sin Lanse lette den ene Herre af Sadlen efter den anden og kunde føre Sverdet baade i Leg og i Alvor. Som Sømand vilde han have været paa sin rette Hylde, om fornødent havde været; thi dertil følte han baade Kald og Lyst.
Den Vildhed, som havde fulgt ham i Gutteaarene, kom ogsaa tilsyne i Ynglingealderen. Arild Huitfeldt fortæller herom: “Han bestak dem, som holdt Vagt udi Kjøbenhavns Slots Port, at de ofte hele Nætter og langt ud paa Nætterne holdt Porten aaben for ham, ud og ind ad Byen, hvor han sværmede, spøgede, ruttede, tog sælsomt afsted af det ene Borgerhus i det andet og fandtes helst der, hvor Vinen smagede bedst og smukkeste Folk var. Over saadant Byløb var Folk meget underlige. Hans Herre Fader fik det omsider at vide og tog ham for sig en Dag og læste ham et godt Kapitel med Ord og Svøbe, indtil han faldt paa Knæ, bad sin Herre Fader om Forladelse og lovede saadant aldrig mere at skulle ske“. Under alt dette dannedes Prinsen til den Mand og Fyrste, han skulde blive, og i hvilken Stilling han skulde tildrage sig Adelens og Gejstlighedens Had og vinde Borgeres og Bønders Hengivenhed og Kjærlighed. Men paa Bunden af denne rigt udrustede Aand laa Vanviddet — en Arv fra den hyppig melankolske Fader — i et let Hylle, som det kunde bryde og brød, saa ofte hans Sind kom i Bevægelse. Bild var den unge Kongesøn i sin Begeistring i sit Had, i sine Udskeielser. Ligesaa heldig, han var i de Beregningen han anstillede med koldt Hoved, ligesaa uheldig, ja ulykkelig var han i de Planer, han udkastede, naar Blodet steg ham til Hjernen. Sjelden har man vistnok set en saadan Blanding af Genialitet og Galskab forenet i en Karakter, som Tilfældet var hos den unge Kongesøn.
Hvorledes Kristiern vilde udføre den Opgave, som var bleven ham stillet, skulde Nordmændene ikke længe holdes i Uvished om. Allerede strax efter at han i Slutningen af 1506 var kommen opover til Norge, afskedigede han, uvist af hvilken Grund, Otte Rud som Befalingsmand paa Baahus og indsatte i hans Sted en anden dansk Mand, Nils Bild til Ravnholt, uden at spørge det norske Rigsraad om dets Samtykke. Med dette traf Kristiern sammen først i Januar 1507 ved sit Komme til Oslo. Allerede fra sin tidligste Færd lagde Kristiern an paa at fortrænge Nordmændene ud af alle betydeligere Stillinger. Høvedsmanden paa Akershus, Knut Knutssøn Baat til Morland, der havde faaet sin Stilling for sin Optræden mod sin Frænde Knut Alvssøn, blev nu, netop fordi han var dennes Frænde og af svensk Herkomst, erstattet med en dansk Adelsmand Jørgen Vestenie. Allerede tidligere var den ubetydelige danske Parvenu Andreas Mus bleven indtrængt paa Oslo Bispestol. Saasnart det norske Rigsraad merkede, hvor det havde den unge Kongesøn, blev Forholdet mellem ham og flere af dets Medlemmer temmelig spændt. Som Mænd, der var mistænkte for at være hans Modstandere nævnes foruden Knut Knutssøn Baat tillige Nils Henrikssøn
