Sagn fra Syvaarskrigen
Under Syvaarskrigen havde Svensken i Aaret 1564 indtaget hele Thrøndelagen og Romsdals Amt, ja endog en stor Del af Nordland, men deres uduelige Anfører, Franskmanden Claude Collart (Claudius Gallus), forspildte snart sin let erhvervede Seier, og hans Hær blev dels ødelagt af Bønderne, dels fangen af den Styrke, som efter Erik Rosenkrands’s Foranstaltning sendtes nordover under Erik Munks Anførsel. (Se herom mit Skrift Krigen nordenfjelds 1564, Chra. 1872). Paa Søndmøre lever endnu en stor Del Sagn fra denne Tid; især erindrer Almuen sig en svensk Partigjænger, Mads Dalekarl, som efter at have røvet og plyndret grusomt der i Egnen fandt sin Død den 7de Mai 1564 paa Garlid i Soknedalen (Annex til Støren).
1. Mens Svensken var Herre i Throndhjem, kom et Krigsskib derfra sydover til Romsdalen, hvor Mandskabet huserede slemt. Derefter seilede Svensken til Søndmøre og lagde sig ved Valderhaug. Herfra sendte de Folk ud for at plyndre Bygderne rundt i Egnen. En Bonde kom med en Baad indover til Ellingsøens Nordside og vilde lande, men der laa just to Skyttere og lurede paa Oter, og disse fyrede med sine Bøsser paa Røverne, som strax rømte. Stedet, hvor Skytterne laa, heder endnu Gildrenes.[1] Paa Valdergaardene og paa Giske stjal de Svenske Alt, hvad de fik fat paa. En Søndag under Gudstjenesten kom fire og tyve Svensker til Borgunds Kirke; „de bleve anførte af en Officier, som kaldte sig Prindsen af Sverige.“ Han bragte Bønderne den Hilsen fra den svenske Konge, at det vilde gaa dem galt, hvis de ikke med det gode gav sig under Sverige. Almuen var længe raadvild og vidste ikke, hvad den skulde svare, men endelig stod en Mand, som hed Olaf Gryten (eller „Gryteraadsmanden“) frem og holdt en Tale. Før Bønderne kunde give noget Svar, sagde han, var det nødvendigt at raadslaa med Fogden og Lensmanden, men de vare ikke tilstede ved Kirken, og derfor maatte han bede Svensken vente i otte Dage. Det lovede ogsaa Fienden at gjøre, men forlangte da ogsaa at faa Gryteraadsmanden med sig som Gidsel. Det havde denne ikke Lyst til, og han forsøgte derfor at liste sig bort, og det lykkedes ham ogsaa at undkomme, efter at han først havde faaet af sig sin røde Trøie og sine Knæbuxer, hvori han var altfor letkjendelig. Saa fort han kunde, ilede nu Olaf Gryten afsted, først til Fogden, og derfra videre til de norske Krigsskibe. Med „svensk Flag“ seilede disse til Valderø, hvor Svenskens Skib laa. Da det første af de norske Skibe kom, gik Kapteinen paa Svenskeskibet, hvor Alle troede, det var en Landsmand, op paa Dækket og „drak en Skaal for sin Kammerat“, men i det samme gav det norske Skib det fiendtlige det glatte Lag. Det svenske Skib sank tilsidst, og Besætningen druknede paa tre Mand nær, som svømmede tillands og forfulgte af de Norske løb tilfjelds. Siden fandt man dem i en Bjerghule døde af Sult. Denne Hule, der ligger tæt søndenfor den store Skjongshule, kaldes endnu Dødmandshulen.
Møringen for 1869, No. 41. Fremstillingen er her noget forkortet; naar det der heder, at Olaf Gryten i sin Tale ved Borgunds Kirke ogsaa erklærede, „at Almuen forlængesiden var træt af Danevældet, og at den for den Sags Skyld ikke vilde have noget imod en Forening med Sverige,“ da maa disse moderne Talemaader antages at være indlagte i det forøvrigt vistnok ægte og oprindelige Sagn i en langt senere Tid, rimeligvis endog i den sidste Menneskealder.
2. De Svenske, især en af deres Høvdinger, Mads Dalekarl, søgte overalt, hvor de kom, at faa fat paa Danske eller „Jutar“, som de hyppigst kaldte dem. Paa Foldstad i Ørsten Præstegjeld boede en indgiftet dansk Mand, Nils Jenssøn; han blev myrdet med flere Landsmænd, og paa det Sted, hvor han faldt, stod indtil for hundrede Aar siden et Trækors til Amindelse. Paa Apelset i Ørskog maatte „Jyden“, som boede der, tage Flugten efter først at have gravet sine Penge ned i Jorden ved det saakaldte Førvad, hvor det fortælles, at Skatten endnu ligger. Ogsaa til Thingfjord i Vatne fandt Mads Dalekarl Veien. Her boede paa den Tid en Mand, som hedte Saxe, ligeledes en dansk Mand, hvorfor man ogsaa kaldte ham Jydesaxe. Ogsaa Jydesaxe havde gjemt sine Penge i Jorden saa vel, at Intet blev fundet, og Mads maatte drage bort, men satte dog først Ild paa Husene. Endelig maatte ogsaa en fjerde dansk Mand, som boede paa Nogvad i Harham, lade sit Liv for Mads Dalekarl.
Endnu i 1857 stod paa Garlid (Skydsskiftet mellem Soknedal og Rennebu) en gammel Røgstue, og om den hørte Eilert Sundt i hint Aar fortælle, at Mads Dalekarl skulde være bleven skudt i Stuen; Ingen vidste, for hvor mange hundrede Aar siden. Nordmanden skulde have listet sig op paa Taget og fældet Mads gjennem Ljoren. Sagnet føiede til, at Nordmændene, for at overliste de Svenske paa Garlid, havde baaret Løvbuske i sine Hænder for at indbilde Svensken, at det var en Del af Skoven, som viste sig i det Fjerne.
Strøm, Søndmøres Beskrivelse, II, S. 175 og 380, P. Fylling i Møringen for 1869, No. 41, E. Sundt. Om Bygningsskikken i Norge (Aftr. af Folkevennen), S. 153, samt en Meddelelse til nærv. Forf. af Sorenskriver L. Daae. Sagnene, af hvilke intet er i nogen Maade paavirket af den skrevne Historie, stemme dog mærkværdig vel overens med denne. Svenskens Jydehad er fuldkommen korrekt bevaret i Almuens Erindring. Overanføreren for Toget, Claudius Gallus, havde Ordre af sin Konge til overalt at forfølge de i Norge bosatte Danske, hvis Antal paa den Tid idetmindste i visse Egne synes at have været temmelig stort.[2] Og han opfyldte denne Befaling. Idetmindste skriver han selv til Kongen: „Jeg haver handlet med de Juter og Danske, som jeg paa Landsbygden haver kunnet overkomme og opspørge, eftersom deres Fortjeneste haver tilsagt. Jeg vil endog ydermere lægge mig med al Vind og Flid om at udrydde det Ugræsset og ombringe og fordærve saamange Juter og Danske, som i denne Landsende findes kunde.“
3. Om Selje Klosters Undergang fortælles et Sagn, som, ifald der ligger nogensomhelst Virkelighed til Grund derfor, nærmest synes at maatte henføres til Syvaarskrigen. „For nogle hundrede Aar siden kom 3 til 4 svenske Krigsskibe ind af Stathavet og bombarderede Klosteret til endelig Ødelæggelse og Ruin. I Bestyrtelsen søgte Munkene at redde sine bedste Mobilier og nedsatte en Hoben Pretiosa i den store Gildekjedel (som de brugte, naar de i Juletiden holdt Gjestebud hos sig for de fornemste Bønder paa det faste Land), hvilken de med Reb nedsænkte i Søen, men da de efter Fiendens Bortreise skulde trække Kjedelen op, gik det ene Reb af, og altsaa bleve deres Pretiosa i Søen beliggende, ligesom og den store Klokke i Kirken, som de i samme Forvirrelse vilde se reddet, skal være bleven borte for dem i Søen paa den sydvestre Del af Sellø.“
Budstikken, VI. S. 574 efter Selløs Kaldsbog.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ gildra, Indretning til at fange vilde Dyr med, især Oter.
- ↑ Overhoved havde de Danske i det sextende Aarhundrede som Indvandrere udbredt sig over hele Norden, ei alene i Norge, men ogsaa i Sverige. Gustav Vasa havde mange Danske blandt sine hvervede Krigere, helst dog i Finland. Ja endog under Syvaarskrigen tjente Danske i Erik den Fjortendes Hær.