som Dagen var, kun afbrudt ved Kirkegang Kl. 8—9 og 3—4 og ved de to Maaltider strax efter Gudstjenestens Slutning.“ Det er derfor ogsaa ganske paafaldende, hvor meget han fik udrettet, og hvor hurtigt han expederede de indkomne Sager fra sig. Naar han ikke sad hjemme paa sit Slot, var han ude paa Reiser for at dømme i Sager og afhjælpe alle de Brøst, som trængte til hans Mellemkomst. Alt vilde han se med egne Øine og selv dømme i; selv i Markegangsforretninger holdt han det ikke under sin Værdighed at deltage. Derhos holdt han ogsaa et vaagent Øie med Kancelliets underordnede Personale og med den Arbeidsomhed, som dette udfoldede.
Hvad Kong Kristiern i sin første Regjeringstid havde taget Øiemerke paa, var Næringsveienes Opkomst, Kjøbstædernes Handel og Landboforholdenes Ordning. Navnlig har man fra den første Tid af hans Regjering en Række Forordninger, der tilsigtede at hæve Borgerstanden og frarive de privilegerede Stænder de Handelsrettigheder, som de med Urette havde anmasset sig. At han herunder maatte sætte flere af Haandfæstningens Bestemmelser tilside, siger sig selv. Han forbød saaledes Geistligheden, Adelen og Landsalmuen at drive Kjøbmandskab paa Landet med andet end, hvad de behøvede til eget Forbrug. Handelen med Korn, Heste og Øxne skulde gaa over Kjøbstæderne, hvor de først skulde afhændes til Markedspriser. Under 2den Marts 1516 forbød han ligeledes de mange “Landkjøbere“ (Bissekræmmere, Skræppekarle), som drog omkring i Landsbygderne, at reise om paa slig Vis under Straf af Varernes Forbrydelse og haarde Bøder. Fogder og Lensmænd forbødes at opkjøbe Landsprodukter og udhøkre Kjøbstadvarer, til Skade saavel for Landsfolk som for Kjøbstadsborgerne. I Forbindelse med Kongens Bestræbelser for at hæve Byernes Velstand ved en selvstændig og blomstrende Handel staar ogsaa hans Plan at gjøre Kjøbenhavn, hvis heldige Beliggenhed han forstod at vurdere, til en Stapelstad for den østersøiske Handel. Han indbød Kjøbmænd af alle søfarende Nationer under Tilsagn af sin særdeles Beskyttelse til at nedsætte sig i Kjøbenhavn, og navnlig udstedte han en saadan Indbydelse til de rige Fuggere fra Augsburg, der ganske beherskede Pengemarkedet i Nederlandene, Sydtyskland og Norditalien. Der er ingen Tvivl om, at Lübeckerne paa en meget kort Tid vilde have set sin Handel ruineret, om Kongens Forehavende var lykkedes. Dette Skridt fra hans Side kunde de heller ikke lettelig tilgive ham, og en lübecksk Krønikeskriver udtaler sig saaledes om denne Plan: “Kong Kristiern havde onde Raadgivere og hørte gjerne slette Raad“. Det var derfor med en vis Lettelse og Fortrøstningsfuldhed, de hanseatiske Kjøbmænd saa det trække noget ud med Indretningen af Kjøbenhavns Stapel, da et saa betydeligt Verk ikke kunde gjennemføres i Løbet af et Aars Tid eller to, og Fuggerne ikke havde overvættes stor Lyst til Spekulationer paa det nordiske Marked. Oppebørselen af Øresundstolden henlagdes til Kjøbenhavn fra Helsingør, hvis Rhed var uskikket til Vinterhavn og derhos noget usikker
