Renæssanse-mennesker/Machiavelli intime
Hans venner begræd ham og mindtes ham i følte digte, mens fienderne, og særlig byens bønnemænd („piagnoni“), har spundet sladder og løgner, ikke bare over hans grav, men ogsaa over hans dødsleie. Skjønt det skulde synes noget nær likegyldig, hvad man foretar sig paa dødens terskel, den lille stund man vender sit livsverk ryggen, saa er det dette nærmeste eftermæle almenheten særlig har været optat med: om han nemlig tok sakramentet paa sit dødsleie. Anonymt sladder her er jo den sedvanlige bestanddel av det eftermæle, som følger den virkelige reformator; denslags overgik f. eks. Luther, Calvin o. s. v. Den samvittighetens uro nemlig, som godtfolk selv instinktivt føler ved en storaand, sætter de ut av sig, idet de digter den ind over hans, deres urostifters sidste timer: Ved Machiavellis bortgang skulde verden bare være blit en grim spotter og atheist fattigere. Her gik presteskapet selvfølgelig i spidsen; paa klerikalt hold hvilte man overhodet ikke, før man fik alle hans verker paa index (1564). For eftertiden blev han en uklar sagnfigur fra mørkets rike, en giftig glose. I Marlowes drama Malta’s Jøde er han prologen og skildrer sig selv nærmest som en Mefisto:
„Admir’d I am of those that hate me most“,
sier han blandt andet. Og Shakespeare følger sin samtids dom: naar verten i De muntre fruer i Windsor prater ordspil og slaar vitser, blir Machiavelli nævnt som en fiffig haarkløver; i Henrik VI, første del, taler man om den falske Machiavelli; i Henrik VI, tredje del, om den grumme Machiavelli. Calderon har lært sig det samme. Det var nok dengang som nu, at en stor mand gjør klokest i ogsaa at forstaa sig litt paa at sætte sit dødsleie i scene. For endog det, som heter historiens dom, er iblandt en smule tungnem; det hænder at simpelthen godtfolks dom holder sig som historiens dom, endog gjennem sekler. Der gik nemlig næsten fire sekler hen før Italiens nationale gjenreisning atter synte verden hans navn i dets uforgjængelige glans.
Men vennerne begræd ham. Deres sorg taler et andet sprog over hans grav. Den er egte — allerede av den grund at det just ikke var noget at vinde ved at holde sorg over en saa upopulær mand.
Ogsaa i levende live fik han beviser nok paa vennernes hengivenhet. Allerede i hans første kancellist-aar følte de jo savnet efter ham, naar han var ute paa sine legations-reiser; der kommer straks breve og hilsner fra kolleger og personlige venner blandt de underordnede i kancelliet. Og der er ingen bihensigter med det, ingen av disse er bort i politikken med fingrene. Særlig er der én, Biagio Buonaccorsi (f. 1472 og altsaa litt yngre), som har holdt av ham. De fleste breve av denne art til Machiavelli er fra ham. Paa bare de 8 dages tid han var i Forli hos Caterina Sforza, har man bevaret ialfald tre privatbreve fra ham. Der skriver han om løst og fast, rabler ivei; han fortæller om ophopning av arbeide i kancelliet siden han reiste, om indre rivninger mellem personalet — han maa endelig komme tilbake snart! Og han fortæller om hans frue, den nygifte Marietta, som kommer her op i kancelliet og længes — og for at betegne hendes savn bruker han drastiske uttryk, som neppe en nygift egtemand i vor tid vilde hat let for at goutere. Han holder ham i det hele underret tet om tingenes gang paa alle hold; og glæder sig ved at kunne melde om den lykke, Machiavellis rapporter gjør hos raadet og gonfalonieren. Der er stor og ubetinget tillidsfuldhet i tonen. — Da Machiavelli et aars tid efter er i Frankrike, begynder straks samme art breve at løpe fra Biagio, til ham; i dem beder han ham ogsaa kjøpe hjem med sig smaa ting: „Læg ut for en scudo i hansker og to lerretspunger, av de mindste I finder, og ellers et og andet nips („zachera“), som jeg skal betale til den, I opgir mig. Og saa beder jeg Jer sende mig en støtkaarde („stocco“), men den vil jeg ha som gave; for jeg har ikke faat den, I lovet mig ved avreisen....“ Da Machiavelli to—tre aar senere er i Rom, skriver han og beder ham bl. a. at ta ut en lerfigur („plasma“) for ham, om han kommer over en slik: „men jeg
Denne Biagio innehadde en stilling i kancelliet litt lavere end Machiavelli. Republikaner av det rene vand og beundrer av Savonarola, en mand med literære interesser, men uten egentlig talent, ogsaa litt av en samler — ser man av det foran oversatte, en egte florentinsk hjemmefødning og departementalt vane-menneske, som elsker sin by og svarer, engang man vil ha ham med som medlem i en ambassade til Frankrike, at nei, før vil han være med paa flugten til Ægypten. Som før nævnt, delte han skjæbne med Machiavelli ved Medici’s indtog 1512 og kom ut av statstjenesten samtidig med ham.
Man har navnet paa og breve fra en fem—seks saadanne venner: Niccolò Valori, Agostino Vespucci da Terranova, Antonio da Colle, Andrea di Romolo, Donato del Corno. Der er mange flere ogsaa. Hans venskap omfattet de forskjelligste karakterer; der var horisontløse hjemfødninger eller tørre strebere, middelveisfarere; der var vellystige spidsborgere, vi vører; der var løsslupne skøiere. Alle forstod han at omgaaes. Men de fleste hadde hint drag av egte florentinsk letsind og vidd, som kunde sætte i scene sig indbyrdes rent vilde løier, hvis karakter stundom vanskelig kan antydes, end si: meddeles gjennem utførlig oversættelse. Ved en saadan minutiøs gjengivelse, som i indhold, om ikke i utilhyllet form, staar fuldt paa høide f. eks. med Boccaccio’s aller slemmeste noveller, vilde man desuten bare risikere at kaste et falsk lys paa tonen dem imellem og derved gi et feilagtig billede av venneskaren, som da i det almene omdømme kom til at bære al skylden for de grovkornede, halvt kriminelle løier, mens den i virkeligheten var tidens. Ialfald var den staden Firenze’s. Man husker nemlig i farten ikke paa at det gaar ikke an at lægge vor tids sedelige maalestok paa en eneste renæssanse-skikkelse, selv om det jo vilde røbet historisk sans at huske det; for et saadant rigoristisk moralkrav er intet andet end at underkjende selve kultur-utviklingen i verden, det er i virkeligheten at ville paastaa at kulturen er saa noget nær den samme nu som for 3—4 aarhundre der siden; hvad ialfald individets moral angaar, er jo ikke det stemmende med faktum, — selv om der er dem, som vil være i tvil, naar man ser hen til den internationale moral i øieblikket. Netop av denne grund har vi jo ogsaa vanskelig for at se rigtig paa den kreds av damer, som sat og lo sin klare sølvlatter til Boccaccio’s mest haarreisende noveller. Av samme grund har vi fremdeles vanskelig for at delta av hjertet i den latterens renselses-proces, hvorpaa endog en homoseksuel forgaaelse kunde drive forbi bare som en flygtig episode. Det kan vel ogsaa spille ind at denslags vittigheter ikke ligger for nordligere folkestammer. Men av en saadan art er f. eks. den affære, hvor en av vennerne, Giuliano Brancaccio, er hovedmanden, og hvormed Machiavelli i en utførlig beretning mæsker Fr. Vettori i Rom, som jo var en kjender, en ren matkrok paa de pikante novellers omraade. Affæren gir et billede av tiden. Og denne Brancaccio har været en type paa en bestemt sort florentiner, en utrolig forvorpen spilopmaker, som aabenbart ikke skydde noget middel for at reise latterens storm i sin letfærdige by. Kort at melde, Brancaccio, senere Vettoris husven og fortrolige muntration i Rom, er den eneste skyldige i affæren, men faar ved et puds alt veltet over paa en anden ven, den ganske uskyldige, det guds ord Filippo Casavecchia.
Enkelte venner hænger ved Machiavelli i ren henrykkelse, ser man av brevene, som tilfældet er med den netop nævnte Filippo. Det er ogsaa denne ven, han lar læse den første begyndelse til Fyrsten.
Men ogsaa Machiavelli’s overordnede viser personlig den samme hengivenhet. Det er tilfældet med Signoria-raadets sekretær Marcello Virgilio Adriani, en sprænglærd humanist, som drev klassiske sprogøvelser i ledige stunder.
Machiavelli’s venskap er til gjengjæld like ubrytelig, som hans troskap i det offentlige er usvikelig. Og i dette træk møtes han altsaa med og har sin rot i den folkelige retsbevissthet, som trods al tidens opløsning dog levet sit bortgjemte liv paa bunden hos den enkelte privatmand, hos hint brede, navnløse lag i folket som staar utenfor den straalende tid, — det jeg pekte paa her foran, da jeg oversatte erindringen fra Prato’s „sacco“. Det er slike træk, som i mine øine gjør Machiavelli som personlighet saa stor, saa altomfattende; de viser hvor han griper langt tilbake. Det var i grunden den samme art karakterens træghet og tyngde, som slog os imøte i hans forhold til skolastikken, middelalderens form for tænkning. Og det tør nok ogsaa hænde at det juster denslags „utidsæssige“ egenskaper som bidrar til at hemme hans karriere i øieblikkets politik, — saa der altsaa maatte gaa sekler hen, før han fik sin plads i historien.
I en anden forbindelse har jeg antydet hvor han i sit arbeide i raadet viste konduite, taushet, en næsten overmenneskelig lojalitet, selv naar han blev forbigaat. Vi saa det oftere i hans forhold til gonfalonieren Piero Soderini, som oprindelig ikke engang var Machiavelli’s kandidat til stillingen; og jeg gjorde rede for grunden til hans tilsyneladende omslag her: det blev fremkaldt ved dennes uduelighet og flugt fra Firenze — troløshet var det ikke. Det var nu ogsaa netop Machiavelli, Soderini tilkaldte, da han var rømt fra byen og ingen venner hadde igjen: han mente sig altsaa at ha grund til at stole ogsaa privat og netop i motgangens stund paa sin fordums sekretær. Ja, Machiavelli anfører senere som indvending, da Vettori vil lokke ham til Rom, at da maa han jo besøke Soderini, hvilket vil bringe ubehageligheter og mistanke med sig i forholdet til Medici: der er selvsagt ingen virkelig nødvendighet for at besøke en falden husbond; men det er netop sansen for sammenhæng med sig selv og med sin fortid, som taler sit forunderlige fine sprog gjennem den betænkelighet, selv om den ikke var den egentlige grund til at han ikke reiste. — I forholdet til hærføreren, militskapteinen, Tebalducci Giacomini møter vi akkurat den samme art trofasthet. Da nemlig Firenzes lunefulde borgere gir denne al skylden for nederlaget foran Pisa (1506) og lar ham i foragt forsvinde som syndebukk, glemmer ikke Machiavelli ham: han gir ham, som før sagt, flere aar siden ved leilighet fuld opreisning og lægger i flængende ordelag skylden der, hvor den hører hjemme: hos det uretfærdige florentinske folk (i Decennale Secondo). — I forholdet til Fr. Guicciardini har jeg ofte pekt paa samme troskap; han vakler aldrig i sit venskap til denne sin motsætning, det praktiske livs mand, i hvis saftløse, nøkterne hænder intet vokser, ikke store planer, end si: drømme.
Likedan er hans trofasthet mot Francesco Vettori, som jeg ogsaa har nævnt et par ganger før. Denne Vettori (f. 1474) tilhørte en gammel florentiner-æt, som gjennem Francesco’s far var giftet ind i Rucellai’s ansete og rike adelsfamilie. Han var Firenze’s gesandt hos Maximilian, dengang Machiavelli fulgte efter og arbeidet under ham; siden hos GiulioII, hos Leo X 1513—15; og hos Frans I av Frankrike var han som utsending den som fik giftermaal istand mellem den franske prinsesse og den unge Lorenzo Medici, en forbindelse, hvis frugt som bekjendt var Caterina av Medici.
En langt interessantere skikkelse, end Guicciardini var, Francesco Vettori er ingen knoklet sjæl, til forskjel fra ham en mand av store og oprindelige sanser, et nydelsessykt menneske, en kunstnersjæl, en egte florentiner-type; der stikker i mine øine ikke litet av en Boccaccio i ham. En stilfuld skikkelse, som selv midt i tvilsom vandel altid tar hvert ytre hensyn og har den jevne borgers sky for skandale; han er desuten gift og har voksne døtre, efter hvad han selv fortæller. Han skriver detaljert og uten blussel hvorledes han indretter sig i Rom, med sin leilighet paa Gianicolo, med levemaaten, med tjenere og med erotik; der møter vi ogsaa den før nævnte Giuliano Brancaccio, som hver aften gir ham ind en lettere novelle eller denslags, før han gaar at sove; han sætter aldrig nogenting paa spidsen, hver dag hører han messe. Lyt bare til disse linjer av et brev (dateret 24. XI. 1513): „... Hvis I saa spør mig, om jeg ikke holder kurtisane, saa melder jeg Jer at i førstningen, jeg var her, hadde jeg én, som jeg skrev til Jer; siden fik jeg skræk i mig paa grund av sommerluften, og har holdt mig unna det. Allikevel har jeg nok altids hat én, slik at forstaa at her ofte kommer én av sig selv, som er rigtig rimelig med hensyn til skjønhet og pikant konversation („parlare piacevole“). Jeg har endvidere her paa stedet, skjønt det ligger ensomt, en nabo-dame, som nok ikke vilde mishage Jer; skjønt hun er av adelig herkomst, gaar hun sagtens med paa et og andet („fa qualche facenda“). Min kjære Niccolò! dette liv er det jeg nu inviterer Jer til...“ Flaner gaar ut og ind i hans leilighet. Dennes indredning, slik som han skildrer den i et brev, bør i denne sammenhæng ikke forbigaaes: „Fra leiligheten er der indgang til kirken, hvilket passer mig udmerket, da jeg, som I vet, er religiøs...“ Han er kvindekjær som faa. Men der er samtidig, synes det mig, ialfald nu noget kontemplativt over hans sanselighet, skjønt han bare er 40 aar, noget av en uttjent libertiner paa retur, som næsten likesaa gjerne nyder beretninger om andres galante eventyr. — Han er humanist uten at være pedant, literat, historieskriver; han har saaledes beskrevet sin reise til Tyskland, tildels isprængt med pikante, vittige anekdoter. Og i sin politik er han
Machiavelli’s breve er nogen av de vigtigste til kundskap om ham — for ikke at si de eneste — hvad angaar de to første aar efter republikkens fald, da han sitter paa en maate utlæg ute paa Machiavellernes landgods i egenskap av familiens overhoved. I denne tid optræder Vettori som hans beskytter. Det er ogsaa denne mand han skikker de første kapitler av Fyrsten, uten at denne synes at ane hvad han har faat tilsendt; ialfald gaar han utenom i nogen konventionelle ordelag. — Skriftvekselen begynder med, at han klager sin nød og beder Vettori at han ved leilighet skal lægge ind et godt ord for ham hos paven og Medici i Rom; brevet ender slik: „Hold mig, om mulig, i vor herres erindring, at, om mulig, han kunde begynde at bruke mig, enten han selv eller hans folk, til et eller andet; for jeg tror nok jeg ved det skulde gjøre Jer ære og mig selv nytte.“ De kunde „la mig begynde at rulle paa sten“, sier han etsteds. — Det er med en underlig følelse, vi synes at merke, at hverken Vettori eller en anden ven (Salviati) har noget vanskelig for at love — tvert imot! men i grunden gjør litet for ham, eller kanske rettere sagt: intet. Vettori søker ialfald hele tiden isteden at faa talen hen paa galante eventyr og tvilsom erotik; stadig kommer han stikkende med denne sin eneste interesse: „... I vet, jeg liker mig en smule hos kvinder, og er mere for at spøke med dem end for nogen anden ting...“ Det er denslags svar, Machiavelli faar, naar han strør ut sine idéer om Italiens politik eller kommer med de utredninger om nøitralitet, som jeg har gjengit i en anden forbindelse; han lar sine letfærdige aandrigheter spille. — Iblandt findes der dog ogsaa i Vettori’s breve prøver paa komik, som ikke er seksuel; der er saaledes den overlegne og vittige tegning av en lærd, en „grammatiker av profession“, pedanten — han fortæller at han nu en 8 dages tid, for at forbedre sig, bare har omgaaes ham: „... av et dystert og sælsomt opsyn, og som aldrig snakker om andet end hvorav et ord kommer eller hvorav et navn er laget, eller om et verbum skal sættes i begyndelsen av sætningen eller i slutten, og om slike likegyldige ting, som vældigen kjeder den som maa høre paa...“ Allerede et slikt syn for komikken ved en skikkelse viser jo at Vettori ingen almindelig og aandløs mand var; det gir vistnok et indblik i hvorfor Machiavelli er hans ven.
Vettori’s breve blir en tid mere og mere lystne og lokkende. Vi har før set, hvorledes han appellerer til Machiavelli’s lidenskapelighet, som han sier sig at ha set sikre prøver paa, — der han inviterte ham til sin leilighet, som ligger i flugt med kirken, og hvor Rom’s flaner svindser ut og ind. Ja, der er tilslut ett med en indgaaende beskrivelse av en bestemt flanes yndigheter, som, om ikke i selve glosebruken, dog i tonen, i det slibrig dvaelende, faar en til at mindes selve Pietro Aretino’s obskøne dialoger om kurtisaner. — Av og til slaar ogsaa Machiavelli helt om; da kan han svare med breve i samme slibrige tone, bare yrere, mere fulde av latter, dels isprængt med bitter livsvisdom; blandt dem er hint, som fortæller om Brancaccio’s strek.
Men Machiavelli fulgte ikke invitten, han reiste ikke til Rom. Det var nok ikke mange pennens mænd i hans samtid, som ikke var reist, naar man hadde de forbindelser ved pavehoffet. Jeg mener, det er et enestaaende træk, dette avslag, som ikke let fremhæves for sterkt; det tegner Machiavelli’s profil klarere end kanske noget: Hans moralske selvopholdelses-drift sa institiktivt nei, og reddet ham derved fra den stad som var u-karakterernes store karudsdam, der penneknegter og literære kinæder som Pietro Aretino boltret sig og slog med sin glatte spord.
Efter de par aar er det slut paa skriftvekselen mellem dem. Den har for Machiavelli’s karriere været ganske uten resultat, man utvirket intet for ham i Rom. Men fra hans sidste aar dukker der paany breve op til Vettori, og nu bare om politik. Det træk er atter et bevis paa den store trofasthet han bevarer til den, han engang er traadt i forhold til; forbindelsen holdes levende helt til det sidste. Og i dette ligger der ikke egennytte eller skygge av beregning: Vettori hjalp ham, som sagt, slet ikke, han holdt ikke sit ord i saa maate; gav ham ikke engang gode raad. Det er kun en karakterens tyngde, som her kommer til syne, den sans for og drift efter sammenhæng, uten hvilken geni ikke er.
Et av de første breve til Vettori har en utsigt over Machiavelli’s liv paa landeiendommen: „... Jeg bor paa landet, og fordi disse sidste begivenheter med mig indtraf (ɔ: sammensvergelsen 1513), har jeg ikke paa tyve dage været i Firenze for at træffe dem alle. Hittil har jeg drevet troste-fangst i egen person, idet jeg staar op før dag; kliner fuglelim paa, gaar saa med en hel bør fuglebur paa ryggen, saa det ser ut som Geta, naar han vendte tilbake fra havnen med Amfitrion’s bøker (ɔ: vel allusion til en scene i en eller anden komedie), tar mindst to troster; naar det kommer høit, syv. Slik hadde jeg det hele september; siden har jeg forsømt dette dagdriverliv, til min store beklagelse, hvor nedværdigende og underlig det end er. Om mit liv siden skal jeg fortælle Jer: Jeg staar op med solen, og gaar mig en tur ut til en av mine skogteiger, hvor jeg lar hugge ved, og her blir jeg et par timer for at inspicere arbeidene fra dagen forut og spendere litt tid paa disse vedhuggerne, som altid har et eller andet galt fore, enten sig indbyrdes eller med naboerne. Og hvad denne skogteigen angaar, saa kunde jeg ha tusen morsomme ting at fortælle, som er hændt mig, baade med Frosinone fra Panzano og med andre, som vilde ha av denne veden. Specielt Frosinone. Han sendte bud og hentet flere favner uten at si fra til mig, og ved betalingen vilde han holde tilbake ti lire, som han sa, han skulde hat av mig for fire aar siden, da han vandt paa mig i kortspil hos Antonio Guicciardini. Jeg gjorde et helvedes leven, vilde melde kjørekaren, som var kommen, for tyv, hvorpaa G. Machiavelli traadte imellem og fik forlikt os. Battista Guicciardini, Filippo Ginori, Tommaso del Bene og nogen andre fra byen, de tok sig hver en favn ved, mens denne nordenvinden stod paa. Jeg lovet alle, og sendte til Tommaso en, som naadde frem til Firenze bare med halvparten; for til at lø den paa lasset var der han, piken og sønnerne, saa det saa ut som Gabburro (ɔ: vel en kjendt original i hans samtid), naar han torsdagen med disse drengene sine pryler løs paa en stut. Da jeg indsaa, der ikke var nogen fortjeneste med det, sa jeg til de andre at jeg ikke har mer ved, og alle gjorde opstyr ved det, særlig Battista, som regner dette blandt de andre statsulykker. — Naar jeg forlater skogteigen, gaar jeg til en kilde, og derfra til et av mine fuglefangst-steder, med en bok under armen, enten Dante eller Petrarca, eller en av disse mindre poeter som Tibul, Ovid og lignende. Jeg læser om disse deres elskovs-passioner og deres eventyr, mindes mine og dvæler en smule ved denne nydelse i tanken. — Saa begir jeg mig paa vei til osteriet, snakker med dem, som reiser forbi, spør nyheter fra deres grænd, hører et og andet, og merker mig menneskenes skiftende smak og forskjelligartede syn. — Imens kommer saa frokost-tid, da jeg spiser med mine av den mat som min fattige villa og smule fædrenearv skaffer. Naar jeg saa har spist, vender jeg tilbake til osteriet; her er verten som regel tilstede, en slagter, en møller, to teglstensbrændere. Disse klænger jeg mig indpaa for hele dagen, idet jeg spiller med dem kort, terning, som gir anledning til tusen trætter og til tusen uærbødige finter, og som tiest slaas man bare om en skilling, men ikke desto mindre har folk hørt os skrike like til San Casciano (ɔ: en grænd længer syd i Chianti). Jeg er gaat rent op i dette elendige liv, og har faat mug paa hjernen av det; jeg lar denne min skjæbnes ondskap ha sin frie gang, og var bare tilfreds den slik kunde trampe mig ned, saa en fik se, om den da ikke skammet sig. — Naar kvelden kommer, gaar jeg hjem igjen, og stiger ind i mit arbeidsrum; i døren kaster jeg av mig disse bondske plagg, som er fulde av søle og smuds, og ifører mig kongelige og hofmandsmæssige klædebon, og anstændig antrukken stiger jeg ind til de antikke mænds antikke hof, der hvor jeg blir mottat elskværdig og nærer mig av den føde, som er min som en synderlig ting, og som jeg er baaren og født til; der hvor jeg ikke undser mig for at tale med dem og spørge om aarsaken til deres handlinger; og hvor de paa grund av sin høie kultur („humanità“) kan gi mig svar. I hele fire timer føler jeg ingen lede, glemmer jeg al kummer, tænker ikke paa fattigdom men, ængstes ikke for døden: Jeg gaar helt op i dem („tutto mi trasferisco loro“). Og fordi Dante sier: at „det blev aldrig til videnskap uten man beholder det man har forstaat“, saa har jeg notert mig det, som jeg har gjort til det væsentlige under samtalen med dem, og har sat sammen et litet arbeide „de principatibus“ (ɔ: om fyrstendømmer), hvor jeg fordyper mig saameget jeg evner i betragtninger over dette tema, idet jeg sætter ut fra hverandre hvad et fyrstendømme er, hvad sorter der er, hvorledes man skaffer sig dem, hvorledes man beholder dem, hvorfor man mister dem. Saasandt nogensinde et indfald („ghiribizzo“) av mig har vundet jert bifald, saa skulde I nok ikke mislike dette. Og en fyrste, særlig en ny fyrste, skulde det være kjærkomment. I ethvert fald dedicerer jeg det til hans herlighet Giuliano (ɔ: Medici). Filippo Casavecchia har set det; han vil gi Jer besked om selve tingen og om de samtaler jeg har hat med ham, — skjønt jeg jo bestandig øker det og pudser paa det...“
Med dette brev er vi ført like ind i Machiavelli’s verksted i hans hjem ute paa landet og faar et skimt av den nedtrykte sindsstemning, han henlevet sit otium i fra 1513 av. Vi ser ogsaa av hvad art hos ham renæssansens klassiske henrykkelse var: den sjælelige lise. — Paa et andet sted har jeg redegjort for, hvorledes Machiavelli forblev i Firenze, da Medici rykket ind; han blev, fordi han i grunden ingen døgnpolitisk partigjænger var, men statens embedsmand; han blev ogsaa, fordi han jo skulde leve og skaffe familien underhold. Men hans retlinjede tænkning gjorde ham ubrukbar i Medici’s kræmmerpolitik, saa han blev dømt til otium paa landet.
Den eiendom, han og familien levet paa, ligger ikke fuldt en mils vei søndenfor Firenze, ikke langt fra San Casciano, hvor Toscana’s herligste vinmarker er. Grænden heter Sant Andrea in Percussina, og hans villa, som nu skal eies av familien Serristori, kaldtes da som nu „L’Albergaccio“. Mellem kollerne skulde man i nord kunne skimte domens kuppel i Firenze derfra, Giotto’s kampanile og Signoria-paladsets taarn.
Her bor han med sin kone Marietta, som han egtet 1502. Efter hendes breve at dømme var det en blid og ham uendelig hengiven kvindeskikkelse, men som vistnok ikke har hat mindste indblik i hans oprevne sind. Naar man ser at hende var Machiavelli ikke altid trofast mot, saa bør man for retfærdighets skyld ha tidens bakgrund for øie.
Den tid han var ute i ambassader, gik hun i stadig uro for ham; hun klynker at der kommer saa sjelden brev, og gjennem Biagio, som er gift med hendes veninde, sender hun ham smaa klædningsplagg, en vest engang, en anden gang atter en vest, to næseduker og to skjorter; der findes særlig et nydelig, klodset og skriveukyndig brev til ham. Efter tidens krav til mandfolk og efter fattig leilighet har han ogsaa været hende tro, — og om ikke tro, saa hengiven; han har tydeligvis gaat ind i hendes smaa ønskers verden, han kommer hende imøte der. Fra villaen er der saaledes en to—tre breve fra Machiavelli til søstersønnen (Giovanni Vernacci), som opholdt sig i Pera ved Byzans som handelsmand: i dem beder han — det er midt i hans mest triste aar — paa Marietta’ vegne at han maa ta med et stykke „ciambellotto tane“ (ɔ: kastanjebrunt kamelhaars-tøi) og synaaler, naar han nu kommer tilbake.
Ulykken 1512, da han kom ut av stillingen, har hun sikkerlig bare følt i det økonomiske; hun har ikke set i hans kummer og kamp andet end kampen mot armod. Han har selvfølgelig heller intet gjort for at sætte hende ind i sit sinds kvide, selv om det hadde været gjørlig; denslags fortrolighet laa nu vel heller ikke for tiden. Tilsyneladende har han været optat med dagens bekymringer, med sønnernes ve og vel, med Marietta’s naaler, med giftermaalsplaner for sin søstersøn i Pera, saa han kunde faa kapital til at starte en uldvare forretning i Firenze: „.. Hun er litt halt,“ skriver han om vedkommende dame han har utset til ham, „men ellers vakker, og rigtig snil er hun ...“ Han har i det hele været meget optat av denne nevø. Og i de mange breve, han sender ham, forekommer der ogsaa virkelige hjertesuk ut av hans inderste kvide; i ett sier han: „... Jeg har det bra paa legemet, men i alle andre henseender har jeg det ondt. Og der er intet andet haab igjen for mig end at gud hjælper mig...“ I et andet fire—fem aar senere skriver han til ham: „... Mit hus skal altid staa til din tjeneste, som det har gjort før, hvor fattig og ulykkelig det end er...“ En anden gang: „... Jeg har gjennemgaat uendelig meget, og det av den art at det har bragt mig derhen at jeg litet kan gjøre andre godt, endnu mindre mig selv...“ Det samme gjentar han omtrent ordret et par uker senere. Ensteds skriver han til ham at skjæbnen ikke har efterlatt ham andet end slegt og venner, og „dem gjør jeg kapital av“ siden; et andet sted skriver han at han er blit „unyttig for sig selv, for slegt og for venner, fordi slik har min kvidefulde lod villet det“; ensteds skriver han at han er reduceret til at bo paa landet paa grund av den motbør jeg har hat og har...“ Men om de andre i hjemmet heter det: „La Marietta e tutta la brigata sta bene“ (Marietta og hele flokken har det godt).
Siden vi er inde paa dette, vil jeg til belysning av den sindsstemning, hvori hans hovedverker blev til, ogsaa oversætte et par steder av de breve han sendte sin ven Vettori i denne tid: „... Jeg kommer altsaa til at bo her mellem mine filler, uten at finde et menneske, som tænker paa mine trællekaar eller som tror, jeg kan være god for noget. Men det er umulig at jeg kan bli ved længe slik, fordi jeg sliter mig ut, og jeg indser at, om gud ikke viser sig mere gunstig, jeg da en vakker dag blir nødt til at gaa min vei fra hus og hjem og anbringe mig som manuduktør eller som skriverkar hos en connetable, siden jeg ikke kan andet; eller trække mig tilbake ensteds til en avkrok for at lære unger at læse, og forlate her min flok, at den kan late som jeg er død. For den vil klare sig meget bedre uten mig, eftersom jeg er dem til utgift, da jeg har vænnet mig til at bruke penger og ikke kan greie det uten at gjøre det. Jeg skriver ikke dette til Jer, fordi jeg vil at I skal ha ubehag og bryderi for min skyld, men bare for at lette mig, — og for aldrig at skrive mer til Jer om dette emne, som er saa viderlig som det kan faa blit...“ Nu, det gjorde han jo delvis: han ønsket en hjælpende haand. Men til sin søstersøn skrev han det samme, og der kunde han i det høieste først haabe hjælp engang i fremtiden og bare for sin familie. — Der er endnu et brev, jeg tar litt av med det samme; det er ogsaa til Vettori i Rom, dateret 20. decbr. 1514, og fortæller dm hans sindsstemning. — Machiavelli har netop været inde i Firenze: „... Jeg takker paany for alt det stræv og al den omtanke, I har hat for min skyld. Jeg lover Jer ikke gjengjæld, fordi jeg ikke tror, jeg nogensinde kan gjøre godt hverken mot mig eller andre. Men om skjæbnen hadde villet det slik, at Medici, enten i en Firenze-affære eller utenfor, enten i deres privat-affærer eller i det offentlige, hadde git mig et hverv, saa vilde jeg blit lykkelig...“
Demte paa landet gik, som sagt, Marietta omkring og stelte om mand og barn, og ante sikkerlig intet av den hete, uskikkelige brand, som glødet derinde i kulmilen. Hun hadde ingen betingelse for at fatte de stunder, han følte det som om han hadde „mug paa hjernen“. Fattet heller ikke oprindelsen til den selvironi hvori han levet. Fattet heller ikke de politiske stordrømme, naar de atter blusset i veiret. —
Man kan ikke undre sig over, om et hjem, hvis midtpunkt var et slikt oprevet sind, ikke kom til at ale op mønster-sønner. Særlig naar man ser at flere av dem eiet farens hete uro i blodet, — var handlingens mænd. Der er vistnok kjærlige breve til dem; han skriver nok og formaner dem til sparsommelighet og til hæderlig vandel; gir gode vink om gaardsdriften — jeg har før nævnt det merkelige brev om mule-føllet; beder dem være flittige og virkelig lære noget o. s. v. Og i disse breve, som i dem til Marietta, nævner han ogsaa altid guds navn, selv om det mest er som fast formel for brevslut: „Gud bevare Jer“ ... „Gud forunde Jer at leve!“ o. l. Men allikevel har han tydeligvis ikke været saa optat av sine egne barn som av den før nævnte søstersøn i Pera. Vel er Machiavelli under denne motgangens tid rasert i fornemmelsen av sit eget jeg; men det er visselig intet sløvet farsinstinkt, som gjør sig gjældende i denne holdning. Jeg tror det heller er et utslag av det skarpe og rigtige syn paa sine egne barn: at der vanskelig kan bli folk av dem. Hertil kommer jo ogsaa at de var yngre end søstersønnen, og der endnu ikke var tale om at sætte dem i gang med nogen forretning; der kan ogsaa ha spillet ind en praktisk tankegang: Machiavelli har i sin nevø trodd at øine en kapacitet paa handelens omraade og i ham kanske øinet hele familiens vordende økonomiske støtte; av den grund er det ham muligens ogsaa saa om at gjøre at faa ham rikt gift. Men saadanne muligheter har han ikke skimtet i sine sønner.
Han hadde i det hele seks barn. Bernardo, født 1503, er den ældste, en hidsig og voldsom mand. Vi vet bl. a. om ham at han 1528 av politiet blev dømt til mulkt og forvisning; forgaaelsen var voldtægtsforsøk mot en bondejente i grænden, samt „styg banding under lek“ av jomfru Maria — efter det man ser der tolereres av denslags, maa han jo ha svoret temmelig ugalant. Siden blev han gift og ansat ved skatkamret i Rom. — Rækkefølgen for de tre næste kjender vi ikke. Der var datteren Bartolommea, kaldt med kjælenavnet „Baccia“ eller „Baccina“, som senere blev gift Ricci. — Ludovico har været noget av samme stof som Bernardo, brutal og hevngjerrig, en slagsbror, som fik dom paa sig et par ganger for vold, første gang fordi han hadde lagt til en notarius publicus med en stok; anden gang var aarsaken skinsyke og slagsmaal i anledning av et offentlig fruentimmer. Denne Ludovico var handelsmand og reiste meget; bare av brevene til faren kan vi se, han bl. a. har været i Adrianopel og i Levanten. Især denne søn har skaffet faren meget bryderi. Han gik ham senere til haande ved Firenze’s befæstningsarbeider, og deltok 1527 i revolten mot Medici. Efter farens død var han med i Firenze’s forsvar mot Medici og Karl V, og faldt der. — Guido gik til studierne og blev sandsynligvis tilslut prest, en vistnok middelmaadig begavelse, men av fredelig gemyt. Denne Guido har faren tydeligvis holdt mest av; det er til ham, han skriver det kjærlige brev (av 2. april 1527) om flid i latinske klassikere og om hans øvelser i musik — et av sine sidste breve, og ellers den eneste kilde for vor viden om Machiavelli’ s musikalske anlæg: „... Musikken som du ser hvormegen ære den gjør mig, saa litet dygtig jeg ogsaa er i den“ („la musica che vedi quanto onore fa a me un poco di virtu che io ho“). Det er i det samme brev han skriver hint om mule-føllet, samt de beroligende ord i anledning lanseknegtene: at nu kommer han hjem til dem. — Et barn døde 1513, tre dage efter fødselen; ogsaa det led av en øiensyke, som to av de andre. — Den yngste Piero blev født 1514 (4. oktbr. „ved solopgang“). Om ham vet man at han siden tjente i den toskanske marine under Cosimo I; man vet saaledes bl. a. at han deltok i et sjøslag med kommando over tre galeier. Han døde 1564 i Gibraltar, efter rygtet forgiftet av en rival, som vilde tilvriste sig kommandoen over den toskanske flaate. Kostelig nok skulde heller ikke han undgaa at komme bort i lovens klør; han grov nemlig en ulvegrav paa sin eiendom ved San Casciano og var saa uheldig i den at fange en teglstens-brænder, som døde av medfarten. —
Mot sin familie opfyldte Machiavelli allikevel sine pligter, skjønt han efterlot dem i dypeste fattigdom ved sin død; han var stadig optat av deres ve og vel. Men bare ikke slik, at det var deres lykke som bestemte hans lykke. Som antydet var han heller ingen eksemplarisk egtemand i vor betydning av ordet. Hvem var nu det dengang? Eros utenfor er for ham en kur til at stryke „muggen“ av hjernen. Og der behøver vi bare at blade i hans breve til Vettori, som er kilden for vort kjendskap til Machiavelli’s lidelseshistorie ute paa landgodset; her er det jo ikke statsorganet, sekretæren, som skriver, men mennesket Niccolò. Og han skriver paa grundlag av et helt livs erfaringer.
Al forbindelse med utenverdenen var ikke avbrutt, selv i hans ondeste tid. For det første eiet jo familien et hus inde i byen nær Ponte Vecchio. Dernæst fandt der sammenkomster sted mellem literært interesserte venner derinde; og da tiderne igjen blev roligere, blev de møter tat op paany. Det saakaldte Academia Platonica, en humanistisk forening, fra Lorenzo Magnifico’s aar blev ikke fortsat, men der hadde dannet sig mindre, og mere private klubber. Den mest kjendte av disse var Orti Oricellarii, som holdt møter i de rike Rucellai’s palads. Der dyrket man klassikerne og skrev latinske satirer; man forsøkte sig ogsaa paa italienske tragedier og poemer. — Disse Rucellai var huset Medici’s varmeste tilhængere. Mest er den elskværdige Bernardo Rucellai kjendt (f. 1495), kaldt „Cosimino“; i sine unge aar paadrog han sig lues, som gjorde ham ufør og sengeliggende for resten av hans liv. Om ham samlet literaterne sig, som regel huset Medici’s yndlinger, ærgjerrigheter iblandt, som gik med en kardinal i maven. Siden utviklet Orti Oricellarii sig ogsaa til arnested for politiske diskussioner, og just her var det planerne til den nye sammensvergelse mot Medici 1522 blev utklækket — den som gjorde at Machiavelli skræmt trak sig tilbake til sit literære arbeide ute paa landet; Medici’s fiender nyttet nemlig paa det interregnum, som fulgte efter Leo X’s død, det aar Hadrian var pave og kardinal Giulio maatte gaa og vente. — Hit kom altsaa ogsaa Machiavelli i de utlæge aar. Han blev en varm ven av „Cosimino“, hvem han bl. a. tilegnet en del av sine ting. Det var gjennem vennerne her, han ogsaa tilslut blev introduceret i Medici’s hus. Det var vel kanske tillike forbindelserne her han hadde at takke for de smaajobber han fik utover aarene, først den korte til Genua 1518 for at ordne nogen indviklede pengeaffærer for florentinske kjøbmænd; saa den før nævnte til Lucca, den til Carpi, og tilsidst den til Venezia. Den første tid var Machiavelli stadig paa farten ind til byen, og paa disse byturer har det nok ikke gaat synderlig adstadig for sig. Han har kastet sig ind i svir, og har ogsaa været op i erotiske eventyr; man ser det av de nævnte breve til Vettori, hvor han gir til bedste korte berettelser om sine bedrifter og om ny elskov. Jeg har tidligere oversat partier av brevene, som viser i hvilken grundstemning han foretar disse turer. Jeg oversætter et par til. Ensteds sier han: „... Dog om jeg nogen gang ler eller synger, saa gjør jeg det, fordi jeg ikke har anden maate at faa angstens graat („angoscioso pianto“) til at svinde.“ Et andet sted snakker han om „diluvio di allegrezze“ — en syndflod av morskap. Der findes et brev, dateret 3. august 1513, et ellers kanske en smule for literært i formen til at ha ny elskov som emne; men der staar bl. a.: „Jeg har altsaa (ɔ: som følge av ny elskovslykke) latt fare tankerne paa store og alvorlige ting; det morer mig ikke længer at læse de antikke ting, ei heller at grunde paa de moderne. Alt er slaat om i søte samtaler, for hvilket jeg takker Venus og hele Cypern...“ Der er ett fra 31. januar samme aar, hvor naget ovenpaa de glade dage i Firenze griner en imøte; der kalder han sig „en baat, som paa grund av evig storm er blit uten rorpind og uten seil“. Længer nede i samme brev heter det at en uvedkommende, som fik se deres korrespondanse, nok vilde undre sig høilig, „fordi det vilde tykkes ham at snart var vi alvorlige mennesker, begge optat av store ting, og at der i vort bryst ikke kunde dukke op en tanke, som ikke indebar ærbarhet og høihet: saa, naar han vendte bladet, at netop vi, disse selvsamme, var lette paa det, vægelsindede, bare optat av forfængelige ting. Men hvormeget end et saadant væsen kan synes folk at være dadelværdig, saa synes det mig rosværdig, fordi vi i det etterligner selve naturen, som er skiftende; og den, som efterligner den, kan jo ikke dadles...“
Som egtemand er Machiavelli’s utroskap utvilsom. Men eros har ikke, ialfald ikke utelukkende, været nødtørft; det ser man. En styrkedrik. Eller en glemselsdrik. Der er os intet evnet som viser at Marietta instinktivt har følt uro ved hans byturer. Hun forstod ialfald ikke tidens vrøvl: endnu mindre forstod hun da at smerten over tidens vrøvl lot sig dulme ved at man kastet sig ind i vrøvlet. Og hans erotiske kræsenhet stiger aabenbart ikke ut gjennem aarene. Det er dermed ganske som med hans ideer likeoverfor denne forvirrede tid, f. eks. med hans livs store tanke: han, som haanet leiehær-væsenet og brukte sine embedsaar til dets bekjæmpelse, foreslaar jo tilslut en fuldblods kondottier, Giovanni delle Bande nere, som folkets befrier! Eller det gaar nedover som med hans begrep „fyrsten“, idet han taler Giuliano Medici’s pris og tilslut endog vivøren Lorenzo’s i den endelige dedikation av sit livs storverk. — Han har flagret fra kvinde til kvinde, idet „vi nød denne rest av livet („godendoci questo resto della vita“) som tykkes mig en drøm“, som han sier i et av sine første breve til Vettori (av 18. mars 1512). — Og om eros som saadan skriver han til Vettori engang, med anvendelse paa en bestemt foreliggende oplevelse (10. juni 1514): „... De blir bare pint av kjærlighetens gud, som enten vil stusse hans vinger eller binde ham, naar han flyver dem i fanget. Fordi han er et barn og ubestandig, hakker han øinene ut paa dem, leveren og hjertet. Men de, som glæder sig med sig selv, naar han kommer, og karesserer ham, — og naar han gaar sin vei, lar ham gaa, — og naar han vender tilbake, lar ham gjerne komme, de blir altid æret og karesseret av ham, og de blir seirherrer midt under hans herredømme...“ Dette er, som man ser, den flygtige kjærlighets pris.
Machiavelli overdriver visselig iblandt. Der findes breve som bærer umiskjendelig præg av at denne eros er blit noget av en literær jargon mellem ham og Vettori. Samtidens tone var nu engang det vi kalder lasciv; et eller andet av denslags, ja av obskønt i skrift hadde vel enhver pennens mand paa sin samvittighet; det vet vi jo ogsaa var tilfældet med de fremste i den bildende kunst. Jeg kan saaledes vanskelig se andet end tildels et slikt offer til jargon’en i det slemmeste brev av dem alle (fra 1509), det til Francesco Guicciardini’s bror, om et besøk hos et grimt offentlig fruentimmer i Verona. Men samtidig kan der ikke være tvil om at hans eventyr under denne nedtrykte tid staar ikke bare paa papiret. De har sikkerlig iblandt nærmet sig orgiet. „Diluvio di allegrezze“.
Og derinde i byen har han stadig gjort nye kvindebekjendtskaper. Vi kjender endel flaner endog av navn fra hans egne breve, da ikke væsentlig fra dem til Vettori, men fra dem til Guicciardini. Der er Maliscotta, Riccia, Barbera. Og der er dem uten navn, fra det lag, hun tilhørte, som han skildrer i det ovenfor nævnte Verona-brev. Riccia er et utpræget kneipe-bekjendtskap; hun var fra Ponte Vecchio-kanten, og var den pike han holdt sig hos og sviret med, naar han var inde i byen til møterne i Orti Oricellarii. — Men av disse flaner er det dog den et par ganger nævnte Barbera, som har optat ham mest, og ogsaa længst. Man vet intet om hende, uten det han skriver; man har formodet at hun stammet fra Rom. Hun er ialfald et scenens barn; man ser av breve at hun synger i mellemakten de viser som skrives til det, og i et teaterstykke vet vi, hun optraadte som nymfe. Machiavelli nævner hende stadig i breve til Guicciardini, særlig midt i tyverne, og anbefaler hende i hans varetaegt; hans venner holder ham ogsaa underrettet om hende, naar han er bortreist. Man ser, hun har været feteret, omsværmet av forelskede; engang faar vi vite at han og en anden literært interesseret florentiner har superet sammen med hende og da talt om hans komedie Mandragora; han fortæller Guicciardini at hun byder sig til med sine sangere at besørge koret mellem akterne. Og Guicciardini svarer at denslags opkvikkelse nok kan trænges nu „in tante turbolenze“. Hun har aabenbart gjengjældt hans interesse; man vet saaledes at det var ved hendes mellemkomst han atter blev opført paa deres liste, som kunde vælges til offentlige hverv (1525). — Disse kvinder har spillet en stigende rolle med aarene, som den politiske meningsløshet øket omkring ham og alt er blit saa tyngdeløst at det bare er naturen og de naturlige organer, som der er mening i — et fænomen, som man har kunnet iagtta i den skrivende kunst i enkelte folk den dag idag, f. eks. i Rusland, hvor sindsstemningen jo har faat navnet „ssaninisme“ efter Aschibazeff’s forøvrig ikke synderlig betydelige bok.
Men om kvinden som saadan sier Machiavelli leilighetsvis i Fyrsten (kap. XXV), idet han bruker hende som billede paa fyrsternes lykke: „Jeg mener, det er bedre at være paagaaende end hensynsfuld, fordi lykken er en kvinde, og da er det nødvendig, om man vil holde den under sig, at slaa og knubse den. Man ser at den lar sig heller beseire av dem end av hine, som gaar kjølig frem. Den er nemlig, ligervis som kvinden, altid veninde av de unge, fordi de er mindre hensynsfulde, mere voldsomme og derfor hersker over den ved sin større dristighet...“ Det er jo ikke galante ord. Han gjentar ellers i grunden Boccaccio’s syn, eller kanske endnu mere novellisten Sacchetti’s, den mest kyniske av dem alle, under hvem ikke mindre end fire egtefruer var døde. De henskyter sig forresten begge ind under at det er ordsprog; paa intet felt er der jo heller saa langt fra teori til praksis som i eros. Boccaccio sier i 9. dags 9. novelle: „God hest og daarlig hest behøver av sporen, og god kjærring og daarlig kjærring behøver av stokken.“ Sacchetti sier i sin 86. novelle: „God kjærring og daarlig kjærring behøver av stokken.“ Ældgamle, folkelige „visdomsord“, som efterplapres og gaar igjen som sjeldne perler udi kvindepsykologi like ned til Nietzsche og Strindberg. Mens den anden leir jo trækker til motsat kant og fornøielig nok uten videre behandler som usans det, som ialfald er et paa lang natur- og livserfaring stivnet ordtøke og av den grund i det mindste fortjente opmerksomhet, om ikke utredning, likesaavel som f. eks. folkeforestillingen om maanens indflydelse paa veirlig o. l. er gjenstand for det.
Men selv om utroskap i det egteskapelige er et almentræk for tidens mandfolk, saa merker man dog en enkelt gang at Machiavelli’s venner allikevel gjør ophævelser ved hans uregelmæssige levnet og den skandale, det vækker. Specielt nævnes hans optræden under karnevalet 1525, hvor det ogsaa netop betones som skjærpende imot ham, at han jo er familiefar. Der var altsaa perioder, da han ikke engang opfyldte tidens lemfældige krav til et mandfolk.
De sidste aar begynder han ogsaa at spille; der siver saaledes ut i Firenze nogen rygter desangaaende fra hans reise til Venezia. Det kan jo ikke overraske: hans syn paa al livets eventyrlige tilfældighet klarner med aarene; en enkelt gang byder saa ogsaa han slumpetræffet haanden.
I brevene fra hans seneste leveaar findes der ogsaa, som paavist, tydeligere og tydeligere tegn til selvharcellas.
Selvmord forekom ikke dengang, trods menneskenes ondskap og lidelser og lues. Det knep ved regnestykkets summering var ikke opfundet endnu. Vitalitets-instinktet var vidunderlig i dyrisk orden. Selvmord begik man bare i faengsler, naar alle frelsens jernbeslagne dører var stængt. For at undgaa det som værre var: død under tortur, eller i vanære. Eller for at snyte sin dødsfiende for fangsten. Ikke paa grund av livstræthet.