Side:Ær det Fårnuftigt at have Religion.djvu/154

Denne siden er korrekturlest
    1. en gammel Regel: Litteræ unius organi facile inter se alteenant. ɔ: Bogstaver av samme Ⱥndelav fⱥrvæxles lættelig mæd hinanden. I de Ord, sⱥm man ikke æfter Udtalen æller Derivasjonen sⱥ væl kan bedømme, bør man rætte sig æfter Brugen: s. Pagt, Magt &c. dog ⱥm ustuderede Fⱥlk av Uvidenhed kⱥm til at skrive, Pakt, Makt &c. mⱥtte dæt ansees llgegyldig.
    2. De Bogstaver, sⱥn ikke ved Conjugation, Derivation &c. kan kⱥmme til at høres, bør ganske udelades: f. Æx. Sanse, unflye &c. thi hvo udsiger væl d i Sands, æller i dæn Partikel und? Sⱥ bør man ⱥk skrive, jænnem, ijæn &c. thi hvorledes vilde dæt væl lyde, ⱥm man udtalede g i giennem, giøre &c.? Fⱥrnæmmelig misbruges i vⱥrt Sprⱥg: g, h, k: f. Æx. Hvad, thi, giemme, gielde, Skiers, Skjold &c. Vad Ulæylighed kunde dæt væl føre mæd sig, ⱥm man lige æfter Udtalen skriver: Vad, ti, jæmme, jælde, Sjærs, Sjⱥld &c.? Vorfor skulde dæt væl være vanskeligere, at skrive rigtig ligefræm æfter Udtalen, ænd læt at skrive urigtig imod Udtalen?
      Mærk:
      1. Man vil væl sige: I nogle Ord bør man iagttage Stamme-Ordet (vⱥrⱥm i den 8. Regel,) ⱥk altsⱥ behⱥlde ⱥmmældte Bogstaver: f. Æx. Besjæmme burde skrives mæd k, æfterdi dæt kⱥmmer av Skam. Mæn kan man uden sⱥdan Skrupel fⱥrandre a til æ, aa (ⱥ) til i, o til ø, v til y; ja ⱥfte bortkaste ⱥk ijæn indstikke ulige Bogstaver: f. Æx. Arm, Erme, Bⱥnd, binde, Foed, Fødder, Plov, pløye, slⱥe, Slæt, Løgn, lyve, sort, Sværte &c., sⱥ kan man mæd