Eskimoer, der endnu i sine Sagn om Kablunakkernes Udryddelse antages at have bevaret Mindet derom.
Det er sandsynligvis Erik Valkendorf, som først har udkastet Planen til at sætte Grønland paany i Forbindelse med Norge; men Kongen tog sig med Iver af dette Fortagende, muligens tilskyndet dertil ved de store Opdagelsesreiser, som i de sidste Aar var udgaaede fra den spanske Halvø, og ved det rige Udbytte disse havde bragt. Til Biskop i Grønland viedes en Nederlænder ved Navn Vincentius Kampe, der imidlertid aldrig kom til sit Bispedømme, og som skulde blive den sidste Titulærbiskop til Grønland i Katholicismens Dage.
Erkebiskop Erik Valkendorf, til hvem Ledelsen af det hele Foretagende blev anbetroet, lod undersøge gamle Haandskrifter og udtegne, hvad der i dem fandtes af Oplysninger saavel om Grønlands Bebyggelse som om de gamle Grønlandsfærder; derhos lod han ligeledes gamle og erfarne Mænd udspørge om alt, hvad de vidste om Landets Beskaffenhed, Sejladsen og Veien derhen. Herigjennem kom han i Besiddelse af en Mængde Oplysninger, navnlig af fuldstændige Kursforskrifter til Veiledning for Grønlandsfarere. For Besætningen paa det Skib, han agtede at afsende, lod han opsætte en særegen Instrux, der vidner om stor Forsigtighed og om, hvor fuldstændig uvidende man var om Øens Forhold i den seneste Tid. Den største Varsomhed ved Landingen indskjærpes; de medfølgende Klerker skulde optræde som Prester, om det lod sig gjøre, som Missionærer eller til en Begyndelse som Tjenestekarle og siden skikke sig, “eftersom Behov gjøres“. Fandt de Landet ubebygget, skulde de paa brugelig Vis tage det i Besiddelse ved at optænde Baal, reise Varder og Kors og hugge Merker i Træer og Stene. Paa Tilbagereisen skulde de paa det nøiagtigste merke sig Kursen til Grønland.
Men skjønt alt saaledes paa bedste Vis var forberedet, kom det paatænkte Foretagende dog ikke istand. Grunden hertil maa søges i den Unaade, hvori Erik Valkendorf strax efter faldt hos Mor Sigbrit og derigjennem ogsaa hos Kong Kristiern. Sædvanlig heder det, at Kongen ikke vilde indgaa paa Erkebiskopens Fordring om at forlenes Landet afgiftsfrit for 10 Aar, men denne Beretning har neppe fuld Hjemmel for sig. I de sidste Aar af sin Regjering tænkte Kongen atter alvorlig paa at udruste en Expedition i dette Øiemed, og i Spidsen for den agtede han at stille den kjække og dygtige Søren Norby, som nys for i et Par Aars Tid havde været Høvedsmand paa Island. Ogsaa denne Gang blev der kun truffet de forberedende Skridt til Expeditionen; men Søren Norby tænkte flere Aar bagefter paa egen Haand at sætte det saaledes planlagte Foretagende i Verk.
Aarsagen til, at Søren Norby, der siden den svenske Krig havde været i nederlandsk Tjeneste, blev beskikket til Høvedsmand paa Island, var de Overgreb, som de engelske Handelsmænd og Fiskere havde tilladt sig ligeoverfor
