Noget over en Mils Vei søndenfor Trondhjem hæver Vatsfjeldet (Vassfjeldet), sig op mellem Melhus og Klæbu. Paa den Side, som skraaner ned mod den førstnævnte Bygd, ligger to smaa Tjern. Det ene af dem, som gjennem Bækken Lodda, der flyder tæt forbi Melhus Hovedkirke, har Afløb til Gulelven, kaldes endnu den Dag idag St. Evens Tjern eller Kilde.
I Middelalderen stod der paa dette Sted et Kapel, som kaldtes St. Evens Kirke. Til visse Tider af Sommeren kom Presten i Melhus Sogn herop for at holde Gudstjeneste. Thi det var gængs Tro blandt Almuen i Bygderne rundt omkring, at Kildens Vand havde helbredende Kraft, og derfor søgte Syge og Krøblinger i stort Antal derhen for at faa sin Helse igjen.
Ved Armfeldts Indfald i Guldalen 1718 søgte Bønderne tilfjelds for at undgaa Fienderne. Dengang – siger man – fandtes Grundvolden og nogle andre Rester endnu i Behold paa det Sted, Kapellet havde staaet. Paa Prestegaarden nede i Dalen opbevaredes noget Trævirke, som ligeledes hidrørte herfra. Men dette blev i den haarde Vintertid benyttet til Brænde af de finske Tropper, som havde slaaet Leir under aaben Himmel i Egnen omkring Melhus Kirke. Men Troen paa Evenskildens Hellighed vedblev at leve i lang Tid, efterat ethvert Spor af Kapellet var forsvundet. I Aaret 1775, da Historikeren Gerhard Schøning reiste gjennem Dalen, fandtes der saaledes ved Tjernet en Hob Stave og Krykker, som var bleven efterladt af Syge, som i al Hemmelighed havde søgt Helsebod her. Af og til kunde man og i Vandet skimte Sølvskillinger, som var nedkastede i det.
