Krumedike paa Grund af Fæstningerne Olufsborgs og Elfsborgs Nærhed lammet i sine Bevægelser. Det lykkedes derfor Knut Alvssøn at trænge frem til Akershus, som hans Uven Peder Gris maatte rømme. Derpaa vendte han sig mod Vestfold, hvor han forsterkede sig med Bønderne af Sande Skibrede, og indtog og plyndrede Tunsberghus efter at have fordrevet Befalingsmanden Mattis Olssøn.[1] Slottet blev nu for den væsentligste Del nedbrudt. Herfra begav Hr. Knut sig med sin Hær tilbage til Viken for at knække sin Uven Hr. Henrik Krumedike. Marstrand blev indtagen, og Byens Indvaanere nedhuggedes. Sarpsborg blev beleiret af Nils Ravaldssøns Underanfører Søren Skaaning, og da Indbyggerne begyndte at underhandle med ham, henviste han dem til Ottilia Ottesdatter, som i sin Mands Fravær førte Befalingen paa Olufsborg. Men her modtog de det lidet trøstelige Svar, at de baade skulde overgive Byen og betale hende Brandskat. “Vil I ikke give mig, hvad jeg forlanger,“ lagde hun til, “da skal I skaade (d. e. stue) eder alle i Marstrands Speil“. Derefter maatte de ogsaa rette sig. Siden leirede den mandstærke Fiende sig udenfor Baahus, hvor Hr. Henrik snart blev bragt i den betænkeligste Stilling, da han ved udsendte Afdelinger havde svækket sin Styrke Ikke desmindre formaaede han at holde sig ud over Sommeren.
- ↑ Under Slottets Beleiring blev den under Haakon Haakonssøns Regjering uddybede Stenskanal mellem Nøterøen og Fastlandet afstængt ved et nedsænket Skib, hvorved Kanalen efterhaanden opfyldtes med Mudder og Grus. Først i 1730—Aarene blev Kanalen ved en Privatmands Foretagsomhed paany oprenset, saa den blev farbar for mindre Fartøier.
44. Saltkar fra det gamle Oslo.
O. A. Øverland Norges Historie IV.
