ster tilhørende Gaard Haug. Sandsynligvis er det fra denne Tid Kobbergruberne i Akersbakken ovenfor Oslo skriver sig, ligesom der ogsaa i Nærheden af Sognsvandet i Aker findes en gammel Grube, der tør antages at være optagen paa samme Tid og efter Sagnet har været drevet paa Kobber og Sølv.
Et Foretagende, som var af særlig Interesse for Norge og som Kong Kristiern søgte at sætte i Verk, var Fornyelsen af Sejladsen til det gamle, norske Skatland Grønland, som i snart 100 Aar havde været afsondret fra enhver Forbindelse med sit Moderland. Hele det 14de Aarhundrede igjennem synes den norske Koloni paa Grønland at have ført en hensygnende Tilværelse og efterat Norge i Aarhundredets Midte ved den sorte Døds Herjinger var bleven i yderste Grad svækket, blev Kolonien mere og mere forsømt. I hele 19 Aar (1350—68) stod Bispestolen i Garde ubesat, og da den derefter beskikkede Biskop Alv i 1378 var afgaaet ved Døden, varede det hele 6 Aar, før Budskabet om hans Død naaede til Norge. Bispestolen blev vistnok snart igjen besat med en Henrik, der i de følgende Aar ses at have opholdt sig i Danmark; men senere gik det mere og mere uordentligt til med Bispeembedets Besættelse. Stundom havde Grønland ingen Biskop, stundom havde det to eller flere; men det var kun en tom Titel; thi neppe en eneste af dem satte sin Fod paa Grønlands Jordbund. Den sidste Biskop af Garde var Andreas, der vikarierede for andre Bisper i deres Fravær, snart paa Island, snart i Sverige. Efter hans Tid blev ingen indviet til Biskop i Garde før i Kristiern II’s Dage.
De stakkels norske Kolonister, som befandt sig i ensom Afsondrethed paa Grønland, havde det saa ondt, som de bedst kunde have det. I Aaret 1379 foretog Eskimoerne, som Nordmændene kaldte Skrælinger, et Herjetog derhen over Davisstrædet. Herunder skal ifølge de islandske Annalers Udsagn atten af de norske Indbyggere være blevne dræbte og to Gutter bortførte i Trældom. Det lykkedes dog neppe denne Gang Eskimoerne at sætte sig fast paa den vidstrakte Ø. I den følgende Tid forulykkede flere derhen bestemte norske Fartøier, og Forholdene i det ulykkelige Land synes at have været høist fortvivlede. I Aaret 1418 kom Eskimoerne med en stor Flaade igjen til Øen, som hjemsøgtes paa det skrækkeligste med Ild og Sværd, og bortførte en stor Del af Indbyggerne i Trældom. Alligevel heder det, at der endnu stod ni Sognekirker igjen paa Øen, og at en større Del af de bortførte Nordboer var saa heldige at komme tilbage fra sit Fangenskab, hvorpaa de atter tog sine tidligere Bosteder i Besiddelse. Endnu i Aaret 1448 formaner Pave Nikolaus V Biskoperne i Skaalholt og Hole til at komme de betrængte grønlandske Kristne til Hjælp; men hvorvidt denne Opfordring kunde efterfølges vides ikke. I Løbet af dette og det næste Aarhundrede tør Nordmændene have udkjæmpet haardnakkede Kampe med de fremtrængende
