Ord: “Kommer her igjen en Biskop, saa faar han bo paa Ladegaarden. Slotte og murede Gaarde skal Bisper herefterdags ikke mere have“.
Det var paa høie Tid, Kong Kristiern satte sig i Besiddelse af Hamars befæstede Bispegaard; thi et Par Maaneder senere — i Slutningen af April — foretog den landflygtige Biskop Thorkel Jonssøn fra Sverige af et Indfald i Solør og Hedemarken, hvor han vakte adskilligt Røre. Solungerne lovede saaledes at udgaa med Mandhusingen for at bistaa ham. Men det hele løb dog stillere af, end man skulde have troet, og Thorkel Jonssøn gik noget senere i Hemmelighed over til de danske i Haab om, at Kong Hans eller Kristiern maatte have et Bispedømme at overlade ham. Men om Thorkel fik noget Embede, og hvor der siden blev af ham, vides ikke.
Ved at lade Hamarbispen fængsle havde Kong Kristiern taget et meget voveligt Skridt. Det var greit at forstaa, at Geistligheden baade i Norge og Danmark maatte blive høiligen forarget herover. Men først ved Udgangen af Mai Maaned kom der saapas Fart i gamle Erkebiskop Gaute, at han kunde foretage Skridt for at faa Biskop Karl befriet fra hans Fangenskab og gjenindsat i Embedet samt hans Sag undergivet Prøvelse af tilbørlige Dommere. Der var nok af dem, som søgte at formaa Kong Hans at tage flg af Sagen; men hvor villig denne fra først af end tør have været til det, lader det dog til, at den unge Konge snart maa have overbevist sin Fader om, at han ikke kunde have handlet anderledes, end som skeet var. Biskop Karl blev imidlertid siddende i Kong Kristierns Fængsel, hvor han blev meget haardt behandlet, og man har en meget udsmykket Beretning om, hvorledes han engang søgte at undslippe af sit Fængsel, da han fandt, at det her gik paa Livet løs. Han skar da sine Lagen og Sengklæder i Stykker, heder det, og lagede af Strimlerne en sterk Tougstige, som efter et Maal, han havde faaet, skulde naa ned til Jorden. En Vinternat, da der var falden dyb Sne, besluttede han sig til at flygte. Han fæstede Stigen til en Jernstang i Vinduet og lod sig glide ned. Men da han var kommen et Stykke nedover, saa røg Tougstigen over, og Biskopen dumpede til Jorden, og ved Faldet forstuvede han sit ene Ben. Den overhængende Fare, hvori han svævede, gav ham imidlertid Styrke nok til trods den ulidelige Smerte at slæbe sig over den tilfrosne Slotsgrav til et Holt ude paa Akershagen,[1] hvor han skjulte sig i et hult Træ. Hans Flugt var gaaet ubemerket for sig, da alle paa Slottet sov, selv de udstillede Vagter. Men den næste Morgen ved Daggry saa man Rebstumperne flagre i Vinduet, og man fik da snart Vished for, at Fangen var borte. Kristiern udsendte strax Mænd til alle Kanter for at søge efter den forsvundne. Selv steg han ogsaa til Hest, tog sine Jægere og Hunde med og gav sig til at efterspore den stakkels
- ↑ Svaning og (efter ham) Huitfeldt og Allen antager vistnok Baahus for det Sted, hvor Biskop Karl Jæmte sad i Fangenskab; men heri tager de nok feil.
