Sendebrev til de Herrer Repræsentantere ved 12te ordentlige Storting
de Herrer Repræsentantere ved 12te ordentlige Storting, som den 7de Juni stemmede for det Forslag:
„Regjeringen anmodes om at anstille Undersøgelse, om og hvorvidt der skulde være Anledning til ved at bibringe de norske Lapper, især de i Sødistrikterne boende, Undervisning i det norske Sprog, at virke til dette Folks Oplysning samt at meddele næste Storting Resultatet af disse Undersøgelser,”
Den 23de September modtog jeg fölgende Skrivelse fra den Kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Undervisningsvæsenet:
„Ved Kongelig Resolution af 2den d. M. er det naadigst paalagt dette Departement at undersøge om og hvorvidt der skulde være Anledning til, ved at bibringe de norske Lapper — især de i Södistrikterne boende — Underviisning i det norske Sprog, at virke til dette Folks Oplysning, samt betimeligt, inden næste ordentlige Stortings Sammentræden, at indkomme med underdanigst Foredrag i berørte Henseende.”
I denne Anledning skulde Departementet anmode Sognepræsten om, efter Deres nöje Kjendskab til og Erfaring angaaende Forholdene i hine Egne, at meddele Departementet Deres veiledende Betænkning over Sagen.
Det er denne til det Kongelige Kirke-Departement indsendte Betænkning jeg har anseet for rigtigt at udgive i Trykken, og som jeg har tilladt mig at tilegne de nævnte Herrer.
Til
Den Kongelig Norske Regjerings
Departement for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
Uet Kongelige Kirke-Departement er naadigst paalagt at undersöge: „om og hvorvidt der maatte være Anledning til ved at bibringe de norske Lapper — især de i Södistrikterne boende — Undervisning i det norske Sprog, at virke til dette Folks Oplysning.“ I denne Anledning har det Kongelige Kirke-Departement affordret Undertegnedes Betænkning.
Foranledningen til denne Kongelige naadigste Resolution af 2den September d. A. gav Repræsentant fra Finmarkens Amt, Provst Aars. Ifölge Referatet i Morgenbladet for 8de Juni fandt Proponenten at den Kongelige naadigste Resolution af 24de Februar d. A., (af Proponenten urigtigen kaldet „Proposition,“) der aabner fortrinlig Adgang for dem, der aflægge Pröve paa Kyndighed i det laapiske Sprog, til Ansættelse i Finmarken:
- for meget uheldig;
- nogen tilsvarende Nytte troede han ei denne havde;
- som en Fölge heraf fremsatte han ovennævnte Forslag med et Tillæg: at Regjeringen skulde meddele næste Storting Resultatet af disse Undersögelser;
- denne Sag troede han kunde være ligesaavel værd en Kommission som mangen anden, og ved at anordne en saadan
- var han efter det Bekjendtskab, han havde til Stemningen i de angjældende Egne, overbevist om, at mangfoldige Stemmer vilde forene sig med hans.
Alle de til en fuldstændig og fyldestgjörende Besvarelse og Belysning af denne Sag nödvendige Data findes i Bogen: Bidrag til Kundskab om Finnerne i Kongeriget Norge. Ved Udtog af og under stadige Henvisninger til de Steder i Bogen, hvor den fuldstændigere Behandling er at læse, vil det formentligen kunne godtgjöres:
- De i Forslag bragte Undersögelser ere foretagne; og vise disse tillige Beskaffenheden af den af Proponenten paaberaabte Stemning i de angjældende Egne för hans Tale i Tinget;
- de trufne Foranstaltninger ere byggede paa disse mere end fem Decenniers fortsatte og stedse gjentagne Undersögelser og afgivne Erklæringer af Mænd, der alle have tilbragt en Række af Aar iblandt Folket;
- der gives ingen anden Maade til det lappiske Folks Oplysning end den i de senere Aar anvendte;
- det har aldrig været forment nogen, som forstod Norsk, at modtage Undervisning i samme. Undervisningen i og Tilegnelsen af det norske Sprog er saa langt fra nogensinde at have ligget uden for de sidste Tiders Foranstaltninger, at disse meget mere afgive den eneste mulige Maade, hvorpaa denne Undervisning og Tilegnelse kan forberedes;
- Proponentens Forslag vidner i den Grad om Ubekjendtskab til den Sag, hvorom han taler, at man er berettiget til at antage han ikke engang har gjort sig bekjendt med den af det Kongelige Kirke-Departement til Stortinget tilstillede trykte Beretning om disse finmarkiske Sprogforholde;
- Proponenten har saavel skriftlig som mundtlig, saavel i Tinget som uden for Tinget, modsagt sig selv;
- den af Hr. Provsten paaberaabte Stemning i de angjældende Egne efter at hans Tale i Tinget begyndte at blive kundbar.
1. De foreslaaede Undersögelser ere foretagne:
I. Afsnit, Side 5. Ifölge Kongelig naadigst Resolution af 4de Mai 1822, i Anledning af Oprettelsen af et Skolelærer-Seminarium for Nordlandene og Finmarken, blev det ved de af det Kongelige Kirke-Departement foranstaltede Undersögelser oplyst at:
„Skolevæsenet iblandt Lapperne var i en sörgelig Forfatning og neppe kunde forventes at blive bedre saalænge de, der ansattes til Lærere for denne Folkestamme, ikke kunde give Religions-Undervisningen i Folkets Modersmaal, men alene i det for Almuen for den störste Del uforstaaelige norske Sprog.“
II. Afsnit, Side 8 indeholder en Skrivelse fra Provst Kildal til Central-Kommitteen for det Norske Bibel-Selskab. Brevet er skrevet i Aaret 1822; Kildal var da Sognepræst til Trondenæs, og havde for 30 Aar siden været Missionær i flere Sö- og Fjelddistrikter i Vestfinmarken, han havde over taget at oversætte det Nye-Testamente men döde forinden:
„Ikke alene var det mig, skriver Kildal, paalagt som Pligt at lægge mig efter Sproget, men mislig Fortolkning af Tolken, og Umuligheden at vinde Tilliden og höre Hjertets rene Sprog, naar en Trediemand skulde være tilstede, viste mig snart Nödvendigheden af for Lappernes Sjælesörger at kunne forstaa og tale deres Sprog. Gid det derfor i Fremtiden maatte gjöres Sognepræsterne i Finmarken til stræng Pligt at lægge sig efter Lappernes Tungemaal.“
II. Afsnit Side 6, 7. En Skrivelse fra Provst Deinboll til Bibel-Selskabets Central-Kommitte af 13de August 1821, Deinboll var Sognepræst og Provst i Östfinmarken og havde tillige forrettet i nogle Egne af Vestfinmarken og kjendte ogsaa til Nordlands Lapper; i denne hans Skrivelse hedder det:
„Efterat have bemærket de uovervindelige Hindringer, som modsætte sig Kristendommens Udbredelse iblandt de i Nordlandene og Finmarken boende Lapper, paa Grund af at dette Folk aldeles mangler Böger oversatte i deres Sprog, var det min Hensigt for lang Tid siden derom at gjöre Indberetning. Erfaring har godtgjort Nödvendigheden saavel af Böger i det lappiske Sprog, som af en Indretning, hvori Skolelærere kunne dannes for at træde i de forrige sprogkyndige Missionærers Sted. Endnu ere nogle faa Exemplarer tilbage af de for omtrent 60—70 Aar siden trykte Böger i det lappiske Sprog. Det er en salig Glæde at bemærke hvor lykkelige de af Folket prise sig, som eje en saadan Bog, hvorledes de ombære den paa deres Bryst som en Helligdom paa alle deres Vandringer; med hvilken Længsel mange strömme did, hvor en saadan Bog gives, for at kunne læse og forstaa det hellige Ord i deres eget Modersmaal. Saa meget vigtigere maa saadanne Böger være til at vække og nære den huslige Andagt, som de fleste — saavel af Söfolket som af Fjeldfolket — i hine vidtskrakte Egne kun faa Gange om Aaret kunne besöge Kirkerne. Hvor usigelig kjært vilde det være mig, om jeg etter min Tilbagekomst i Selskabets Navn turde bestyrke mine Lapper i det Haab jeg engang vovede at give dem, da jeg iblandt dem höitideligholdt Reformations-Jubileet, at den Tid maaske snart vilde komme, da med Guds Aands mægtige Bistand den Hellige-Skrift ogsaa vilde blive oplukket for dem.“
XII. Afsnit, Side 343, 344. Den 30te Marts 1824 indleverede Provst Deinboll, som da atter var Medlem af det da forsamlede Storting, et Forslag til Oprettelsen af en lærd Skole i Nordlands Stift af fölgende Indhold:
„Det er af megen Vigtighed at de Embedsmænd, især geistlige, der ansættes saavel i Nordlandene som i Finmarken erholde Kundskab i det lappiske Sprog, da dette paa mange Steder iblandt den lappiske Almue er det eneste, der tales og forstaaes. At forbinde Undervisning i det lappiske Sprog med en oprettende lærd Skole vil i de nordligste Provindser ikke medföre megen Vanskelighed, og man vilde derved ved en liden Bekostning kunne fremme det vigtige Formaal, man havde for Öje ved Oprettelsen af Seminarium lapponicum. Skulde man tillige anse det nodvendigt med Tiden at ansætte en Lærer i det lappiske Sprog ved det Norske Universitet, kan det dog ikke være overflödigt, at der i de nordligste Egne gives en Skoleindretning, hvor vordende Embedsmænd i deres yngre Aar, kunne erholde Undervisning i et Sprog, der maa betragtes, som et af de vigtigste Hjælpemidler til at fremme kristelig Oplysning iblandt det lappiske Folk. Ifölge den af Stortinget i denne Sag fattede Beslutning, og den Kongelig Norske Regjerings nidkjære Bestræbelser for at befordre Videnskabelighed i Norge tör man nære det glade Haab at den foreslaaede Indretning vil komme i Gang, og at de Vanskeligheder, som synes at modsætte sig samme, efter nogle Aars Forlöb maa kunne overvindes. Skulde Trondenæs i Senjen ansees for det mest passende Sted for en latinsk Skole i Nordlands Stift vilde de Disciple, som maatte attraa det, letteligen kunne erholde Undervisning i det lappiske Sprog, da, ifölge höjeste Resolution af 2den Juni 1824, det for Nordlandene og Finmarken bestemte Skolelærer-Seminarium skal oprettes i Trondenæs Sogn, og en egen Lærer i det lappiske Sprog er ansat ved Seminariet.“
III. Afsnit, Side 9, 10 viser at Aar 1826 bleve atter nye Oplysninger afæskede af og indsendte til det Kongelige Kirke-Departement.
VII. Afsnit, Side 31—220 indeholder min Dagbog over de paa offentlig Bekostning foretagne Reiser; i denne Dagbog ere optagne samtlige Præsters Betænkninger over Sprogforholdene i de Præstegjeld jeg kom til.
IX. Afsnit, Side 231—262 indeholder Præsternes af det Kongelige Finants-Departement affordrede Bemærkninger til de for Aaret 1845 indsendte Folketællings-Lister Lapperne vedkommende.
Resultatet af samtlige disse Undersögelser og Erklæringer er for Finmarkens og Nordlandenes saavel Sö distrikter som Fielddistrikter fölgende:
Östfinmarkens Provsti. Provst Deinbolls Erklæringer ere allerede anförte. Dersom jeg ikke erindrer feil kom Deinboll i Aaret 1816 til Finmarken. I Aaret 1825 succederede jeg Deinboll. Jeg havde i otte Aar været Præst i Östfinmarken, og havde tillige hatt Leilighed til gjentagne Gange at gjöre mig bekjendt med Sprogforholdene ogsaa i Vestfinmarken og sönden for Finmarkens Amt, da jeg i Aaret 1833 indleverede til det forsamlede 7de ordentlige Storting en Indberetning og et Andragende i Anledning af Sprogforholdene, se
IV. Afsnit, Side 12—26. Under 3die Juni afgav Kommitteen for Kirke- og Undervisningsvæsenet fölgende Eragtning, som blev tiltraadt af Stortinget:
„Pastor St, har i sit Andragende § 2 saa fuldstændig og sandt udviklet den lappiske Litteraturs Nödvendighed som det eneste Middel til at udbrede og fremme kristelig Kundskab og Oplysning samt Kultur og Civilisation iblandt Folket, og dettes höje Krav paa at vorde delagtige med deres Landsmænd i Adgangen til det aabenbarede Ord, at Kommitteen intet Öjeblik har været i Tvivl om hvorledes den burde indstille denne Del af Andragendet. Erkjendes Öjemedets Vigtighed og Nationens Forpligtelse mod en i de fjerneste Egne af Landet tilbagetrængt Del af samme, saa er det nærværende Storting, der maa gribe de fornödne Forholdsregler til at fremme hint og fyldestgjöre denne.“
Holst, nu Præst i Finnaas i Bergens Stift, kom i Aaret 1829 som Præst til Vadsö og blev tillige Provst i Östfinmarkens Provsti. I min anförte Indstilling til Stortinget paaberaabte jeg mig Holstes Vidnesbyrd.
Holst succederedes af Fritzner, nu Præst i Vansö i Christiansands Stift, som Præst og Provst, Hans Bedömmelse af Forholdene er almindelig bekjendt og sees af Side 65, 112, 355-357.
Efter Fritzner blev Hansen, Sognepræst til Næsseby og Tanen, Provst i Provstiet, Samtlige disse Mænd tilligemed Sognepræsten for Lebesby og Kjöllefjord, Wetlesen, vidne alle enstemmigen for Nödvendigheden af Folkets Undervisning i dets Modersmaal. For Östfinmarkens Provsti har man saaledes i en Række af 32 Aar enstemmige Erklæringer og Vidnesbyrd.
Vestfinmarkens Provsti. Den i Aaret 1823 afdöde Provst Kildals Vidnesbyrd er allerede anfört.
I Aaret 1826 blev Rode, nu Præst og Provst i Gjerpen, Præst i Alten-Talvig og Provst i Vestfinmarkens Provsti og var i ti Aar i Finmarken. I Aaret 1833 var Rode Medlem af 7de ordentlige Storting og havde da været syv Aar i Finmarken. Mit Andragende til dette Ting vedtog Rode som sit eget og anbefalede paa det bedste.
Efter Rode kom Fleischer, nu Præst i Gusdal i Gudbrandsdalen, var otte Aar i Finmarken og et Aar konstitueret Provst i Provstiet. Ogsaa Fleischer lærte at kjende Sprogforholdene som Rode, hvilket vil sees af Side 55—63, i en Opsats: „Er det ikke i alle Henseender rigtigt at i det lappiske Sprog udgives Religionsböger, og at det studeres af Embedsmænd og flere i Finmarken.“
„Enhver nidkjær Præst, siger Fleischer Side 61, har i de förste Aar af sit Ophold heroppe inderligen beklaget sin Mangel paa Kundskab i Lappisk, og mangen Gang gaaet sukkende til og fra sin Gjerning i Skolen og i Kirken, men naar han paa den usikre og besværlige Maade, som hidtil har været mulig, har skaffet sig noget af denne Kundskab, da har han först begyndt at föle sig tilfreds, men da ogsaa mere tilfreds, jo mere hans Bekjendtskab til Sproget og til Folket har tiltaget. Men naar nu alt dette forholder sig saaledes, da er det jo vel baade kristeligt, klogt og politisk rigtigt handlet af Regjeringen, at den virker til at Folket kan faa den hellige Skrift og andre Religionsböger i deres Modersmaal til Folkets kristelige Oplysning og moralske Forbedring, og til Hjælpemiddel for at Præsterne kunne lære Sproget, og andre Embedsmænd, til hvem Folkets Ære, Liv, Gods og Sundhed er anbetroet, kunne ligeledes lære Sproget, i al Fald saa meget, at de kunne kontrolere Tolkenes ofte mislige Tolkning, og saaledes blive til mere Gavn for Folket.“
Hammerfest Sogn. Aall, nu Præst i Brunlaunæs, var i mange Aar Præst i Hammerfest Præstegjeld og Provst i Provstiet efter Rode. Ogsaa han kom til samme Anskuelse, og lagde sig ivrigen efter Sproget.
Loppen Sogn, Side 139. I Sognets Skoleprotokol for 1841 er under 6te Juni om förste Skoledistrikt anfört fölgende:
„Til Hinder for Oplysningen er, at Skolelæreren er norsk uden at forstaa Lappisk, da dog den halve Del af Ungdommen ere Lapper.“
Under 10de August hedder det om Loppens andet, lappiske Skoledistrikt: „At denne Del af Præstegjeldets Ungdom staar tilbage, har sin Grund i at Befolkningen her næsten ganske er lappisk, og hidtil har været oplært i norske Læreböger uden at forstaa Noget af hvad de med Besværlighed har lært udenad. Jeg nærer Haabet om, at naar det store Savn af Læreböger i det lappiske Sprog efterhaanden afhjælpes, saa vil ogsaa Oplysningen iblandt Sognets Lapper efterhaanden forbedres.“
Omendskjönt Lappernes Antal i Hasvig Annex ikke er stort, saa havde dog Sognepræsten, Lassen, nu Præst for Aafjord Menighed i Trondhjems Stift, ogsaa her anseet det nödvendigt at Undervisningen sker i deres Modersmaal iblandt den tilvoxende Ungdom, som begynder at söge Skolen.
Den i Sommer i Loppens Menighed ansatte Præst har allerede i Breve vidnet om den Hindring, som Mangel paa Sprogkundskab lægger ham i Vejen for hans Virksomhed.
Provstiets fjerde Sognekald bestaar af de tvende Fjelddistrikter Karasjok og Kautokeino, samt af de tvende Södistrikter Kjelvig og Kistrand, hvor Forholdene ifölge Provsterne Rodes og Aalls Vidnesbyrd og min Erfaring ere de samme som i Provstiets övrige Præstegjeld.
Side 144, Tromsö Provsti. Angaaende Lapperne i Tromsö Præstegjeld har Sognepræst og Provst Holmboe erklæret det for godt og önskeligt om Skolelæreren i Sognets indre Fjorde kunde baade Lappisk og Norsk, da der findes Lapper, som ikke forstaa sidstnævnte Sprog.
Karlsö Sogn, Side 163, 164, 167. I en Opsats i Tromsö Tidende Aar 1839, siger Sognets daværende Sognepræst Jonsberg:
„Det er, forekommer det mig, en mislig og uværdig Maade at foredrage Guds Ord paa, at lade det radbrækkes og kjölnes ved at tage Omvei igjennem en Tolks Mund, en Maade, som derfor vist ikke uden i Nödsfald burde anvendes, og det er „en grusom Maade,“ som jeg har hört enkelte foreslaa, at lære Lapperne Norsk paa, ved at nægte dem Religions-Undervisningen i deres eget Modersmaal. En saadan Plan, om den end nok saa konseqvent befölges, vil desuden være forgjæves, thi om Börnene de faa Dage de ere i Skolen, ogsaa lære noget deraf, glemme de snart det lærte hjemme, da de der ikke höre andet end deres Modersmaal. Det hörer til Sjeldenhed at lappiske Konfirmantere, navnligen fra Sörfjorden, kunne læse i Bog, de Fleste kjende alene Bogstaverne, og stave sig frem paa en forkjert Maade. Naar de paa en Maade kunne Luthers Katekismus blive de i Almindelighed konfirmerede, skjönt mange desværre kun have et dunkelt ja vel endog intetsomhelst Begreb om hvad de saaledes kunne ramse op, efterdi mange ikke forstaa det norske Sprog. Den nærværende Omgangsskoleholder forstaar ikke Lappernes Sprog, naar nu Lappebörnene heller ikke forstaa det Ringeste af hans Sprog, kan man slutte sig til hvad Gavn, Undervisningen stifter, Religions-Undervisningen bliver til et Spilfægteri, og „den gode levende Gud for de arme Börn en död Gud!“
„Lapperne inde i Fjordene staa desværre paa et meget lavt Trin af aandelig Udvikling. Jeg tror ikke at Nutidens Lapper i saa Henseende have synderligt forud for deres Fædre, der levede for 100 Aar siden. Det er vist heller ikke at undres over, naar tages Hensyn til at de saa godt som ingen Skoleunder visning have hatt.“
Tre Aar senere, 1842, Aaret för Jönsberg forlod sin Menighed, bevidnes og stadfæstes atter at den gode levende Gud er en död Gud for den lappiske Ungdom idet at Jönsberg i Tromsö Tidende bekjendtgjör at Karlsö Menighed behöver en i det lappiske Sprog kyndig Skolelærer.
Side 172, 203, 234. I Aaret 1844 reiste jeg tilligemed Knudsen, der succederede Jönsberg, paa Skolereiser i Sörström og tilgrændsende Skoledistrikt. I dette Skoledistrikt bleve omtrent 100 Lappebörn overhörte i en Alder af 10 til 18 Aar. Jönsberg havde talt stræng Sandhed, af disse 100 Börn vare der ikke flere end fem til sex, der havde forstaaet den norske Katekismus. Den 9de October samme Aar skriver Knudsen:
„Hvor inderlig glad er jeg at jeg er sat istand til, hvor ufuldkomment det endnu er, at kunne tale med mine lappiske Konfirmantere i deres eget Sprog. Jeg havde iaar den Glæde at jeg var forvisset om at de forstode hvad der er nödvendigt at vide til Salighed.“
I de med Folketællingslisterne for Aaret 1845 indsendte Lister gjentager Karlsd Sognepræst:
„I den korte Undervisningstid er det nödvendigt at Skolelærerne benytte Lappernes Modersmaal for at kunne bibringe Börnene og Ungdommen den nödvendige Religions-Kundskab.“
Lyngen, Side 114, 143. Sognets Præst, Christie, beretter Fölgende:
„I Sommeren 1839 var den yngste af de tre unge Mennesker, der havde nydt offentlig Understöttelse, paa en Gjennemreise igjennem Lyngen blevet anmodet om at opholde sig et Par Dage for at veilede Kirkesangeren og Læreren ved Præstegjeldets faste Skole, Bjerke, samt to lappiske Drenge og en lappisk Pige, som paa den Tid vare i Skolen, i Læsning af de nye lappiske Böger. Disse trende Börn opfattede med Lethed det nye Aphabet, og gjorde en hurtig Fremgang i Inden- og Udenadlæsningen i deres eget Modersmaal fremfor i det Norske; de yttrede tillige deres store Fornöjelse og Glæde over at forstaa hvad de læste.“
I Aaret 1843 var Provste-Visitats i Lyngens Kirke. I sin Tale opfordrede Provst Holmboe dem af Menigheden, der hidtil havde savnet religiös Undervisning og religiöse Boger i deres eget Modersmaal, at paaskjönne og værdigen at benytte dette Gode, som nu var blevet dem tildel.
Side 201, 202. Kirkesangeren og Læreren ved Præstegjeldets faste Skole indleverede i Marts Maaned 1844 en Indberetning om Skolevæsenets Tilstand i Lyngen fra Aaret 1823 af, da han blev ansat; en Indberetning, som, hvad Lapperne angaar, paa det nöjeste stemmer overens med Sognepræst Jönsbergs om Karlsö Sogns Lapper.
„Af Börnene i Skolen, siger Bjerke, var ⅔ Lapper, af disse kunde de tre gjöre sig forstaaelige paa Norsk. Religions-Kundskaben blev dem meddelt ved mundtligt Foredrag igjennem Tolke. I Aaret 1826 var Antallet af Sognets skolepligtige Börn 386, af disse ⅔ Lapper, og af disse forstode ikkuns faa det norske Sprog. Tolv Aars Bestræbelser beviste at Skolens Virksomhed paa ingen Maade kunde bidrage til Fremgang i Norsk, og at den derpaa anvendte Tid og Möje var spildt. Omreiser i Sognet udviste at den Smule Norsk, man i Skolen havde sögt at bibringe Börnene, var glemt. Ikke forstode Lapperne i Lyngen for 50 Aar siden mere Norsk end de nu forstaa; de, som kunde Norsk, förte Ordet baade for sig selv og andre, fra disse Enkeltes Kundskaber i Norsk sluttede man til at de övrige ogsaa kunde. Mennesker paa 60, 70 og 80 Aar have, tildels paa deres Dödsleje, erklæret at de aldrigen have forstaaet Norsk! Fra den Tid da Lapperne her i Sognet fik Böger og Undervisning i eget Modersmaal har i fire Aar Kundskaben kjendeligen begyndt at udbrede sig iblandt Lapperne, medens at 12 - tolv - Aars Anstrængelser igjennem det norske Sprog have været saa godt som aldeles frugteslöse. Mange Mödre have anmodet mig om at lære deres Börn læse godt Lappisk, for at de kunne læse for deres Forældre i de lappiske Böger. Det var blot Tanken om at Handlingen var hellig og at Gud var nærværende, der stemte Börnene til Andagt paa Konfirmationsdagen, thi Intet af hvad de hörte naaede deres Hjerter, de forstode det ikke.“
Da jeg i Aaret 1844 forberedede Sognets lappiske Ungdom til Konfirmation bad en aldrende Normand om Tilladelse til i Skolestuen at maatte være nærværende for at höre en lappisk talende Præst undervise den lappiske Ungdom. Da han gik til Konfirmation havde han og et andet ungt norsk Menneske, der foruden ham ogsaa kunde lappisk, maattet være lappiske Tolke for den daværende Præst, naar denne skulde forberede og undervise den lappiske Ungdom til deres Daabs Pagtes Bekræftelse.
Skjervö Sogn. Side 235, 236. Indsendelsen af Folketællingslisterne for Aaret 1845 ledsagedes med fölgende Bemærkninger af Sognepræst Qvale:
„Uagtet Undervisningen i Skolerne i en lang Række af Aar har været givet paa Norsk, saa have dog ikke alle opfattet det norske Sprog, og alt for ofte har det været Tilfældet at Börnene og Ungdommen have lært udenad de norske Læreböger uden at have forstaaet dem, og især er dette Tilfældet med Qvindekjönnet.“
Den 6te November 1846 afgav atter Sognepræsten fölgende Erklæring:
„Endskjönt, som allerede for bemærket, i meget lang Tid, det norske Sprog har været benyttet i Skolerne og ved Konfirmations-Undervisningen, har dog det lappiske Sprog saaledes vedligeholdt sig iblandt Lapperne, der udgjöre omtrent den halve Befolkning, at det maa være udenfor al Tvivl at det vil være saare önskeligt og gavnligt at Præsten forstaar det lappiske Sprog. Besidder Præsten ved sin Ankomst hertil ikke Kundskab i Sproget vil dette betydelige Præstegjeld give ham saa mange Forretninger at han længe vil savne den nödvendige Tid til Studiet af dette Sprog.“
Senjens Provsti. Lenvig Sogn. Side 144 udviser, at Sognepræsten Hall duskede og gjorde sig Umage for at erholde en Skolelærer, der var kyndig i det lappiske Sprog; selv havde han oversat nogle Religions-Spörgsmaale og Svar i Lenvigs Dialekt.
Saltens Provsti. Foldens Præstegjeld. Side 175, 176. De nomadiserende Lapper i Præstegjeldet söge hen til de nærmeste svenske Præster paa Grændsen, af hvilke alle de norske Lappers Forretninger ske paa Lappisk.
Bodö Præstegjeld. Side 186, 187 har Sognepræsten vist Nödvendigheden af at Præsterne i disse Egne kunne Lappisk, omendskjönt de i Bodö Præstegjeld sig opholdende Lapper tale og læse det norske Sprog.
Skjerstad Præstegjeld. Side 239 bevidner Sognepræsten, at der ere Lapper i Sognet, der ikke kunne Norsk.
Saltdalens Præstegjeld. Side 168, 240 ligeledes.
Hammeröens Præstegjeld. Sognepræsten, Hr. Koch, der var Medlem af Stortinget, bevidnede, at om end Lapperne i mange Egne af Nordlandene kunne tale paa Norsk om materielle Gjenstande, saa, naar Talen blev om aandelige Ting, kunne de ikkuns udtrykke sig paa deres Modersmaal.
Ofotens Præstegjeld, Side 243, 244. Af Lappebörn gives omtrent 120 skolepligtige, der undervises og konfirmeres i det norske Sprog. Da Lapperne altid betjene sig af deres Modersmaal, have Börnene, som indtil en 15 Aars Alder ikke komme i Berörelse med de norske Indvaanere, ondt for at forstaa og for at forklare sig over Religions Gjenstande paa det norske Sprog, hvorfor det maa erkjendes, siger Sognepræst Iversen, at deres Kristendoms Kundskab for en stor Del kun er en mekanisk Udenadlæsning. Og selv denne bliver kun saare tarvelig, saa at man med Grund kan sige, at de staa meget tilbage med Hensyn til Kundskab. Naar en dygtig Skolelærer var fuldkommen hjemme ogsaa i deres Sprog og heri forstod udforligen at forklare Læregjenstandene for sine Elever, vilde det bidrage særdeles meget til Lappernes bedre Oplysning.
Lödingens Præstegjeld; Side 247. For at bibringe Lappefamilierne den nödvendige kristelige Undervisning, er der ansat en Skolelærer særskilt for dem alene, hvilken taler baade Lappisk og Norsk.
Nordre-Helgelands Provsti. Hemnæs Præstegjeld. Side 250. Man har ved saadanne Lappebörns Konfirmation, der ikke forstaa Norsk, maattet meddele dem Attest til Sverige, for at de der kunde blive konfirmerede eller overhörte i deres Kristendoms Kundskab. Vist er dette en Mangel, bemærkede Sognepræst, senere afdöde, Heltzen, der mange Gange har været ömfindtlig og ubehagelig, men det har hidtil været saa meget mere nödvendigt at finde sig deri, som Bestræbelserne for at erholde sprogkyndige Skolelærere hidtil have været frugteslöse.
Söndre-Helgelands Provsti. Wefsens Præstegjeld. Side 252 o. fl. 256. Forholdene ere her de samme, en stor Del af Lapperne ved Hatfjelddalens Annex forstaa ikke Norsk. De, som læse deres lappiske Modersmaal, erholde deres Læreboger fra Sverige, hvor man i den senere Tid har faaet gode Skoler i de til Norge grændsende Distrikter.
Namdals Provsti i Trondhjems Stift. Grongs Præstegjeld. S. 248 og flere. Her ere ligeledes Lapper, der ikke ere fortrolige med det norske Sprog.
I Aaret 1840 blev Hr. Kjerschow Biskop over Nordlandene og Finmarken, har saaledes et attenaarigt Bekjendtskab til sit Bispedömme, der gives intet Præstegjeld i Finmarken og Nordlandene, hvor han ikke har været flere Gange. I Overensstemmelse med Hr. Biskoppens Anbefalinger ere de trufne Foranstaltninger foretagne, Side 11, 26, 65, 357-361.
Ogsaa den civile Övrighed har afgivet Vidnesbyrd om Præsternes ubetingede Pligt at kunne forstaa og tale deres lappiske Menigheders Sprog. Efterat Hr. Stiftamtmand Harris havde gjort sig bekjendt i Amtet og bivaanet flere Ting, viser han i en Indstilling til den Kongelig Norske Regjerings Justits-Departement Nödvendigheden af at Eden og dens Forklaring blev oversat paa Lappisk, da ikke engang Tingtolkene kunne saa meget Norsk at de rigtigen kunne tolke Edens Forklaring.
Foged Holst i Saltens Fogderi, Nordlandenes Amt, har bevidnet, at i Fogderiet ere Lapper, der ikke forstaa Norsk, at man maa betjene sig af Tolke og at Ansættelse af sprogkyndige Lærere derfor er en Nödvendighed. Side 186.
- Det er paa disse mere end fem Decenniers fortsatte stedse gjentagne Undersögelser og afgivne Erklæringer af Mænd, der alle have tilbragt en Række af Aar iblandt Folket, at de sidste Decenniers Foranstaltninger til det lappiske Folks religiöse og intellektuelle Udvikling ere byggede.
- Samtlige disse Undersögelser og afgivne Erklæringer vise at der gives ingen anden Maade til dette Folks Oplysning og Udvikling end den i de senere Aar anvendte.
- Det har aldrig været forment Nogen, der forstod Norsk, at modtage Undervisning i dette Sprog. Undervisningen i og Tilegnelsen af det norske Sprog er saa langt fra nogensinde at have ligget udenfor min og mine ligesindede Embedsbrödres Undervisnings- og Opdragelses-Plan, at denne meget mere er den eneste gjorlige Maade, hvorpaa det norske Sprog efterhaanden kan blive mere og mere bekjendt iblandt Norges lappiske Befolkning.
III. Afsnit, Side 9, 10. Fra Hovedbestyrelsen for Selskabet til kristelige Undervisnings- og Andagts-Bögers Udgivelse blev i Aaret 1826 til Kirke-Departementet indgivet et Forslag til Oplysningens Fremme iblandt Lapperne, hvortil Bestyrelsen var foranlediget ved Hans Majestæts umiddelbare Opfordring. Da Biskop Krogh ansaa det for tvivlsomt om Lapperne vilde söge det forenede norsk-lappiske Seminarium paa Trondenæs antydede han Hensigtsmæssigheden af at flytte det lappiske Seminarium til Östfinmarken. Kirke-Departementet paalagde Hr. Biskoppen at indkomme med bestemt Forslag, ledsaget af Overslag over Omkostningerne ved Skolebygningers Opförelse, Læreres Lönning, Elevernes Underholdning m. m. Fremdeles udbad Departementet sig af Biskoppen Underretning om, hvorvidt Sognepræst St. maatte være villig til at sörge for Dannelsen af en duelig Lærer o. s. v. Biskop Krogh afgik imidlertid ved Döden forinden han havde indladt sig videre paa Sagen, angaaende hvilken Departementet derfor alene kunde modtage min Formening. Det lappiske Seminariums Adskillelse ifra det norske fraraadede jeg fornemmeligen af fölgende Grunde:
„Ved saaledes at afsondre Lapperne og udelukke det lappiske Folks Lærere og Lærlinge fra Samqvem med og fra Paavirkninq af den mere dannede Verden, vilde man hemme ethvert Fremskridt til Kultur, banlyse for evig al sand kristelig Oplysning fra Finmarken, at en saadan Afsondring følgeligen vilde noget nær være en aandelig Tilintetgjørelse. „Og udhævede jeg Nødvendigheden af at de paa Seminariet dannede lappiske Skolelærere vare kyndige i det norske Sprog,” Seminariet burde derfor indtil videre forblive in statu qvo, og at der burde sörges for dets Fuldkommengjörelse ved at lade dets vordende lappiske Lærere bibringe videnskabelig Dannelse endog ved Universitetet.“
IV. Alsnit Side 14—16. I mit Andragende til Norges 7de ordentlige Storting, § 2, hedder det:
„Det er saa langt fra at Udbredelsen og Dannelsen af en lappisk Litteratur vil forhindre Udbredelsen af og Bekjendtskabet med det norske Sprog, at samme meget mere netop muligqjør og nødvendigen vil og maa fremkalde og tilveiebringe hos Lapperne vil større Bekjendtskab med det norske Sprog, og derved tillige den mellem begge Folk hidtil savnede, og for begge gavnlige og ønskelige Forening og Nærmelse til hinanden, uden at derfor og der ved nogen af Parterne behøver at bøde med Tabet af sin Personlighed, Selvstændighed og moralske Værdighed, og kuns en saadan Forening er begge Parter værdig og anstændig, og tillige for Staten den mest gavnlige. Det er ikke saa meget Sprogenes Forskjellighed i og for sig selv, som den store Afstand og Forskjel i Oplysning, Kultur og Dannelse, samt flere, og tildels deraf flydende Aarsager, der hidtil har hindret og tilintetgjort et gjensidigt nöjere Bekjendskab med hinandens Sprog. I det at Missionærerne aabne Kristendommen Vei og Adgang iblandt det lappiske Folk, bortrydde de derved ikke alene en af de störste og væsentligste Hindringer saavel for Folkets moralske som for dets intellektuelle Udvikling og Dannelse, men ogsaa derved tillige en af de störste og væsentligste Hindringer for begge Folks tilkommende nöjere Forening og gjensidige Overensstemmelse. Ved deres Arbeider i Sproget bane Missionærerne Vei og Adgang saavel til et nöjere og fuldkomnere Bekjendtskab med Sproget, som med Folket selv, og gjöre saaledes Dannelsen af en lappisk Litteratur mulig; hvilket Bekjendtskab fra vor Side, og hvilken Litteratur paa Lappernes Side, begge Dele, nödvendigen maa gaa forud forinden norsk Sprog, norsk Kultur og Civilisation kan blive mere udbredt blandt dette Folk. Saalænge det lappiske Sprogs Særkjender, Betydninger o. s. v. sammenlignede og jevnförte med det norske, ikke ere udviklede og fremstillede i Grammatik og Lexicon, saalænge der intet lappisk Skrift- og Bogsprog er til, saalænge gives der heller ingen Mulighed, hverken for Lapperne til at opfatte og tilegne sig Normandens Sprog, eller for Normanden til at opfatte og blive bekjendt med det lappiske Sprog, saalænge gives der ikke heller noget gjensidigt Meddelelses-Middel, og er det ligesaa umuligt for os at give som for dem at modtage nogensomhelst Undervisning. Ved at höre et Sprog, man ikke forstaar, lærer man det ikke, og uden Undervisning i samme ligesaalidet. Til et Folks aandelige Udvikling, til et Folks moralske og intellektuelle Udvikling, Forædling og Uddannelse udfordres, at dets Sprog maa være bearbeidet og uddannet. Lad Bibelen og Undervisningsbøger, i Fædrenes og Mødrenes kjendte, til Aand og Hjerte talende Sprog tale til Folket, lad en Litteratur dannes i dette Sprog, da ville ogsaa de uudeblivelige velgjørende Følger snart vise sig. Først da kan Folket blive modtageligt for, og kan fölgeligen ogsaa da først bringes til en levende Erkjendelse og Fölelse af samt Forstand paa, hvad det ikke har, hvad det ikke er, og som det dog maa erhverve sig, maa have, maa blive til, skal det opfylde sin Bestemmelse i Himmelen og paa Jorden. Modtageligt for noget Bedre, vil det ogsaa selv gjöre sig Umage for at blive til noget Bedre; hvad Folket da ikke finder hos sig selv, og i dets egen Litteratur, det vil det söge, hvor det ved dette findes, hos os og i vor Litteratur.“
VII. Afsnit, Side 127, 149. Ved Konfirmationen maa stedse den Del af den lappiske Ungdom, som kan det, lære udenad paa Norsk Dagens Evangelium, Epistel, Konfirmations-Psalmen m. m., eftersom deres Fatteevner tillade det, hvilket de da fremsige i Kirken. Under Forberedelsen bliver stedse den lappiske Ungdom undervist i norsk Psalmesang.
Side 144. Det er allerede bemærket at i Tromsö Sogn findes Lapper, som ikke forstaa Norsk, og at Provst Holmboe derfor har erklæret det for godt og önskeligt om Skolelæreren i Sognets indre Fjorde kunde baade Lappisk og Norsk, thi „de Lapper, der ikke forstaa Norsk, kunne fölgeligen ikkuns af en i begge Sprog kyndig Skolelærer lære at forstaa de norske Læreböger til den Tid, de skulle forberedes til Konfirmation.“
I den af Pastor Fleischer omtalte Opsats hedder det Side 60:
„I ville at Lapperne skulle lære Norsk om det end skal ske med Befaling og Tvang og paa en udvortes mekanisk Maade ved at læse udenad i og udenad af de norske Religionsböger, enten de forstaa noget eller intet deraf. Vi derimod ville at Lapperne skulle lære Norsk af Lyst og god Villie, af Overbevisning om, at de kunne have Gavn og Glæde deraf baade i Kirken og i Skolen, og ikke blot i deres verdslige Anliggender. Vi ville for alt ikke, at de skulle lære deres Kristendom paa Norsk og opramse dem, uden at kunne gjöre Rede derfor paa deres Modersmaal. Men for at Lappernes Undervisning skal blive til Gavn og Velsignelse for dem, for at deres Kundskab skal blive deres Forstands og Hjertes Ejendom ved tydelige og rigtige Forestillinger, gode Indtryk, kristelige Forsætter og Beslutninger, — kort sagt, „for at Religionen skal blive dem en levende Kundskab,“ derfor tro vi at det er nödvendigt at Lapperne have Religionsböger paa Lappisk, og at Læreren maa kunne saameget af Sproget at de forstaa Bögerne og kunne tale med Folket. Og er det da ikke bedre at Præsten kan undvære Tolken, i det mindste kontrollere ham ved Kundskab i Sproget, end at lade det gaa som det kan og bestandigen skjænde paa Lapperne fordi de ikke kunne Norsk.“
Naar Hr. Provsten siger: „hvis man nu lader Præsterne prædike paa Lappisk, vil det være uforstaaeligt for den norske Almue“, da hörer denne Bemærkning ingensteds hjemme. Det er ingen som har tænkt at prædike Lappisk for andre end Lapper. Nogle Citater skal jeg imidlertid tillade mig at anföre til Bevis for at norsk og lappisk Gudstjeneste ikke er blevet sammenblandet, og at de Norske ikke have lidt nogen uretmæssig Fortrængsel i deres norske Gudstjeneste.
Side 88. Under Gudstjenesten i Alten-Talvig var det ikke Normændene forment at bortfjerne sig under den lappiske Gudstjeneste, og Lapperne ikke under den norske; som oftest gik ingen, og Menighederne hörte med Orden, Stilhed og Opmærksomhed paa de forskjellige Foredrag.
Side 115. Paa den lappiske Ungdoms Konfirmations-Dag afholdes först norsk gudstjenstlige Forretninger, og siden lappisk Konfirmation.
Side 116, 127. Uagtet den norske Folkemængde i Lyngen ikkuns er 420, medens den lappiske udgjör 1,460, fik Lapperne ikkuns Aftensangstjeneste under et flere Ugers Ophold i Lyngen; to Gange fik rigtignok Lapperne Höimesse „fordi“ Sognepræsten havde lyst Messefald paa Grund af befalede Reiser og Möder. Aaret efter, 1843, led Præsten Christie af en meget betænkelig Öjensygdom, og jeg forrettede under hans Sygdom. Langfredag var den eneste Dag, da der holdtes lappisk Höimesse, bestandigen lappisk Aftensang.
Side 128, 171 paa samme Maade i Loppens Kirke.
Side 203, ligeledes i Skjervd, hvor den norske Gudstjeneste afholdtes Söndag, og Dagen efter, Mandag, lappisk.
Dersom Proponenten havde fundet det Umagen værd at læse igjennem Departementets til Stortinget afgivne trykte Beretning, saa vilde han deraf have seet, at Biskoppen viser hvorledes man med Lethed kan undgaa Forviklinger af den Art.
Provsten vil, at der skal anordnes en Kommission. Men alle de, som fornuftigvis skulde kunne blive Medlemmer af en saadan Kommission have jo allerede afgivet deres Erklæringer, som sees af Side 7—21 i denne Opsats.
- Proponentens hele Forslag vidner i den Grad om Ubekjendtskab til den Sag han har omtalt i Tinget, at man er berettiget til at tro at han ikke engang har læst i det Kongelige Departements trykte Meddelelser om disse finmarkiske Forholde.
I denne Meddelelse (Side 355—381) giver det Kongelige Kirke-Departement en Udsigt over de sidste Decenniers foretagne Undersögelser og indhentede Erklæringer, og de paa disse byggede Indstillinger og Foranstaltninger, og hedder det Side 42 i Departementets trykte Beretning i Hæftet No. 67, Side 42: (Side 376, 377 hos mig.)
„Det vil af de ovennævnte Erklæringer erfares, at der har hersket nogen Meningsforskjel om hvilke Kald, der skulde blive at fremhæve som de, der gjöre Fordring paa lappisk eller qvænsk Sprogkundskab for deres Indehavere. Departementet har dog saa meget mindre fundet nogen Betænkelighed ved i saa Henseende i det Hele at holde sig til Sognepræst St.s Forslag, som det ikke alene maa forudsættes at han fremfor nogen anden er nöje bekjendt med Forholdene paa de forskjellige Steder, men ogsaa den foreslaaede Kundgjørelses Form vil levne Adgang til at tage et forskjeliigt Hensyn til Sprogkundskaberne, eftersom den lappiske eller qvænske Befolkning er talrig eller ikke i Forhold til Stedets övrige Folkemængde, og det derhos ikke kan skade, men tvertimod med Hensyn til den forventede almindelige og udbredte Interesse for disse Sprogs Studium iblandt Theologerne, maa anses gavnligt at mange Kald ere nævnte, om end deriblandt findes enkelte, hvor det maaske kunde forsvares næsten at se bort fra hint Befordringshensyn, t. Ex. fordi den lappiske eller qvænske Befolkning maatte befindes at være liden eller at burde og uden Vanskelighed at kunne modtage Undervisning i det norske Sprog. Til paa Forhaand at skjælne saadanne Kald fra de övrige til nærmere Underretning for kommende Ansögere savner Deportementet de fornödne detaillerede Oplysninger, som derimod i Tilfælde ville i Fremtiden kunne tilvejebringes, forinden vedkommende Embeder kundgjøres ledige.“
Havde nu Provstens Tid tilladt ham at gjöre sig bekjendt med Departementets trykte Beretning, saa vilde han jo af samme have erfaret, at der ikke alene i en Række af Aar gjentagne Gange har været anstillet alle mulige Undersögelser, men af ovenstaaende Ord vilde han jo ogsaa have erfaret, at Departementet ikke alene har erklæret ikke at ville tage ubetinget, ikkuns et særligt Hensyn til Sprogkundskaaen, men at det ogsaa „fremdeles“ agter at vedblive med disse Undersögelser paa den eneste mulige Maade saadanne Undersögelser lade sig foretage.
Da Bogen: „Bidrag til Kundskab om Finnerne,“ ogsaa skulde optage det 12te ordentlige Stortings Beslutninger, kunde den ikke sluttes forinden Sagen var behandlet i Tinget, men manglede kuns de sidste Ark. 25 Exemplarer af de udkomne Ark bleve af mig tilstillede Stortingets Præsident til deres Afbenyttelse, som vilde yttre sig om disse Forholde. Da nu Proponenten af egen Erfaring ikke har, ikke kan have erhvervet sig den nødvendige Sagkundskab, saa kunde man ventet han vilde have agtet Andres Erfaringer og Vidnesbyrd, og læst Departementets og mine meddelte trykte Beretninger, men dette har han, som det sees, ikke gjort.
- Proponenten har saavel skriftlig som mundtlig, saavel i Tinget som udenfor Tinget, modsagt sig selv.
Pastor Halling har under Arbeide en detailleret Beretning om samtlige Præstegjeld i hele Riget, ved Indsendelsen af Oplysninger, Alten-Talvig vedkommende, bemærker Hr. Provsten: (Side 233) „Et betydeligt Antal af Indbyggerne ere Qvæner og Finner, der tildels ikke forstaa Norsk, og saaledes i Skolerne maa undervises i deres respektive Modersmaal.“ I sit Foredrag i Tinget siger han: „Naar Præsterne prædike paa Norsk er der en Trediedel af Almuen, som ikke forstaar et Ord deraf, og for hvem Prædikenen maa oversættes af en som oftest udannet og ukyndig Tolk. Ligeledes for holder det sig med Dommeren, der maa afhøre Vidner, paa hvis Udsagn Folks Velfærd beror, gjennem en Tolk, hvem det er ham umuligt at kontrollere, og paa hvis Redelighed han saaledes ubetinget maa stole.
Fremdeles har Provsten udenfor Tinget, efterat han havde holdt sit Foredrag, bevidnet: „Af alle hans Konfirmantere kunde ikkuns 2 - to - læse nogenledes Norsk“ og i en af Lapper meget bebygget Egn i Alten-Talvig var der kuns 1 - en - Familie, der kunde Norsk.“ Og dog erklærer han Ansættelsen af sprogkyndige Præster for „meget uheldig og uden nogen tilsvarende Nytte!“
- Den af Proponenten paaberaabte Stemning i de angjældende Egne efter at hans Tale i Tinget var begyndt at blive kundbar.
Fra Side 7—21 i denne Opsats har Departementet erfaret Stemningen i de angjældende Egne indtil den 7de Juni, hvorledes den udtaler sig efter den 7de Juni, erfares af Fölgende: Siden at Provstens Tale i Tinget blev kundbar har jeg modtaget Breve fra Præster i Östfinmarken, i Vestfinmarken, altsaa ifra Hr. Provstens eget Provsti samt fra to Præster i Tromsö Provsti. Alle disse Breve ere uden Undtagelse af Indhold som efterfölgende, der er skrevet af en af Tromsö Provsties Præster, dateret 12te Juli:
„Du kan tro jeg blev forbauset over J. Aarses Tale i Stortinget. Jeg maa sige med Schweigaard, at den gjorde et uhyggeliqt Indtryk, Aars har ikke virket længe nok iblandt Lapperne, ellers maatte han jo have gjort samme Erfaring som Du, jeg og Flere, at en Præst umuligt kan opfylde sine Pligter imod den lappiske Del af sin Almue, uden at han søger at tilegne sig deres Sprog. Han skulde have fölt min Bekymring, naar jeg stundom ikke kunde gjöre mig ret forstaaelig hverken ved Hjælp af Norsk eller af mit Lappiske for en og anden enkelt Konfirmant; han skulde fölt min usigelige Glæde naar jeg mærkede og hörte at man godt forstod min lappiske Tale, og Aars vilde have talt anderledes.[1] Da jeg for en Tid siden holdt lappisk Forretning, erklærede Lapperne fra N. N. Sted, der tale og forstaa Norsk meget godt, at de havde langt bedre opfattet Skriftetalen i det lappiske end i det norske Sprog. Jeg holdt nemlig samme Tale först paa Norsk i Sakristiet for nogle Normænd og norsk talende Lapper,[2] og i Kirken paa Lappisk for Fjeldfolket, hvilken Tale ogsaa bivaanedes af de omtalte norsk talende Sölapper.“
At en Stemmeflerhed af indtil ⅔ af Tingets Medlemmer kunde stemme for Proponentens Forslag, berettiger formentligen til at antage, at ⅔ af Tingets Medlemmer, ligesaalidt som Proponenten, have anseet det nödvendigt hverken at gjöre sig bekjendte med Kirke-Departementets afgivne Meddelelse eller at benytte de Oplysninger, som de af mig indleverede Ark kunde have givet dem.
Provst Aars tror ikke at Ansættelsen af sprogkyndige Præster har nogen tilsvarende Nytte. Forinden Folket fik Religionsböger i sit Modersmaal vare der jo altid Enkelte, som kunde den norske Katekismus, mere eller mindre af Forklaringen, og som kunde læse i Bog. Af Side 149, 201 og flere sees, at overalt, hvor det lappiske Skriftsprog er blevet indfört, der begynder Indenadlæsningen allerede at blive almindelig, og at de Fleste af Ungdommen iblandt delte Folk kunne nu før Konfirmations-Undervisningens Begyndelse hvad de forhen ikke engang kunde efter fuldendt Konfirmations-Undervisning.
Forinden jeg afgiver den endelige affordrede Betænkning i Anledning af den af Stortingets Pluralitet fattede Beslutning, de finmarkiske Sprogforholde vedkommende, være det mig tilladt allerærbödigst end yderligere at maatte motivere denne min Betænkning.
At Departementet har troet „ikke at burde tage et ubetinget men særligt Hensyn til Sprogkundskaben og at Departementet har troet at der kunde blive enkelte Kald, hvor det maaske kunde forsvares næsten at se bort fra hint Befordringshensyn,“ saa kan dette vistnok være Noget, som er i sin Orden, men heraf fölger ingenlunde at ogsaa Det skal være Noget, som er i sin Orden, at en saadan Ansættelse berettiger den saaledes ansatte geistlige Embedsmand til at se bort fra hvad han skylder ethvert enkelt Medlem af den ham betroede Menighed, fra det Öjeblik han er blevet udnævnt til sammes Præst, Lærer og Sjælesörger; ingenlunde er dette heller Meningen af Hans Majestæts naadigste Resolution, der har udnævnt ham til Præst, noget hvortil ingen menneskelig Autoritet kan berettige eller bemyndige. En saadan ansat Præst reise da i Herrens Navn op til sit Embede for efter sin Ankomst at lægge sig efter det lappiske Sprogs Studium. Dersom en saadan ansat Præst formener sig berettiget eller bemyndiget til at se bort ifra denne sin Forpligtelse tager han höiligen feil, og det kunde derfor let hænde, at den Herre Christ, naar han kommer igjen for at dömme Levende og Döde, da ogsaa ser bort fra en saadan Præst, sigende: „hvad Du haver gjort imod en af disse, det haver Du gjort imod mig.“
Naar det Kongelige Kirke-Departement bemærker: „hvor det maaske kunde svares at se bort fra hint Befordringshensyn, til Ex. fordi den lappiske Befolkning maatte befindes at være liden eller at burde og uden Vanskelighed at kunne modtage Undervisning i det norske Sprog,“ da være det mig tilladt allerærbödigst at bemærke: „Fordi“ at den lappiske Befolkning er liden eller ikke liden, af den Aarsag kan ingen menneskelig Autoritet fritage den ansatte Præst fra den Forpligtelse efter sin Udnævnelse, at lære at kjende den lappiske Befolknings Sprog, naar dette ikke er skeet för Udnævnelsen. En modsat Anskuelse strider ligefrem mod den Hellige-Skrift, er ikke overensstemmende med den gode Hyrdes Pligter. Menneskehedens og Kristendommens Fordringer ere ikke bundne til Talstörrelser eller til et Folk fremfor et andet. Med samme Ret som en liden norsk Befolkning iblandt en lappisk Menighed fordrer, og kan fordre, norsk Gudstjeneste, med samme Ret fordrer, og kan en liden lappisk Befolkning iblandt en norsk Menighed fordre, lappisk Gudstjeneste. Finder derfor det Kongelige Kirke-Departement at den lappiske Menigheds Lemmers Antal i en Menighed er saa liden, at den bör og uden Vanskelighed kan lære Norsk, saa fölger formentligen heraf ogsaa ligefrem en saa meget större Opfordring for det Kongelige Kirke- og Undervisnings-Departement til, som saadant, at gjöre det muligt for disse faa at kunne gjöre hvad de efter Departementets Anskuelser bør gjöre, og denne Mulighed kan kuns muliggjøres ved Ansættelse af sprogkyndige Præster og af sprogkyndige Sjælesörgere og Lærere.
Paa Folkets Vegne og i formentlig Overensstemmelse med Aanden af den, paa det Kongelige Kirke-Departements underdanigste Indstilling, byggede Kongelige naadigste Resolution tillader jeg mig derfor aller ærbödigst at andrage for det Kongelige Kirke-Departement at ikke den mindre eller större lappiske Befolkning iblandt en norsk Befolkning egentligen maa være Det, som bestemmer det Kongelige Kirke-Departement til at se bort fra Sprogkundskaben hos en Supplicant, men Det at denne er i Besiddelse af særdeles Kvalifikationer, og at Formodningen taler for, at han efter sin Udnævnelse kan og vil tilegne sig Sproget, eller at der ingen sprogkyndige Ansögere ere. Med dyb Erkjendtlighed og Ærbödighed erkjender Folket alle de Velgjerninger, som det igjennem det Kongelige Departement har modtaget, men skal, „fordi den lappiske Befolkning er liden,“ det være det afgjörende Moment for om dens Præst behöver lappisk Sprogkundskab eller ikke, saa vil dette formentligen være et baade religiöst og tillige politisk Feilgreb, der baade for Nutid og Fremtid vil bidrage til fremdeles at lægge uovervindelige Hindringer i Veien for Folkets religiöse og for dets intellektuelle Udvikling, vil hindre et nærmere Bekjendtskab med det norske Sprog, vil gjöre den Kongelige Resolution noget nær til et ikkuns lidet betydende Mundsveir, og fölgeligen mere eller mindre tilintetgjöre sammes kjærlige og velgjörende Hensigt. Folket har aldrig vist Uvillie til at lære Norsk, men for at „kunne“ lære dette Sprog maa det have Lærere, der ogsaa kunne dets Sprog. En Præst i en Menighed, der kuns har en liden lappisk Befolkning, kan jo blive Provst i Provstiet og fölgeligen erholde en ikke liden lappisk Befolkning under sit geistlige Tilsyn, og da er det for silde at lægge sig efter Sproget.
Naar man kun vil meddele Lapperne Guds Ord paa Norsk, saalænge Folkesproget er lappisk, saa forbinder man jo aabenbart med Religionsundervisningen et Bihensyn, og knytter Meddelelsen af det höieste Gode, Religionen, til en Betingelse eller Fordring, der nu i vore Dage, naar det gjælder andre Nationer, eller det skulde gjælde os selv, „erklæres for en Barbarisme,“ nemlig den, at et Folk derved skal bringes til at opgive sit Sprog. Det vedkommer i Grunden ikke Præsten og Skoleholderen, som Religionslærere, hvorvidt Lapperne bör lære Norsk eller ikke; men det er deres Pligt at meddele dem Gudherrens Ord i det Sprog, som Börnene og Folket forstaa. Ere disse ikke det norske Sprog mægtige, saa er det Religionslærernes Pligt at erhverve sig Kundskab heri, for at ikke Hovedsagen, Kristendommens Udbredelse, skal lægges Hindringer i Veien, og for at ikke Generationer skulle dö hen som halvomvendte og halvfornorskede Hedninger. Ingen höiere Magt har bemyndiget eller berettiget Præsterne, Sjælesörgerne og Skolelærerne til at benytle Evangeliet som et Middel i Politikens Tjeneste. Evangeliet være fri for, og ubunden af særegne folkelige eller politiske Hensyn! Aarhundreders Erfaringer og navnligen de tre sidste Decenniers Undersögelser og Vidnesbyrd (Side 7—21) har tilstrækkeligen godtgjort, at Folket ikke kan blive Kristne uden igjennem det Sprog, som nu Gud engang har lagt i dets Hjerter og paa dets Læber. De sidste Decenniers Virksomhed er derfor gaaet ud paa at skaffe Folket Religionsböger, Undervisning og Lærere i deres eget Modersmaal, ikke for derved at forhindre dem fra at lære Norsk, men for at de dertil skulle opmuntres og gjøres modtagelige.[3] Hvad er det da man egentlig vil? hedder det i Opsatsen Side 59, 60. Jo, det er den gamle kloge Lære, at de skulle lære Norsk, og denne er saa fast i enkelte Hoveder, at, om man end fra Morgen til Aften paa den mest overbevisende Maade har vist dem Urimeligheden, ja Umuligheden heraf, undtagen ved Hjælp af lappiske Böger, og ved Hjælp af Lærere, som forstaa deres Sprog m. m., saa gaa de dog tilsengs med de Ord: Ja! men det var dog bedst, at Lapperne lærte Norsk! Derom er heller ingen Tvivl; men det er den store Forskjel paa at læse i en norsk Bog og opramse en Lectie efter en norsk Bog — og virkelig at læse Norsk, som disse Folk overse.
At Præsten kan Lappisk, er af det Anförte klart, ikke er en „Omvei,“ som Proponenten behager at sige, men en Benvei, ikke alene for Kristendommen, men ogsaa for Indförelsen af Norsk. Derimod at lære Lapperne Kristendommen paa Norsk, saalænge Folkesproget er lappisk, er for en Præst en magelig, men for Folket en höist sörgelig Omvei.
Netop fordi man har villet bibringe Folket den religiöse Undervisning paa Norsk, er den Hellige-Skrift med dens Lærdomme endnn den Dag i Dag en lukket, utilgjængelig Bog for Tusinder af norske Borgere og Undersaattere. Netop fordi man paa den af Proponenten og af Stortingets Pluralitet foreslaaede Maade har villet bibringe det lappiske Folk den religiöse Undervisning, er den gode levende Gud, den Dag i Dag, en död Gud i Norges Land for Hundreder af Barnehjerter, og det er dog om Börnene at Frelseren siger: lader smaa Born komme til mig og forhindrer dem ikke! 60, 70, 80-aarige Mennesker vidne paa deres Dödsleje at de ikke have forstaaet et Ord Norsk! Proponenten vidner selv at naar Præsten prædiker Norsk, er der „⅓ Del af Tilhörerne, der ikke forstaa et Ord“ og dog vil Proponenten, ogsaa denne tredie Dels Præst, Provst, Sjælesörger og Lærer, og ⅔ Del af Stortinget vil med ham, at den religiose Undervisning fremdeles skal paatvinges Folket i et for det uforstaaeligt Sprog!
I Stockholm udgives en Missions-Tidende; i No. 3 for Aaret 1839, omtaltes de norske Lappers Vankundighed, da de ikke kunne Norsk, og som derfor ere nödsagede til at söge hen til de svenske Nabopræster, der ere kyndige i det lappiske Sprog. Missions-Tidenden ansöger derfor det svenske Missions-Selskab om at vise Barmhjertighed mod de norske Lapper, og antage sig disses religiöse Undervisning i det for dem ene forstaaelige Modersmaal. Side 175, 176, 186, 187, 216 og 246 ikke alene stadfæste Sandheden af Opsatsen i den svenske Missions-Tidende, men vise ogsaa hvorledes norske Lapper, den Dag i Dag er, fremdeles nödsages til at ty hen til de svenske Nabopræster. Sölappens, Peder Larsens, skrækkelige Uvidenhed og deraf fölgende Udaad sees af Side 186 og 187 at være foranlediget af, at vedkommende Sjælesörger ikke forstod sin Menigheds Sprog. Peder Larsen vidnede, at der vare mange Sölapper i hans Egn, der vare ligesaa uvidende som han. Behöves der endeligen endnu en lignende Begivenhed for at bringe samtlige i Finmarken og Nordlandene ansatte Præster, Sjælesörgere og Lærere til Erkjendelsen af den Nödvendighed, at lægge sig efter de dem anbetroede Menigheders Sprog?
Til Stötte for sit Forslag siger Proponenten: „For at önske Lighed i Sprog tale ogsaa politiske Grunde; thi Intet knytter Folkestammerne saa let sammen som Sprogfællesskabet.“ (Sic!)
Den Mægtigere kan underkue og tilintetgjøre den Svagere, men af Underkuelse og Tilintetgjörelse opstaar intet Fællesskab, men retfærdig Harme, der ikkuns venter paa Tid og Leilighed for at yttre sig. Intet adskiller og forbittrer Folkestammerne mod hinanden mere end en saadan Politik, som den af Proponenten foreslaaede.
„For at önske Lighed i Sprog tale ogsaa politiske Grunde.“ Historien siger Nei. I Sandhed en elskelig og önskværdig Sproglighed! Skulde ifölge uforudselige, men derfor ikke umulige, politiske Omvæltninger, Norge engang komme under en af Stormagternes eller under en större Magts Höihed og Styrelse, saa var samme berettiget til at paabyde Normændene sit Sprog ifölge Proponentens önskværdige Sprogligheds Politik. Udkaaret til paa Tinge at værne om ligesaavel Finmarkens lappiske som om dens norske Befolknings ved Konstitutionen og Grundloven hjemlede og tilsikkrede Friheder og Rettigheder, og iblandt disse navnligen den at höre Evangeliet og Börnelærdommen forkyndet i Modersmaalet, forkynder han sin önskværdige Sprogligheds Politik, og med ham ⅔ Del af Nationalforsamlingen, en Politik, der ikke godt harmonerer med en for alle uden Undtagelse hjemlet konstitutionel Lighed i Rettigheder „i det fri konstitutionelle Norge,“ som en dyrekjöbt Erfaring har lært at have indtil denne Dag hindret flere tusinde norske Borgeres religiöse og intellektuelle Udvikling, og som fem Stortinge efter hverandre derfor enstemmigen have forladt.
Ifölge Referatet i Morgenbladet yttrede fölgende Medlemmer af Tinget sig mod Forslaget.
Professor Schweigaard: „Aars’s Foredrag havde paa ham gjort et ufordelagtigt Indtryk; man vilde, uden at nægte Stockfleth de materielle Midler til Fortsættelsen af hans Virksomhed, dog i Bevillingen indblande et Element af Tvivl, som vilde beröve hans Bestræbelser en stor Del af deres moralske Kraft; Taleren nærede den Overbevisning, at Stockfleths Virksomhed for denne Sag var ledet af en höjere og ubedragelig Indflydelse, og at hans Fremgangsmaade var hensigtsmæssig og „den eneste hensigtsmæssige.“ Aars vil, at Kundskab i det norske Sprog og Smag for norske Sæder skal indgives Finnerne ved en Gnidning og Paavirken af de omkringboende Normænd; men han har selv erkjendt, at dette Middel ei vil være meget virksomt med Hensyn til de egentlige Fjeldfinner, der bo aldeles adskilte fra Normændene, og hvis Levemaade er aldeles særegen og forskjellig fra disses; men det er dog alene Fjeldfinnerne, som ere ublandede Finner og egentlig repræsentere dette Folkeslag og hvem det, formedelst deres lave Kulturtrin, især er af Vigtighed at paavirke; „den Tid er forbi, da man med Vold og Magt sammensmeltede Folkeslagene;“ „man maa altsaa se at vinde dem for den norske Stat med det Gode; men hvorledes er det muligt at gjöre dette, uden ved at tiltale dem gjennem det Sprog, de forstaa og paa den Maade söge at bevæge dem til at tilegne sig norsk Civilisation!" Naar Normanden nærmer sig til dem som Ligemand med deres eget Sprog paa Læberne, naar han saa at sige nedstiger til dem og selv bliver Fin, vil dette röre dem, medens tvertimod en Kommando til at lære Norsk, ialfald paa de ublandede Finner, vil virke afskrækkende som en Seierherres Tvangsbud; til at undervise paa Norsk i Skolerne, naar Saadant findes hensigtsmæssigt, behöves forresten ikke nogen særegen Foranstaltning; thi dette er ifölge Loven Regelen.
Rektor Holmboe „havde altid anseet, hvad der er gjort for Finnernes Oplysning, som et af de skjönneste Glandspunkter i vor nyere Historie; og at, hvad der er gjort, er vel gjort, derom har han i sin inderste Sjæl et Vidnesbyrd saa stærkt, at ingensomhelst Grunde skulde kunne rokke det, om disse end maatte være saadanne, at han ei paa en for Andre overbevisende Maade kunde gjendrive dem; men de Grunde, som her ere fremförte, forekom ham ei at være vægtigere, end at han nok turde ialfald forsöge paa at gjendrive dem. Den Knude, som Aars fandt saa uoplöselig, forekom ham ei saa vanskelig at rede; „man faar ei Finnen til at lære Norsk, uden at man först har gjort ham begribeligt det Önskelige for ham i at lære dette Sprog og tilegne sig Normændenes Sæder; Midlet til at bibringe ham dette Önske er at give ham Smag paa Læsning, at lære ham at læse först i sit eget Sprog og ligeledes i dette Sprog gjöre ham begribeligt, hvilket Gode der ligger i de saaledes erhvervede Kundskaber;“ har han först fattet dette, er hans Lærelyst först vakt, vil han, for end yderligere at tilfredsstille denne, lære det norske Sprog, for paa denne Maade at erholde Adgang til en rigere Literatur, end der kan bydes ham i hans eget Sprog. „Dette er Hensigten med Stockfleths Studium af og Arbeider for det lappiske Sprog;“ han vil ei lære Lapperne deres Sprog grammatikalsk for af samme at udvikle en Literatur, han vil ei heller bearbeide det som en videnskabelig Kuriositet, han bearbeider Sproget for selv at lære det saaledes, at han kan give Lapperne Böger ihænde, som de fra först af kunne forstaa, og hvorved deres videre Lærelyst kan vækkes. Det er vistnok meget vel, om Lapperne af sig selv ytre Tilböielighed til at lære Norsk og antage norske Sæder, men dette kan dog vistnok kun gjælde om dem, som stadigen komme i Berörelse med Normændene, ei om de egentlige Fjeldfinner, der leve saa adskilte fra disse, at de ei kunne forudsættes af sig selv og uden nogen Anvisning at fatte de Goder, som de ved en slig Kundskab vilde kunne erhverve. Taleren vilde anse det meget beklageligt, om Aars’s Forslag skulde blive bifaldt, om man nu skulde vise noget Spor af Tilböielighed til at trække sig tilbage fra den Bane man har begyndt; dette vil være, han vilde ei sige, saarende for Stockfleth, thi denne Mand henter visselig sin Opmuntring fra höiere Steder end det norske Storting, „men det vilde være næsten utaknemmeligt mod Forsynet,“ som hidtil har velsignet hans Gjerning og givet ham Kraft til at fortsætte den.“
Pastor Juell udtalte sig i samme Retning: „Naar Aars anförer, at Stemningen i Finmarken er for de af ham udtalte Anskuelser, maatte han dog gjöre opmærksom paa, at der haves vægtige Autoriteter fra samme Kant for den modsatte Mening; saaledes har Tromsö Stifts Biskop gjentagende Gange ytret sig for den af Stockfleth brugte Fremgangsmaade, ligeledes Provst Fritzner, der i flere Aar som Sognepræst til Vadsö har med meget Held lagt sig efter det lappiske Sprog og med Iver virket for Lappernes Oplysning. At nu en Trediedel af Almuen ei kan forstaa Præsten under Gudstjenesten, forekom ham at være et vigtigt Argument for at man burde sörge for Lærere, der forstaa begge Sprog; thi Meningen er naturligvis ikke den, at der nu blot skal holdes Gudstjeneste paa Lappisk, men derimod baade paa Lappisk og paa Norsk.“
Pastor Koch „kunde heller ikke dele de af Aars udtalte Anskuelser, hvilke han dog maatte tilstaa allerede forhen oftere at have hört; i mange Distrikter, navnlig i Nordland, har det lappiske Sprog og den lappiske Levemaade i den senere Tid gaaet sin Undergang imöde med en Hurtighed, som ei kan standses; „men at standse denne Overgang til Norskhed er heller ikke Hensigten med at sende Præster til disse Distrikter, der forstaa Lappisk; man vil tvertimod ved direkte Paavirkning fremskynde den.“ At lade Alt gaa sin Gang, kan Statsstyrelsen, hvor det gjælder Borgernes religiöse og sædelige Uddannelse, aldrig forsvare.“
Ifölge Stortings-Efterretningerne talede ogsaa Direkteur Holst, som paaberaabte sig sin Broders Vidnesbyrd, Pastor Dahl og Stiftamtmand Harris mod Forslaget, der blev antaget mod 32 Stemmer.
„St. arbeider paa at lære Finnerne Einsk“ hedder det i Proponentens Tale. Ikke jeg, ikke noget Menneske har lært Folket dette Sprog, men det er Gud, som har lært Folket Sproget; og da det nu har behaget Gud at lægge dette Sprog i deres, deres Fædres og Mödres Hjerter, paa deres, deres Fædres og Mödres Læber, saa faar det sandeligen ogsaa behage os at taale at höre det. Ingen vil vel falde paa at benægte, at dersom det saaledes havde behaget den Almægtige, da havde det staaet i Hans Magt at have budet Hedningerne lære Apostlernes Tungemaal ligesom han böd Apostlerne at lære Hedningernes Tungemaal. „Herren forböd endog Apostlerne at forlade Jerusalem forinden Gud selv, den Helligaand, havde lagt de Folks Tungemaal paa deres Læber, som de skulde lære.“ Ikke engang det Sprog, som Guds Sön talede, medens han vandrede her i Verden, skulde nyde noget Fortrin fremfor andre, men ikkuns benyttes til at forkynde Evangeliet for det jödiske Folk; thi: „Enhver Tunge skal bekjende Herren til Gud Faders Ære“ staar der skrevet, Da nu den Kongelige Resolution af 24de Februar d. A. er hverken mere eller mindre end en Etterlevelse af Herrens Bud og Befaling, saa kan den jo allerede, „som saadan“ hverken være „meget uheldig“ eller „uden nogen tilsvarende Nytte.“ Erfaringen har da ogsaa tilstrækkeligen godtgjort, at Folkets religiöse Undervisning paa det Folket af Gud givne Tungemaal er den eneste mulige Maade til ikke alene at gjöre Folket til Kristne, men ogsaa til at gjöre det modtageligt for höjere Kultur og for Tilegnelsen af et fremmed Sprog. Atter et Bevis paa at Guds Vei i Ordet er den eneste rette Vei baade i det Religiöse og i det Politiske, thi „Ordet og den Herre Krist ere ogsaa givne os til Visdom,“[4] saa at navnligen Kirkens Tjenere slet ikke gjorde ilde eller galt i om de toge deres Bibel med paa Tinget, for ogsaa der at erindre og have for Öje hvad, som i Guds Grundlov skrevet staar.
Omendskjönt det kirkelige Hensyn ikke har været udelukket fra denne Opsats, saa er dette Hensyn dog endnu ikke navnligen kommet i den Betragtning, som det formentligen bör komme ved Behandlingen af disse finmarkiske Sprogforholde; jeg beder derfor om Tilladelse til fölgende Bemærkninger.
Det er allerede blevet omtalt hvorledes Kirkens Herre og Stifter forböd Apostlerne at forlade Jerusalem forinden „Gud selv, den Helligaand,“ havde lært dem de Folks Tungemaal, de skulde optage som Medlemmer af Kirken. Ligesom derfor Apostlernes og Herrens eget Tungemaal ikke skulde benyttes til den religiöse Undervisning for andre end for Apostlernes og Herrens Landsmænd, der talede det samme Sprog som de, saaledes har det sig ogsaa med det norske Sprog, der dog vel ikke kan tilkomme större Rettighed og Fortrin som religiöst Undervisnings-Middel end det, som Kirkens Herre og Stifter selv talede. Ifölge sin guddommelige Herres og Stifters Bud og Anordning optager derfor den af ham stiftede Kirke sine Medlemmer af alle Folkefærd og af alle Tungemaal. Det er saa langt fra at Kirken, ligesaalidt efter som för Optagelsen i samme, forpligter eller kan forpligte nogensomhelst af sine Medlemmer til at forsage sit Sprog eller sin Nationalitet, at Kirken meget mere, ifölge sin Herres og Stifters Anordning, maa anse sig forpligtet til at anerkjende sine Medlemmers Rettighed til at tilbede Gud paa det Sprog, som Gud selv har lagt paa deres Læber, uanseet om disse Medlemmer ere faa eller mange. En modsat Anskuelse strider aabenbar mod Herrens Bud og Anordning.
Kirken er i Norge undergivet den norske Statsstyrelses Beskyttelse og Varetægt. Det er derfor det Kongelige Kirke-Departement, der, som saadant, er bemyndiget til at vaage over at de forskjellige Medlemmer af Kirken forblive i ukrænket Besiddelse af de dem af Kirkens Herre og Stifter hjemlede og tilsikkrede Friheder og Rettigheder, iblandt disse den at höre og undervises i Ordet i det dem af Gud givne Tungemaal. Det er det Kongelige Kirke-Departement, som er bemyndiget til at beskytte og opretholde enhver i den Frihed, hvortil eg hvori han er kaldet af Kristus, Kirkens Herre og Stifter; kun den Frihed, der strider mod denne Frihed, bör ikke tilstedes. Retten er jo saaledes aabenbar paa det lappiske Folks Side til at forlange og vente af sine Præster, at Bekjendelsen, Ordets Prædiken og Betjeningen med Sakramenterne forkyndes og gives dem paa deres eget og ikke paa et andet Tungemaal, og at deres Börn og opvoxende Ungdom erholde den kristelige Börnelærdom, Konfirmations- Undervisningen og Daabs-Pagtens Bekræftelse paa deres Fædres og Mödres Tungemaal og det saa meget mere da de ikke have tilegnet sig, ikke have haft Lærere, der kunde lære dem det norske Sprog.
Den Kongelig naadigste Resolution af 24de Februar d. A. er, som allerede bemærket, en Fuldbyrdelse af den af Kirkens Stifter og Herre anordnede og befalede Fremgangsmaade. I Nationalforsamlingen blev imidlertid den givne Resolution erklæret for „meget uheldig og uden tilsvarende Nytte;“ uagtet „at en tredie Del af hans egen Menighed ikke forstaar „et Ord“ af en norsk Prædiken;“ „at en stor Del af hans Menighed ikke forstaar Norsk og saaledes i Skolerne maa undervises i deres respektive Modersmaal;“ „at af hans Konfirmantere ikkuns to forstode nogenledes Norsk;“ og da nu tillige to tredie Delen af Nationalforsamlingen, imod den af Kirkens Herre og Stifter paabudne Fremgangsmaade, og uagtet Minoritetens, af Kundskab til og af en rigtig Opfattelse af Forholdene, fremkaldte Modbemærkninger, og uagtet alle Selvmodsigelser i Proponentens Foredrag, har tiltraadt hans Forslag, saa sætter det lappiske Folk sit Haab til det Kongelige Kirke-Departement, at det ikke samtykker i et Forslag, der ikke engang kan erkjendes for at være grundlovmæssigt, et Forslag, der jo aabenbart har til Hensigt at indskrænke og beröve norske Borgere de dem af Kirken og af den norske Stat hjemlede og garanterede kirkelige Friheder og Rettigheder. Og til dette Haab er Folket naturligvis saa meget mere berettiget, fordi at de foreslaaede Undersögelser jo ere foretagne, og fordi at disse Undersögelser have tilstrækkeligen godtgjort Umuligheden af at gjöre Folket til sande Medlemmer af Kirken, eller med et Ord: til Kristne, undtagen paa den i Resolutionen anviste Maade, Resolutionen er folgeligen „meget heldig og af tilsvarende Nytte.“ Og er det nu baade bevisligt og bevist, at de forlangte Undersögelser ere foretagne, og at Hans Majestæt Kong Oscar 1stes Resolution „er meget heldig og af tilsvarende Nytte,“ saa falder jo den Grund bort paa hvilken Forslaget er stöttet, og fölgeligen ogsaa Forslaget.
At de af Gud i Mennesket nedlagte aandelige Evner og Anlæg dels slet ikke og dels ikkuns höist mangelfuldt i et fremmed og ikke endnu tilegnet Sprog kunne udvikles, synes at maatte ligge ganske klart og indlysende for ethvert uhildet Öje. Denne Opsats, der ikkuns er et Uddrag af Bogen: Bidrag til Kundskab om Finnerne i Kongeriget Norge, har tilstrækkeligen godtgjort, at netop fordi man ikke har villet vedblive med den af Gud, Kirken og Naturen anviste Vei, har man hindret det lappiske Folks kirkelige og intellektuelle Udvikling.
Af XIV Afsnit, Side 407-416, vil det Kongelige Kirke-Departement erfare, til hvilken Grad den svenske saavel civile som geistlige Statsstyrelse samt det svenske Missions-Selskab har anseet sig forpligtet til at sörge for det lappiske Folks religiöse Undervisning i dets Modersmaal, uagtet den svenske Befolkning er 2½ Million og den lappiske ikkuns er fra 4000 til 6000, medens at den norske Befolkning i hele Norge, ikke engang er 1½ Million og den lappiske indtil 14,500. Samme Fremgangsmaade finder ligelsdes Sted i de tilgrændsende russisk-finlandske Distrikter, hvor der findes Lapper.
Med fuldkommen Föie bemærker Forfatteren til Opsatsen i Morgenbladet No. 177 i Anledning af Provst Aarses Forslag (XII Afsnit, Side 382-390): „Det Urigtige i at benytte Religionen og Kristendommen som et blot Middel til at lære Folket Norsk. Det er for den samvittighedsfulde Religionslærer slet ikke nok, at Undervisningen paa enkelte Steder til Nöd kan udföres paa Norsk; saalænge den langt bedre kan ske paa Lappisk bør den ske paa Lappisk. At benytte et mindre godt forstaaet Sprog som religiöst Meddelelsesmiddel, for derved at opnaa et Bihensyn, er uædelt, saa meget mere som endnu ingen höjere Magt har bemyndiget hverken Præst eller Skoleholder til at virke til dette Maals Opnaaelse, langt mindre at benytte samme til Religionsundervisningen. Vil man derfor uden at forsömme Menighedens fornemste Tarv sörge for det norske Sprogs Indförelse iblandt det lappiske Folk, saa kan dette ske ved Siden af Religionsundervisningen, ved Opmuntring til Læsning af norske Böger, men ikke saaledes at Børnene i Skolerne, for at erholde kristelig Kundskab, ere nødte til at modtage denne paa Norsk, for derved tillige at blive Normænd, ret som om de i saa Tilfælde med det samme vare sande Kristne. Anledning til at undervise i Norsk, uden at dette hindrer Religions-Undervisningen, er der overalt, hvor Præsten og Skoleholderen forstaar deres Sprog.“
Af Side 24 og 25 i denne min Betænkning vil det Kongelige Kirke-Departement have erfaret, at mine kirkelige Anskuelser af det lappiske Folks ubestridelige Rettighed til at höre deres Sprog benyttet saavel i Kirken som i Skolen, og vor ubetingede Forpligtelse til samt den ubetingede Nödvendighed i at anerkjende denne deres Rettighed, dersom Folket nogensinde skal erholde den af Kirkens Stifter og Herre ogsaa for dem bestemte kirkelige Udvikling, ikke have afholdt mig fra tillige at give dem Undervisning i det norske Sprog, eftersom Tid Og Fatteevne have tilladt det, at jeg endogsaa i Kirken har ladet en og anden af Konfirmations-Ungdommen aflægge Pröve paa deres religiöse Kundskab i det norske Sprog, som et Vidnesbyrd om at Kundskab i dette Sprog ogsaa i kirkelig Henseende kan blive dem til Gavn, og tillige som et Hyldings og Kjærligheds Vidnesbyrd imod det Folk, i hvis Haand og til hvis Omsorg, saavel i det kirkelige som statsborgerlige Liv, det har behaget Gud at overgive dette sit Folk.
Afsnittene fra I—VII, samt Afsnittene IX og XII vidne ikke alene om Folkets store Glæde over at höre Ordet i sit Modersmaal men ogsaa om dets store Læseog Lærelyst samt Modtagelighed og Fremgang, naar det i samme modtager sin Undervisning, og beviser saaledes det aldeles Ubeföjede og Urigtige i den over den Kongelige Resolution udtalte Dom.
Under sit korte Ophold i Finmarken har Proponenten to Gange været afæsket Oplysninger,[5] og dog opfordrer han Regjeringen til at lade anstille Undersögelser, som om saadanne aldrig have været foretagne.
Kongeriget Norges syvende ordentlige Storting afgav fölgende Vidnesbyrd.[6] „Ligesaa sandt som fuldstændigt er den lappiske Litteraturs Nödvendighed udviklet, som det eneste Middel til at udbrede og fremme kristelig Kundskab og Oplysning, samt Kultur og Civilisation iblandt Finnefolket (det lappiske Folk).“ Ottende, niende, tiende, ellevte og 32 Medlemmer af tolvte Storting have stadfæstet det samme. De siden 1833 fortsatte Undersögelser og Oplysninger have ligeledes bekræftet denne Sandhed. Den Kongelige Resolution af 24de Februar stötter sig saaledes til: 1) den Hellige-Skrift, der i religiöse og kirkelige Anliggender i et evangelisk-kristeligt Land dog vel maa have Tilladelse til at have en Stemme med; 2) til fem Stortinges udtalte Anskuelser og Beslutninger; 3) til den Norske Regjerings med nævnte Stortinges Anskuelser overensstemmende Indstillinger.
Stortinget har, ligesom den Kongelige Norske Regjering, altid vist kristelig Omhu for Norges lappiske Befolkning, og med Liberalitet siden Aaret 1833 bevilget de nödvendige Pengebidrag til Oplysningens Fremme paa den Maade, som mange med Forholdene nöje bekjendte Mænd have anseet for den rigtigste; en ikke mindre Omhu og Liberalitet har tolvte Storting udvist ved enstemmigen at bifalde de foreslaaede Penge saavel til et Lexicon som til 6000 lappiske Forklaringer, en Liberalitet og Ædelmodighed, som Folket stedse med dyb Taknemmelighed vil erindre og paaskjönne. Men de af sidste Stortings Pluralitet udtalte Anskuelser og den fattede Beslutning ville for Folkets kristelige og religiöse Udvikling blive fordærvelige. De allerede tilsynekommende heldige og lovende Fölger af de foregaaende og af tolvte Stortings Liberalitet ville tilintetgjöres. Hvad Tillid skal Folket for Fremtiden kunne have for Stortings Beslutninger naar et kommende Storting underkjender flere foregaaende Tings Eragtninger og Beslutninger Uagtet Forholdene ere de samme? Misfornöjelse, Uorden og Forvirring vil indtræde i alle Retninger, en uudeblivelig Fölge af bestandigen at nedbryde hvad som andre have opbygget.
Ved at gaa ind paa Stortingets Pluralitets Beslutning kan jeg ikke indse andet end det vilde være det samme som at erklære, at den Kongelige Norske Regjering og samtlige ovennævnte Stortinge fra Aaret 1833 af, altsaa i femten Aar, have handlet iblinde, og at Kongens Raad ved upaalidelige og uetterrettelige, altsaa ubeföjede Indstillinger har bragt Hans Majestæt Kongen til at sanktionere Indstillinger, der ere meget uheldige og uden tilsvarende Nytte.
At det Kongelige Kirke-Departements, af Regjeringens dvrige Medlemmer tiltraadte underdanigste Indstilling af 12te Februar 1848 var vel begrundet og vel beföjet og at den Kongelige Resolution af 24de Februar er meget heldig og af megen tilsvarende Nytte og af ubetinget Nödvendighed, er allerede mere end tilstrækkeligen i denne Opsats godtgjort, godtgjöres af Folkets Historie siden 1710, godtgjöres af Proponentens Fremgangsmaade og Virken saavel i sit Embedsdistrikt som i Tinget, skal Enhed i Folkets Undervisning nogensinde kunne opnaaes. Ved sin Ankomst til sit Embedsdistrikt behövede Proponenten ikkuns at være der ligesaamange Dage som begge hans Formænd, saavel i Præsteembedet som i Provsteembedet, havde været der i Aar, for d. 16de Marts 1846, at erklære samtliges paa respektive ti og otte Aars Erfaringer grundede Fremgangsmaade: „Folkets Undervisning i Modersmaalet, at hindre baade Kristendoms-Kundskab og almindelig Dannelse!!“ Den 21de Juni samme Aar afgaves en modsat Tilstaaelse (Side 233). Den 7de Juni 1848 holdtes Foredraget i Tinget, hvilket fandt Bifald hos Stortingets Pluralitet.
Det var i Aaret 1710[7] at Kong Fridrik IV begyndte Missionsværket i Nordlandene og Finmarken, som efter 138, siger og skriver et hundrede otte og tredive Aars Forlöb endnu ikke er fuldendet, fordi dette Folk stedse har været prisgivet vilkaarlige, uforstandige og afsexlende Behandlinger. Hvad som har været paabegyndt er aldrig blevet fortsat, modsatte Anskuelser have ideligen gjort sig gjældende og nedrevet hvad der har været begyndt at opbygges, en Skjæbne, som Proponenten og tolvte Stortings Pluralitet igjen bereder dette Folk trods 138aarige Erfaringer og Vidnesbyrd for at den nu paabegyndte Undervisningsmaade er den ene rette og anvendelige.
En Kongelig grundlovmæssig givet Resolution, der gjör det muligt at et for 138 Aar siden paabegyndt Missionsværk kan bringes til Fuldendelse, der nedbryder den Skranke, som hidtil har hindret en nöjere Forening mellem Norges Indbyggere, der gjengiver norske Borgere de hidtil savnede, med Norges övrige Indbyggere lige religiöse, kirkelige og statsborgerlige Rettigheder erklæres for meget uheldig og uden nogen tilsvarende Nytte i det frie Norges Nationalforsamling, hvor Frihed og ukrænket Lighed i Rettigheder er Forsamlingens og Dagens Lösen.
Paa Grund af den over Resolutionen fældte Dom skal Regjeringen anstille Undersögelser og forelægge samme for næste Storting. Stortingets Pluralitet bevidner saaledes Stortingenes Forpligtelse til at gjöre sig bekjendte med de af Regjeringen dem tilstillede Beretninger, en Forpligtelse, som Proponenten og flere Medlemmer i tolvte Storting ikke maa have anseet bindende for sig, thi ellers havde de jo af de af Kirke-Departementet Stortinget tilstillede Beretninger, maattet, iblandt meget andet, ogsaa have læst hvad som med tydelige og læselige Bogstaver Side 42 i Departementets trykte Beretning staar at læse, hvad som allerede Side 28 i denne Opsats er omtalt: „Den foreslaaede Kundgjørelses Form levner Adgang til at tage et forskjelligt Hensyn til Sprogkundskaberne,“ og: „Til paa Forhaand at skjælne saadanne Kald (hvor Sprogkundskaben antages at kunne være mere eller mindre nödvendig) fra de övrige til nærmere Underretning for kommende Ansögere, savner Departementet de fornödne detaillerede Oplysninger, som derimod i Tilfælde ville i Fremtiden kunne tilvejebringes, forinden vedkommende Embeder kundgjøres ledige.
Den af Proponenten givne Bevisförelse for Rigtigheden af den over den Kongelige Resolution udtalte Dom er af Stortingets Pluralitet godkjendt. Jeg finder at den har bevist det Modsatte, den har bidraget Sit til at bevise Resolutionens Hensigtsmæssighed. Iblandt Beviserne paaberaabtes: „Stemningen i de angjældende Egne, da han var overbevist om at mangfoldige Stemmer vilde forene sig med hans,“ Side 7—21 i denne Opsats viser Beskaffenheden af Stemmerne for den 7de Juni; Side 30 og 31 viser Beskaffenheden af Stemmerne efter den 7de Juni. Finmarks-Posten har i disse Dage bragt No. 80 af Tromsö-Tidende; en Opsats i denne indeholder et vigtigt Aktstykke i denne her omhandlede Sag, og da ogsaa den tillige tolker Stemningen i de angjældende Egne tillader jeg mig saameget mere her at indtage en Afskrift af samme:
„En religiös Begeistring og pludselig med Kraft fremgaaende Iver har grebet Lappebefolkningen inde paa Grændsen og udbredt sig alt videre om i Bygderne, lige ud imod Havkanten. En svensk Prædikant har reist om og „tændt Lyset“ for Lapperne, og de tiltro sig nu Alt flere at eie Aandens Naadegaver og prædike som de, der skulde kunne tale med Tunger, Iveren er vistnok rosværdig; men Lyset! Ak, Lapperne prædike, men kunne vel ikke udlægge; ti der mangler dem Forstandens Opklarelse og Udvikling, uden hvilken den grublende Tro saa let forvikler sig i Mysterier og den oprindelig hellige Iver gaar over til farlig Fanatisme. Vi bede for deres Oplysning, men vi kunne ikke tro, at Herren blandt dem nu underbart vækker Profeter, fordi han har andre Midler i sin Kirke til deres Oplærelse. Det er et vigtigt Tidspunkt i deres Aandshistorie, som nu synes at ville være kommet; det gjælder at benytte det ret, at disse Mennesker kunne drages til Kirken som dens virksomme Medlemmer; men det er en farlig Tid; ti medens de mangesteds og vel alleroftest virke for sig selv, uden Kontrol og uden at Lærerne, fremmede for deres frembölgende Lappesprog, kunne have Indseende med deres rette Arbeiden for Kristi Rige, ville de saa lettelig, fordi deres Begreber ere saa arme[8] og deres Fantasi, idet den gribes af Begeistringen, ingen Styrer har i den til Granskning modnede Fornuft, som maa lede Troen, at den ikke skal rave iblinde eller fölge Irlys, ivre sig ind i Vranglærer, hvorimod Præsterne og disses Hjælpere faa en vanskelig og möisommelig Kamp at bestaa. Nu derfor er det just Öjeblikket, da Kirkens Lærere, fra den Överste til den Ringeste, skulde være saare nidkjære blandt dem med Ordet og arbeide paa at före dem fuldt ind i den norske Kirke, hvor det er muligt. „Nu er det ogsaa Tiden, da Lærernes Kundskab i det lappiske Sprog gjøres mest fornøden, og det kan derfor aldrig mere end nu virke godt, om Vedkommende udnævne og indstille Mænd til geistlige Embeder og Ombud i vore Egne, der tage med sig i Kjendskab til det lappiske Sprog det uundværliqe Middel til velsignelsesrig Virken.“[9]
„At der er udrettet Godt i den sidste Tid blandt dette Folk beviser noksom den Kjendsgjerning, at Brændevinsberuselsen, der for var saa almindelig, ikke blot blandt Mændene, men ogsaa blandt Kvinderne, nu er saagodtsom aflagt, ialfald blandt de Yngre, og disse have temmelig almindelig endog ganske frasagt sig al Nydelse af denne Drik. Læstadius eier i denne Henseende, som i saamange andre, stor Fortjeneste; ti det er hans Iver for Nykterhedssagen, der har baaret sin Frugt og saa blandt vore Lapper.“
Disse Her Læstadiuses heldige Bestræbelser mod Brændevinsdrik ere ligeledes hlevne omtalte i Bidrag til Kundskab om Finnerne, Side 415.
Opfordret af det Kongelige Kirke-Departement til at afgive min Betænkning i en Sag, „der er en Livssag for det lappiske Folks fremtidige Udvikling og Uddannelse,“ „en Æressag for den Norske Stat,“ „og mere end en Æressag for den Norske Kirke,“ har jeg troet ikke at burde behandle en saadan Sag alt for overfladisk. Min Formening er da denne, en Formening jeg tror at have godtgjort: at det af Hans Majestæt Kongen under 2den September naadigst befalede Foredrag bliver af fölgende Indhold:
Den Kongelig naadigste Resolution af 24de Februar stötter sig til den Hellige Skrift; til fem Stortinges udtalte Anskuelser og Beslutninger delte af en Minoritet i det sjette Ting; til den Kongelige Norske Regjerings med ovennævnte Stortinges Anskuelser overensstemmende Indstillinger; den gjengiver norske Borgere de dem ifölge Grundloven tilkommende kirkelige og statsborgerlige Rettigheder; de af Tingets Pluralitet foreslaaede Undersögelser ere foretagne; den Kongelige Resolution er bygget paa disse fem Decenniers gjentagne Undersögelser og Erklæringer, afgivne af Mænd, der have tilbragt flere Aar iblandt Folket; disse Undersögelser godtgjöre, at der gives ingen anden Maade til det lappiske Folks religiöse og intellektuelle Uddannelse; Undervisning i det norske Sprog har været anvendt, hvor der har været Anledning; Undervisningen i og Tilegnelsen af det norske Sprog er saa langt fra nogensinde at have ligget uden for de senere Tiders Foranstaltninger, at disse meget mere afgive den eneste mulige Maade, hvorpaa norsk Sprogkundskab efterhaanden kan blive udbredt iblandt dette Folk; den Kongelige Resolution gjör det muligt, at det i Aaret 1710 paabegyndte Missionsværk kan bringes til Fuldendthed; den bringer den nödvendige Enhed i Folkets Undervisning; den nedbryder den Skranke, som hidtil har hindret en nöjere Forening mellem Norges Indbyggere; den er overensstemmende med de i Sverige og Rusland givne Bestemmelser for det lappiske Folks Undervisning; den af Proponenten i Tinget paaberaabte Stemning i de angjældende Egne stadfæster Hensigtsmæssigheden og Nödvendigheden af den Kongelige Resolution; de i den senere Tid iblandt det lappiske Folk udbrudte religiöse Bevægelser paabyde, som en ubetinget Nödvendighed, den nöjest mulige Etterlevelse af den Kongelige Resolution.
Den af Stortingets Pluralitet fattede Beslutning er en Fölge af Mangel paa Sagkundskab. Havde Tingets Pluralitet gjort sig bekjendt med det Kongelige Kirke-Departements trykte Beretning og med de tilsendte Bidrag til Kundskab om Finnerne, vilde den have erfaret, at de af den foreslaaede Undersögelser ere foretagne; at den Kongelige Resolution er bygget paa disse Undersögelser; for saavidt at Undersögelser i et eller andet Kald maatte gjöres nödvendige kunne disse ikke foretages paa anden Maade end paa den af det Kongelige Departement omtalte Maade; selv Proponentens Foredrag i Tinget vidner for Hensigtsmæssigheden af den Kongelige Resolution; de af Stortingets Pluralitet udtalte Anskuelser stride imod den Hellige-Skrift og tillige imod Grundlovens Aand og Bogstav; tilintetgjöre al Enhed i Folkets Undervisningsmaade; have hindret og ville fremdeles hindre Folkets Udvikling m. m., som 138 Aars Erfaring tilstrækkeligen har godtgjort; fölgeligen:
Bliver den Kongelige naadigste Resolution af 24de Februar 1848 ved Magt at stande!
Og: Ingen nye Undersögelser blive at foretage, undtagen i det höjeste de af det Kongelige Departement paapegede!
Allerærbödigst tillader jeg mig at henlede det Kongelige Kirke-Departements Opmærksomhed paa Nödvendigheden og Hensigtsmæssigheden i at det naadigst befalede Foredrag „snarest muligen“ bliver forelagt Hans Majestæt Kongen. Folket lever imidlertid i Uvished om hvad Værd og Bestandighed der kan tillægges en Kongelig Resolution, der offentligen i Tinget er erklæret for meget uheldig og uden nogen tilsvarende Nytte, og at Regjeringen „derfor“ er paalagtaf Stortinget at foretage nye Undersögelser for at forelægge næstkommende Ting. Ligeledes tillader jeg mig at ansöge det Kongelige Kirke-Departement om at et Exemplar af denne min Fremstilling af disse Sprogforholde maatte, som Bilag, vedlægges Departementets Foredrag, og tillader mig derfor at fremsende tvende Exemplarer af samme. Da jeg i flere Henseender har anseet det for Sagen godt og tjenligt har jeg udgivet denne min affordrede og til Departementet afgivne Betænkning i Trykken, og da Trykt er lettere og behageligere at læse end Skrift, har jeg tilladt mig at fremsende tvende trykte Exemplarer.
I den af det Kongelige Kirke-Departement til Stortinget i Heftet No. 67 meddelte Beretning om det norsk-lappiske Seminariums Forflyttelse fra Trondenæs til Tromsö er igjen optaget Spörgsmaalet om det lappiske Seminariums Adskillelse fra det norske. Da en saadan Adskillelse ogsaa er et Livs og et Döds-Spörgsmaal for det lappiske Folks tilkommende Skjæbne, beder jeg om Tilladelse til ligeledes korteligen at gjore opmærksom paa de uudeblivelige Fölger af en saadan Adskillelse.
Det hedder i denne Beretning:
— — „Endelig paapeges Hensigtsmæssigheden og Nödvendigheden af at et særskilt Seminarium, maaske helst i Östfinmarken, bliver oprettet til Oplærelse og Uddannelse af Finneskolelærere, hvoraf faa i de senere Aar have frekventeret Trondenæs Seminarium, ligesom det synes indlysende, at det er uhensigtsmæssigt at lade Skolelærersubjekter af to paa Dannelsestrin, i Levemaade og andre Forholde saa forskjellige Folkefærd, som Normænd og Lapper, erholde paa samme Seminarium ens Undervisning og Opdragelse.“
„Af de i Aaret 1847 i Christiania sammenkaldte Seminariebestyrere anbefaledes derhos Oprettelsen af et eget Skolelærerseminarium eller en efter indskrænket Maalestok anlagt Dannelsesanstalt for finske Skolelærere, der nöje var beregnet paa deres Folkeliv, Sprog og Udvikling.“
„Med Hensyn til det foreslaaede særskilte Seminarium for Finnerne har Biskopen bemærket, at et saadant Forslag allerede i 1829 blev omhandlet, men at Resultatet blev, at et Seminarium ansaaes tilstrækkeligt for Stiftet, og at Biskopen heller ikke kan anbefale det nu fremsatte Forslag, med Hensyn til at, med Undtagelse af Fjeldfinnerne, Finnernes Levemaade og Dannelse ikke er synderlig forskjellig fra de Norskes, til den sandsynlige ringe Sögning af et saadant særskilt Seminarium, til de overordentlige Omkostninger ved dettes Oprettelse og Vedligeholdelse samt til Vanskeligheden af nogen Kontrol med en saa isoleret beliggende Dannelsesanstalt, som i Östfinmarken.“
— — „Ligeledes formener Departementet, at det ovennævnte Forslag om Oprettelsen af et særskilt Seminarium i Östfinmarken ikke under nogen Forudsætning nu kan blive at tåge under endelig Behandling, men at man ogsaa i denne Henseende bör oppebie nærmere Erfaring om, hvorledes Forholdene maatte udvikle sig efter Hovedseminariets Flytning til Tromsö.“
Jeg maa i et og alt henholde mig til Hr. Biskop Kjerschows Erklæring, der vidner om et 18aarigt Bekjendtskab til Bispedömmets lappiske Befolkning, medens at de Herrer Seminariebestyreres Forslag formentligen vidner om Mangel paa Bekjendtskab til dette Folk. Naar det hos de Herrer Seminarie-Bestyrere hedder: „Det er uhensigtsmæssigt" at lade Skolelærer-Subjekter af to paa Dannelsestrin, i Levemaade og andre Forhold saa forskjellige Folkefærd, som Normænd og Lapper, er holde paa samme Seminarium „ens Undervisning og Opdragelse.“ — „Bemeldte Seminariebestyrere anbefalede Oprettelsen af et eget Skolelærerseminarium eller en efter „indskrænket“ Maalestok anlagt Dannelsesanstalt for finske (lappiske) Skolelærere, der „nöje var beregnet paa deres Folkeliv, Sprog og Udvikling,““ saa maa jeg netop af de anförte Grunde erklære en fremtidig Forening af begge disse Folks Skolelærerseminarium ikke alene for hensigtsmæssig men for ubetinget nödvendig. Jeg tillader mig at henvise til hvad jeg i samme Anledning har yttret Side 22 i denne Opsats. Det er dog ikke Statsstyrelsens Hensigt eller Mening mere at ville fjerne og afsondre Hans Majestæt Kongens lappiske Undersaattere fra al videre Udvikling end Hans Majestæt Kongens övrige Undersaattere? Heller ikke er det jo Meningen for bestandig at sætte uoverstigelige Hindringer for Bekjendtskabet med og for Tilegnelsen af norsk Sprog, Kultur og Civilisation? Men dette er den uudeblivelige Fölge af en saadan Adskillelse.
Forskjellen af Dannelses-Trin taler jo netop for Nödvendigheden af at det norsk-lappiske Seminarium ikke adskilles. Hvorledes skal en saadan Forskjel nogensinde kunne udjævnes uden ved Paavirkning og Exemplet af samt ved Omgangen med dem, der staa paa et höjere Dannelses-Trin? Hvorledes skulle de paa et Seminarium dannede lappiske Sproglærere blive fortrolige med norsk Sprog, Kultur og Civilisation uden paa et forenet norsk-lappisk Seminarium? Og hvorledes skal Folket kunne tilegne sig norsk Sprog, Kultur og Civilisation, naar dets paa et Seminarium dannede Lærere ere fremmede herfor? Man vil at Folket skal lære Norsk, og man formener dem Lærere og Midler til at kunne lære Norsk? Dersom de ærede Herrer havde kjendt noget nöjere dette Folk, havde de ogsaa lært at kjende Folkets store Modtagelighed, Lærelyst og Evner, i hvilke de ikke staa paa „et lavere Trin,“ men „paa et ligesaa höit Trin som Normændene,“ og saa havde de fremdeles vidst at Aarsagen til Folkets lavere Trin ligger ikke hos Folket men hos os, fordi vi ikke vilde vedblive at fölge von Westens Anvisning.
Det er og vil stedse blive en ubetinget Nödvendighed at have en Anstalt til at danne dygtige Tolke, og, med den flersidige Seminarist-Dannelse udrustede, Seminarister af det lappiske Folks egen Midte for at tjene som Tolke for verdslige og geistlige Embedsmænd og for at kunne blive de sidstnævntes Medlærere og Medledere til deres Landsmænds religiöse og intellektuelle Udvikling.
De norske Seminarie-Elever fra Öst- og Vestfinmarkens Provstier skulle sendes til Seminariet paa Tromsö, fordi de ikke paa deres Hjemsteder i Öst- og Vestfinmarken kunne erholde den nödvendige Dannelse og Livs-Udvikling. De lappiske Elever fra Öst- og Vestfinmarken skulle derimod forblive i deres Hjemsteder i Öst- og Vestfinmarken, fordi de ikke skulle erholde ens Undervisning og Opdragelse med de norske, men efter en indskrænket Maalestok skulle erholde deres Dannelse og deres Livs Udvikling
Imedens at de i lærde Skoler og ved Universitetet dannede Normænd erholde Stipendier for at fortsætte og fuldkommengjöre deres videre Dannelse og Livs Udvikling udenlands, skal det lappiske Folk ikke engang have Tilladelse til at dets Skolelærere skulle erholde ens Undervisning, Opdragelse og ens Livs Udvikling med de norske Skolelærere, men samme skal — naadigst? — tilmaales dem i en indskrænket Maalestok!
„Oprettelsen af et eget Skolelærer-Seminarium eller en efter indskrænket Maalestok anlagt Dannelses-Anstalt for finske (lappiske) Skolelærere, der nöje var beregnet paa deres Folkeliv, Sprog og Udvikling“ indeholder formentligen noget nær en Selvmodsigelse. „En isoleret efter indskrænket Maalestok og nøje beregnet paa Elevernes Folkeliv, Sprog og Udvikling“ anlagt Dannelses-Anstalt tilintetgjör al sand Udvikling. Hvorfor reise da vi udenlands? Fordi Udvikling frembringes kuns ved Rivning og Paavirkning, ved at se, höre og lære hvad som en isoleret indskrænket Undervisnings-Anstalt ikke kan give en at se, höre og lære.
Er det nödvendigt at lade Kirkens Tjenere, saasom Kirkesangere o. fl., erholde en Dannelse og Livs-Udvikling, der sætter dem istand til, overensstemmende med Tidens Fordringer og med Kirkens Hellighed, Höihed og Værdighed, at kunne forvalte den dem paaliggende Andel i den offentlige Gudstjeneste, saa er det vanskeligt at indse, hvorfor Kirkens lappisk talende Tjenere ikke skulle tilstedes ens Undervisning og ens Livs Udvikling med Kirkens norsktalende Tjenere.
Gaarden Riis i Ager ved
Christiania den 31te Oktober 1848.
Allerærbödigst
Stockfleth.
- ↑ Disse Ord ere næsten ordrette de samme, som de af Proponentens Formand i Embedet findes anførte Side 8 i denne Opsats.
- ↑ Atter et Vidnesbyrd for at det norske Sprog er benyttet og bliver benyttet hvor det kan forstaaes.
- ↑ Jfr. Opsatsen Side 382—390, Biskoppens Yttring Side 26; Præsten Jönsbergs, Side 183.
- ↑ 1 Kor. 1; 30.
- ↑ Side 233.
- ↑ Side 25.
- ↑ Side 317 og følgende.
- ↑ Begreberne tør maaske dog ikke være saa ganske arme.
- ↑ „Maatte disse, hedder det videre, saa med al Iver benytte det Sprog som Middel til at overføre Lapperne til det norske Sprog og rydde af Vejen den store Vanskelighed, som Tungemaalet har lagt i Vejen for Geistlighedens Virksomhed iblandt dem, paa det Resolutionen af Februar d. A. maatte ophøre at være fornøden.“ — Disse Ord stadfæste da ogsaa den Sandhed, man skulde tro, ikke behøvede saamange Stadfæstelser og Vidnesbyrd, at Præsternes og Lærernes lappiske Sprogkyndigked er Veien, den eneste Vei, der förer til det läppiske Folks Bekjendtskab med det norske Sprog.
|
Dette verket er ikke beskyttet av opphavsretten, fordi det er laget av Den norske regjeringen (Åndsverkloven §9). |