Renæssanse-mennesker/Politisk virksomhet2
Machiavelli opholder sig just i Rom paa literær forretningsreise til paven, da nyheten om Pavia-slaget naar dit; han er der for at utvirke fornyet aarsbidrag til sit arbeide over florentinsk historie. Da indser han øieblikkelig at nu kan man vente de keiserlige sydover, og opgir ganske sit private erend. I steden overgyder han paven og kardinalerne og hvem han ellers kunde naa i ved pavehoffet av indflydelsesrike mænd med veltalende indlæg om de forholdsregler, som uomgjængelig maatte tas; han lægger ut om hvorledes Firenze maa befæstes for at kunne ta imot keiseren, gaar i praktisk detalj; og han maser atter med sin gamle idé, nationalmilits: folket maa væbnes for at ta imot barbar-skredet. Ved brændende veltalenhet faar han ogsaa virkelig paven overbevist. Og i juni skikkes han med brev nordpaa til Guicciardini. Da er der forresten allerede avgaat ekspres nordover fra paven, som henstiller til Guicciardini at gjøre et forsøk i Romagna, hvor jo befolkningen av naturen var krigersk av sig. Guvernøren svarer foreløbig paven at det nok blev farlig at gi folket vaaben i Romagna, hvor man var nedsunket i indre splidagtighet, og ellers litet brydde sig om paven: for disse mennesker — sier han — gjaldt valget bare enten tyskekeiseren eller Frankrike. Litt senere ankommer saa Machiavelli med sit brev. Og i den anledning skriver Guicciardini paany sydover til paven om sine betænkeligheter, — men lægger til, at, er det saa, paven endelig vil han skal vaage forsøket, saa skal han nok sætte al sin evne ind paa det. Nogen dage efter er der en ny skrivelse fra Rom; men nu er allerede den vægelsindede Clemens kjølnet av, nævner ikke militsen mer! Og en maaneds tid efter reiser Machiavelli sin vei fra Guicciardini, hvor han føler alt er bortkastet arbeide. — Det er ikke let at frigjøre sig for det indtryk at den negative aristokrat Guicciardini har følt sig personlig næsten forulempet ved Machiavelli’s demokratiske botemidler i farens stund; trods deres syn paa faren er ens, er der noget kjølig, ja smaalig over den mottagelse, han gav ham i Romagna.
Man er et øieblik lammet. Man har opgit at forsvare sin selvstændighet. Og da faar Machiavelli en av sine perioder hvor han likesaagodt opgir det hele. Han skriver nok fremdeles breve til Guicciardini, endog mange; men de indeholder ingenting om statens og Italiens velfaerd; han skriver bare om sine eller Guicciardinis privataffærer, om dennes døtres medgift og fordelagtige giftermaals-planer, hvor Machiavelli har optraadt som agent for sin ven. De breve er ogsaa fulde av vittigheter, han snakker om sin komedie Mandragora, forklarer ham uttryk og gloser, som man ikke har forstaat; skriver om kvinder av lette seder, nævner Barbera, som skal medvirke ved komediens opførelse nord i Guicciardini’s by under karnevalet, — la os nu engang lage et lystig karneval! sier han; sender ham en recept paa piller mot haard mave, som han sier han selv med held har prøvet. Og Guicciardini svarer i samme aand, fuld av elskværdighet, som kanske er tillike tilfredshet over at Machiavelli nu har tat fingrene av politikkens fat; Machiavelli’s geschæftige omhu for hans giftefærdige døtre motbeviser heller ikke at der er noget som denne gjerne vil rette paa — interesse i de anliggender er nemlig en meget kurant maate, hvorpaa den tids mænd særlig søkte at indsmigre sig hos hverandre; i Aretino’s liv er det saaledes et yndlingsmiddel. Guicciardini svarer at nu skal de slaa sig løs et øieblik „in tante turbolenze“ (i slike forvirrede tider). Og Machiavelli gjentar det: la os være glade „in tante turbolenze“. Dette er tonen netop i landets farligste øieblikke! — men da der endnu er tid til at ordne sig med magtmidler. — Det er just i dette politiske dødvande han i begyndelsen av høsten 1525 skikkes av florentinske kjøbmænd paa sin inkassations-reise til Venezia, hvor han levet lystig, og vistnok har spillet og vundet en 2—3 tusen dukater; ialfald gik rygtet slik.
Men saa blusser det op igjen i hans sind, og ukaldet er han atter midt op i politikken. Han gjennemskuer tilbunds tyskekeiserens træske metode. I et brev ut i aaret 1525 — da er han vendt tilbake til Firenze — skriver han om denne at han svækker sine fiender ved — at forhandle; han forhandler snart med paven, snart med Frankrike; derved undgaar han brud, og undgaar han avtale: ser han italienerne nærme sig Frankrike, øker han straks sin kurtise ad samme hold, later f. eks. som han vil gi Frans I sin søster til egte, — saa Frankrike blir usikker og lar være at avgjøre noget. — Da fredsforhandlingerne staar paa mellem keiseren og Frans I, skriver han et utførlig brev til Guicciardini om de forskjellige, sandsynlige utganger paa affæren, om keiseren nu slutter fred og gir Frans I fri; denne gang har Guicciardini bedt Machiavelli om hans syn paa situationen. Der er tre muligheter, sier han: den første at kongen ikke blir frigit trods overenskomst og tilsagn; dernæst, om han blir fri, saa enten holder Frans I avtalerne, eller — som tredje mulighet — han holder ikke overenskomstens punkter; og Machiavelli skyter ind at det er dumhet av tyskekeiseren, om han tror paa fredsavtaler; men den fyrste pleier jo ha held med sig allikevel, lægger han haanlig til. Saa gaar han detaljeret igjennem de resultater, som følger av hver enkelt mulighet, og redegjør for at i hvert eneste tilfælde vil allikevel Italien faa krig, og det straks; og da bør de indrette sig slik at de kan ha Frankrike med sig, føier han til. Det brev er rent et mønster paa en minutiøs, men klar kasuistik over dette indviklede dilemma, med skarpe streiflys indover fransk politik i øieblikket. — Men naar vilkaaret er det — fortsætter han —, saa har man to veier at gaa: man lar sig brandskatte og saaledes kjøper sig fri, — eller man ruster sig og kjæmper saa godt man evner. Men nu er situationen den i virkeligheten, at punger de ut, vil fienden bare ta imot pengene, og efterpaa kommer de og tar livet — det pleier gaa slik med de folk som ikke forsvarer sig, sier han; han forklarer ogsaa hvorfor: der ligger en slags hevnsyke i dette at ville gjøre denslags folk fattige og færdige.[1] Med andre ord: det nytter i virkeligheten ikke at betale. Og derfor maa man uopholdelig ruste, og ikke vente for at se hvad der kommer ut av forhandlingerne mellem de to, kongen og keiseren; gjør man nemlig det, kan alt være forbi en vakker morgen, man vaagner. Og saa sier han tilslut, og de ord kaster et grelt lys ind i — en skuffet sjæl, hvor et forfærdelig mishaab hersker, men som likefuldt blir ved at yngle ustanselig nye, hete syner: „... Jeg vil si Jer noget, som vil tykkes Jer enten dumdristig eller latterlig. Allikevel, slike tider kræver avgjørelser som er modige, uventede og merkelige, og enhver vet det, som vet at ræsonnere om denne verden, hvorledes folk er letbevægelige og dumme: likefuldt, endskjønt slik laget som de er, sier de mangen gang at det sker som burde ske. Her nylig sa man saaledes over hele Firenze at herr Giovanni de’ Medici (ɔ: Giovanni delle Bande nere) reiste fribytter-fanen for at føre krig hvor det bedst høvet ham. Ved dette rygte svev det mig den tanke, at folk sa netop det som burde ske. Enhver især tror jeg tænker at blandt italienerne findes der ikke en høvding, som soldaterne mere gjerne følger, ei heller én, som spanierne er mer i tvil om og har mere respekt for. Alle som én anser fremdeles herr Giovanni for dristig, paagaaende, en mand av store planer, rigtig en elsker av svære opgaver; man kan altsaa, ved i al hemmelighet at øke hans storhet, faa ham til at reise denne fane, idet man stiller saa-meget infanteri, man bedst kan. Spanierne vil tro, dette er skedd i bestemt hensigt, og kanske bli i tvil baade om franskekongen og om paven, da jo Giovanni er kongens soldat. Og naar saa det skedde, vilde det meget snart fortumle spaniernes hjerne og ændre deres planer, som kanske har tænkt uhindret at faa ødelægge Toscana og Kirkestaten. Det vilde faa kongen til at skifte mening og drive ham fra at holde avtalen og til at vælge krig isteden, naar han saa, at han kom til at slaa lag med virkelig levende mennesker („genti vive“), og at, foruten hans overbevisning, ogsaa kjendsgjerninger taler. Er dette ikke utveien, ja, saa vet jeg ikke hvor den er. Ei heller behøves i mine øine andet; merk jer det, at, blir ikke kongen rokket ved stridskræfter og autoritet og med virkelig levende ting („cose vive“), saa vil han holde overenskomsten, og la Jer i elendighet. For da han er kommet saa mange ganger til Italien, og I har enten stillet Jer imot ham eller bare staat og set paa ham, saa ønsker han ikke at det ogsaa denne gang skal hænde ham det samme.“ — Dette brev er, som en biograf har sagt, Machiavelli’s politiske svanesang; det staar i sin udræpelige patriotisme uovertruffet i Italiens politiske historie. Men saa ender svanesangen uventet skingrende med disse ord, som mer end noget gir fortvilelsens mislyd i hans sind: „Barbera befinder sig her; hvor helst I kan gjøre hende en glæde („piacere“), saa vil jeg anbefale Jer hende. For mig gir hun meget mer at tænke paa end selve keiseren.“ Man mindes Heine. Men det er den forskjel: hos Machiavelli er de kast aldrig maner, allermindst literær maner.
Machiavelli trodde ikke at keiseren var saa taapelig, han frigav Frans I, som jo var den bedste garanti for varig fred han kunde faa. Den nøkterne Guicciardini trodde det motsatte. Og han fik ret: de to sluttet forlik, Frans I blev fri: og tænkte selvfølgelig straks paa fredsbrud og paa hevn. Keiseren forskjertset altsaa ved et pennestrøk hele sin store seir ved Pavia. Der er rent uaar paa statsmænd. Og det er dette ufornuftige, uberegnelige som plager Machiavelli, endog der hvor det gjælder fiendernes holdning; i et brev fra slutten av 1526 til Guicciardini klager han saaledes over tidens vrøvl, hvor selv ikke fienden ser klart og griper chancerne eller forstaar at utnytte en seir: alle bare sover! Han nævner pavens forsmædelige nederlag ved Siena, som jeg i en anden forbindelse har berørt, da 400 mand slog hele 5 à 6 tusen paa vild flugt: „... Keiseren hjælper ikke sine, og det kunde han let ha gjort; spanierne kunde ha gjort os (ɔ: paven) mangt et peik, men de har ikke gjort det; vi kunde ha seiret, men vi gjorde det ikke — paven fortrøster sig mere paa blæk og pen end paa tusen soldater. Bare sieneserne har handlet dygtig, og det kan ikke undre, om i en gal tid de gale viser sig dygtige...“ Ogsaa Fr. Vettori skriver i et brev fra omtrent samme tid lignende: det er bare keiserens vilde held og slumpetræffet som raader.
Den krigspolitiske situation dette aar er følgende: Tyskekeiseren manglet penger, og kardinal Prospero Colonna, pave Clemens VII’s fiende, mere hærfører end prælat (han var kavaleri-general!), bød sig til at ta Clemens VII til fange, og rykket pludselig ind
Denne pavens vaabenstilstand kom just, som den strategiske stiuation i Lombardiet lysnet litt; krigsførselen mot keiseren der nord hadde hittil gaat trægt for sig, delvis som følge av rivalitet mellem de forskjellige hærførere og deres manglende lydighet likeoverfor overledelsen, som er Guicciardini; særlig voldte venezianernes general, Urbino-hertugen, og hans initiativløse hærledelse bryderi. Men nu hadde netop Guicciardini ved sin utrættelighet faat det hele paa glid; Cremona faldt, og man skulde just til at marschere mot Milano. Fra denne tid er der ogsaa et brev fra Machiavelli til Guicciardini, hvor det glimter av haab — det brev der han sætter sit tyske-had paa latin: Nu kan de keiserlige kastes ut av Lombardiet; „for guds skyld“ — skriver han i brevet „la ikke denne anledning gaa tapt“! — Saa kom altsaa beskeden om vaabenstilstand og pavens ordre om at trække sig ut av Lombardiet.
I virkeligheten løsnet huset Medici’s grep om Firenze ved denne vaabenstilstand. For Guicciardini var der imidlertid intet andet fore end at lystre. Men kondottieren Giovanni de’ Medici — han, Machiavelli nævnte i det ovenfor citerte brev — negtet at lystre nu og fortsatte paa egen haand; denne Pietro Aretino’s store beskytter og ven blev altsaa ved en skjæbnens ironi et øieblik det nationale selvforsvars sidste skanse. Han følte sig tillike personlig brøstholden, fordi han ikke fik det hertugdømme, som var ham lovet. Det skulde forresten ha utseende av at han slos videre for franske penger, men i hemmelighet var det fra paven han mottok sin sold. — Bak landegrænsen i nord staar der vistnok tæt av tyske lanseknegter, som bare venter paa ordre at bryte ind; men de eier hverken artilleri eller penger eller mat; dertil kom at ialfald den hær, italienerne raadet over, nemlig den under Urbino-hertugen og Giovanni Medici, var dobbelt saa stor; lanseknegthæren er desuten udisciplinert, der er stadig mytteri. Saa det hadde altsaa været en let sak at splitte dem og jage dem tilbake op i Alperne. Ved vaabenstilstanden glir nu tyskerne isteden langsomt indover Mantua-distriktet; ingen foretar noget. Saa stuper altsaa Giovanni de’ Medici sig, som hans vane var, paa hodet uti det, rent fortvilet over denne venten; han aner ikke at Ferrara-hertugen, som er eier og utlaaner av samtidens bedste artilleri, imens er gaat over til tyskerne og har leiet dem sit skyts. Og han blir selv saaret i foten fra en falkonet, hvilket blir hans bane.[2] Dermed har paven mistet sin eneste hærfører; den anden, Urbino-hertugen Francesco Maria della Rovere, er ikke at lite paa. Samtidig er fristen for vaabenstilstanden utløpen, krigen er atter i aapenlys og lovlig gang. Men nu har man latt det gunstige øieblik gaa fra sig.
Tyskere og spaniere strømmer ustanselig ut av Milano og sydover, blander sig med de tyske lanseknegter nordfra grænsen; og venezianernes general, Urbino-hertugen, bare følger efter paa avstand og ganske uvirksom. Det former sig til en bred aa, som siger sydover sennøstes 1526. Og straks dukker atter i Toscana det rædde, evige spørsmaal op: Hvilken vei kommer flommen?
Begivenheterne utover aaret jager hverandre som i blinde. Bare Machiavelli har forutset alt: Krig er ikke til at undgaa for paven; ruin er det sandsynlige; ialfald er selvforsvar det eneste utvilsomme. Og det var to byer, faren gjaldt: Rom og Firenze; Rom’s „sacco“ vilde frelse Firenze, Firenze’s „sacco“ Rom. Men folket sover, ingen har tiltak.
Vi skal se paa hvad Machiavelli foretar sig denne tid. Og gaar først et halvt aar tilbake. Da Machiavelli ingen vei kommer med sit indfald at leie kondottieren Giovanni de’ Medici til Italiens befrier, likesaalitt som med den motsatte plan: nationalmilits, saa indser han at nu staar der intet andet tilbake end Firenze’s befæstelse. Han besigtiger murene sammen
med den tids berømteste fagmand Pietro Navarro; det er foraarsmaanederne 1526. Det er hans stadige drøm at Firenze skal bli den sterkeste stad i Italien; og det bander ogsaa Pietro Navarro paa, det skal bli, skriver Machiavelli, naar vi bare befæster med vet; midt i aaret skriver han om sine planer til Guicciardini. Der blev oprettet et eget embede, „Femmandsraadet til murenes forbedring“ (Cinque procuratori delle Mura), og den indstilling, hvorpaa embedet blev til, skrev Machiavelli. De fem valgte ham til sin sekretær. Saa begyndte han at mase for at skaffe folk til arbeidet; skriver rundt til kommunerne at der skal skikkes ham alt hvad de har av jordarbeidere, helt fra 18 til 50 aar. Der er en hel del breve bevaret, han gaar i detalj med befæstningen, skriver om utgifterne, om arbeidstiden o. s. v. Men hvad penger angaar, saa tør han ikke — sier han i en skrivelse — paany røre ved borgernes pung; men skriver til gesandten i Rom, at han skulde be Clemens VII om mynt. Han har hodet saa fuldt av boldverker („il capo pieno di baluardi“) — sier han ensteds — at der gaar ikke mer i det for øieblikket. Han er kommet i humør av bare foretagsomhet. Og det er just fra denne tid han sender Guicciardini hint brev om at der er haab: Uhyrerne kan kastes ut av Italien! — Men saa faar paven det indfald at utvide byens omraade, — og det nye terræng, nemlig hele San Miniato’s haug, som da kom indenfor stadsmurene og som var pavens privat-eiendom, vilde øke i værdi med hele 80 000 dukater. Det var pave Clemens VII’s almenaand! Fortifikatorisk var denne utvidelse nu selvfølgelig uvet, en svækkelse. Og der blev altsaa hele arbeidet staaende i stampe. Machiavelli var fortvilet; midtsommers skriver han ustanselig til Guicciardini, at den idé maatte han endelig faa paven bort fra: ved en slik utvidelse vilde de bl. a. ikke kunne overkomme et effektivt vakthold; det var den gamle mur som bare maatte utbedres — det andet var at forsluke sig, vilde baade fordyre og svække. Fra 2. juni er der endog to breve til ham om det samme; det virker skjærende i et av disse pludselig at støte paa utredninger om fordelagtige giftermaalsplaner og medgift for hans døtre. Men det kom ikke til nogen avgjørelse; befæstningsplanen var ved at falde fra hverandre. Av og til var der nogen som grov ved murene, av og til ikke. Og man mistet det kostbareste av alt: tiden.
I dette planløse virvar følte man instinktsmæssig i byen at der maatte hittes paa nye utveier for at ride det truende uveir av. Det maa nemlig være noget slikt som gjør, at Firenze’s myndigheter skikker Machiavelli nordpaa til krigsskuepladsen for at skaffe klar rede paa stillingen — det heter noget lignende. Men det sker ellers paa maafaa, han er i grunden uten bestemt erend, uten magt, for at veire og speide der, hvor man igrunden kjender hvad man behøver at kjende. Det er omigjen hvad han bruktes til i Soderini’s sidste forfjamsede regjeringstid: det sker bare fordi de styrende selv holder paa at miste rorpinden. — Guicciardini utnytter hans komme videre til et litet erend til Cremona for at skynde paa venezianernes træge hærfører, saa man omsider kan faa gaat igang med beleiringen av Milano. Det er altsaa her beskeden om pavens vaabenstilstand naar frem. Og paa nært hold faar Machiavelli nu se situationen og virkningen av ordren: ogsaa her er alt urede, ubeslutsomhet, forfjamselse; der er vild uorden i troppernes pengevæsen og i den strategiske overledelse — „zolfa di cani“ (bikjeleven), skriver han i et brev; det er helhetsbilledet av de italienske hære, som skulde dæmme op mot den fremmede invasion. Men ogsaa i den anden leir faar han anledning til at titte ind og kommer under veir med forholdene der, disse saakaldte hæres optræden, de keiserliges, det vil si: de tyske lanseknegters og spaniernes plyndringer, grusomheten, herreløsheten.
Og midt under dette er han tusen mil borte: han mindes i breve pludselig kvinder i Firenze; han skriver og vil ha besked om Barbera, som han intet hører fra. Den slags virker som om man ser en mand paa fallittens dag liste sig i skapet for at ta sig den sidste styrkedrik før rettens mænd overtar boet til endelig likvidation. —
Han vender tilbake til Firenze og gjør rede for sit indtryk nordpaa. Saa falder altsaa Giovanni de’ Medici senhøstes. Og atter skikkes Machiavelli av sted til krigsskuepladsen; hele tre ganger i denne tid er han nordpaa, og speider og sværmer om de keiserlige for at lære deres hensigter at kjende og studere deres fremfærd. Denne gang snakker han indtrængende med Guicciardini om Firenze, som ligger i angst og aapen for de tyske lanseknegter; og Guicciardini vet intet andet at svare end at byen faar vende sig direkte til Karl V’s repræsentant, vicekongen av Napoli, og tigge om godt veir: han kunde ialfald ingenting gjøre med de tropper, som da stod til hans raadighet. — Machiavelli iler med beskeden tilbake til Firenze.
Saa begynder altsaa fremmedstrømmen at gaa sydover halvøen. Der findes ikke disciplin, bare vild opløsning. De tyske lanseknegter, som støter til, forlanger penger. Og tropperne siger plyndrende og brændende sydover. Det er midtvinters, uveir, sne, regn. De skrider langsomt og planløst, som sultne vargflokker fra fjeldene. Machiavelli og Guicciardini er de eneste hæderlige, som vedblir at arbeide sent og tidlig. Men altid forgjæves, fordi paven indgaar avtaler, som uventet krydser enhver plan. Og deres eneste feltherre nu, denne Urbino-hertugen, foretar sig ikke det spor — bare følger feig og planløs efter, og det helt til Rom, med en hær som herjer bøndernes marker som om det var fiendeland.
Men det øieblikkelige ved spændingen er jo spørsmaalet: Hvilken vei vil skreden ta? Vil de til Rom? Eller vil de til Firenze? Alt er uvisshet; der er bare én sikker ting: at tyskekeiseren vil ydmyge paven.
Der er en hel del breve fra Machiavelli nordfra til Firenze’s raad, som handler om dette. Og han ser tydelig, hvor det likeoverfor den slags „hære“ maa ende, selv om Firenze betaler dem løsepenger, slik som paven vil; han byder jo keiserens feltherre Bourbon ny vaabenstilstand og 60 000 dukater, som han kræver Firenze skal betale. Det er bare at kaste penger bort i et bundløst sluk, skriver Machiavelli til raadet: de vil for det første ha 150 000; for det andet tar de Firenze likefuldt, ti det er drømmen om „sacco“ av den by, som faar deres griske øine til at spille. Nu er det ialfald ikke stunder til at tænke paa fred, sier han. Og fra nu av er Guicciardini enig med ham; men han vil bare ikke de yderste og sidste midler, nemlig en militær folkereisning; han er spidsborgerlig nok til at mene, det ikke er nødvendig at bruke de yderste midler for det om det gaar paa livet løst; man kan fremdeles nøie sig med halve forholdsregler.
I februar-mars næste aar, da veiene atter er blit farbare ovenpaa vinterens uveir, sætter Machiavelli i hui og hast avsted til felten nordpaa, og nu for tredje gang. Han træffer Guicciardini i Parma, han tigger ham, at nu maa der gjøres noget for Firenze. Begge gaar saa til Urbino-hertugen for at sætte fart i ham; men ingen bønner nytter. Guicciardini stænger Bologna’s porter for ulveflokken, og den glir videre. Dels paa grund av pengetilbud, dels ved at der tilsidst blev lagt tropper utenfor Firenze, men vistnok væsentlig fordi det var paven, keiserens folk skulde ha fat i, marscherer de keiserlige uventet utenom Firenze og direkte paa Rom. Det kan vel hænde, der var kommet besked til dem om at Rom laa aapent; for hverken de keiserlige nordpaa eller Bourbon hadde vedtat vaabenstilstanden med paven, det var bare vicekongen i Napoli; men i tillid til den var det, paven sendte sine tropper bort, saa Rom nu altsaa laa forsvarsløst. Selv angir de keiserlige kynisk som grund for sin marsch paa Rom, at soldaterne stunder saa efter at faa skriftet og gjort bot for de
Like ovenpaa oplever man det lille intermezzo, at selve de tropper, som laa utenfor Firenze til dets vern under Urbino-hertugens kommando, gir sig til at plyndre toskanske marker og gaarder. Det kom til slagsmaal mellem en soldat og en bonde; og da samtidig Firenze’s kardinal sammen med en ung Medici er paa vei til Urbino-hertugen, opstaar pludselig det rygte i byen, at Medici flygter. Det kommer til opløp: Medici avsættes og den gamle republik indføres. Misforstaaelsen opklares straks, og Medici gjenindsættes! Selv den slags begivenheter, som atter indfører politisk frihet, fordamper bare som en forbigaaende episode av vrøvl og planløshet!
Men nu er altsaa horderne søndenfor Firenze og i hjertet av landet. Det er følgelig bare en galgenfrist: Firenze har tyskerne paa tilbakeveien! — Og Machiavelli gjentar at man faar berede sig paa krig: De halve forholdsregler er Firenze’s svakhet; det gaar ikke i længden med dette at tænke litt paa fred og litt paa krig, — og skal man tænke paa krig, faar man tænke bare paa krig, naar man er saa daarlig forberedt som de. Som han skrev nordfra midt i april i et brev til Fr. Vettori, som nu sitter i Firenze og ikke længer er gesandt i Rom — han nævner først at der just er kommet én for at forhandle med den keiserlige feltherre Bourbon om prisen for en vaabenstilstand: „... Hvis han (ɔ: Bourbon) ikke stanser hæren, er det tegn paa at han ikke vil. Saa at han imorgen blir den som avgjør vor skjæbne. Derfor er man her blit enig om, at sætter han hæren i bevægelse imorgen, da virkelig at tænke paa krig uten at ha saa meget som et haar paa kroppen, som tænker paa fred („senza aver un pelo piu che pensi alla pace“); hvis han ikke rykker op, da at tænke paa fred og la alle krigstanker fare. Med denne nordenvind faar I finde Jer i fremdeles at seile, og, om man bestemmer sig for krig, at kutte av alle fredsforhandlinger ... for nu er det nødvendig ikke længer at halte, men føre krigen som gale. Ofte hitter fortvilelsen paa midler, som det rolige skjøn („elezione“) ikke har formaadd at hitte paa; Disse (ɔ: keiserlige) kommer dit uten artilleri, ind i et vanskelig terræng. Derfor, om vi gaar paa med dette smule liv, vi endnu har igjen, og sammen med de allierte tropper, som for tiden findes, da skal de der enten ha sig ut av provinsen med skam og skade, eller de skal slaa av paa sine krav indtil rimelige grænser. Jeg elsker mester Francesco Guicciardini, jeg elsker mit fædreland: og det forsikrer jeg Jer ut fra den erfaring, som 60 aar har git mig, at aldrig tror jeg et folk gjennemlever vanskeligere stunder end slike, hvor fred er nødvendig men samtidig krig ikke kan undgaaes...“
Dette brev er i grunden det sidste, som resumerer i store linjer stillingen, — som man har fra hans haand. Tempoet i hans breve er nu blit mere og mere urolig, kortpustet: Katastrofen nærmer sig, uveiret trækker sammen, er overhængende, det jager mot utladning. Og ogsaa over ham selv er der i denne sidste tid kommet noget andpustent, noget hæseblæsende: han er jo uten indflydelse og uten magt, — og ser dog like klart hvad der bør gjøres. Det virker som han er i stor angst... noget famlende som ved kvælningsfornemmelser. Barbera nævnes nu ikke længer. — Og hjemme paa hans villa er kone og barn begyndt at flytte ut det rørlige indbo og vinen og oljen av frygt for lanseknegtene. Han skriver beroligende breve til en av sønnerne, at nu kommer han til dem; han skriver om et mule-føl, som er sky av sig, at de faar behandle det motsat av andre gale, som man binder: „... men jeg vil at du skal løse det. Du skal gi Angelo (ɔ: vel drengen) det og si, han skal bringe det til Montepugliano (ɔ: et beite ind i Apennin), og saa ta av det bidsel og hodelag, og la det gaa hvor det selv lyster for at skaffe sig mat og faa ut av sig galskapen. Rummet er vidt, dyret er litet, kan ikke gjøre fortræd. Og paa den maate, uten at kjende noget tryk, kommer det til at vise hvad det vil ta sig til, og du faar være paa pletten, naar det nu friskner til, for at hente det tilbake...“ I disse ord om mulens behandling kan ikke jeg andet end skimte noget av det inderste i Machiavelli’s menneskekundskap, den milde, fredlyste flek i hans sjæl. — Samtidig skriver han et brev til sin kone, hvor han bl. a. fortæller at nu har han kjøpt en kjede til datteren. —
Rom laa aapent. De keiserlige rykker ind. Følgen er „sacco di Roma“ — det blodbad som er mest kjendt i hele Italiens historie, det som den just ikke ømskindede Cellini i sin selvbiografi (1-37) karakteriserer som en „infernalità crudele“ (et grumhetens helvede). Clemens VII flygter med sit hof til Engelsborg og stænger sig inde der. Forgjæves søker han Urbino-hertugen om hjælp; likesaa Guicciardini. I sin naragtige selvsyke fortæller Cellini med uvilkaarlig komik om dette, som om det var hans eventyrlige indgrep i borgens forsvar, paven kunde takke for sin frelse. Urbino-hertugen gir en god dag i det hele og marscherer bort. Dette sker den 8. mai 1527.
Guicciardini var reist sydpaa, da de keiserlige strømmer ind i Kirkestaten; han haabet ialfald at redde pavens person ut av Engelsborg. Og i begyndelsen av mai hadde ogsaa Firenze sendt Machiavelli efter, sammen med en anden borger. I denne tid er han nat og dag paa farten, han rider mellem de fiendtlige hære, dels endog alene; det er tillike det forfærdelige pestaar, som Cellini ogsaa har skildret: Reddes hvad reddes kan! Selv en legemliggjørelse av sin sats, at den eneste frelse er fortvilelsen. — Guicciardini sender ham og hans ledsager straks videre vest til Civitavecchia ved havet for at utvirke, at de alliertes admiral Doria bringer paven hjælp; men sendelsen blev uten resultat i saa maate. Det brev hvor Machiavelli melder Guicciardini dette, er det sidste beskrevne papir vi har fra hans haand. Midt under dette arbeide krydset atter paven deres planer: han sluttet et slags forlik med tyskerne. —
Da rygtet om Roms blodbad naadde Firenze, blev der stor bestyrtelse. Endnu mere, da næste nyhet meldtes, at paven var kommet til en slags ordning med de keiserlige, Da opfattet omsider Firenze’s borgere selv den virkelighet, som Machiavelli hadde prædiket for døve øren: at de bare hadde at bygge paa sig selv. Ti da visste de hvad de hadde at vente sig, naar de tyske lanseknegter nu toget nordover paa hjemtur. Alle som én reiste sig; de unge Medici — Hippolyt og Alexander — med samt husets hele tilhæng forstod hvad klokken var slagen og stak av, Den 16. mai proklamertes republikken, og det nye raad valgtes. Saa kastet man sig av al kraft over byens befæstningsarbeider efter Michel Angelo’s tegninger; soldater trampedes op av jorden. Fortvilelsens begeistring var over folket, offerviljens store bølge skyllet rensende gjennem sindene: Fædrelandets forsvar! Hele kræmmer-byen vrimler flittig som en maurtue for at virkeliggjøre Machiavelli’s livsdrøm.
Da iler Niccolò Machiavelli hjem. Ti al hans higens maal hadde netop været synet av et frit folk samlet i en vilje. Intet middel hadde syntes ham for dyrebart for at opnaa det. Og nu var altsaa denne hans livs gjerning ved at fuldbyrdes: Firenze’s og Italiens befrielse.
Nu hænder det underlige. Skjæbnens ironi er ute og spøker.
Guicciardini, huset Medici’s oprigtige ven og tilhænger, han bare fortrak i frivillig landflygtighet; hans stilling var nu grei, utvetydig: han hadde latt sig personlig indlemme og kunde blot oppebie det øieblik, da Medici’s fiender i Firenze igjen faldt. Med Machiavelli var det anderledes fat: ifølge overbevisning var han republikaner og var just av den grund i sin tid faldt i unaade hos huset Medici; senere var han leilighetsvis blit benyttet av dem ved mindre, bestemtavgrænsede affærer, især i den sidste tid, idet nemlig hans drøm om at befri landet for fremmedinvasionen ialfald teoretisk faldt sammen med Medici’s interesse og program. Med andre ord: Motsætningsforholdet til huset Medici stillet sig som forsvindende, betydningsløst, set imot bakgrunden av hint store maal, bare som en bagatel; og han gav ukaldet hele sin energi i disse sidste aar, idet han stod paa Medici’s side. Han kjender hint vandskille mellem pendantisme og karakter.
Nu hænder altsaa det underlige: Naar kontoen i det borgerlige bo gjøres op, gjøres den op paa bagateller; enhver facit bestaar av de smaa tal. Trods flammende republikaner i sit hjerte vender han i folkets øine tilbake som frihetens fiende, som de fordrevne tyranners, som Medici’s lakei. Dermed ogsaa som hemmelig motstander av al fortifikation! Folket gaar av vei for ham, de mistror ham, — hvis de da under befæstningsiveren overhodet hadde stunder at se til den kant, hvor han gik.
Men aarsaken til denne sky ligger kanske endnu dypere og er av mer almenmenneskelig art. Det sier sig selv at den menige mand i Firenze ifølge sin natur i grunden hele tiden maa ha mistrodd Machiavelli; han forekommer dem underfundig. Fordi det nemlig er hans tankes væsen at løpe linen ut; hvilket spidsborgeren aldrig gjør. Fordi der bakenfor hver hans handling stikker noget uhaandgripelig, som gjør godtfolk, som bare kjender én rettesnor, det de benævner „sund sans“, vâr og mistroisk nemlig det vi kalder sans for konsekvens. Dette byrdefulde for hvert barne-sind, som ligger moralsk i svøp: at der gjemmer sig sammenhæng og stor linje under alt hvad man gjør, selv under galgenhumorets yreste indfald.
Da hans gamle „Timandsraad“, krigsraadet, som atter var traadt i funktion i anledning av Firenze’s forsvar, den 10. juni skulde vælge sekretær, blev han ikke engang nævnt; det var det sidste han oplevet som ukaldet medhjælp i republikken Firenze’s tjeneste. Da forstaar han at han er en færdig mand. 20. juni blev han syk. Det var nok hans gamle onde, stensmerterne, som meldte sig; reiserne og strabadserne denne sidste tid hadde vel ogsaa gjort sit. Og denne gang gled anfaldene ikke over. Det eneste autentiske, man imidlertid vet om ham, er en anmerkning under 22. juni 1527 i De dødes bok („Libro dei Morti“); som nu findes i statsarkivet i Firenze; der har graverkaren anført: „Niccolò Machiavelli riposto a Santa Croce“ (stedt til hvile i Santa Croce-kirken). Han blev begravet i sit familiekapel der.
Senere i tiden blev det kapel overlatt til en religiøs orden, som bygget et alter og der begrov sine medlemmer om hverandre. Saa Machiavelli’s gravsted egentlig nu er uten navn, ukjendt.
- ↑ „in modo che sara una specie di vendetta fare che si trovi poveri e consumati, quando non riuscisse ad altri il difendersi.“
- ↑ Jeg har før nævnt denne Caterina Sforza’s søn, Giovanni delle Bande nere (de svarte faners; kaldt saa, fordi hans leiehær byttet sine hvite i svarte ved Leo X’s død). Det er en kostelig kondottier-type. Pietro Aretino tegner ham; han skildrer ogsaa hans død: Der blev sendt bud efter kirurgen Abraham, som erklærte at benet maatte sættes av. Giovanni var i straalende humør under amputationen, som altsaa foregik uten bedøvelse; grep saa sit avsagede ben, svang det i veiret og svor dyrt og hellig at hevne det. Men saa kom opkastelsen: „Det er forbi,“ sa han. Og skrev sit testamente.