Søkadetterne i Land, Lystspil med Sang i tre Akter af Henrik Wergeland
33. Søkadetterne iland, Lystspil med Sang i tre Akter af Henrik Wergeland. Christiania 1848. A. Th. Nissen. 104 S. 8vo. Priis heftet 40 ß.
Et Skrift af en navnkundig Forfatter, hvilket først udkommer efter dennes Død, har man ofte Grund til strax paa Forhaand at betragte med en vis Mistænksomhed. Thi man har altfor mange Exempler paa, at Personer, der paa en eller anden Maade ere komne i Besiddelse af en yndet Skribents efterladte Papirer, for at drage Fordeel af det berømte Navn ikke tage i Betænkning at offentliggjøre Udkast, der enten som mislykkede af Vedkommende selv have været vragede, eller ialfald som ufuldendte endnu ikke ansaaes værdige at meddeles Publicum. Forsaavidtsom slige Publicationer undertiden fremgaae af ædlere Bevæggrunde, enten virkelig literær Iver, eller etslags Pietet mod den Afdøde, hvis mindste Frembringelser man vil redde fra Forglemmelsen, maa begge Dele ialfald siges at være slet beregnede; thi Literaturen skeer ingen Tieneste med at den opfyldes med Middelmaadigheder – ogsaa Genier ere ikke altid genialske –, der ville endog være desto skadeligere, naar de støtte sig til et berømt Navn, og dette Navn selv vil lide ved mange Menneskers forkeerte Vane at glemme det Gode over det Slette, Fortrin over Feil.
Hvo tænker ikke her paa den Syndflod f. Ex. af Goethiana, hvormed vor Tids læsende Almeenhed til liden Glæde har været oversvømmet, og som endnu ikke synes aldeles udtømt. Her har Iveren drevet det saavidt at meddele Brudstykker af Digterens latinske Stilebøger fra Skolen. Den Interesse, hvorpaa her gjøres Regning, har naturligviis Meget tilfælles med Liebhaberiet for Kants Tøfler eller Napoleons gamle Vesteknapper.
Den ugunstige Fordom, som slige Erfaringer og Betragtninger maa fremkalde imod opera posthuma i Almindelighed, synes nu især at maatte være berettiget, hvor det gjælder en Forfatter, som Henrik Wergeland, hvis Uforbeholdenhed i selv at offentliggjøre hvad han skrev, er noksom bekjendt. H. W. var ikke den, der af overdreven Beskedenhed eller Ængstlighed for sin Forfatter-Ære skulde holde sine skrivtlige Frembringelser tilbage i sin Pult; meget mere maa det indrømmes, at han i sin Virke-Iver og sin umiddelbare Kraftbevidsthed var ialmindelighed langt mindre omhyggelig med sine Publicationer, end han burde have været – en Feil, der gav hans Modstandere mangt et Vaaben ihænde, og foraarsagede ham selv bitre Krænkelser. Men skjønt nu denne Digterens mindre Nøieseenhed i det anførte Punkt paa en Maade kunde benyttes som Undskyldning for den, – ihvo det er – som nu har paataget sig at udgive et efterladt Arbeid, og som altsaa tildeels kunde synes at have handlet i den Forevigedes Aand: saa kan det ikke negtes, at det netop af den samme Grund maa ligge nær her at formode, at hvad denne Digter ikke selv har villet offentliggjøre, høist sandsynligt maa lide af væsentlige Mangler og enten være reentud forkastet, eller idetmindste henlagt til en senere Omarbeidelse.
Lægger man hertil, at nærværende Bog hverken ved Titelen eller ved noget Forord meddeler Navn paa nogen Udgiver eller underretter Læseren om, hvorledes Manuscriptet er fremkommet, eller i hvis Hænder det nu befinder sig; da kan det ikke negtes, at den herved faaer et meget apokryphisk Udseende og vækker uvilkaarligt Tanken om en blot og bar Boghandler-Speculation. Ja endog Bogens Ægthed kunde man falde paa at betvivle, naar det ikke tilfældigviis var bekjendt, at Wergeland virkelig engang skal have skrevet et Stykke under den anførte Titel, og naar idethele ikke vore Forholde vare for snevre til ialmindelighed her at gjøre en Underskyden af saadan Art paa nogen Maade tænkelig. Efter disse lidet lovende Aspecter vil imidlertid den skjønsomme Læser udentvivl ved Gjennemlæsningen finde Bogen snarere over, end under Forventning. Idetmindste tilstaaer Undertegnede, at dette var Tilfældet med ham. Han negter ikke, at han med en vis uhyggelig Følelse tog Bogen i Haand; thi det er altid piinligt – hvad han her troede at kunne gjøre sikker Regning paa – at være Vidne til Geniets afmægtige Momenter, at træffe Mathed eller Famlen, hvor man er vant til at finde – endog luxurierende – Kraft og Virtuositet. Men skjønt Verkets Hoved-Indtryk i flere Henseender virkelig maa siges at være mindre fyldestgjørende, og det Hele visselig blandt Wergelands Arbeider kun indtager en meget underordnet Plads, hører det dog til de Frembringelser, som Publikum ialmindelighed – hvor det ikke forvirres af Navne-Værdier eller Parti-Interesser – modtager med Taknemmelighed, fordi Verket opfattet uden Fordom, ialfald vil findes underholdende.
“Søkadetterne iland“ er i flere Henseender en Bagatel, blot etslags dramatisk Spøg. Men i vor fattige Literatur ere selv Smuler ei at foragte. At Stykket i en vis Henseende kan siges at være tendentsløst, er egentlig ingen Feil, især i vor Tid, da vi i det virkelige Liv saa ubarmhjertigen spændes af de mangfoldigste Tendentser paa alle Kanter, at vi nok i Poesien kunne trænge til et Øiebliks Befrielse. Og hvis en saadan Befrielse nogensteds hører hjemme, da er det især i Lystspillet; thi her er det netop, hvor Hverdagslivets eensidige Interesser og Bestræbelser skulle vise sig i deres Smaalighed og indbyrdes Modsigelse, hvor trættende og indsnerpende Tendentsers Gjæring opløser sig i – Skum, det lette, spillende, hvori Aandsfriheden og Subjectets Uendelighed feirer sin Triumf. Lystspillet kjender saaledes ikke engang Dyd eller Last i deres egentlige Betydning; det har for den første ingen Belønning, for den sidste ingen Straf. Kun Snæverheden, den smaalige Interesse eller den raa Lidenskab maa snuble i sit eget Anslag, medens Aabenheden, den umiddelbare Djervhed eller den overlegne Dannelse, som Komoediens Kjelebørn, maa staae med Palmer i Hænderne. Er dette Maal naaet, da lader man Nidingen eller den dumme Djævel løbe blot med Skuffelsens Flauhed og Beskjæmmelse. Hvor Lystspillet troer at skulle tage Sagen grundigere, ved en ordentlig Moraliseren, eller ved at forfegte bestemte positive Anskuelser eller Interesser, der har det ialfald overskredet sin egentlige Grændse. En Hovedsag ved Lystspillet er virkelig Lystighed; det bør netop være anlagt paa at “slaae Gjækken løs“. At alligevel det gamle: “ei blot til Lyst“ bør kunne anvendes derpaa, vil være klart for den, der overveier, at denne Aandens øieblikkelige Frihed og Munterhed, denne Subjectivitetens Selvnydelse, som den ægte Komoedie forskaffer Tilskueren, selv er af virkeligt Værd, selv er et Moment, hvori den sande, i sig frie, Idee kan besøge Aanden, idet den paa mange Maader allerede kan glimte frem igjennem de Timelighedens Bobler, med hvilke Komoedien egentlig leger.
Meget af dette har sin Anvendelse paa nærværende Lystspil. Jeg vil her ikke, efter sædvanlig Anmelder-Skik, fortælle Stykkets Fabel, da dette i de fleste Tilfælde er det Samme som at karikere den. Kun Saameget: Søkadetterne – lystige Fugle – ere naturligviis ret heldigen valgte som Komoediens “Kjelebørn“; at de vise sig iland – forstaaer sig uden deres Chefs Tilladelse – er allerede et dristigt Anstød mod bestaaende Forholde, der drager flere efter sig og bringer Heltene – atter naturligviis – i en bandsat Knibe, der udgjør Stykkets Knude. Pengeforlegenhed, en Spidsborgers Egennytte og Skinsyge, en giftesyg Pebermøes Anslag, endelig Fru Justitia selv træde “hemmende“ iveien for vore unge Æventyrere, hvis raske Mod vikler dem kun fastere ind i Snaren; – Misforstaaelser paa Misforstaaelser forøge Spændingen – almindelig Forvirring – indtil Interessernes indbyrdes Collision selv i Forening med Komoediens stadige Bundsforvante: Kjærlighed og Tilfælde, løser det Hele til almindelig Tilfredshed. Trofaste Elskende gjenfindes; Spidsborgeren bliver paa den nemmeste Maade af Verden (Udførelsen gaaer endog vel nemt) snydt i sine Speculationer, og maa tilslut tage tiltakke med sin Pebermøe og hendes “Ellevehundrede“. Gangen er saaledes Lystspillets sædvanlige; af Handling er der fuldtop; Situationerne ere ikke uden Originalitet, og skjønt Charaktererne tildeels mangle Nyhed, ere flere af dem dog ret raskt tegnede; Dialogen, om ikke glimrende, er idethele let og naturlig, og Sangen træder ind i passende Momenter; – saa Stykket visselig maa siges at forene de vigtigste Betingelser for heldig Virkning paa Scenen – forudsat at Publicum ogsaa virkelig er oplagt til at more sig uden at forstyrres af den ængstelige Reflexion, om denne Morskab ogsaa er efter Reglerne.
Men med Alt det er Stykket langtfra at være noget Mesterværk. Jeg vil her ikke engang tale om enkelte Feil i dets dramatiske Mechanisme, (f. Ex. at en kort Tid maa tænkes at være foregaaet mellem 7de og 3de Scene i første Act), hvilke ved en senere Revision med Lethed kunde været rettede. Vigtigere er det, at Stykket tildeels mangler den overlegne Vittighed, der er Komoediens fortrinligste Kryderie, og som i langt høiere Grad, end her, findes i flere af Wergelands Farcer. I Mangel heraf søges Latter-Effect ved et Par vel tykt paasmurte Charakterer og ved en heel Deel forvrænget, bagvendt Abe-Sprog. Men begge Dele ville tilslutning forfeile sin Virkning. Jomfru Christianes stærkt fremtrædende Givtesyge nærmer sig undertiden vel stærkt til det Ækle, og hendes evindelige “pertentlig“ og “partu“ bliver i Længden trættende. Ogsaa Jeremias snakker bagvendt, hvilket man dog neppe skulde vente af en Mand, der kjender Bias og hans “Secum“ (dog har paa den anden Side denne Allusion øiensynligen et altfor lærd Anstrøg). – Hvormeget der ellers af disse forkeerte Ord, som “fabrikol“, “præsselig“ o. s. v. kan skrives paa Correcteurens Regning, er vel uvist; Manuskriptet har rimeligviis ikke altid været let at dechiffrere.
Stykkets lyriske Partier, skjønt som Vaudeville-Couplets betragtede ialmindelighed ret gode, ja ofte endog bedre, end hvad man i dette Capitel er vant til, svare dog neppe ganske til hvad man af en Lyriker som H. W. gjerne vilde vente[1]. Vel er det saa, at Vaudeville-Sangen ialmindelighed ligger paa Lyrikens laveste Grændse, og Digteren har i Bevidstheden herom medrette søgt at nedstemme sin Tone; men netop derfor er han her ikke egentlig paa sit rette Feldt, og har af den Grund ikke altid naaet den Lethed og Naturlighed, som i dette Slags Poesie er den væsentligste Fordring. Som Exempler kan anføres Jeremias’s Sang 1ste Act 12te Scene, samt Kadetternes S. 72.
Idethele reise vel nogle af Stykkets Grundmangler sig deraf, at Digteren her mere, end i nogen af sine øvrige Frembringelser, har søgt at lempe sig efter Publicums Smag, har lagt an paa, hvad han troede vilde more. En saadan Beregning var – efter Wergelands hele Aandsretning – egentlig ikke hans Sag; hans Kald var umiddelbart, uden at see til Høire eller Venstre, at udfolde den indre Rigdom, der var han givet, og den djerve Hensynsløshed, hvormed dette skeede – ja det Frastødende selv i hans Virksomhed – hører uadskilleligen med til den eiendommelige Tiltrækning, denne mægtige Genius medrette har udøvet, en Tiltrækning, der i Virkeligheden er saameget større, som den knytter sig til Modsigelsen, og saaledes gjækker den gammelkloge Reflexion. At ville levere en Vaudeville hovedsageligen anlagt paa Publicums Moerskab og Bifald, maatte derfor kun være en øieblikkelig Misforstaaelse, og man tager maaskee ikke feil ved at antage, at Digteren, idet han, da Stykket ikke kom til Opførelse, ei har sørget for at lade det trykke, har erkjendt denne Misforstaaelse selv.
Alting vel overlagt, er jeg virkelig endnu i Tvivl, om den ubekjendte Udgiver igrunden har handlet forsvarligt ved at offentliggjøre et af Henrik Wergeland efterladt Arbeide, der ialfald er mindre Wergelandsk end noget af de øvrige. Men Saameget er dog vel utvivlsomt, at han – efter literær Sømmelighed – havde burdet fremtræde med aabent Vizir og blandt Andet gjøre Rede for sin Behandling af Manuscriptets Text, saa at man idetmindste kunde have havt en ydre Garanti for hans Berettigelse.[2]
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I den yndige Duet i første Act (S. 67) forvildes Læseren af en to Gange gjentagen Trykfeil “Lyst“ for “lyst“.
- ↑ I det Øieblik, dette skal leveres til Trykken, læser jeg i Rigstidenden en Anmeldelse af “Søkadetterne“, med hvilken jeg i flere Bemærkninger sees at have truffet sammen, medens jeg derimod bestemt afviger fra den der ytrede Anskuelse om dette Stykkes Betydning som noget afgjørende Moment i Dommen over H. Wergeland som Digter i Almindelighed.