begav sig til Kjøbenhavn, hvor det den 25de Juli paa det norske Folks Vegne antog og hyldede Hans’s 8aarige Søn Kristiern til Faderens Eftermand som Konge i Norge, med udtrykkelig Tilsidesættelse af de Bestemmelser i Halmstadsrecessen, som maatte være stridende derimod. Men til Trods for, at der i Kongens Haandfæstning var indrømmet det norske Rigsraad flere Fordele, der vilde have sikret Landet et selvstændigt Centralstyre, var den politiske Interesse hos det norske Aristokrati saa uhyre liden, at Haandfæstningens Bestemmelser maatte falde ganske magtesløse til Jorden, selv om de fra Kongens Side var blevne iagttagne paa behørig Vis. Bortset fra den Virksomhed, Rigsraadet udfolder som Landets øverste Domstol dels samlet, dels i mindre Udvalg, spiller det gjennem næsten hele Kong Hans’s Regjeringstid en meget ubetydelig Rolle. Ja, saa ringe var den Indflydelse, det i Virkeligheden øvede, at Kongen paa det nærmeste kan siges at have afgjort de forskjelligste Regjeringsanliggender paa egen Haand, uden engang at spørge efter Rigsraadets Mening eller Samtykke. Dette var saaledes Tilfældet med alle Spørgsmaal af administrativ Natur. Skjønt det i Kongens Haandfæstning var bleven forudsat, at Landet skulde have sit særegne financielle Styre, blev alle Afgifter og Lensindtægter indbetalte i Kjøbenhavn. Endog Skatter synes Kongen paa egen Haand at have paalagt uden først at indhente Rigsraadets Samtykke. Endnu sterkere træder Kongens Anmasselse frem i Spørgsmaalet om Udlændingernes Handel paa Norge. Skjønt Kongen i sin Haandfæstning havde lovet, at det skulde tillades “Kjøbmænd i alle Lande frit og uhindret at seile til Bergen og andre Kjøbstæder i Norge med deres Kjøbmandskab, Norges Rige til Nytte og Bestand“, forhindrede dette ham dog ikke fra at gjenoptage den Praxis, som Faderen havde øvet med Kabinetsprivilegier. Under Tilbagereisen fra Norge i 1483 udstedte han den 18de August i Tunsberg et Brev, hvorved Rostockernes Handel paa denne By blev indskrænket. Ved denne Anledning synes han at have hørt Raadets Mening. Men 4 Aar efter, den 20de Mai 1487, gav han Rostockerne tilbage deres forrige Friheder i den hele Udstrækning, ja, den 21de Juli 1489 gjentog han Ord til andet det Fribrev, som Kong Kristofer under 22de Oktober 1447 havde givet Rostockerne.
En fastere og bestemtere Holdning indtog Kong Hans ligeoverfor de vendiske Stæder. Saaledes gav han sig god Tid, førend han stadfæstede deres Privilegier; derimod forhøiede han Sundtolden og lod opkræve en Rortold af ethvert Kjøbmandsskib, som indfandt sig ved de skaanske Fiskeriet. Hertil kom endnu flere Omstændigheder, som forøgede Hanseaternes Misnøie. Kongens Fætter Junker Jakob af Oldenburg, en Søn af Kristiern I’s Broder Morits, var i 1483 af Biskop Henrik af Münster-Bremen bleven fordreven fra sin Fadersarv, Delmenhorst, og søgte Tilflugt hos Kong Hans. Den næste Vaar begyndte han, som man paastaar med Kongens Vidende og Understøttelse, en Kaperkrig mod Byerne Lübeck og Hamburg,
