John Griegs forlag (s. 25-27).
I.

Bad I om sang til vinen?
  En dæmpet sang i det dæmrende lys
  sang over fyldte bægre!

Nei, blomsterne dufte så altfor deiligt
   inat!

Jeg kysser den slankeste lilje,
jeg hæver det blankeste bæger,
og duggen falder, og natten svinder,
og dagens tindrende høitid rinder,
  sol står af hav!


Da tømmer jeg bægret i lange drag,
da bøier jeg knæ for den lyse dag,
og synger en sang for alverdens dårer:
  om alt, vi har jublet, om alt, vi har gråt,
  om dronningen i vore drømmes slot, —
   din høisang, Zerlina!

II.

Ind i dit matgyldne solsikehår
 fletter sig therosens blegrøde blade,
 og om dine duedunhvide arme
 sner sig broncebrunt, guldbræmmet løv.
 Og al den sol, som mit øie har blændet,
 hver glødende farve, som har mig beruset,
  — sanseberuset —
  eier dit smil. —


Den sarteste, vage musik den klinger i dine sange:
døgnfluevingers susen i natteblød luft,
jasmindufts rislen gjennem rosenblade
og stjerneskins sagte synken i blankbløde vande.

 Sommer og ungdom er dit navn
du kvinde, jeg så i de deiligste drømme,
du kvinde, jeg elsker . . .
   . . . Zerlina! —