Renæssanse-mennesker/Politisk virksomhet1
I det praktiske, i realisationen av idéerne, der møter den store og egentlige motsigelse op. Machiavelli maatte nemlig de sidste 14—15 aar av sit liv se paa noget andet end det Italien, som han hadde drømt om. Men det er jo ingen selvmotsigelse; der bærer han heller ikke nogen skyld. Vi ser ham her klarest for os ved at skaffe os et rids av den politiske utvikling fra 1513, det aar han sættes ut av spillet og blev fjernet fra offentlig befatning med statens ting.
Som før paavist var Machiavelli i det politiske ingen tyende-sjæl, av dem, en opkomling-æt som Medici selvfølgelig satte mest pris paa; det var derimot hans eftermand som sekretær i „Ti-mandsraadet“, Niccolò Michelozzo. Om Machiavelli derimot danner der sig et tomrum. Ingen hadde bruk for hans ildsjæl, eller engang for hans gode raad. Og miseren blev hans hverdags-fælle.
Men en mand saa sammenvokset med sin stammes instinkt og vitalitets-følelse som Machiavelli, en mand som aldrig nøiet sig med at utfinde de personlige og individuelle motiver, men soknet i historien og hadde med dette sit instinkt fornemmet at selve folkene eier en sjæl en blind drift som styrer dem, — en slik mand formaar selvføgelig ikke at sitte uvirksom og rolig se paa det som sker.
Med Medici paa pavestolen er Firenze’s og Kirkestatens skjæbne bundet mer og mer uløselig sammen, pavens skjæbne er Firenze’s skjæbne. Samtidig er Italiens politik saa indviklet at man let ganske mister traaden; hemmeligheten er nemlig, som før nævnt, at pave Leo X, mens krigen raser om ham, er ganske blottet for politisk idé.
Fra disse par første aar efter 1513 er der en fortrinlig privat brevveksel mellem Machiavelli, som sitter ute paa ættens landeiendom, og hans ven og overordnede under Tysklands-ambassaden, Firenze’s nye gesandt hos paven i Rom: den før nævnte Francesco Vettori, en stilfuld, egte florentinerskikkelse og intelligent kunstnersjæl som gang paa gang beder Machiavelli om gode raad i anledning av den politiske krigssituation paa halvøen: „... Jeg vet noksom at min bøn er vanskelig, og at jeg har fremstillet saken heller forvirret end omvendt. I med jer klokskap og geni og erfaring vil bedre indse hvad jeg har villet si, end jeg har kunnet skrive det. Og jeg skulde gjerne ønsket, I vilde utrede denne sak paa en maate som om I tænkte, paven fik jer skrivelse at se. Og tro ikke at jeg skal tilvende mig æren for den, for jeg lover jer at vise den frem som jer skrivelse, om jeg anser det heldig. Jeg har heller aldrig tilvendt mig andres ære og eiendele, mindst det tilhørende Jer, som jeg elsker som mig selv...“ Der er en del om fælles venner og privataffærer; men snart sætter det ind med politik. Fremfor alt er der tre breve med vidtløftig, men klar utredning av situationen. Og her hævder Machiavelli straks at paven bør vælge sig en bestemt fiende — den nemlig som er den fælles fare for Italien, for alene den vilde formaa at holde alliancen levende for længere tid. Denne bestemte fiende og fælles fare er Tyskland — „kittet som kunde holde dem sammenknyttet“, som han kalder det i et av sine første breve fra 1513, skrevet straks efter at han er ute av torturkamret; paven burde søke at faa istand forbund med Frankrike, Spanien og Venezia, det blir i længden det eneste sikre dæmme imot tysker-flommen, — „dersom jeg var pave“, lægger han ofte til. Vettori er ikke en langtskuende statsmand, og slet ikke nogen energisk; han lever for dagen og helder til tyskvenlig politik. Men virvaret føler da ialfald han, og skriver efter gode raad. — Et par maaneder efter ovennævnte brev er der et nyt fra Machiavelli til ham, som begynder slik: „I ønsker ikke at denne stakkars franske-kongen skal faa igjen Lombardiet: jeg skulde ønske det. Jeg er ræd, jert ikke-ønske og mit ønske ikke har samme grundlag av naturlig sympati eller lidenskap, — som altsaa faar Jer til at si nei og mig til at si jo. I støtter jert nei med paastand om at det er større vanskelighet ved at skape fred, naar kongen faar vende tilbake til Lombardiet. Jeg paastaar, for at støtte mit jo, at saa er ikke tilfælde, men at, naar freden er sluttet paa det vis som jeg sier, vil den bli tryggere og varigere...“ Saa gaar han atter ind paa de enkeltheter som efter hans mening godtgjør at Frankrike er den eneste naturlige alliance for paven. — Et par uker senere er der atter et brev som svar paa et meget langt fra Vettori, som holder paa sit, men dog ønsker yderligere redegjørelse, tydeligvis i en uklar følelse av at han og alle har uret. Machiavelli gaar mer og mer i detalj; denne gang leverer han ogsaa skarpe og litet flatterende portrætter av Europa’s regjerende fyrster — momenter som ogsaa maa tas med i beregningen; Han sier: „Vi har en klok pave, og dertil myndig og respektert; en ustadig og letbevægelig keiser (ɔ: Maximilian); en foragtelig og feig franske-konge (ɔ: Ludvig XII); en mut og gjerrig spanske-konge; en rik og raa og ærelysten Englands-konge (ɔ: Henrik VIII); schweizerne, dyriske og seirssæle og hovmodige; og vi italienere er fattige, forfængelige og krypende...“ Dette er det fyrste- og menneske-materiale som foreligger; det er just ikke løfterikt. Og dette brev ser da heller ikke videre lyst paa fredens mulighet. Veien er imidlertid i hans øine likefuldt den samme: Forbund med Frankrike: „... Og er ikke Frankrike tilstrækkelig, saa ser jeg ialfald ikke anden utvei; og da vil jeg med Jer sætte mig ned til at begræde vor undergang og trællekaar, som nok kommer engang i vor tid, om det ikke netop kommer idag eller i morgen...“ Utpaa vaaren næste aar er der atter et politisk brev fra Machiavelli; i mellemtiden har brevene dem imellem væsentlig indeholdt privat-affærer, tildels mandfolke-anekdoter av skabrøst indhold om fælles venner og bekjendte. Nu følger der flere, hvor Vettori spør og Machiavelli grundig behandler pavens stilling. Det politiske hovedspørsmaal, Firenze’s gesandt er optat av, er følgende: Hvad skal paven gjøre under det sammenstøt som forestaar i anledning av Milano, mellem paa den ene side Frankrike, England og Venezia — disse vil erobre Milano tilbake — og paa den anden side schweizerne, Spanien og tyske-keiseren — disse vil forsvare Milano’s hertug Sforza —? Situationen i Italien, svarer Machiavelli, er den at for Spaniens konge gjælder det at faa de schweiziske leiesoldater ut av Milano, uten at franskmændene kommer isteden og sætter sig fast der. Det er én utgang paa affæren. Men disse vil paa sin side ikke rykke ind i Lombardiet og hjælpe til at kaste dem ut uten at faa bli der selv, — og schweizerne er for sterke til at jages ut uten franksmændenes hjælp. Saa var der en anden utgang paa affæren: Spaniens konge kunde skjænke Milano til kirken. Men det gjør han nok ikke endnu mindre skjænker han det til Venezia. Saa er der en tredje løsning: Spaniens konge kunde overlate Milano til sin nevø. Men denne vilde bare straks gi tyske-keiseren det, — og fik denne det, kunde han faa det indfald at ville bli Italiens keiser, idet han begynder med Napoli, hvor jo tyskerne har ældre ret end Spanien. — Men affæren er i virkeligheten endnu mere indfiltret og vanskelig: ikke engang tyske-keiseren og Spanien i forening vilde i tilfælde magte at holde Milano mot schweizerne uten en 20—30 tusen mand, — og det vet meget godt schweizerne, som jo kan reise en 70 tusen, om det kniper. Med andre ord altsaa: Det er i virkeligheten den schweiziske leiehær, som spiller mester i Italien, saalænge paven ikke bestemmer sig og tar parti enten for Frankrike eller for Tyskland. Ti det alene kan gjøre utslaget. Og Machiavelli reducerer herved al Vettori’s og pavens tvil til det konkrete spørsmaal: Milano. I disse to lange og helt uttømmende breve, som han i slutten av 1514 skriver til svar paa Vettori’s fornyede spørsmaal, hævder han at man udelukkende bør gaa ut fra hensynet til egen nytte, det er alene det som faar avgjøre, hvilket parti man her skal ta: „Naar en fyrste vil stille sig klart hvad krigslykke to, som slaas, monne faa, blir det nødvendig først at vurdere begges stridskræfter og dygtighet...“ heter det; og i næste brev ensteds: „Naar to mægtige er i strid, saa maa man, for at bedømme hvem skal seire, undersøke — foruten at vurdere begges stridskræfter —, under hvilke omstændigheter det kan vende sig til seir for den ene, og under hvilke for den anden...“ Saa foretar han denne undersøkelse; og efter nøie at ha veiet alle momenter kommer han atter til det resultat, at det er til Frankrike paven bør slutte sig i Milanoaffæren; paa det hold er der, til forskjel fra de andre, endnu en smule ridderlighet igjen, saa Kirkestaten ikke risikerer plyndring og brandskatting, om det seirer; og taper det, betyr ikke det forjagelse fra hvert blivende sted paa jorden, for i det rike Frankrike har jo paverne sit sæte fra gammelt av. Husvildhet, det betyr derimot et nederlag i forbund med de andre; da faar paven kanske den fornøielse at flygte til Schweiz og „dø av sult“, eller bli tat med til Tyskland for at haanes som en komisk figur, eller til Spanien for at bli ribbet. Ti nøitralitet er dumhet; i begge breve kommer han ind paa det alternativ, og utreder det slik at hans satser gaar igjen den dag idag i strategisk-politiske avisartikler der syd: „... Det at være nøitral tror jeg aldrig var nogengang til gagn for nogen, at si, naar han sat i slike kaar at han er mindre mægtig end enhver av dem, som slaas, og har sine stater liggende ind imellem deres, som slaas... pave Giulio brydde sig aldrig om han blev hadet, naar han bare blev frygtet og æret, og med denne frygt snudde han op ned paa verden og bragte kirken dit, den nu er: „Jeg sier Jer at den som holder sig nøitral, maa bli hadet av den, som taper, og foragtet av den, som seirer...“ Og han faar nok siden bære følgerne av holdningen. — I det andet brev sier han: „Og hvad nøitraliteten angaar en utvei som jeg synes at forstaa mange holder paa, — saa liker jeg den ikke; for jeg mindes ikke, hverken i de affærer, jeg selv har været med paa, eller i hine, som jeg har læst om, at den nogen gang var god. Tvertimot har den altid været saare fordærvelig, fordi man sikkerlig taper paa den...“ Og litt længer nede i brevet: „For mig staar det slik at det at holde sig nøitral mellem to, som slaas, ikke er andet end at lægge an paa at bli hadet og foragtet, fordi der nok altid er én av dem, som synes du for velgjerninger, du har mottat av ham, eller for gammelt venskaps skyld, er forpligtet til at dele skjæbne med
Det er just ingen fantast som skriver disse breve. Det er et mandfolk. En regnemester. Med et skarpt øie, som bevaret visionens underlig kolde glimt midt i den idéløse krig, som raste over halvøen. Det er klare ord, faste uforanderlige ord, ikke til at misforstaa. Særlig disse to breve, som tildels endog er ordret gjentagelse av hverandre, er grundlæggende for italiensk utenrikspolitik og dens syn paa nøitralitet. Her er de store linjer optrukket for den nationale politik, som det blev Italiens skjæbne helt til 1870 at det ikke fulgte.
Under det rids, jeg gav her foran av Leo X, er i store træk nævnt, paa hvilken maate den pave lyttet til Machiavelli’s raad; det staar bare igjen at tilføie litt. Leo X hadde egentlig kun to maal for sin politik, og det var at skaffe for det første mynt til sit glade liv, dernæst fyrstetroner til sin families medlemmer. En Medici skulde saaledes bli konge i Napoli, en anden i Milano og Nord-Italien. Og ellers vilde han selv være Italiens overhode. — Men i 1513 sluttet Spanien uten videre fred med Frankrike. Derover blev Leo X personlig støtt. Saa sluttet Frankrike forbund med Venezia for at ta Milano. Derover følte han sig endnu mere støtt. Og sluttet da et forbund med England og Frankrike mot Spanien. Men paa samme tid søkte han i hemmelighet at faa istand en alliance mot Frankrike, — og paa den alliance vilde han ha Venezia med! — Mens han driver disse rænkefulde forhandlinger, bryter krigen ut: Franskmændene rykker frem mot Milano fra sin kant, venezianerne fra sin. I mellemtiden har paven faat leiet schweizerne, som kommer mylrende fra Alperne ned paa sletten og slaar de franske fuldstændig ved Riotta; deres byer, som Genua, falder straks fra. Sceneforandring: Spanierne under Cardona gaar over og slutter sig til den tysk-engelske alliance; paven blir med her. Og saa bærer det løs mot venezianerne, som blev slaat av Cardona like ved lagunerne. Ny sceneforandring: Frankrikes konge slutter forbund med paven; samtidig er paven ute med sine følehorn hos motparten, nemlig Tyskland, Venezia og Spanien. Midt under dette dør Ludvig XII (1515), og Frans I blir konge. Ny sceneforandring: Frans I vil hevne Frankrikes nederlag i Italien og fornyer de gamle alliancer, men overser ganske paven, hvis rænkespil han gjennemskuer. Til hevn slutter da denne forbund med tyskekeiseren og Spanien, og leier igjen de uovervindelige schweizere; ogsaa florentinske tropper deltar under Lorenzo, som forresten egentlig var tilstede bare for at paase at den eventuelle fredsslutning blir fordelagtig for huset Medici. Det kom til det overmaade blodige slag ved Marignano, som varte i to dage og endte med seir for de franske; venezianerne, som støtte til, fik vegtskaalen til at helde. Dette slag knækket for altid de schweiziske leiesoldaters prestige. Frans I tar Milano og de norditalienske byer, som paven hadde utset for sig. Ny sceneforandring: Frans I blir enig med tyskekeiseren og Spanien om at de skal garantere hverandre sine riker: Venezia skulde ha Verona, Frankrike Nord-Italien, Spanien skulde med tiden faa Napoli; og med schweizerne sluttet han evig forbund. Leo X ganske utelukker man, og alle hans familie-planer er altsaa som blaast væk. Han tilsies endog av Frans I at møte op i Bologna, hvor en hel del litet fordelagtige avtaler blev truffet de to imellem — delvis punkter som gik endog paa æren løs, som bl. a. det paalæg at han skulde bryte venskapet med tyskekeiseren. Ovenpaa den sammenkomst hadet Leo X franskekongen; og var straks i hemmelig underhandling med Maximilian. Han overholdt heller ikke det punkt i avtalen, som handlet om tilbakelevering av byer til de italienske hertuger; og det endte derfor med at disse begyndte krig med paven ved hjælp av leietropper. I denne høist upopulære krig maatte ogsaa florentinere delta paa pavens side, anført av Lorenzo; krigen stod paa til høsten l5l7 — dagtyver til leie-soldater i begge leire... store utgifter uten egentlig tilsvarende resultat: misnøie i Firenze, misnøie blandt kardinalerne i Rom. Da saa Karl V, som samtidig var Spaniens, Nederlandenes og Napoli’s fyrste, ogsaa var blit keiser 1519, er der atter sceneforandring, idet Frans I nøler med at fornye forbundet med den troløse pave. Til svar slaar Leo X pludselig om og faar istand en overenskomst med tyskekeiseren, som lover at verge Firenze og Kirkestaten, lover at skaffe ham de nord-italienske byer han stadig har stundet efter o. s. v. Samtidige historikere har været i tvil om hvad tanke og hensigt paven egentlig hadde med denne avtale med Tysklands keiser; hans slegtninger, som han før kjæmpet for og søkte at skaffe fyrstendømmer, var jo døde: broren Giuliano døde 1516 og Lorenzo 1519, netop dette aar. Vettori sier, grunden allikevel maa være denne pavens fikse idé med de nord-italienske byer, som Karl V lovet ham, men ikke Frans I; andre, at det var av frygt for reformationen han nu sluttet sig helt til tyske-keiseren. Historikeren Francesco Guicciardini, Machiavelli’s samtidige og ven, som stod midt oppe i det i egenskap av pavens guvernør nord i Reggio, sier derimot at Leo X gav en god dag i reformationen, som han jo desuten fremelsket netop ved sit frække avladssalg; han mener han nok hadde flere grunde til alliancen med Karl V: litt tænkte han paa de nord-italienske boer; litt tænkte han paa at faa skilt de to mægtige, Frans I og Karl V, og hindret at de indgik forbund; kanske tænkte han ogsaa, som det teatralske væsen han var, paa en storslagen sorti, naar han nu skulde forlate dette liv: han ønsker at overgaa til efterslegten som landets store befrier. Guicciardini meddeler ialfald at kardinal Giulio fortæller, det er pavens hensigt først ved keiser KarlV’s hjælp at utdrive Frans I av Milano og Genua; dernæst ved Frans I at jage Karl V fra Napoli, — og Frans I skulde han vinde til det ved at utnævne en flok franske kardinaler. Paa denne maate skulde han ville befri Italien for fremmedinvasionen og gjøre det til ett folk. — Det lyder ikke urimelig at et slikt vildt eventyr kan ha svævet for hans tanke. Han vaklet forresten ogsaa i denne plan helt til det sidste; saa keiseren grep til yderstemiddel: han truet med kirkekoncil. Det hjalp; i mai 1521 undertegnet paven overenskomsten. Og krigen begyndte straks. — Der stod en meget broget hær paa keiserens side, deriblandt florentinere, som just ikke var synderlig begeistret over at maatte gaa i felt mot sin gamle handelsforbindelse Frankrike. Men franskmændene var daarlig kommandert, fordi de gode, gamle generaler var faldt i unaade, og de nye var jo ansat ut fra maitresse-hensyn. De keiserlige trængte ind i Mantua-distriktet, fik tilsig av schweizerne, og tok saa Milano. Der blev stor jubel og svære festligheter i Rom det novemberdøgn, da det glade budskap naadde frem. Men ikke mere end to-tre dage efter var Leo X avgaat ved døden som følge av feber, han hadde faat under festligheterne den sildige aften (1521).
Denne række av ustanselig skiftende sceneforandringer var altsaa frugten av hin brevveksel, som Machiavelli førte med Francesco Vettori om pavens politiske holdning! Leo X har nok lyttet til de velmente raad i hans privatbreve med den samme valne venlighet som naar Medici’s repræsentanter i Firenze under konventionelle lader utbad sig Machiavelli’s mening om republikkens styre. For, som før antydet, slingret i grunden statsskibet efter Medici’s tilbakekomst 1513 vildt mellem tyranni og republik; især var det tilfældet efterat Giovanni var blit pave, og Firenze skulde styres av de tilbakeværende Medici, nemlig Leo X’s bror Giuliano, som egentlig var en sværmer, og Lorenzo, broren Piero’s søn, den unge vivør og fusentast. Ingen av disse interesserte sig spor for Firenze; de simpelthen kjedet sig i byen. Men alle gik de og følte republikken paa pulsen i enslags velbegrundet utryghet for, at den gamle Soderini skulde lægge onde raad mot dem under den almindelige misnøie; de lot som det var dem magtpaaliggende helt uegennyttig at finde ut den bedste forfatningsform. Men da saa i 1516 Giuliano dør og Lorenzo i 1519, er huset Medici’s like linje slut, og dermed falder enhver tanke paa absolut monarki og enevælde bort: „Fyrsten“ er død. Leo X’s fætter kardinal Giulio Medici, som var uegte søn, overtok nu styret i Firenze, og gjorde sig rede til at optræde uten nogenslags hersker-pomp; han fik jo dessuten det vink av Guicciardini at regjere efter samraad med en liten kreds betrodde venner. Machiavelli’s raad gik derimot ut paa at han burde bygge sin magt paa folkets gunst („favore del popolo“), det vil si: republikken! Men i sin lille traktat, som før er nævnt, om at „reformere staten Firenze“ foreslaar han jo at huset Medici beholder alle valg av øvrighet og lignende i sine hænder: saalænge — sier han — de lever, er der ingen reel forskjel paa enevælde; og naar de dør, staar republikken der ren og med alle sine organer. Leo X og kardinalen fik sig naturligvis, da de mottok traktaten, i enrum en munter liten stund over denne politiske sofistik, som blir ved at søke at redde friheten; den munterhet var vel ikke væsensforskjellig fra det smil de sat med, naar Fr. Vettori ved Roma-hoffet læste op av Machiavelli’s breve hans raad om nøitralitet og pavens holdning.
En menneske-kjender som Machiavelli er sikkerlig ganske klar over Medici’s smil; der var jo nu ikke saa lang vei til ironi i hans eget sind. Og han lar sig nok heller ikke forlede av hin Leo X’s sidste idé, som endog syntes snyltet fra ham: at rense Italien for fremmede. Fra 1514 til 1521 findes overhodet ingen breve fra Machiavelli til Vettori om politik. Han holder ingen ild vedlike under disse Leo X’s sidste regjeringsaar; de før nævnte breve er som det sidste av et baal i natten.
Isteden paatar han sig upolitiske erender for Signoria-raadet og kardinalen. I 1520 ser vi ham saaledes paa sin reise til Lucca i en handelsaffære: Der er begaat en svikefuld fallit i Lucca, hvor debitor rømte og florentinske kjøbmænd tapte penger; nu skal Machiavelli gjøre ansvar gjældende hos byens myndigheter og kræve skadeserstatning av det offentlige. Men rigtignok kan politikeren ikke dy sig, da han først er kommet ut; han gir sig straks til at studere land og folk, og byens konstitutionshistorie, med kritik og paralleler fra andre republikker — „Kort utsigt over byen Lucca’s affærer“, heter arbeidet („Sommario delle cose della cittti di Lucca“). — Ja, som Machiavelli gaar omkring i denne vakre by nede mellem kollerne, i skyggen av de gamle paladser og omgit av deres gamle sagn, dukker der endog en slags historisk roman op i hans fantasi, den om Castruccio Castracane’s liv, som vi senere kommer tilbake til.
Nogen aar efter (1525) blev han sendt til Venezia. Det gjælder atter et erstatningsspørsmaal for florentinske kjøbmænd, endnu mere indviklet og delikat end det i Lucca, idet han skulde avfordre selve dogen erstatning for venezianernes plyndring av florentinske kjøbmænd paa vei fra Konstantinopel til Ancona. Men erendet lykkes, denne gang dels ved en dames mellemkomst (Barbera).
Men før den tid, nemlig i mai 1521, beder kardinal Giulio ham at reise nord til Carpi, hovedsætet for minoriter-munkenes kapitel, „la republica di Zoccoli“ (træsko-republikken), som han kalder det — de var nemlig barfot-munker — og paa hans vegne faa sat igjennem en reform vedkommende ordenens indre kirkelige administration. Jeg nævner denne sendelse specielt, og gjennemgaar den saa nøie, fordi den efter min mening til kjendskap av Machiavelli’s psyke kanske er den vigtigste av dem alle, selv om han maatte forlate kapitlet nærmest med uforrettet sak; intet gir i mine øine det sterke og grelle glimt ind i hans sjælstilstand som det, han skriver fra disse dage i Carpi til sin ven Guicciardini. Hans erend er at faa de minoriter-munker, som var paa florentinsk omraade, utskilt fra de andre i Toscana, saa overopsynet og kontrollen kunde bli skarpere; deres sedelige vandel var nemlig ikke i den allerønskeligste forfatning. Og denne komiske mission har aapnet for Machiavelli’s vældige evne til latter, som tidernes pinagtighet holdt nede; under den ambassade blusser evnen vildt i veiret, vistnok skurrende, men for ham likefuldt befriende, helsebringende; der knitrer og lyser et enestaaende humør fra disse breve under opholdet hos munkene i Carpi. I slike omgivelser og mot den bakgrund faar man da ogsaa først helt klart øie for hans moderne, uendelig overlegne aand: geniet, som render erend for et aandsmørkt presteskap. Da han vel er naadd dernord, faar han skriftlig fra Firenze endnu en ekstrakommission, som øker det groteske: om han hos prioren vilde tinge paa en bodsprædikant for den kommende faste?...
Guicciardini, som dengang var pavens guvernør i Romagna og sitter i Modena like ved Carpi, er aapenbart betænkelig, for ikke at si: forlegen, ved denslags anvendelse av Machiavelli; han skriver saaledes i et brev til ham: „Naar jeg læser jere titler som gesandt for republikker og munker og tar i betragtning hvilke hertuger og fyrster I før i tiden har underhandlet med, saa maa jeg mindes Lysander (ɔ: feltherre omtalt f. eks. hos Plutarch), som efter de utallige seire og trofæer fik det hverv at utdele kjøttet til de selvsamme soldater, han før med ære hadde været overanfører for; og jeg sier: Se, menneskenes ansigt ændrer sig og deres ytre, men dog vender samme ting altid tilbake, og vi oplever ikke nogetsomhelst, som man ikke har oplevet før...“ Men Machiavelli selv er bare klukkende yr lystighet i sit syn paa munkene og paa sin ambassade — det flængende vidd over løgnen, hykleriet og uvidenheten, de respektløse billeder! og saa smelder han iblandt ned en dyp og ond livssandhet. Der er noget grandiost over det. Han kan ogsaa danse ytterst paa selvharcellasens skarpeste egg, som naar han skriver i anledning av sin ambassade: „... Fordi jeg aldrig svigtet denne republik, der hvor jeg kunde være den til nytte, om ikke med handling, saa ialfald med ord og vink, saa er det min agt heller ikke at svigte den i dette...“ Og det samme vilde smil farer over hans mund, naar han i et brev undertegner sig med titlen „Nicolaus Maciavellus, orator pro (gesandt for) Republica Florentina ad Fratres Minores“ (hos minoriter-munkene). — Det gaar imidlertid traat med ambassadens maal; da beder han sin ven guvernøren i Modena enten selv at ta sig en tur hit til Carpi, eller ialfald skrive breve til ham, saa der kan komme til at staa litt veir og litt glans om ham her iblandt munkene, som jo slet ikke vører ham: „... For hvis I engang pr. dag sender mig et bud hit ekspres for denne sak, slik som I har gjort idag, vil I gjøre mig en dobbelt velgjerning — først det at I gir mig et eller andet vink i anledning affæren, dernæst det at I faar disse husets folk til at estimere mig mere, naar de ser der kommer besked saadan slag i slag. Og jeg kan forsikre Jer at da denne bueskytter nu kom med brevet og han bukket sig like til jorden for mig og sa at han var sendt ekspres og i al hast, — at da hver eneste én her reiste sig under saa stor reverens og slikt braak, at det vendte op ned paa alt her, og nogen kom og spurte mig efter sidste nyt. Jeg sa da, bare forat mit ry skulde bli ved at stige: Keiseren er ventende til Trento, schweizerne har berammet ny riksdag; Frankrikes konge ønsker at faa en konferanse med hin fyrste, men disse raadgiverne hans fraraader ham det. — Slik at alle stod med munden paa vid væg og med baretten i næven. Og her, jeg nu sitter og skriver, har jeg en hel ring av dem klos indpaa mig, og ved at se mig skrive saa langt et brev, undres de og glor de paa mig som paa en djævlebesat. Og for at faa dem til at undres endda mer, saa holder jeg av og til inde med min fjærpen, taus og med mine, og da puster de, — saa de vilde undres endda noget mere, om de bare visste hvad jeg nu skriver til Jer...“ Og litt længer nede i samme brev heter det: „Og imorgen venter jeg fra Jer et eller andet raad i anledning av min sak, samt at I sender en av disse bueskytterne; men han maa springe og naa hit aldeles gjennemvaat av sved, paa det at banden kan falde i staver av beundring...“ Hvad løgn angaar, saa sier han, at nu kan han nok maale sig med selve Carpi-munkene, for det er længe siden han begyndte paa det ikke at si det han mener eller mene det han sier: „... og sviver det mig engang at si noget sandt, saa gjemmer jeg det bort blandt slik en masse løgn, at det er vanskelig at hitte det frem igjen.“ — Tonen er ganske den samme i brevet næste dag; han tegner det samme kloster-interiør, den samme tomt maapende saueflok; og samme slags skrøner slaar han i dem. Ellers æter han og drikker han — det er maaltider svære som golfen, skriver han: „... Jeg fraadser for seks bikjer og tre ulver, og jeg sier til mig selv, naar jeg spiser middag: „I formiddag tjente du tre julier (1 julie ca. 40 øre).“ Og naar jeg spiser til aftens: „1 eftermiddag tjente du fire...“ - I sidste brev beder han dog Guicciardini la være at sende ham flere bud, for nu kan spektaklet ikke holdes gaaende længer — de begynder at merke, her er fusk i fisken; og han faar se at komme sig unna, mens leken er nogenlunde. Allikevel har dette ikke været bortkastede dage, mener han: „De legemlige fordele, jeg har hat, kan ialfald ikke fratas mig: de storartede bordsætninger, de herlige senger og deslige ting, hvorved jeg disse tre dage er vorden som barn paany“ („rinfantacciato“ — glosen brukes særlig om at gaa i barndommen).
Det er denne aand som skapte hans største komedie Mandragora. Derfor har jeg gaat disse merkelige, groteske tre-fire breve til Guicciardini saa nøie igjennem. De gir nøklen til hans totalsyn paa liv og mennesker. De gir tillike et billede av hans foragt for den officielle kristendom. —
Da han kom tilbake fra denne ambassade, var Medici-ættens overhoved Leo X død. — Omkring samme tid er det ogsaa, han rehabiliterer sig som borger i Firenze; efter 1513 var han nemlig „ammonito“ (advaret), en merket mand, som ikke var valgbar til administrative poster. Og denne gunst, at komme paa de agtværdige borgeres liste, skylder han atter delvis — efter hvad man ser av en vens brev — en kvindes mellemkomst, nemlig Barbera’s.
I disse aar utover tyverne til hans død blusser nemlig hans politiske interesse og udræpelige almenaand paany i veiret. Fra denne tid er de vigtigste breve de, som han skrev til Fr. Guicciardini, pavens guvernør nordpaa og senere hans generalissimus. Jeg har oftere før nævnt denne mand. Han var av gammel adelsæt, litt yngre end Machiavelli (f. 1482); hans forfædre opover i tiden hadde beklædt ledende stillinger i statens styre. Slegten, ser man, hadde to led tilbake været fuld av livsappetit; mændene var henfalden til mat og kvinder, i politikken ivrige og uvorne partigjængere, Lorenzo Magnifico’s haandgangne mænd. Det næste led derimot var Fr. Guicciardini’s far, og han var nærmest noget av en lærd, uenergisk, god mot fattigfolk, hæderlig og uten blindt parti-syn — skjønt Medici-tilhænger, beundret han saaledes Savonarola; det er som livssafterne alt var ved at tørke ind. Men i Francesco dukker atter ættens energi op; han har dog tillike arvet farens negative kløkt og varsomhet; en ordensmand i sit levnet, ærgjerrig, pengeglad, men hæderlig. Han var ogsaa en lærd mand, studerte jus og kirkeret, og tænkte en stund paa at prøve den prestelige karriere, slik som før medlemmer av ætten; men paa sin fars raad lot han det fare, fordi den levevei i hine giftmordenes tid ansaaes for særlig farefuld, naar man kom litt op i rangstigen. Han blev isteden lærer i retsvæsen i Firenze. Og som den streber han var, saa han sig imens — han beretter aapenhjertig om det selv — ivrig rundt efter et velhavende gifte, som tillike kunde skaffe ham de indflydelsesrike forbindelser; i Salviaternes luksuriøse æt var han ogsaa saa heldig at finde hvad han søkte, og det viser sig at alle hans streber-beregninger slaar til. Han kaster sig først over historisk arbeide, foretar bl. a. dagboksoptegnelser, og han skriver Den florentinske historie („Storia fiorentina“), som ansees for det første historiske arbeide i moderne forstand, som findes: Han er kold, ja kynisk i sin objektivitet, med skarp iagttagelsesevne ved bedømmelse saavel av personer som av begivenheter; klar stil og enkel form; i sin tegning av Medicèerne er han upartisk og gir Savonarola hvad Savonarola’s er; fantasien forstørrer aldrig eller fører paa avveier, og han foragter digt. Dette egenskaper allerede i 27-aars alderen! I et brev til Machiavelli under Carpi-affæren sier han, at denne altid har været „utskeiende av mening („extravagante de opinione“) fra den almindelige og opfinder av nye og usedvanlige ting“ — det vil si: original, det motsatte av Fr. Guicciardini. Kort sagt: Guicciardini var det man kalder en nøktern politiker, som forstod nuet og for hvem hver dag hadde nok i sin egen plage; da saaledes Medici toget ind i Firenze, slog han let og hurtig om, endda han var i ambassade til Spanien, utsendt av republikken og Soderini: pr. omgaaende skikket han fra utlandet Leo X sine lykønskninger. I det offentlige liv var han ikke av de uheldige, som holdt idéer og slet sig ut paa denslags; han hørte derfor heller ikke til de uheldige som tok feil av mennesker og slumpet til at ødsle sin kultus bort paa folk, som ikke var deres kultus værd. Hans døgnplaner nemlig krævet aldrig nogen større helt — døgnets var mere end store nok. Men ellers var han som menneske en tiltalende og fintdannet mand; da han siden faar stillinger i forvaltningen, viser han sig at være en helt igjennem uegennyttig, dygtig og ogsaa myndig mand.
Den slags nøkternhet pleier jo føre til selvmotsigelser, hvor det gjælder det historiske almensyn; og der findes ogsaa just denslags hos Guicciardini.
Dette var den mand som Niccolò Machiavelli skulde samarbeide med utover tyverne, da den sidste fase i Italiens politik var naadd, nemlig den nationale dødskamp.
Leo X døde uten igrunden at efterlate noget politisk testamente. Og da saa kardinal Giulio var blit pave (Clemens VII), gaar begivenheterne videre sin vilde gang; de følger slag i slag under keiser Karl V’s dygtige generaler, og naar først frem til en foreløpig pause ved slaget ved Pavia vaaren 1525, hvor selve Frans I blev tat til fange. De keiserlige var vistnok nu herrer syd og nord — Kirkestaten, Firenze og huset Medici stod under deres beskyttelse; men de manglet penger; og Firenze maatte ut med 100 000 dukater. — Der var atter bare to magter i Italien, som kunde sat sig i spidsen for motstand: det var netop pave Clemens VII og Venezia. Men Venezia tænkte som sedvanlig ikke længer end til sit kjøbmandsskap og sine kolonier; den anden bare ubeslutsom vimset omkring. Imens arbeidet man fra Frankrike av paa at faa istand en alliance med disse to, ikke egentlig for at befri Italien for tyskekeiseren, men for at hjælpe Frans I. Det blev imidlertid bare med snak, idet alle med skjellig grund og som følge av lang erfaring var fyldt av mistro til hverandre. Det samme var tilfældet med de italienske smaafyrster, som efter pavens mønster hele tiden under forhandlingerne holdt bakveier aapne, det vil si: stod samtidig i underhandling med Karl V, — om galt skulde hænde! Det var endog tilfældet med selve den Sforza, som den paatænkte alliance først av alt hadde til maal at gjenindsætte i Milano. Sjælen i sammensvergelsen mot Karl V var imidlertid denne Sforza’s sekretær Girolamo Morone, en energisk og overmaade snedig mand; jeg nævner ham, fordi han i saa høi grad er en type for tiden.
Denne tilbyr tyskernes bedste general Pescara kongeriket Napoli, om han vil svike sin keiser. Men nu hænder det underlige at, mens disse forhandlinger mellem de to paagaar, kommer der ustanselig nye avdelinger tyske lanseknegter drattende nordfra ned paa sletten; grunden er den at saavel Pescara som Morone svikefuld har holdt keiseren underrettet om den sammensvergelse, som var under opseiling imot ham! Morone blir lokket i enrum, tat til fange, og tvinges til at nedskrive sine bekjendelser. Allikevel holder man sin beskyttende haand over hans liv; man har ham som fange hos sig en stund og presser_066.jpg)
Mens dette troløse spil stod paa, styrte Guicciardini Romagna for paven; siden blev han kaldt syd til Rom og utnævnt til hans overanfører paa krigsskuepladsen. Men av hans efterlatte skrifter vet vi nu at ogsaa han efter Pavia-slaget klart indsaa hvor Italien stod: at nu var tiden inde til at vaage noget, om man vilde undgaa trællekaaret under de fremmede; han forstod, at tyskekeiseren vilde tilegne sig Italien, og at han, for at naa det, først maatte vinde bugt med Frankrike og Venezia, — men, for at naa det igjen, maatte ha tak i paven. — I de breve vi har fra Machiavelli til ham, ser vi at de to er enig paa dette punkt.