indskrænket; kun erholdt Adelen en udvidet Ret til at kræve Sagefald af Bønderne, hvorhos Kongen maatte love ikke at foretage i levende Live noget Skridt, der tilsigtede at betrygge Thronfølgen efter hans Død. Rigets Len og Slotte maatte kun anbetroes til fødte Adelsmænd, og hvis der for Øieblikket fandtes nogen Vanbyrding, som var i Besiddelse af en Forlening, skulde han strax afsættes derfra. Alene Adelsmænd maatte tilhandle sig adeligt Gods. I Adelsstanden maatte Kongen herefter ikke optage nogen uden Rigsraadets Samtykke; Undtagelse gjordes alene for det Tilfælde, at vedkommende havde udmerket sig paa Valpladsen. Hertil kom endnu den Bestemmelse, at hvis Kongen overtraadte Haandfæstningens Bud eller undlod at høre sit Raad, skulde alle Landets Indvaanere have lovlig Ret til at gjøre, hvad de vilde, for at tvinge Kongen. Med Undtagelse af Bestemmelsen om Orknøerne og Hjaltlands Indløsning til Norges Krone findes der i den hele Haandfæstning ikke en eneste Bestemmelse, der har taget specielt Sigte paa Norge.
Paa Herredagen i Kjøbenhavn skulde ogsaa Forholdet til Sverige ordnes, og i denne Anledning havde 9 svenske Rigsraader, 7 verdslige og 2 geistlige, indfundet sig sammen med Udsendinger fra de vendiske Stæder, som skulde mægle mellem Rigerne. Men de svenske Sendebud havde ingen Fuldmagt til at deltage i Kongevalget, ligesaa lidt som at vedtage at udrede en aarlig Sum af den svenske Krones Midler til Kong Kristiern, som man ved Overenskomsten i Malmø det foregaaende Aar var bleven enig om. Derimod blev der truffet Aftale om, at Opfyldelsen af Malmøfredens Bestemmelser skulde udsættes til et nyt Møde, der skulde holdes i Kjøbenhavn i Juni 1515, og Freden skulde i ethvert Fald opretholdes til Marts Maaned 1516. De vendiske Stæder fik sine Privilegier stadfæstede og mellem Stæderne og Hollænderne sluttedes der en Vaabenstilstand paa et Aar, og den blev i det følgende Aar paa et Møde i Bremen fornyet paa 10 Aar.
Ikke ret længe efter, at Herredagen i Kjøbenhavn var opløst, begav Kongen sig til Hertugdømmerne for der at modtage Hylding Paa et Møde, som var udskrevet til Flensborg, traf han sammen med sin Farbroder Fredrik, der ikke lod Anledningen hengaa ubenyttet til at forestille sin Brodersøn, hvor skammelig han var bleven snydt af Kong Hans, som ikke havde undt ham noget af Danmark eller Norge. Han lod nu gjennem nogle af sine Raadgivere Kristiern forestille, at det ikke var mere end ret og billigt, at han bødede paa det. Men da blev Kristiern harm. “Guds Dros,“[1] udbrød han, “af mig faar han intet. Er han ikke fornøiet med det, han har, skal jeg tage det fra ham.“ Ikke desmindre maatte han dog udrede til Farbroderen 30000 Gylden, som denne i Utrængsmaal havde udbetalt Lübeckerne paa
- ↑ Dros betyder Mø. Guds Dros altsaa Jomfru Maria. Dros er et norsk Dialektord, der har holdt sig fra Oldsproget.
