Disse Optrin havde angrebet Lensherren meget
sterkt. Der blev ikke Tale om at fortsætte Reisen
videre; han vendte tilbage til Trondhjem, hvor han
den følgende Dag lod sit Følge aflægge Vidnesbyrd
om, hvad der var foregaaet paa Vold. Juledags Morgen
indfandt Lensherrens Folk sig mandsterke paa
Gimse for at føre Klemet som Arrestant til Trondhjems
Gaard. Men denne havde af en Dreng i Nabolaget
netop faaet Efterretning om deres Komme og
var strøget til Skogs. Først da Helgen var omme,
fik man opspurgt, hvor han holdt sig skjult, og snart
sad han i sikker Forvaring bag Kongsgaardens Mure.
Tirsdagen efter førtes han frem for Domstolen.
Det vilde Mod, som havde besjælet ham i Julen, var
bleven tæmmet under Opholdet i Skoven. Nu var
Turen kommen til ham at føle Øxen svæve over sit
Hoved, og nu anraabte han lige saa indstændig Lensherren
om Skaansel og Naade, som denne nys før
havde gjort paa Gaardspladsen paa Vold. Klemets
Slægtninge og Bekjendte fra Bygden havde i stort
Antal indfundet sig i Retten for at hjælpe paa hans Sag.
Dengang var Hans Mortenssøn Wesling Lagmand
i Trondhjem. Det var en af de elendigste og mest
sneverhjertede Dommere, som nogensinde har beklædt
en Lagstol i vort Land. Det hændte nok ofte, at hans
Domme ikke bleve godkjendte, naar de indankedes for
Herredag eller Overhofret. Den Kjendelse, som han
denne Gang afsagde, stod paa samme Høide som hans
Dommerfærd forøvrigt. Under Afholdelsen af selve
Forhøret syntes han at have taget saa vidt muligt Hensyn
til, hvad Lensherren Hans Hansen kunde være sig
bekjendt. Men da der herunder fremførtes Vidner paa,
at Bonden havde raabt, at selv Kongen skulde ei ustraffet
Side:Øverland - Af Sagnet og Historien.djvu/126
Denne siden er ikke korrekturlest