Sagn om Armfeldts Indfald
Saa fattig Almuen nordenfjelds end er paa Minder fra Syvaarskrigen, Mønnichhofens Tog, Throndhjems Tilbageerobring 1658 og Gyldenløvefeiden, er der dog ikke en eneste Begivenhed i vort Lands Historie i nyere Tid, som har ridset dybere Træk i Traditionen end den Armfeldtske Hærs Indfald og sørgelige Skjæbne. Uden at det paa nogen Maade kan antages, at der har fundet Paavirkning af den skrevne Historie Sted, har det dog vist sig, at Troværdigheden af de nedenfor anførte Sagn bliver bestyrket ved at sammenholdes med det i Archiverne bevarede utrykte historiske Materiale. Det er ogsaa mærkeligt, med hvilken Sympathi Almuesmanden omfatter den ulykkelige Hær; thi medens Svenskernes Hærjingstog under Gyldenløvefeiden drastisk betegnes som den Tid, „da Svensken lovede, at han hverken vilde skaane den døende Olding eller Barnet i Moders Liv“, mindes han altid det Armfeldtske Troppekorps som „Svenskerne, der var værst mod sig selv“, eller „Svenskerne, som frøs ihjel paa Tydalsfjeldet“.
1. Stor-Ingvald. Da Armfeldt efter en mærkelig Marsch over Grændsefjeldene var kommen ned i Værdalen, udspandt der sig ved Gaarden Levringen mellem en svensk Rytterafdeling og nogle Kompagnier af det nordenfjeldske Dragonregiment en kort Fægtning, der endte med, at Nordmændene bleve slagne og maatte efterlade nogle Døde paa Valpladsen. Blandt dem var ogsaa Dragonen Stor-Ingvald, en Husmandssøn under Gaarden Levringen. Uagtet han allerede i Begyndelsen af Træfningen havde faaet et Hug i Knæet, vedblev han dog Kampen; men da hans Kammerater ilsomt trak sig tilbage, brast Tøilerne under hans Anstrængelser for at holde sin Hest igjen, og han selv kastedes af. Han krøb nu de fremrykkende Svensker imøde og havde allerede dræbt flere Heste, da et Sabelhug i Hovedet gjorde Ende paa hans Liv. Til hans Minde reistes der paa Stedet et Trækors, som gamle Folk i Værdalen endnu ville mindes at have seet i sin Barndom.
Fortalt af Ole Garnes. En noget lignende Fremstilling findes Klüwers Norske Mindesmærker, S. 69.
2. Da Svenskerne rykkede frem mod Throndhjem, troede de, at Byen skulde være taget i en Haandevending, „men da Graamærra (saaledes kaldte de Munkholmen) begyndte at knægge, fik de andet at føle.“ De trak sig først tilbage til Vigelven (¾ Mil fra Throndhjem), hvor de stod i nogle Uger, drog siden over Stene og Udler til Lerens Sagbrug, hvor de byggede Flaader af det derværende Tømmer, og satte over til Skjetnemyren. Siden slog de Leir i Egnen omkring Melhus.
Medens Svenskerne stod ved Vigelven, var en Officier engang redet opover til en Gaard ved Jonsvandet. Hans smukke hvide Hest stod bundet ved Skigarden, medens han var inde. En ung Gut fra Nabogaarden passede sit Snit, svang sig paa Hesten og bragte den ad lang Omvei lykkelig til Throndhjem, hvor han afleverede den til Generalen, som gav ham en Rigsdaler til Belønning.
3. Ved Overgangen over Nidelven afsendte Armfeldt sin Næstkommanderende, Generalløitnant de la Barre, med en betydelig Rytterafdeling for at forfølge det nordenfjeldske Dragonregiment, der under Oberst Motzfeldt forgjæves havde søgt at forsvare den modsatte Elvebred. Motzfeldt trak sig gjennem Rennebo og Opdal tilbage over Dovrefjeld, hvor han ved at afbrænde Fjeldstuerne hindrede al videre Forfølgelse. Fra denne Begivenhed ere følgende Træk bevarede i Sagnet.
Medens Svenskerne stod i Opdal, havde alt Folket i Rennebo gjemt sig bort i utilgjængelige Afdale og Bjerghuler, der endnu bære Navnene Bergstugun, Svenskdalen o. s. v. Kun paa Sundset var en Tulling bleven tilbage. En Dag kom en svensk Rytter, der skulde bringe Brev til Anføreren i Opdal, ind paa en af Sundsetgaardene. Da han ikke fandt nogen hjemme, fodrede han sin Hest og gjorde op Ild paa Arnen. Som han nu sad og varmede sig, fik han med et se Tullingen, der stod og sigtede paa ham gjennem Døraabningen. Han advarede ham mod at skyde, da det ellers vilde gaa ham ilde. Tullingen brød sig ei derom og trykkede løs. Svensken blev saaret, men var dog endnu istand til at stige til Hest. Paa Veien til Opdal kom en Skare Ryttere ham imøde; han var da maalløs og pegede blot paa sit Saar. Hans Kammerater vilde hevne ham og søgte omkring paa Gaardene efter hans Banemand. Paa Gissenaas fandt øde en gammel Kjærring, som de vilde tvinge til at fortælle, hvem og hvor Gjerningsmanden var. Da hun naturligvis intet vidste herom, tændte de endog op et Baal og truede med at brænde hende levende, men da fik den saarede Mælet tilbage og berettede, hvorledes det var gaaet til. Svenskerne drog nu strax ned til Sundset, hvor de stak Ild paa Gaardene.
Fortalt af Ole Arngrimsen Bratset af Rennebo.
4. Fra Opdal tog de la Barre Veien over Kvikne og Dalsbygden til Røros, hvor han blev staaende, indtil hele den svenske Hær brød op fra Norge. I denne Tid sendte han flere Afdelinger paa Rekognoscering ned gjennem Østerdalen. En af disse, der bestod af 70 Ryttere, kom ved Juletider til Tyldalen, hvor den slog sig ned i den øverstliggende Grænd. Det vaabenføre Mandskab i Dalen var bleven underrettet om Fiendens Komme og havde samlet sig i Skaret søndenfor Midtskoven, hvor der var bleven dannet en Forhugning. Foran denne havde man lagt alle de Harve, som fandtes i Bygden, saaledes, at Hestene maatte skade sine Fødder paa deres Tinder. Da Svenskerne kom til Øverby, bleve to Piger saa forskrækkede ved Synet af dem, at de i bare Særkeærmer satte afsted over den veirhaarde Tverkjøl til Nabosognet Lille-Elvedalen. Paa en anden Gaard kom to Ryttere ind og forlangte Mad og Øl. Da Konen ei strax efterkom deres Ønske blev den ene af dem vred og hug sit Sværd i Bordet, saa Skiven kløvnede. Men da hun forklarede dem, at hun ei kunde gaa fra sit syge lille Barn, sagde den anden: „Ræk mig Barnet, Gumma! Jeg har mange smaa Børn hjemme, men uvist er det vel, om jeg faar se dem mere.“ Overalt paa Gaardene, hvor Svenskerne kom, tog de Skindfeldene, som de skar et Hul i Midten paa og hængte over Skuldrene. Da der ikke fandtes andre end Oldinge, Kvinder og Børn hjemme, fattede Fienden Mistanke, og Anføreren tvang den gamle Thord Oppistuen paa Øverby med Kaarden for Brystet til at røbe, hvad Nordmændene havde isinde. Men Svenskerne vare da altfor trætte og forkomne til, at de kunde tænke paa at drage videre den Dag.
Dengang gik Skoven længere ned til Husene paa Øverby end nu. Tidlig om Morgenen den næste Dag, før Svenskerne endnu havde rustet sig til at drage afgaarde, vidste de ei Ordet af, før Nordmændenes Kugler peb dem om Ørene. Anføreren, som sad tilbords, blev truffet; han reiste sig, men sank strax til Jorden. Enden blev da, at Svenskerne maatte vende tilbage den samme Vei, de vare komne. De førte sine Døde med og nedsænkede dem i Tvebottentjernet paa Tønsetkjølen. Om Vaaren, da Isen gik op, flød Ligene ovenpaa Vandet.
Almindelig kjendt i Tyldalen og Tønset.
5. Långströms Død. Fra Melhus skulde en af de kjækkeste Partigjængere i Armfeldts Hær, Kaptein Långström, føre Posten over til Sverige, men blev paa Veien gjennem Hegre dræbt af Bønderne. Almuen der i Egnen ved endnu at paapege Stedet, hvor han faldt, og har følgende Fortælling om hans Død.
I Forbygden havde Nordmændene ved Gaardene Fornes og Kil lagt flere Forhugninger, hvor Bønderne holdt Vagt, saa ofte en fiendtlig Afdeling var i Nærheden. En Aften kom Långström til Gaarden Hegre, hvor han overnattede. Tidlig den næste Morgen, før han drog ud, brændte han Krudt for at se, hvorledes Dagen vilde gaa hen. Det var nemlig i gamle Dage en gjængs Overtro blandt Soldaterne, at de ved at antænde Krudt kunde erfare, om et begyndt Foretagende vilde lykkes eller ei. Slog Røgen mod Jorden, var dette et ligesaa sikkert Tegn paa, at alt vilde gaa vel, som at en Ulykke var forestaaende, ifald den trak op. Dampen slog Långström mod Brystet, og han udbrød i mørk Anelse: „Gud give, at denne Dag var vel endt!“ Han tvang Bonden paa Hegre til at vise ham Vei opover Forradalen, og det var hans Hensigt saavidt muligt at omgaa Forhugningerne i Forbygden. Men om Natten havde Bønderne i Omegnen paa Rygtet om hans Ankomst samlet sig. Blandt dem var ogsaa en gammel Bjørneskytte, hvis sikre Skud strakte Långström til Jorden, idet han stod i Begreb med at gaa over Elven strax nedenfor Gaarden Fornes.
Fortalt af Johan Hofstad af Stjørdalen.
6 a. Svenskerne paa Bynesset. Medens Svenskerne laa i Melhus, kom en mindre Afdeling af dem til Bynesset for at inddrive Levnetsmidler og Fourage. For ikke at overrumples af norske Streifpartier slog den Leir paa Stormyren, eller Graamyren, som den ogsaa kaldes, hvorfra man har en vid Udsigt til alle Kanter.[1] Om disse Soldater har man bevaret nogle Træk. Da de kom til Gaarden Høiem, begyndte Ungerne at skrige, saasnart de fik dem at se. Den svenske Officier bød sine Mænd at fare varligt frem, og de tog da ogsaa blot nogle Levnetsmidler og Bjeldekoen. Men da de vel vare dragne af Gaarde, kom Konen efter dem og bad for sine mange smaa Børns Skyld om at faa sin Ko tilbage og tilbød at give dem en Smørbut i Stedet. Svenskerne lo og gik ind paa denne Byttehandel. Paa en anden Gaard, Langlo, ynkede en gammel Mand Svenskerne, at de vare saa magre og forsultne at se til. „Er det noget at undres over?“ sagde en af dem. „Ifjor vare vi borte i Slagtetiden, iaar have vi ogsaa været borte. Hvad skulde vi saa blive fede af?“
Fortalt af Jon Løkken af Bynesset.
Om Svenskernes Færd paa Gaarden Høiem og andre Steder paa Bynesset lyder en anden Beretning saaledes:
6 b. Da de Svenske i 1718 gjorde det Indfald nordenfjelds, som endte med, at flere tusinde af deres Soldater frøs ihjel paa Fjeldet, „gav deres General dem Lov til at røve og plyndre i Bygderne om Throndhjem, thi da slap han selv at føde dem.“ En Aften kom nogle Svensker til Høiem i Bynesset. Manden var borte og Konen bad dem spare, hvad hun havde, da hun havde saa mange Børn. Men herved bleve de blot endnu hidsigere, og Børnene bleve bange, men den ældste af de smaa Gutter krøb op under Langbænken for at gribe en Øx. Svensken saa det og sagde: „Nei se den lille Gosse, som ligger under Bænken.“ Den Gang var „Hr. Johan (Crantz). Præst paa Bynesset. Han havde en æblegraa Hest, som han satte stor Pris paa og nødig vilde lade Fienden faa fat i. Han gjemte den derfor i et lidet Hus, som han lod opføre paa et afsides Sted, og som hverken havde Vinduer eller Døre. Men en Kone paa Gaarden Stene aabenbarede det for Svensken mod Løfte om, at de skulde spare hendes egne Kjør. Saaledes toge de da Hesten. Men Præsten straffede Konen med for bestandig at negte hende Altergang efter den Dag.
O. J. Høyem: Nes eller Bynes. En Bygdebeskrivelse. Throndhjem 1862. S. 149. Præsten Johan Crantz roses i Mallings „Store og gode Handlinger“ for de store Fortjenester, han i sin lange Embedstid (1701–1751) skal have erhvervet sig af Almuens Sædelighed, og Suhm omtaler ham ogsaa (Saml. Skr. IV. S. 321) paa samme hædrende Maade. En af de følgende Præster i Kaldet, A. Høyem, har derimod paastaaet, at Fortællingen om hans Fortjenester er meget overdreven. (Thj. Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. I. S. 302 flg.). Forresten er det meget tvivlsomt, om disse Sagn ikke rettest bør henføres til Syvaarskrigen, thi i denne Krig vides Svensken at have været i Bynesset, hvor de bl. A. skulle have ødelagt en St. Olafs Kilde i Bygden, „tilstoppet den med smeltet Bly for at hindre Afgudsdyrkelse.“ Derimod er der intet Spor til, at Crantz i Krigen 1718 har lidt noget Tab, thi i de bevarede Protokoller over ydet Skadeserstatning forekommer ikke hans Navn. Crantz er forøvrigt endnu en kjendt Sagnfigur, paa hvem man har overført adskillige af de samme Traditioner, der fortælles om Peder Dass, Peder Strøm, Asbjørnsens „Røkenpræst“ o. s. v. Hans Billede hænger i Buvikens Kirke.
7. Svenskerne i Børseskogn. En større Afdeling paa 400 Ryttere sendtes under Oberst Maidels Kommando over Buvigen og Børseskogn for at trænge frem til Surendalen. Den blev imidlertid underveis – hvor vides ikke – aldeles opreven af Bønderne i Forening med norske Streifkorpser. Om disse Svensker er følgende Sagn almindelig fortalt i Børseskogn. En Aften kom de til Gaarden By, hvor Bygdelensmanden Ole By boede. Han var imidlertid i Forveien bleven underrettet om deres Komme, saa at han havde skaffet sine værdifuldeste Eiendele af Veien og drevet Buskapen ned i et tæt Graneholt i Nærheden af Gaarden. Svenskerne bleve forundrede over at finde Baasene tomme, men da Lensmanden forsikrede, at han havde været nødt til at sende Kreaturerne ind til Byen, slog de sig tiltaals med denne Forklaring. De tændte Ild op baade paa Tunet og paa Laavegulvet. Imidlertid havde en af dem ved et Tilfælde hørt en Ko syte inde i Graneholtet og kom snart drivende tilgaards med den hele Besætning, som Lensmanden maatte vedkjende sig som sin Eiendom. I sin Harme over at være ført bag Lyset gav Obersten ham en god Dragt Prygl med sin Ridepisk, og Soldaterne gav sig strax ifærd med at slagte. Lensmandens Kone, der havde lagt Mærke til, at Oberstens Hest led af en Øiensygdom, tilbød sig at helbrede den, hvis hun maatte faa beholde sin Bjeldeko. Obersten gik ind derpaa, og da det virkelig lykkedes hende at helbrede Hesten, fik hun beholde de øvrige Kjør.
8. Den svenske Hovedhær kamperede i Strøget mellem Melhus Kirke og Gaarden Løre i Horg, medens Armfeldt havde opslaaet sit Hovedkvarter paa Nyhus i Flaa Sogn. En ung Gut, der hørte til Generalens Tjenerskab, sluttede sig til Husets Folk, og da han var meget snil og tjenstvillig, delte de gjerne sine knappe Smuler med ham. En Dag i Julen bleve Folkene meget forundrede over, at der kom en usædvanlig stor Mængde af høitstaaende Officierer tilgaards. Om Kvælden, da Konen gik til Fjøset og Gutten efter Sædvane fulgte med, spurgte hun ham om, hvad Grunden til dette vel kunde være. Længe vilde han intet sige; thi det var ham under Dødsstraf forbudt at røbe, hvad Officiererne havde forhandlet om. Men da hun vedblev at fritte og spørge, tog han tilsidst Løfte af hende om Taushed og hviskede hende i Øret: „Konungen var är död.“ Dagen efter brød Svenskerne op og marscherede sydover.
Fortalt af Hans Uglen af Klæbo, der i sin Ungdom hørte det af sin Farfader, der var fra Nabogaarden til Nyhus. Smlgn. hermed ogsaa O. Stv. Hansen: Bygdefortælling, S. 47.
9. Paa Tilbagetoget gjennem Guldalen efterlod Armfeldt paa Gaarden Foss i Horg en Afdeling Soldater. Kari Foss – saa hed Husmoderen paa Gaarden – var lidet tilfreds med disse ubudne Gjæster, men holdt dog gode Miner et Par Dage. Da fik hun Nys om, at en norsk Trop opholdt sig i Nærheden. Om Natten listede hun sig hen til den og gav Løitnanten, som førte Kommandoen, fornøden Besked og tilbød sig at være Nordmændenes Veiviser. Hendes Tilbud blev modtaget, og før det gryede ad Dag, vare Svenskerne efter en haard Modstand overmandede og tagne tilfange, hvorpaa de førtes til Throndhjem. Det varede ikke længe, før de her fik høre om den Armfeldtske Hærs Skjæbne. Da skal en af dem have sagt: „Vi have før forbandet Kari, men efter det, vi nu høre, have vi fuldt Skjel at takke hende.“
Fortalt af Gaardbruger Reitan af Aalen.
10. Paa flere Steder ved man endnu at fortælle om, hvorledes svenske Soldater forvildede sig bort fra Hæren paa Fjeldet under det ulykkelige Tilbagetog og efter lang Omflakning kom ned i de throndhjemske Grændsebygder, hvor de forbitrede Bønder mishandlede dem, ja sommesteds endog slog dem ihjel. Saaledes havde en Svenske fundet Vei helt ned til Gaarden Tellugen i Klæbo. Manden paa Gaarden følte Medlidenhed med ham, forkommen som han var af Sult og Kulde, og lod ham komme ind. Men neppe rygtedes det, før Folk af Bygden samlede sig og fordrede ham udleveret. Da dette blev afslaaet, brød nogle ind i Stuen og slæbte Svensken, der var krøbet under Bordet, ud paa Tunet. Han bad vakkert om, at man maatte spare hans Liv, men det hjalp ikke. Det eneste, han fik Lov til, var at bede et Fadervor. Men før han endnu havde endt sin Bøn, blev han skudt af en i Hoben.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ For endel Aar tilbage fandt man her under Torvtagning et Menneskeskelet med Rester af Klæder og en Skindfeld samt Munderingsknapper, som antoges at hidrøre fra denne Tid.