en saadan Side, at den, som skulde overbevises og omstemmes, maatte erkjende hans Grunde for uimodsigelige og give ham Ret. Men frygtelig var han især i Folkeforsamlinger, hvor han vidste med Sikkerhed at anslaa alle de Strenge, som sterkest bevæger et Folks Følelser og Fordomme, og hvor han udslyngede de syndige, ildfulde, skarpe og lynende Ord, der fyldte alle Tilhørere med det Mod og det Had, som glødede i hans eget Bryst. Skjønt Ordet og Pennen var hans egentlige Vaaben, saa var han dog ikke fremmed for Sværdet. Han trak Brynjen over Bispekjolen og anførte Hærskarer, leverede Fægtninger, stormede Fæstninger, ja han tog ikke i Betænkning at bestige Orlogsskibet for paa Havet at forfølge sine Fiender. I Ledtog med Lübeckerne herjede han, skjønt Geistlig og Bisp, Danmarks Kyster som en gammel Viking“.[1]
Hemming Gad indsaa, at Kong Hans’s Magt i Sverige var uangribelig, saa længe Landets fornemste Mænd laa i indbyrdes Splid og Uvenskab. Han lagde derfor an paa at stifte Fred mellem Sten Sture og hans Modstander Svante Nilssøn, og dette lykkedes ham ogsaa, idet han forestillede Svante, at der ikke kunde være nogen anden, der kunde efterfølge den alderstegne Sten Sture ved hans Frafald, end netop han. De to, mente han, vilde, ifald de var Venner og forligte, være Sveriges Herrer; men ellers vilde de og deres Efterkommere til evig Tid være fordømte til at tjene Danskerne, som forstod at benytte sig af deres Uenighed. Saasnart det var lykkedes ham at bringe Forsoning mellem Sten Sture og Svante Nilssøn tilveie, vandt han og andre Mænd for deres Parti. Blandt dem var Nordmanden Knut Alvssøn, om hvem vi senere vil høre, og tre svenske Rigsraader.
Ved en Herredag, som Kong Hans længere ud paa Vaaren lod holde i Stockholm, indfandt vistnok Sten Sture og hans Venner sig, men med et Følge af 700 sterkt rustede Mænd. Kong Hans fandt det derfor ogsaa raadeligst paa sin Side at ruste sig, og under hele Rigsdagen herskede der en temmelig trykket Stemning. Alligevel lod det til, at alt vilde jevne sig, jo nærmere det led imod Rigsdagens Slutning, og der kom et Forlig istand mellem Kongen og de misfornøiede. Men dette var fra de sidstnævntes Side ikke synderlig alvorlig ment. Den 1ste August indgik 7 svenske Herrer, deriblandt Sten Sture, Svante Nilssøn og Hemming Gad, et Forbund til Opstand mod Kongen og udstedte Proklamationer, hvori de opfordrede Rigets Indbyggere til at gribe til Vaaben og fordrive en Konge, som traadte Lov og Ret under Fødder, og som i smaat og i stort havde vist sig som Svenskernes Uven. Paa samme Tid lod de ogsaa opsætte et Brev til Kong Hans, hvori de opsagde ham Huldskab og Troskab. Lidt efter spredtes de sammensvorne Herrer ad for at ophidse Almuen hver i den Egn, han var bedst kjendt. Sten Sture og Knut Alvssøn, der skjønt Nordmand og Medlem af det
- ↑ Allen, De tre nordiske Rigers Historie I, 182 f.
