Side:Øverland - Illustreret Norges Historie 4.djvu/224

Denne siden er korrekturlest
174
Norges Historie

han skyldte Strandrøverier en betydelig Del af sin Formue. Til Trods for denne virkelige eller paaduttede Nærighed forstod dog Hr. Henrik ikke mindre end hans Fader at holde sig tilvens med Bønderne, og denne hans Holdning kom vistnok ogsaa i den følgende Tid til at øve en bestemmende Indflydelse paa hans hele Politik. Med Alvssønnerne havde han fra første Stund af levet i aabent Fiendskab, der ved flere Lejligheder var kommet til voldsomt Udbrud. I 1494 havde Odd Alvssøn saaledes beskyldt ham for at opvigle hans Folk og Almue mod ham; herpaa var Hr. Henrik ikke bleven ham Svar skyldig, men havde til Gjengjæld ladet ham høre saa drøie Ting, som at han havde ringeagtet Kongens Breve, øvet Vold mod flere Personer og tilegnet sig fremmed Gods, ja, at han endog havde trukket blank lige over for Hr. Henrik, da denne sad paa Dommersædet for at skifte Lov og Ret. Skjønt man ikke kjender til Udgangen paa denne Strid, er det dog neppe tvivlsomt, at Hr. Henrik, der som en nyere Historieskriver bemerker, havde noget af Løvens Natur og ikke lidet af Rævens i sig, har trukket det længste Straa. Med Hr. Knut maa han ogsaa, strax efter at denne var kommen til Akershus, være taget i Tvist, da man hører, at denne havde skaffet sig Betaling for en Sum, han paastod at have tilgode hos Hr. Henrik, ved at opbringe et af hans Skibe og sætte sig i Besiddelse af en Del af Ladningen. Hvorledes Forholdet har været mellem Herrerne paa Toget mod Elfsborg og under den lange Beleiring af dette Slot, har man ingen Besked om.

Da nu Hr. Knut i December 1497 i sin Nød tyede til Hr. Henrik og foreslog ham i Forening med 400 Ryttere at drage gjennem Landet for at kue Opstanden, brød denne sig ikke om at yde sin Uven nogen Hjælp, der kun vilde bringe ham selv Utak, og han holdt sig derfor i Ro. Ikke desmindre lykkedes det efterhaanden Hr. Knut Alvssøn at dæmpe Oprøret i Løbet af det næste Aar, hvorpaa han lod Sagen paatale. De Mænd, som Kongen satte til at dømme i denne, var Fyns senere saa bekjendte Biskop Jens Anderssøn Beldenak, som paa denne Tid var kongelig Sekretær, og Henrik Krumedike. Ihvorvel de anklagede blev dømte til høie Bøder, fik Hr. Henrik og Jens Dommen formildet til største Ærgrelse for Hr. Knut, som gjerne vilde have dem alvorlig tugtede. Tre af Hovedmændene blev dog henrettede i Oslo.

Baade for Hr. Knut Alvssøn og Hr. Henrik Krumedike synes denne Almuereisning og de tvende Høvdingers Forhold under den at have havt en stor Betydning. Thi da Kong Hans kort efter paa Gjennemreise til Sverige besøgte Hr. Henrik paa Baahus, hvor flere norske Rigsraader, deriblandt Erkebiskop Gaute og Hr. Knut Alvssøn var tilstede, overvældede han Krumedike med Naadesbevisninger og tilstod ham forskjellige Forleninger, dels for en ringe Afgift, dels uden al Afgift, og ialfald et af disse Len havde Hr. Knut havt. Strax efter, i 1499, blev den Unaade, hvori Hr. Knut var falden, endnu mere følelig, idet Kongen formelig afskedigede ham