Reise-Erindringer/Reisen til Sogn

Reise-Erindringer
Reisen til Sogn
av Ivar Aasen

Min Reise begyndte i September Maaned 1842. Jeg vil her forbigaae enhver Beskrivelse over min Afreise fra mit forrige Opholdssted og mine Omvankninger i Hjembygderne; thi uagtet syv Aars Fraværelse havde jeg endnu kun bekjendte Steder og bekjendte Folk for mig. Min egentlige Reise begynder med Afreisen fra Søndmør den 29de September, da jeg reiste over fra Egsæt til Kile i Volden og derfra over Birkedalseidet til Naustdal i Nordfjord (omtr. 3 ½ M. fra Egsæt). Paa dette Sted forblev jeg fire Dage, ikke fordi jeg var bestemt at blive her, da den nordfjordske Dialekt var mig noksom bekjendt, men formedelst Storm og Uveir. Den første Dag gjorde jeg en Reise tilfods til Nordfjordeidet, deels for at see dette smukt beliggende Sted, deels for at tale med en Seminarist Solem, som paa den Tid opholdt sig i Præstegaarden. De følgende Dage tilbragte jeg i Stilhed, tungsindig stemt over Afreisen fra Hjembygderne og over Reisens Ubehageligheder, som jeg allerede begyndte at føle. Jeg erindrer, at især een Omstændighed i disse Dage gjorde mig meget mismodig. Jeg begyndte nemlig at gjennemsee de Bøger, som jeg nylig havde faaet fra Trondhjem, især Daaes svenske Ordbog; i Fortalen til denne fandt jeg endeel kraftige Forestillinger om, hvor ønskeligt det var at faae det danske og svenske Sprog sammen til eet, og hvor uhensigtsmæssigt det er at disse Sprog skulle være adskilte. Denne Paastand syntes mig vel ikke urimelig, men dog ialfald skadelig for det egentlige norske Sprogs Anseelse; thi dette sidste vilde nok blive ganske glemt under Dannelsen af et skandinavisk Sprog, og det Arbeide, hvorpaa jeg med saa megen Interesse havde taget fat, vilde saaledes være til ingen Nytte.

Den 4de Oktober reiste jeg endelig fra Naustdal til Gloppen; jeg havde dennegang tre Mand i Skyds, thi Veiret var endnu ublidt og stormende, og jeg vilde gjerne komme fort, da Vinteren syntes at vise sig, og jeg havde imidlertid bestemt mig lige til Indre Sogn; thi jeg ventede ikke at finde nogen væsentlig Forandring i Sproget i Søndfjord, hvilket jeg heller ikke fandt. Søveien fra Naustdal til Sandene i Gloppen er 4 Mile, og blev temmelig snart tilbagelagt, da Vinden en Stund var gunstig. Fra Sandene havde jeg ½ Miil flad og jævn Landvei til Vasenden, igjennem en overordentlig tætvoxen og smuk Furreskov. Derfra gik da Veien over Breums-vandet til Gaarden Førde, hvortil jeg ankom seent om Kvelden, efter at have tilbagelagt 6 Mile paa denne Dag. Breumsvandet er nemlig 1½ Miil langt; derhos er det for det meste smalt og omgivet af høie, bratte og nøgne Klipper, saa at dets Omegn just ikke har noget hyggeligt Udseende.

Den følgende Dag fortsattes Reisen under et mere behageligt, skjønt noget koldt Veir. Det havde de forrige Dage sneet langt ned i Fjeldene, og denne Snee var endnu liggende. Fra Breumsvandet havde jeg 1 Miil Landvei til Skjeid, hvor man atter har et Vand af ½ Miils Længde for sig, nemlig Jølster-vandet, Dette er imidlertid meget uligt Breumsvandet og har tildeels ret smukke Omgivelser. Ogsaa her hedder Skydsskiftet ved Vandets nederste Ende Vasenden; herfra havde jeg nu 1¾ Miil Landvei til Havstad i Førde, og til dette Sted ankom jeg seent i Mørkningen.

Jølster er et temmelig vakkert Landskab, og Dalen fra Jølstervandet til Førdefjorden forekom mig især at være oplivende. I Midten af denne brede og temmelig flade Dal løber den mægtige Jølstre-Elv, og paa Siderne af Dalen seer man adskillige store Fosser, hvoraf især en, som kaldes Huldrefossen, er meget anseelig. Længere nede danner Jølstrelven et lidet Vand, og i den nederste Ende af dette Vand er en stor Steenbro anlagt, hvorover Postveien gaar. Denne Bro er uden Tvivl langt større end nogen anden i Bergens Stift; jeg havde nok Lyst til at maale den med Skridt, men gav mig ikke Tid dertil, da det allerede mørknede af Natten. Længere nede danner Elven en stor Fos, som (om jeg mindes ret) kaldes Brulandsfossen; derfra løber den i flere Grene ned imellem Sletterne imod Fjorden. Omkring det Inderste af Fjorden ligge en Mængde smukke Gaarde, og denne Egn viser sig at være meget befolket.

Den følgende Dag fortsattes Reisen igjen, nemlig fra Havstad til Sande, 2 Mile, og derfra til Vadem i Ladevigs Præstegjeld, 1½ Miil. Veien til Sande gaar tildeels igjennem store Bygder og midt igjennem adskillige Gaarde, som her udmærke sig ved en Mængde Kors, der ere tegnede paa alle Døre, og synes tilkjendegive, at Folket enten er eller ogsaa har været meget overtroisk. Det sidste bekræftedes ogsaa af min Skydsmand, en aldrende spagfærdig Mand, som med Velvillighed underrettede mig om adskillige Ting, blandt andet om to Personer, som ere fødte eller opdragne her i Egnen, og som jeg kjendte, den ene personlig, den anden af Navn. Ogsaa den forrige Dag havde jeg havt den Fornøielse at faae adskillige Underretninger om Skikke og Forholde hersteds af en snaksom Jølstring, som var i Skyds med mig til Havstad. Paa Gjæstgiverstedet Sande, hvor jeg standsede en Stund, fik jeg Anledning til at læse endeel Aviser, hvilket nu var mig en stor Fornøielse, da jeg i længere Tid havde maattet undvære samme. Veien herfra til Vadem gaar igjennem en Dal, som oventil er bred og flad, men nedentil ved Sogns Grændser bliver meget trang og har et uhyggeligt Udseende. Den smale Kjørevei er anlagt under bratte Fjeldvægge og har en Række af smaa Vande nedenfor sig; paa enkelte Steder er det saa brat og stygt baade oven- og nedenfor Veien, at man maa gyse ved at see sig omkring. Imellem disse Stykker, som ere endnu farligere end de saakaldte Fanner paa Birkedalseidet, gives dog en og anden jævn Plet; ja her ligge endogsaa enkelte Gaarde i den hele Dal, skjønt paa meget uhyggelige Steder. Hvilken Forskjel imellem denne skrækkelige men dog beboede Egn og saa mange jævne Landstrækninger ved Havkanten, som dog ligge udyrkede! Paa Vadem forblev jeg en Dag over, deels for Veirets Skyld, deels ogsaa for nærmere at høre den besynderlige Dialekt, som tales her. I Begyndelsen forekom den mig ganske uforstaaelig, senere mærkede jeg dog, at den i Grunden var lig den søndfjordske, men udmærkede sig kun ved en særegen Udtale, især af Vokalerne. Efter mine senere Erfaringer er denne Egn just et Overgangspunkt imellem Søndfjordsk og Sognsk, saavel i Sproget, som i Klædedragten og den huuslige Indretning. —

Den 8de Oktober tog jeg endelig ud paa Sognefjorden og bestemte Skyds lige til Leirdalsøren; dette Veistykke er ikke mindre end 11¼ Miil. Dersom Vinden imidlertid havde været lige stærk før Middag som ud paa Dagen, vilde vi alligevel have været paa Leirdalsøren inden Dagens Ende. Vi havde nemlig Bør, men denne var i Begyndelsen kun magelig, efter Middag gik den derimod over til en Storm, som især i Fjorden ved Vangsnæs var saa stærk, at jeg uagtet min søndmørske Herkomst var temmelig bange. Skydskarlene fra Vadem vare imidlertid dygtige og erfarne Sømænd, og vidste med udmærket Behændighed at passe Seilet efter Vindstødene og dreie Baaden efter Bølgegangen. Saaledes ankom vi om Aftenen til Frøningen (efter omtr. 9 Miles Fart) og toge her Herberge for Natten. Ganske uventet og blot af et besynderligt Slumpetræf kom jeg her til at logere hos en Mand, som jeg forhen kjendte. I den forledne Sommer havde nemlig to Mænd fra Sogn, Proprietær Lem og Landhandler Møller, gjort en Reise igjennem Søndmør, og besøgt blandt Andre ogsaa Kapitain Daae, hos hvem jeg da opholdt mig. Kapitainen magede det saa, at jeg kom i Tale med disse Mænd for at underrettes om Adskilligt i Anledning af min tilstundende Reise. Nu da Reisen virkelig var foretagen, erindrede jeg ikke mere disse Mænds Opholdssted, og det var først da vi gik i Land i Frøningen, at jeg blev underrettet om, at en Proprietær Lem boede her. Han modtog mig imidlertid meget vel, og underrettede mig nøie om Adskilligt, som jeg ønskede at vide, blandt Andet om Folket i dette Distrikt, som han ellers ikke vilde give noget fordeelagtigt Skudsmaal.

Den følgende Dag fortsattes Reisen og omtrent Kl. 11 Formiddag ankom jeg til Leirdalsøren. Jeg havde forestillet mig Leirdalsøren som et smukt beliggende Sted, men blev i denne Henseende skuffet. Kun ved Bunden af Fjorden er en Slette af ubetydelig Vidde; paa denne ligger det bekjendte Strandsted, som man har villet gjøre til Kjøbstad, og som har en Mængde Beboere, hvoriblandt fire Landhandlere. Strax ovenfor samme er Brigadens Exerceerplads, samt nogle Gaarde. Ellers omgjærdes denne Slette paa alle fire Sider af høie og bratte Fjelde, saa at det hele seer ud som en stor Kasse eller som et Huus uden Tag. Solen skinner ikke ned i denne Hule i over et halvt Aar; alligevel skal Jorden være ovemaade frugtbar. Øren er ellers et meget besøgt Sted, da Landveien til Kristiania begynder her, og mange Oplændinger, især fra Valdres og Hallingdal, indfinde sig her for at omsætte adskillige Varer.

Paa dette Sted forblev jeg henimod to Uger; mit længere Ophold i Indre Sogn maatte forlægges til et længere ude beliggende Sted; ved nærmere Efter spørgsel kom jeg til at tænke paa Sogndal som mest passende hertil. Strax efter Ankomsten til Øren henvendte jeg mig til Møller, om hvis Opholdssted Lem havde underrettet mig. Jeg blev her kjendt med en Huuslærer Martinus Larsen, der var mig meget behjælpelig med at søge Logis for mig, hvori vi dog ikke vare meget heldige. Da Høstthinget stundede til, besluttede jeg at blive her, medens dette holdtes; jeg meente nemlig dengang, at man just i store Forsamlinger har Anledning til at iagttage Sproget; men jeg erfarede senere, at denne Anledning slet ikke er den bedste. De fleste Oplysninger om Dialekten fik jeg imidlertid af Skolelæreren Nils Hauge fra Hafslo, som uagtet sin megen Læsning dog endnu brugte og forstod sit egentlige Modersmaal. Ellers gjorde jeg i den Tid, jeg var her, ogsaa Bekjendtskab med adskillige Andre, hvoraf her maa nævnes Skomager Kristiansen, en særdeles agtværdig Mand.

Det lille beboelige Rum ved Leirdalsfjorden er meget tæt bebygget; Strandene ere derimod meget øde. Saaledes er det ogsaa paa flere Steder i Indre Sogn; hvor der findes en Slette eller en flad Daleaabning, er hele Planen bedækket med Huse; derimod kan man reise een eller to Mile uden at see andet end en brat, uret og nøgen Strand. Husene ere sædvanlig smaa Tømmerbygninger, endogsaa Ladebygningerne ere tømrede. Mest paafaldende syntes det mig, at man ikke har Fordør paa Stuerne; naar man kommer til et Huus og lukker Døren op, befinder man sig paa een Gang inde i Stuen. Saavidt jeg kunde skjønne, har man paa de fleste Steder Kakkelovnsstuer, ellers bruger man her sædvanlig den saakaldte Peis, d. e. et muret Ildsted med Rør til Skorstenen; paa denne Peis brænder man smaa tørre Træstykker, hvorved man om Vinterkveldene baade lyser og varmer i Huset. I en Stue er ofte baade Peis og Kakkelovn; i Sogndal har jeg ogsaa seet Huse, byggede som Røgstuer, hvori der paa een Gang var Gruve, Peis og Kakkelovn.

Om Folkets Karakteer tør jeg ikke sige noget bestemt, idetmindste ikke for Leirdals Vedkommende, da mit Ophold her var dertil for kort, og Bedømmelsen let vilde blive falsk eller eensidig. Derimod kunde jeg anføre hvad jeg har hørt af kjendte Folk, da dette i Forening med egne Iagttagelser synes at være det paalideligste. Ligesom adskillige andre Daleboere vise Leirdølerne en vis Friskhed og Livlighed i sit Udvortes; de synes ogsaa at være velvillige, omgjængelige og ikke smaaligsindede Folk; men man laster dem for Løsagtighed, som her skal have taget frygtelig Overhaand, og ligeledes for Drukkenskab. Det sidste saae jeg ogsaa Mærker til paa Thinget; endskjønt her er ikke mindre end sex Kramboder paa eet Sted, syntes det dog, at man overalt havde fuldt Arbeide blot med at sælge Brændeviin, og fulde Folk tumlede overalt imellem hverandre. Slagsmaal skal imidlertid have aftaget i den senere Tid og kun sjelden forekomme. Banden og Sværgen kan derimod umulig drives videre end her; de frygteligste Eder, som noget Menneske kunde optænke, ere her fuldkommen gjængse og bruges uafladelig, ikke blot i Hidsighed men endog i den venligste Samtale.

Klædedragten synes her, især blandt den yngre Slægt, at være af nyere Oprindelse, og er ellers temmelig net. Konerne bære imidlertid hvide linnede Huer, som er flade og runde, saaledes at Fladen vender bag, og Kanterne til Siden. Da Dragten ellers er omtrent eens overalt i den indre Deel af Sogn, kan her senere blive bedre Anledning til at omtale samme.

Tilbake til toppen av siden.