Ridderspranget
Der var engang en Ridder i Valders, som laa i Strid med en Ridder paa Sandbo i Gudbrandsdalen om et fiskerigt Vand, Heimdalsvandet kaldet, hvorfra Sandbo-Ridderen fordrev sin Modstander. For at hevne sig, tog Valders-Ridderen Leiligheden i Agt og, da Sandbo-Ridderen engang var i Besøg eller som Andre fortælle, paa Ledingstog i Lessø, foer han med sine Folk over Fjeldet og afbrændte Sandbo med de Ord: „Nu galer den røde Hane over Ulvehiet.“ Saasnart Ridderen kom hjem og fandt sin Gaard afbrændt, samlede han flux sine Folk og satte efter Mordbrænderen. Uagtet Sandbo-Ridderen red den hele Nat, indhentede han først mod Dagbrækningen sin Fiende, som havde taget Natteqvarteer i den afsidesliggende Fugelsæter og her havde udsat sine Vagter. Da Sandbo-Ridderen blev disse vaer, bød han sine Ledsagere at afhugge smaa Birketræer, og holde dem foran paa deres Heste, for at Vagterne ei for tidlig skulde faae Øie paa dem. Disse saae i Førstningen ei andet end en Birkeskov; men da de mærkede at Skoven bevægede sig og kom nærmere, gave de Varselstegn. Valders-Ridderen, der mærkede Uraad, søgte med sine Svende Frelse i en snar Flugt; men Sandbo-Ridderen forfulgte ham saa skarpt, at han kun havde een Ledsager tilovers, da hans egen Flugt blev standset ved en dyb Kløft mellem to steile Klipper, som vel kun er tre Alen bred, men hvis modsatte Bred er høiere og Klippevæggen derhos brat og glat. I Afgrunden bruser den skummende Fjeldelv Sjoen. Den raske Ridder vovede i fuld Rustning Spranget og kom lykkelig over; men hans Vaabendrager, der fulgte sin Herres Exempel, styrtede ned i Afgrunden og knustes[1]. End kaldes dette Sted Ridderspranget.“
Til Erstatning for den opbrændte Gaard blev Heimdalen med Fiskeri og andre Herligheder, der tilforn havde tilhørt Valders, af Kong Magnus tildømt Ridderen paa Sandbo, hvilket mange Kongebreve, som findes paa Gaarden, endnu stadfæste.
Anm. Heimdalsvatn er endnu bekjendt for sine fortrinlige Ørreder og Heimdalen for sine Græsgange og Jagt. Denne Herlighed hører til det gamle Herresæde Sandbo, som allerede i Kong Sverrers Tid eiedes og endnu eies af Familien Gjesling, som har boet paa Gaarden i 600 Aar. Endnu bevares paa Gaarden en Staalhue, et Harnisk og en Deel Vaaben, som de gamle Eiere have brugt. (Mundtligt og meddeelt. Budst. 2den Aarg. 672. Hjorthøys Beskr. over Guldbrandsdalen 2, 37. Kraft 2, 137. Urda 1, 381, hvor et Diplom om Heimdalsvatn af 1336 findes). Ridderen paa Sandbo hedte efter et andet Sagn Knut Gjesling og han efterlod sig 7 Sønner, som alle vare urolige og voldsomme Karle, der satte Livet til i Tvekamp eller lede en Udød. Deres Moder, der ogsaa var af Familien Gjesling og en gudfrygtig Kone, skal af Sorg over sine Sønner have flyttet til det afsidesliggende Skaarvangen. Her søgte hun ved Faste og et strengt Levnet og ved Gaver til Vaage Kirke og Prest at udsone sine Sønners Misgjerninger. Hermed staaer udentvivl i Forbindelse Sagnet om Hustru Gjertrud. Denne stolte Adelsfrue eiede efter Sagnet Sandbo, Skaarvangen og flere Gaarde i Vaage. Om Vinteren boede hun paa Sandbo, om Sommeren paa Fjeldgaarden Skaarvangen, hvor hun havde sin Buskap. Da Veien derfra til Kirken var lang, skjenkede hun Presten Gaarden Sunde, for at han ei skulde lade ringe sammen, førend hun ankom. Underveis paa „Sæletungen“ bleve hendes Heste sælede. Naar man saa hende og Følge i den Bakke mellem Sandbo og Kirken, som endnu kaldes Stadsbakken, udbrøde gjerne Dølerne „Naa kjøm Stasen, naa kan os laag aas te aa ringje.“
I et mærkeligt Gavebrev, som endnu findes i Prestearchivet i Vaage, forekommer blandt Andet følgende: „fredagenn i poske vikum A ix och x x Riigiss woriis wærdelige herre h Erich Medt guds Node Norgiis konung sougum och hördum, Att hustru gjærthrut pouils dott, gaff thiel kirkenn Ulensö a woge Söndre gordum i Sundum, firi Siell Sine och Leg Stadum Sine, kierkenn thill opholdt och presten thill bordholdt“ o. s. v.
Af dette Gavebrev see vi, at hun, og altsaa ogsaa Knut Gjesling, har levet paa Eirik Prestehaders Tid og vi kunne saaledes med Schøning (Budst. 2, 680) gjerne antage Knut for at være en Søn af Herrer Siugurdh Erlandzon, til hvem, ifølge et Pergamentsbrev fra 1337, der findes paa Sandbo, Arne Haraldsson, Korsbroder i Hamre, afstod Heimdalsvatn. Sammenlign Urda 4, 381. Budst. 1, 449. Saml. til Norges S. og S. 4, 115.
- ↑ Efter et andet Sagn styrtede Ridderen selv sin Vaabendrager ned i Afgrunden, for at indjage de Efterfølgende Frygt for at vove et lignende Spring.