Seireren
Fra ungdommens bitre stunder jeg kunde
den kunst at vandre blandt laurer og høre
guderne mumle i sine lunde.
Over laurerne flammet svale
foraarstjerner paa alle veie
lige til dybet af dødens sale.
Sødest, hedest jeg husker en sang,
tonende fjærnt fra en røst i luften
høit over laurer etsteds, engang — —:
„Fra ingen jeg røver. Jeg eier alt.
Alle som elsker hos kvinder i verden
røver fra mig. Jeg eier alt.
Saa langt som den spirende verden tindrer,
ser jeg jer bede og storme og sværge,
og elske og elskes, som var I mig —
Mens jeg paa blændende laurbærbjærge
favnes af heftige kvinder, som hindrer
mit hede triumftog paa Eders vei!
Ak, men mit hjerte i vé skriker,
naar nogen blandt Eder bøier sit hode,
tynget af sælsomme sorger, og viker — —
Viker, fordi han ikke vil rane
sin anelsesløse, blinde elskte
fra én, han i laurernes brus kan ane!
Kunde jeg give mit legemes rike
stormende skjønhed til denne stolte,
og gjøre den trodsige til min like!
Fordi han, hellere end at eie
en andens aldrig krævede skatte,
vandrer tungsindig paa mørkets veie!“