underætte Læsseren ⱥm, vad Grund jæy kunde have til sⱥdan Skrivemⱥde; hvilken sⱥm al uvænteøig Fⱥrandring, vil i dæt første synes noget følsⱥm, ⱥk mⱥsje vil pⱥføre mig adsjillige ufⱥrdelagtige Kritiker; mæn jæy, hⱥber dæt Uvæyr vil snart gⱥe ⱥver, nⱥr de ⱥverilede Jemytter kⱥmmer ijæn til Rolighed, ⱥk fⱥer Tid til nærmere at indse Sagen. Ingen rætskaffen Dⱥmmer dømmer en Sag æfter første Anseende, førænd han har ijænnemgⱥet ⱥk ⱥverlagt dæt ene mæd dæt andet. Dæt ær ikke min Tanke at dænne Skrivemⱥde, ⱥm dæn sjønt skulde finde Bifald, strax pⱥ engang burde indføres, da ændⱥk en god Fⱥrandring, nⱥr dæn æy indføres mæd Besjedentlighed, kan føre Ulæylighed mæd sig; mæn Tid æfter anden, da man kan prøve, vor vidt dæt ær rigtig æller ikke. Ingen mⱥ tænke at jæy haver fⱥrfattet dette, ænten fⱥr at jøre mig bekjænt ved noget nyt Pⱥfund, sⱥm var en sⱥre dⱥrlig Lyst; da jæy ær, mⱥsje fⱥr meget, av dæn Tanke: Bene vixit, qvi bene latuit; æy hæller fⱥr at laste nogen, fⱥrdi han skriver ænten sⱥ æller sⱥ, da dæn Lyst at vllde dadle andre ær intet andet ænd en Egenskab av et nedrigt ⱥk tⱥbeligt Jemyt, sⱥm æy sjønner sine egne alt fⱥr mange Ufuldkⱥmmenheder. Mæn fⱥrdi jæy ær av dæn faste Tanke, at jo mere simpel, læt ⱥk naturlig Skrivemⱥden ær, jo rigtigere ær dæn, ⱥk til desto større Lættelse ⱥk Nytte fⱥr dæn almindelige Mand ⱥk ustuderede Fⱥlk, sⱥm i Tallet langt ⱥvergⱥer de øvrige.
Vad Dⱥm man ænd vil fælde, ær jæy aldeles fⱥrvisset pⱥ, at jæy ikke tager Fæyl i Sagen sælv, næmlig at man i Sprⱥget bør have alle fⱥrnødne ⱥk beqvæmme, mæn ingen ufⱥarnødne, Bogstaver til almindelig Brug, ⱥk at dæn stumme ⱥk lydende Tale
