Side:Øverland - Illustreret Norges Historie 4.djvu/242

Denne siden er korrekturlest
190
Norges Historie.

rammede Fredsmøde i Kalmar udsat. Danskerne vilde imidlertid ikke indgaa herpaa, og Mødet holdtes derfor den 10de Juni 1505, som aftalt var. Her indfandt da Kong Hans sig med et betydeligt Antal danske og norske Rigsraader, baade geistlige og verdslige, deriblandt Erkebiskoperne Gaute af Nidaros og Birger af Lund. Men her ventede de forgjæves paa Svenskerne, som udeblev aldeles. Kongen lod da Sagen gaa til Paakjendelse af de tvende Rigsraad, som her var fremmødte, og disse afsagde under 1ste Juli 1505 en Dom, som senere hen er bleven meget bekjendt Denne Dom, der var grundet paa Romerretten eller “Keiserretten“, som paa denne Tid og senere stod i Ry som subsidiær Retskilde, gik ud paa, at Kong Hans skulde gjenindsættes i fuldstændig Besiddelse af Sveriges Rige, og at Sten Stures, Svante Nilssøns og de med dem forbundne Herrers Gods skulde være forbrudt til Kronen. Men i Grunden var den hele Domsafsigelse en tom, for ikke at sige en latterlig Ceremoni, al den Stund det ikke stod i Kongens Magt at faa Dommen efterlevet. For at bøde herpaa henvendte derfor det danske og norske Rigsraad sig under 16de Juli 1505 til Keiser Maximilian for at faa Dommen stadfæstet, og denne lod de i Kalmar domfældte svenske Oprørere indstevne for sin og det tyske Riges Kammerret. Efter en formelig Proces blev de her den 2den Oktober 1506 for at have brudt det hellige romerske Riges Landefred erklærede i Rigets Acht (d. e. fredløse), hvorhos alle det romerske Riges Stænder blev tilholdte under Fredløshedsstraf at afholde sig fra enhver Forbindelse med de domfældte Svensker.

I det svenske Rigsraad var Fredspartiet imidlertid meget sterkt repræsenteret, og dettes Tilhængere aabnede et Par Maaneder efter Kalmarmødet atter Underhandlinger, der førte til, at et nyt Møde blev berammet til Afholdelse i Malmø i Februar og Marts 1506. Men den Fuldmagt, de svenske Sendebud fik med sig til denne Forhandling, var saa snever som bedst muligt, da de ikke havde faaet i Opdrag stort andet end at give en Forklaring paa, hvorfor Svenskerne havde holdt sig borte fra Kalmarmødet, og at udvirke en Vaabenstilstand paa nogle Aar. Svante Nilssøn sørgede imidlertid for at vedligeholde Almuens Had til Danskerne, saa den paa flere Steder erklærede, at den ikke vilde give Kong Hans anden Skat af Sverige end skarpe Vaaben. Omtrent ved samme Tid, som Mødet i Kalmar holdtes, havde Svante Nilssøn afsluttet en Vaabenstilstand med Russerne paa 20 Aar, saa han fra den Kant var sikker. Sverige var saaledes ikke aldeles uforberedt til at optage Fiendtlighederne, om fornødent skulde være. Vistnok søgte den danske Konge, som kun havde havt Fortræd af sit ældre Forbund med Rusland og dets Fyrste Ivan Vasilievitsch, at knytte et nyt med dennes Søn og Eftermand Basilius; et saadant Forbund med denne sluttedes jo vistnok ogsaa i 1506 i Kjøbenhavn, men det var kun Hans til liden Nytte, da Basilius ubrødelig holdt den med Sverige indgangne Stilstand. Større Gagn havde Kong Hans derimod af Frankrige og Skotland; af Kongen i