde var paaført en unødvendig og unyttig Udgift Men ligesom dette hverken er beviist eller kan bevises, saaledes maatte man dog drage fra disse Reiseudgifter Beløbet af hvad Storthingets fortsatte Virksomhed vilde have kostet, som Statskassen nu har sparet. Begge Dele staae jo i uadskillelig Forbindelse med hinanden, og det er kun en Actor, der kan ville opgjøre en Regning, hvori alle Creditsposterne vilkaarligen udelades Skulde man endelig forfatte nogen Calcul over Pengeudgifterne, da holder jeg mig overbeviist om, at Saldoen maatte blive i Statscassens Faveur; thi, som oftere bemærket, det er med Grund paaregnet og vil sikkert stadfæste sig, at det overordentlige Storthing i langt kortere Tid end det opløste 8de, følgelig ogsaa med langt ringere Udgift-for Statscassen, vil tilendebringe de Sager, som Omsorg for Fædrenelandets Vel ikke tillader at udsætte. Naar dette nu senere bevises at være Tilfældet, med hvad Skin af Ret har man da bebyrdet Statsminister Løvenskiold med Repræsentanternes Reiseudgifter, og mon man da til Gjengjeld vil give ham de Summer, Statscassen har sparet? Man seer heraf, at Odelsthinget ogsaa i dette Punct har forhastet sig, og at enhver Dom, der gaaer ud paa hvilketsomhelst Ansvar for min Part, bliver en aabenbar Uretfærdighed, idetmindste naar den afsiges inden Følgerne af den paaklagede Handling have udviklet sig.
E. Actionens Omkostninger kunne, saavel efter Sagens eiendommelige Beskaffenhed, som i Henhold til Rigsretsreglementets 18de §, ikke paalægges Statsministeren undtagen hvis han dømmes skyldig, altsaa tilfindes Straf. Skjøndt til Overflødighed, finder jeg det dog forsigtigst specielt at gjøre opmærksom paa, at de Udgifter, Statscassen har i Anledning af Dommernes Ophold her paa Stedet eller af Rigsrettens Organisation og Nedsættelse i det Hele, aldrig kunne falde den Anklagede til Last; thi den Omstændighed, at Staten i visse Tilfælde for sin egen Skyld finder det nødvendigt og mere betryggende at etablere en saa extraordinair Domstol som nærværende, kan ikke retfærdigviis medføre større Udgifter for Tiltalte end om Sagen var anhængiggjort ved ordinair Rettergang Dette Princip er ogsaa tilforn hyldet af Rigsretten. Jeg har saaledes efter Evne opfyldt det mig overdragne Hverv. Maatte det være lykkedes mig at give Sagen den Klarhed, dens Vigtighed fortjener, at blotte det Skjæve og Eensidige i Modpartiets Fremstilling, og at meddele Retten noget af den Overbeviisning om nærværende Actions Uretfærdighed, jeg selv føler, da vilde jeg glæde mig over at have bidraget min Skjærv til det Udfald, paa hvilket en uskyldig Mands krænkede Ære og Fædrenelandets Vel beroer. Jeg beder de høistærværdige Herrer betænke, at de efter Eed og Pligt ene skulle dømme efter Lovene, og at ethvert personligt Hensyn maa vige for det vigtige Formaal at handle retfærdigt. Jeg opfordrer dem i Sandhedens Navn til med Rolighed og Sindighed at skride til Sagens Undersøgelse; jeg venter tillidsfuld, at den Mand, hvis Skjæbne nu ligger i deres Hænder, kan træde ud af denne Kamp lige saa reen og ubesmittet som hans hele Liv har været, at hans Alderdom kan blive ligesaa hæderlig som hans Manddom er ærefuld, og at han vil finde Beskyttelse imod Partiraseriets uædle Angreb i Rigsrettens Fædrenelandssind og Retfærdsfølelse, i en Dom overeensstemmende med følgende underdanige
At Hs. Excellence Statsminister m. m. Løvenskiold for Odelsthingets, Actionscommitteens og Actors ubeføiede Tiltale i denne Sag aldeles frifindes, og at mig hos Statscassen tillægges passende Salarium.
Christiania den 22de August 1836.
Underdanig
Petersen.
Replik
og
Duplik.
Naar derimod Defensor udhæver, at udvortes og materielle Garantier ikke for den menneskelige Virken ere tilstrækkelige, da kunne vi ikke nægte Sandheden deraf: af Hjertet tiltræde vi denne Yttring Tidernes Tegn ere ikke altid hos os de glædeligste. Gjerne stille vi os ved Defensors Side og dele hans Iver og Kraftanstrængelse, naar han fremstiller sig til mandig Kamp mod de vanartede Affødninger af vore frie og herlige Institutioner, som røbe sig ved Letsindighed, Kaadhed, Uforskammenhed og Frækhed — vi vide det alle, de gives, vi høre af og til — og ikke saa sjelden — deres hæse Stemmer og see dem at bære deres Jernpande til Skue; — men vi glemme ikke og troe at burde bringe det tilbage i Defensors Erindring, hvad han selv antager, og hvad vi aldeles tiltræde, at disse onde Aander kun ved indvortes og aandelige Vaaben fuldkommen kunne bekjæmpes — at de ikkun ved Udbredelse af Religionens og Oplysningens Straaler kunne bortmanes — og vi forlade ham derfor aldeles, naar han ved Statskneb og Magtsprog eller lignende Vaaben tænker at udføre Kampen eller lade disse Enkeltes Feil gaae ud over hele Nationen.
Heller ikke er Faren af den Beskaffenhed, som Defensors ophidsede Phantasie foregøgler ham Maleriet ligner ikke; de mørke og tykt anlagte Farver dølge de sande Skikkelser og Udsigtens virkelige Beskaffenhed. Forlade vi disse Høider, der kun ere byggede paa Indbildningens bevægelige Skyer og betragte Tilstanden fra Virkelighedens urokkelige Standpunkt, faaer Sagen et ganske andet Udseende; vi finde da, at Maleriet ligesaavel har sin lyse som sin mørke Side.
Medens Landet mere og mere ved flittige Hænder opdyrkes til Næring for en tiltagende Folkemængde, og Skovene gradviis vige tilbage til de høie Aaser, for at gjøre Plads for Ager og Eng — glider Kiølen fredelig fra Havn til Havn i vore dybe Fjorde og paa vore vidtstrakte Kyster og give Liv til alle Næringsveie — Handel og Haandværker række hinanden Haand, og bidrage gjensidigen til indbyrdes Fordeel, almindelig Velstand og Forøgelse af Landets Hjelpemidler.
Medens saaledes alle Næringsveie trives, og man overalt anstrænger sig for, saavidt fornuftige Hensyn og de for Landet egne Omstændigheder tilstede det, at tilegne sig de Opdagelser og Forbedringer, som den mærkværdige Tidsalder, i hvis Begivenheder vi bleve satte til at deeltage, saa rigeligen har medført, — spares ingen Anstrængelse for efterhaanden at ordne Landets hele indvortes Virksomhed til et harmonisk Heelt under fælleds beskyttende Love.
Nidkjære og redelige Embedsmænd haandhæve Ret og Retfærdighed i enhver Deel af Riget — Kunster og Videnskaber understøttes efter muligste Evne og dens Dyrkere tillægges overalt fortjent Agt og Ære.
Om nu under saadan Tilstand Enkelte i de forskjelligste Hensigter forsøge paa at forstyrre den almindelige Lykke — tildeels endog uden Hensigter og uden at være sig bevidste, hverken hvad de ville eller hvad de gjøre — Andre muligens tage Feil af de Midler, de troe at burde anvende til Opnaaelse af Hensigter, som i sig selv ere roesværdige, eller Nogle endog af virkelig Skadefrohed, Kaadhed eller andre uædle Lidenskaber lægge Hindringer i Veien for det almene Vel og foruleilige de Styrende — derfor er Staten ikke stedt i Fare eller bragt paa Randen af Afgrunden — endnu mindre kan det billiges derfor at tage sin Tilflugt til voldsomme og ulovlige Hjelpemidler og allermindst til enten for en større eller mindre Deel at opløse Statsforfatningen eller suspendere Grundloven.
Alle ere enige i, at Lovene ikke have tabt deres Herredømme, selv Kongens Raad har i det heromhandlede Tilfælde erklæret ikke at kunne antage, at nogen Overtrædelse af Grundloven fra Storthingets Side har fundet Sted — Folket er tilfreds og roligt, velvilligt og godmodigt i den Grad, at selv efter at alle Baand eller Forpligtelser i Henseende til Skatteydelsen modvilligen ere løste og Regjeringen har sat sig i aabenbar Opposition mod Folkets Repræsentanter, vedbliver det uden Undtagelse at yde de samme Skatter og Afgifter, som i Følge Loven ikke længer ere gjældende. Efterverdenen vil forbauses ved engang at erfare, at denne var Tilstanden i Norge, da man i Aaret 1836 fandt det var Tid at give det første Exempel paa, hvor let det lader sig gjøre deelviis at opløse vor nys tilblevne, besvorne Statsforfatning.
Dette første Skridt ustraffet, tør snart flere følge efter: truende Varsler have lige siden den Tid, da Slaget rammede, ladet sig bemærke i Naboriget, med hvilket vi indgik en nøie og trofast Forening, men hvis Intervention i vore indre Anliggender vi ikke kunne tilstæde — og det er nødvendigt, at vi, for at afværge denne og for at hævde vore lovbestemte og hellige Rettigheder, nøie vaage over, at Ingen, der nærer en fiendsk Aand imod vor Forfatning og de Institutioner, som ere uadskilleligen forbundne med denne, i Hs. M. Kongens Raad vildledet Høistsammes Forestillinger i disse vigtige Anliggender. De Betragtningen som Defensor har anstillet over Maaden, hvorpaa Odelsthingets Anklagemagt hidtil har været benyttet, vedkomme ikke synderlig denne Sag, hvor Spørgsmaalet formeentlig maa være, om den Gjenstand, hvorom her strides, kan er kjendes af den Vigtighed, at derom burde reises en Rigsretsaction, og om Vedkommendes Forhold har været af den Beskaffenhed, at det gav tilstrækkelig Anledning til Undersøgelse. Dersom disse Spørgsmaale kunne besvares bekræftende, saa kunde det sidst afholdte Odelsthing ikke pligtmæssigen undlade at reise Sag, om end de foregaaende Odelsthing nok saameget havde misbrugt deres Magt. Men at Defensionen ogsaa i denne Deel er uretfærdig og eensidig — ligger klart for Dagen. Det kan neppe med Sandhed siges, at de foregaaende Rigsretsactioner ere dicterede enten af Ukyndighed eller Partiskhed eller for Facta uden indgribende Virkning — det sidste skulde da i al Fald gjælde den Fastingske Sag; men det er vel ikke troligt, at Defensor her vil fornye sin Rolle som Defensor i hiin Sag, og naar 5 Rigsretsactioner i Løbet af 22 Aar betragtes som et sørgeligt Beviis paa, hvorlangt vi staae tilbage, og Sammenligning derefter gjøres med andre Stater — saa er det mig fast utroeligt, at en Mand, som ellers ikke i noget Punkt vil tilstede Sammenligning imellem os og Fremmede, selv anstiller saadan Sammenligning i et Punkt, hvori vore Forholde ere saa aldeles forskjellige fra dem, der finde Sted i alle andre Lande. Hvad finder hyppigere Sted i Europas constitutionelle Stater end Ministerforandringer — Nedlæggelse af den Magt, som Vedkommende erkjende ikke at kunne udøve i Folkets Aand — og naar saae vi nogen saadan hos os? Defensor bør ogsaa kaste et Blik paa Ansvarlighedsloven. Den har, ved at bestemme Straffe for Forbrydelser, som kunne være Gjenstand for Rigsretsactioner, ikke indskrænket sig til Capital-Forbrydelser, og naar Actioner ikke beordres uden at man for Forbrydelsen kan paavise udtrykkelig eller analog Straffebestemmelse i denne Lov, saa er Actionen i al Fald ikke beordret imod den Aand, som denne, efter Regjeringens eget Forslag i det Væsentlige antagne Lov, indeholder. At et Medlem af Kongens Raad ikke retfærdigen skulde kunne sættes under Tiltale undtagen at man kunde have egen Tilstaaelse for, at han havde indseet, at det Factum, hvorfor han skal tiltales, af ham erkjendtes paa den Tid, han deri gjorde sig skyldig, for at være stridende imod Forfatningen, er, mener jeg, det samme som at ophæve al constitutionel Ansvarlighed.
Det maa være nok, naar man omhyggeligen sætter sig ind i de Forholde, hvorunder Vedkommende har handlet, og tager billigt Hensyn til de Vanskeligheder, som disse Forholde jevnligen medføre: hvorimod det ikke kan være Meningen, naar Talen er om en Foranstaltning, som antages at være øiensynlig skadelig for Riget, at derom ikke maa existere forskjellige Meninger, eller at Handlingen taber denne Characteer derved, at der kan paavises enkelte gode Følger, som muligens kunne være forbundne med samme; men det maa være nok, at de Følger, som constituere Handlingens Begreb, for Enhver som kan bedømme Forholdene, vise sig at være af stor og afgjort Skadelighed. Naar man formener at kunne godtgjøre, at den nærværende Action i mere end almindelig Grad vidner om Eensidighed, Vilkaarlighed og Lidenskabelighed, som man mindst burde kunne vente sig fra den Kant, saa tilstaaer jeg, at dette Beviis i høi Grad maatte frappere, naar man lægger Mærke til det Eiendommelige ved denne Sags Anlæg, at nemlig Odelsthinget eenstemmigen har afgivet sin Beslutning om Tiltale imod Angjældende — men da Beviset hidtil ikke er præsteret, uagtet Defensor har holdt sin Forsvarstale, saa antager jeg, at han fremdeles vil blive det skyldig.
Det er paastaaet, at Odelsthingets Actionsdecret er constitutionsstridigt, fordi Rettigheden til at opløse Storth. efter Grdl. § 80 er en Control, som Kongen udøver imod Storthinget, hvilken ikke igjen af dette kan controlleres uden at tilintetgjøres. Denne Rettighed, siger man, er af samme Beskaffenhed, som de i §§ 77—79 omhandlede. Ingen af disse Rettigheder er absolut nødvendig for den executive Magt, men de ere kun specielt i vort Land tillagt samme, og man kan derfor ikke slutte fra den Control, som Storthinget ellers udøver med Hensyn til den executive Magt som saadan, til hvad der skal gjælde angaaende disse specielle Rettigheder. Defensor har lagt de høistærværdige Herrer denne Fortolkning særdeles meget paa Hjerte, i det han forkynder den for at være saa afgjort rigtig, saa at det kun er af en indtil det urimelige vidtdreven Forsigtighed, naar han ikke destomindre har bestemt sig til at prøve de Argumenters Gyldighed, som jeg imod den Tiltalte har opstillet. Jeg bemærker herved kun dette, at Fortolkningen har det Fortjenstlige, at den er af Defensors egen Fabrik, og da han pleier at holde sig med gode Sager, saa maa den vel have Formodningen for sig. Jeg gaaer nu over til at undersøge dens Gehalt. Hvad enten Rettighederne efter Grd. §§ 77—80 ere nødvendige eller ikke nødvendige til Begrebet om den executive Magts Myndighed, ansees at være noget aldeles ligegyldigt i denne Undersøgelse: det indrømmes gjerne, at en lovlig Forfatning kunde organiseres paa den Maade, at den lovgivne Forsamling udøvede Lovgivningsmyndigheden uden nogensomhelst Deeltagelse af den executive Magt og ligeledes, at denne Forsamling gjerne kunde være permanent, altsaa den executive Magt ikke have Rettigheden efter § 80; men det er formeentlig ugjørligt efter almindelige Begreber at bestemme, hvilke specielle Rettigheder tilkomme den lovgivende, hvilke den executive Magt. Disse Forholde kunne ordnes paa de forskjelligste Maader, og Nuancerne gaae i det Uendelige; men hvad der her maa være os nok, er, at Rettigheden qvæstionis er tillagt Kongen som constitutionel Konge. Som Saadan er hans Person efter Grundlovens § 5 juridisk hellig; hvorimod han har et ansvarligt Raad, der efter samme Grdl. § 12 bestaaer mindst af 8 Medlemmer, og i dette Raad skulle efter §§ 15 og 30 Regjerings-Sagerne afgjøres. Heraf er det da en ligefrem Følge, at Prærogativerne efter §§ 77—80 maa udøves i Statsraadet, hvor de ansvarlige Raadgivere, naar nogen Hensigt med denne Behandlingsmaade erkjendes, maae være forpligtede til at yttre sig til eller fra, og hvorfor Ansvar efter de samme Grundlovens Paragrapher paahviler dem. Betragter man end med Defensor noksaameget de her omhandlede Rettigheder som en Control, der udøves af Kongemagten mod den lovgivende Magt, saa kan det dog ingenlunde antages, at denne skulde ophøre eller tabe sin velgjørende Virkning, fordi dens Udøvelse er bunden til de almindelige Former, hvorunder Grdl. har villet sikre sig imod Misbrug ved Anvendelsen af de Kongelige Prærogativer. Kongen udøver sin Rettighed efter at have hørt sit Statsraad, uanseet, at dette nok saa meget maatte have protesteret, naar de Grunde, hvortil Protesten er bygget, ikke findes overbevisende, og Storthinget undersøger med Hensyn til denne Rettighed, som med Hensyn til enhver anden af de Kongemagten tillagte Forrettigheder, om de kgl. Raadgivere have iagttaget, eller ikke iagttaget deres Skyldighed, naar Spørgsmaal er opstaaet om sammes Anvendelse. Skulde ikke denne Fremgangsmaade være rigtig, saa maatte enten Kongen i disse Tilfælde erkjendes at regjere som Souverain eller hans Statsraad at dele hans juridiske Hellighed; men det maa unegtelig være Pligt for den, der fremfører saadanne Paastande, at documentere deres Rigtighed ved at paavise positiv Hjemmel derfor og det saameget mere, som det er vist, at Rettighedens Væsen som Control med Storthinget ikke medfører, at dens Udøvelse skal være overladt til Kongens vilkaarlige Forgodtbefindende Hvor Grundloven ikke vil have Sagerne behandlede i Statsraadet, ere udtrykkelige Forskrifter, indeholdende Undtagelse herfor, bestemte saasom i §§ 24, 28 og 31; men nogen saadan Undtagelse existerer ikke med Hensyn til Rettighederne efter §§ 77—80, hvilket ogsaa skulde være i særdeles Grad ufornuftigt og besynderligt, da disse ere nogle af de væsentligste, Kongemagten tillagte Prærogativer, hvis Udøvelse kan have den meest afgjorte Indflydelse paa det Almindeliges Vel og Vee; medens mindre Sager, som kun er af underordnet Vigtighed og angaaer enkelte Individers Tarv, uomtvistelig ikke kunne bringes til Afgjørelse uden ved Foredrag for H. M. Kongen i Statsraadet. At Storthingets Control muligens kan misbruges, er Noget, som ikke mere gjælder med Hensyn til denne end enhver anden det tillagt Rettighed; men Misbrugen kan dog ikke bestaae i andet end at en Kongelig Raadgiver muligens uden tilstrækkelig Grund vorder kaldet til Ansvar; men da maa jo Rigsretten være det Værn, hvor den Forurettede maa søge og vente at finde Beskyttelse. Et factisk Beviis for det Ugrundede i Vederpartens Anskuelse frembyder det Forhandlede i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli sidstleden ved hvilken Leilighed 2de Kgl. Raadgivere have nedlagt Protest imod den Kgl. Beslutnings Iværksættelse, og hvilket Kongen har taalt, hvilket vist ikke vilde skeet, naar ikke Høistsamme ved Grundloven dertil havde anseet sig forpligtet. Endelig har Defensor paaberaabt sig som Beviis for den juridiske Umulighed af at kalde Kongens Raadgiver til Ansvar for hen Anvendelse, som gjøres af Grundlovens § 80, den Omstændighed, at Storthingene og dets Afdelinger oftere have fejlet i deres Beslutninger, uden at de enkelte Medlemmer, der have forvoldt dette, ere blevne kaldte til Ansvar. Vederparten formener derfor at have fuld Føie til at spørge, om man kan tænke sig noget mere vilkaarligt, constitutionsstridigt og anmassende end at tilegne sig Rettighed til i et saadant Tilfælde at kalde en Kgl. Raadgiver til Ansvar, og hvad man skal dømme om en Corporation, der paa samme Tid som den bruger Grundloven til Prætext for Anlægget af denne Sag, selv paa det Groveste synder imod den og overtræder alle Former, — han spørger endvidere, om man vel ikke har Ret til at beklage sig over, at Repræsentationen fortolker Grundloven paa 2 Maader, alt eftersom det gjælder den selv eller Regjeringen, og om man derfor ikke saameget mere maa forvente, at Domstolene ville vise fuldkommen Upartiskhed? Men vil da — tillader jeg mig at contraspørge — vil da Defensor, at ingen controllerende Myndighed maa udøves imod Regjeringens Medlemmer, undtagen at man kan udvexle den eller de, som maatte undergives Tiltale, med et lige eller forholdsmæssigt Antal af Nationalrepræsentationens Medlemmer, som ligeledes ere satte under Tiltale, og seer da ikke Defensor nogen Forskjel imellem Grundlovens §§. 66 og 30? Og naar man vover at charakterisere Odelsthingets Fremgangsmaade saaledes som nys hørt, maa man da ikke til det Yderste forbauses over en Suffisance, som ikke kan fremsætte en Fortolkning, som den nu gjennemgaaede, uden at indvælte sig paa Nationalrepræsentationen med gediegne Injurier? Naar man under de anførte Omstændigheder beklager sig over modsatte Fortolkningsmaader af Grundloven, saa beklager man sig jo alene over Grundloven, som har etableret de ulige Forholde, og man kan da til Defensors med Hensyn hertil fremsatte Spørgsmaal kun beklage, at man har en Grundlov, og at denne har statueret Ansvarlighed for Nogensomhelst, men allermeest.over, at saadan Ansvarlighed er bestemt for de Kgl. Raadgivere. Domstolene kunne under disse Omstændigheder ikke paa anden Maade vise Upartiskhed end ved ikke at tage Notice af Grundloven.
Talen er her, efter Defensors Yttring, om at vise en misforstaaet Friheds tøilesløse Opbrusninger indenfor de constitutionelle Skranker, hvortil Rigsretten forhaabentlig vil være behjelpelig — og denne Tillid bør ikke skuffes Betræffende Fortolkningen af Grundlovens §. 15 har jeg i min Deduction af Sagen erkjendt, at Udtrykkene ”i Almindelighed” involvere en Indskrænkning; men det er tillige beviist, hvori denne Indskrænkning bestaaer, at den nemlig kun gjelder diplomatiske og Commando-Sager og i det Høieste kan udstrækkes til saadanne andre Tilfælde, hvor det vilde være aldeles uhensigtsmæssigt at indhente saadan Betænkning Man har i Anledning heraf opfordret mig til at paavise Hjemmel for, at Indskrænkningen er som opgivet; men da jeg har paaviist de Paragrapher af Grundloven, hvortil jeg støtter mig, maa formeentlig Touren være til Vederparten at bevise de flere Tilfælde, som kunde indbefattes under Udtrykkene, saafremt hans Paastand herved skal komme i Betragtning Han har ogsaa følt Rigtigheden heraf, og derfor fremført den Yttring, at den eneste fornuftige Mening man kan faae ud af §. 15 er, at enhver Sag, som efter sin Natur opstaaer der, hvor Kongen opholder sig udenfor Regjeringens Sæde, kan af Hs. M. afgjøres uden at Regjeringens Betænkning er indhentet; thi, hedder det, at nægte Kongen Ret til at fatte. Beslutning om Tilfælde, der ikke kunne være gaaede igjennem den Norske Regjering, vilde være ligesaa urimeligt som at tilintetgjøre Kongens Ret ved at indskrænke denne til en saadan Betingelse. Under Udtrykkene ”i Almindelighed” vil altsaa Defensor have indbefattet de Sager, som opstaaer hos Kongen under hans Ophold i Sverige; men hvad Hjemmel kan vel paavises for en saadan Paastand; medfører ikke Udtrykkene i ommeldte §. 15, at man ved den Passus „i Almindelighed &c.” nærmest har tænkt paa Sager, som opstaae hos Kongen under hans Ophold i Sverige, og med Hensyn til hvilke det altsaa er saa langt fra, at de ere undtagne fra at underkastes den Norske Regjerings Betænkning, at meget mere Forbudet just lyder, at de ikke maae afgjøres uden at saadan Betænkning er indhentet? Ophører vel en Sag, som gjælder Norges Anliggender, at være Norsk Sag — fordi den først bringes paa Bane i Stockholms men er dette ikke Tilfældet, maae da ikke nødvendigen den Norske Regjering høres (undtagen i diplomatiske og Commando-Sager) forsaavidt ei vigtige Hindringer forbyde Saadant eller det skulde være aldeles stridende mod Beslutningens Hensigt? For yderligere at bestyrke den modsatte Anskuelse anfører Defensor videre, at Statsraadsafdelingen i Stockholm nærmest maa antages forordnet for at meddele Hs. M Raad og Veiledning i de Sager, der ikke have været forelagte Regjeringen og det er derfor nok at høre bemeldte Afdeling om de Sager, som ei have været sendte den Norske Regjering til Betænkning. Men hvad Hjemmel existerer vel for denne Paastand? Hvorledes kan den harmonere enten med Grundl. §. 12 eller 15? Bestaaer ikke Kongens Raad af mindst 8 Medlemmer, som altsaa ere de Mænd, Han er forpligtet til at høre forinden Sagerne afgjøres, og er det ikke ved Grundl. §. 13 udtrykkelig sagt, at den i Sverige, værende Statsraadsafdeling har de samme Pligter og den samme constitutionelle Ansvarlighed, som den i Norge værende Regjering? Der er da aldeles intet urimeligt i, saaledes som Defensor har forestilt sig, at Statsraadsafdelingen i Stockholm censurerer den Norske Regjerings Betænkninger under Sagernes Afgjørelse hos Kongen: dette er meget mere just Statsraadsafdelingens Pligt og Forretning: den maa gjennemgaae Sagerne, og naar den ikke finder dem behandlede efter dens Tykke, saa maa det være Pligt, derpaa at gjøre Kongen opmærksom. Om man vil, kan man betragte Forholdet imellem Regjeringen hersteds og Statsraadsafdelingen i Stockholm som et Analogon af Storthingets Afdelinger i Lagthing og Odelsthing.
Men de heldige Virkninger, som Kongen tilsigtede ved Beslutningen, kunde ikke, siger Defensor, haabes tilveiebragte, undtagen just gjennem en pludselig Opløsning, og den Norske Regjerings Betænkning kunde saaledes ikke været indhentet undtagen at den tilsigtede Hensigt var gaaet tabt. Forholdt dette sig saaledes, saa talte vistnok meget til Vedkommendes Fordeel; men det er at mærke, at det meget vel kan indrømmes, at Beslutningen, for at den opgivne Hensigt kunde opnaaes, efter Kongens Anskuelse maatte komme aldeles uventet for Storthinget, uden at deraf følger, at det var nødvendigt at tage Beslutningen just den 2den Juli og exeqvere den den 8de Juli. Naar kun Beslutningen fattedes og udførtes saaledes, at den kom aldeles uventet for Storthinget, saa skete den lagte Plan Fyldest, og følgelig kunde Beslutningen være taget baade før og efter den 2den Juli, og det er saaledes aldeles indlysende, at den Norske Regjerings Betænkning kunde været indhentet uden mindste Præjudice for den Kgl. Beslutning og den derigjennem tilsigtede Plan. At ubrødelig Tausheds Pligt i et saadant Tilfælde maatte paaligge og vilde blive iagttaget af Regjeringens Medlemmer, derom kan der naturligviis ikke være nogensomhelst Tvivl. Den Tiltalte erklærer det for et Spilfægterie, et grundlovstridigt Forsøg paa at hindre Kongen i at udøve den ham tilkommende Magt og Myndighed, naar man paa denne Maade vil bringe Grundlovens §. 15 til Anvendelse; men kan man vel tænke sig nogen dristigere Bespottelse af Grundlov og Nationalrepræsentation? Paastanden om, at Kongen allerede var i Besiddelse af den Norske Regjerings Betænkning er allerede i min Deduction tilstrækkelig gjendrevet. Defensor gjendriver selv denne Paastand, naar han siger: for at bedømme Hensigtsmæssigheden af Opløsningen behøves blot ”Kundskab om, hvad Repræsentationen havde udrettet og hvorledes dette var tilendebragt. Ved at sammenholde dette med hvad Thinget burde have udrettet, og hvorledes dette burde været tilendebragt, blev hans Hs. M. sat i Stand til at fatte sin Beslutning.”
Jeg spørger, stod der da noget — kunde der da staae noget herom i den Norske Regjerings Betænkning af 24de Marts; men naar disse vare de Momenter, hvorfor Beslutning om Opløsningen skulde fattes, følger det da ikke deraf med Nødvendighed, at den Norske Regjering derom burde været hørt? Gjentagende er det erklæret, at Kongens Forsæt at hæve Thinget efterhaanden modnedes indtil den 2den Juli, da det blev fast; men om disse Hs. Maj. Anskuelser havde jo den i Norge værende Regjering ingensomhelst Kundskab, altsaa heller ingen Anledning til at modvirke deres Iværksættelse. Argumentationen fra Statsraaderne Fastings og Holsts Undtagelse fra Tiltale for Tiden er, som jeg tidligere har viist, et for let Nødanker til at kunne bringe Statsministeren Frelse, og det er kun en Fordreielse af det Passerede, naar det hedder, at man i selvsamme Sag fortolker Grundlovens §. 15 paa 2de forskjellige Maader. Hvad Tid de offentlige Blade begyndte at beskylde Statsministeren for at have overtraadt Grundlovens §. 15, vedkommer formeentlig ikke Sagen, da han ikke skal fældes efter hvad deri indeholdes, og da de høistærværdige Dommere ikke lægge de deri anførte Anførseler til Grund for deres Dom; men dog kan det bemærkes, at den Constitutionelle, ved første Gang at berette Tiltalen imod Statsministeren, yttrede sig derom som om den nærmest angik Overtrædelse af Grundlovens §. 15, ligesom Morgenbladet nylig har gjort opmærksom paa, at det allerede den 8de Juli yttrede sig med Hensyn til Tilsidesættelse af §. 15.
Væsentligere er det dog, at Storthingets Adresse af 7de Juli sidstl. til Hs. Maj. Kongen nævner Grundlovens § 15, vistnok paa en saadan Maade, saa at man forudsatte, at dens Bud ei var overtraadt; men da man Dagen efter fik Vished for det Modsatte, kan dog ikke hiin Grundlovbestemmelse være gaaet af Minde. At Storthinget selv i dets underdanigste Adresse af 24de Marts kun ansøgte om Prolongation indtil Juli Maaneds Udgang, hvilken Tid ogsaa i det Væsentlige er bleven tilstaaet, efterdi kun nogle faa Uger stode tilbage, hvori ikke synderlig kunde ventes udrettet, efter at man i 5 Maaneder ikke var avanceret videre end skeet, er formeentlig ikke af nogen Indflydelse paa Spørgsmaalet, om hvorvidt den Norske Regjerings Betænkning burde været indhentet med Hensyn til Beslutningen af 2den Juli.
Forøvrigt indsees det let, hvor aldeles umuligt det var for Storthinget i Marts Maaned at nævne nogen bestemt Tid, da det kunde være færdig; men vist er det, at intet Storthing har været færdig til Juli Maaned og at, med Undtagelse af Storthinget 1815—1816, intet Storthing har havt saa mange og vigtige Forretninger, som det sidst afholdte. Gjennemgaaer man derhos den af Storthingets Archivar forfattede og af mig fremlagte Forklaring over Sagernes Stilling ved Storthingets Opløsning, og sammenholder man denne med de i mit Deductions-Indlæg nævnte 16, Budgettet vedkommende, Sager, saa vil det sees, at de Fleste og Vigtigste vare expederede, og at der kunde være Haab om at have Budgettet færdig ved Juli Maaneds Udgang.
Defensor har derefter leveret en Fortsættelse af den Skildring af Dagens Tone og Tendentsen af vort offentlige Liv, hvormed han aabnede sit Tilsvar. Maleriet røber en Phantasi saa riig paa Opfindelse — saa uudtømmelig paa Combinationer — saa dristig i sin Flugt, at vi med Rette beundre det som et sjeldent Kunstproduct. Men saa poetisk skjønt, som vi finde dette Billede, saa historisk utroværdig, saa stridende imod Sandhed og Virkelighed maae vi erklære det for at være. Det begynder med en Fremstilling af vort lykkelige Liv, af de offentlige og private Dyder, som prydede Normændene under Dannemarksaaget — af den Kjærlighed, som bandt Medborger til Medborger — Undersaatterne til deres Konge — af den Enighed og den Fred, som i hiin Tid aldrig savnedes i vore Dale. Ja! ærværdige Herrer! hvilken er den iiskolde Mand, hvis Hjerte ikke opvarmes ved at tænke med Digteren paa den Tid ”da jeg var ganske lille”, hvis Phantasie ikke med kjærlig Veemod sysler med disse kjære Billeder fra Barndommens skyldfrie Dage; — men tør vi her overgive os til disse Betragtninger? — og tør vi det ikke, sætte vi ikke subjective Følelser og Phantasiespil i Stedet for Virkelighed: kan det da med Sandhed siges, at vort Land var lykkeligere, vort Folk ædlere, Menneskene bedre paa hiin Tid end nu? Dog Varden vedbliver: I Modsætning heraf fremstiller han den nærværende Selvraadighed og Indbildskhed, der ingen Skranker taaler — Tabet af Sands for alt Ædelt og Skjønt — alle blide Følelsers Tilintetgjørelse for politiske Betragtninger — for misforstaaede Begreber om Lighed og Frihed. Vort offentlige Liv frembyder Intet uden Jammerligheder — intetsteds findes nogen stolt og ophøiet Tanke — egennyttige Hensigter, Tilsidesættelse af Humanitetens Fordringer og Lyst til at skade, aabenbare sig allevegne. Lovene have tabt deres Anseelse — Raaheden styrer: denne ere vore dyrebareste Interesser voldgivne. Denne Smitte har ogsaa angrebet vort Storthing, og alt Haab om, at Nationen gjennem dens udkaarede Mænd skulde bringes tilbage til Besindelse, maatte opgives! under disse Omstændigheder var det nødvendigt at tilveiebringe en Crisis, der kunde bevirke det syge Statslegemes grundige Helbredelse — dette var det Øiemed, som tilsigtedes ved Storthingets Opløsning — dettes Maade at udføre sine Forretninger paa, var kun noget Underordnet. Her have vi altsaa Opløsningen paa Gaaden, her have vi da ogsaa det Svar, som haves behov, og som tilforn er forholdt os angaaende Aarsagen, hvorfor ei den Norske Regjerings Betænkning blev indhentet. Der gives ikke en Poet i dens Midte — og den kunde da beholde sin Betænkning for sig selv. Men en Jernhaand griber mig: det er Virkelighedens Dæmon, som ubarmhjertig forjager mig fra de Regioner, hvortil jeg var henflyttet. Der spørges, om de Kongelige Raadgiveres constitutionelle Ansvarlighed kan bestaae paa den Maade, at man fingerer hvilketsomhelst Øiemed og opgiver en saadan Forbindelse imellem den Handling, hvorfor man tiltales og hiint Øiemed, saa at Handlingen, uden Hensyn til Muligheden eller Umuligheden af Forbindelse, bliver Middel for hiint Øiemed? Statsministeren paastaaer, at vort hele offentlige Liv lider under den fordærveligste, den meest om sig gribende og haardnakkede Sygdom, — og han mener at kunne helbrede det, at kunne udrydde Sygdommen, ved at foranledige det sidst afholdte Storthing opløst uden Kald og Varsel, uden at det har sine væsentlige Forretninger færdige. Hvad Forbindelse er der imellem dette Øiemed og dette Middel? Hvorledes skulde det Norske Folk komme til Erkjendelse af hiin Sygdoms Tilværelse? Det Forhandlede paa Stockholms Slot den 2den Juli melder ikke et Ord om en saadan Sygdom, om en saadan Plan for dens Helbredelse. Kongen erklærer med udtrykkelige Ord, at Folket er trofast og godt. Uden denne Rigsretsaction, uden den Anledning, som Statsministeren har havt til under denne at forklare sine Anskuelser, havde jo det Norske Folk været aldeles uvidende om hvad Statsministeren har virket for det. Kunde da ikke Statsministeren med samme Ret og lige Frihed for alt constitutionelt Ansvar have tilraadt Kongen at begynde Krig? Mon ikke lidt Sultekuur, som den vi gjennemgik i de sidste lykkelige Aar af vor lykkelige Forbindelse med Dannemark, skulde bringe Hovmoden til at dale — Paastaaeligheden til at give efter? Jeg begriber ikke den Dristighed, som vover at opfinde en Udflugt som den opgivne; men Nøden er en stor Læremester! Ideen om at tilveiebringe en Crisis er en Tilstaaelse om en ulovlig lagt og forfulgt Plan. Statsministeren kan ikke betragtes som en forstandig og klog Læge. Han bekymrer sig ikke om Sygdommen er virkelig eller indbildt, ei om dens Aarsager og de passende Helbredelsesmidler; nei! han antager uden Videre, at hele Statslegemet er sygt, og sætter dets Liv paa Spil i en Critik Det er en forvoven Qvaksalvers Dont! Jeg formoder, ak Dommerne, førend de gaae ind paa denne Tiltaltes nye Synsmaade, fordre i det Mindste følgende Oplysninger:
- 1. Beviis for den Tilstands Virkelighed, som Defensor har udmalet. Dens Existence udenfor hans Stange og Papiir modsiges
- 2. Beviis for, at Storthingets Opløsning paa den Tid og den Maade som skeet er, kunde og maatte efter fornuftige og rimelige Grunde hæve hiin ulykkelige Tilstand.
- 3. Beviis for, at almindelige Midlers Anvendelse, gjennem Udbredelse af almeen Oplysning og Cultur, maatte ansees uanvendelig.
- 4. Beviis for, at det ikke er en aldeles uægte og underskudt Grund; thi den findes ikke i den Kongl. Resol. af 2den Juli, hvor, som anført, det Norske Folk berømmes for Loyalitet og Trofasthed.
Defensor slaaer endnu paa en anden Strænge — men det er med varlig Haand, saa at vi kun, ved at lytte nøie efter, kunne høre dens Melodier. Enhver Fædrenelandets Ven, siger han, maatte betænke, at vi udgjøre et Leed i den store Kjæde, og at det saaledes ikke stod til os, efter eget Tykke at behandle dette saa letsindigen og ufornuftigen som vi vilde. Allerede vare vi paa Randen af Afgrunden, et ubetænksomt Skridt endnu — og vi vare maaskee styrtede ned, uden nogensinde at naae Dagens klare Lys mere. Kongen er alene i Stand til at bedømme alle de Forhold, som der her maa tages Hensyn til, for fuldstændigen at afgjøre Nødvendigheden og Nytten af det Skeete — Forholde, som hverken ere, eller, efter deres Natur, kunde være Andre tilstrækkeligen bekjendte. Der er maaskee større Musici imellem Dommerne end jeg er — jeg forstaaer ikke Betydningen af dette Spil; men det synes mig, at det ligner den bekjendte Melodie om Rigsrettens Incompetence. Der yttres ogsaa, at intet mildere Middel gaves, naar Hensigten skulde opnaaes, saalænge Kongen ikke er i Besiddelse af det absolute Veto. Mon det da skulde være Meningen at erobre dette paa denne Vei? Unægteligt vilde det være en saare fortjenstfuld Handling af den Kongelige Raadgiver. Han klager over Mangel paa stolte og ophøiede Tanker — er da ikke her en Overflødighed deraf? Overgangen skeer nu til vore 3de sidste Storthing. Kun eet eneste Penselsstrøg levnes Storthingene 1830 og 1833, idet Rigsretten erindres om, hvad da passerede i Anledning af Budgettet og forskjellige, Pensionsvæsenet vedkommende, Qvæstioner. Men desto omsorgsfuldere udføres Portraitet af 8de Storthing. Det sluttede sig, hedder det, til de foregaaende Storthinges Vildfarelser, opfindsom i Vilkaarlighed og Egenraadighed fremkaldte det — et poetisk Uveir og dets Opløsning. Det fremvises i alle Skikkelser: snart er det en frodig Plante, der har sin Rod i den forblindede Hobs Hjerter — snart er det Spidsen af en Pyramide, opført af Vilkaarlighedens raae Steen — snart er det Culminations-Punkter for en Tøilesløshed, som vilde beherske Norge. Derfra gaaer man til Fundamentet, forsynet med Maal og Passer — det findes brøstfældigt — og endelig, efter at Statsministeren har revet det ned — vises dets Ruiner, hvilke Dommerne formanes til at sætte sammen, NB. i Indbildningen. Unægtelig er denne Beskrivelse meget lærerig og vejledende for Dommerne ved det Kald, de have at udføre; men dristig tillige og nærgaaende imod Grundlovens § 100, der forbyder at vise Ringeagt mod de constitutionelle Magter. En idyllisk Beskrivelse paafølger over den Tilstand, hvori vort offentlige Liv befandt sig ved sidste Storthings Sammenkomst.
Jeg vover ikke at gjentage den; men vor Lykke var ikke mindre end i Guldalderen under Danmarks-Forbindelsen. Kun enkelte Træk af disse lykkelige Øieblikke vil jeg laane: I Stedet for den Mistænkelighed og Uenighed, som, efter den nylig leverede Beskrivelse, ellers altid bygger og boer hos os, herskede da den ønskeligste Harmonie imellem Folket og Regjeringen. Grundloven holdtes i vedbørlig Ære, Person og Eiendom vare lige sikkrede, Lovene havde igjenvundet deres nye tabte Anseelse. I Stedet for alle de nys beskrevne Ulykker, som vi ellers plages af — havde vi da Alt, hvad et nøisomt og beskedent Folk kunde vente af Forsynet. Men hvorlænge var Adam i Paradiis — 8de ordentlige Storthing kom sammen, — og jeg har sagt nok. Klagepunkterne mod dette ere mange og af den høieste Vigtighed.
- 1. ”Det arbeidede uden al Plan. Man burde gjort et Udvalg af det mere eller mindre Vigtige. Det maa høiligen bebreides Storthinget, at Regjeringens mange og vigtige Forslag angaaende Budgettet og Skattepaalæggene ikke afsondredes fra de øvrige og at man ikke udelukkende offrede dem Tid og Kræfter; ligesom det var urigtigt, at man tog Committee-Indstillinger i Thinget, naar de vare færdige, uden Hensyn til deres Vigtighed eller Uvigtighed. Foregaaende Storthinges Exempel kan ikke paaberaabes, da Man kan fordre, at de senere Storthing benyttede de igjennem dem indvundne Lærdomme.” Hertil mener jeg med Føie kan svares, at en hensigtsmæssig Plan, hvorefter omtrent 100 Mennesker — Mennesker, hvoraf den største Deel aldrig tilforn have seet hinanden, og flere Uarbeidsvante, skulle opgjøre flere hundrede, mere eller mindre indgribende Sager — er lettere at forlange, end at tilveiebringe. Reglementet og Sagernes Classification er ellers den Plan, som følges, og det mere Detaillerede maa være overladt Committeernes egen Skjønsomhed. Men Anskuelserne om det Bedste ere naturligviis her, som allevegne deelte. En egen Committee har været nedsat for Budgettet og Skattevæsenet, og dennes Virksomhed har udelukkende været indskrænket til Budget-Sager. For at fremme disse Arbeider overdrog man Armee-Budgettets Gjennemgaaelse til Militair-Committeen, hvilket ingensinde tilforn har været Tilfældet. Reglementet har forøvrigt bestaaet uforandret fra 1830, og ingen Klage vides at være ført derover, førend nu. I Overeensstemmelse med dette Reglement er det Pligt for Præsidenterne at paasee, at Sager, som indkomme fra Committeerne, foretages og bringes til Afgjørelse i Thingene. Skulde Reglementet i dette og i andre Punkter muligens laborere af Mangler, hvor ønskeligt skulde det da ikke været, at Vedkommende, som har indseet Feilen, havde foranlediget Rettelse deraf, og hvori Grundlovens § 80, b, vist ikke kunde være til Hinder.
- 2. ”Utidig Beskjæftigelse med Bagateller og en Smaalighed i al dets Dont siges at have udmærket dette Storthing. Intet Thing har havt saa mange og saa vigtige Sager til Behandling som dette, og det er da med Rette paafaldende, at det ei fæstede sit Blik paa disse. Armee-Budgettet, Pensionslisterne og Toldtarifferne ere de eneste vigtigere og mere omfattende Sager, som ere blevne færdige. Liggedagsloven, Lov om pharmaceutisk Examen, om Dæksfartøier — Skillemynt, om Ophævelse af Forordn. af 13de Januari 1741 maae betragtes som Ubetydeligheder.” Men Enhver, der ikke betragter Anliggenderne med Defensors Eensidighed, opdager snart, hvormegen Tid og Anstrængelse de 3de vigtigere og mere omfattende Arbeider have udkrævet. Lovene om pharmaceutisk Examen, om Dæksfartøier og Skillemynt grundede sig i Kgl. Propositioner, og Regjeringen kan vel ikke selv have anseet dem for at være aldeles ubetydelige, og Liggedagsloven angaaer Forholde, som af den Kyndige maae erkjendes for at være baade høist vigtige og yderst vanskelige at ordne. Denne Lovgivning hare som bekjendt, en indgribende Indflydelse paa vor hele Kornhandel, og det er alene at beklage, at Regjeringen ikke ved denne Leilighed havde grebet Initiativet, hvorved vistnok megen Tid var blevet vunden og Lovarbeidet bleven fuldkomnere. Med Hensyn til Ophævelse af Forordn. 13de Jan. 1741 vare Forslag fra saamange Kanter fremkomne paa Odelsthinget, saa at man ikke kunde andet end tillægge denne Sag en vis Vigtighed. Det maa derhos ogsaa bemærkes, at Kirke-Committeen, som havde denne Sag til Indstilling, ved Thingets Opløsning var færdig med alle Sager i første Classe. Defensor glemmer desuden, naar han nævner de udførte Arbeider, den Skare af Committee-Indstillinger, som fremkom i Tidsrummet fra 7de til 8de Juli, hvoraf nogle angik ikke lidet omfattende og vigtige Gjenstande. At Debatterne i Thingene undertiden dreiede sig om Bagateller og Smaaligheder, er unægteligt; men dette er vistnok noget, som vor Nationalforsamling har tilfælles med alle andre, ligesom denne Anke meest rammer enkelte Medlemmer, som fandt sig opfordrede til at tale med ved alle Leiligheder, men hvilket ikke bør bebreides Storthinget eller dets Afdelingen Naar der klages over Paastaaelighed imellem Odelsthing og Lagthing, saa ligger det jo i Forfatningen selv, at disse skulle danne en Opposition med hinanden, og Grændsen for denne kan i det Enkelte være vanskelig nok at træffe. Ni af Odelsthingets Beslutninger til Love bleve uden Forandring bifaldte af Lagthinget. At Forsamlingens eller Landets Værdighed skulde taget nogen Skade under Forhandlingerne paa Thinget, er noget, som ingenlunde kan antages at forholde sig rigtigt.
- 3. ”Storthingets Medlemmer besjeledes af en vidtdreven Forslagssyge, som tildeels yttrede sig med Hensyn til nys udkomne Love; og man spørger, hvad Begreb man vel kan gjøre sig om en lovgivende Forsamling, hvor Ideerne saaledes gjære?” Jeg mener, at Erfaringen er den bedste Læremester, og saaledes kan vistnok en veloverveiet Lov lettelig i Uførelsen befindes trængende til en eller anden Forandring; det er ogsaa isærdeleshed enkelte Love vedkommende Næringsveiene, i hvilke man efter kort Tids Forløb har gjort Forslag til Forandringer, og Enhver, som overveier de locale Hindringer for almeengjældende Lovgivninger vedkommende disse Forholde, vil ikke finde noget forunderligt heri. De Forslage til Forandringer i Brændeviinslovgivningen og i Loven om det beneficerede Gods, som af Repræsentanterne ere fremsatte, har Regjeringen, ved selv at fremsætte Forslag til Forandringer, erkjendt, ei at være utidige; men iøvrigt maa det beklages, at den executive Magt med altfor vidt dreven Forsigtighed har benyttet sig af Initiativet, og det skulde neppe være troeligt, dersom det ikke var et Factum, at Regjeringen endnu aldrig har fremsat Forslag til en Skattelov.
- 4. ”Har Storthinget manglet paa Ærbødighed for Kongen. Saaledes ere: a, Grundlovsforslagene ikke sendte til en Committee, medens et andet Forslag fra en Deel Repræsentanter til Grundlovsforandring 2de Gange sendtes en Committee til Betænkning, og Yttringer faldt, som røbede den uanstændige Plan, at ville betage den executive Magt Lysten til at fremsætte Constitutions-Forslag.” Den Sigtelse, som her fremføres imod Storthinget, er vistnok den, som det mindst ønskede at findes skyldig i; men enhver Upartisk vil ogsaa erkjende, at man sigter uden al Føie. Storthinget har i dets underdanigste Adresse til Hs. Maj. Kongen af 7de Juli saa omstændeligen udviklet dets Anskuelse i dette Anliggende, at jeg kun kan henvise dertil. Jeg tilføier, at der var en mærkelig Forskjel mellem de Constitutionssorslage, som den 10de Marts sidstl. sendtes Constitutions-Committeen tilbage til nye Overveielse, og de af Hs. Maj. Kongen fremsatte naadigste Propositioner til Grundlovsforandringer; thi Committeen havde ikke egentlig behandlet hine Forslag i Realiteten, men kun yttret, at de vare af den Beskaffenhed, at de ikke kunde anbefales til Antagelse, og Storthinget tilbageviste dem til nye Behandling, for at erfare, hvori Manglerne bestode, for at det i al Fald kunde tjene et kommende Storthing eller Proponenter til Forandring i denne Deel af Grundloven — hvilken formeentlig snart vil være absolut fornødent — til Veiledning.
Om enkelt Repræsentant skulde ladet Yttringer falde angaaende det Ønskelige i, at de Kongl. Propositioner, der have været fremsatte paa flere Storthing, ved den nu brugte Behandlingsmaade maatte fremtidig blive holdte tilbage, da er dette noget, der, som saa mange andre Ting, der ere sagte eller gjorte af enkelte Medlemmer, umulig kunne vedkomme Storthinget eller dets Afdelinger.
b) ”Man har handlet stødende og fornærmeligt ved at nedlægge Embedsdragterne. Man har dermed villet tilkjendegive, at man ei kunde forene Pligterne mod Grundloven med Pligterne imod Kongen, og havt til Hensigt at smigre Hoben, ligesom hiin Beslutning var upassende af den Grund, at Vedkommende, som bære Embedsdragter, kaldes til Thinget i Egenskab af Embedsmænd.” Ogsaa herved maa jeg gjøre den Bemærkning, at Embedsdragternes Nedlæggelse ikke grundede sig i nogen Storthingsbeslntning, men kun i enkelte Medlemmers frie.Overeenskomst, ligesom det er indlysende vrangt at ville fremstille dette Skridt som sigtende til at tilveiebringe Schisma imellem Kongen og Embedsmændene — Tanker, som jeg ved min Ære tør borge for ikke opstod hos noget eneste Menneske; men det er en sørgelig Sandhed, at Uniformvæsen, Rangsyge og Ridderordener har grebet frygtelig om sig efter Forbindelsen med Sverige, og ingen tænkende Mand kan med Ligegyldighed see paa, at disse Forfængelighedens fule Affødninger trives saaledes som de gjøre. At give denne onde og i Sandhed fordærvelige Aand et Tilbagestød var vistnok den væsentligste Hensigt med hiin Overeenskomst, og denne Hensigt fortjener neppe Daddel. — Det forholder sig desuden ingenlunde saa, at Embedsmænd som saadanne møde paa Storthinget; thi dette kan holdes, om der end ikke er en eneste Embedsmand, og Alle ere der lige, undtagen at den Rangforordning, som større Dygtighed, som Talenter og Kundskaber danne, er der, som i ethvert civiliseret Samfund, gjældende. — Et beklageligt Tegn paa, hvad man vil at Friheden i et frit Land skal betyde er det ellers, naar man ikke upaatalt tør itrække sig af egne Klæder, dem man lyster.
c) „17de Mais Høitideligholdelse maatte betragtes saarende for Kongen.”
Men da det hele Norske Folks Anskuelse af 17de Mai som en sand Folkefest, mindende om dets igjenvundne Frihed, er noksom bekjendt, hvorledes kan det da med Billighed fordres, at Repræsentationen skal adskille sig fra Folket? Der er en Meningsforskjel imellem Kongen og Folket i denne Sag, som det sidste ikke kan opgive, uden at træde al Historie under Fødder. Folket paastaaer at have givet sig den frie Forfatning og derefter at have antaget dets Konge til at regjere i Overeensstemmelse med Forfatningen; medens den anden Anskuelse er, at Kongen har skjenket Folket dets Grundlov. Storthinget handlede forøvrigt heller ikke ved denne Leilighed i Egenskab af Storthing, men dets Medlemmer deeltoge kun som private Mænd i en Fest, med Hensyn til hvis Betydning man ogsaa nærede det Haab at Kongens Anskuelser meget vare forandrede Om Indbydelsen til et Minde for 17de Mai gjælder alt det her Anførte, og forsaavidt det er bekjendt, at et i Indbydelsen forekommende Udtryk, ”Folkesouverainitet,” har vakt Opmærksomhed og Misbilligelse paa høiere Steder, tilføies det alene, at dette Udtryk ingenlunde er brugt i Relation til den nærværende Tid, men til den Tid, for hvilken Mindet er bestemt at skulle reises, og det maa da unegtelig indrømmes, at Udtrykket er fuldkommen adæqvat. — Da Danmark ikke mægtede at vedligeholde Herredømmet over Norge og ved Kieler-Traktaten havde afstaaet sine Rettigheder til Sverige, erklærede Norge sig selvstændig, og grundede, i Kraft af sin gjenvundne Souverainitet, Forfatningen af 17de Mai 1814, ved hvilken det opgav Souverainiteten, og Rigets Statsform bestemtes at være et indskrænket Monarchi.
d) Sagen angaaende Gjordemoderreglementets partielle Ophævelse kan formeentlig ikke med Rette benævnes som ubetydelig, da flere Distrikter, efter de i Storthinget fremkomne Oplysninger, havde lidt meget under dette, efter Danmarks Lokalitet indrettede og her idetmindste i mange Egne aldeles upassende, Reglemente Dersom Sagen havde været reen medicinsk, vilde den af det medicinske Facultet afgivne Betænkning vistnok været afgjørende, men hvad der maatte ansees som væsenligst ved denne Gjenstands Bedømmelse var unegtelig de locale Forholde, hvorom Repræsentanterne fra de forskjellige Egne af Riget synes at maatte være vel saa paalidelige Dommere som hiint Facultet. Desuden .kan dog Intet enten grundlov- eller respektstridigt med mindste Skin af Sandhed bebreides Storthinget under denne Sags Behandling, siden dets Ret til uforandret at gjentage en paa et foregaaende Thing fattet Beslutning er ligefrem grundet i Grundlovens §. 79, og det kunde snarere synes som, at den executive Magt ved de mange Ophævelser, som i denne Anledning gjøres, vil ligesom afskrække Thinget fra at udøve dets i Forfatningen hjemlede Rettigheder. Faren ved anden Gang at igjentage en Lovbeslutning uforandret er desuden ikke betydelig; thi Gjentagelsen har, dersom den exekutive Magt ikke har forandret Anskuelse, — og da ledes man nærmest til at antage, at den første Negtelse af Sanction har været mindre begrundet, — ingen Virkning, hvorimod Regjeringen som oftest har Anledning til under Sagens Behandling paa 3die Storthing at ordne Forholdene saaledes, at Anvendelsen af Grundl.s §. 79 bliver unødvendig. De øvrige af enkelte Medlemmer til uforandret Gjenoptagelse foreslaaede Love ere, som bekjendt, ikke blevne antagne.
5) Med Hensyn til de interimistiske Pensioners Revision kan det formeentlig ikke dadles, om Storthinget lægger en noget strængere Norm til Grund for Bedømmelsen af Vedkommendes Qvalisikation end Regjeringen, al den Stund man kun viser redelig Villie til at iagttage Retfærdighed; thi vort Pensionsvæsen er, efter hvad der er almeenerkjendt, byrdefuldere end det efter Statens Resourcer burde være, og det vilde være ønskeligt, om de Begreber, hvorefter Statscassen betragtes som en Almisse-Kasse, efterhaanden kunde svækkes. Debatterne dreiede sig ikke, saaledes som Defensor har antaget, om Dalere, men om Principer og disses Anvendelse, og at Indflydelsen heraf i enkelt Tilfælde kun kunde være en Difference af nogle Daler, gjør Intet til Sagen. Omendskjøndt meget taler for den af Defensor yttrede Formening om, at Embedsmænds Enker og deres Børn efter den gjeldende Lovgivning have et jus qvæsitum til Pension af Statscassen, saa er Sætningen dog ingenlunde ophøiet over al Tvivl — og Storthingets eller dets Pluralitets Anskuelse af denne Sag er derfor ingenlunde enten saa urimelig eller saa .ubillig, som af Defensor yttret. Have de Vedkommende, saaledes som paastaaet, et jus qvæsitum, maa det formeentlig ogsaa lade sig gjøre ved Domstolenes Mellemkomst og ved Understøttelse med beneficium paupertatis at forhjælpe dem til deres Ret. Endnu mindre Vanskelighed har Sagen forsaavidt Regjeringen anseer sig competent til interimistisk at bevilge Pensioner til deslige Personen medens Storthingets Anskuelse gaaer ud paa, at saadan Ret ikke skulde existere; thi Storthingets Formening kan naturligviis ikke være nogen Regel for den executive Magt,7 og denne følger altsaa sin Anskuelse, saalænge den ei bliver overbeviist om dens Urigtighed.
6) Storthinget har søgt at udvide Repræsentationens Rettigheder ved at gaae ind paa den executive Magts Gebeet. a) Det første anførte Exempel herpaa er Sagen om Moe-Markedets Gjenoprettelse, men hvilket er saare uheldiden valgt; thi foruden at Sagen af Storthinget blev henlagt, saa er det Spørgsmaal om, hvilken Statsmagt det tilkommer at oprette og at nedlægge Markeder i al Fald i den Grad tvivlsomt, at det hverken kan ventes eller paastaaes, at Storthinget skulde renoncere paa den lovgivende Magts Adkomst til at ordne disse Forholde, og det saameget mindre, da Regjeringen tilforn har antaget svide Protocol-Committeens Indstilling af 1833) at dette Slags Sager henhørte under Lovgivningen. b) At Storthinget tilstiller Regjeringen et Par Sager, saasom den angaaende Romsdals Marked og om Artilleri- og Cavalleri-Udredernes tilkommende Godtgjørelse, for at Vedkommendes Besværinger, om de ere grundede, kunne afhjælpes, synes at være noget saa uskyldigt, at man mindst skulde troe, at deraf kunde dannes en Ankepost imod Storthinget for at have overtraadt sin Myndigheds Grændser, ligesom det er at betvivle, at Defensor kan fra Regjeringen være befuldmægtiget til at paaklage et Factum, som, dersom deri skulde været noget urigtigt, burde været rettet paa derved, at Regjeringen havde vægret sig ved at antage de saaledes oversendte Sagen. c) Ventilationerne om Throntalens Besvarelse sigtede efter Defensors Formening til at tilegne Storthinget en yderligere Control med den executive Magt end Grundloven hjemler, hvilket ogsaa, som det hedder, Storthinget erkjendte; men dog skal Storthinget høre ilde for denne Sag. Er da ikke Throntalen et offentlig Document og betvivler Nogen, til hvem en Anden skriftlig eller mundtlig meddeler sig, sin Ret til at besvare Meddelelsen naar det skeer paa en anstændig og passende Maade? Røber det ikke den besynderligste Svaghed, naar det hedder, at det skulde være den exekutive Magt ubehageligt at modtage Svar paa Throntalen, altsaa Folkets Repræsentanters Hylding, Udtrykket af deres Ønsker og Forhaabninger?, og naar det d) paaankes, at Protokol-Committeen har gjort Indstilling til Odelsthinget om at erholde Udskrister af det Passerede angaaende Copiisters, Extraskriveres og Undertoldbetjentes Ansættelse i det der spørges, om det kan være overeensstemmende med Nationalrepræsentationens Værdighed at befatte sig med Saadant eller om det ikke meget mere maa ansees som Beviis paa en utidig Lyst til at udstrække Controllen til Yderlighed, saa mener jeg det maa erklæres baade svagt og constitutionsstridigt handlet af Vedkommende, at udlevere, saaledes som er skeet, samtlige de forlangte Papirer og nu derover at føre Anke. Dette er saa aldeles forkeert, saa at man intet Øieblik kan drage i Tvivl, at Defensor har ført Anke paa Regjeringens Vegne uden dertil at være bemyndiget. Hine Poster ere iøvrigt Statsbetjeninger, hvorfor det ansees utvivlsomt, at Vedkommende Departementscheser ere underkastede constitutionelt Ansvar for Maaden, hvorpaa de besættes; men naar Defensor forestiller sig. Hensigten med hiint Forlangende at være den, at Protocol-Committeen agtede at føre en nøiagtig og detailleret Control med enhver enkelt af disse underordnede Posters Besættelse, saa kan jeg som Formand i sidste Protokol-Committee forsikre ham, at han er paa feilagtige Spor.
7) Herunder ankes over Armee-Budgettets Behandling, hvis første uheldige Virkning skal være, at Armee-Departementet bliver overflødigt, hvilket jeg maatte regne for et betydeligt, til megen Besparelse ledende, Gode; men om hvis Opnaaelse der dog nok ikke er synderligt Haab, siden det ikke lader sig indsee, hvorledes den Omstændighed, at de af Armee-Departementet udkastede Planer ere forelagte Storthinget og dette har bevilget Midler til Planernes Udførelse, kan gjøre vedkommende Bestyrelse overflødig.
a) Det betragtes som høist grundlovsstridigt, at Artillerieqvartererne, der efter Lov af 13de Sept. 1830 §. 1 ere 798, af Militair-Committeen ere foreslaaede nedsatte til 727 og af Storthinget virkelig bleve nedsatte til 752, ligesom Committeens Ytring, at man kunde hjælpe sig med færre Qvarterer, naar kun nogle Forandringer foretoges med Batterierne, carakteriseres paa lige Maade; men en saadan Nedsættelse i Qvarterernes Antal har ikke fundet Sted. Storthinget har alene anseet det fornødent at bevilge Midler til de virkelig optagne Qvarterer, hvorimod det er selvfølgeligt, at Kongen maa være berettiget til, siden den citerede Lov hjemler ham Ret til at optage indtil 798 Qvarterer, enten af besparede Summer ved Landmilitair-Etaten eller ved Anviisninger paa den almindelige Statscasse at afholde de dertil udfordrende Summer, og hvad Committeens Yttringer om Batteriernes forandrede Indretning angaaer, da kan samme naturligviis ingen Indskrænkning medføre i Kongens Commando over Armeen, forudsat, at de Dispositioner, som attraaes, ikke ere imod Lovene eller overskride Bevilgningerne.
b) „Et i Storthinget fremsat Forslag om, at Ingenieurbrigaden skulde forandres til et Corps, blev sendt Committeen til Betænkning i Stedet for strax at henlægges som Storthinget uvedkommende. Værre end paa denne Maade kunde Thinget efter Defensors Formening ikke forgaae sig.“
Det er sandt, det er forfærdeligt! tænk at Storthinget har sendt et Forslag til en Committee, naar Defensor vil, at Forslaget strax burde været afgjort! Herimod kan det naturligviis ikke komme i Betragtning, at denne Idee om Ingenieurbrigadens Reduction er en Idee, som mange Kyndige deler med Proponenten, og heller ikke, at Meningen af Forslaget naturligviis ikke kunde være, at de nu i Embeder ansatte Officierer skulde lide noget Tab derved.
c) Bevilling til Exerceerskolerne fandt Sted den 18de Juni, men med den Betingelse, at Corpsexerceerøvelserne kun maatte skee til visse Tider, hvilket ansees aldeles ulovligt; men det kunde dog formeentlig ikke være Pligt for Storthinget at bevilge Midler til Exerceerøvelser, om disse maatte attraaes anstillede dagligen det hele Aar igjennem med den hele Armee eller nogen betydelig Deel af samme, og Storthinget maatte saaledes formeentlig være berettiget til ved Bevilgningen qvæstionis at anvise, hvad det fandt at være passende. Det af Hs. Majestæt Kongen Storthinget forelagte Udkast til en Værnepligtslov indeholder Forslag til den Tid, hvori Exerceerøvelser bør finde Sted, hvilket altsaa udviser, at Kongen ikke i disse Anliggender tilegner sig nogen uindskrænket Ret; hvilket ei heller kan udledes af Grundlovens §. 25.
d) At de i offentlige Bygninger inqvarterede Officierer bleve berøvede deres Indqvarteringspenge, ansees urigtigt af den Grund, at disse Officierer ere som Hofbetjente hos Hs. M. Kongen anviste Bopæl i disse Bygninger; men det vides ikke, at omhandlede Bygninger med nogen gyldig Hjemmel ere overdragne den executive Magt til Afbenyttelse, hvilken Forudsætning jeg derfor maa benægte.
e) Ligeledes ansees det upassende og stridende mod gjeldende Reglementer, at Generaladjutanten og Officiererne ved Generalstaben ere berøvede Rationer for meer end een Hest; men da med Rettigheden til at oppebære Nation er forbunden Forpligtelse til at holde Hest og Hesteholdet langt overstiger Værdien af en Ration, saa er det vistnok tvivlsomt, om noget Tab kan ansees at være Vedkommende tilføiet; men i saa Fald maa de angjældende Officierer, saafremt hine Reglementer ere gyldige Regler, formeentlig beholde det dem Tillagte, uanseet Storthingets Beslutning, der i saa Fald kun kan gjelde dem, der fremtidig nyde ; men ere Reglementerne ikke gyldige, saa klages uden Føie over Forurettelse.
f) „Ved at anslaae Besparelse ved Permitteringer til 8500 Sp. og at fradrage dette Beløb de til uforudseede og tilfældige Udgifter bevilgede Summer, tvinger man enten Kongen til at permittere Mandskaber eller gjør det umuligt at tilveiebringe Midler til de tilfældige og uforudseede Udgifter.“ Men heller ikke denne Sag er saa farlig, som man forestiller sig den; thi at Permitteringer altid ville finde Sted, og følgelig maae paaregnes, er en afgjort Sag, og ikke mindre vist er det, at de gjennem Permitteringer besparede Summer maae betragtes som tilfældige, der altsaa bør komme til Afdrag i det dertil anslaaede Beløb; hele Sagen er kun, at man antager Calculen over Besparelserne ved Permittering at være for streng; men hvoraf Følgen jo alene kan være, at den feilagtig paaregnede Indtægt gjennem Permitteringer maa anvises paa den almindelige Statscasse.
g) Den Bemærkning, at enhver enkelt bevilget Sum maa ansees saaledes knyttet til de Betingelser, hvorunder den er bevilget, saa at intet ansees bevilget, naar ei Betingelserne fyldestgjøres, og hvoraf Følgen er, at ingen Reorganisation til Armeens Udbedring kan finde Sted, er aldeles ugrundet, da det meget mere maa antages, at Kongen, der har høieste Commando over Armeen, kan gjøre hvilkesomhelst Forandringer han finder hensigtsmæssige, naar de kun ikke ere stridende imod Lovene eller overskride Bevilgningerne. Grunden til at Bevilgningerne have den Form, som de nu have, er aabenbart Beskaffenheden af de Storthinget forelagte Forslag eller Planer; men ved at anvise Midler i Overeensstemmelse med disse Planer er naturligviis Intet afgjort angaaende de Spørgsmaale til Forandringer i disse Planer, som vedkommende competente Authoriteter, uden at paabyrde Statscassen yderligere Udgift, maatte finde hensigtsmæssige.
h) De til 2de Artillerieofficierer for at gjennemgaae et Marsovns Kursus i Fahlun foreslaaede 600 Spd. vare ikke for Storthinget bragte i Forslag af Regjeringen, hvorimod de alene vare opførte paa et af Armee-Departementet forfattet Projekt, der forsaavidt optoges af et af Storthingets Medlemmer; og de af Defensor refererede Grunde for Forslagets Forkastelse ere fremførte af enkelt Blad uden at der er mindste Rimelighed for, at Storthinget skulde havt lignende Anskuelser.
Med Hensyn til Armee-Budgettet i det Hele, har Defensor fundet det i sin Orden, at Militair-Committeen er gaaet i den af samme anstillede Detail; men det formenes, at Storthinget burde indskrænket sig til at bevilge en Sum en bloc. I denne Anskuelse kan jeg ingenlunde være enig, da Gjenstanden var af saa særdeles Vigtighed, saa at det formeentlig vilde været aldeles uforsvarligt blindt hen at stole paa en Committee. Det gjaldt nemlig om ikke mindre end en aarlig Sum af henimod 600,000 Spd., om hvis specielle Anvendelse Storthingets Medlemmer forinden Armeebudgettets Gjennemgaaelse kun kunde danne sig et meget dunkelt Begreb. Hvad Armee-Departementets Hensigt med Oversendelsen af Planerne m. v. monne have været, er formeentlig temmelig ligegyldigt, da det er indlysende, at disse Planer over Anvendelsen af de bevilgede Summer maatte være af hvi Interresse for Storthinget, som derigjennem kunde komme til Overbeviisning om Nødvendigheden eller Unødvendigheden af de til Landmilitair-Etaten begjærte Summen Naar det bebreides Storthinget, at det i Sagen angaaende Bankcoursens Nedsættelse ikke vilde udsætte at tage Beslutningen i nogle Dage, da en Afhandling i de offentlige Blade kunde ventes, saa betvivler jeg, at man kunde undgaaet Anken ved at handle paa en modsat Maade; thi deels synes det virkelig betænkeligt for en saadan Corporation at indrette dens Forretninger efter de offentlige Blade, og deels er Storthingets Beslutning om Udsættelse i Sagen om Kongsbergs Sølvværk Gjenstand for speciel Klage fra Defensors Side. At man ikke har været heldig nok til i denne Sag at træffe det Rette maa formeentlig betyde, at man ikke har truffet Defensors personlige Mening; thi man bifaldt Regjeringens Proposition og traf saaledes Hs. Majestæt Kongens og Statsministerens Mening. — I Sagen om Lastepengenes Nedsættelse blev af et Medlem yttret, at Handelen ikke tiltrængte Opmuntring eller Udvidelse, og det er i sin fulde Orden, at denne uheldige Anskuelse kommer paa Storthingets Regning, og at man med Taushed forbigaaer, at Storthinget ved dets Beslutning tydelig lagde for Dagen, at det ikke hyldede saadanne Sætninger, idet Lastepengene bleve nedsatte betydeligen under det, hvortil de vare indstillede af Regjeringen. At Fyrafgifterne og Trælasttolden ligeledes bleve nedsatte og at Storthinget under Toldtariffens Gjennemgaaelse lagde den roesværdigste Bestræbelse for Dagen for at lette den almindelige Virksomhed og Omsætning, er noget, som naturligviis ikke bor nævnes, fordi det ikke kan benyttes i den Hensigt, man her arbeider, nemlig for at nedsætte Storthinget i Almeenhedens Øine.
Angaaende Kongsbergs Sølvværks Sagen er yttret, at den bevirkedes udsat for at Storthingets Medlemmer i Ferierne kunde reise did for at samle Kundskaber, ved hvis Hjelp de desto bedre kunde bedømme den nedsatte Commissions Arbeider; men dette forholder sig ikke saaledes, hvorimod Sagen, i hvilken sandsynligviis kun 2 à 3 af Storthingets Medlemmer havde nogen speciel Kundskab, udsattes efter en forventet Afhandling af en Videnskabsmand, som formodedes at betragte Sagen fra andre Synspunkter end Commissionen, hvis fortjenstlige Arbeide man ikke miskjendte, fordi man ønskede ogsaa at høre Andres Meninger om den. Stridighederne om Skillemyntsloven og Præget paa Skillemynt burde maaskee været sparede; men de derunder yttrede Anskuelser stode dog i nær Forbindelse med Anliggender, hvori Norge har en høi Interesse, og naar man nærmere lægger Mærke til Forhandlingerne, saa vil det deraf sees, at det kun var nogle ganske faa Medlemmer, som tillagde denne Sag nogen Vigtighed. Defensor debiterer en factisk Urigtighed ved at anføre, at Sagen om Forandring i Embedsmændenes Skydsgodtgjørelse blev sat i 1ste Classe, men Forslaget om Repræsentanternes Underholdningspenge i 2den Classe; thi sidstnævnte Forslag var sat i 1ste Classe og næsten færdigt fra Committeen, da Storthinget opløstes. Medens Defensor ved andre Leiligheder lader haant om Penge og Bekostninger, saa finder han dog, at de under Storthingets Afholdelse medgaaede circa 60,000 Spd. bør releveres, ligesom han slutter sine Anker med den ethvert Menneske indlysende Urigtighed og Overdrivelse, at Storthinget ikke kunde ventes at ville blive færdigt paa flere Aar.
Efter saaledes at have gjennemgaaet Defensors Critik over sidstasholdte Storthing, maa jeg tilbagekalde i Erindringen, hvorledes Defensor gjentagende har erklæret, Hensigten med den kgl. Resolution væsentlig at have været at virke paa det hele norske Folk og at vække dette til et høiere og ædlere Liv, medens derimod Maaden, hvorpaa Storthinget udførte sine Forretninger, i denne Plan var noget aldeles Underordnet. Heri ligger, saavidt jeg skjønner, en tydelig Erkjendelse af, at de i den kgl. Resolution anbragte Grunde ikke ere tilstrækkelige til den Tiltaltes Forsvar. Nye Grunde maae opfindes, og Statsministeren nødes til at forlade Kongens Parti for med Defensor at danne sig et eget, der stiller sig i Opposition mod det hele norske Folk. Efter denne Erkjendelse tabe de udpegede Feil meget af deres Betydning, ligesom de i sig selv kun ere af liden Vigtighed Deres Opsamling og Fremstilling røber fra den Tiltaltes Side indtil det Yderste den Smaalighed, som han saa ofte bebreider Andre og derhos en Storthinget og Fædrenelandets Institutioner i Almindelighed fiendtlig Hu. Jeg vil ikke hermed have sagt, at Storthinget skulde være fri for alle Feil; men de existere hverken i den Grad eller Mængde som opgivet. Alt, hvad der ei passer til Statsministerens eller Defensors Hoved, bliver vigtige Feil, og ved disse Feils Fremstilling, skjælnes ikke imellem Storthinget og dets Afdelinger paa den ene Side og Committeerne eller enkelte Medlemmer paa den anden. Disses Fremgangsmaade, omendskjøndt ikke bifaldt af Thinget, kommer dette ligesaa fuldt til Skade som havde det bifaldet dem. Hvad der er passeret udenfor Storthinget af dets Medlemmer som Privatmænd medregnes som var det Paaklagede foretaget efter Storthingets Beslutning De uskyldigste Foretagender carakteriseres som constitutionsstridige, og især betragtes enhver Meningsforskjel angaaende Grundlovens Forstaaelse som en Forbrydelse. Statsraaderne Fastings og Holsts Declaration om, at de ikke finde noget Grundlovsstridigt at være foretaget fra Storthingets Side, kommer ikke i nogen Betragtning ved Siden af de fremførte hadske Sigtelser. Landets Ære og Vel, mener Defensor, fordrede et saadant Storthings Opløsning, hvis Iværksættelse ansees som en sand Fortjeneste af Statsministeren, og dog maa det for Enhver være evident, at denne Conclusion ingensomhelst Hjemmel har i de anførte Præmisser; thi disse kunne alene medføre, at Storthinget blev gjort opmærksom paa de Feil, hvori det fandtes skyldigt, og gaves Anledning til at rette dem, men kunde ingenlunde begrunde en saa overordentlig Foranstaltning som den tagne. Defensor er nu kommen til min Fortolkning af Grundlovens § 80, hvilken gaaer ud paa, at Prolongationer til Storthingene enten maa meddeles paa bestemt Tid eller, om de tilstaaes paa ubestemt, da saaledes, at Tiden for Opløsningen fixeres saa betimelig i Forveien, at de ethvert ordentligt Storthing paaliggende Forretninger kunde være tilendebragte. Ved at modsige denne Fortolkning udhæver Defensor den tillige som et Beviis paa Odelsthingets Lyst til at bøie og dreie Grundloven paa den kunstigste Maade, blot for at udvide egne Rettigheder, en Fremgangsmaade, der ligner min Modstanstanders hele Færd; thi det er ham ikke mindre end enhver Anden bekjendt, at Odelsthinget ikke har meddeelt mig nogen Instrux, paa Grund af hvilken det kunde antages, at de af mig fremførte Sætninger vedkjendtes af hiint Thing Jeg anfører de Sætninger og Fortolkninger, som jeg finder antagelige og at tjene til Støtte for den Sag, jeg forsvarer, og om Beskaffenheden af mine Fortolkninger burde Defensor af.holde sig fra at gjøre Bemærkninger, naar han kalder tilbage i Erindringen de, som af ham selv ere vovede til Fordeel for den Tiltalte. Defensor søger først at bevise, at min Fortolkning maa være urigtig, fordi det første Passus i § 80, som indeholdende Paragraphens dispositive Deel, ikke medfører den nævnte Indskrænkning, og det følgende Passus antages kun at være en Anvendelse af Regelen, der ikke kan tilintetgjøre denne. Heri kan jeg ikke være enig, thi andet Passus er ingen Anvendelse af det første, men en yderligere Forskrift, der meget vel kan indeholde Indskrænkninger med Hensyn til den i første Passus givne Rettighed Exempler herpaa kunne paavises i enhver Bog og findes saaledes hyppigen i Grundl., see §§ 17, 25 og 26 m. fl. Den nærmere Bestemmelse maa kun ikke tilintetgjøre Rettigheden; men Kongens Ret til at hæve Storthinget efter 3 Maaneders Forløb, tilintetgjøres dog ei derved, at man paastaaer, at Tiden enten oprindelig bør fixeres eller dog fastsættes betimelig førend Opløsningen foregaaer. Umiddelbar derpaa hedder det, at Tiden er bestemt, naar Prolongationen meddeles indtil videre og denne Tilladelse senere hæves, idet Opløsningen besluttes; men min Argumentation gaaer ud paa, at Tiden inden Opløsningen betimelig bør fixeres, hvoraf følger, at det ei er nok, at den engang og uden nogetsomhelst Varsel fixeres, og denne Argumentation støtter sig til de i § 80, andet Passus, indeholdte Udtryk, der formeentlig medføre, at Tiden oprindelig bør være bestemt. Som yderligere Beviis for, at Tiden idetmindste betimelig inden Storthingets Opløsning bør bestemmes, tjener det følgende Indhold af ommeldte § 80, hvorefter Kongen ved Storthingets Opløsning skal meddele sin Resolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger ved enten at stadfæste eller forkaste dem, hvoraf nødvendigviis følger, at Høistsamme inden Storthingets Opløsning bør være meddeelt Underretning om alle de sammesteds fattede Beslutninger, saaledes at han om dem kan meddele Resolution; men hvilket ikke kan skee, naar Storthingets Opløsning foregaaer paa den Maade, som denne Gang er skeet. — In casu laae en Beslutning til Lov om det beneficerede Gods hos Regjeringen, uden at Hs. Majestæt har været sat i Stand til om sammes Sanction at afgive nogen Bestemmelse, og kun nogle faa Dages Udsættelse med Opløsningen vilde formeentlig medført, at flere, som allerede vare opslaaede til Foretagelse i Lagthinget, paa samme Maade vilde blevet henliggende. — Den kgl. Resol. af 17de April, hvorved Storthinget prolongeredes indtil videre, indeholder ogsaa, naar den sammenholdes med Storthingets Adresse, et heelt utvetydigt Tilsagn om Tilladelse til at forblive samlet indtil de tilbagestaaende uomgjængelige og vigtigste Forhandlinger vare tilendebragte og om nærmere naadigst Bestemmelse af Tiden, hvorved Storthinget var gjort tryg. — Defensor havde mindst ventet, hedder det, at man fra Odelsthingets Side skulde villet gjort opmærksom paa, hvad Anstændighed fordrer, et Begreb, der af denne Actors Yttring sees at være mere ubekjendt end ønskeligt var. Disse Udtryk vidne kun om den utaaleligste Hovmod Defensor anseer sit Defensorat væsentligst at bestaae i at fremføre Invectiver, ja gediegne Injurier imod Storthinget og dets Afdelinger; men at tage til Gjenmæle imod disse eller at fremføre mindste Tanke om, at hans høie Part kan forsynde sig imod Anstændighedens Fordringer, det ansees saa utilbørligt, saa at det kun kan grunde sig i Ubekjendtskab til Begrebet ”Anstændighed!” — Jeg har paastaaet og jeg troer beviist, at den kgl. Resolution maa ansees stridende imod Aanden i Grundlovens § 80, idet den afbryder Storthingets Virksomhed i dets travleste Tid og da dets vigtigste Forretninger henstode ufuldendte. Ogsaa heri finder Defensor en Tendents til at gjøre Vold paa Grundloven, ved at ville forpligte Kongen til at give Prolongationer, medens han formener, at Grundloven kun undtagelsesviis har statueret Nødvendigheden af mere end 3 Maaneder til at udføre Storthingets Forretninger i, og nogen længere Tids Indvilgelse er Dommen ene overladt til Kongen, hvorefter vidtløftige Betragtninger anstilles, som gaae ud paa at oplyse, at Storthinget ikke burde tilstaaes yderligere Prolongation end den forundte.
1) Det benægtes saaledes, at Beviis er forhaanden for, at hine 3 Maaneder er for kort Tid, naar kun en hensigtsmæssigere Forretningsorden brugtes.
2) Constituenterne maatte bedst kunne bedømme dette, men de have ei forudsat disse Smaaligheder og denne Forfalden til det Enkelte.
3) At de første Storthing ikke kunde komme ud med 3 Maaneder, var en Følge af deres manglende Erfaring og de mange Reformer, som den nye Forfatning gjorde nødvendige.
4) De foregaaende Storthings Exempel burde været til en Advarsel for sidste Storthing, og man burde betænkt, at et Onde bæres med Resignation, naar Udsigt til en forbedret Fremtid er forhaanden; men at det i modsat Fald bliver utaaleligt. Derfor kunde Kongens foregaaende Overbærenhed ei paaregnes af dette Thing.
5) Kongen har aldrig erkjendt Nødvendigheden af mere end 3 Maaneder, og i al Fald have 5 Mdr. dennesinde været tilstaaede.
6) Grundlovens § 94 kan ingen Indflydelse have paa den Tid, Storthingene behøve, da de Love, som have beskjæftiget dette og de foregaaende Storthing, ikke vedkomme den almindelige civile og criminelle Lovbog.
7) De mange og vigtige Storthinget forelagte Arbeider burde opfordret det til Sparsommelighed med Tidens Anvendelse, og Repræsentationens enten forsætlig eller gjennem Ukyndighed bevirkede Tids-Tab, kan ikke forpligte Kongen til at give efter.
8) Nationen kan ikke i det Uendelige taale, at Storthinget saa uforsvarligen røgter sit vigtige Kald, og gaaer det vel an at forstyrre den til Folkets Sikkerhed etablerede Ligevægt ved at tilstaae den ene Statsmagt Ret til at skaffe sig en forøget Myndighed blot derved, at den misbruger den, den allerede er i Besiddelse af?
Det forekommer mig, at man forlader Stridspunktet. Der er ingen Tvivl om, at Rettigheden efter § 80 tilkommer Kongen, og det ansees ligegyldigt, om Grundloven kun undtagelsesviis statuerer, at Storthinget behøver mere end 3 Maaneder til dets Forretninger. — Spørgsmaalet er om de Grundsætninger, hvorefter den constitutionelle Konge bør udøve den her omhandlede Rettighed — om de under den formelle Procedure saameget omtalte Regjerings-Maximer og Principerne for denne Rettigheds Udøvelse. — Der spørges da, om det er en constitutionel Maxime, naar Nationalforsamlingen af Regjeringen er overlæsset med de vigtigste og mangfoldigste Sager — naar disse Sager staae i uadskillelig Forbindelse med Sager, som efter Grundloven skulle være tilendebragte af ethvert ordentligt Storthing — uden mindste Advarsel — uden at Tegn til Misnøie er yttret — efterat Repræsentationen ved Maaden, hvorpaa Prolongation er meddeelt, er gjort sikker — da at opløse Storthinget paa en Tid, da man erkjender dets Virksomhed saa absolut nødvendig, at man i Opløsningsacten lader Ord falde derom, og 6 Uger efter Opløsningen sammenkalder de samme Medlemmer til et overordentligt Storthings — Forudsætter Grundloven, at mere end 3 Maaneder kun undtagelsesviis behøves for Storthingets Forretninger, faa byder dog Grundlovens § 69, at kun i overordentlige Tilfælde maa Storthinget sammenkaldes udenfor den almindelige Tid — forbyder altsaa Sammenkaldelsen udenfor dette Tilfælde. — Men er det et overordentligt Tilfælde, at man jager det ordentlige Storthings Medlemmer fra hinanden — ikke som vare de Nationens Repræsentanter — men som vare de dens Bærme, og i samme Nu erklærer, at et overordentligt Tilfælde er forhaanden, der fornødiger Storthingets Sammenkaldelse? — Har man ikke ved denne ubetimelige Opløsning sat sig i den Nødvendighed, at maatte enten i 3 Aar regjere uden Budget og Skattepaalæg eller imod Grdl. § 69 sammenkalde et overordentligt Storthing, for blot at continuere en Deel af de det ordentlige Storthing forelagte Sagers Behandling? — Hine 8 Argumenter fortjene ingen speciel Gjendrivelse. Er det saa, at Storthinget, naar dets Forretninger ordnedes hensigtsmæssigt, ei tiltrængte mere end 3 Maaneder at være forsamlet i, at den executive Magts Eftergivenhed altsaa har bragt Storthingene paa Afveie: mener man da herved at sige Regjeringen nogen Compliment? beskylder man den ikke meget mere for at have forraadet den dem til Efterlevelse betroede Grundlov? Behøvede Storthingene ikke den Tid, som de have forlangt, hvorfor har man da tilstaaet den?. — Kan man bedømme Spørgsmaalet, om et Storthing bør tilstaaes Prolongation eller ikke paa samme Maade som man afgjør, om man skal gjøre Indkjøb af en ny Kjole — at man muligens trænger til den, men muligens kan undvære den, og i denne Tvivl gjør Indkjøbet? — Havde det ikke været Pligt for Regjeringen — for den Tiltalte in specie — at gjøre Kongen opmærksom paa den feilagtige Forretningsorden, som nu klages over? — Burde ikke Storthinget været givet Anledning til ak tage Sagen under Overveielse — at rette den, om fornødent? — Kunde man tvivle paa, at en stor Deel, ja den største Deel af Repræsentationens Medlemmer vilde lytte til Kongens i Forstandighed og med ædel Villie udtalte Ords Skulde ikke den executive Magt forenet sig med de Gode, styrket dem i den Kamp, de havde at bestaae; — men at bryde Staven over det hele Værk — det fortjener det kraftigste af de Kraftudtryk, som Defensor i sine Udfald imod Storthinget har betjent sig af.
Defensor spørger endelig, om det gaaer an at forstyrre den til Folkets Sikkerhed etablerede Ligevægt ved at tilstaae den ene Statsmagt Ret til at skaffe sig en forøget Myndighed blot derved, at man misbruger den, den alt er i Besiddelse af? — Men man betænke dog, hvad Talen her er om — nemlig, om enten at lade et forsamlet Storthing forblive samlet nogle Uger længere, eller at sammenkalde de samme Mænd strax til et overordentligt Thing. — Hiint antages at forstyrre Folkets Sikkerhed — at ophæve Ligevægten imellem Statsmagterne — at forøge Storthingets Myndighed. Kan der vel svares fornuftigt til saadan forsætlig Venden op og ned paa Alt — til et saadant endeløst Ordgyderie — til en saadan Beregnen paa at confundere selv de simpleste Begreber? — Min Paastand om, at den kgl. Resolution af 2den Juli er stridende imod selve Statsformen, idet den uundgaaelig fremkalder Følger og Virkninger, der stride imod Forfatningen, er ikke modsagt af Defensor anderledes, end at han paastaaer, at Skylden for det manglende Budget og Skattepaalæggene ene hviler hos Storthinget. Det nytter ikke, hedder det, at forsvare sig med Umuligheden af at have disse Gjenstande færdige til den 1ste Juli; thi i 5 Maaneder kan udrettes meget, naar man arbeider paa det man skal og arbeider med Orden og Sagkundskab. — Men Defensor paastaaer jo, at den executive Magt havde den nøiagtigste Kundskab om Storthingssagernes Stilling til enhver Tid, hvorfor da ikke, naar Vedkommende vilde det almene Vel, gjøre opmærksom paa, at Budgettet og Skattepaalæggene uforbigængelig maatte være færdige den 1ste Juli; hvorfor indbringe nu en, nu en anden Proposition, Budgettet vedkommende, i Storthinget endog lige til Slutningen af Juni Maaned? Bestyrkede ikke Regjeringen paa denne Maade aabenbare Storthinget i den Anskuelse, at det ogsaa denne Gang kunde gaae i den sædvanlige Tour med Budget og Skattepaalæg, hvortil de mange dermed i Forbindelse staaende Sager gav saa god Grund? og er da ikke den executive Magt ligefrem medskyldig med Storthinget i Budgettets og Skattepaalæggenes Ikke-Udfærdigelse den 1ste Juli, om deres Udfærdigelse til saadan Tid paa nogen Maade havde været muligt. Men kan den ansvarlige Raadgiver, som under saadanne Omstændigheder vil drive det til en Crisis, vel antages at handle pligtmæssigt? — Kan det andet end at være høist skadeligt, i Kiv og Strid at blotte de Feil, som Storthinget og den executive Magt (efter den sædvanlige Fortolkning over Grundlovens § 75 a.) hidtil fælleds have været skyldige i med Hensyn til Budget og Skattepaalæg, fremfor at søge en Forandring tilveiebragt gjennem Forestillinger og Fornuftgrunde? — Kan det være rigtigt, at man har sat sig i den Nødvendighed, at sammenkalde et overordentligt Storthing? — Defensor bebreider mig, at jeg snart lægger Statsministeren til Last, at et saadant Storthing er sammenkaldt, snart at han ingen Garanti har havt for dets Sammenkaldelse den 2den Juli, og snart betvivler dets Competence til at tage de Sager under Behandling, som maatte forelægges det. Han mener, at jeg herved røber, deels en uædel Stræben efter at sætte den Tiltaltes Forhold i et slettere Lys end det fortjener, og deels, at jeg er i Modsigelse med mig selv. Men ingen af Delene er Tilfældet. Jeg anker over det overordentlige Storthings Sammenkaldelse, fordi det er min Pligt at anke over Resolutionen af 2den Juli, uden hvilken det overordentlige Storthing ikke vilde havt sin Tilværelse, og jeg anker over, at Statsministeren ingen Garanti havde for et saadant Things Sammenkaldelse, fordi man vil give Sagen den Vending, som om det ved Resolutionens Afgivelse allerede var afgjort, at den derved tilveiebragte lovløse Tilstand kun skulde vedvare for en kort Tid, kun var aldeles interimistisk. At det kan være Tvivl underkastet og virkelig er betragtet som tvivlsomt, hvad der paa et overordentligt Storthing kan forhandles, er, mener jeg, saa bekjendt, at det ikke kan være Defensor ubekjendt. — Men, siger Defensor, er den Sag, at Budget og Skattepaalæg ikke vare færdige den 1ste Juli, saa uhyre vigtig, hvorfor tænkte man da ikke paa at faae dem færdige? Hvilket Spørgsmaal, saa dristigt og uoverveiet! Ere da ikke saamange og saa væsentlige Bestanddele af Budgettet gjorte færdige, og staae ikke de allerfleste afgjorte eller forberedede Sager mere eller mindre i Forbindelse med Budgettet? — Defensor antager, at Sagen er aldeles den samme, hvad enten Storthinget arbeider paa Budgettet uden at have faaet det færdigt den 1ste Juli eller at Storthinget hæves uden Budget og Skattepaalæg, og anseer min yttrede Anskuelse med Hensyn til Forstaaelsen af Grundlovens § 75, som et fornyet Beviis paa den Lethed, hvormed man søger Grundlovens tydelige Ord bortraisonnerede. Herved er dog at lægge Mærke til en Omstændighed, som ikke er af liden Vigtighed, nemlig at Storthinget, om det end skulde have begaaet nogen Feil ved ikke at have Budget og Skattepaalæg færdige den 1ste Juli, dog som Statsmagt ikke derfor af nogensomhelst Authoritet kan drages til Ansvar: denne Irregularitet, om end nok saa ubehagelig, nok saa betænkelig, maa taales; men anderledes er Forholdet, naar Statsministeren griber ind og forstyrrer Statsmaskinens Gang: som Undersaat maa han finde sig i at bære Følgerne af sin Handling, om han end noksaameget kan paavise Storthingets Exempel. — Men det er desuden klart, at der er stor Forskjel paa Storthingets og paa Angjældendes Fremgangsmaade: hiint har arbeidet hvad der har været muligt for at opnaae det foreskrevne Maal, men denne standser trodsig og modvillig al videre Virken for det. Storthingets Handlemaade kunde først da været at sammenligne med Tiltaltes, naar det, uden at have de titomtalte Arbeider færdige, havde henvedt sig til den executive Magt med Anmodning om at forløves, eller naar det platud have nægtet at ville tilendebringe Budget og Skattepaalæg. Et Storthing, som fremgik paa denne Maade, maatte dog aabenbar erkjendes for revolutionairt; men dette er just Statsministerens Fremgangsmaade. Angaaende Fortolkningen af Grundlovens § 75 a. henholder jeg mig til min Deduction og formener den ikke gjendrevet ved Defensors Udfald. — Dersom Defensor havde villet forstaae den Anvendelse jeg har gjort af Grundlovens § 94, saa vilde han formeentlig ikke have fundet det graverende for sin Honneur at besvare samme: jeg har derved kun villet tilkjendegive, at Storthingets Fremgangsmaade ved at arbeide paa Budgettet efter den for dets Tilendebringelse bestemte Tid er i Harmoni med de Bestræbelser, som anvendes for dog engang at faae den civile og criminelle Lovbog i Stand, omendskjøndt den for sammes Udfærdigelse bestemte Tid forlængst er forløben, hvilke Bestræbelser ikke kunne andet end at ansees stemmende med Grundloven, hvorimod Arbeidets Standsning vilde være stridende derimod — Med Føie har jeg derfor bebreidet Statsministeren at have handlet efter et Princip, som gaaer ud paa at sætte Staten i en lovløs Tilstand, og mine Yttringer herom kunne kun ved modvillig Fordreielse anvendes paa Storthinget. — At Statsministeren ingen Garanti har havt for et overordentligt Storthings Sammenkaldelse viser sig tydeligt; thi Kongens Paalæg i Resol. af 2den Juli til den kgl. norske Regjering indeholder Intet om Storthingets Sammenkaldelse, og Meningen kan ligesaavel have været at erholde Regjeringens Betænkning om, hvilke Foranstaltninger der maatte være at træffe med Hensyn til Rigets Bestyrelse uden Storthing indtil 1839, som angaaende et overordentligt Storthings Sammenkaldelse. Imod min Bemærkning, at det i intet Tilfælde kan være tilladeligt, at belære Storthinget ved Midler, der forstyrre de helligste constitutionelle Forholde, standse Statsstyrelsen eller føre den paa Afveie og udsætte Statsforfatningen for Fare, indvender Defensor, at det brugte Middel var lovligt efter Grundlovens § 80 og at mildere Midler ikke kunde opfylde Hensigten. — Om Uanvendeligheden in casu af Grundlovens § 80 er det Fornødne titnok tilforn yttret — og havde man ikke andre Midler, saa burde man have undladt at handle; men at mildere Midler stode til Disposition har jeg tilladt mig at paavise, ligesom Statsraaderne Fasting og Holst have anbefalet en anden Fremgangsmaade. At muligens intet andet Middel passede til Statsministerens senere opfundne Plan, at optræde som Lærer for det hele norske Folk — det er noget, som ikke vedkommer Sagen. — At Finants-Departementets Skrivelse til mig af 8de August d. A. skulde bevise, at de befrygtede illegale Følger ikke ville indtræffe — er urigtigt, da bemeldte Skrivelse just godtgjør, at man hæver Skatter efter en ugjældende Bestemmelse og ligeledes bevilger de til Statsudgisterne fornødne Summer. — Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt at stride med Defensor, om hvilken Benævnelse der passer bedst paa de mange sidste Storthing forelagte Arbeider, sigtende til Reorganisation af den offentlige Bestyrelse i de vigtigste Dele, om, som jeg har kaldet dem, Spirer til Fædrenelandets Held, eller, som han har kaldet dem, Frøe; men det er et characteristisk Tillæg til den upassende Opførsel, som Defensor heelt igjennem har lagt for Dagen under denne Sags Procedure, naar han driver Kaadheden saavidt, at han vover at spotte de Mænd, hvoraf sidste Storthing bestod, idet han sammenligner dem med Skoledrenge. — Ligesom Defensor i Almindelighed ikke øiner nogensomhelst skadelig Følge af den fattede Beslutning, saaledes seer han in specie ikke nogen Stagnation i alle Forholde, nogen Standsning i al Fremadstræben; men hans Udsigter for Fremtiden er meget mere lyse. — Hvor gjerne vilde jeg ikke, at de mørke Udsigter, jeg har øinet, vare Phantasibilleder, som maatte forsvinde for den herlige Virkelighed, som Defensor forestiller sig; men har han ikke afgivet alt for mange Beviser paa sin poetiske Aand til at vi kunne betragte hans Prophetier som Sandhed? — Ere imidlertid disse Udsigter kun Gjenstande for Gjetning, saa er man saameget mere opfordret til at holde sig til Virkeligheden, nemlig Handlingen selv og dens nødvendige og umiddelbare Følger. Handlingen bestaaer i en forsætlig Suspension af Grundlovens § 75 af hvis Følge er Statsmaskinens partielle Opløsning eller Lovløshed, idet Handlinger maa foretages af den executive Magt uden Storthingets Samtykke, hvortil efter Grundloven nødvendig udfordres Storthingets Beslutning, nemlig Opkrævning af Skat og Bevilgning af Udgifter: et farligt Exempel for Fremtiden er herved givet, og det i dobbelt Henseende; thi lykkes dette første Skridt, ville efter al Erfaring Magthaverne ikke derved standse, og Folkets Begreber om den Lydighed, som skyldes Lovene og disses Organer, kunne ikke andet end forvildes, naar de Styrende handle som i dette Tilfælde. — At Regjeringen har sat sig i aabenbart Oppositionsforhold til Nationens Repræsentanter og for en vigtig Deel tilintetgjort alle velgjørende Følger af den paa sidste Storthing anvendte Virksomhed med Hensyn til Lovgivning og Forbedring i vore offentlige Institutioner, ere for Fædrenelandet lige sørgelige Sandheder. Endelig er Grundlovens § 80 i Slutningen overtraadt, betydeligt Pengetab paaført Statscassen, ligesom det er forbunden med stor Tidsspilde og betydelige Opofrelser for Repræsentanterne atter at samles ved det nu berammede overordentlige Storthing. — At Fremkaldelsen af en i sit Væsen saa ulovlig og i sine Følger saa fordærvelig Tilstand som den ved Resolution af 2den Juli bevirkede, kan tjene til at svække Oppositionsforholdet imellem Konge og Storthing til at befæste Enighed og Samdrægtighed imellem dem, er vistnok ikke let at indsee; men dette skal henhøre til de gavnlige Følger, som den kongl. Resolution efter Defensors Anskuelse medfører! — De Udgifter, som ere forvoldte og forvoldes Statssamfundet, komme ikke i nogen Betragtning; thi man skal erindre sig den store ophøiede Plan, hvorfor der virkes, og saadanne Bagateller som Penge ere da udenfor Beregning: det er tvertimod Noget, som viser, hvor ubegribelig lavt man staaer, naar man i en Sag som denne, vover at opgiøre nogen Conto over Pengeudgifter. Saaledes kommer man fra denne Sag. Anderledes var det med de Udgifter, som medgik til Storthinget: over dem glemte man ikke at gjøre Beregning. — Da Defensor formener at have beviist, at Tiltalte, istedetfor at have feilet, har handlet i høi Grad fortjenstligt, saa er det en naturlig og conseqvent Følge heraf, at Ansvarlighedsloven Intet har med ham at skaffe; men skulde hans første Forudsætning end være urigtig, saa formener Defensor dog, at den sidste Sætning er grundet, idet han subsidialiter har fremført nogle Grunde, som maa bevirke Fritagelse for Ansvar. — A. ”Kongen er ved Statsraaderne Fastings og Holsts Protest gjort bekjendt med de Grunde, som talte imod den intenderende Beslutning, og Grundlovens Hensigt med den i § 30 befalede Protest maa derved ansees fyldestgjort, uden at det kan være Pligt for ethvert enkelt Medlem af Statsraadet at protestere.” — Jeg mener, at Grundlovens Ord i § 30 afgjør denne Erindrings Gyldighed. Disse Ord ere saa tydelige, saa at det maa ansees overflødigt at commentere over de Bevæggrunde, som har fremkaldt Bestemmelsen. — Vederparten vover formeget med Hensyn til den Tillid, han vil tilvinde sine Sætninger i Almindelighed, naar han sætter sin Kunst paa en saa farlig Prøve som den nærværende. — B. Defensor anseer ikke Grundlovens Betingelse for Ansvar ”øiensynlig skadelig” in casu at være forhaanden. — Han forbereder sin Anskuelse af disse Ords rette Mening ved at gjøre opmærksom paa, hvorledes en kongelig Raadgiver dog ligesaalidt som nogen anden Embedsmand kan kaldes til Ansvar, fordi han under en tvivlsom Fortolkning ei har udfundet det Rigtige, og at Meningerne om det Nyttige og Skadelige i Almindelighed endnu maae være meget mere deelte. — Man kan gjerne give Defensor Medhold i begge disse Sætninger, uden at man derved er kommen Besvarelsen af det forhaanden værende Spørgsmaal nærmere. — Begrebet ”øiensynlig skadelig” er nemlig in casu saa let at anvende, saa at det vist er overflødigt for at udfinde sammes rigtige Forstaaelse, at anvende ”flere aldeles heterogene Kundskaber, fortroligt Bekjendtskab med Staternes meest complicerede indre og ydre Forhold, Statistik, Statshistorie, Oekonomi, Politik, Menneskekundskab og Combinationsevne.” Næsten skulde jeg derfor troe, at Hs. Exellence ved denne Leilighed har forstuderet sig, — Sagen var heel simpel. Spørgsmaal opstod, om man burde opløse Storthinget, fordi det antoges, at dets Forretningsorden ikke var rigtig, paa en Tid, da Budget og Skattepaalæg ikke vare færdige og følgelig Opløsningen vilde medføre Statens Hensættelse i en lovløs Tilstand og Handlingen selv være en forsætlig Suspension af Grundlovens § 75 a, foruden at derved mange Kræfter og megen Tid, som vare anvendte for at ordne vigtige Dele af Statsstyrelsen, vilde spildes — og derpaa enten regjere uden Budget og Skattepaalæg og selv at udfærdige disse eller sammenkalde de samme Medlemmer til et overordentligt Storthing strax derefter. — Man blev gjort opmærksom paa, at det paatænkte Skridt ikke var rigtigt eller hensigtsmæssigt, og at man i al Fald burde gaae forsigtigere tilværks. Ingen Nødvendighed var til at handle. Var nu den Sag vanskelig at komme ud af? Men jeg glemmer jo Statsministerens Hovedplan! Den er det tydelig nok, at han endnu ikke havde udfundet den 2den Juli, ligesom ethvert fornuftigt Menneske indseer, at det ikke gaaer an at bortsnakke constitutionel Ansvarlighed paa saadan Maade. — Jeg ponerer Intet med Hensyn til Statsministerens Villie. De Experimenter, som i sin Tid foretoges med Ansvarlighedsloven, mislykkedes som bekjendt, og saaledes er det mig nok, naar Factum findes øiensynlig skadelig for Riget. At Retraiten ”jeg gjorde det ikke med Villie” er afskaaren, burde man betænkt. foriveien. — Ligesaalidt har jeg noget paa Statsministerens Opførsel som Mand af Ære at sige; men naar han paakalder sine Dommeres Skaansel, fordi han har overtraadt Loven ærlig og aabenlyst, saa taber hans aabne Opførsel en stor Deel af dens Værd. Dens Værd bestaaer i, at han freidig tør gaae Faren i Møde, fordi han troer at have handlet efter Overbeviisning; men naar han henskyder sig under denne Opførsel som Moment for Frifindelse, saa vækkes der Tvivl om denne Opførsels ægte moralske Gehalt. — Jeg veed ikke hvem Defensor sigter til, naar han yttrer, at Rigsretten ikke lader sig blænde af rasende Partigængere; men at ikke herved skal være meent en Afdeling af Storthinget, tør jeg dog haabe? — Der er Ingen som tænker sig Norge som et Demokrati eller anseer det tilladeligt, at nogen kongelig Raadgiver tænker sig det som saadant; men det er en retmæssig Fordring, at Raadgiverne skulle erindre sig, at de ere satte Kongen ved Siden, ikke for Kongens, men for Folkets Skyld! — Maatte de kongl. Raadgivere ret levende erindre sig dette, da turde Misgreb for Fremtiden blive sjeldnere end i Fortiden! — At Statsministeren skulde kunne frifindes for Straf antager jeg, efter alt det her udviklede, for at være juridisk og moralsk umuligt; men skulde det ikke destomindre skee, og Retfærdigheden dog skulde have sin Gang med Hensyn til Sagens Omkostninger, da formenes, at der ikke alene har været fuldkommen Føie for Odelsthinget, men uundgaaelig Nødvendighed til at indlede den nærværende Undersøgelse, hvorfor Tiltalte ikke kan undgaae at bære de dermed forbundne Omkostninger. Under disse Omkostninger maae formeentlig Udgifterne til Rigsretsdommerne i Anledning af deres Ophold her være indbefattede. Det tilkommer formeentlig ikke Tiltalte at gaae i Rette med Staten om det har været nogen Nødvendighed at etablere den extraordinaire Domstol, Rigsretten, eller ikke. Nok er det, at den er anseet nødvendig; men da den kun træder i Virksomhed, og kun medfører Udgifter, naar nogen Lovovertrædelse, som henhører under dens Ressort, er paaklaget, faa er intet naturligere, end at den, der foranlediger dens Sammentrædelse, maa bære de dermed forbundne Omkostninger, altsaa Tiltalte, om han findes mere eller mindre skyldig, under hvilket sidste Frifindelse for videre Tiltale ansees indbefattet; men i andet Fald det Offentlige. Saaledes forholdes ogsaa med Omkostningerne ved de almindelige Extraretter, naar Forbrydelser ved samme forfølges. — Ere Betingelserne for Strafansvar, saaledes som formeentlig godtgjort, tilstede, saa er det ogsaa deraf en Selvfølge, at Erstatning for den beviislige Skade maa paalægges Vedkommende. — Angjældende kan ei heller fritages for Erstatning af den Grund, at man kan sige, at det er uafgjort, om hans Protest, om den var bleven fremsat, vilde overbeviist Kongen; thi Grundlovens § 30 vil, at den Ikke-Protesterende skal være ansvarlig derfor, d. e. for Kongens Beslutning, følgelig ogsaa for alle dens Følger. — Lovens 1—5—12 har ingen Anvendelse her, hvor de Betingelser, hvoraf Erstatningen skal afhænge, allerede ere indtrufne, nemlig deels det forrige Storthings ubetimelige Opløsning, deels Sammenkaldelse af et overordentligt Storthing. At Kræfter og Penge ere gaaede til Spilde ved hiin første Actus er uimodsigeligt: det er alene vanskeligt at sige, i hvilken Grad; men fra Vanskelighed kan ikke sluttes til Umulighed, og i Tvivlstilfælde vælger man naturligviis den for Angjældende fordeelagtigste Maalestok. — Defensors Protest imod Skjøn enten af Rigsretten eller uvillige Mænd er derfor ulovgrundet. — Det uformelige i slig Fremgangsmaade siges at være indlysende deraf, at Tiltalte ikke har faaet Anledning til at fremsætte specielle Indsigelser imod de Poster, der skulle være Gjenstand for et saadant Skjøn; men i saa Henseende er det Offentliges og Tiltaltes Tilstand den samme; thi det ligger i Beskaffenheden af et Skjøn, at det ikke kan være bunden til visse og bestemte Regler, men afhænger af en moralsk Bedømmelse af det Forhold, hvorom Tale er, og Vedkommendes Samvittighed. Odelsthinget vil i denne Sag Intet uden Retfærdighed: det vil følgelig ikke Tiltaltes Domfældelse, dersom han virkelig er uskyldig, og saaledes kan jeg ved Sagens Indladelse til Dom forene min Bøn til Dommerne med Defensors, om kun at have Sandhed, Retfærdighed og Lovene for Øie.
1) Det er kun ved at rive Defensionsindlæggets enkelte Sætninger ud af den Forbindelse, de staae i deels med hinanden indbyrdes deels med Tendentsen i det hele Forsvar, og ved at forbinde en anden Mening med dem end Ordene og den hele Tankegang tillade, at Actor har faaet Anledning til de mod Defensor fremsatte Beskyldninger. At Hensigten ligesaalidet har været at nedsætte den hele Nation eller at fornærme Storthinget, som noget af dette er skeet, fremlyser klart af Defensors hele Foredrag. Den Omstændighed, at han har troet at finde en misforstaaet og skadelig Stræben i det offentlige Liv, godtgjør ingenlunde, at han udleder dette af uædle Motiver; hvorledes skulde han ellers kunnet bygge noget Haab om lysere Udsigter paa den Anledning til Selvprøvelse, som han antager Storthingets Opløsning giver enhver Fædrenelandsven? Han protesterer derfor imod saadanne Udtydninger, og holder sig overbeviist om at Enhver, hvem det er om Sandhed at gjøre, vil kunne see, at Actor uden Føie og Nytte udlægger Defensionen paa denne forhadte Maade. De Invektiver, Actor har fremført imod den Anklagede, lade sig ligesaalidet forene med Sandhed som med det Offentliges Værdighed; man bør indskrænke sig til at forfølge den engang gjorte Sigtelse, der er Sagens eneste Gjenstand, men forsmaae ethvert hadskt Angreb paa Vedkommendes Charakteer, isærdeleshed naar man, som Actor her, til Slutning seer sig nødsaget til at give en Erklæring, der ophæver alle disse upassende og ugrundede Beskyldninger. Defensor maatte ogsaa høiligen forundre sig over, at man ikke vilde lade hans Person være udenfor Sagen; han fremstillede sig ikke her for at lægge sine egne politiske Anskuelser for Dagen, men for at opfylde sin Embedspligt; Beskaffenheden af hine kunde ikke gjøre den Anklagedes Skjæbne værre eller bedre, og det var en Følge af vores Lovgivning samt en i alle civiliserede Stater anerkjendt Sætning, at man bør skjelne imellem Sagføreren og Sagen. Naar Actor paaberaaber sig andre Landes Exempel, og fortæller hvor hyppigt man der seer, at Nationalforsamlingerne vide at tvinge en Minister til at nedlægge sin Post, fortjener dette vist nok den høieste Opmærksomhed; det viser nemlig deels hvor slet man har opfattet det constitutionelle Væsen, deels at Lidenskaberne virkelig søge paa alle Maader at virke i nærværende Sag; thi Forskjellen imellem at tilveiebringe en Ministervexling fordi Nationen ikke hylder de Principer, Regjeringen søger at sætte igjennem, og at faae en Statsmand dømt fra sit Embede fordi han skulde have begaaet en Forbrydelse, var altfor iøinefaldende til at nogen Upartisk kunde være ubekjendt dermed. Actor har flere Gange slaaet paa, at Odelsthinget troede en Mand med Statsminister Løvenskiolds Grundsætninger burde bortfjernes, og denne Omstændighed i Forening med den lidenskabelige Stemning, i hvilken Odelsthingets Dekret af 8de Juli blev givet, noget, der i paakommende Tilfælde ved Vidner kan bevises, retfærdiggjør tilfulde Defensors Yttringer om dette Dekret.. Det nyttede ikke at paaberaabe sig Odelsthingets Eenstemmighed naar man erindrede sig at Stemmerne først omtrent vare lige fordeelte imellem de 2 Alternativer enten at overlade Sagen til næste Odelsthing eller nu at fatte Beslutning. Maaden, paa hvilken denne fik sin Tilværelse, var charakteristisk.
2) Om det end kunde antages, at Defensors Fortolkning over Grundlovens §. 80 var ligesaa slet eller endog slettere end Actors over samme Paragraph og §. 75 Litr. a, var der dog den store Forskjel, at Odelsthinget, der ei kan præsumeres at ville andet end Retfærdighed, bør forsmaae ethvert Middel, som ei lader sig forene hermed, men at den Anklagede ikke kan miskjendes om han end, i det han søger at forsvare sig, skulde gaae videre end Nødvendigheden paabød. Da Actor har været Medlem af Odelsthinget og dets Committee, da han har ved Siden af sig 3 af Thingets Medlemmer, og det saaledes maa antages, at han baade veed Odelsthingets Mening og nu, efter Overlæg med dets Befuldmægtigede, fremfører denne, maa alt, hvad han i denne Sag har anbragt, ansees for at være Odelsthingets og ikke Actors Anskuelser, ligesom Defensor hverken har brugt eller været berettiget til at bruge andre Argumentationer end dem, den Anklagede fordrede gjort gjældende. Defensor henholdt sig fremdeles til sin Fortolkning over §. 80; han fandt det klart, at Forfatningen har givet Kongen Ret til at opløse Storthinget efter 3 Maaneders Forløb, saavelsom til 2 Gange at kunne anvende det suspensive Veto, ene og alene i den Hensigt derved at sikkre Folket imod Misgreb fra Repræsentationens Side, hvilken Hensigt umulig taaler, at Repræsentationen controllerer den kongelige Beslutning Actors Raisonnement i denne Deel af Sagen dreier sig blot derom, at Beslutningen skal tages i Statsraadet, og at dette følgelig maa være ansvarligt; det indsees imidlertid let, at det sidste ikke ubetinget følger af det første. Hue vare nu enige om at en Grundlov ikke mere end enhver anden Lov var undtaget fra almindelige Fortolkningsregler, og det lod sig ikke modsige, at enhver af dens Forskrifter nødvendigviis maa forstaaes saaledes, at den erholder en fornuftig Mening og ikke ophæver sig selv. Kongens controllerende Myndighed blev et Intet naar Odelsthinget kunde undersøge og Rigsretten afgjøre, om der i det enkelte Tilfælde havde været Anledning til at bringe den i Udøvelse. Derfor har man ogsaa antaget, at Thingets controllerende Ret ikke er afhængig af Kongens Sanction, uagtet saadant ligefrem følger af den bogstavelige Fortolkning over §. 75 cfr. med §. 82. Den menneskelige Forsigtighed kan ikke gaae i det Uendelige, og det er modsigende at fordre Garantie for Maaden, paa hvilken den øverste Myndighed i det specielle Tilfælde gjør sig gjældende. At tillade Repræsentationen her at controllere, var at gaae en Omvei, og naar Rigsretten bestaaer af Lagthingsmedlemmer, der henhøre til det samme Storthing, som Opløsningen rammede, er det temmelig uegentligt at ansee den uden for Sagen og istand til at danne en Modvægt imod Misbrug af Repræsentationens præsumtive Ret til at controllere. Hermed troer Defensor at have opfyldt Actors besynderlige Provokation til ham om at bevise Rigtigheden af den paaberaabte Lovfortolkning, i det han gjorde opmærksom paa det urigtige og urimelige i, fornemmelig under en offentlig Sag, at anvende deslige Provokationer paa andet end Facta. Det klinger rigtignok farligt at „Kongen saaledes blev Souverain hvis han kunde udøve denne Rettighed uden Control;“ men hvor fiffigt det end kan være af Actor at betjene sig af denne Udtryksmaade, vil Hensigten dog her ikke kunne opnaaes; thi der skal ikke meget til for at indsee at den øverste Myndighed i enhver enkelt Green, hvad enten den ligger hos Kongen eller Storthinget, er og maa være souverain, det er: ophøiet over enhver Control. At Hans Majestæt har forlangt at høre Statsraaderne Fastings og Holsts Mening, og at disse have fremsat en saadan, beviser ikke at man har erkjendt dette nødvendigt.
3) Defensor fandt fremdeles, at de 2 omhandlede Passus i Grundl. §. 15 vare forskjellige fra hinanden deri, at den første sigter til de Sager, der grunde sig i Andragender fra Norske Borgere, og uden Undtagelse vil have dem ledsagede med Regjeringens Betænkning, medens den anden angaaer alle andre Sager, i hvilke saadan Betænkning ikke er aldeles nødvendig. Det er vilkaarligt af Actor at erkjende at Regelen tilsteder Undtagelser og at ville have disse indskrænkede til dem, han opgiver. Tingens Natur maa i ethvert Tilfælde gjøre Udslaget, og in casu er det nok, at det endog vilde været physisk umuligt at have indhentet Regjeringens Betænkning. Actor tilstaaer nemlig at Kongens Ret til den 2den Juli at fatte Beslutning om Storthingets Opløsning den 8de er uomtvistelig, hvoraf unægtelig følger, at Paastanden om, at Sagen alligevel skulde udsættes indtil den Norske Regjerings Betænkning var indhentet, bliver aabenbar urimelig. Det kan ikke antages at Statsraads-Afdelingens Bestemmelse er at censurere Regjeringens Indstillinger; men om saa var, blev det desto vissere at man her ikke behøvede mere end selve Censors Mening. Naar Actor benægter at det virkelig var Kongens Villie at opløse Storthinget pludselig, og at saadant skulde skee den 8de Juli, da er det tilstrækkeligt at henvise til det i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli Passerede, og at bringe i Erindring, at den der fattede Beslutning virkelig opfyldtes den 8de Juli.
Defensor har aldrig erkjendt at Kongen den 2den Juli ikke kunde ansee Indstillingen af 29de Marts for den nødvendige Betænkning; det er kun ved at rive en enkelt Sætning af Forsvarsskriftet ud af Forbindelsen med de andre dertilhørende, at Actor faaer saadant ud. Denne mindre passende Maade at procedere paa, maa forfeile sin Hensigt, naar man læser Indlægget i Sammenhæng. Man maa ikke glemme, at Storthinget havde forlangt Prolongation til Juli Maaneds Udgang, at Regjeringen havde anbefalet saadant da Budget og Skattelov ei tidligere kunde ventes istandbragte, følgelig anseet det utilraadeligt at hæve Thinget inden dette var skeet, at Kongen den 17 April gav en foreløbig Resolution herpaa, og at Høistsamme den Men Juli meddeelte sin endelige Bestemmelse i Henhold til den tagne Forbeholdenhed; thi heraf er det klart at Hs. Majestæt var i Besiddelse af Regjeringens Betænkning, ligesom det og er indlysende, at denne ialfald ikke kunde have indeholdt mere end Statsraaderne Fasting og Holst allerede havde gjort opmærksom paa. At Storthinget vilde have begjært fornyet Prolongation og kunde have havt Budgettet færdigt inden Juli Maaneds Udgang, er deels ubeviist, deels høist usandsynligt, deels uden Indflydelse paa nærværende Spørgsmaal.
4) Actor har ingen Ret til at sønderlemme Defensionsskriftet og parodiere dets enkelte Sætninger. Det er et gammelt Kunstgreb at gjøre det latterligt, man paa anden Maade ikke kan komme vel fra; men det er ligesaa uoprigtigt som unyttigt. Man maa vistnok erkjende, at det er et forgjæves Arbeide at stride med Nogen om hvilken Dom Dagens Tone fortjener, da Enhver naturligviis charakteriserer denne efter det Standpunkt, paa hvilket han befinder sig, og Begreberne om Smag og det Passelige maae være høist forskjellige. Retten faaer nu afgjøre, om Defensors eller Actors Skildring stemmer med Sandhed. I Grunden ere begge enige i at fordømme meget af vort offentlige Væsen; de differere kun i hvad Vægt denne Tilstand kan tillægges og ved hvilke Midler den bør søges forbedret. En Commentar over Defensionsskriftet ansees overflødig; imidlertid benægtes det, at man deri har paastaaet at Norge var lykkeligere under Forbindelsen med Danmark, eller at Storthingets Opløsning ene havde til Hensigt at curere Folket. Platheder bevise intet. Defensor er gaaen ud fra den Forudsætning, at Folkets Begreber i politisk Henseende ere blevne uklare som en Følge af deres Færd, der have paataget sig at lede det; han troer at det misforstaaer Betydningen af en constitutionel Forfatning og trænger til en Advarsel, ved Hjælp af hvilken det kunde lære at indsee Nødvendigheden af at tilegne sig mere ophøiede Grundsætninger og en mere værdig Maade at sætte disse igjennem paa. Han antager, at der i vort hele offentlige Liv saavelsom i sidste Storthings Færd aabenbarer sig en Tendents, der maa ansees farlig og skadelig, siden den umiskjendeligen gaaer ud paa at udvide Repræsentationens Myndighed videre end Grundloven har villet. Han finder at Principer, der ei stemme overeens med den Maade, paa hvilken denne har fordeelt Regjeringsmagten, mere og mere gjøre sig gjeldende, og at dette skeer i en upassende og fordærvelig Tone; men han stoler paa, at saavel Nationen som Storthinget, ved at komme til Besindelse, ville indsee at den valgte Vei maa forlades hvis Statens Vel skal kunne fremmes, og han haaber at det nu Passerede er istand til at frembringe de forønskede Virkninger. Han mistvivler følgelig ingenlunde om at begge baade kunne og ville træffe det Rette, men han mener at Vildfarelsen og Forblindelsen er saa stor, at ingen Omvendelse var mulig, med mindre et kraftigt Stød aabnede Øinene paa Alle; det var intet partielt Onde, vi lede af; Middelet maatte altsaa være omfattende. Forudsat nu at det erkjendes, at Intelligentsen fortrænges af Ukyndighed, at underordnede Hensyn spille en Hovedrolle, og at et Land altid lider naar Umodenheden faaer Overhaand, synes det temmelig ligefrem, at den, der søger at bevirke en Forandring i disse bestaaende Forhold, udøver en fortjenstfuld Handling Kun ved at fordreie Defensors Yttringer kan man faae en anden Mening ud af dem. Det vil heraf tillige sees, at han ingenlunde har fornærmet enten det hele Folk eller Storthinget; det er den meest aabenbare Eensidighed og Partiskhed, der kan finde saadant. Folkets politiske Vildfarelser have intet med dets Charakteer at bestille, og det har aldrig været paastaaet, at Storthinget med Forsæt og Overlæg handlede ulovligt. Odelsthinget er Part i Sagen; saavel af den Grund som fordi Defensor aldrig kan erkjende Actionsdekretet eller Maaden, paa hvilket det fremkom, ligesaalidet som de Grundlovsfortolkninger, Thinget her agter at sætte igjennem, for retfærdige eller passende, har han fundet sig beføiet til at omtale dets hele Færd i skarpe Udtryk; men Storthinget har han blot tillagt Mangel paa Evne til at opfylde dets vigtige Bestemmelse. Sagens Beskaffenhed har gjort det nødvendigt for ham at blotte alle dets Svagheder og Ufuldkommenheder, og at vise hvilke skadelige Følger disse havde for Staten i det Hele; et Forsvar for Statsministeren kunde ikke tænkes uden i Forbindelse med saadant Angreb paa Storthinget; thi Sagen dreiede sig jo netop om dettes Fremgangsmaade retfærdiggjorde det Skeete; og det var det, Rigsretten havde at paakjende. Han har holdt sig til Facta, der ere documenterede, og han kunde have gjort dette fuldstændigere, dersom han ikke havde anseet de opgivne Exempler tilstrækkelige. Han vilde ikke nu paa ny gaae i nogen Detail, men under Modsigelse af Actors Anbragte og i Henhold til sit Forrige indskrænke sig til nogle faa Bemærkninger. Det er vist nok undertiden lettere at rive ned end at gjøre noget bedre; men denne Erindring fortjener ingen Opmærksomhed i det offentlige Liv, hvor enhver, der befatter sig med Statens Anliggender, maa taale at hans Færd censureres. Den Offentlighed, der udgjør en saa væsentlig og nødvendig Bestanddeel af vores frie Forfatning, tillader ikke at Repræsentationen undtages fra saadan Control. At sidste Storthings Reglement skulde være Aarsag i den paaankede Planløshed, kunde Defensor ikke erkjende, ligesom han og benægtede, at den efter et Par Maaneders Forløb foretagne Classification kunde afbevise Tilværelsen af denne Mangel, da Sagerne blot fordeeltes i 2 Rubrikker uden at der i nogen af disse toges Hensyn til den Orden, som særskilt burde følges i hver. At advare Storthinget havde Regjeringen ingen Ret til efter Forholdet imellem disse Statsmagter og Bestemmelserne i Grundlovens §. 82 lit. b. Repræsentationen vilde sikkert ikke have taget saadan Advarsel godt op, og Regjeringen kunde ikke compromittere sig ved at udsætte sig for en velfortjent Bebreidelse om at den blandede sig i hvad der ei vedkom den. Den kongelige Resolution af 17de April indeholdt tydelige Vink nok, uden at man erfarede at den gjorde nogen Forandring i den Maade, Storthinget havde begyndt at gaae frem paa. Defensor havde her intet Kald til at forsvare Regjeringen, ligesaalidet som det vedkom Rigsretten eller Sagen om den fortjente Actors Misbilligelse; denne var derfor ligesaa upassende som unyttig. Imidlertid synes det klart, at Regjeringen, ved at fremsætte mindre vigtige Lovforslag, ingenlunde har paalagt Storthinget at foretrække disse fremfor de vigtigere, og at den endnu mindre kan tillægges Skylden for den overdrevne Vidtløftighed, med hvilken disse uvæsentlige Sager, til Skade for de absolut nødvendige, ere blevne behandlede. Det er en slet Trøst, at det ei gaaer bedre i andre Nationalforsamlinger, om saadant end er Tilfældet. Feilen var hos os ikke blot enkelte Medlemmers, men meget ofte Pluralitetens Imidlertid er dette ligegyldigt; thi det kommer blot an paa Resultaterne, og man har aldrig paastaaet at hver eneste Repræsentant har forseet sig.
Om det upassende i at ville anvende Grundlovens 79de §. paa ubetydelige Sager, kan der ikke være mere end een Mening Saavel i denne som andre Henseender har Actor og flere dygtige Storthingsmænd fremført Anke i ligesaa haarde Udtryk som Defensor. Pressen har heller ikke faret lempeligere frem. Det var ikke passende, at det 2det Storthing vilde uforandret antage en mindre rigtig og i Formen ufuldkommen Beslutning, og derved bane Veien for det 3die til at sætte §. 79 i Udøvelse. Man burde betænke hvad det betyder at paatvinge Kongen en Lov. — Pensionsvæsenet frembød flere Enten man dolerede fornemmelig over, at Thinget havde tilsidesat gjældende Love og villet gjøre Indskrænkninger i Kongens Ret til at meddele midlertidige Pensioner. Deri laae ingen Erkjendelse af at man troede sig berettiget til at censurere Repræsentationens controllerende Myndighed, skjøndt man som noget charakteristiskt fandt det nødvendigt tillige at fremhæve Maaden, paa hvilken de specielle Pensioner bleve afgjorte. — De forskjellige øvrige Ankeposter vare nævnte som Exempler paa, at Storthinget deels var gaaet uden for de samme foreskrevne Grændser, deels i andre Henseender havde handlet urigtigt. — Sagen angaaende Moemarkedet var ikke blot i sig selv af den Beskaffenhed, at den aldrig burde have været Storthinget forelagt eller foranlediget saa vidtløftige Debatter, men den retfærdiggjør endnu mindre de tydeligen afgivne Erkjendelser om at den vedkom Repræsentationen. Man henlagde den vistnok; imidlertid skete dette ingenlunde fordi man ansaae sig uberettiget til at befatte sig med den. At Regjeringen skulde have erkjendt, at Markeders Nedlæggelse blot kunde skee ved Lov, var ikke beviist. — Det er vistnok ingen Forbrydelse, at Storthinget oversender Regjeringen Sager, som alene ere denne vedkommende; men det er et Indgreb i den executive Magts Rettigheder, naar dette skeer saaledes, at man tillige yttrer sig om hvad denne dermed har at gjøre. Naar Sagen henhører under Regjeringens Ressort kunde den jo ikke sendes tilbage fordi et saadant uhjemlet Paalæg fandt Sted. Det erfares vistnok nu af Actors Erklæring, at Protokol-Committeen ikke har havt til Hensigt at revidere de Protokoller, som indeholdt det Nødvendige angaaende Udnævnelse af Extraskrivere m. fl.; men i Forveien havde man dog ingen Anledning til at vide dette, og man maatte under alle Omstændigheder betragte det som et misforstaaet Begreb om Thingets controllerende Myndighed at denne ogsaa skulde omfatte saa høist ubetydelige Gjenstande. — Armeebudgettet maa Actor selv i flere Puncter tilstaae Skrøbeligheden af. Beslutningen om Artilleriqvartererne anseer han som en Følge af at man ikke orienterede sig rigtigt; men dette er jo netop Feilen, og den bliver saa meget mere utilgivelig, som en fagkyndig og oplyst Mand paa Thinget beviste til Evidence, at Kongen havde Ret til at optage 798 Qvarterer, uden at man dog agtede derpaa. Actor erkjender, at Kongen er i uomtvistelig Besiddelse af denne Rettighed, og paastaaer, at Høistsamme maa tage de nødvendige, af Storthinget nægtede Penge af Statscassens Overskud. Imidlertid trænger det ikke til noget Beviis, at en Storthingsbeslutning, der gjør en saadan uconstitutionel Fremgangsmaade nødvendig, maa være ulovlig og skadelig, ligesom det heller ikke er vanskeligt at forudsee hvad Repræsentationen vilde gjøre, naar Regjeringen foranstaltede en Udtælling, som hiin udtrykkeligen havde vægret sig ved at bevilget Lignende Raisonnement betjener Actor sig af med Hensyn til Permitteringerne. Hans øvrige Indvendinger behøve ikke noget særskilt Svar; thi det er aldeles klart, at Storthinget i de flere mod dette Budget fremsatte Ankeposter har handlet uforsvarligen, og at Kongen ikke kan være tjent med et saadant, der knytter Bevilgningen af hver eneste Sum til Betingelser, hvis Overholdelse indskrænker Ham i den Rettighed, Grundlovens 25de §. hjemler. Defensor gjorde opmærksom paa flere af de dokumenterede Synderligheder, in specie at Armee-Departementets Cassebeholdning, der var tilveiebragt derved, at ikke alle bevilgede Udgifter endnu vare indtraadte, var befalet anvendt til Arsenalernes Forsyning, hvoraf Følgen maatte blive, at der vilde mangle Penge til Bestridelsen af det, hvortil Summen engang var bevilget. Dette fandt han aabenbar lovstridigt, og han kunde ikke forene det med Committeens Indstilling om, at Armee-Departementet burde bevirke en Deel af de for første Halvaar 1839 beregnede Anskaffelser henflyttede til en senere Termin. Under Dokumentationen har han paapeget flere betydelige Misgreb, og deriblandt 37te Post, der viser, at den vigtige Beslutning om Landeværnets Organisation maatte udsættes fordi Loven om Værnepligten og Sessionsvæsenet endnu ikke var taget under Behandling, samt gjort opmærksom paa at Armeebudgettet hverken af denne Grund, eller med Hensyn til 4 yderligere Indstillinger, Committeen havde at forfatte, var endeligen opgjort.
Defensor erkjendte, at han under det mundtlige Foredrag erindrede sig, at man i 1833 fatte Sagen om Embedsmændenes Skydsgodtgjørelse i 1ste Classe, den om Repræsentanternes Diætpenge derimod i 2den Classe, og at han derved blev forledet til at anføre, at dette skulde være skeet paa sidste Storthing; han tilstod at dette var en Feiltagelse og henviiste til sit skriftlige Indlæg, hvor denne Anke ikke findes berørt. Han bemærkede, at nogen Afvigelse imellem Indlægget og det mundtlige Foredrag altid maatte finde Sted naar man ei vilde oplæse det første, hvilket ikke stemmer overeens med Begrebet om mundtlig Procedure; han v troede imidlertid, at Afvigelserne ei vare betydelige, og henholdt sig til Rigsretsreglementet, der blot fordrer, at Indlægget skal indeholde det Væsentligste af hvad han mundtlig har foredraget. — Anken over at Defensor havde gjort opmærksom paa, at sidste Storthing omtrent havde kostet 60,000 Sp., maa falde bort, da denne Beregning var bleven ledsaget af den udtrykkelige Bemærkning, at det ene var Actors egne Calculer, der havde foranlediget den. Defensor var netop den, der opholdt sig over saadanne materielle Betragtninger, da han antog der ei kunde være Tale om hvad.en Constitution kostede, naar den var god og anvendtes rigtigt. Det var imidlertid ikke nok at man havde et Storthing; det kom“væsentligst an paa hvorledes dette handlede. Actors Paastand at det kun var Smaating, man ankede over, kunde Defensor ei tiltræde; han var vis paa man dømte anderledes hvis det var Repræsentationens Rettigheder, som krænkedes, og han fandt det ligesaa farligt og skadeligt, at dette skete med den executive Magts. — Den Spot, at Synderegisteret ei var til nogen Nytte siden Statsministeren havde erkjendt det blot var Folket, som skulde cureres, vilde Defensor ei værdige noget Svar, og Beskyldningen om at man havde forekastet Storthinget Forbrydelser var aabenbar ufortjent.
Ialfald mener Actor, at det var ulovligt at rette paa Mangelen ved et saa voldsomt Skridt; men Defensor gjorde opmærksom paa, at det valgte Middel var det eneste lovlige og hensigtsmæssige. Han udviklede det høist besynderlige i, at man vilde gjøre saa mange Ophævelser i denne Anledning. I alle constitutionelle Stater hænder det ofte, at Kongen opløser Nationalforsamlingen, naar han finder den handler efter Principer, som ansees skadelige. Endnu er det aldrig faldet Nogen ind at forundre sig over saadan Appel til Folket, og endnu mindre at ansee de kongelige Raadgivere skyldige i en Forbrydelse fordi de ei have protesteret imod en saadan Beslutning. Fremgangsmaaden var netop fuldkommen constitutionel, og det røbede Mangel paa rigtig Opfatten af en fri Forfatnings Væsen, at man hos os dømte saa ganske anderledes. Vel kan man ikke her, naar Storthinget er opløst, skride til nye Valg; men det maa dog ansees hensigtsmæssigt, at Kongen giver Repræsentanterne Anledning til at gaae paa Raad med dem selv, naar han troer, at en Reform i deres Principer er nødvendig, eller naar han vil forebygge overilede Beslutninger. Storthingets Opløsning er saaledes en Appel, directe til de nærværende Repræsentanter, indirecte til Folket; begge faae derved Adgang til med Rolighed at overveie de fremsatte Ankeposter. Befindes disse grundede, vil Fremgangsmaaden bevirke et heldigt Resultat; i modsat Fald bliver Alt ved det gamle. Men Kongen har Ret til at forsøge dette Middel naar han finder det nødvendigt, ligesaavel som Folket eller Storthinget har Ret til at lade være at tage Hensyn dertil. Dette er den eneste lovlige og passende Maade, paa hvilken 2 Statsmagter kunne faae opgjort deres forskjellige Anskuelser; Følgen maa vise hvem der seirer. Det er saaledes en høist umoden Opfatten af det sande constitutionelle Væsen, naar man anseer dette Skridt som noget uhørt, som en Fornærmelse imod Storthinget og en Brøde imod det hele Folk, og man har Ret til at beklage, at Repræsentationen ikke kan sætte sig rigtigen ind i disse Forhold Er der da nogen Ulykke i at Kongen benytter den Ham ved Grundloven tilstaaede Myndighed til at bevirke en Sag underkastet en nøiere Drøftelse? røbe ikke alle disse Ophævelser det meest forkeerte Begreb om en constitutionel Forfatning? og kan det være nogen Forbrydelse, at en Statsraad finder det gavnligt at give Repræsentationen Anledning til at prøve sig selv for nærmere at afgjøre om den vil gaae ind paa Kongens Principer eller ikke?
5) Ligesom Grundlovens §. 80 paa det tydeligste viser, at Kongens Ret til at opløse Storthinget efter 3 Maaneders Forløb ikke er bunden til nogensomhelst Indskrænkning eller Betingelse, saaledes har man forhen heller ikke nogensinde tvivlet om, at Prolongationer kunde meddeles paa ubestemt Tid Sidste Storthing havde jo intet at erindre i Anledning af den under 17de April faldne Kongelige Resolution, uagtet det anseer sig berettiget til at controllere dette Slags Regjeringshandlinger. Men uden Indvending at tage imod og afbenytte en saadan Prolongation, og siden efter at erklære den for grundlovstridig, synes dog at involvere en aabenbar Modsigelse, og i det Hele taget at være upassende. Mærkeligt er det, at man ogsaa vil ansee den sidste Passus i §. 80 tilsidesat, uagtet det dog er klart, at Kongen, ved ei at meddele Regjeringen Bemyndigelse til at sanctionere de Beslutninger, Storthinget ved dets Opløsning kunde have færdige, ligefrem har erklæret, at Han ikke vilde sanctionere disse, hvilket Grundloven tillader ham at tilkjendegive paa saadan indirecte Maade. Det er ikke Tilfældet at Resolutionen af 17de April indeholder Tilsagn om at videre Prolongation skulde blive meddeelt indtil de nødvendigste Forretninger, (Budgettet) vare tilendebragte, og det gaaer saameget mindre an at argumentere herfra, som de Vink, Resolutionen indeholder, aldeles ikke bleve paaagtede.
6) Paastanden om, at Beslutningen af 2den Juli skulde stride imod Statsformen, støttes ene og alene til det urigtige og ubeviste Foregivende, at 3 Maaneder vare utilstrækkelige for Storthinget. Actors Grunde ere allerede gjendrevne i Defensionsindlægget. Her er ikke Tale om Maximerne, men om den enkelte Handling; og den Sætning, at Kongen ikke maa opløse et Storthing førend det er færdigt, strider saa ganske imod alle Begreber, at den ei fortjener anden speciel Gjendrivelse end det Spørgsmaal: om det er nogen Ret for Kongen at kunne opløse et Storthing, der er færdigt? De opkastede Tvivl, om et overordentligt Storthing i omhandlede Anledning retteligen kunde sammenkaldes, vedkomme ei Sagen, og lade sig ikke nu opløse af Rigsretten. Imidlertid frembyder §. 69 ingen Betænkelighed, ligesom Analogien af §. 72 medfører, at et overordentligt Storthing ligesaavel maa kunne holdes strax ovenpaa som strax foran et ordentligt. Det ansees fremdeles modsigende af Actor først at bebreide Statsministeren at han ikke havde garanteret sig Sammenkaldelsen af et overordentligt Storthing, og siden at benægte Lovligheden af et saadant in casu. Den Omstændighed, at de forrige Storthing havde erholdt Tilladelse til at blive samlede længere end 3 Maaneder, indeholder et Beviis paa den Moderation, Kongen iagttager i Udøvelsen af sine constitutionelle Rettigheder, og kan derfor ikke paaberaabes som Grund for at man fremdeles burde vise samme Eftergivenhed. Paastanden om at Kongen burde have advaret Storthinget forudsætter Tilværelsen af en Control, som Actor ellers ikke vil erkjende. Argumentet er for Øvrigt tidligere besvaret. Defensor har ikke sagt, at Storthinget ved ulovlige Handlinger har forstyrret Ligevægten; dette er atter en Følge af Actors Maade at citere paa. Defensor paastaaer blot, at dersom Storthinget ved at vægre sig for at opgjøre Budgettet kunde tvinge Kongen til at give Prolongation, saa erkjendte man det berettiget til paa en grundlovstridig Maade at tiltvinge sig en udvidet Myndighed.
7) Actor lægger særdeles megen Vægt paa den Omstændighed, at Storthingets Opløsning skal stride imod Statsformen siden den bringer Riget i den lovløse Tilstand, som opstaaer naar man hverken har Budget eller Skattelov. Det er urigtigt, at Defensor ei skulde have besvaret dette Argument; det er baade besvaret og gjendrevet. Den paaberaabte lovløse Tilstand skulde bestaae deri, at man intet Budget havde den 1ste Juli, saa at Regjeringen fra den Dag af maatte tiltage sig flere af de Rettigheder, der ene hvile hos Repræsentationen. Denne lovløse Tilstand var altsaa indtraadt førend Storthingets Opløsning, og vel at mærke som en Følge af Storthingets egen Fremgangsmaade. Det var altsaa ikke Regjeringen, der havde fremkaldt saadan Tilstand; og naar man siger, at dens Brøde ialfald bestaaer deri, at Budgettet ikke senere kom istand, glemmer man ganske, at intet Beviis er præsteret for at vi nu vilde havt et Budget, hvis Storthinget var forblevet samlet, men at tværtimod alle Omstændigheder tale for at dette ei var blevet Tilfældet. Pensionslisternes Revision varede fra 1ste til 13de Juni, Armeebudgettets Gjennemgaaelse fra 15de til 25de. Da nu flere af de Sager, som maatte tilendebringes inden Skattelov og det almindelige Budget kunde udkomme, end ikke den 8de Juli vare færdige i Committeerne, saa maa det vistnok ansees ophøiet over enhver Tvivl, at Storthinget ikke i de resterende 3 Uger af Juli vilde have formaaet at fuldføre saa omfattende Arbeider. Desuden gjælder det, efter Actors egen Bemærkning, her blot om Principet, ikke om den kortere eller længere Tid, i hvilken man mangler Budget. Regjeringen har ikke bestyrket Storthinget i at det ingen Hast havde; Oversendelsen af flere og flere Propositioner skete naturligviis under Forudsætning af, at Repræsentationen forstod at gjøre passende Udvalg og indrette sig saaledes, at det mindre Vigtige ikke blev foretrukket det aldeles Nødvendige. Det erkjendes ikke at Storthinget har gjort alt muligt for at faae Budgettet istand; de mange ubetydelige Love, og den overhaands lange Tid disses Forfattelse medtog, vidne noksom om, at Actors Paastand er aabenbar urigtig. Naar man fremdeles debiterer, at Statsministeren vrangt og forsætligt har gjort Budgettets Istandbringelse umulig, gaaer man atter ud fra ubeviste og ubeviislige Forudsætninger; thi den Omstændighed, at man ansaae det hensigtsmæssigere og gavnligere for Landet at lade et overordentligt Storthing forfatte et saadant, kan dog ikke godtgjøre, at man intet Budget vilde have, ligesom Actor jo heller ikke har documenteret, at dette vilde være kommet istand tidligere, hvis Storthinget var forblevet samlet. Forskjellen imellem et overordentligt og et ordentligt Storthing har Actor meget klogeligen undladt at paavise. Actor vil ikke erkjende, at det med Hensyn til den af ham paaberaabte lovløse Tilstand kommer paa eet ud, hvad enten Storthinget eller Statsministeren er Aarsag dertil, siden Storthinget som Statsmagt ikke kan stævnes for en Rigsret; Defensor formener, at denne Omstændighed ialfald medfører, at Skaden er større i førstnævnte end i sidstnævnte Tilfælde; thi Nationen maa jo lide mindre naar den har en Mand, den kan holde sig til. Forresten synes der ikke at kunne være meer end een Mening om, at een og samme Handlings skadelige Følger blive lige store uden Hensyn til af hvem den er forøvet. — Actor har ikke fundet sig beføiet til at svare noget paa Defensors Indvendinger imod hans Fortolkning over Grundl.s §. 75 Litr. a, naturligviis fordi han har indseet, at et endog blot nogenledes rimeligt Svar var aldeles umuligt. Mærkeligt er det ogsaa, at han sammenligner Statsministerens Fremgangsmaade med en Nægtelse fra Repræsentanternes Side af at vedblive deres Funktioner paa Thinget, altsaa Udøvelsen af en constitutionel Ret med en grundlovstridig, revolutionair Pligtforsømmelse! — Man maa i høieste Maade forbauses ved at høre Actor klage over Spot fordi Defensor har fortsat den af ham selv begyndte Lignelse, og kaldet Actors Spirer Frøe, samt alluderet til en for Repræsentanterne nødvendig Skolegang. Defensor henviser til sit Indlæg, der noksom blotter det næsten Latterlige i denne Actors Beskyldning.
8) Det maa fremdeles benægtes, at Storthingets Opløsning har medført nogen Skade, at en saadan ialfald nu kunde paavises inden man erfarer Følgerne af den kongl., Resolution, og at Actor har godtgjort dens Tilværelse. Hans Forsøg paa at opstille 9 forskjellige Arter af den er næsten comiskt; han opregner nemlig følgende: a) forsætlig Suspension af Grundl.s §. 75 Litr. a; men denne var allerede indtraadt den 1ste Juli, som Følge af Storthingets egen Fremgangsmaade b) De skadelige Følger af Opløsningen, siden Regjeringen nu maa tilegne sig Repræsentationens Rettigheder. Denne Skade er den samme, som anføres under Litr. a, og var ogsaa, forsaavidt den existerer, tilstede inden Storthinget opløstes. c) Det farlige Exempel, da Raden snart kan komme til andre Grundlovsbestemmelser. Hvorledes dette skal forstaaes, er ikke godt at indsee. Statsministeren er aldeles uskyldig i at Andre maaskee kunde af hans lovlige Handling tage Anledning til at begaae ulovlige Handlinger. Det kommer blot an paa, om det, han har foretaget sig, er rigtigt i sig selv eller ei; om Andre misbruge Exemplet, kan ikke tilregnes ham, og det er jo nu aldeles uvist. Heller ikke er det let at begribe, hvorledes andre Grundlovbestemmelser senere skulde kunne udsættes for Fare, fordi man gjorde Brug af §. 80. Saadanne Muligheder kunde dog ei kaldes indtraadt Skade. d) Det Skadelige for Undersaatternes Begreber i at en saadan Fremgangsmaade taales. Men rekurrerer man ikke ogsaa her til Spørgsmaalet om Handlingens Lovlighed? e) Det fordærvelige i et Schisma imellem Statsmagterne; dette benægtes ikke, men Skylden hviler ene hos den, som har fremkaldt det, ikke hos den, der ved et lovligt Middel netop agter at forebygge Skade. f) Det ubodelige Tab ved at saa mange vigtige Forslag ei kom istand. Imidlertid spørges: naar vilde dette være skeet? og er det et ubetinget Gode, at Storthinget fatter Beslutninger uden Hensyn til Beskaffenheden af disse? g) Beslutningen om Forandring i Lovene om det beneficerede Gods kunde ei blive sanctioneret. Denne Beslutning er ei fremlagt; man veed altsaa ikke, om den fortjente Sanction; ialfald er Kongens Ret til at nægte denne uomtvistelig. h) Kræfters Spilde. Herom er det Nødvendige sagt i Defensionsskriftet; og i) Pengespilde. Ogsaa her refererede Defensor sig til sit Indlæg, og fandt det fremdeles synderligt, at man i et Tilfælde som nærværende vilde lægge saa materielle Betragtninger til Grund, især paa en Tid, da ingen fuldstændig Conto kunde opgjøres.
9) Actor foregiver at Sagen er heel simpel og at det er klart, at Skaden er øiensynlig. Dette troede Defensor ingen Anden kunde erkjende uden Beviis, og et saadant havde Actor ikke engang forsøgt paa at fremskaffe. Det var klart, at Alt her kom an paa Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om vi ikke tiltrængte en Reform i vort offentlige Liv, og om det ei var rimeligt, at en saadan kunde tilveiebringes ved at forandre det ordentlige Storthing til et overordentligt. Om Meningerne i begge Henseender end ere forskjellige, lader det sig dog ikke nægte, at Sagen idetmindste er tvivlsom, og at det intet paafaldende har ved sig, at Statsministeren har havt den Anskuelse, at Fremgangsmaaden vilde være gavnlig. Han har ikke været blind for de Betænkeligheder, som frembøde sig; men han maatte tilsidesætte disse, naar de ei forekom ham afgjørende og Hans Majestæt heller ikke ansaae dem derfor. Øiensynlig kunde den befrygtede Skade aldrig kaldes, saalænge det ei var aldeles urimeligt at betragte Sagen fra samme Side som Statsministeren har gjort, og dette kan Ingen for Alvor paastaae, i det mindste ikke nu for Tiden. Ligesaalidet kan det nægtes, at Defensors Fortolkninger over Grundl.s §. 15, 30 og 80 ialfald have saa meget for sig, at den Anklagede uden Skam har kunnet ansee dem rigtige. Saavel herfor, som fordi der ingen tænkelig Grund kan opvises, der skulde have bevæget Statsministeren til at være enig med .Kongen, hvis han ei havde staaet i den Formening, at Storthingets Opløsning var gavnlig, vilde det aabenbar stride imod Retfærdighedens Forskrifter og Grundlovens tydelige Bud at anvende Straf, om Rigsrettens Pluralitet end fandt Fortolkningerne urigtige. Hans ærlige og aabenlyse Fremgangsmaade vidner om at han har handlet bona fide, og meer behøves der ikke for at begrunde en Frifindelsesdom. — Ved „rasende Partigængere“ forstaaer Defensor Enhver, som af forudfattede Meninger og blot for at følge den saakaldte Opinion ønsker Statsministeren straffet, uden med Upartiskhed at undersøge hvorvidt saadant er retfærdigt. Det er bekjendt nok, hvorledes man længe har forfulgt ham i de offentlige Blade; men Defensor kan ikke tvivle paa, at Rigsretten er døv for saadanne Insinuationer. — Actors Bemærkning, at de kongelige Raadgivere aldrig bør glemme, at de ere ansatte ved Kongens Side for Folkets, ikke for Kongens Skyld, er rigtig; men dette er ikke noget særegent for dem; Enhver, der er beklædt med en offentlig Myndighed, han være Storthingsrepræsentant eller Embedsmand, maa altid erindre sig, at denne Myndighed ene er lagt i hans Hænder til Bedste for det Almindelige, og ikke for at fremme private Hensigter eller udvide hans egne Rettigheder, og han maa aldrig glemme, at han skal handle efter Eed og Pligt, saaledes at han engang kan aflægge Regnskab derfor. — Med Hensyn til Omkostningerne refererede Defensor sig til sit Forrige, hvorhos han slutteligen bemærkede, at han holdt sig overbeviist om, at Lagthingsmedlemmerne ikke havde erklæret sig istand til at paakjende nærværende, deres egne Handlinger vedkommende Sag, uden at have, efter samvittighedsfuld Prøvelse, fundet at de kunde undersøge og paadømme den med den Rolighed og Fordomsfrihed, som Dommersædet fordrede, og at han derfor tryg overlod den Anklagedes Skjæbne i Rettens Hænder.
Den 8de Septb. d. A. afsagde Rigsretten følgende Dom i Sagen:
„Statsminister Løvenskiold, Ridder og Commandeur af Hans Kongelige Majestæts Ordener, bør, for ei at have protesteret imod den Kongelige Beslutning af 2den Juli sidstleden, hvorefter Norges ottende ordentlige Storthing hævedes den 8de næstester, ifølge Loven af 7de Juli 1828 §. 2. Litr. i og §. 6., at bøde til Statscassen 1000, skriver et Tusinde Norske Speciesdaler; saa bør han og at betale i Salarium til Defensor, Høiesteretsadvocat, Ridder Petersen 300 Spd., til Justitssecretair Rieck 120 Spd., og i Godtgjørelse til Høiesteretsbudene Røsholm og Horn for Stævningens Forkyndelse og Opvartning i Rigsretten, tilsammen 30 Spd.“