Lübeckernes Side blev denne Overenskomst kun mislig overholdt. Inden Aarets Udgang havde de igjen optaget den indbringende Fart paa Sverige, og efter en diplomatisk Notevexling mellem vedkommende og uvedkommende Magter havde saa Lübeckerne om Vaaren 1509 sagt Kongen med rene Ord, at de som Kjøbmænd, der levede af Handel og Søfart, umulig længere med Ro kunde se paa, at deres Yrke maatte ligge nede, for om Krigen med Sverige drog i Langdrag. Kong Hans indsaa da meget vel, at en Krig med Lübeck var uundgaaelig, og han udsendte en Flaade for at krydse i Østersøens sydlige og vestlige Dele. Som Svar herpaa udrustede Lübeckerne længere ud paa Aaret en mægtig Flaade paa 18 svære Skibe, der skulde undsætte Stockholm og paa Veien derhen tilføje de danske Kyster al den Skade, de kunde. Derhos skulde to lübeckske Raadsherrer, der førte den øverste Besaling over Flaaden, aabne Underhandlinger med Svante Nilssøn og det svenske Rigsraad om et nærmere Forbund mellem Sverige og Lübeck. Men Hensigten med Flaadens Afsendelse opnaaedes kun for en Del, da der allerede før dens Ankomst til Stockholms Skjærgaard var sluttet Fred mellem Kong Hans og Svenskerne i Kjøbenhavn 17de August 1509.
Den forsonlige Stemning, som efter dette at dømme skulde være indtraadt mellem Rigerne, holdt sig dog ikke synderlig længe; men Svante Nilssøn havde dog anset det for bedst at rette sig efter Folkets Ønske, skjønt han selv var alt andet end fredelig stemt. Hvorvidt der paa dette Punkt har været drevet Underhandlinger mellem ham og Lübeckerne, er ikke utænkeligt; i saa Fald har disse ogsaa bidraget til at holde den lübeckske Flaade tilbage i Stockholms Skjærgaard til langt ud paa Høsten.
Medens den lübeckske Flaade dvælede ved Stockholm, tænkte Kong Hans paa at spille de gode Borgere det Puds at overrumple deres By eller ødelægge deres Havn Travemünde. Krigere og Landsknegte havde han nok af paa rede Haand efter den nys tilendebragte Krig med Sverige. Nu lod han dem i Oktober Maaned under Anførsel af den djærve Kriger Søren Norby paa 30—40 Skuder sætte over til det lübeckske Omraade, hvor de huserede ganske forskrækkeligt. Kort efter kom Kong Hans med en Del af sin Orlogsflaade til Heiligenhafen, hvorfra han vilde begynde Hovedangrebet. Til dette havde han gjort sig sikker Regning paa Bistand af sin Broder Hertug Fredrik; men denne erklærede sine Hertugdømmer for neutrale, og det hele Krigstog var paa Grund heraf at betragte som ganske forfeilet.
Skjønt Krigen for alle dødeliges Øine skulde synes at være saa aabenbar, som det bedst var muligt, var den dog endnu ikke erklæret. Det skede først i April Maaned det næste Aar, efterat Lübeckerne først havde henvendt sig til sine Naboer om Hjælp. Byerne Stralsund, Rostock, Wismar, Hamburg og Lüneburg lovede vistnok at staa Lübeckerne bi; men da det kom til Stykket var det kun den første, som ærlig holdt Ord.
