Denne siden er korrekturlest
- Sølvet (ikke Søl, Søllet). Mand, Manden. Ild Ilden &c. ti en kjælen Udtale ær æy smuk.
- Nⱥr en Bogstav i Udtalen ær tviilsⱥm, da kan
gemenlig læres av Genetivo &c. av Plurali, av
Verbo, ved at gⱥ tilbage til Stamme-Ordet, it.
ved at sammensætte mæd andre Ord, vorledes et
Ord bør skrives: f. Æx. Mand mæd d, ti Genit.
Mandens. hand uden d, ti Dat. hannem. Skrab
(ikke Skrap) ti Infin. skrabe, væl (gⱥt) ikke væld,
ti vælanstændig. Væld (Kilde) ikke Væl, ti dæt
heder, at vælde ud.
Mærk: - Dæn i Dansk Ændelse ⱥfte fⱥrekⱥmmende d bør i mange Ord, da dæn æy udsiges, ganske udelades: s. Dans, hsøt, unvære, Tysk &c. i St. f. Dands, hørdt, undvære, Tydsk &c. I nogle Ord kan dæn d æfter Udtalen unværes, mæn æfter Derivasjonen behⱥldes: s. ont, gⱥt, sant æller ondt, gⱥdt, sandt. Det første synes mig rigtigst; dog bør man skrive: Ondskab, Godhed, Sandhid &c. sⱥsnart d noget høres.
- To Kⱥnsonanter av et Slags bør æy skrives sammen, uden de bægge høres: f. Æx. Skriv ⱥk læs: al, Hærskab, fⱥrsukre &c. mæn: alle, Hærre, Sukker. Ligeledes, nⱥr en Ændelse tillægges, sⱥm begynder av samme Bogstav, sⱥm dæt fⱥregⱥende Ord ændes med: f. Æx. Mund ⱥk Dask, skriv, Mundask. Mand ⱥk dⱥm, skriv Mandam; mæn høres tvende, mⱥe de ⱥk skrives: s. iagttage, sparsⱥmmelig &c. ti hær høres dⱥbbelt t ⱥk m.
- Nⱥr man i Dansken vil tilkjændegive, at en Vokal ær lang, bruger man snart to Vokaler av et
