ved sydøstlige Vinde. Paa samme Tid overdroges det til Sigbrit, for hvis Øine Lübeckerne kun fandt liden Naade, at føre Overtilsyn med Toldvæsenet, hvorved et skarpere Opsyn tilveiebragtes og en ny Tarif indførtes. Mynten forbedredes og blev bestemt at være ens for begge Riger, Danmark og Norge. For de rige Sildefiskerier i Limfjorden, der paa denne Tid ikke stod meget tilbage for de skaanske Fiskerier, udstedte han gavnlige Forordninger, der viser, hvor meget han har været forud for sin Tid. Da Vildtet i Danmark paa denne Tid var sterkt i Aftagende, udfærdigede han en Fredningslov for det. Men hans Jagtforordninger var dog hverken saa meningsløse eller saa haarde, som de i hans nærmeste Eftermænds Dage blev. For at faa Danskerne oplærte i Havedyrkning hentede Kongen fra Waterlandene i Nordholland en hel Koloni Bønder, der anvistes den nær Kjøbenhavn liggende Ø Amager til Beboelse. Her formaaede de i over tre Aarhundreder at opretholde sin Nationalitet uopblandet af danske Elementer.
Ogsaa til Norge strakte Kongens Iver for Næringsveienes Udvikling sig. Den norske Bjergverksdrift kan saaledes føres tilbage til denne Konges Tid. Den eneste Udvinding af Metaller, som hidtil havde været kjendt hertillands, var den saakaldte Myrblæster eller Tilvirkning af Myrmalm, der helt fra den graa Oldtid havde været Gjenstand for en ikke ubetydelig Bygdeindustri. Om et Kobberverk, der omkring Aar 1490 var i Gang i Sandshverv, har vi ingen anden Oplysning, end at Henrik Krumedike og Kantsleren Jon Paulssøn havde det i Forlening. Nu hører vi imidlertid i 1516, at Erik Valkendorf forsøgsvis havde sat en Kobbermalmanvisning, som var fundet 8 store Mile fra Throndhjem, under Drift. Hvad Udbytte dette Kobberverk har bragt, kjender man ikke, lige saa lidt som man ved, hvor det har været beliggende. Nærmest ligger det vel at tænke paa Meraker, Sælbu eller Indset, hvor Kobberverker ogsaa i nyere Tider har været i Drift, og hvor der tildels paavises mindre Gruber, hvis Oprindelse utvivlsomt hidrører fra den norske Bjergverksdrifts Barndom.
Ogsaa søndenfjelds gjør Kongen paa samme Tid Anstalter til at faa et ordnet Bergvæsen i Gang. Fra Freiberg i Sachsen lod han saaledes i 1519 Bergmestere og andre kyndige Bergfolk hente til Norge, hvor de undersøgte forskjellige Strækninger af Landet. Af et Brev, som Oslobispen Hans Mule, der tillige var Høvedsmand paa Akershus, i denne Anledning tilskriver Kongen, erfares det, at disse Bergfolk, som af Biskopen erholder Skudsmaal for Duelighed, har undersøgt mange Bjerge og prøvet de forefundne Ertser. Aarsagen til, at de norske Bjerge hidtil havde ligget ubenyttede, tilskrev den tyske Bergmester “det umilde Herskab“, Bønderne havde havt. Det lader til af Biskop Mules Brev, at Undersøgelserne skulde gjenoptages de følgende Aar, og i 1520 finder vi en tysk Bergmester Bartholomæus Pantgartner bosat i Nærheden af Akers Kirke, paa den Nonneseter Klo-
