Biskop som et Stykke Vildt. Det varede ikke længe, før Jagthundene blev staaende ved det Træ, hvori Biskopen havde skjult sig. Kongen bød ham da komme frem, og han tiltalte ham meget haardt og lod sig forlyde med, at kunde han saasandt for sin Æres Skyld, saa skulde han strax med egen Haand have givet Biskopen den Revselse, han fortjente. Hertil svarede denne alene, at han nu var i hans Vold, og at det stod til ham at gjøre, som han vilde og som han kunde forsvare for Gud. Han blev da igjen ført op paa Slottet, hvor han holdtes i strengere Forvaring end før.
Ved selve Tilfangetagelsen af Biskopen var Kristiern falden i Kirkens Ban og kunde alene faa Afløsning ved Paven selv eller den Fuldmægtig, denne beskikkede. Kristiern søgte da at fremstille sin Adfærd for Kurien i et saa gunstigt Lys som muligt. Alligevel drog Sagen temmelig længe ud. I December 1512 fik den daværende pavelige Nuntius for Norden Idzard Grave Fuldmagt til paa Pavens Vegne at løse Kongen fra Bannet. Men da denne Afløsning neppe ansaas for tilstrækkelig gav Pave Leo II i det følgende Aar Erkebiskopen af Throndhjem og Biskopen af Roskilde Paalæg om det samme; den endelige Afløsning fandt imidlertid først Sted i Franciskanerklosteret i Kjøbenhavn d. 12te August 1513, efterat Kristiern allerede var bleven Konge i de forenede Riger. Biskop Karl, der siden sin mislykkede Flugt havde været sygelig blev løsladt af Fængslet paa Akershus i 1512 og skulde sendes til Erkebiskop Erik Valkendorf i Throndhjem, der havde paataget sig at holde ham i Forvaring. Han døde imidlertid i Oslo hos Biskop Andreas Mus, inden han endnu havde tiltraadt den lange og besværlige Færd nordover.
Om Vaaren 1509 kom der Kristiern Rygter for Øre, at der i Bergen tegnede sig til Uroligheder. Han besluttede sig da til at drage derhen; men i Forveien sendte han sin betroede Kantsler Erik Valkendorf for at undersøge Tilstanden. Det er denne ubetydelige Hændelse som skulde komme til at kjæde det mest betydningsfulde Led til Kristierns hele Historie. Allen, der i dette Punkt følger den Fremstilling, som er givet af den næsten samtidige Forfatter Svaning, der selv vistnok har kjendt flere af Hovedpersonerne, skildrer denne Tildragelse paa følgende Vis: “Kantsleren fandt ved sit Komme, at Rygterne havde været falske eller meget overdrevne. Der var for Øieblikket ingen anden Uro i Staden end den, som fremkaldtes ved dens livlige Handelsrøre. Han blev forbauset ved den Vrimmel af Mennesker fra fremmede Lande, som her færdedes, ved Massen af de opdyngede udenlandske Varer og ved det Liv og den Bevægelse, som allevegne rørte sig her. Da han for ret at nyde dette Skue vandrede omkring, fængsledes hans Øie ved Synet af tvende Kvinder, der stod i en Bod, hvor der solgtes Vafler, Bagværk og lignende Sager. Det var Kontrasten mellem disse Kvinder, som bragte ham til at studse. Den ældre havde noget simpelt og plumpt i sit Ydre, det var et ført og sværtbygget Fruentimmer med en sterk rød Ansigtsfarve og Kinder saa svære, at de
