norske Rigsraad, nu havde gjort fælles Sag med de svenske Oprørere, begav sig til Dalarne og Vestmanland for at opflamme Indbyggerne der til at gribe til Vaaben. Paa lignende Vis virkede Hemming Gud og Svante Nilssøn i Østergøtland. Deres Opmaninger havde ogsaa al forønsket Virkning. Thi overalt i de svenske Landskaber fandt en sand Folkereisning Sted. Fæstningerne Vesteraas og Ørebro beleiredes; af disse formaaede den første, der indehavdes af Nils Bysse, at udholde en to Maaneders Beleiring indtil den 11te November 1501, medens den sidste under Fogden Jens Falster med største Kjækhed forsvarede sig i hele 7 Maaneder.
I Løbet af August Maaned havde Kong Hans modtaget fra den ene Stormand efter den anden Opsigelsesbreve, og den 11te August forlod han Stockholm for at hente Hjælp i Danmark. Paa Tilbageveien brændte han en Gaard, Häringe i Sødertørn, der tilhørte Sten Sture. Paa Stockholms Slot efterlod han en Besætning paa 1000 Mand under Befaling af sin kjække Dronning Kristina, der skjønt sygelig og lidende ledede Borgens Forsvar med megen Duelighed.
I Norge var der, siden Hans i 1483 havde besteget Thronen, ikke foregaaet nogen betydeligere Forandring i Landets indre Styre. De to verdslige Raadsmedlemmer, den tidligere Rigsforstander Jon Svalessøn Smør og Einar Fluga, der havde spillet en fremtrædende Rolle under den Bevægelse, som gik forud for Kong Hans’s Hylding, var begge i 1483 druknede udenfor Jarlsøen eller Jersøen ved Tunsberg, sandsynligvis paa Hjemveien fra Halmstad. Hermed maa vel den Opposition, som i Norge havde ytret sig mod Kong Hans, for en væsentlig Del have lagt sig. Erkebiskopen Gaute Ivarssøn synes i den første Tid ikke at have været Kongen synderlig hengiven, og det heder, at han skal have staaet i Forbindelse med Sten Sture. I ethvert Fald ses der i Aaret 1486 at have bestaaet et spændt Forhold mellem Kongen og Erkebiskopen, der tør have forvoldt nogen Uro i Landet. Kong Hans maa ogsaa have fundet Stillingen her betænkelig, og han besluttede sig til at drage opover om Vaaren, ledsaget af en betydelig Hær, som var udbudt af Danmark. I Bergen holdtes der i Juli Maaned et Raadsmøde, ved hvilket Kongen og Erkebiskopen var tilstede. Om de Forhandlinger, som her førtes, har man ikke synderlig Besked; kun ser man, at der mellem Kongen og Erkebiskopen var opstaaet Tvist om Patronatsretten til Kirken paa Trums, som afgjordes til Kongens Fordel. At dette har været det eneste Stridsemne, er vel lidet rimeligt; men hvorledes det nu end forholder sig hermed, saa blev der tilvejebragt Forsoning mellem Kongen og de Nordmænd, som tilforn syntes ham uvillige, og de gav hinanden de bedste Løfter. Nogle Aar efter, i 1489, var Forholdet mellem Kongen og Nordmændenes fornemste Mænd endog saa godt, at det norske Rigsraad, deriblandt Erkebiskop Gaute og flere af Landets Biskoper,
