Rigsarchivar Lange og Diplomerne
Diplomatarium Norvegicum. Da der for et Aars Tid siden var Sorg i Landet over Rigsarchivar Chr. C. A. Langes Død, saa tænkte jeg nok paa, at den Mand burde Folkevennen fortælle sine Læsere om. Ikke alene at han sit hele Liv igjennem syslede med Fædrelandets Historie, som er saa dyrebar for mange af Folkevennens Læsere, men disse historiske Forskninger af ham og hans Venner, den lille Kreds af Mænd iblandt os, som have opofret sig for Studier af vort Fædrelands Fortid, udgjøre selv et lyst Træk i vor Nutids Historie. Og det Lange var, det var han saa helt, helt og holdent: derfor udgik der fra hans Virksomhed, saa bramfri dem var, et overmaade tiltalende og vækkende Exempel paa Flid, Udholdenhed, Troskab og Sandheds-Kjærlighed. En saadan Mands Levnets-Beskrivelse skulde være oplysende og forædlende.
Nu, det er saa Meget, som Folkevennen maa lade ugjort, af den Grund, at Kræfterne strække ikke til. Men lad mig dog med taknemmelig Ihukommelse af den Bortgangne omtale et af hans Værker, som for alle Tider vil blive et af de norsk-historiske Forskningers Hovedværker.
Lange havde til Medarbeider Professor Unger. Men jeg veed vist, at Professoren ikke tager mig det fortrydeligt op, at jeg nævner hans savnede Ven som Verkets Grundlægger og Hovedmand.
Jeg har anført Værkets latinske Navn. Det er en Udgivelse i Trykken af gamle norske „Diplomer“ eller „Breve“ – saadanne, som vel de Fleste have seet et og andet af, skrevne paa Skind (Pergament), med et Slags Bogstaver, som mest ligne de saakaldte Fraktur-Bogstaver, og oftest med en Haand, som er rent ulæselig uden for Mænd af Faget.
Man forstaar, at Ordet Breve har ikke her samme Betydning, som naar vi nu tale om Breve til at lægge i Posten. Her menes alskens Dokumenter og Sedler, Skjøder og Beviser; saaledes bruge vi jo endnu at sige Skiftebreve, Afladsbreve, Kongebreve.
Brevene i denne Samling ere for det Meste fra den katholske Tid. De sidste, som haves, ere omtrent fra Aaret 1200, og Samlingen gaar ikke længer nedad end til omtrent 1550. Hvert Bind af det store Værk er en liden Samling for sig, indeholdende Breve fra hvert af disse Aarhundreder.
At læse disse Breve eller at kige lidt ind i disse Samlinger er som at komme midt op i de Gamles Forhandlinger, høre paa deres Aftaler, se dem stadfæste samme med Haandtag og med Sort paa Hvidt – kort, være Vidne til al deres Bedrift og alt deres Stel, fra de øverste Regjerings - Handlinger og nedad til saadanne dagligdags Ting som Gaardkjøb og Arbeidsforretninger og Registreringer i Dødsboer, hvor Løsøret tages frem og besigtiges, vurderes og optegnes. Hvor underligt at betragte dette gamle Løsøre, som nu kommer frem – i Skabet, i Bryggerhuset, paa Klæde-Loftet; det er saa gammeldags, at vi undertiden ikke længer vide, hvad det kan have været brugt til. – Men meget af det ligner dog ogsaa det Sølvtøi og det Indbo af Klædes-Kister og Bakste-Gagn og Kopper og Kar, som endnu den Dag idag er at se ved Auktioner omkring paa Bondegaardene. – Særegen Interesse synes mig det har at læse de mange Testamenter, som ogsaa forekomme mellem disse Breve: det er som at sidde ved Sygesengen og mærke de Døendes Stemning og Tanke – de vilde saa gjerne lægge ret meget til de Kirker eller Klostere, som for Gaven skulde besørge Voxlys og Sjelemesser paa Aarsdagen, da Giveren var død, Aar efter Aar, evindelig. – Der er et Brev, har jeg seet, som indeholder et Slags Registrerings-Forretning i Stavanger Domkirke: Biskoppen og Præsteskabet tog sig for at se over og optegne alle Kirkens Helligdomme: Levninger af Ben og Kleder efter Apostler og Helgener, en stor Mængde!
Ja, der kan vanskelig nævnes en Ting, som der kunde være Tale om i hine gamle Dage, og som ikke findes berørt i denne Brev-Samling.
Der er f. Ex. Pengevæsenet, Mynternes Art, Pengenes Kurs, Varernes Værdi – en overmaade indviklet og vanskelig Sag at begribe selv for Nutidens Vedkommende, end sige da for hine Aarhundreders. Men for et halvt Aars Tid siden saa jeg hvorledes Myntforskeren Schive henne i Stavanger sad og mærkede sig alle de Breve, hvor Penge nævnes eller hvor Priserne paa Jord og Kreature og allehaande Løsøre anføres – og jeg tvivler ikke paa, at jo ogsaa denne Sag bliver opklaret.
Og saa den Interesse, som det for en anden Klasse af Sagkyndige maa være at lægge Mærke til Sproget og Stilen – først i Brevene fra det 13de Aarhundrede og saa i den fra det 14de og 15de. Sproget i vor Mund og Skrift forandres uafladelig, men saa langsomt, at det for det Meste er ganske umærkeligt i en Mands Leve-Alder; men ved Hjælp af den ordnede Samling af Breve fra hine lange Tider kan Sprogforskeren gjennemleve mange Slægters Sprogliv.
Jeg kan ikke regne op alt, hvad der af disse Breve kan læres om Fortidens Tildragelser og Tilstande[1]. Men hvori bestod nu Langes Arbeide med dette Værk?
Først er der det Arbeide at faa opspurgt og indsamlet, hvad der af disse Pergamenter monne have overstaaet Ødelæggelsens Farer og naaet ned til Nutiden. Mængden af de Breve, som man for Tiden veed om, skal gaa op til det forbausende Tal af 12000. Her har nu Lange havt Forarbeidere, nemlig Professor Keyser, atter og før ham en anden Hædersmand, den forlængst afdøde Professor Lundh: ved Kjød og Gave havde disse faaet istand en Samling af Skindbreve, som før vare spredte omkring i Bøndernes Høisædes-Skabe og ellers omkring i By og Bygd, ja endnu i større Vidde[2]. Men denne Samling, som tilhører det Offentlige og nu forvares i Rigsarchivet, strævede Lange med at forøge – det veed jeg ogsaa deraf, at han paalagde mig, at naar jeg paa mine Vandringer kom ind i Bøndernes Stuer, saa maatte jeg have Øinene med mig og se om der ikke skulde være forliggede Skindbreve at finde; han opgav ogsaa, hvad Betaling jeg paa hans Vegne kunde byde, saa og saa meget, naar de vare fra det og det Aarhundrede – jo ældre jo dyrere, naturligvis.
Af hine 12000 haves nu maaske 8000 her i Rigsarchivet. Resten maa søges i andre Samlinger, dels her i Landet (det Deichmanske Bibliothek i Christiania Arendals Museum, Bergens Museum, Videnskabernes Selskabs Bibliothek i Throndhjem) dels i Udlandet i de store Bibliotheker i Kjøbenhavn, i Stockholm, i London. Thi mest overalt har der været enkelte Folk, som have samlet paa dette Slags Fortidslevninger og skaffet dem et trygt Gjemmested i Bibliothekernes Skabe. Her maa altsaa Udgiveren vende sig hen og enten bede om at faa de norske Breve til Laans eller (som i det britiske Museums Bibliothek i London, som ikke vil laane ud) faa kyndige og paalidelige Folk til at skrive dem af.
Nu tænke vi os da Mængden samlet sammen. Saa er der for det Andet Arbeidet med selve Udgivelsen eller med at besørge Brevene trykte.
Jeg tænker paa de Tusinder af Breve, som Lange og Unger havde og deres oprindelige Skikkelse (Orginaler, ikke Afskrifter). Til en Begyndelse kunne de have taget sig en Hob hver og sat sig til at skrive dem af. Thi det gik ikke an at sende selve Pergaments-Brevet til Bogtrykkeriet – Folkene her vilde ikke skjønne dem. – Nu kan Du jo forsøge, Læser, og tage for Dig hvilketsomhelst Stykke, et Skjøde, et Skiftebrev eller almindeligt Brev, og skrive det af med det Forsæt at skrive det bogstavret, saaledes bogstavelig bogstavret, at om der i selve Stykket skulde være en Retskrivningsfeil i en Bogstav eller endog en aabenbar Meningsfeil i et Ord, saa skriver du Feilen som den er, saa Afskriften forsaavidt bliver ret. Jeg vædder 10 mod 1 paa, at Du efter endt Arbeide vil føle Dig utryg og tvivle paa, om Du har faaet det ret. – Naar nu saadan Afskrift skal tages til at trykkes efter, saa maa man derfor „kollationere“ eller sammenligne Afskriften med Originalen – saaledes at man standser lidt ved hvert Ord og undersøger hver Bogstav, hver Tøddel. Kollationeringen kan ogsaa opsættes til et senere Punkt, nemlig indtil Bogtrykkeren har leveret sit Prøve-Ark og dette skal „korrigeres“ eller gjennemsees for at renses for Trykfeil; Lange og Unger gjorde det da saaledes, at den Ene af dem læste første Korrektur og med det samme udførte første Kollationering for de Breve, som den Anden havde leveret Afskrifterne af; naar saa Bogtrykkeren havde rettet sine Trykfeil og leveret sin anden Prøve af det samme Ark, saa maatte den Anden af de To læse den anden Korrektur og udføre den anden Kollationering. Paa denne Maade kom det frem, ikke alene om der var nogen aabenbar Feil i Afskriften (Afskriverfetl), men ogsaa om der var nogen Bogstav eller noget Ord i Originalen, som formedelst dennes Ubetydelighed kunde forstaaes forskjelligt af de To (Læsningsfeil): da kom de sammen for at udvexle hinandens Meninger og forliges om den endelige Afgjørelse af Læsningen.
De Gamle vare ikke særdeles stø i Ordenes Skrivemaade. Det lille Ord „og“ f. Ex. skrev Nogle med k, Andre med c, atter Andre kunde i en og samme Linie bruge begge Skrivemaader om hinanden. I et og samme Brev kan da Ordet være skrevet f. Ex. 5 Gange med k og 7 Gange med c – men i Langes Bog er det da ogsaa trykt 5 Gange med k og 7 Gange med c.
Og Sligt kunne virkelig alvorlige forstandige Folk bemøie sig med? – hører jeg Nogen udbryde i Forundring.
Men dersom jeg tilfældigvis fik i min Haand selve Originalen til hint Brev med de 12 „og“, saa jeg dermed kunde sammenligne den trykte Udgave, og dersom jeg da her fandt f. Ex. 4 k og 8 c, saa vilde jeg sige: Dette stemmer ikke – og jeg kunde tænke: Der er kanske Meget, som ikke stemmer, baade Vigtigt og Uvigtigt. Finder jeg derimod de 5 k og de 7 c, saa – just fordi det i sig selv er saa skrevet – er det mig som et Ægthedens Stempel.
En Ring kan se ud som Guld – men vi synes dog ikke om, at den mangler Stempelet.
Med Paalidelighedens Stempel er den trykte Udgave den historiske Forsker en sand Skat, fast som om han havde i sit Eie den hele kostbare Mangfoldighed af Skindbreve, som endnu existere og ere fundne.
Saaledes udført, kan et Bogværk ret give en Forestilling om, hvad ubøielig Udholdenhed og samvittighedsfuld Nøiagtighed har at betyde.
Og endda skulle selv disse Langes og Ungers Bøger have Trykfeils- (og Læsefeils)-Liste! Det er ikke mange Feil, heller ikke store – men der er dog! Ja, der er rimeligvis endda den usynlige Feil i selve denne Liste, at den ikke har formaaet at paapege hver eneste en af Bogens Feil!
Thi fuldkomment er ikke noget menneskeligt Værk, ja skal ikke være.
Ved Langes Død var der af hine 12000 Breve færdig trykt noget over 5000 i fire og et halvt Bind, paa tilsammen omtrent 250 store Ark.
Nu har Professor Unger til Medarbeider Kandidat Hvitfeldt, og Arbeidet fortsættes.
Værket skal staa som et Mindesmærke – ikke alene om disse Videnskabsmænds Dygtighed, men ogsaa om Storthingets Skjønsomhed, som fra 1848 af (Værket var begyndt i 1847 med Understøttelse af Videnskabs-Selskabet i Throndhjem) har understøttet Udgivelsen med 500 Spd. aarlig.
E. Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |