Side:Ær det Fårnuftigt at have Religion.djvu/148

Denne siden er korrekturlest


Men for nu nærmere at vise en simpel, og med Udtalen overeenstæmmende Skrivemaade, maae jeg igjennemgaae, eller vise:

  1. De fornødne Bogstaver, som udfordres til at skrive Sproget ret, efter den rigtige Udtale.
  2. De fornødne Regler, som bør vise disse Bogstavers rette Brug, og hæme deres Misbrug.
  1. De fornødne Bogstaver mangler vi vel ey i vort Sprog, untagen en, i vis Stæd vi bruger to, nemlig Aa, aa, hvilken bør kun være en Bogstav, saavel i Skrivten, som i Udtalen, og bør have sit eget rigtige Navn. Bogstaverne, veed man, er enten 1. Vocaler, som uden Hjelp af en anden Bogstav udsiges, og har sit Navn i sig selv, eller 2. Consonanter, som maae tage en Vocal til Hjelp, om de skal udsiges.
    1. Vocalerne bør være 9. nemlig: a, aa, æ, e, i, o, ø, u, y.
    2. Mærk:
      1. Nogle mene vel (fornemmelig Tydske) at der er kun 6 egentlige Vocaler: a, e, i, o, u, y; dærimod anseer, aa, æ, ø, som Diphtonger, eller dobbelt lydende Vocaler, som dog er urigtigt; thi aa, æ, ø, kan snart være lange, snart korte, ligesaa vel som de øvrige; derfor maae ingen tænke: at aa er det samme, som to sammentrækkede aer, æ det samme som a og e, ø det samme som o og e; men de ere simple, rene Vocaler, som man af deres enkelte Lyd, naar de med Consonanterne sammensættes, vel kan høre.