Ditmarsken, den vestligste Del af Middelalderens Nordalbingien, omfattede Landet mellem Elben, Nordsøen og Eideren, en Strækning af 7 geografiske Mile fra Nord mod Syd og 4 Mile fra Øst mod Vest. De 30—40,000 Indbyggere som boede her, dannede et republikansk, af 48 folkevalgte Mænd styret Samfund, der igjennem Tiderne, takket være Landets Beliggenhed og Folkets Kraft og Stridbarhed, havde formaaet at hævde sin Selvstændighed mod overmægtige Naboers Angreb. I Aaret 1404 havde de saaledes fældet Grev Gerhard VI af Holsten, og baade hans Formænd og Eftermænd havde med Skam maattet vende tilbage fra sine Tog derhen.
Vi har ovenfor (S. 143) set, at den tyske Keiser Fredrik III havde givet Kriftiern I Overhøihedsretten over Ditmarsken. Men Indbyggerne vilde ikke gaa med paa denne Disposition, men klagede for Paven herover. Denne nedlagde bestemt Forbud mod, at nogen angreb Ditmarsken, som erklæredes for en kirkelig Eiendom under Erkebiskopen af Bremens Overherredømme. Hermed havde det foreløbig sit Forblivende; thi Hans var dels ved sine Tvistigheder med Broderen, dels ved Forhandlingerne med Sverige altfor optaget til at kunne gjøre sine fra Faderen arvede Rettigheder gjældende. Det kan vel ogsaa være tvivlsomt, om han overhovedet havde foretaget noget Tog til Ditmarsken, om dette Lands Bønder ikke selv havde fremkaldt Krigen. Hertug Fredrik, Kong Hans’s Broder, havde tilegnet sig Øen Helgoland, som i tidligere Dage havde tilhørt Nordfrisland, og anlagt en ny Told her, der var saavel Hansestæderne som Ditmarskerne en Torn i Øiet, da de helst vilde, at Øen skulde være et frit Oplagssted. Der var nu kommen til Voldsomheder fra begge Sider; Ditmarskerne havde gjort Indfald med Brand og Plyndring i Eiderstedt, medens Hertugen havde taget en Del paa Helgoland tilbageblevne Ditmarskere til Fange. Grænsefeiden var saaledes i fuld Gang, kun afbrudt af et kort Mellemrum i 1499. Kort at fortælle, det kom baade Kongen og Hertugen vel tilpas, at Ditmarskerne ved denne Strid gav dem Anledning til at fremdrage det Lensbrev, som deres Fader 25 Aar i Forveien havde erholdt, og de besluttede nu ved Vaabenmagt at gjøre denne sin Ret gjældende. De gik dog herunder meget forsigtig tilverks, for at Ditmarskerne skulde ane Uraad saa lidet som muligt. I al Stilhed hvervedes igjen den sachsiske Garde, som under Junker Thomas Schlenitz havde gjort saa god Tjeneste under den svenske Krig i 1497, da den havde vundet Slagene ved Rotebro og Stockholm, og som nu stod i en liden nordtysk Fyrstes Sold. Den bestod af 2700 Mand, fordelte i 8 Kompagnier, og var
O. A. Øverland Norges Historie. IV.
